Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-05-2018
Offentliggjort:20-12-2018
SKM-nr:SKM2018.648.SANST
Journalnr.:17-0845141
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Lovforslaget
Dokumenttype:Afgørelse


Eksportgodtgørelse - Manglende fremstilling af køretøj

Skatteankestyrelsen fandt, at virksomheden ikke var berettiget til eksportgodtgørelse, idet køretøjet ikke blev fremstillet for SKAT. SKAT havde i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1, udtaget køretøjet til kontrol inden for 14 dage.

Virksomheden havde ikke mulighed for at fremvise køretøjet til SKAT, da køretøjet var udført af Danmark 11 dage efter anmodningen om eksportgodtgørelse.


SKAT har givet afslag på virksomhedens anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, idet køretøjet ikke er fremstillet for SKAT.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Virksomheden har den 9. marts 2017 anmodet om udbetaling af eksportgodtgørelse for køretøjet af mærket Mercedes-Benz med stelnummer […]. Køretøjet er registreret første gang den 22. august 2003. Virksomheden er registreret som selvanmelder.

Den 20. marts 2017 gjorde SKAT virksomhedens indehaver opmærksom på, at køretøjet var udtaget til kontrol. I forbindelse hermed indkaldte SKAT køretøjet til eftersyn den 28. marts 2017, hvor køretøjet skal til fremstilling hos FDM testcenter i By Y1.

Virksomhedens indehaver har oplyst, at de ikke havde mulighed for at fremstille køretøjet for SKAT, idet køretøjet 11 dage efter anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse blev eksporteret til Land Y1 og efterfølgende videresolgt til Land Y2. Det har ikke været muligt for virksomhedens indehaver at få køretøjet tilbagekaldt fra Land Y2.

Virksomhedens indehaver har oplyst, at køretøjet er synet og toldsynet og efterfølgende solgt til et firma i Land Y1 med gyldigt CVR-nummer. Virksomhedens indehaver har endvidere oplyst, at der foreligger dokumentation for udførslen i form af et CMR dokument.

SKAT har den 17. februar 2017 udsendt et vejledningsbrev til registrerede virksomheder (selvanmeldere) omkring den ændrede proces for eksport af køretøjer. Virksomhedens indehaver har oplyst, at han er bekendt med dette vejledningsbrev.

SKATs afgørelse
SKAT har givet afslag på virksomhedens anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, idet køretøjet ikke er fremstillet for SKAT.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT bl.a. anført:

"[…]
SKAT har konstateret, at køretøjet er ikke fremstillet for SKAT, jf. registreringsafgiftslovens § 18 og § 25.

SKAT træffer endelig afgørelse om, at der ikke kan udbetales eksportgodtgørelse af registreringsafgift på køretøjet, da betingelserne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b, 7 c og 18 og 25 ikke er opfyldt.
[…]"

Klagerens opfattelse
Virksomhedens indehaver har nedlagt påstand om, at SKATs afslag på udbetaling af eksportgodtgørelse er uberettiget.

Til støtte for påstanden, har virksomhedens indehaver bl.a. anført:

"[…]

Skat har bedt os om at fremvise denne bil, vi har ikke haft mulighed for at fremvise bilen da den er blevet eksporteret til Land Y1, og derefter videresolgt til Land Y2, og derfor har det ikke været muligt at få den tilbagekaldt derfra.

Vi har som eksportforhandler opfyldt alle krav for eksportgodtgørelse af bilen, vi har købt bilen til 60000kr via bankoverførsel, synet og toldsynet og solgt den til et bil firma i Land Y1 med gyldig CVR nummer og CMR.
Derfor er vi berettiget til at få afgiften tilbage på bilen. Vi mener ikke at SKAT bare kan tage hele afgiften fra os så vi på den måde taber 50000kr på bilen, det kan ikke være meningen. Bilen er synet og toldsynet og det er jeres dokumentation på at bilen er i salgsklargjort stand.

Vi har med god tro eksporteret bilen og efter 11 dage kalder SKAT bilen ind til fremvisning, i henhold til SKAT's nye regel med at man skal beholde en bil i 14 dage inden man eksportere den. Den nye regel er ikke blevet forklaret ordentlig nok og netop som Reglen var trådt i kraft da vælger SKAT den overnævnte bil til kontrol. Når SKAT laver sådan en drastisk ændring så skal SKAT lige lade os forstå systemet og reglerne inden SKAT begynder at være konsekvente med udførelsen. SKAT burde at være bedre til at hjælpe os ind i de nye regler/systemer og navigere os nemt og problemfrit igennem det uden at der opstår fejl af denne type.

Den nye 14 dags regel modarbejder direkte vores arbejde. Vi mister mange kunder på den måde, og vi kan ikke arbejde under sådanne forhold. Vi har snakket med SKAT flere gange og bedt om at hver gang der bliver lavet nye regler så skal vi orienteres om det igennem et møde eller igennem en personlig rådgiver, som vi førhen plejede at have, men som SKAT nu har fjernet. Den her fejl er sket pga. manglede kommunikation. SKAT sender alt på mail, og det er også fint hvis det er mindre ændringer/ting, men større ting skal vi have besked om via personlig kontakt.

Hvis man fejlagtig pga. Et helt nyt system som SKAT påtvinger os laver en sådan fejl, så skal det ikke være muligt for SKAT at tage penge fra os, medmindre der har været tale om snyd fra virksomheden. SKAT kan bare indkalde en anden bil til fremvisning i stedet for. SKAT har fjernet vores kontaktperson og det er derfor sådanne fejl opstår. Førhen plejede vi sammen med vores rådgiver fra SKAT at snakke sammen, og blev kaldt ind til møder hvis der kom nye væsentlige ændringer.
Fremover hvis vi ikke får en kontaktperson, så må SKAT selv stå til ansvar for eventuelle fejl, som opstår fordi SKAT skal spare på deres medarbejder. Hvis vi havde en rådgiver så ville det her ikke ske, og det ville gøre vores arbejde meget nemmere.

Vi har styr på vores ting. Men SKAT kommer pludselig med en ny regel som vender op og ned på vores arbejdsmetoder, derudover havde vi i forvejen solgt en masse biler inden SKAT's nye regel blev bekendtgjort, og disse biler har der været bestilt transport til, så er det også yderst svært at lade en lastbil køre tom tilbage til Land Y1, fordi SKAT pludselige skal lave kontrol på vores biler.

Hvis andre eksport forhandlere snyder og eksportere skadede biler så må SKAT kontrollere dem, det går ikke at alle eksport forhandler skal blive ramt af det pga. at få eksport forhandler snyder. SKAT laver kun stramninger til eksport branchen, og det er helt urimeligt hvordan SKAT hele tiden strammer grebet og indføre nye regler. Når man eksportere ca. 100 biler om måneden så er det svært at lave et helt nyt system fra den ene måned til den anden. De virker som om at SKAT sidder og udtænker nye måder at besværliggøre vores arbejde på, den ene dag skal vi syne alle biler den anden dag skal vi vente 14 dage den tredje dag noget helt andet.

Det kan heller ikke passe at hver gang vi er uenig med noget så skal vi skrive et langt brev og sende SKAT en detaljeret forklaring. Vi beder derfor om at SKAT tager den her sag op igen ændre deres beslutning om ikke at udbetale afgift på den overnævnte Mercedes. På det grundlag at SKAT pludselig laver nye regler uden at forklare dem ordentlig nok, så vi ikke har nået at forstå dem, og ikke har nået at vænne os til de nye regler. Der er derfor opstået fejl og da der ikke er tale om decideret snyd, og da vi på ingen måde har prøvet på at omgå SKAT's regler, eller bevidst forsøgt ikke at fremvise den overnævnte bil. SKAT bliver nødt til at skelne imellem snyd og ubevidst fejl i deres vurdering og jeg håber de vil ændre deres afgørelse. Vi prøver altid på at imødekomme SKAT's regler så godt som muligt.

En eksportforhandlers hverdag står på hård arbejde med opkøb af biler og salg af biler, vi bruger mange timer og kræfter på at finde bilerne sætte dem i stand og syne dem. SKAT har gjort det usikkert at være eksport forhandler når de bare kan tage alt det hårde arbejde fra os, hvis man ubevidst laver fejl. Vi vil ikke stå og kigge på, imens SKAT nærmest omdanner vores firma fra et hårdtarbejdende firma, til at være et firma som skal være afhængig af held og tilfældigheder. Man kan ikke vide sig sikker mere omkring hvad SKAT kommer op med og hvilken ændringer de pludselig laver. Vi vil gerne understrege at vi ikke er et gamble firma, og ikke ønsker at ikke trækker os i den retning. Vores firma bygger på hårdt arbejde og ikke held.
[…]"

SKATs udtalelse
I forbindelse med sagens behandling hos Skatteankestyrelsen har SKAT udtalt, at:

"[…]

Den 17. februar 2017 udsendte SKAT et vejledningsbrev til virksomheden, hvori man informerede om en ændret proces for eksport af køretøjer. Det fremgår bl.a. af vejledningsbrevet, at SKAT fra 1. marts 2017 stiller krav om, at køretøjer, som angives via en månedsangivelse ved eksport, skal angives på månedsangivelsen før de udføres.

Det betyder, at SKAT har en frist på 14 dage til at indkalde et køretøj til besigtigelse. I denne periode er virksomheden nødsaget til at lade køretøjet blive i Danmark.

I omhandlede sag ansøgte virksomheden den 9. marts 2017 om eksportgodtgørelse af registreringsafgiften. SKAT indkaldte køretøjet til besigtigelse den 20. marts 2017 og har således overholdt den beskrevne 14 dages frist.

Virksomheden har forklaret at køretøjet 11 dage efter ansøgning om eksportgodtgørelse er udført. Man har ikke villet hjemkalde det fra udlandet således at besigtigelsen kunne finde sted.

Det fremgår af et notat af 31. marts 2016, at virksomheden samme dato havde et møde med Kundeservice, Motor, efter ønske fra A. Baggrunden var at SKAT ikke udbetalte eksportgodtgørelse af registreringsafgift vedrørende 2 køretøjer, som virksomheden ikke havde fremstillet for SKAT, trods indkaldelse.

Virksomheden er således bekendt med reglerne om fremstilling af et køretøj til besigtigelse og hvilke konsekvenser det har, hvis ikke dette efterleves.

SKAT indstiller at vores afgørelse om ikke at udbetale eksportgodtgørelse af registreringsafgift på køretøjet stadfæstes.

[…]"

Skatteankestyrelsens afgørelse
Det fremgår af registreringsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014) § 7b, at afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4, 5, 5a, 6, 29 eller 29a godtgøres, såfremt køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret og udføres fra landet.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 7c, sidste pkt., at afgiften godtgøres af told- og skatteforvaltningen, når køretøjets afgiftspligtige værdi er fastslået, og told- og skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for køretøjets afmeldelse fra Køretøjsregisteret og udførsel her fra landet.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 16, stk. 2, at en registreret virksomhed til told- og skatteforvaltningen kan angive godtgørelsen efter § 7b af afgift af et køretøj. En angivelse skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til kontrol af den angivne godtgørelse, jf. registreringsafgiftslovens § 16, stk. 3.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 18, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen, inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af en angivelse efter § 16, kan begære køretøjet fremstillet for forvaltningen. En begæring er afsendt rettidigt, hvis forvaltningen har afsendt begæringen inden fristens udløb til den adresse, som den registrerede virksomhed har oplyst som led i registreringen, jf. § 18, stk. 2.

Har told- og skatteforvaltningen rettidig begæret et køretøj fremstillet, for hvilket der er angivet godtgørelse af afgift, kan godtgørelsen ikke udbetales, før køretøjet har været fremstillet for forvaltningen. Dette fremgår af bemærkningerne til § 18 i lovforslaget (L 804 af 29. juni 2007).

SKAT har ved et vejledningsbrev den 17. februar 2017, orienteret virksomheden omkring betingelserne for eksportgodtgørelse i registreringsafgiftslovens § 18.

Virksomheden har anmodet SKAT om udbetaling af eksportgodtgørelse den 9. marts 2017.

SKAT har den 20. marts 2017, det vil sige indenfor 14 dage fra modtagelsen af virksomhedens anmodning om eksportgodtgørelse, begæret køretøjet fremstillet for SKAT, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 2.

Virksomheden har eksporteret køretøjet 11 dage efter anmodning om eksportgodtgørelse, det vil sige inden udløb af 14 dags perioden i registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1. Virksomheden kunne, som følge heraf, ikke fremstille køretøjet for SKAT, hvorfor SKAT ikke kunne foretage en kontrol af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 2.

Skatteankestyrelsen finder derfor ikke, at virksomheden har iagttaget betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse.

Klagerens oplysning om, at køretøjet er synet og toldsynet og efterfølgende solgt til et firma i Land Y1 med gyldigt CVR-nummer, og at der foreligger dokumentation for udførslen i form af et CMR dokument ændrer ikke ved Skatteankestyrelsens vurdering.

Det er således berettiget, at SKAT har givet afslag på virksomhedens anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, idet virksomheden ikke kunne fremstille køretøjet for SKAT, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes.