Dokumentets metadata

Offentliggjort:12-12-2018
Dokumenttype:Nyhedsbrev til virksomheder


TORO - Opdateret blanket og nyt ansøgningsskema

Siden den nye EU Toldkodeks (forordning 952/2013) trådte i kraft den 1. maj 2016 har personer og virksomheder med en bevilling til visse særlige procedurer kunnet overdrage de rettigheder og forpligtelser, som er givet med bevillingen til en anden. Dette kaldes for "TORO", der er en engelsk forkortelse for Transfer of Rights and Obligations.

TORO ses hyppigst brugt i forbindelse med varer indført under bevilling til særligt anvendelsesformål (end-use).

Dette nyhedsbrev fortæller om et nyt ansøgningsskema og en opdatering af TORO-blanketten.

Begreber

Den, som overdrager rettigheder og/eller forpligtelser kaldes for "TORO-overdrageren", mens den, som erhverver rettigheder og/eller forpligtelser kaldes for "TORO-erhververen".

Rettigheder og/eller forpligtelser kan overdrages fuldstændigt eller delvist. Hvis rettigheder og forpligtelser overdrages fuldstændigt, taler man om "fuldstændig TORO". Hvis rettigheder og/eller forpligtelser overdrages delvist, taler man om "delvis TORO".

Man skal have en bevilling eller en selvstændig TORO-tilladelse

TORO forudsætter at der er nogle rettigheder og forpligtelser, der kan overdrages. Derfor starter enhver overdragelse med, at nogle varer ankommer til EU's toldområde og her henføres under en særlig procedure, fx særligt anvendelsesformål (end-use).

Man skal have en bevilling før man kan henføre varer under en særlig procedure. Når bevillingen anvendes, knytter der sig nogle rettigheder og forpligtelser til de varer, der bringes under den særlige procedure. Det er disse rettigheder og forpligtelser, der kan overdrages fra bevillingshaveren til andre, fx som led i et salg.

I så fald er bevillingshaveren "TORO-overdrager", mens hendes kunde er "TORO-erhverver".

Øvrige rettigheder og forpligtelser, fx status som autoriseret økonomisk operatør (AEO), kan ikke overdrages/erhverves i henhold til TORO-reglerne.

Eksempler på rettigheder og forpligtelser

Et eksempel på en rettighed, der kan overdrages, er retten til at bruge varerne til det formål, der står i bevillingen. Dette kan fx ske som led i et salg, hvor køber erhverver retten til at bruge varerne, hvorved sælgers (bevillingshavers) pligt til at anvende varerne ophører.

Et eksempel på en forpligtelse, der kan overdrages, er pligten til at føre et regnskab over varer, der er henført under den særlige procedure, samt pligten til at afslutte den særlige procedure inden udløbet af den frist, som står i bevillingshavers bevilling.

Du skal ansøge Toldstyrelsen om en tilladelse

Toldstyrelsen skal give en tilladelse til overdragelsen/erhvervelsen før den sker. Tilladelsen fortæller hvilke rettigheder og/eller forpligtelser, der må overdrages/erhverves.

Hvis man har en bevilling til en særlig procedure, skriver Toldstyrelsen tilladelsen til overdragelse/erhvervelse ind i denne bevilling, eller vedlægger tilladelsen som et bilag. Tilladelsen til overdragelse/erhvervelse kan ansøges samtidig med at man søger om bevillingen, eller man kan ansøge om den efterfølgende.

Hvis man ikke har en bevilling til en særlig procedure, men ønsker at være TORO-erhverver, skal man vælge imellem, enten:

  1. At ansøge om en bevilling til den særlige procedure, som tillader TORO-erhvervelse (og eventuelt TORO-overdragelse), eller

  2. At ansøge om en selvstændig TORO-tilladelse til TORO-erhvervelse

Hvis man ikke har en bevilling og vælger at ansøge om en selvstændig TORO-tilladelse, skal Toldstyrelsen undersøge, om man kan opfylde sine nye forpligtelser. Det betyder at sagsbehandlingen af en ansøgning om en selvstændig TORO-tilladelse i høj grad vil svare til sagsbehandlingen af en bevillingsansøgning. Derfor bør man overveje om det i stedet vil være mest fordelagtigt at ansøge om en egentlig bevilling til den særlige procedure.

Rettigheder og videreoverdragelse

TORO-erhververen kan videreoverdrage sine erhvervede rettigheder og forpligtelser til tredjemand eller tilbage til sin TORO-overdrager. I så fald betragtes TORO-erhververen fra den første overdragelse, som TORO-overdrager i den næste overdragelse, og så videre.

Når rettigheder og forpligtelser overdrages og videreoverdrages opnår TORO-erhververen ikke en bedre retsstilling end den oprindelige TORO-overdrager havde i henhold til sin bevilling til den særlige procedure.

Nyt TORO-ansøgningsskema

Toldstyrelsen har udsendt et nyt ansøgningsskema, som bruges når man ansøger om tilladelse til at overdrage eller erhverve rettigheder og pligter.

Ansøgningsskemaet er tilgængeligt som blanket nr. 13.044 på skat.dk/blanketter

TORO-blanket

Det er nødvendigt at præcisere formålet med TORO-blanketten.

TORO-blanketten skal bruges når overdragelsen finder sted mellem parter i forskellige EU-medlemslande.

Hvis overdragelsen finder sted mellem to parter i Danmark, som begge har bevilling til den særlige procedure, kan de fortsat udstede en fakturaerklæring og behøver derfor ikke bruge TORO-blanketten. Dette vil være nærmere beskrevet i deres bevillinger.

TORO-blanketten er ikke en ansøgning om tilladelse til at overdrage eller erhverve rettigheder og pligter. Dette ansøger man om via blanket 13.044, som er nævnt ovenfor. Først efter tilladelsen er opnået bruges blanketten.

TORO-blanketten skal udfyldes i tre eksemplarer, hver gang rettigheder eller forpligtelser overdrages/erhverves. TORO-overdrageren starter med at udfylde de rubrikker vedkommende kan udfylde, og sender derefter de tre eksemplar til TORO-erhververen. TORO-erhververen udfylder de resterende rubrikker og sender en kopi til sit tilsynsførende toldsted, en kopi til TORO-overdrageren og beholder selv den sidste kopi som dokumentation.

TORO-blanketten er blevet opdateret. Opdateringen består i at:

TORO-blanketten er tilgængelig som blanket nr. 13.041 på skat.dk/blanketter