Dokumentets metadata

Dokumentets dato:07-01-2019
Offentliggjort:19-02-2019
SKM-nr:SKM2019.93.VLR
Journalnr.:BS-11/2016
Referencer.:
Dokumenttype:Dom


Toldtarifering af spindlere til børnesikkerhedsgitre antidumpingtoldforordning

EU-Domstolen gav ved en præjudiciel forelæggelse under retssagen Skatteministeriets medhold i, at de af en virksomhed importerede spindlere til montering af børnesikkerhedsgitre skulle tariferes som skruer og ikke som dele til gitrene.

Den korrekte toldposition var pålagt antidumpingtold, og virksomheden gjorde gældende, at forordningen vedrørende antidumpingtold var ugyldig, fordi den stred mod både afgørelser fra WTO og EU's antidumpinggrundforordning.

EU-Domstolen fastslog, at afgørelserne fra WTO ikke kunne påberåbes med henblik på at anfægte lovligheden af antidumpingtoldforordningen. Videre fastslog Domstolen, at forordningen også var i overensstemmelse med EU's grundforordning. Forordningen var derfor ikke ugyldig.

Efter EU-Domstolens dom tog virksomheden bekræftende til genmæle i retssagen.


Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Bodil Søes Petersen)

Mod

H1 A/S

(v/adv. Line Kjær)

Afsagt af Landsretsdommerne

John Lundum, Erik P. Bentzen og Anne-Mette Schjerning (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Sagen er anlagt ved Retten i Horsens den 13. marts 2012. Ved kendelse af 27. april 2012 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om, hvilken position i toldtariffen nogle spindlere til børnesikkerhedsgitre, som H1 A/S importerede fra Kina, skal tariferes under.

Påstande

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, H1 A/S, skal anerkende, at de af H1 A/S importerede spindlere skal tariferes under toldtariffens position 7318 15 90 89.

H1 A/S, der oprindelig nedlagde påstand om frifindelse og selvstændige påstande om, at de pågældende spindlere skulle tariferes under andre positioner, har ved brev af 18. december 2018 på baggrund af EU-Domstolens afgørelse af 15. november 2018, taget bekræftende til genmæle.

Landsrettens begrundelse og resultat

Da H1 A/S under sagen har taget bekræftende til genmæle, dømmes H1 A/S i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand, således at H1 A/S skal anerkende, at de af H1 A/S importerede spindlere skal tariferes under toldtariffens position 7318 15 90 89.

Efter sagens udfald skal H1 A/S i sagsomkostninger betale 152.000 kr. til Skatteministeriet. 150.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 2.000 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder at der har været stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen ad to omgange.

T H I K E N D E S F O R R E T:

H1 A/S skal anerkende, at de af H1 A/S importerede spindlere skal tariferes under toldtariffens position 7318 15 90 89.

I sagsomkostninger skal H1 A/S inden 14 dage betale 152.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.