Dokumentets metadata

Indsætninger på bankkonti - subsidiære anbringender - forretningsmæssig begrundelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb, som over en årrække blev indsat på skatteyderens private bankkonti, med rette var henregnet til den skattepligtige indkomst. Skatteyderen gjorde gældende, at skatteyderen ikke havde erhvervet ret til indsætningerne, men at disse var blevet brugt på betalinger af udgifter på vegne af tre selskaber.

Under SKATs behandling af sagen og under sagens forberedelse for byretten havde skatteyderen tidligere gjort gældende som et subsidiært anbringende, at samtlige de omtalte overførsler til skatteyderens konti var at betragte som et lån. Skatteyderen havde også tidligere gjort gældende under SKATs behandling af sagen, at hvis skatteyderen ikke fik medhold i, at pengene ikke var skatteyderens eller kunne betragtes som et lån, så måtte overførslerne betragtes som en gave.

Landsretten fandt i lyset heraf - og henset til, at der ikke sås at kunne være nogen lovlig forretningsmæssig begrundelse for indsætningerne - at der måtte stilles strenge krav til beviset.

Landsretten tiltrådte herefter - med samme begrundelse som byretten - at skatteyderen ikke havde dokumenteret nogen klar sammenhæng mellem overførslerne til skatteyderens private konti og betalingen af udgifter i selskaberne. Herudover fandt landsretten, at det i hvert fald var helt udokumenteret og uklart, hvad der var grundlaget for skatteyderens betaling.

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom.

Parter

A

(v/adv. Anna Bastkær C. Stangerup (prøve))

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Per Lunde Nielsen v/adv. fm. Rasmus Blom)

Afsagt af Landsretsdommerne

Sanne Kolmos, Peter Mørk Thomsen og Christian Schrøder (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Holbæk Rets dom af 29. maj 2018 (BS 6-1112/2016) er anket af A med endelig påstand om, at A's skatteansættelse for indkomstårene 2009 til 2011 nedsættes med 110.379,63 kr., således at skatteansættelsen nedsættes med 34.657,46 kr. i 2009, med 62.363,60 kr. i 2010 og med 13.358,57 kr. i 2011, subsidiært at A's skatteansættelse for indkomstårene 2009 til 2011 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse af byrettens dom i det omfang, den er påanket.

Supplerende sagsfremstilling

Sagen er anket af A med oprindelig påstand om, at hans skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2006 til 2011 - der af skattemyndighederne var blevet forhøjet med 2.287.788 kr. - hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Det fremgår af retsbogen for hovedforhandlingen i landsretten den 19. marts 2019 om sagens forløb blandt andet:

"Under forelæggelsen bemærkede retsformanden, at A som et hovedanbringende gør gældende, at JG's pengeoverførsler til A's private bankkonti primært har tjent til videreekspedition af supplerende "sorte lønninger" til de ansatte, og at A, som ikke har erhvervet ret til de fleste af disse lønmidler, derfor heller ikke skal beskattes af samtlige indsatte beløb.

På den baggrund henledte retsformanden opmærksomheden på bestemmelsen i retsplejelovens § 337, hvorefter retten når som helst under hovedforhandlingen kan opfordre parterne til at udtale sig om grunde, som vil kunne føre til, at retten på embeds vegne må afvise sagen, idet hun tilføjede, at bestemmelsen også angår en del af sagen. Eftersom A erkender, at en del af bevisførelsen angår aftaler om "sorte lønninger", er der anledning til at overveje denne del af sagen, som involverer stillingtagen til ulovligt forhold, jf. reglen i Danske Lovs 5-1-2 om aftaler i strid med lov og ærbarhed.

Parterne havde lejlighed til under en pause i retsmødet at overveje spørgsmålet og herefter udtale sig om dette.

Advokat Anna Bastkær C. Stangerup meddelte herefter, at A frafalder den del af sagen, der angår "sorte penge", og at påstanden vil blive revideret senere i retsmødet."

A ændrede herefter under hovedforhandlingen sine påstande for landsretten og ønskede under ankesagen alene en prøvelse af de udgifter, som han har oplyst vedrører hans betaling af regninger på G11's, G6's eller G7's vegne til G15 med 90.573,62 kr., til G13 med 2.500 USD og til en varemærkeregistrering med 6.447,44 kr.

Parterne er enige om, at der fra A's privatkonto (xxxx-xxxxx68) i 2009 (perioden fra den 7. juli 2009 til og med den 4. december 2009) blev betalt regninger fra G15 med i alt 28.210,02 kr., og at der i 2010 (perioden fra den 5. januar 2010 til og med den 5. oktober 2010) blev betalt regninger fra G15 med i alt 62.363,60 kr. Af en udateret udskrift fra brugeroplysningerne hos G15 fremgår det, at kontoen hos G15 vedrører G11.

Det fremgår af en faktura, der er fremlagt i sagen, at A ("Organization: G7") den 23. juni 2011 modtog opkrævning fra G13 vedrørende en betaling på 2.500 USD, der angik "G13 with Asset Server client license". Af A's kontooversigter fremgår det, at der den 23. juni 2011 blev overført 14.000 kr. fra A's aktionærkonto (xxxx-xxxxx48) til A's privatkonto (xxxx-xxxxx68), og at der den 27. juni 2011 fra A's privatkonto blev betalt 2.500 USD svarende til 13.358,57 kr.

A har endvidere fremlagt en bankudskrift, hvoraf fremgår, at A den 3. november 2009 betalte 6.447,44 kr. til G17 vedrørende "Trademark Spil1".

Parterne har under hovedforhandlingen for landsretten oplyst, at der endeligt er enighed om, at sagens værdi kan opgøres til 1.150.000 kr.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A, JG, JJ og IN.

A har forklaret blandt andet, at fra slutningen af 2008 indsatte JG fast 1.000 GBP om måneden på hans konti. Efter G6's konkurs i august 2009 betalte han fakturaer vedrørende selskabets hovedserver fra G15 fra sin privatkonto. Betalingen skete med midler, der hidrørte fra den faste overførsel på 1.000 GBP, som JG indsatte på hans konto hver måned. De 1.000 GBP gik til betaling af serverkapacitet hos G15 og generelt til driften, herunder til betaling af regninger, som han ikke har gemt bilag på. Fra november 2008 gjorde de alt, hvad de kunne, for at redde G6, der havde likviditetsmæssige problemer. JG's selskab G2 ltd havde en professionel bestyrelse, og JG var nødt til at betale en del af udgifterne til G6 udenom sit selskab. JG overførte pengene til hans konti med henblik på betaling af udgifter i G6 og senere G7. Serveren hos G15 var nødvendig for at brugere kunne spille spillet "Spil1", der var under fortsat udvikling. Betalingen til G15 for hovedserveren var variabel alt efter brug og trafik. Hvis de 1.000 GBP, som JG indsatte, oversteg udgiften til G15, lod han det overskydende beløb stå på sin konto til dækning af uforudsete udgifter. Det beløb, som JG indsatte, var øremærket til driften i G6 og G7. Han opfattede det sådan, at det var JG's penge, der stod på hans konti. Han havde ikke helt styr på, hvad der blev betalt, og hvad der var tilbage af JG's penge, og dermed heller ikke på om han på den måde kom til at betale udgifter også med sine egne penge. Det er korrekt, at pengene fra JG blev sammenblandet med hans privatøkonomi. Han fokuserede på det kreative i selskabet.

Udgiften til G13 på 2.500 USD betalte han fra sin konto. Han havde haft en privat G16-konto, som han havde frasagt sig retten til. På denne konto kom der penge fra spillere, som købte sig til retten til at spille Spil1, som de havde under udvikling. Det var en slags crowdfunding. Pengene blev indbetalt til hans G16konto, som han havde overført til G11. Han har ikke dokumentation for, at kontoen er overført til G11.

Han betalte 6.447,44 kr. til G17 i forbindelse med en varemærkeregistrering. Betalingen havde ikke noget med Høibergs faktura af 7. september 2009 på i alt 45.231,25 kr. at gøre. Han har ikke noget bilag vedrørende varemærkeregistreringen. Udgifterne blev ikke bogført.

Det var hans private konti, som JG overførte penge til. Baggrunden herfor var, at de var i en overgangsfase, hvor det var nemmere at gøre det på den måde. JG indsatte penge på hans konto for, at han skulle betale udgifterne i G7. Det var JG, der bestemte, hvad der skulle betales. JG kørte driften i G7 for private midler, og da han var JG's fætter, hjalp han sin fætter med at betale regningerne. Pengene fra JG rakte længere, hvis de blev betalt via hans konto.

Der blev i 2009 lavet en udviklingsaftale mellem G11 og G7. Aftalen gik ud på, at G7 skulle færdigudvikle spillet for G11, der ejede rettighederne til Spil-1. G11 afholdt udgift til server, idet der kom penge ind på G16-kontoen for salg af spillet. G11 afholdt således nogle af driftsudgifterne til spiludviklingen.

JG har forklaret blandt andet, at han fra november 2008 indsatte omkring 1.000 GBP på A's konto. Han ejede G2 ltd, som i 2008 og 2009 begyndte at komme i økonomiske problemer. Han kunne derfor ikke overføre penge fra G2 ltd til G6 og G7, men alene penge fra sin private økonomi. Pengene kom fra G2 ltds konto, men havde status af løn til ham. Han overførte penge til A, idet G7 havde behov for flere penge. G6 var ved at løbe tør for penge. A havde sagt, at firmaet havde behov for flere penge. Fra efteråret 2008 til midten af 2009 gik pengene navnlig til betaling af løn til WK og til betaling for øl og chips. Efter G6's konkurs i 2009 var WK og de øvrige ansatte blevet fyret, og derefter skulle overførslen på de 1.000 GBP dække betaling for blandt andet serverkapacitet hos G15. De ønskede at få det til at se ud som om, at omkostningerne i selskabet var små i forbindelse med, at de forsøgte at skaffe ny kapital. Den eneste kreditor i G7 var banken. Hvis han overførte penge til selskabets konto ville kassekreditten i banken blive nedskrevet tilsvarende, og hvis banken opsagde kassekreditten, ville regningen fra G15 vedrørende selskabets hovedserver ikke blive betalt. Udgifterne i G7 varierede meget, hvorfor han fandt det nemmest at overføre et fast beløb og derefter tale om, hvordan det gik. Pengene skulle også gå til dækning af licensafgifter. Han erindrer ikke, om licensafgifterne blev betalt fra A's konto. De 1.000 GBP kunne ikke dække alle udgifter i G7. Beløbet var ikke øremærket til bestemte udgifter, men blev alle brugt til driften. Han holdt ikke detaljeret regnskab med, hvad pengene blev brugt til, men de talte løbende herom. A lavede et lille regneark over indtægter og udgifter, som vidnets medarbejder MR så på. De 1.000 GBP var en dråbe i havet i forhold til de udgifter, der var. Der blev lavet et regnskab over det, han overførte via G2 ltd.

I december 2009 overførte han beløb til A's private konto og ikke til G7. Alle indtægter gik ind i G11, og det blev aftalt, at 90 % af indtægterne skulle gå til G7, der skulle udvikle spillet. Han var nødt til at skyde yderligere penge i G7 end dem, som kom fra G11. Den nemmeste og mest sikre måde at gøre det på var at overføre pengene uofficielt til A på hans konto, idet de derved kunne sikre betalingen til serveren.

Forud for konkursen var den største udgift i G6 lønudgiften til medarbejderne. Det var A, der skulle forhandle løn med WK.

JJ har forklaret blandt andet, at der var månedlige forhandlinger om, udgifterne i G7, og hvad der skulle holdes kørende i selskabet. Det var en kaotisk periode, hvor de var nødt til at prioritere selskabets udgifter. Det vigtigste var at betale husleje og udgifter, der relaterede sig til at sikre selskabet en effektiv platform. Herudover var det vigtigt at skabe god stemning hos de ansatte, hvorfor de prioriterede udgifter til fredagsbar og chips. De forhandlede med JG og småinvestorerne om at skaffe penge. De forsøgte også at opfinde forskellige våben, som de kunne sælge via spillet. Han forhandlede med MR, som ville have, at de skulle holde udgifterne nede til det allermest nødvendige. Kassekreditten var overtrukket, og hvis der kom penge over på selskabets konto, risikerede de at forsvinde. De anvendte derfor A's konto til at betale udgift til server og til medarbejderne. Det var vigtigt for dem at holde på medarbejderne. De modtog en pulje penge, som herefter skulle fordeles til de faste udgifter og til løn. Der blev overført en pulje penge til dem månedligt. Han forsøgte at lave akkorder og nedskrivninger i forhold til de kreditorer, der var. Han deltog i en del møder med udlejer og andre kreditorer. Han talte også med SKAT, idet der var et momsudestående.

Han havde indsigt i, hvad regningerne i G7 lød på, og pengene, der blev overført fra JG, kunne følges hele vejen. Det kostede en del at holde licenser, software og IT kørende. Det var JG og MR, som bestemte, hvilke udgifter de overførte beløb skulle dække.

JG overførte 1.000 GBP hver måned. Det beløb var øremærket til betaling af regningen fra G15 til selskabets server/platform. Beløbet blev sat ind på A's private konto, hvorfra der blev betalt til G15.

I 2009 til 2011 arbejdede han i G7. Han erindrer ikke hvilket selskab, der afholdt udgiften til serveren hos G15. G11 og G7 havde et meget tæt samarbejde.

IN har forklaret blandt andet, at det gik økonomisk dårligt for JG fra det tidspunkt, hvor G6 gik konkurs. Forud for dette havde det hele kørt på skinner, men efter den periode blev økonomien meget stram. Selskabet havde udgifter til licenser, patent, løn, server m.v. Efter G6's konkurs fik han at vide fra A, at der kom penge ind på hans konto til G7. Det var først omkring 2010, at han blev bekendt med, at driftsudgifterne blev betalt via A's konti. Han var lidt irriteret over, at det foregik på den måde, idet de da ikke kunne trække moms fra. Han følte, at de spildte momspengene ved at gøre det på den måde. Pengene på A's konto til betaling af driftsudgifterne kom fra JG. A betalte regningerne med JG's penge.

JG overførte omkring 1.000 GBP om måneden til A's konto. Det havde A fortalt ham. Pengene skulle gå til betaling af G15. Han havde ikke så meget med driften i G7 at gøre, men han var med på de mails, der blev skrevet herom.

Procedure

A har under hovedforhandlingen for landsretten alene gentaget de anbringender, der knytter sig til hans betaling af udgifter i perioden fra 2009 til 2011 til G15, G13 og en varemærkeregistrering på vegne af G6, G11 og G7.

Skatteministeriet har som konsekvens af A's ændrede påstand for landsretten alene gentaget de anbringender, der knytter sig til A's angivelige betaling af udgifter til G15, G13 og varemærkeregistrering.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som anført af byretten er der enighed om, at JG og selskaberne G2 ltd og G1 Ltd. UK indsatte i alt 2.287.788 kr. på A's private bankkonti i årene 2004 og 2006 til 2011.

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, at den skattepligtiges samlede årsindtægter - med visse undtagelser - betragtes som skattepligtig indkomst, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, ligesom det følger af dagældende skattekontrollovs § 1 og retspraksis herom, at det er A, der i et tilfælde som det foreliggende, skal godtgøre, at pengene ikke tilhørte ham.

Sagen for landsretten angik oprindeligt spørgsmålet om, hvorvidt A alene stillede sine konti til rådighed for selskaberne G6, G11 og G7, således at han ikke personligt erhvervede ret til beløbet på i alt 2.287.788 kr., der over en periode blev indsat på hans konti fra England, og om beløbene som følge heraf ikke skulle indgå i hans skattepligtige indkomst. Under hovedforhandlingen for landsretten har A ændret sin påstand således, at han alene ønsker nedsættelse af skatteansættelsen for 2009 til 2011 med 110.379,63 kr. vedrørende betalinger, som han fra sine konti har foretaget til G15, G13 og til G17 vedrørende en varemærkeregistrering.

Under SKATs behandling af sagen og under sagens forberedelse for byretten gjorde A gældende som et subsidiært anbringende, at samtlige de omtalte overførsler til hans konti var at betragte som et lån, ligesom han til støtte herfor fremlagde et gældsbrev. Endelig gjorde han under sagen for SKAT i øvrigt gældende, at hvis han ikke fik medhold i, at pengene ikke var hans eller kunne betragtes som et lån, så måtte overførslerne betragtes som en gave. Set i lyset heraf og henset til, at der ikke ses at kunne være nogen lovlig forretningsmæssig begrundelse for, at beløb, der var tiltænkt anvendt i selskaberne G6 og G7, skulle indsættes på konti tilhørende A, må der stilles strenge krav til beviset for, at overførslerne, der ikke blev holdt adskilt fra hans øvrige økonomi, ikke var tiltænkt A.

A har for landsretten fremlagt en stor mængde bilag, som ifølge ham dokumenterer, at han helt generelt ikke erhvervede ret til størstedelen af de beløb, som blev overført til hans private bankkonti. Han har i den forbindelse anført, at størstedelen af beløbene blev overført med henblik på at tilgå G6 og G7 til driften i disse selskaber. Han har herunder fremlagt bilag, der for så vidt dokumenterer, at han i de to selskabers interesse har afholdt de udgifter, som han under ankesagen ønsker sin personlige skatteansættelse nedsat med.

Landsretten tiltræder med samme begrundelse som byretten, at A imidlertid ikke har dokumenteret nogen klar sammenhæng mellem overførslerne til hans private konti og betalingen af udgifter i G6 og G7, herunder de udgifter, der er omfattet af ankesagen. Hertil kommer, at det i hvert fald er helt udokumenteret og uklart, hvad der var grundlaget for A's angivelige betaling af visse udgifter i G6 og G7, herunder om A i den forbindelse opnåede et tilgodehavende hos selskaberne. A har derfor ikke godtgjort, at beløb, der blev indsat på hans konti, og som ikke blev holdt adskilt fra hans øvrige økonomi, ikke var tiltænkt ham, og at han alene disponerede over disse beløb på vegne af andre.

Med disse bemærkninger stadfæstes byrettens dom i det omfang, den er påanket.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 100.000 kr. til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen heraf ud over sagens værdi, der indtil under hovedforhandlingen udgjorde 1.150.000 kr., taget hensyn til sagens varighed og oprindelige omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes i det omfang, den er påanket.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.