Dokumentets metadata

Sømandsbeskatning – statsstøtte – grundlovens § 43

Sagen drejede sig om, hvorvidt to søfolk, der begge havde erhvervet lønindkomst på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, havde et erstatningskrav mod Skatteministeriet som følge af, at ministeriet ikke havde påset, at den nettoløn, der i henhold til sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, var aftalt mellem de to søfolks faglige organisation, Søfartens Ledere, og Danmarks Rederiforening blev sat op i forbindelse med, at skatten på arbejde blev sænket ved lov nr. 459 af 12. juni 2009 om ændring af personskatteloven og forskellige andre love (Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat).Til støtte for erstatningspåstanden havde de to søfolk gjort gældende, at Skatteministeriet havde handlet culpøst, idet sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, indebar, at Skatteministeriet havde pligt til at påse, at den aftalte nettoløn blev reguleret i tilfælde af ændringer i indkomstskatten, og idet Skatteministeriet havde administreret sømandsbeskatningsloven i strid med EU's statsstøtteregler. Endvidere var det gjort gældende, at Skatteministeriets administration af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, indebar, at Skatteministeriet i strid med grundlovens § 43 havde delegeret beskatningskompetence til de to søfolks arbejdsgiver, G1.Østre Landsret var kommet frem til, at der hverken i ordlyden eller forarbejderne til sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, fandtes holdepunkter for, at Skatteministeriet havde en forpligtelse til at påse, at den mellem Søfartens Ledere og Danmarks Rederiforening aftalte nettoløn blev reguleret ved ændringer i beskatningsniveauet.Landsretten fandt endvidere ikke, at Skatteministeriet havde administreret DIS-ordningen i strid med EU's statsstøtteregler. Landsretten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at Skatteministeriet ved en kontrol af DIS-ordningen i 2013 havde beskrevet for EU-Kommissionen, hvordan DIS-ordningen blev administreret. Landsretten fandt heller ikke, at statsstøttereglerne tillagde DIS-søfarende individuelle rettigheder i forhold til lønfastsættelsen.Endelig fandt landsretten ikke, at den manglende regulering af DIS-hyren kunne sidestilles med en særskat, der blev pålagt de to søfolk af deres arbejdsgiver i strid med grundlovens § 43. Ved vurderingen heraf lagde landsretten vægt på, at manglende lønregulering ikke kunne anses for omfattet af begrebet "skat", samt at DIS-ordningen netop indebærer, at søfolk ombord på skibe registreret i DIS er fritaget for betaling af indkomstskat.Højesteret bemærkede, at den ydede statsstøtte ikke overtrådte det maksimale støtteniveau, idet støtten både før og efter skattelettelsen bestod i, at søfolkene var fritaget for beskatning.Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens dom i henhold til grundene.Højesteret afviste endvidere en påstand, som de to søfolk først havde nedlagt under sagens behandling for Højesteret som påstand 2, idet betingelsen for at tillade påstanden fremsat efter retsplejelovens § 383 ikke var opfyldt, idet påstanden reelt var et anbringende til støtte for påstand 1, og idet påstanden var uegnet til at indgå i en domskonklusion.Sagen blev for Højesteret behandlet sammen med sag 251/15, som de to søfolk havde anlagt mod deres arbejdsgiver.

Parter

Søfartens ledere som mandatar for

1) A

2) B

(begge v/Advokat Poul Hvilsted)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Rass Holdgaard)

Biintervenient til støtte for Søfartens Ledere: Fagligt Fælles Forbund

(Advokat Rune Asmussen)

Afsagt af Højesteretsdommerne

Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 8. afdeling den 12. januar 2016. (SKM2016.50.ØLR )

Påstande mv.

Appellanten, Søfartens Ledere som mandatar for A og B, har nedlagt følgende påstande:

1. Skatteministeriet skal betale til A 78.737 kr. og til B 47.885,82 kr. med procesrente fra den 19. marts 2014.

2. Skatteministeriet skal anerkende, at § 5, stk. 3, i lov om beskatning af søfolk indebærer en forpligtelse for Skatteministeriet til at kontrollere og håndhæve, at løn og godtgørelser mv. under DIS beregneligt påvirkes af ændringer i beskatningen af lønindkomst på samme måde som løn og godtgørelser mv. uden for DIS.

Indstævnte, Skatteministeriet, har over for påstand 1 påstået stadfæstelse. Skatteministeriet har over for påstand 2 påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagen har været hovedforhandlet sammen med Højesterets sag nr. 251/2015, Søfartens Ledere som mandatar for A og B mod Danmarks Rederiforening som mandatar for G1.

Anbringender

Søfartens Ledere som mandatar for A og B har i relation til påstand 2 anført, at påstanden bør tillades, jf. retsplejelovens § 383. Påstanden medfører ikke udsættelse af sagen, og det synspunkt, som påstanden hviler på, har allerede været fremført under sagen for landsretten. Skatteministeriet har endvidere haft mulighed for at forholde sig til påstanden og dermed haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser.

Der er retlig interesse i at få påstand 2 under pådømmelse. Højesterets stillingtagen til påstanden har således stor betydning for samtlige medlemmer af Søfartens Ledere. Det bestrides, at påstanden er for uklar til at indgå i en domskonklusion.

Søfartens Ledere har endvidere i relation til påstand 2 anført, at Skatteministeriets kontrolforpligtelse følger af § 5, stk. 3, i loven om beskatning af søfolk sammenholdt med § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 361 af 7. maj 2009 om beskatning af søfolk. Efter den sidstnævnte bestemmelse skal arbejdsgiveren over for told- og skatteforvaltningen kunne godtgøre, hvordan løn, godtgørelser og gratialer mv. omfattet af lovens § 5 og § 5 a er beregnet.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand om afvisning af påstand 2 anført, at der er tale om en ny påstand, der ikke har været gjort gældende under landsretssagen, og som ikke er fremsat i ankestævningen. Påstanden blev først fremsat i processkrift 1 af 5. september 2016. Påstanden bør derfor ikke tillades, jf. retsplejelovens § 383.

Søfartens Ledere har ikke retlig interesse i en pådømmelse af påstand 2. Det skyldes, at på- standen allerede er indeholdt i påstand 1, som er baseret på, at Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende. Hvis formålet med påstand 2 tillige er at få fastslået, at Skatteministeriet ved fremtidige ændringer af indkomstbeskatningen har pligt til at påse, at der sker regulering af nettolønninger til DIS-ansatte, har Søfartens Ledere ikke konkret retlig interesse i at få afgjort dette spørgsmål, idet Højesteret reelt anmodes om at afgøre en retstvist, som måske kan opstå i fremtiden, dvs. reelt om at udarbejde en generel udtalelse om retstilstanden på dette område.

Påstand 2 er endvidere ikke egnet til at indgå i en domskonklusion, da den er for upræcis.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand om frifindelse for påstand 2 anført, at der ikke består en pligt for Skatteministeriet til at påse, at DIS-ansatte søfolk kompenseres af deres arbejdsgivere i tilfælde af en skattelettelse.

Parterne har i øvrigt gentaget deres anbringender.

Højesterets begrundelse og resultat

Den statsstøtte, som fritagelsesbestemmelsen i § 5, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, er udtryk for, består - også efter den lettelse i indkomstbeskatningen, der blev gennemført ved lov nr. 259 af 12. juni 2009 (Forårspakke 2.0) - i, at søfolkene er fritaget for beskatning. Højesteret tiltræder derfor, at statsstøtten ikke overskrider det maksimale støtteniveau, der frem- går af de retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, som EU-Kommissionens godkendelse af den danske skattefritagelsesordning for søfolk er baseret på.

Herefter og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, stadfæster Højesteret dommen for så vidt angår Søfartens Lederes påstand 1.

Med hensyn til Søfartens Lederes påstand 2 bemærkes, at påstanden først blev nedlagt i processkrift 1 af 5. september 2016. Højesteret finder, at betingelserne for at tillade påstanden fremsat ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 383. I øvrigt finder Højesteret, at påstanden reelt er et anbringende til støtte for påstand 1, og at påstanden er uegnet til at indgå i en domskonklusion. Højesteret afviser herefter påstand 2.

Sagsomkostningerne for Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift inkl. moms. Der er taget hensyn til sagens værdi og vidererækkende betydning samt arbejdets omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

Påstand 2 afvises.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Søfartens Ledere som mandatar for A og B betale 150.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.50.ØLR