Dokumentets metadata

Dokumentets dato:08-04-2019
Offentliggjort:09-05-2019
SKM-nr:SKM2019.255.BR
Journalnr.:Københavns byret, BS 293/2018
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Indsætning på bankkonto - forklaring om lån - ordinær genoptagelse

SKAT havde truffet afgørelse om at beskatte sagsøgeren af tre større beløb indsat på sagsøgerens bankkonto, herunder et beløb på 125.000 kr. SKATs afgørelse blev ikke påklaget, men sagsøgeren anmodede året efter om ordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for det pågældende indkomstår med henblik på bl.a. nedsættelse af det beskattede beløb med det indsatte beløb på 125.000 kr., som ifølge sagsøgeren var delvis tilbagebetaling af et lån, sagsøgeren havde ydet til en ven. Hverken SKAT eller Landsskatteretten fandt, at der var grundlag for genoptagelse, og sagsøgeren indbragte herefter afslaget på genoptagelse for domstolene.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at det indsatte beløb på 125.000 kr. var delvis tilbagebetaling af et lån. Retten lagde herved vægt på, at hverken sagsøgeren eller den hævdede låntager kunne give nogen plausibel forklaring på, hvorfor låntageren skulle låne pengene, og hvorfor lånet blev delvist tilbagebetalt allerede to dage efter ydelsen af lånet. Retten lagde endvidere vægt på, at forklaringen om lånet ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, herunder at der ikke var udarbejdet et lånedokument. Det kunne ikke føre til andet resultat, at der var fremlagt kontoudskrifter for sagsøgerens og den hævdede låntagers bankkonti, der indikerede en sammenhæng mellem på den ene side en overførsel fra sagsøgeren til den hævdede låntager og på den anden indsætningen af de 125.000 kr. på sagsøgerens bankkonto, og at de omhandlede beløb var beskrevet som lån i posteringsteksterne i kontoudskriften for den hævdede låntagers bankkonto.

På den baggrund fandt retten, at betingelserne for ordinær genoptagelse ikke var opfyldt.


Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1, A.A.8.2.1.2.2

Parter

A

(v/adv. Leo Jantzen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Robert Thomas Andersen

Afsagt af Byretsdommer

Karsten Henriksen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 4. januar 2018, angår spørgsmålet om sagsøgeren har krav på genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Skatteministeriet Departementet tilpligtes at anerkende, at A's skatteansættelse for indkomståret 2011 genoptages.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 11. oktober 2017 (sagsnr. 14-3511007) SKATs afgørelse af 21. august 2013, hvorved SKAT forhøjede A's indkomst for indkomståret 2011 med 977.000 kr. på baggrund af indsætningen af tre beløb på A's bankkonto.

Nærværende sag angår alene, hvorvidt A har krav på genoptagelse med henblik på nedsættelse af skatteansættelsen for den i kendelsen anførte indsætning af et beløb på 125.000 kr.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår blandt andet følgende:

"…

Faktiske oplysninger

SKAT har den 21. august 2013 forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2011 med 977.000 kr. på baggrund af indsætninger på hans bankkonto med følgende beløb:

Dato

Tekst

Beløb

11-08-2011

LA

470.000 kr.

25-08-2011

LA

382.000 kr.

31-08-2011

Mmm

125.000 kr.

I alt

977.000 kr.

Klageren har den 7. april 2014 anmodet SKAT om genoptagelse af denne ansættelse. SKAT har givet afslag på genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011.

SKAT har modtaget kontoudtog for bankkontoposteringer foretaget imellem klageren og SM som viser, at beløb på henholdsvis 125.000 kr. og 150.000 kr. er indsat og hævet på konto tilhørende SM, og tilsvarende beløb er hævet og indsat på klagerens konto.

Der er fremlagt dags dato kvitteringer for tilbagebetaling af lånebeløb for i alt 852.000 kr. SKAT har ikke anset, at de modtagne dags dato kvitteringer, hvor pengene skulle være tilbagebetalt kontant, for tilstrækkelig dokumentation for at der har bestået et låneforhold. Der er fremlagt dags dato kvitteringer som følger:

Dato

Kvitteringsnummer

Beløb

2-01-2011

17509

225.000 kr.

01-09-2011

17503

250.000 kr.

30-09-2011

17506

200.000 kr.

15-01-2012

17513

50.000 kr.

15-02-2012

17521

127.000 kr.

I alt

852.000 kr.

SKAT har ved den oprindelige sagsbehandling for klageren for indkomståret 2011 udsendt forslag til afgørelse den 16. januar 2013, hvor SKAT har anført, at der den 11. august 2011 er konstateret en bankindsætning på 475.000 kr. fra LA. Dette var ifølge SKAT en skrivefejl, idet beløbet skulle have været 470.000 kr., som er det korrekte indbetalte beløb ifølge bankkontoudskriften. Klageren har dog i en efterfølgende indsendt låneaftale dateret den 8. august 2011 og modtaget hos SKAT den 3. april 2013, erklæret, at der er overført 475.000 kr. til klagerens konto den 11. august 2011.

På SKATs efterfølgende nye forslag til afgørelse den 17. juli 2013, og selve afgørelsen den 21. august 2013 fremgår det korrekte beløb på 470.000 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke indrømmet klageren genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011.

SKAT har som begrundelse herfor anført følgende:

"( ... )

Vedr. de modtagende oplysninger om at indbetalinger skulle vedrøre lån fra LA.

SKAT finder ikke på trods af den modtagende dokumentation, sandsynliggjort at der ydet et lån.

- Lånedokumentet er udfærdiget, uden sikkerhed for at beløbene rent faktisk vil blive overført på de angivne datoer.

- Der er ikke tilbagebetalt nogen renter eller afdrag fra august 2011 til dags dato. Dette til trods for at lånebeløbet skal være tilbagebetalt over 10 år.

- På overførslen af de 470.000 kr. fremgår af kontoudskrift fra LA, at der er tale om ''løn''.

- Der er ikke fremlagt oplysninger om hvad de lånte beløb skulle anvendes til -

- Det kan konstateres at der er i perioden fra medio august 2011 og frem til udgangen af 2011, løbende er hævet kontantbeløb. Kontantbeløb som ikke vil kunne hæves uden de pågældende indsættelser. SKAT finder at dette er atypisk for et låneforhold.

- Ved en fejl har SKAT i tidligere fremsendte forslag til afgørelse anført at der er tale 475.000 kr. som er overført den 11. august 2011. SKAT finder det derfor bemærkelsesværdigt at dette beløb også fremgår af lånebeviset, såfremt dette er udfærdiget som angivet den 8. august 2011.

SKAT finder derfor ikke kunne lægge til grund at der er tale om et låneforhold, og finder derfor at beløbene må anses for skattepligtig indkomst, jf. statsskatteloven § 4.

Da der ikke er oplysninger om hvad beløbene stammer fra vil den skattepligtige indtægt være at beskatte som anden indtægt.

Der er således tidligere oplyst, at der ikke var foretaget nogen tilbagebetaling af beløbene, som der nu fremlægges dags dato kvitteringer for, er tilbagebetaling.

( ... )

SKATs begrundelse:

Der er ikke i forbindelse med genoptagelsesanmodning fremlagt yderligere dokumentation for, at transaktionerne til og fra konto tilhørende SM, vedrører lån, i form af forklaring fra SM, eller lånedokumenter underskrevet af denne.

SKAT fastholder derfor, at der ikke skal ske ændring af skatteansættelsen for 2011, med den i tidligere afgørelse anførte begrundelse, samt at der ikke er fremlagt yderligere dokumentation for at der mellem A og SM har bestået et låneforhold.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.

( ... )".

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med 977.000 kr.

Repræsentanten har som begrundelse herfor anført følgende:

( ... )

"SKAT har for indkomståret 2011 oprindelig forhøjet A's med kr. 977.000. Baggrunden for SKATs forhøjelser var, at SKAT ved en gennemgang af A's kontoudtog, der fremlægges som bilag 2 havde konstateret, at der var foretaget forskellige indsætninger.

Da A efter SKATs opfattelse ikke havde dokumenteret, at der ikke var tale om indsættelser, som ikke var skattepligtige, forhøjede SKAT A hermed.

En af forhøjelserne skyldes en indsætning den 31. august 2011 med teksten: "Bgs Mmm kr. 125.000".

I forbindelse med den oprindelige behandling af sagen oplyste A, at han havde lånt kr. 150.000 til SM (hævning på A's bankkonto den 29. august 2011), og at indbetalingen på kr. 125.000 den 31. august 2011 var fra SM.

Som dokumentation af nævnte fremlægges som bilag 3 tillige kopi af SM's bankkonto i Danske Bank A/S. Som det fremgår af kontoudtoget, blev der den 29. august 2011 som lån indsat kr. 150.000; d.v.s. samme dag, som udbetalingen fra A's bankkonto af de kr. 150.000.

Som det videre fremgår af kontoudtoget, blev der den 31. august 2011 vedrørende det pågældende lån udbetalt kr. 125.000; svarende til den indsættelse, som samme dag kom på A's bankkonto.

På baggrund af ovennævnte dokumentation bør det være ganske klart, at A's skatteansættelse for 2011 bør nedsættes med kr. 125.000.

SKAT har tillige forhøjet A's SKAT af to indbetalinger fra LA fra henholdsvis den 11. august 2011 på kr. 470.000 og den 25. august 2011 på kr. 382.000.

Vedrørende disse betalinger er der tale om et lån, som A modtog fra LA.

Beløbene er efterfølgende tilbagebetalt til LA. Som dokumentation af tilbagebetalingen fremlægges som bilag 4 5 stk. dags dato kvitteringer, hvor LA bekræfter, at han har modtaget tilbagebetaling af forskellige beløb.

Vi er bekendt med, at de pågældende 5 dags dato kvitteringer er lidt "ubehjælpelige", idet LA har skrevet, at de pågældende beløb er modtaget fra ham selv og ikke fra A.

A har meddelt os, at baggrunden for hans lån fra LA var, at han skulle købe en lejlighed. Beløbet blev hævet og afleveret tilbage, da lejlighedskøbet ikke blev til noget.

Baggrunden for, at A ikke tidligere har meddelt nævnte til SKAT var, at A er særdeles dårlig til dansk, og derfor ikke har forstået de forskellige spørgsmål fra SKAT.

( ... )"

På telefonmødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har repræsentanten præciseret, at det fremgår af bankkontoudskrifterne, at der er tale om lån. Det fremgår således, hvor pengene kommer fra, idet navnene på långiver fremgår af kontoudskriften. Der er desuden fremlagt kvitteringer for tilbagebetalingen. Långiver er efter repræsentantens opfattelse ikke længere i Danmark, men er vist nok flyttet til Y1-land.

Der er ikke udarbejdet egentlige lånedokumenter, men dette kræves i praksis ikke. Der skal blot foreligge skriftlig dokumentation. Der foreligger en bankoverførsel med teksten "loan", og pengene er tilbageført efter kort tid, og der er dermed tale om lån. Det var meningen, at klageren skulle købe en lejlighed, men det blev ikke til noget.

Til retsmødet i Landsskatteretten anførte repræsentanten blandt andet, at det i sagen liggende lånedokument reelt ikke var et egentligt lånedokument, men derimod en erklæring. Der er fejl i lånebeløbet, som viser 475.000 kr. i stedet for de reelle 470.000 kr., hvilket viser, at bilaget er udfærdiget efter SKATs forslag til afgørelse.

Det fremgår af kontoudskriften fra banken, at klageren har hævet en lang række beløb på 20.000 kr., hvilket indikerer, at han har tilbagebetalt lånene. Der er desuden fremlagt d.d. kvitteringer vedrørende tilbagebetaling af lånene. Disse er ikke fortløbende nummereret, men de dokumenterer, at lånene er tilbagebetalt.

Repræsentanten forklarede ligeledes, at det fremgår helt tydeligt af kontoudskrifter for hhv. klageren og "Ali", at det er de samme beløb på hhv. 10 kr., 125.000 kr. og 150.000 kr. der går ind og ud på deres respektive konti den 29. og 31. august. Det fremgår desuden af teksten på transaktionerne, at der er tale om "loan".

Repræsentanten redegjorde desuden for praksis og henviste til bl.a. SKM2016.509.BR og HR i TfS1999,404.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at:

"En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."

SKATs oprindelige afgørelse for indkomståret 2011 er dateret den 21. august 2013, og klagerens repræsentant har anmodet SKAT om genoptagelse af ansættelsen den 7. april 2014. Genoptagelsesanmodningen er dermed omfattet af reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er afgørende, at oplysningerne som fremlægges, ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen.

Kontoudskrifterne fra F1-bank for SM vedrørende henholdsvis indsætningen af 125.000 kr. og udbetalingen af 150.000 kr. indgår ikke i den tidligere sagsbehandling hos SKAT. Det fremgår dog af et sagsnotat fra SKAT, at F1-bank den 25. maj 2013 telefonisk til SKAT har oplyst, at 150.000 kr. var overført til SM's konto. Der blev den 31. august 2011 hævet 125.000 kr. kontant på SM's konto i F1-banks Y2 afdeling. Samme dag blev der indsat 125.000 kr. kontant på klagerens konto i den samme F1-bank afdeling i Y2, hvilket kan indikere, at der er tale om det samme forhold. Der er dog fortsat ikke fremlagt dokumentation for, at der var tale om lån imellem parterne, og disse posteringer kan dermed ikke anses for at være undtaget fra beskatning og dermed begrunde en genoptagelse af ansættelsen.

…"

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og SM.

A har forklaret, at han kom til Danmark fra Y1-land for 19 år siden. Han har kendt SM siden 2008-2009. De er venner. Det er hans bankkonto, der er en udskrift af i ekstrakten på side 52.

Baggrunden for overførslen af de 150.000 kr. den 29. august 2011 til SM var, at SM havde spurgt, om han kunne låne pengene. SM havde brug for pengene til noget personligt. Han ved ikke/husker ikke, hvad SM skulle bruge pengene til. De aftalte ikke, hvordan pengene skulle tilbagebetales, idet SM ville tilbagebetale pengene så hurtigt som muligt og formentlig i løbet af et par dage. De skrev ikke noget lånedokument eller aftalte betaling af renter, da SM kun skulle låne pengene i et par dage, og da de var venner. Han ved ikke, hvorfor SM kun skulle låne pengene et par dage. Indsætningen af de 125.000 kr. den 31. august 2011 er SM's tilbagebetaling af en del af lånebeløbet. SM havde kun 125.000 kr. De resterende 25.000 kr. betalte han løbende tilbage med mindre beløb. De 150.000 kr. havde han lånt af LA. Han havde lånt henholdsvis 475.000 kr. og 382.000 kr. af LA, fordi han gerne ville købe en bolig, så hans kone og børn kunne komme til Danmark. Han havde på det tidspunkt ikke noget sted at bo. LA ville gerne låne ham penge, da de er venner. Låneaftalen på side 49 i ekstrakten er udarbejdet efter den 8. august 2011. Den blev udarbejdet den dag, de talte med en advokat om lånene.

På spørgsmål om, hvordan låneaftalen kan omtale lån, der er blevet overført den 11. august og den 25. august 2011, hvis den er underskrevet den 8. august 2011 forklarede han, at han ikke husker den præcise dag, aftalen blev underskrevet, men det har været en dag omkring den 8. august 2011. Han havde først forsøgt at låne pengene i banken, der ikke ville yde ham et lån, og derefter gik han til LA. Det skulle gå stærkt. Han husker ikke, hvorfor der blev indsat 470.000 kr. og ikke 475.000 kr. på hans konto den 11. august 2011. Hans løn var på 12.000 kr. om måneden på daværende tidspunkt. Han ved ikke, hvad tekstbeskeden "Bgs Mmm" i forbindelse med indsætningen af de 125.000 kr. den 31. august 2011 betyder. Det er en tekstbesked, han har fået fra SM.

SM har forklaret, at bankkontoen, der er en udskrift af i ekstrakten på side 57, er hans bankkonto. Han og A er gode venner. De lærte hinanden at kende gennem en ven, som vidnet havde, da han boede i Sverige. Da vidnet fik opholdstilladelse i Danmark, hjalp A ham med forskellige ting, og de blev venner. De mødes i weekenderne og tilbringer tid sammen. De blev venner i 2010-2011. Indbetalingen på hans konto på 150.000 kr. den 29. august 2011 er et lån, han fik at A. Han husker ikke, hvad han skulle bruge pengene til. Han mener, at han havde behov for pengene, da hans kone og børn skulle komme til Danmark. Han havde bedt forskellige venner om lån. Hans kone ville måske tage penge med fra Y1-land til Danmark, så han kunne betale lånet tilbage. Han betalte alle pengene tilbage, men han husker ikke præcist hvordan. Grunden til, at han betalte pengene tilbage så hurtigt, var, at det, han skulle bruge pengene til, ikke blev til noget.

Foreholdt, at der den 31. august 2011 er hævet 125.000 kr. på hans konto i banken forklarede vidnet, at han ikke husker præcist, hvordan han tilbagebetalte lånet, men han tilbagebetalte næsten hele lånebeløbet på én gang. Han har underskrevet lånedokumentet på side 49 i ekstrakten som vidne, men han husker ikke hvornår. Han har skrevet brevet på side 74 i ekstrakten, hvoraf fremgår, at det skete den 8. august 2011.

Det, der ikke blev til noget, var nogle forberedelser til, at hans kone og børn skulle komme til Danmark. Han kunne imidlertid ikke nå at skaffe så mange penge, at han kunne få dem herop fra Y1-land.

Foreholdt ekstrakten side 52, teksten til indsættelsen af 125.000 kr. den 31. august 2011 på Daouds konto, forklarede vidnet, at "Mmm" ikke betyder noget. Når man overfører penge, skal man anføre en tekst til modtageren for at overførslen går igennem. Han tror ikke, at han er blevet beskattet af lånet på de 150.000 kr. Han kender ikke skattereglerne så godt.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Det gøres overordnet gældende, at betingelsen for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 er opfyldt, hvorfor der skal gives medhold i den nedlagte påstand således, at der skal ske genoptagelse af indkomståret 2011.

***

Til støtte for, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 er opfyldt skal jeg henvise til, at det fremgår af bilag E, at A allerede den 1. februar 2013 oplyste til SKAT, at de kr. 150.000 udgjorde et lån, og at SM den 31. august 2011 tilbageførte kr. 125.000 til hans konto.

Efterfølgende i forbindelse med anmodning om genoptagelse af sagen fik A fremskaffet bankkontoudtog fra SM med henblik på at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at de kr. 125.000 kom fra SM. Som det fremgår af bilag 3, blev der fra SM's bankkonto hævet kr. 125.000 samme dag, som de kr. 125.000 blev indsat på A's konto, jf. bilag 2/bilag D.

Det har således en klar formodning for sig, at de kr. 125.000 kom fra SM, og at der var tale om tilbagebetaling af lånet, som blev givet den 29. august 2011. F1-bank har endvidere ved bilag K bekræftet, at beløbet er indsat af SM. Der er således under nærværende sag enighed om, at SM den 31. august 2011 betalte kr. 125.000 til A.

Da der med de pågældende bankkontoudtog klart foreligger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af A's skatteansættelse for indkomståret 2011, vil han efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, have krav på en genoptagelse.

***

Til støtte for, at den nye fremlagte dokumentation har betydning for, at A's skatteansættelse for 2011 er materiel forkert, hvorfor den skal genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, gøres det således gældende, at det i nærværende sag klart må anses for dokumenteret, at A den 29. august 2011 udlånte kr. 150.000 til SM, jf. sagens bilag 2/bilag D og bilag 3. Af bilag 2/bilag D fremgår det, at der den 29. august 2011 med teksten "Bgs SM" er hævet kr. 150.000. I forbindelsen med indsættelsen på SM's bankkonto, jf. bilag 3 er der anført "Bgs loan". Der kan således ikke være tvivl om, at A overførte det pågældende beløb som lån henset til posteringsteksten.

A havde således pr. 29. august 2011 et tilgodehavende hos SM på kr. 150.000. På baggrund af sagens bilag 2/bilag D og bilag 3 gøres det gældende, at SM's betaling af kr. 125.000 til A den 31. august 2011 må anses som en tilbagebetaling af lånet. Det forhold, at der ikke har foreligget lånedokumenter, må anses for at være uden betydning, idet posteringsteksterne på kontoudtogene, jf. bilag 2/bilag Dog bilag 3 direkte henviser til lån ved teksterne "Bgs loan" og "Bgs loan given".

Der er således i nærværende sag klare objektive oplysninger, som taler for, at indsættelsen på A's bankkonto på kr. 125.000 den 31. august 2011 ikke er skattepligtig for A, da der er tale om tilbagebetaling fra SM, som A lige havde udlånt kr. 150.000 til.

Til støtte for at A i tilstrækkeliggrad har sandsynliggjort, at de kr. 125.000 hidrører fra ikke skattepligtig indkomst, påberåber A sig præjudikaterne SKM2011.81.BR, SKM2016.70.BR og SKM2016.273.LSR.

***

På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende gældende, at A har løftet bevisbyrden for, at der med de pågældende bankkontoudtog klart foreligger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af A's skatteansættelse for indkomståret 2011, at A har løftet bevisbyrden for, at der ved indsætningen af kr. 125.000 på hans bankkonto er tale om et lån og derved, at hans skatteansættelse er materielt forkert, hvorfor A har løftet bevisbyrden for, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26 , stk. 2 er opfyldt, og hvorfor han skal have medhold i den nedlagte påstand.…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Det gøres overordnet gældende, at betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, ikke er opfyldt.

Det er en betingelse for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at der foreligger nye, væsentlige oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen, jf. eksempelvis UfR 2011.2253 H (SKM2011.329.HR), SKM2015.512.ØLR og SKM2014.183.ØLR.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der foreligger nye væsentlige oplysninger, idet kontoudskrifterne for sagsøgerens og SM's bankkonti (bilag 2 og bilag 3) efter sagsøgerens opfattelse dokumenterer, at indsætningen af 125.000 kr. på sagsøgerens konto den 31. august 2011 var tilbagebetaling af et lån.

Det bestrides, at kontoudskrifterne dokumenterer, at der er tale om tilbagebetaling af et lån.

Under de foreliggende omstændigheder påhviler det sagsøgeren at løfte bevisbyrden for, at de 125.000 kr. ikke skal indgå ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, f.eks. fordi der er tale om et lån, jf. eksempelvis UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR), UfR 2010.415/2 H (SKM2010.70.HR), UfR 2009.163 H, SKM2004.87.HR, SKM2016.425.ØLR og SKM2013.613.ØLR.

Der foreligger ikke objektiv dokumentation for, at der som hævdet skulle være tale om tilbagebetaling af et lån, jf. herved UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR), UfR 2009.476/2 H og SKM2017.534.ØLR.

Der foreligger således ikke en låneaftale med beskrivelse af lånevilkår vedrørende f.eks. afdragsperiode og renter. Der foreligger ikke engang en bekræftelse fra SM om, at der forelå et lån.

Derudover er der ikke i øvrigt fremkommet oplysninger om, hvorfor sagsøgeren skulle have lånt penge til SM, og hvorfor størstedelen af det hævdede lån blev tilbagebetalt allerede to dage efter ydelsen af lånet.

Det forhold, at en indsætning på sagsøgerens konto beløbsmæssigt svarer til en hævning på SM's konto, dokumenterer ikke, at indsætningen var tilbagebetaling af et lån, jf. også eksempelvis UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR). Kontoudtogene viser ikke engang, at det er SM, som har indbetalt beløbet til sagsøgerens konto, idet de 125.000 kr. ifølge F1-banks oplysninger til SKAT er indbetalt kontant til sagsøgerens konto.

Det er kun på SM's kontoudtog, hvor beløbene er betegnet som lån. På sagsøgerens kontoudtog fremgår alene posteringsteksterne "Bgs SM" og "Bgs Mmm".

Da de fremlagte kontoudskrifter således ikke dokumenterer, at indsættelsen af 125.000 kr. den 31. august 2011 på sagsøgerens bankkonto vedrørte tilbagebetaling af et lån, skal der ikke ske genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen finder retten ikke, at har A har godtgjort, at beløbet på de 125.000 kr. er delvis tilbagebetaling af et lån på 150.000 kr. ydet til SM. Retten har herved lagt vægt på, at hverken A der efter sin forklaring selv havde lånt pengene til brug for køb af en bolig eller SM har kunnet give nogen plausibel forklaring på, hvorfor SM skulle låne de 150.000 kr., og hvorfor størstedelen af det hævdede lån blev tilbagebetalt allerede to dage efter ydelsen af lånet. Forklaringerne om låneoptagelsen m.v. er heller ikke tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Der er således ikke udarbejdet et lånedokument med angivelse af lånevilkår, herunder vedrørende tilbagebetalingsvilkår og rentevilkår m.v. Den omstændighed, at der er fremlagt kontoudskrifter, der kunne indikere en sammenhæng mellem overførslen af de 150.000 kr. den 29. august 2011 til SM's konto og indsætningen af de 125.000 kr. den 31. august 2011 på A's konto, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Retten lægger herved vægt på, at det kun er på SM's kontoudtog, at beløbene er angivet som lån.

Retten finder herefter ikke, at betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er opfyldt.

Skatteministeriet Departementets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 30.000 kr. inkl. moms. Det er oplyst, at Skatteministeriet Departementet ikke er momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 30.000 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.