Dokumentets metadata

Offentliggjort:27-12-2018
Dokumenttype:Nyhedsbrev til virksomheder


L 120 Ændring af registreringsafgiftsloven vedrørende elbiler

Ændring af registreringsafgiftsloven - elbiler mv.

Efter de nugældende regler for indfasning af registreringsafgiften for elbiler, plug-in hybridbiler og gasdrevne biler, jf. lov nr. 687 af 8. juni 2017, vil registreringsafgiften for eldrevne køretøjer mv. stige fra 1. januar 2019. Brændselscelledrevne køretøjer er efter gældende regler fritaget til og med 31. december 2020.

Ved lovændringen udskydes indfasningen af registreringsafgift for eldrevne køretøjer mv. med ét år, og bundfradraget i registreringsafgiften føres videre og forhøjes.

Ændringen betyder, at satstrinnet for elbiler, plug-in hybridbiler og gasdrevne biler for 2018 videreføres i 2019, og alle de efterfølgende satstrin udskydes tilsvarende med ét år. Således vil indfasningen udgøre 20 pct. i 2019 og stiger til 40 pct. i 2020, 65 pct. i 2021 og 90 pct. i 2022, og der svares fuld registreringsafgift fra 2023 og frem.

Bundfradraget i registreringsafgiften videreføres og forhøjes til 40.000 kr. i 2019 og 77.500 kr. i 2020. Herefter bortfalder bundfradraget.

Indfasningen af afgifterne for brændselscelledrevne køretøjer påbegyndes fra 2022. Der svares fuld registreringsafgift mv. fra og med 2026.