Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-01-2019
Offentliggjort:20-02-2019
SKM-nr:SKM2019.98.SR
Journalnr.:18-1524187
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Momsfritagelse af deltagergebyrer og indtægter fra salg af sponsorater og udstillingsplads ved afholdelse af international kongres

Skatterådet bekræfter, at Spørger er momsfritaget ved opkrævning af deltagergebyr og salg af salg af sponsorater og udstillingsplads i forbindelse med afholdelse af en international konference i København.


Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger er momsfritaget ved opkrævning af deltagergebyr i forbindelse med afholdelse af en international konference i København?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger er momsfritaget ved salg af sponsorater og udstillingsplads i forbindelse med afholdelse af en international konference i København?

Svar:

  1. Ja
  2. Ja

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger afholder hvert år en international konference, og den næste skal afholdes i København.

Spørger er en nonprofit organisation, som har til formål at fremme uddannelsesmæssige, velgørende og videnskabelige formål.

Af artikel 2 i Spørgers vedtægter fremgår følgende vedrørende Spørgers formål:

"[Spørger] is a nonprofit organization and shall be operated exclusively for educational, charitable, and scientific purposes within the meaning of Section 501 (c) 3 of the US International Revenue Code."

Af afsnit 501 (c) 3 i den amerikanske Internal Revenue Code fremgår følgende:

"(3)Corporations, and any community chest, fund, or foundation, organized and operated exclusively for religious, charitable, scientific, testing for public safety, literary, or educational purposes, or to foster national or international amateur sports competition (but only if no part of its activities involve the provision of athletic facilities or equipment), or for the prevention of cruelty to children or animals, no part of the net earnings of which inures to the benefit of any private shareholder or individual, no substantial part of the activities of which is carrying on propaganda, or otherwise attempting, to influence legislation (except as otherwise provided in subsection (h)), and which does not participate in, or intervene in (including the publishing or distributing of statements), any political campaign on behalf of (or in opposition to) any candidate for public office."

Videre fremgår det af artikel 3 i vedtægterne, at:

Medlemskab af foreningen omfatter følgende typer:

Slutteligt fremgår det af artikel 16 i vedtægterne, at:

Organisationen skal bruge sine midler til at nå de mål og formål, der er angivet i vedtægterne, og ingen del af sådanne midler skal forfalde eller blive distribueret til medlemmerne af foreningen. Ved opløsning af foreningen skal eventuelle resterende midler eller andre aktiver fordeles til en eller flere velgørende, uddannelsesmæssige eller videnskabelige organisationer/foreninger, efter bestyrelsens anvisning.

Konferencerne, som afholdes hvert år af organisationen, anses af Spørger for at være af uddannelsesmæssig karakter.

Deltagerne i konferencen er mennesker som finder interesse i organisations virke - dvs. folk med bl.a. sundhedsfaglig baggrund.

Spørger forventer at deltagerbetaling samt salg af sponsorater og udstillingsplads vil kunne betale omkostningerne ved at afholde konferencen.

Videre har Spørger oplyst, at salget af sponsorater og udstillingsplads vil ske til markedsmæssige priser.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at Spørger ikke skal momsregistreres, og opkræve moms ved afholdelse af konferencen her i landet.

Spørger er af den opfattelse, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, kan finde anvendelse, og dermed fritage Spørger for momspligten - både hvad angår deltagerbetaling samt salg af sponsorater og udstillingsplads.

De foreninger og organisationer m.fl., der kan momsfritages for deres salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, er de foreninger m.fl., som har vedtægtsbestemte formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter.

De formål, som efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, anses for at være af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter, er de samme formål, som er begunstiget efter "arrangementsreglen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 17 om momsfritagelse for velgørende arrangementer.

Som formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter anses bl.a. amatøridrætsarbejde, sygdomsbekæmpelse, forbyggende børne- og ungdomsforsorg, u-landshjælp samt kirkeligt arbejde.

Af Skattestyrelsens juridiske vejledning, afsnit D.A.5.21.2, fremgår følgende:

"Der er fire betingelser, som alle skal være opfyldte, for at salget af varer og ydelser kan fritages for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 21:

1) Salget skal ske i forbindelse med aktiviteter, som er momsfritagne efter ML § 13, stk. 1, nr. 1-6

2) Salget skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter

3) Overskuddet skal udelukkende bruges til foreningens velgørende mv. formål

4) Fritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning."

Spørger mener, at ovenstående 4 betingelser er opfyldt, hvorfor momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 21, kan finde anvendelse.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger er momsfritaget ved opkrævning af deltagergebyr i forbindelse med afholdelse af en international konference i København.

Begrundelse

Det lægges til grund for besvarelsen, at det af Spørger påtænkte salg af adgang til en konference i København mod vederlag, har leveringssted i Danmark, jf. momslovens § 21, samt at vederlaget som udgangspunkt er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, momsfritages salg af varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl., på visse betingelser.

Momsfritagelsen forudsætter således, at

  1. Leveringen foretages af en afgiftspligtig person, hvis aktiviteter i sig selv er momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1-6.
  2. Leveringen skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter
  3. Overskuddet fra leveringerne skal udelukkende bruges til den afgiftspligtiges velgørende mv. formål
  4. Momsfritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

Ad 1: Aktiviteter momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1-6

En vurdering af Spørgers aktiviteter er i denne sammenhæng alene relevant i forhold til momslovens 13, stk. 1, nr. 4, hvorefter visse foreningers levering af ydelser til deres medlemmer mod et kontingent er momsfritaget.

Følgende betingelser skal opfyldes, førend momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, kan bringes i anvendelse:

Skattestyrelsen bemærker, at Spørger er en forening, som finansieres af kontingenter betalt af medlemmerne, jf. vedtægternes artikel 7.

Videre bemærkes det, at medlemskab af Spørger giver adgang til en række netværk, grupper og lignende, hvor der arbejdes for at opfylde Spørgers formål.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørgers formål må anses for omfattet af de i § 13, stk. 1, nr. 4, nævnte formål.

Endelig bemærker Skattestyrelsen, at det af artikel 16 i Spørgers vedtægter fremgår, at Spørger skal anvende sine midler til at opfylde de i vedtægterne angivne formål, ligesom ingen midler må distribueres blandt medlemmerne.

Spørger kan på denne baggrund ikke anses for at arbejde med gevinst for øje.

Idet momsfritagelse af Spørgers medlemsgebyrer ikke kan anses for at fremkalde konkurrencefordrejning, er det Skattestyrelsens samlede opfattelse, at Spørger opfylder betingelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, og Spørger opfylder derfor den første betingelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Ad. 2: Salget skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter

De aktiviteter, der er omfattet af momsfritagelsen, er aktiviteter, der ligger inden for foreningens formål. Det kan være aktiviteter, der fremgår af formålet eller er i tilknytning til formålet, eller andre aktiviteter, der typisk udnyttes i forbindelse med velgørende eller almennyttigt arbejde.

Spørger har oplyst, at den aktivitet, der ønskes omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, er en international kongres dedikeret til de mange kritiske sundhedsmæssige udfordringer. Arrangementet vil bestå af foredrag, workshops, diskussioner i plenum mv.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at aktiviteten ligger indenfor foreningens formål.

Ad. 3: Overskuddet skal udelukkende bruges til foreningens velgørende mv. formål.

Det er en betingelse, at overskuddet fra aktiviteten bruges fuldt ud til foreningens velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Henset til, at det af artikel 16 i Spørgers vedtægter fremgår, at Spørger skal bruge sine midler til at nå de mål og formål, der er angivet i vedtægterne, og ingen del af sådanne midler skal forfalde eller blive distribueret til medlemmerne af foreningen, ligesom eventuelle resterende midler eller andre aktiver ved opløsning af foreningen skal fordeles til en eller flere velgørende, uddannelsesmæssige eller videnskabelige organisationer/foreninger, er det Skattestyrelsens opfattelse, at denne betingelse er opfyldt.

Ad. 4: Fritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

Den af Spørger påtænkte internationale konference i København er efter det oplyste målrettet personer, der finder interesse i Spørgers virke - dvs. bl.a. folk med sundhedsfaglig baggrund.

Det bemærkes endvidere, at alle aktiviteterne i form af foredrag, workshops, diskussioner i plenum mv. er tilrettelagt med henblik på et opfylde Spørgers vedtægtsmæssige formål.

Det er på baggrund af en konkret vurdering herefter Skattestyrelsens opfattelse, at en momsfritagelse af Spørgers levering af adgang til konferencen ikke vil fremkalde konkurrencefordrejning.

Konklusion

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers opkrævning af deltagergebyrer for deltagelse i konferencen i København kan omfattes af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Skattestyrelsen henviser herved tillige til SKM2013.67.SR, hvor en anden forenings afholdelse af en kongres i København ligeledes opfyldte betingelserne for momsfritagelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger er momsfritaget ved salg af sponsorater og udstillingsplads i forbindelse med afholdelsen af en international konference i København.

Begrundelse

Det lægges til grund for besvarelsen, at det af Spørger påtænkte salg af sponsorater og udstillingsplads mod vederlag i forbindelse med afholdelse af en konference i København, har leveringssted i Danmark, jf. momslovens § 21, samt at vederlaget som udgangspunkt er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, momsfritages salg af varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl., på visse betingelser.

Momsfritagelsen forudsætter således, at

  1. Leveringen foretages af afgiftspligtig person, hvis aktiviteter i sig selv er momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1-6.
  2. Leveringen skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter
  3. Overskuddet fra leveringerne skal udelukkende bruges til den afgiftspligtiges velgørende mv. formål
  4. Momsfritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

Med henblik på betingelse 1-3 henvises til besvarelsen under spørgsmål 1, og disse betingelser anses derfor for opfyldte.

Ad. 4: Fritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

Skattestyrelsen bemærker, at salg af sponsorater og udstillingsplads sker i konkurrence med andre momspligtige aktører, som tilbyder forskellige former for markedsføring til erhvervsvirksomheder.

I relation til betingelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, er det afgørende, at momsfritagelsen ikke i sig selv bruges til at nedsætte priserne.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at ved vurderingen af om momsfritagelsen for en forenings salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter vil kunne medføre konkurrencefordrejning, er det afgørende element fastsættelsen af prisen.

Hvis foreningens salgspriser svarer til markedsværdien eller den vejledende udsalgspris, vil momsfritagelsen normalt ikke kunne medføre konkurrencefordrejning. Ved vurderingen af prisfastsættelsen skal salgsprisen ved et sammenligneligt salg lægges til grund.

Det afhænger derfor af en konkret, skønsmæssig vurdering, om en forenings salg medfører konkurrencefordrejning.

Spørger har oplyst, at priserne på salg af sponsorater og udstillingsplads i forbindelse med afholdelsen af konferencen vil blive fastsat til markedsprisen for de enkelte ydelser.

Da Spørgers salg af sponsorater og udstillingsplads i forbindelse med afholdelsen af konferencen i København endvidere ikke kan anses for salg af forretningsmæssig karakter i momsfritagelsens forstand, opfylder Spørger betingelserne for momsfritagelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, fremgår følgende:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[...]

21) Varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af SKAT kan dokumenteres. Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen."

Praksis

SKM2013.67.SR

Skatterådet bekræfter, at de tilmeldingsgebyrer, som spørger - der arrangerer en kongres på vegne af en europæisk almennyttig forening - opkræver i den almennyttige forenings navn, er fritaget for moms, under forudsætning af, at indtægterne fra tilmeldingsgebyrene udelukkende anvendes til formål, der er i overensstemmelse med den almennyttige forenings formålsbeskrivelse.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.