Dokumentets metadata

Skønsmæssig forhøjelse - indsætninger - negativt privatforbrug - gennemsnitstal fra Danmarks statistik

Sagerne drejede sig om forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst i 2009, 2010 og 2013. Forhøjelsen i 2009 og 2010 svarede til en række kontante indsætninger på skatteyderens bankkonto, mens forhøjelsen i 2013 var baseret på en privatforbrugsopgørelse, som viste, at privatforbruget i skatteyderens husstand var negativt det pågældende år.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. Landsretten lagde vægt på, at skatteyderen ikke i de relevante indkomstår foretog bogføring af virksomhedens indtægter og udgifter i overensstemmelse med reglerne i bogføringsloven, og stadfæstede i øvrigt dommen med henvisning til byrettens begrundelse.

Særligt for så vidt angår forhøjelsen i 2009 og 2010 blev Skatteministeriet frifundet, fordi skatteyderen ikke havde bevist, at de indsatte beløb stammede fra allerede beskattede eller ikke skattepligtige midler. Retten lagde bl.a. vægt på, at beløbene blev indsat på kontoen kontant uden angivelse af, hvem der indsatte dem, og hvad de vedrørte, og at beløbene ikke kunne afstemmes med bogføringsmaterialet i skatteyderens virksomhed.

Skatteministeriet blev også frifundet for så vidt angår forhøjelsen for 2013, idet retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig. Retten udtalte, at der ikke var grundlag for at kritisere, at SKAT havde fortaget privatforbrugsberegningen på baggrund af indkomstårets formueforskydninger og data fra Danmarks Statistik, idet der ikke forelå nærmere dokumentation fra skatteyderen.

Parter

Sag BS-26601/2018-OLR
(20. afdeling)

A

(v/adv. Henrik Rahbek)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager v/adv. Rebecca Hannibal Hjorth)

og

Sag BS-26614/2018-OLR
(20. afdeling)

A
(advokat Henrik Rahbej)

mod

Skatteministeriet

(Advokat Tim Holmager v/advokat Rebecca Hannibal Hjorth)

Afsagt af Landsretsdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Henrik Bitsch og Niels Christian Baark (kst.)

Sagen oplysninger og parternes påstande

Københavns Byret har den 29. juni 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS-9404/2017-KBH (BS 38A-5772/2017) og sag BS-9403/2017-KBH (BS 38A-5773/2017)) (SKM2018.424.BR).

Påstande

I sag BS-26601/2018:

Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's personlige indkomst for indkomstårene 2009 og 2010 skal nedsættes med henholdsvis 442.840 kr. og 687.620 kr., subsidiært, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's indkomstopgørelser for indkomstårene 2009 og 2010 skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

I sag BS-26614/2018:

Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's personlige indkomst for indkomståret 2013 skal nedsættes med 599.900 kr., subsidiært, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A's indkomstopgørelse for indkomståret 2013 skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt korrigerede årsregnskaber for 2009 og 2010 for G1, udarbejdet i august 2018 af R1 ved statsautoriseret revisor NE, samt en af revisor udarbejdet oversigt over privatforbrug for A og KH i årene 2009 og 2010. Der er endvidere fremlagt en redegørelse fra revisoren af 27. august 2018.

Af regnskabet for 2009 fremgår det blandt andet, at nettoomsætningen er opgjort til 732.043,80 kr., og at det driftsøkonomiske resultat er 29.239,80 kr. Af balancen fremgår blandt andet, at der er en privat mellemregning på 370.535,85 kr.

Af regnskabet for 2010 fremgår det blandt andet, at nettoomsætningen er opgjort til 714.556,40 kr., og at det driftsøkonomiske resultat er 11.350,73 kr. Af balancen fremgår det blandt andet, at der er en privat mellemregning på 87.396,89 kr.

Af privatforbrugsregnskabet for A og KH fremgår det blandt andet, at privatforbruget udgjorde 215.716 kr. i 2009 og 155.050 kr. i 2010.

Af revisors redegørelse af 27. august 2018 fremgår blandt andet:

"Bogføring og årsregnskaber er udarbejdet af registreret revisor WI.

…

WI har foretaget bogføring af G1's indtægter på grundlag af G1's daglige salgsspecifikation ifølge kasseapparat med strimmel. Alle indtægter var i form af kontanter.

G1's udgifter blev registreret dagligt i kassekladden, og blev registreret som kontante betalinger, uanset om betaling var sket fra G1s bankkonto i F1-bank.

G1's kontante beholdninger blev benyttet til betaling af forskellige udgifter, men større beholdninger blev regelmæssigt indsat i banken. Det er en fejl, at WI ikke har bogført alle kontante overførsler, ligesom det er en fejl, at virksomhedens bankkonto ikke er indregnet i G1s årsregnskaber.

Jeg har derfor indregnet bankkontoen i skatteregnskaberne for 2009 og 2010, jf. vedhæftede specifikationer. Virksomhedens resultat er uændret, bortset fra bankrenteindtægten, som nu medregnes i virksomheden. De bogførte hævninger til privat ændres som følge af den indregnede bankkonto.

Det korrigerede regnskab med bankkontoen giver et mere retvisende billede af G1's regnskab end tidligere.

…

I 2009 er privatforbruget korrigeret fra kr. 182.291 til kr. 215.716, en stigning på kr. 33.425, som skyldes en skattefri invalideerstatning kr. 29.736 og korrigeret moms kr. 3.689 af SKATs forhøjelse af indkomsten på kr. 14.757.

…

De korrigerede årsregnskaber og privatforbrugsberegningen dokumenterer, at alle bankindsætninger indgår i det beregnede privatforbrug, og den af SKAT rejste opfattelse af, at indsætningerne ikke stammer fra virksomheden, kunne være undgået, hvis WI på normal måde havde inddraget Banken i G1's årsregnskab.

…"

Det er for landsretten oplyst, at A ikke havde andre bankkonti, hverken erhvervsmæssige eller private, end den under sagen omhandlede konto X1 i F1-bank.

A er i perioden fra den 2. november 2012 til den 4. februar 2014 registreret som primær bruger, men ikke ejer, af en Mercedes-Benz C personbil og i perioden fra den 6. december 2011 til den 17. januar 2013 som primær ejer og bruger af en BMW 3 personbil.

Der fremgår af en kvittering af 24. maj 2013 fra Motorregisteret, at der er betalt 129.767 kr. i registreringsafgift for den i sagen omhandlede Harley-Davidson motorcykel, hvilket er beregnet ud fra en handelspris på 210.500 kr.

Forklaringer

A og statsautoriseret revisor NE har afgivet supplerende forklaring.

A har supplerende forklaret blandt andet, at det ikke var muligt at betale med Dankort i G1 i de relevante år. Enkelte kunder, som hun kendte særligt godt, kunne betale med check, men det var få gange årligt. Hun har ført klassekladde dagligt. Hun har selv skrevet tallene ind i et regneark, som hun havde på computer. Hun skrev lager ved åbning og eventuelle leveringer af varer i løbet af dagen samt salg, indtægt og restlager ved lukketid. Kontante beløb lå i pengeskabet, men kan dog også have været afleveret i banken. Hun gik i banken, når hun havde et større beløb i kontanter, eller der var større regninger, der skulle betales, men det var ikke regelmæssigt. Hun havde et pengeskab, som kun hun havde nøgle til, og et andet, som også hendes eneste ansatte havde nøgle til. Hun fik at vide af sin tidligere revisor, at hun ikke behøvede en særskilt erhvervskonto, når hun drev en personlig enkeltmandsvirksomhed, og hun kunne i øvrigt heller ikke få en erhvervskonto. Hendes søn betalte hver måned 9.500 kr. i husleje, og hele beløbet gik til andelsboligforeningen. Hun sørgede selv for at betale med pengene, hun fik fra ham. Det er en misforståelse, når hendes mand i byretten forklarede, at sønnen betalte direkte til andelsboligforeningen. Hun har skrevet under på leasingkontrakter for sønnen vedrørende biler. Hun har ikke ejet eller brugt bilerne selv. Hun har ikke afholdt omkostninger til bilernes løbende anvendelse, heller ikke værkstedsregninger.

NE har supplerende forklaret blandt andet, at regnskabsgrundlaget var parat fra tidligere revisors side, da han udarbejdede regnskabet for 2010. Forskellen på de regnskaber, der er udarbejdet til brug for landsretssagen, og de tidligere udarbejdede regnskaber består i, at den eneste bankkonto, A har, burde have været medtaget i virksomhedens regnskab fra starten. Derfor skaber det forvirring, at dette ikke er sket. Der er så mange poster med fra virksomheden, så det er en selvfølge, at de skal med. Opgørelserne over privatforbrug viser også, at resultatet i det væsentlige er det samme med nogle mindre korrektioner. Det er en selvfølge set med vidnets øjne. Det opgjorte privatforbrug omfatter også, hvad der er hævet privat i virksomheden.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres anbringender for byretten.

A har i påstandsdokumentet for landsretten yderligere anført blandt andet (henvisninger til ekstrakt og materialesamling mv. er udeladt):

"Københavns Byrets dom af den 29. juni 2018 giver, udover anbringenderne gengivet i dommen, anledning til følgende supplerende bemærkninger vedrørende den del af sagen, som omhandler indkomstårene 2009 og 2010.

Der er mellem parterne enighed om, at skattemyndighedernes forhøjelse af appellantens indkomst i årene 2009 og 2010 er baseret på et skøn i henhold til skattekontrollovens § 5, stk. 3, der har følgende ordlyd:

"Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt."

Sagens centrale tvistepunkt i forhold til indkomstårene 2009 og 2010 er, hvorvidt skattemyndighederne har været berettigede til at forhøje indkomsten i årene 2009 og 2010 alene med støtte i indsætninger på appellantens bankkonto, eller om skattemyndighederne i den foreliggende situation burde have inddraget oplysninger om eksempelvis appellantens privatforbrug til støtte af det udøvede skøn.

Appellanten gør gældende, at de i sagen omhandlende forhøjelser kun kan gennemføres, hvis indsætningerne kan anses for at udgøre et mere sikkert grundlag for det af skattemyndighederne udøvede skøn.

Til støtte herfor henvises til lovforarbejderne til bestemmelsen i § 74 i den nye skattekontrollov, jf. LFF 2017 nr. 13 fremsat den 4. oktober 2017.

Af nævnte lovforarbejder fremgår der direkte af de særlige bemærkninger til bestemmelsen i § 74 følgende:

"Efter forslaget til § 74, stk. 3, 4. pkt., kan SKAT dog foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger.

Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis.

Forslaget betyder, at hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, 1-3. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. "

Bestemmelsen i den nugældende skattekontrollovs § 74 afløser den tidligere bestemmelse i skattekontrollovens § 5, stk. 3, der var gældende på tidspunktet for de i sagen gennemførte forhøjelser. Som det fremgår direkte af citatet ovenfor, følger det i lovarbejderne anførte af allerede gældende praksis.

De i denne sag omhandlede indsætninger udgør i sig selv ikke et mere sikkert grundlag for det udøvede skøn over appellantens indkomst i årene 2009 og 2010, hvorfor skattemyndighederne i den foreliggende situation tillige skulle have inddraget oplysninger om appellantens privatforbrug i forbindelse med det udøvede skøn.

Til støtte herfor fremhæves det, at der mellem parterne er enighed om følgende to forhold:

For det første at der er tale om kontantindsætninger, der løbende er indsat på appellantens virksomhedskonto, hvorfra mange virksomhedsudgifter tillige blev betalt.

For det andet at appellantens selvangivne indkomst i årene 2009 og 2010 er erhvervet ved kontantsalg, når der bortses fra modtagelsen af enkelte checks.

Appellanten har i årene 2009 og 2010 erhvervet betydelige kontante midler, og alle de foreliggende kontantindsætninger i banken kan forklares med afsæt i de allerede selvangivne oplysninger om kontantsalget i 2009 og 2010.

Herom har appellanten for Københavns Byret nærmere forklaret følgende:

"Der var ingen dankortterminal, så de fleste betalinger skete kontant. Nogle få betalte med check. Det drejede sig om mellem 400 kr. og 1.500 kr. måske to gange om året".

Denne sag adskiller sig således væsentligt fra de tilfælde i praksis, hvor skattemyndighederne har baseret sit skøn på indsætninger i form af overførsler eller enkeltstående kontantindsætninger, der ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med skatteyders selvangivne indkomst.

Dette er ikke tilfældet i denne sag, idet der henvises til ovennævnte to forhold.

I denne sag udgør indsætningerne således ikke i sig selv et mere sikkert grundlag for det udøvede skøn over appellantens indkomst, hvorfor det påhviler skattemyndighederne at understøtte skønnet med noget yderligere i form af privatforbrugsberegninger eller opgørelser over virksomhedens bruttoavancer, jf. Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit A,C.2.1.4.4.2 Lavt privatforbrug som støtte eller grundlag for skønsmæssig ansættelse og afsnit A,C.2.1.4.4.2.3. Unormal lav bruttoavance som støtte eller grundlag for skønsmæssig ansættelse.

I denne sag er der ikke nogen formodning for, at de i sagen omhandlede kontantindsætninger i banken stammer fra ikke-selvangiven indkomst, som det er tilfældet i mange andre sager om skønsmæssige indkomstansættelser.

Derfor er det i denne sag ikke tilstrækkeligt at basere skønnet over appellantens indkomst i årene 2009 og 2010 alene med henvisning til de indsætninger, som er indgået på appellantens bankkonto, og som allerede indgår i både den selvangivne indtægt og årets privatforbrug.

Det er i sagen ubestrideligt, at skattemyndighederne hverken har udarbejdet privatforbrugsberegninger eller bruttoavanceopgørelser eller i øvrigt anmodet appellanten om at udarbejde sådanne.

Appellanten har til sagen udarbejdet korrigerede virksomhedsregnskaber og privatforbrugsberegninger. I disse beregninger er indregnet alle de i denne sag omhandlende indsætninger. De af skattemyndighederne gennemførte forhøjelser af appellantens skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 har medført, at appellanten er blevet beskattet af de i sagen omhandlende indsætninger to gange.

Endvidere bemærkes, at de til sagen udarbejdede privatforbrugsberegninger godtgør, at der henset til appellantens beskedne levevis, heller ikke er grundlag for at forhøje appellantens skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 med afsæt heri.

Skattemyndighedernes skøn over appellantens indkomst for årene 2009 og 2010 er således udøvet på forkert grundlag og har ført til et åbenbart urimeligt resultat for appellanten."

Skatteministeriet har i det væsentlige gentaget og uddybet anbringenderne for byretten og har gjort gældende, at de forhold, der supplerende er anført af A i forbindelse med behandlingen af ankesagen, heroverfor ikke kan føre til et andet resultat.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det lægges til grund, at A som indehaver af G1 ikke i de under denne sag relevante indkomstår foretog bogføring af virksomhedens indtægter og udgifter i overensstemmelse med reglerne i bogføringsloven.

Herefter, og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.

Det for landsretten fremkomne, herunder redegørelsen af 27. august 2018 fra statsautoriseret revisor NE med hertil knyttede korrigerede regnskaber og privatforbrugsberegning samt revisors vidneforklaring for landsretten, kan således ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Med sagsomkostninger for landsretten forholdes som nedenfor bestemt. De tilkendte sagsomkostninger er til dækning af Skatteministeriets rimelige udgifter til advokatbistand og er fastsat inkl. moms. Der er ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på sagens udfald og omfang.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, inden 14 dage betale 65.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.