Dokumentets metadata

Fradrag for underskud - etablering af erhvervsmæssig virksomhed - socialt medie

Sagen drejede sig om, hvorvidt tre skatteydere var berettigede til fradrag for underskud af en social medie-virksomhed i indkomstårene 2006-2010. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om deres fælles virksomhed måtte anses for drevet erhvervsmæssigt i disse år.

Landsretten udtalte, at det følger af sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, at virksomhedens dels må have et vist omfang (intensitet), dels må være etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet).

Efter en konkret vurdering fandt landsretten, at intensitetskravet ikke var opfyldt, selvom virksomheden havde genereret aktivitet, og at de tre skatteydere havde ydet en betydelig arbejdsmæssig indsats. I modsætning til byrettens dom fandt landsretten ikke, at virksomhedens karakter (socialt medie) gav grundlag for at se bort fra intensitetskravet.

Landsretten fandt endvidere, at rentabilitetskravet heller ikke var opfyldt, da de tre skatteydere ikke havde dokumenteret, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den inden for en overskuelig fremtid ville kunne give en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og det tidsforbrug, der var lagt i den.

Byrettens frifindende dom blev herefter stadfæstet.

Parter

A

Og

B

(v/adv. Martin Kenneth Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager)

Og

C

(v/adv. Martin Kenneth Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager)

Afsagt Landsretsdommerne

Birgitte Grønborg Juul, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Københavns Byrets dom af 2. februar 2018 (BS 43C-4766/2016 og BS 43C-1540/2017) (SKM2018.174.BR) er anket af A, B og C med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellanterne, A og C, hver især har ret til fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010 med henholdsvis 127.832 kr., 281.035 kr., 233.586 kr., 104.467 kr. og 26.110 kr., og at appellanten B har ret til fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 med henholdsvis 127.832 kr., 281.035 kr. og 76.078 kr.

Appellanterne har subsidiært påstået indstævnte tilpligtet at anerkende, at A og C's skattepligtige indkomster for indkomstårene 2007-2011 og B's skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007-2008 hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling af fradragsretten vedrørende underskud af virksomhed.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Skatteministeriet har subsidiært påstået ansættelsen af B's skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2008 og ansættelsen af A og C's skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2010 hjemvist til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af B og C.

B har supplerende forklaret blandt andet, at G1 adskilte sig fra en traditionel virksomhed i forhold til indtægt og struktur. Formålet var at få flest mulige brugere på X3.dk-hjemmesiden, der var gratis. Kapitaliseringen skulle først finde sted, når der var et tilstrækkeligt antal brugere. Konceptet var bygget op på den måde, at en fotograf tog billeder af gæster på natklubber. Billederne blev uploadet på X3.dk-hjemmesiden, og gæsterne gik herefter ind på hjemmesiden, fordi de gerne ville se sig selv. Nå de så var på hjemmesiden, virkede den som et datingsite. Hjemmesiden X9.dk havde eksempelvis haft succes med opstart uden brugerbetaling i 1999 og havde efter indførelse af brugerbetaling i 2001 haft god omsætning. Det samme gjorde sig gældende for G9, der i 2000 startede op uden brugerbetaling. Virksomheden blev kapitaliseret i 2004 med en meget stor omsætning til følge. Erfaringen fra denne hjemmeside viste, at omkring 10 procent af brugerne accepterede brugerbetaling. Et par tusinde brugere ville derfor give over 1 mio. kr. i omsætning. De var i 2008 på vej til at indføre brugerbetaling på deres hjemmesider, men så kom Facebook. Herefter var aktiviteten på hjemmesiden dalende, og derfor valgte de ikke at indføre brugerbetaling. Ingen havde forudset Facebook. De havde på det tidspunkt over 100.000 registeret brugere på hjemmesiden i Spanien, og der var stor tilgang. Derfor havde de haft en forventning om, at de ville komme til at tjene rigtig mange penge.

De havde budgetteret med indtægter fra bannerreklamer, da det syntes at være en oplagt indtægt. Når de aldrig indførte bannerreklamer-indtægt, var det, fordi de prioriterede brugerbetaling højest, da det ville give dem den største indtægt på længere sigt. De havde fokus på at indgå aftaler med natklubejere om adgang for fotografer på natklubberne.

Fotograferne var ulønnede, men fik fri entre til natklubberne for sig selv og en ven. Der var stor prestige i at være fotograf på en natklub, da der ofte fulgte diverse frynsegoder med.

Deres hjemmeside fik brugere som følge af de uploadede fotos. Bannerreklamerne ville alene have genereret en meget marginal indtjening, som ikke ville kunne bære deres betydelige investering i projektet hjem.

C har supplerende forklaret blandt andet, at de ikke ændrede budgetterne, da de hele tiden så "regnbuen for enden". De var godt kørende i Spanien og Østrig. De havde udsigt til at kunne kapitalisere. Omkostningerne var nok høje, men de havde hele tiden de fremtidige forventede betydelige indtægter ved brugerbetaling for øje.

G1 stod for udvikling af hjemmesiden. Funktionalitet og design af hjemmesiden kunne håndteres fra Danmark. G2 havde den direkte kontakt med kunderne på natklubberne i Spanien.

Den første forretningsplan, som de udviklede i 2006, var til brug for iværksætterstøtte, mens de havde den anden forretningsplan fra 2007 med i banken, da de skulle have etableret mulighed for brugerbetaling på deres hjemmeside. De drøftede ikke finansieringsmuligheder med banken.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne i landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Appellanternes fradragsret for underskud i virksomheden G1 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller dagældende ligningslov § 8 I, forudsætter, at virksomheden i skattemæssig henseende kan anses for at være drevet erhvervsmæssigt.

Af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed følger, at virksomheden dels må have et vist omfang (intensitet), dels må være etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet).

Intensitetskravet indebærer efter retningslinjerne og skatteretlig praksis på området, at virksomheden har haft en omsætning af en vis størrelse. Der er således tale om et økonomisk kriterium. G1 har i perioden fra 2005 til 2010 alene dokumenteret en samlet omsætning på 189.665 kr., der endvidere i alt væsentligt hidrører fra fakturaer udstedt til G2 v. B og PM, som G1 havde en samarbejdsaftale med om driften af nattelivssitet X1.es.

Henset hertil finder landsretten ikke intensitetskravet for opfyldt, uanset den generede aktivitet på nattelivssitet og appellanternes betydelige arbejdsmæssige indsats. Det forhold, at den beskedne omsætning i virksomheden fra 2008 angiveligt var en følge af udefrakommende omstændigheder som finanskrisen og fremkomsten af Facebook, kan ikke føre til et andet resultat.

Der er i praksis i særlige tilfælde set bort fra intensitetskravet. Landsretten finder dog ikke, at der efter de konkrete omstændigheder, herunder virksomhedens karakter, er grundlag herfor i denne sag.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at heller ikke rentabilitetskravet er opfyldt. Appellanternes påstand om fradrag for virksomhedens underskud kan derfor ikke kan tages til følge. Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens værdi, omfang og udfald skal appellanterne betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 45.000 kr. Beløbet vedrører udgifter til advokatbistand og er inkl. moms.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A, B og C in solidum betale 45.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.