Dokumentets metadata

Udenlandske værdipapirfonde - udbytteskat - EU-ret

Skatterådet bekræftede, der kunne ske nedsættelse af udbytteskatten til to svenske værdipapirfonde til 15 pct. i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 3. Derimod kunne Skatterådet ikke bekræfte, at der kunne ske yderligere nedsættelse af udbytteskatten til de pågældende værdipapirfonde til 0 som følge af de EU-retlige regler om kapitalens frie bevægelighed i TEUF artikel 63, idet den danske udbyttebeskatning på 15 pct. hverken kunne anses for at udgøre en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende danske investeringsselskaber, ligesom der ej heller var tale om en restriktion for den frie bevægelighed.

Spørgsmål

1. Kan SKAT bekræfte, at Spørgerne med henvisning til selskabsskattelovens § 2, stk. 3, 3. pkt., har krav på udbetaling af skatter indeholdt og indbetalt af danske, udbytteudloddende selskaber, i det omfang det indeholdte beløb overstiger 15% af det udloddede udbytte?
2. Kan SKAT bekræfte, at Spørgerne med henvisning til traktaten om den europæiske unions funktionsmåde ("TEUF"), artikel 63, har krav på udbetaling af skatter indeholdt og indbetalt af danske, udbytteudloddende selskaber, i det omfang det indeholdte beløb overstiger 0% af det udloddede udbytte?

Svar

1. Ja
2. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Om Spørgerne

Spørgerne er etableret i Sverige og omfattet af UCITS-direktivet (Direktiv

2009/65/EF). Spørgerne driver virksomhed ved investering i børsnoterede værdipapirer. Spørgerne har forskellig risikoprofil, men vil i øvrigt være identiske med hensyn til organisering, daglig drift, vedtægter og tilsyn fra de svenske myndigheder.

I medfør af aktieavancebeskatningslovens 19, stk. 2, nr. 1, vil Spørgerne i en dansk sammenhæng skulle betragtes som et investeringsselskab.

Spørgerne investerer også i danske aktier, og modtager udbytter på disse aktier.

Spørgerne er alene minoritetsaktionær i danske selskaber og vil således ikke i noget tilfælde være ejer af mere end 10% af de danske udbytteudloddende selskaber.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgernes opfattelse vedrørende Spørgsmål 1

Et dansk selskab er som udgangspunkt forpligtet til at indeholde udbytteskat med en sats på 27% i forbindelse med udloning af udbytter til alle udbyttemodtagere, jf. således kildeskattelovens § 65.

Det følger dog af selskabsskattelovens § 2, stk. 3, 3. pkt., at en udenlandsk udbyttemodtager, som er hjemmehørende i et land, der i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller en administrativt indgået aftale, har forpligtet sig til at udveksle oplysninger med SKAT, alene skal svare dansk udbytteskat med en sats på 15%.

Spørgerne er hjemmehørende i Sverige. Sverige er i henhold til overenskomst af 7. december 1989 om bistand mellem de nordiske lande i skattesager (BKI 42 af 30. april 1992) forpligtet til i nærmere defineret omfang at udlevere oplysninger til SKAT. Sverige er som medlemsstat i EU endvidere omfattet af rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet.

På baggrund af ovenstående, er det Spørgernes opfattelse at svaret på spørgsmål 1 skal være: "Ja."

Spørgernes opfattelse vedrørende Spørgsmål 2

Dansk ret om udenlandske investeringsselskaber

Investeringsselskaber, som er selvstændige skattesubjekter, beskattes som udgangspunkt efter bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 19.

Hvis et investeringsselskab omfattes af aktieavancebeskatningslovens § 19, er investeringsselskabet skattefrit, idet udbytte modtaget fra danske selskaber dog skal beskattes med en sats på 15%.

Hvor der er tale om et dansk investeringsselskab, er der dog mulighed for at tilvælge beskatning som investeringsinstitut med minimumsbeskatning. Tilvælges denne beskatningsform, vil investeringsselskabet alene være skattepligtig af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed og fortjeneste eller tab ved afhændelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed - men ikke af udbytter på aktier.

Tilvælges beskatning som investeringsselskab med minimumsbeskatning, kan det danske investeringsselskab ved at indhente såkaldt frikort fra SKAT helt undgå, at de danske udbytteudloddende selskaber indeholder udbytteskat, og derigennem undgå at spilde tid og ressourcer på tilbagesøgning af udbytteskatter, der ikke skal betales.

Hvis der derimod er tale om et udenlandsk investeringsselskab, er der ikke mulighed for at opnå samme status, heller ikke selvom investeringsselskabet tilvælger beskatning som investeringsinstitut med minimumsbeskatning, fordi fritagelsen for beskatning af udbytteindtægterne fra Danmark forudsætter, at investeringsselskabet er hjemmehørende i Danmark. Det udenlandske investeringsselskab har heller ikke mulighed for at opnå hverken hel eller delvis fritagelse for indeholdelse af udbytteskatter på udbytter modtaget fra Danmark og tvinges således til at anvende tid og ressourcer på tilbagesøgning af for meget indeholdt og indbetalt udbytteskat.

De danske regler indebærer altså, at der skal indeholdes og indbetales udbytteskat på udbytter udloddet fra et dansk selskab til et udenlandsk investeringsselskab, mens udbytte kan udloddes fra at dansk selskab til et dansk investeringsselskab skattefrit og uden indeholdelse af udbytteskat. Dette gælder, selvom de to investeringsselskaber i øvrigt er identiske.

EU-retten om forskelsbehandling

EU-domstolen har i konkluderet at:

"…artikel 56 og 58 EF [nu art. 63 og art. 65] er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der indeholdes kildeskat af udbytte, som udloddes af et selskab, som er etableret i denne medlemsstat, […] samtidig med at udbytte der betales til et selskab, som er selskabsskattepligtig i førstnævnte medlemsstat [...] fritages", jf. sag C-379-05

Amurta, præmis 61.

EU-domstolen har desuden fastslået, at bestemmelserne om kapitalens frie bevægelighed

"…skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning,

hvorefter indenlandsk udbytte undergives beskatning i form af kildeskat, når udbyttet modtages af institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i en anden stat, mens sådant udbytte er fritaget for skat for institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i førstnævnte stat.", jf. sag C-338-11 og sag. C347-11 Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 55.

På baggrund af ovennævnte domme fra EU-domstolen, er det åbenbart, at de

danske regler udgør en hindring for kapitalens fri bevægelighed i strid med TEUF art. 63.

TEUF art. 65 indebærer, at en hindring i strid med TEUF art. 63 ikke nødvendigvis er en ulovlig hindring. Af TEUF art. 65 kan uddrages følgende:

"Bestemmelserne i artikel 63 [TEUF] griber [ikke] ind i medlemsstaternes ret til a) at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret (…]".

TEUF art. 63, stk. 1, udgør således en undtagelse til udgangspunktet om hindringer for kapitalens frie bevægelighed. Omfanget af denne undtagelse begrænses

imidlertid af TEUF art. 65, stk. 3, der bestemmer, at de nationale bestemmelser,

der er nævnt i TEUF art. 63, stk. 1, "…ikke [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63." Medlemsstaterne har således ikke mulighed for frit at differentiere mellem de skattepligtige afhængige af, hvilken medlemsstat de er bosat eller investerer i. Undtagelsesbestemmelsen i § 65, stk. 1, skal da også fortolkes snævert, jf. sag C-39/97 Sandoz, præmis 19 ff., sag C-54/99 Eglise de Scientologie, præmis 17 og 18, og sag C-315/02 Anneliese Lenz, præmis 56.

Det fremgår desuden af EU-domstolens praksis, at national skattelovgivning, som medfører en økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte udloddet til ikkehjemmehørende selskaber modsat udbytte udloddet til hjemmehørende selskaber, kun kan anses for forening med traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for kapital, hvis den forskellige behandling vedrører situationer, som:

1. ikke er objektivt sammenlignelige, eller
2. er begrundet i tvingende almene hensyn,

jf. således sag C-370/05 Amurta, præmis 32, sag C-32/98 Verkooijen, præmis 43, sag C319/02 Manninen, præmis 29 og sag C-512/03 Blanckaert, præmis 42.

Videre følger det direkte af TEUF art. 18, at der er forbud mod forskelsbehandling, der udøves på baggrund af nationalitet. Forbuddet dækker de tilfælde, hvor i øvrigt sammenlignelige situationer behandles forskelligt, og hvor forskellige situationer behandles ens, jf. sag C-279/93 Schumacker, præmis 30, og sag C-311/97 Royal Bank of Scotland, præmis 26.

Det følger af EU-domstolens praksis, at EU-retten har forrang over national ret.

EU-domstolen har således fastslået, at i modsætning til almindelige internationale aftaler, skabte traktaten, der stiftede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (nu EU-traktaten) et eget retssystem, der på datoen for ikrafttrædelsen blev en integreret del af EU-medlemsstaternes lovsystemer, som medlemsstaternes domstole er forpligtet til at anvende, jf. sag C-6/64 Costa. Afgørelsen i Costa-sagen er særligt begrundet i ønsket om at sikre EU-rettens effektivitet og ensartede anvendelse i medlemsstaterne.

Det er EU-domstolens vurdering, at implementeringen af EU´s regler i hver medlemsstats lovgivning og mere generelt - "traktatens bogstav og ånd" - gør det umuligt for medlemsstaterne at tilkende unilaterale eller senere vedtagne nationale regler forrang for fællesskabslovgivningen. Desuden må sådanne regler ikke stride mod EU-retten. EU-domstolen har dermed utvetydigt angivet, at den lovgivning, der udspringer af EU-retten og som er en selvstændig lovkilde, af hensyn til dens særlige og exceptionelle karakter ikke må ophæves ved national lovgivning, da dette ville skabe tvivl om det juridiske grundlag, som EU hviler på. Medlemsstaterne har delvist overdraget de rettigheder og forpligtelser, som fulgte af deres egne lovsystemer til fordel for det fælles lovsystem. Dette har medført en begrænsning af medlemsstaternes suveræne rettigheder.

I sag C-106/77 Simmenthal, angav EU-domstolen det tidsmæssige omfang af princippet om EU-rettens forrang. EU-domstolen konstaterede, at i overensstemmelse med dette princip er relationen mellem EU-traktatens regler og de direkte anvendte regler udstedt af fællesskabets institutioner på den ene side og medlemsstaternes nationale lovgivning på den anden side af en sådan karakter, at den dag, hvor EU's afgørelser og regler træder i kraft, kan de nationale regler, der strider mod disse automatisk ikke blot ikke anvendes, men også at det - i den grad, hvor disse indgår som en integreret del af den retsorden, der gælder på hver medlemsstats territorium - må udelukkes, at en national lovgiver indfører nye regler i strid med EU-retten.

Det følger af sag C-106/77 Simmenthal, at anerkendelse af at national lovgivning, der strider mod den sfære, hvor EU udøver sine lovskabende rettigheder eller som på anden vis strider mod EU-rettens regler, har nogen som helst retsvirkning ville medføre, at de ubetingede og uigenkaldelige forpligtelser, som medlemsstaterne har påtaget sig i henhold til EU-traktaten, ville miste virkekraft. Dette ville efter EU-domstolens opfattelse rokke ved det retslige grundlag, som EU hviler på.

I Simmenthal-dommen pegede EU-domstolen på konsekvenserne af, at EU-lovgivningen har forrang og forpligter de nationale domstole til at anvende EU-lovgivningen straks og direkte, også hvis denne ifølge den nationale grundlov måtte stride mod de nationale regler og uafhængigt af, om den nationale regel blev udstedt før eller efter EU-lovgivningens indførelse. EU-domstolen understregede i begrundelsen for dommen, at enhver national domstol indenfor rammerne af sin jurisdiktion skal anvende EU-lovgivningen i sin helhed og beskytte subjektive rettigheder, som EU-lovgivningen tilkender private personer eller virksomheder.

Det skal understreges, at også myndighederne i medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at EU-lovgivningen får virkning. Det fremgår således af EU-domstolens praksis, at pligten til at sørge for EU-lovgivningens behørige effektivitet ikke blot påhviler de lovgivende myndigheder, men også de, der anvender loven, jf. således sag C-103/88 Constanzo, præmis 30-31.

EU-Kommissionen indledte i 2012 en traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark i anledning af de danske udbytteregler beskrevet ovenfor. EU-Kommissionen fremsendte den 30. april 2012 en åbningsskrivelse til Udenrigsministeriet. EUKommissionen anførte i åbningsskrivelsen, at Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til TEUF art. 53 og 63 og EØS-aftalens art. 36 og 40 ved ikke at anvende den fritagelse for udbyttebeskatning (herunder muligheden for at modtage frikort), som er tilgængelig for danske investeringsinstitutter, på samme måde overfor tilsvarende investeringsinstitutter, som er hjemmehørende i andre EU-medlemsstater og EØS-stater.

Den 2. juli 2012 afgav den danske regering sit svar, hvori regeringen anerkendte, at danske og udenlandske investeringsinstitutter i visse tilfælde er undergivet en forskellig skattemæssig behandling for så vidt angår udbytte modtaget fra danske selskaber. Regeringen anførte dog i sit svar, at forskelsbehandlingen kan retfærdiggøres i tvingende almene hensyn, herunder fordi de danske regler er nødvendige for at sikre sammenhængen i beskatningsordningen og af hensyn til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen.

EU-Kommissionen afgav den 26. april 2013 en begrundet udtalelse som svar på den danske regerings indlæg. EU-Kommissionen fastholder, at de danske regler om beskatning af udbytte er i strid med EU-retten. Det fremgår af Skatteministeriets notat af 19. juni 2013 til Folketingets Europaudvalg og Folketingets skatteudvalg, at regeringen trods EU-Kommissionens holdning fastholder, at de danske regler ikke er i strid med EU-retten.

De danske regler i forhold til Spørgerne

Spørgsmålet om diskrimination

Det er Spørgernes opfattelse, at de danske regler indebærer forskelsbehandling af situationer, der er objektivt sammenlignelige, og at de danske regler derfor diskriminerer Spørgerne.

Objektivt sammenlignelige situationer

EU-domstolen har slået fast, at en medlemsstats forskelsbehandling af objektivt sammenlignelige situationer kan udgøre diskrimination, jf. sag C-35/98 Verkooijen, præmis 43.

For at kunne afgøre, om den skattemæssige forskelsbehandling af Spørgerne og en tilsvarende dansk investeringsforening, skal det afgøres, om Spørgerne og en dansk investeringsforening befinder sig i en objektiv sammenlignelig situation.

Hvor en medlemsstat ensidigt eller gennem indgåelse af overenskomster gør ikke blot hjemmehørende aktionærer, men også ikke-hjemmehørende aktionærer indkomstskattepligtige af det udbytte, de modtager fra et hjemmehørende selskab, nærmer ikke-hjemmehørende aktionærers situation sig de hjemmehørende aktionærers situation, jf. sag C-524/04 Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation, præmis 68, sag C-170/05 Denkavit International & Denkavit France, præmis 35 og sag C-379-05 Amurta, præmis 38.

Det er den medlemsstat, hvor det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende, som ved udøvelse af sin beskatningskompetence, der uafhængigt af enhver beskatning i en anden medlemsstat, ved sin lovgivning i sig selv skaber risiko for "kædebeskatning" eller økonomisk dobbeltbeskatning.

I sådanne tilfælde er den første medlemsstat forpligtet til - ved anvendelse af national ret - at sikre, at de ikke-hjemmehørende udbyttemodtagere får en behandling, der svarer til hjemmehørende selskaber, således at de ikke-hjemmehørende

selskaber, der modtager udbytte, ikke udsættes for restriktioner af kapitalens frie

bevægelighed i strid med TEUF artikel 63, jf. sag C-379/05 Amurta, præmis 39, og sag C-374/04 Test Claimants in Clas IV of the ACT Group Litigation, præmis 70.

Vedrørende sammenligneligheden mellem Spørgerne og en dansk investeringsforening bemærkes, at EU-domstolen har fastslået, at i relation til en national regel, som har til formål at undgå beskatning af udbytte, der udloddes fra selskaber

i den konkrete medlemsstat, er situationen for en udbyttemodtagende hjemmehørende investeringsforening sammenlignelig med en ikke-hjemmehørende investeringsforening, hvis det realiserede udbytte i begge tilfælde principielt kan udsættes for kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning, jf. sag C.-190/12

Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 58. EU-domstolen påpeger, at fordi det er medlemsstatens udøvelse af beskatningskompetence, der skaber risiko fro dobbeltbeskatning, pålægger TEUF artikel 63 medlemsstaten at fritage udbytter, der udbetales til ikke-hjemmehørende, på samme måde som udbytter, der udbetales til hjemmehørende, jf. sag C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 59.

Desuden påvirkes sammenligneligheden mellem en hjemmehørende investeringsforening og en ikke-hjemmehørende investeringsforening ikke af forskelle i den juridiske form eller skattemæssige behandling af investeringsforeningerne.

Den omstændighed, at der ikke i dansk ret findes en investeringsforening med identisk juridisk form som den, en udenlands investeringsforening måtte anvende, kan derfor heller ikke i sig selv begrunde en forskelsbehandling, jf. princippet i sag C-303/07 Aberdeen Property Fininvest Alpha Oy, præmis 50.

På hvilket niveau skal sammenligningen foretages?

Når det skal vurderes, om der er tale om objektivt sammenlignelige situationer, er det afgørende om sammenligningen foretages på investorniveau eller på foreningsniveau.

I sag C-194/06 Orange European Smallcap Fund var de nationale regler i Nederlandene indrettet således, at den skattemæssige behandling af investeringsforeningerne afhang af, hvilken beskatning der fandt anvendelse på de fysiske deltagere i investeringsforeningen. EU-domstolen fandt, at sammenligningen skal foretages hos de fysiske deltagere i investeringsforeningen, altså på investorniveau.

Det modsatte var resultatet i sag C-338/11 - C-347/11 Santander Asset Management, hvor beskatningen afhang af stedet, hvor de udbyttemodtagende investeringsinstitutter var hjemmehørende. I dén situation fandt EU-domstolen, at den skattemæssige stilling for deltagerne i investeringsinstituttet var uden relevans for bedømmelsen af, om lovgivningen er diskriminerende eller ej. Bedømmelsen af situationernes sammenlignelighed skulle derfor foretages udelukkende i forhold til investeringsorganet, altså på foreningsniveau.

Hvis en medlemsstat udnytter sin beskatningskompetence vedrørende udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab til en investeringsforening således, at beskatningen afhænger af stedet hvor de udbyttemodtagende investeringsforeninger er hjemmehørende, skal vurderingen af, om der foreligger objektivt sammenlignelige situationer, altså udelukkende foretages i forholdt il investeringsforeningen.

EU-domstolen har også fastslået, at hvis national lovgivning, der fritager indenlandske udbytter, anvender et hjemstedskriterium - men ikke er betinget af beskatning af investorerne - skal vurderingen af situationernes sammenlignelighed alene foretages ud fra de relevante investeringsforeningers forhold, jf. sag C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 62-63.

Den danske fritagelse for skat på udbytte udloddet af et dansk selskab til en investeringsforening afhænger af, hvor den enkelte investeringsforening er hjemmehørende - fritagelsen kan kun opnås for danske investeringsforeninger.

Den danske fritagelse for kildeskat kan ikke siges at være betinget af beskatningen hos investorerne, blandt andet fordi der vil være investorer, der ikke beskattes af udbytte udloddet af investeringsforeningen. Eksempelvis vil en i USA hjemmehørende pensionskasse, der investerer via en dansk investeringsforening, ikke blive beskattet af udbytte udloddet fra den danske investeringsforening. Dermed følger, at EU-domstolens praksis fastlægger, at i en dansk sammenhæng skal sammenligningen mellem Spørgerne og en tilsvarende dansk investeringsforening ske på foreningsniveau.

Spørgerne er i Danmark undergivet en anderledes skattemæssig behandling end en fuldstændigt tilsvarende dansk investeringsforening. Uanset om Spørgerne tilvælger beskatning efter ligningslovens § 16 C, vil Spørgerne ikke kunne opnå beskatning svarende til en dansk investeringsforening, fordi dette forudsætter skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 C. Uanset, hvad Spørgerne gør, kan Spørgerne ikke undgå beskatning af udbytte fra danske selskaber - også selvom en tilsvarende dansk investeringsforening ikke beskattes.

Det er således Spørgernes opfattelse, at objektivt sammenlignelige situationer forskelsbehandles efter danske regler. Denne forskelsbehandling resulterer i diskrimination i strid med EU-retten. Som anført nedenfor er der ikke tvingende almene hensyn, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling.

Spørgsmålet om hindring af kapitalens frie bevægelighed

EU-domstolen har fastslået, at en ugunstig behandling af udbytte udbetalt til selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat i forhold til behandlingen af udbytte udbetalt til selskaber etableret i samme medlemsstat, kan afholde selskaber fra at foretage investeringer i denne medlemsstat og dermed udgør en sådan ugunstig behandling en sådan restriktion for den frie kapitalbevægelse, som er forbudt i henhold til TEUF artikel 63, jf. sag C-379/05 Amurta, præmis 28. Dette er da også, hvad EU-kommissionen har anført i sin meddelelse af 19. december 2003.

Spørgsmålet om tvingende almene hensyn?

Forskelsbehandling af objektivt sammenlignelige situationer udgør ikke nødvendigvis forbudt forskelsbehandling. En hindring af kapitalens frie bevægelighed vil ikke være i strid med EU-retten, hvis hindringen reelt kan begrundes i tvingende almene hensyn.

EU-domstolen har tidligere udtalt, at:

1. nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstater,
2. nødvendigheden af at sikre en effektiv skattekontrol, og
3. hensynet til at sikre sammenhængen i et skattesystem kan udgøre sådanne tvingende almene hensyn, jf. sag C-379/05 Amurta, præmis 58, og sag C-338/11 - C-347/11 Santander Asset Management, præmis 47 og præmis 49-50.

Derimod har EU-domstolen udtrykkeligt afvist, at eksempelvis:

1. tab af skatteprovenu,
2. progressivitet i skattesystemet,
3. bestående lavere skattesatser i andre medlemsstater,
4. skattetilsynets effektivitet,
5. mangel på gensidig behandling i henhold til dobbeltbeskatningsaftaler, og
6. andre fordele for den person, der er genstand for beskatningen, er udtryk for tvingende almene hensyn, jf. KOM (2003) 810, s. 12.

Sikring af en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen

EU-domstolen har fastslået, at når en medlemsstat ikke beskatter udbyttemodtagende selskaber, som er etableret på medlemsstatens eget område, kan denne medlemsstat ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne som begrundelse for en beskatning af udbyttemodtagende selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat, jf. bl.a. sag C-379/05 Amurta, præmis 49 og 50, sag C-387/11 Kommissionen mod Kongeriget Belgien, præmis 76, og sag C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 98-99.

Derudover har EU-domstolen afvist, at diskrimination eller hindring kan berettiges ved henvisning til at et ikke-hjemmehørende selskab kan undgå diskrimination eller foretage visse tilpasninger eller tage forholdsregler, jf. sag C-270/83, Den Franske Skattesag.

Som forklaret ovenfor, behandles Spørgerne og danske investeringsforeninger ikke ens i en dansk skattemæssig sammenhæng. Dermed kan hensynet til afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen ikke påberåbes af SKAT.

Det fremgår da også af den traktatkrænkelsesprocedure, som EU-kommissionen har indledt mod Danmark, at EU-kommissionen ikke accepterer den danske regerings henvisning til sag C-231/05 Oy AA, idet EU-kommissionen ikke finder dommen relevant henset til at dommens anvendelsesområde er begrænset til at omfatte rent kunstige arrangementer af grænseoverskridende karakter.

Hensynet til sammenhængen i det danske skattesystem

Hensynet til sammenhængen i det nationale skattesystem kan alen påberåbes af en medlemsstat, hvis der foreligger en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning, jf. sag C-379/05 Amurta, præmis 46, sag C-319/02 Manninen, præmis 42, sag C-524/04 Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation, præmis 68 og sag C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 92.

Hensynet til at sikre sammenhæng i skattesystemet kan således kun anvendes begrænset, og påberåbelsen af hensynet har også kun sjældent vundet genklang hos EU-domstolen. Dette fremgår også af den traktatkrænkelsesprocedure, som EU-kommissionen har indledt, at EU-kommissionen ikke accepterer det af Danmark påberåbte hensyn til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem.

EU-domstolen har tidligere fastslået, at selvom hjemmehørende investeringsforeningers fritagelse for skat på modtagne udbytter modsvares af indkomstskat, som betales af deltagerne i investeringsforeningerne, er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at hindringen er berettiget, idet dette ikke i sig selv er udtryk for en direkte sammenhæng, hvilket er en forudsætning for at hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem kan påberåbes, jf. sag C-439/09 EUkommissionen mod Den Portugisiske Republik, præmis 35-37.

EU-domstolen har også fastslået, at hvor der ikke er direkte sammenhæng mellem fritagelse for indeholdelse af kildeskat af udbytte som hjemmehørende investeringsforeninger er berettiget til, og beskatningen af dette udbytte som indtægter hos deltagerne i en sådan investeringsforening, kan en diskriminerende national regel ikke begrundes med behovet for at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem, jf. sag C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 92. Den danske fritagelse for kildeskat på udbytter udloddet fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening er ikke betinget af beskatningen hos investorerne, fordi der vil være investorer, som er fritaget for beskatning.

Det følger af EU-domstolens praksis, at hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem ikke kan påberåbes, medmindre følgende kumulative betingelser er opfyldt:

1. sammenhængen reguleres ikke af en dobbeltbeskatningsoverenskomst,
2. den skattemæssige fordel og den skattemæssige ulempe udspringer af samme retsforhold,
3. den skattemæssige fordel og ulempe vedrører samme person,
4. den skattemæssige ulempe er proportional.

Regulering af dobbeltbeskatningsoverenskomst

EU-domstolen har fastslået, at hensynet til at sikre sammenhæng i det nationale skattesystem kun kan påberåbes, hvis medlemsstaten ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der fordeler beskatningsretten til den pågældende indkomst, idet sammenhængen i medlemsstatens egen beskatningsordning dermed ikke er sikret, jf. sag C-80/94 Wielockx, præmis 25-25, sag C-136/00 Rolf Dieter Danner, præmis 43, sag C436/00 X&Y, præmis 55, og sag C-242/03 Wiedert & Paulus, præmis 25-27. Det er EU-domstolens opfattelse, at sammenhængen i det nationale skattesystem er sikret, hvis medlemsstaten har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der fordeler beskatningsretten til den pågældende indkomst.

Det er Spørgernes opfattelse, at artikel 10 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder en fordeling af beskatningsretten til udbytter mellem Danmark og Sverige. Dermed kan Danmark ifølge EU-domstolens praksis ikke påberåbe sig hensynet til sikring af sammenhængen i det danske skattesystem som begrundelse for opretholdelsen af den danske diskriminerende hindring af kapitalens frie bevægelighed.

Fordele og ulempers udspring af samme retsforhold

EU-domstolen har faststået, at hensynet sammenhængen i det nationale skattesystem kun kan påberåbes, hvis den skattemæssige fordel og ulempe udspringer af samme retsforhold, jf. C-484/93, Svensson & Gustavson, præmis 16-18, C-107/94, P.H. Asscher, præmis 58 ff., C-264/96, Imperial Chemical Industries, præmis 29, C-294/97, Eurowings Luftverkehrs AG, præmis 42, C-397/98 og C-410/98 Metallgesellshaft Hoechst, præmis 69, C-386/00, F.W.L de Groot, præmis 109, C-168/01, Bosal Holdings, præmis 31, C-422/01, Skandia og Ramstedt, præmis 34-35, C-471/04, Keller Holding, præmis 39.

Dette er af Generaladvokaten blevet formuleret således:

"Efter Bachmann-dommen har Domstolen afklaret, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at det tvingende hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen kan påberåbes. Den har navnlig i dommene i sagerne Svensson og Asscher fastslået, at der skal være en direkte sammenhæng mellem beskatningen og fradraget, som giver sig udslag i, at de beløb, staten modtager som følge af beskatningen, udlignes med de beløb, skatteyderen får tilbage i form af fradrag.", jf. pkt. 38 i Generaladvokat Saggios forslag til besvarelse af sag C-55/98, Bent Vestergaard.

Den danske fritagelse for kildeskat på udbytter udloddet fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening er ikke betinget af beskatningen hos investorerne, idet der vil være investorer, der ikke beskattes af udbytte udloddet fra investeringsforeningen. Dermed udspringer fritagelsen for beskatning af udbytte udloddet fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening ikke af det samme retsforhold, idet den skattemæssige fordel ikke altid modsvares af en skattemæssig ulempe. Fritagelsen for beskatning af udbytte udloddet fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening udspringer dermed ikke af det samme retsforhold som beskatningen af investoren i investeringsforeningen.

I Danmark er der ligeledes ikke en skatteopkrævning i forhold til danske investeringsinstitutter og danske investeringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c henholdsvis § 1, stk. 1, nr. 6, der udligner fritagelsen for kildeskat på udbytte, som udbetales fra danske selskaber.

Dermed er der ikke tale om, at fritagelsen for udlodning fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening modsvares af en skattemæssig ulempe for den danske investeringsforening. Den skattemæssige fordel udspringer derfor ikke af det samme retsforhold som den skattemæssige ulempe.

Da den skattemæssige fordel ved de danske regler ikke udspringer af det samme retsforhold som den skattemæssige ulempe, kan SKAT ikke påberåbe sig hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem, som begrundelse for den diskriminerende hindring af kapitalens fri bevægelighed, som de danske regler udgør.

Den skattemæssige fordel og den skattemæssige ulempe vedrører samme person EU-domstolen har faststået, at hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem kun kan påberåbes, hvis den skattemæssige fordel og den skattemæssige ulempe vedrører samme skattepligtige person, jf. C-251/98, C. Bars, præmis 40. Hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem kan altså ikke påberåbes, hvis sammenhængen i beskatningsordningen opnås ved at den skattemæssige fordel placeres hos én skattepligtig person, mens den skattemæssige ulempe placeres hos en anden skattepligtig person. Ifølge de danske regler vedrørende danske investeringsforeninger placeres den skattemæssige fordel hos den danske investeringsforening, mens den modsvarende skattemæssige ulempe placeres hos den enkelte investor. Dermed kan SKAT ikke påberåbe sig hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem, som begrundelse for den diskriminerende hindring af kapitalens frie bevægelighed, som de danske regler udgør.

Den skattemæssige ulempe er proportional

EU-domstolen har fastslået, at hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem kun kan påberåbes, hvis den skattemæssige ulempe er proportional, jf. C-204-00, Hans Martin Bachmann, præmis 27 og C-300/90, Kommissionen mod Belgien, præmis 20.

Den skattemæssige ulempe for Spørgerne er ikke proportional. Ulempen går udover, hvad der er nødvendigt. Således rammer ulempen også det tilfælde, hvor Spørgernes investorer er hjemmehørende i Danmark, og dermed som udgangspunkt beskattes af udbytte udloddet af Spørgerne.

Investorer, der er skattepligtige i Danmark og investerer i Spørgerne, vil således effektivt blive undergivet en højere beskatning, end hvis en sådan investor havde investeret i en dansk investeringsforening. Det ønskede mål med de danske regler kunne desuden være opnået ved en mindre indgribende foranstaltning. Eksempelvis kunne reglerne indrettes således, at den indeholdte kildeskat kunne tilbagesøges mod Spørgernes forevisning af dokumentation vedrørende Spørgernes investorer.

Da den skattemæssige ulempe ved den danske diskriminerende hindring af kapitalens fri bevægelighed ikke er proportional, kan SKAT ikke påberåbe sig hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem som begrundelse for den diskriminerende hindrings overensstemmelse med EU-retten.

Konklusion

De danske regler om beskatning af udbytte udloddet fra danske selskaber til danske henholdsvis udenlandske investeringsforeninger udgør en diskriminerende hindring af kapitalens fri bevægelighed i strid med EU-retten.

De danske regler forskelsbehandler objektivt sammenlignelige situationer. Dette understøttes af EU-domstolens praksis, jf. blandt andet C-338/11 - C-347/11, Santander Asset Management SGIIC m.fl. og C-190/12 Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, og af det forhold, at EU-Kommissionen har indledt en traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark.

Den diskriminerende hindring kan ikke retfærdiggøres i hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, da EU-domstolen har fastslået, at det er en forudsætning for at dette hensyn kan påberåbes af en medlemsstat, at medlemsstaten beskatter hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsforeninger ens. Dette er ikke tilfældet i Danmark. Det fremgår desuden af traktatkrænkelsesproceduren, at EU-Kommissionen vurderer, at den danske diskriminerende hindring ikke kan begrundes i hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen.

Den diskriminerende hindring kan ikke retfærdiggøres i hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem. De danske regler opfylder ikke de fire betingelser, som EU-domstolen har fastlagt som betingelse for, at en diskrimination kan være lovlig med henvisning til dette hensyn. Sammenhængen i beskatningsordningen vedrørende udbytter er således allerede fastlagt i de dobbeltbeskatningsoverenskomster Danmark har indgået, ligesom den skattemæssige fordel og den skattemæssige ulempe ved de danske regler ikke vedrører det samme retsforhold og den samme person. Samtidig opfylder den danske diskriminerende hindring ikke kravet om proportionalitet, idet hindringen efter Spørgernes vurdering af EU-domstolens praksis går videre end hvad der er nødvendigt. Spørgerne bemærker i den henseende, at EU-retten har forrang i forhold til de danske regler.

Spørgerne bemærker desuden, at EU-Kommissionen ligeledes påpeger, at den danske diskriminerende hindring ikke kan retfærdiggøres i hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem.

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at de danske regler er udtryk for en diskriminerende hindring af kapitalens fri bevægelighed, der ikke kan begrundes i tvingende almene hensyn. På den baggrund er det Spørgernes opfattelse, at svaret på spørgsmål 2 skal være: "Ja.".

Eventuel kommende lovgivning i Danmark vil også støtte Spørgernes synspunkt 3.10.1 I den nuværende regerings netop fremlagte skatteudspil, "Sammen om fremtidens virksomheder" er under overskriften "Iværksætter- og aktiekultur" to initiativer (nr. 6 og nr. 7), der har til formål dels at give "Bedre vilkår for opsparing i investeringsforeninger", dels at skabe "Tiltrækning af udenlandsk kapital til fx danske investeringsforeninger".

De to initiativer har begge til formål at skabe ligestilling mellem danske og udenlandske investeringsforeninger.

Blandt andet nævnes i initiativ nr. 6, at "De nuværende skatteregler kan udgøre en barriere for, at danskere foretager investering gennem udenlandske investeringsinstitutter. Det skyldes, at disse ofte bliver beskattet hårdere end danske investeringsinstitutter (såkaldte minimumsbeskattede investeringsinstitutter)." Formålet med dette initiativ er således at fjerne barrierer for, at danske investorer investerer i udenlandske investeringsforeninger. En af disse barrierer er bl.a. den kildeskat, som - i strid med EU-retten, jf. ovenfor - pålægges udbytter fra danske selskaber til udenlandske investeringsinstitutter og som fører til højere omkostninger i udenlandske investeringsinstitutter end de tilsvarende danske.

I initiativ nr. 7 nævnes følgende ønske fra regeringen: "Udenlandske investorer kan opleve det som en hindring, når de investerer i danske investeringsinstitutter, at der er forskellig beskatning af udbytter fra danske investeringsinstitutter. Beskatningen i Danmark kan være højere, end hvis de investerede direkte i investeringsinstitutternes underliggende værdipapirer. Det gælder fx, hvis de underliggende aktiver er udenlandske aktier.

Derfor foreslår regeringen at afsætte 30 mio. kr. til at lempe skatten for udlændinge, der placerer deres opsparing gennem danske investeringsinstitutter med ikrafttrædelse i 2019. Det kan give danske kapitalforvaltere bedre mulighed for at udbyde deres produkter på det internationale marked. En større efterspørgsel på danske investeringsforeningers produkter kan føre til et større udbud af investeringsprodukter. "

Ovennævnte initiativer har mundet ud i en konkret plan i regeringens lovprogram for folketingsåret 2017/2018 om at foretage ændringer i selskabsskatteloven og forskellige andre love med henblik på at foretage en EU-retlig tilpasning vedrørende beskatningen af foreninger, således at det sikres, at den danske lovgivning bringes i overensstemmelse med EU-retten, navnlig med henblik på at sikre ensartet beskatning af danske og udenlandske foreninger. Det forventes, at der vil blive fremsat endeligt lovforslag i februar 2018.

Det må lægges til grund, dels at regeringen ønsker en ligestilling mellem investeringer i danske investeringsforeninger og tilsvarende udenlandske, dels at regeringen har vurderet, at en eventuel manglende ligestilling kan være i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser og dermed er nærværende anmodning i overensstemmelse med regeringens ønske til kommende lovgivning.

Repræsentanten er den 27. august 2018 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 2:

"Indstillingen for så vidt angår det stillede spørgsmål 2 giver anledning til følgende bemærkninger.

Afgørende er, om den danske lovgivning behandler et dansk investeringsinstitut omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16 C anderledes end et udenlandsk investeringsinstitut, og mere specifikt, om det udenlandske investeringsinstitut har adgang til at opnå samme favorable skattemæssige behandling, som et dansk investeringsinstitut.

Dette er ikke tilfældet, heller ikke selvom det udenlandske investeringsinstitut skulle søge registrering og godkendelse efter den danske bestemmelse i ligningslovens § 16 C.

Hvis Spørger havde valgt godkendelse efter ligningslovens § 16 C, ville Spørger ikke være sammenlignelig med et dansk investeringsselskab omfattet af selskabsskattelovens § 19 og selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19. Spørger ville i stedet være sammenlignelig med et investeringsinstitut, der - hvis det var dansk - kunne modtage udbytter fra danske selskaber uden at disse selskaber skulle indeholde kildeskatter.

Uanset om Spørger vælger at være omfattet af ligningslovens § 16 C, vil Spørger ikke kunne omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 C, og dermed vil klager blive beskattet af udbytte modtaget fra danske selskaber, mens et tilsvarende dansk investeringsinstitut omfattet af ligningslovens § 16 C ikke vil blive beskattet.

Den danske lovgivning diskriminerer på den baggrund på baggrund af nationalitet i ellers ensartede tilfælde. Som hjemmehørende i Sverige vil Spørger aldrig kunne opnå fritagelse for kildeskat på udbytter af danske aktier - godkendelse efter ligningslovens § 16 C eller ej.

Det er i dette forhold, at den danske lovgivning strider imod Danmarks forpligtelser i henhold til traktaten om Det Europæiske Fællesskabs Funktionsmåde ("TEUF") artikel 63.

Der er således efter Spørgers - og EU-domstolens opfattelse - ikke tvivl om, at der er tale om, at objektivt sammenlignelige situationer forskelsbehandles som følge af de danske regler. Dette udgør diskrimination, der - medmindre der foreligger tvingende almene hensyn - er i strid med EU-retten.

EU-domstolen har - som Skattestyrelsen beskriver - i sag C480/16 "Fidelity Funds" den 21. juni 2018 afsagt kendelse i en sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de danske regler om, at der ikke skal ske indeholdelse af udbytteskat til minimumsbeskattede investeringsinstitutter hjemmehørende i Danmark, er forenelige med de EU-retlige regler om kapitalens frie bevægelighed, henset til at ikkehjemmehørende investeringsinstitutter ikke kan opnå samme retsstilling.

EU-domstolens kendelse har følgende ordlyd:

"Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer."

Skattestyrelsen anfører, at det af præmis 84 i EU-domstolens kendelse er anført at:

"Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, kan den interne sammenhæng i den i hovedsagerne omhandlede beskatningsordning opretholdes, hvis investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, kunne opnå kildeskattefritagelse, når de danske skattemyndigheder, med disse institutters fulde samarbejde, sikrer, at de sidstnævnte betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, der er hjemmehørende i Danmark, skal indeholde som forskudsskat, i den minimumsudlodning, der er beregnet i overensstemmelse med denne bestemmelse. At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse, ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning."

Kernen i EU-sagen er, at udenlandske investeringsinstitutter - uanset om de søger godkendelse efter ligningslovens § 16 C - ikke vil kunne opnå samme skattemæssige behandling i Danmark som et dansk investeringsinstitut. Kunne de det, forelå der ikke ulovlig forskelsbehandling.

Skattestyrelsens bemærkning om, at det er muligt for udenlandske investeringsenheder at blive registreret som minimumsbeskattede investeringsinstitutter efter ligningslovens § 16 C, er derfor uden værdi. Et udenlandsk investeringsinstitut vil aldrig - under den nugældende lovgivning - kunne opnå ligestilling med et dansk investeringsinstitut.

For en god ordens skyld skal vi bede Skattestyrelsen på at være opmærksom på det forhold, at Spørger i henhold til lovgivningen i sit hjemland er forpligtet til at beregne en såkaldt "schablonintekt" for investorerne, svarende til 0,4% af værdien af Spørgers investeringer. Denne indkomst beskattes i henhold til svensk lov med en sats på 30%.

Der gennemføres således i Sverige løbende beskatning af værditilvæksten hos Spørger, herunder af den tilvækst i værdien, som opstår gennem modtagelsen af udbytter af danske aktier. Også hvis Danmark rent faktisk havde etableret en beskatningsordning i overensstemmelse med de retningslinjer, som angives af EU-domstolen i præmis 84 i sag C480/16 Fidelity Funds.

EU-domstolen har ved sin kendelse i sag C480/16 Fidelity Funds fundet, at Skattestyrelsen ikke har kunnet påvise tvingende almene hensyn, der kunne begrunde denne forskelsbehandling.

Det følger af EU-domstolens langvarige praksis, at EU-retten har forrang for national ret. EU-domstolen har således fastslået, at i modsætning til, hvad der er tilfældet for almindelige internationale aftaler, skabte den oprindelige EU-traktat et eget retssystem, der på datoen for ikrafttrædelsen blev en integreret del af medlemsstaternes lovsystem, som medlemsstaternes domstole (og myndigheder) er forpligtet til at anvende, jf. således sag C6/64 "Costa".

Det følger af EU-domstolens dom i sag C106/77 "Simmenthal", at anerkendelse af at national lovgivning, der strider mod EU-rettens regler, har nogen som helst retsvirkning ville medføre, at de ubetingede og uigenkaldelige forpligtelser, som medlemsstaterne har påtaget sig i henhold til EU-traktaten, ville miste virkekraft.

Dette vil efter EU-domstolens opfattelse rokke ved det retslige grundlag, som unionen hviler på.

I begrundelsen for sag C106/77 "Simmenthal" understregede EU-domstolen, at enhver national domstol indenfor rammerne af sin jurisdiktion skal anvende Eulovgivningen i sin helhed og beskytte de subjektive rettigheder, som Eulovgivningen tilkender private personer eller virksomheder - herunder også f.eks. retten til kapitalens frie bevægelighed.

I sag C103/88 "Constanzo", præmis 30-31 understreges det direkte, at pligten til at sørge for EU-lovgivningens effektivitet og anvendelse ikke blot påhviler medlemsstaternes lovgivende organer, men også de nationale myndigheder, der anvender loven.

Spørger har på den baggrund krav på at de udbytter, som Spørger modtager, beskattes på samme måde som de udbytter, der modtages af et investeringsinstitut omfattet af ligningslovens § 16 C.

Derfor skal svaret på spørgsmål 2 være: "Ja.".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørgerne med henvisning til selskabsskattelovens § 2,

stk. 3, 3. pkt., har krav på udbetaling af skatter indeholdt og indbetalt af danske, udbytteudloddende selskaber, i det omfang det indeholdte beløb overstiger 15 % af det udloddede udbytte.

Begrundelse

Spørgsmålet omhandler, hvorvidt der kan ske lempelse af udbytteskatten i relation til udbytter af danske aktier udbetalt til to ETF'ere, der er etableret i Sverige.

De to svenske ETF'ere svarer organisatorisk til danske værdipapirfonde, der efter Skatterådets praksis anses for selvstændige skattesubjekter, se SKM

2016.98.SKAT, og er begrænset skattepligtige af udbytter af danske aktier efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, jf. selskabsskattelovens § 1.

Efter svensk skatteret skal værdipapirfonde, som de i sagen omhandlede ETF'ere, anses for selvstændige skattesubjekter, der er konkret skattefritaget. De svenske skattemyndigheder udsteder imidlertid ikke hjemstedserklæring til sådanne svenske værdipapirfonde i et tilfælde som det foreliggende. Dette gælder efter svensk administrativ praksis, uanset at der må antages at være tale om et kollektivt investeringsinstitut. De svenske værdipapirfonde kan således ikke påberåbe sig overenskomstlempelse af udbytteskatten.

Det er herefter spørgsmålet, om udbytteskatten kan lempes efter den interne danske bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 3.

Af selskabsskattelovens § 2, stk. 3, fremgår, at:

"(…)Indkomstskatten udgør dog 15 pct. af udbytter eller afståelsessummer, hvis den kompetente myndighed i den stat, i Grønland eller på Færøerne, hvor selskabet m.v. er hjemmehørende, skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager.(…)"

EU's bistandsdirektiv omfatter alle former for skatter, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller en medlemsstats territoriale eller administrative underenheder, herunder de lokale myndigheder, jf. direktivets artikel 2, stk. 1. Derudover omfatter den nordiske bistandsaftale danske udbytteskatter, jf. aftalens artikel 2, stk. 1, nr. 6.

Den svenske værdipapirfond anses efter dansk skatteret for et selvstændigt skattesubjekt, der er begrænset skattepligtig af udbytter fra danske selskaber, se selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, jf. § 1, stk. 1, og den indeholdte udbytteskat må anses for omfattet af EU's bistandsdirektiv samt den nordiske bistandsaftale.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 3, finder anvendelse på de omhandlede udbytteskatter i dette tilfælde, hvor der er tale om en begrænset skattepligtig enhed i et andet EU-land, der er der er den skattemæssigt retmæssige ejer af udbyttet, og hvor den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 10 ikke finder anvendelse på forholdet, og idet der i øvrigt ikke er tale om moder-datterforhold mv., jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 3.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der kan ske nedsættelse af udbytteskatten til 15 pct. i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk.3, således at spørgsmålet kan besvares bekræftende.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørgerne med henvisning til traktaten om den europæiske unions funktionsmåde ("TEUF"), artikel 63, har krav på udbetaling af skatter indeholdt og indbetalt af danske, udbytteudloddende selskaber, i det omfang det indeholdte beløb overstiger 0 % af det udloddede udbytte?

Begrundelse

Det fremgår af kildeskattebekendtgørelsens § 31, stk. 2, nr. 1, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 8, at der udstedes frikort til investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Udenlandske enheder er ikke omfattet af den danske selskabsskattepligt i selskabsskattelovens § 1 og kan derfor ikke få udbyttefrikort efter den pågældende bestemmelse.

Det bemærkes, at de to svenske ETF'ere organisatorisk svarer til danske værdipapirfonde omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19. De omhandlede svenske ETF'ere ikke er registreret i Danmark som minimumsbeskattede investeringsinstitutter efter ligningslovens § 16 C.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, at værdipapirfonde, der er omfattet af denne bestemmelse, er skattefritaget, dog således at udbytte af danske aktier beskatte med 15 pct. Af kildeskattebekendtgørelsens § 31, stk. 2, nr. 1, følger, at selskaber, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, ikke er omfattet af reglerne om udbyttefrikort.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at udbytteskatten af udbytter af danske aktier til de to svenske ETF'ere skal nedsættes til netop 15 pct., se begrundelsen under spørgsmål 1. Dette svarer umiddelbart til den udbytteskatteprocent, der anvendes i relation til udbytte af danske aktier til en tilsvarende dansk værdipapirfond, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19.

I Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) findes der regler om fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, ligesom der gælder en regel om fri etablering for statsborgere og virksomheder inden for medlemsstaterne. Reglerne om fri bevægelighed indeholder dels et forbud mod diskrimination på baggrund af nationalitet, der supplerer det generelle EU-retlige forbud imod diskrimination i TEUF artikel 18, dels et forbud imod restriktioner for den frie bevægelighed.

Diskriminationsforbuddene indebærer, at sammenlignelige situationer skal behandles ens, og at ulige situationer ikke må behandles ens, se C-80/94 (Wielockx). Restriktionsforbuddene betyder, at der ikke må opstilles hindringer, der kan begrænse udøvelsen af den frie bevægelighed og rækker dermed i princippet videre end diskriminationsforbuddene. Der findes en række traktatbestemte undtagelser samt domstolsskabte hensyn, der kan begrunde, at en regel, der er diskriminerende og/eller indebærer en restriktion, ikke anses for EU-stridig.

Reglerne om kapitalens frie bevægelighed findes i TEUF artikel 63-66.

EU-domstolen har ved dom af 21. juni 2018, se C 480/16 Fidelity Funds, taget stilling til, hvorvidt de danske regler om, at der ikke skal ske indeholdelse af udbytteskat til minimumsbeskattede investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i Danmark, er forenelige med de EU-retlige regler om fri bevægelighed.

Til støtte for de danske regler havde Danmark gjort gældende, at den pågældende ordning, hvorefter der alene kunne opnås udbyttefrikort for hjemmehørende investeringsinstitutter, var begrundet i tvingende almene hensyn i form af bl.a. hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen. Dette er begrundet med, at det er en forudsætning for nedsættelsen af den danske udbytteskat, at der opgøres en minimumsindkomst og sker beskatning af minimumsudlodning hos investorerne i henhold til ligningslovens § 16 C.

EU-domstolen fandt, at det er i strid med EU-rettens bestemmelse om kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63, at der sker kildebeskatning i relation til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, mens udbytter til investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, er skattefritaget under forudsætning af, at de opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C om opgørelse af en minimumsindkomst mv.

Med hensyn til om der forelå tvingende almene hensyn, der kunne begrunde en restriktion for den frie bevægelighed, udtalte EU-domstolen bl.a. i præmis 84, at:

"Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, kan den interne sammenhæng i den i hovedsagerne omhandlede beskatningsordning opretholdes, hvis investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, kunne opnå kildeskattefritagelse, når de danske skattemyndigheder, med disse institutters fulde samarbejde, sikrer, at de sidstnævnte betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, der er hjemmehørende i Danmark, skal indeholde, som forskudsskat, i den minimumsudlodning, der er beregnet i overensstemmelse med denne bestemmelse. At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning."

Dvs. at der ikke foreligger tvingende almene hensyn i form af nødvendigheden af at sikre den interne sammenhæng i beskatningsordningen, der kan begrunde en restriktion af kapitalens frie bevægelighed, hvis det ikke-hjemmehørende investeringsinstitut opfylder betingelser, der svarer til dem, som et dansk minimumsbeskattet investeringsinstitut skal opfylde i henhold til ligningslovens § 16 C.

Videre fremgår det af præmis 87, at:

"Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer."

Heraf må følge, at det af repræsentanten anførte om, at de pågældende svenske værdipapirfonde ikke kan opnå fritagelse for udbytteskatten på linje med danske minimumsbeskattede investeringsinstitutter, ikke kan gøres gældende i relation til, hvorvidt der skal ske kildeskattefritagelse for to svenske værdipapirfonde, der hverken er registreret efter ligningslovens § 16 C eller opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C.

Det er muligt for udenlandske investeringsenheder at blive registret som minimumsbeskattede investeringsinstitutter efter ligningslovens § 16 C. De pågældende svenske ETF'ere er ikke registeret som minimumsbeskattede investeringsinstitutter og opfylder ikke betingelserne i ligningslovens § 16 C. De svenske ETF'ere svarer derimod til danske værdipapirfonde, der er registeret som investeringsselskaber efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, og som er skattepligtige af udbytte af danske aktier med en beskatningsprocent på 15.

Dette svarer til den udbytteskatteprocent, der gælder for udbytter af danske aktier til det omhandlede svenske ETF'ere, se begrundelsen til spørgsmål 1. Skattestyrelsen finder således ikke, at de omhandlede ETF'ere kan sidestilles med danske investeringsinstitutter, der er omfattet af kildeskattebekendtgørelsens regler om udbyttefrikort.

Skattestyrelsen finder på baggrund af ovenstående ikke, at det forhold, at udbytteskatten nedsættes til 15 pct. udgør en forskelsbehandling eller en restriktion for den frie bevægelighed i relation til kapitalens frie bevægelighed i det foreliggende tilfælde, jf. TEUF artikel 63.

Det indstilles derfor, at det stillede spørgsmål besvares med: "Nej".

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens begrundelse og indstilling.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, (…)

Selskabsskattelovens § 2, stk. 3

(…) Indkomstskatten udgør dog 15 pct. af udbytter eller afståelsessummer, hvis den kompetente myndighed i den stat, i Grønland eller på Færøerne, hvor selskabet m.v. er hjemmehørende, skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. (…) Det er en betingelse for anvendelsen af 3. pkt., at selskabet m.v. ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab. Hvis selskabet m.v. er hjemmehørende i et land uden for EU, er det endvidere en betingelse, at det sammen med koncernforbundne parter, jf. ligningslovens § 2, ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab. 2.-6. pkt. omfatter også selskaber, der er hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. (…)

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19

Undtaget fra skattepligten er investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, bortset fra kontoførende investeringsforeninger, jf. § 2 i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger, og bortset fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C. Udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, som et selskab, der er omfattet af 1. pkt., modtager fra et selskab, der er hjemmehørende her i landet, beskattes dog med 15 pct., medmindre der er tale om udbytte af investeringsselskabets egne aktier.

Nordisk dobbeltbeskatningsoverenskomst, bekendtgørelse nr. 92 af 25. juni 1997 af overenskomst af 23. september 1996 mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter

Artikel 4, stk. 1

Ved anvendelsen af denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium, og omfatter også denne stat, dens politiske underafdelinger, lokale myndigheder og offentlige institutioner (…)

Artikel 10, stk. 3

Udbytte fra et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kan tillige beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis udbyttets retmæssige ejer er en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den skat, som pålignes, ikke overstige 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Sådant udbytte skal imidlertid være fritaget fra beskatning i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab (bortset fra personsammenslutninger og dødsboer), som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet.

Svensk inkomstskattelag (1999:1229)

2 kap. Definitioner och förklaringar

3 § (…)

Bestämmelserna om juridiska personer ska tillämpas också på värdepappersfonder och specialfonder.

(...)

6 kap. Juridiska personer

Svenska värdepappersfonder och specialfonder

5 § Svenska värdepappersfonder och specialfonder är inte skattskyldiga för inkomst av tillgångar som ingår i fonden. Lag (2013:569).

EU's bistandsdirektiv

Artikel 2 i Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet med senere ændringer.

Stk. 1. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for skatter, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller en medlemsstats territoriale eller administrative underenheder, herunder de lokale myndigheder. (…)

Stk 4. Dette direktiv finder anvendelse på de i stk. 1 omhandlede skatter, der opkræves inden for det territorium, hvor traktaterne finder anvendelse, jf. artikel 52 i traktaten om Den Europæiske Union.

Nordisk bistandsafstale

Artikel 2 i bekendtgørelse nr 42 af 30/04/1992 af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager

1. De gældende skatter, på hvilke denne overenskomst skal finde anvendelse, er:

a) i Danmark:

(…)

6) udbytteskatten,

Forarbejder

Bemærkninger til selskabsskattelovens § 2, stk. 3, dagældende stk. 2, jf. L 31, FT 2007/2008.

Almindelige bemærkninger

Kommissionen har stillet spørgsmål til en række EU-lande om beskatningen af udbytte, som selskaber i de pågældende lande udlodder til aktionærer i et andet land henholdsvis samme land. Efter Kommissionen opfattelse er det i strid med EU-rettens grundlæggende friheder, at EU-lande har højere beskatning af udbytteudlodninger til modtagere i udlandet i forhold til beskatningen af udbytteudlodninger til modtagere i samme land.

Kommissionen har således stillet spørgsmål til Danmark, om det er i strid med EU-traktatens artikel 56 om frie kapitalbevægelser, at beskatningen af udbytte, som et dansk selskab udlodder til et udenlandsk selskab, er højere end den beskatning på 15 pct., som gælder for udbyttebetalinger til danske pensionsinstitutter. (…)

For at sikre overensstemmelsen med EU-retten foreslås det at indføre en undtagelse til hovedreglen om 28 pct. skat af udbyttebetalinger til udenlandske selskaber, så skatten nedsættes til 15 pct. Det foreslås, at nedsættelsen skal gælde tilsvarende for personer.

Det foreslås dog, at nedsættelsen kun skal gælde for udbyttebetalinger til udenlandske personer og selskaber, der ejer mindre end 10 pct. af det udbyttegivende selskab. (…)

Specielle bemærkninger til § 12, nr. 1(selskabsskattelovens § 2, stk. 2).

Efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, er udenlandske selskaber skattepligtige af udbytte, som udloddes af et dansk selskab. Det samme gælder for afståelsessummen ved afståelse af aktier til det selskab, der har udstedt aktierne. (…)

Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 2, stk. 2, så det fremgår direkte, at udenlandske selskaber, der er skattepligtige af udbytter fra danske selskaber eller visse afståelsessummer, som hovedregel skal beskattes med 28 pct. af udbytterne eller afståelsessummerne.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger foreslås det, at beskatningen kun skal være på 15 pct., hvis selskabet, som oppebærer udbyttet, er hjemmehørende i en anden stat, Færøerne eller Grønland, som har en aftale med Danmark, der forpligter de to parters skattemyndigheder til at deltage i informationsudveksling. Aftalen kan være en dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel om informationsudveksling, EU's bistandsdirektiv, OECD/Europarådets bistandskonvention eller anden aftale. De udenlandske myndigheder skal kunne give de danske myndigheder oplysninger om ejerne af det pågældende udenlandske selskab og dette selskabs aktivitet. De danske skattemyndigheder skal f.eks. kunne få verificeret, at det udenlandske selskab ikke er kontrolleret af et andet udenlandsk selskab og alene oprettet med henblik på at undgå 10 pct. grænsen ved at opdele ejerskabet i det udbyttegivende danske selskab for at opnå nedsættelse af udbyttebeskatningen.

Nedsættelsen af beskatningen fra 28 pct. til 15 pct. skal kun gælde, hvis det udenlandske selskab, der oppebærer udbyttet, ejer mindre end 10 pct. af kapitalen i det danske selskab. Hvis selskabet er hjemmehørende i et land uden for EU, er det yderligere en betingelse, at det sammen med andre forbundne parter ejer mindre end 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. Afgrænsningen af forbundne parter skal ske i overensstemmelse med ligningslovens § 2.

Nedsættelsen af beskatningen skal også gælde, hvis det selskab, der oppebærer udbytte, er fuldt skattepligtig til både Danmark og et andet land, men hjemmehørende i et andet land efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Det gælder, at beskatningen på 15 pct. eventuelt skal nedsættes til en lavere sats, hvis det er aftalt i Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det selskab, der oppebærer udbyttet, er hjemmehørende.

Uanset nedsættelsen af skattesatsen fra 28 pct. til 15 pct. skal udbytteskat fortsat indeholdes med 28 pct. med mulighed for efterfølgende hel eller delvis tilbagebetaling af skatten i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst, dog således at der i visse tilfælde opkræves udbytteskat med den sats, der er aftalt i en sådan overenskomst.

§ 2, stk. 2, foreslås samtidigt ændret, så det også fremgår direkte, at udenlandske selskaber, der er skattepligtige af royalties og visse renter her fra landet, skal beskattes med 25 pct. af disse betalinger.

Praksis

SKM2017.628.SR

Spørgsmål nr. 4 omhandlede, hvorvidt der kunne ske nedsættelse af udbytteskatten efter selskabsskattelovens § 2, stk. 3, ved udbetaling af udbytte fra et dansk selskab til en transparent investeringsenhed i UK. Besvarelsen af spørgsmålet bortfaldt, idet enheden også blev anset for transparent efter en dansk skatteretlig vurdering.

SKM2016.98.SKAT

Styresignalet indeholder en beskrivelse af, at værdipapirfonde fremover skal anses for selvstændige skattesubjekter. Derudover indeholder styresignalet en beskrivelse af, at udenlandske værdipapirfonde, der administreres af et dansk investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, får ledelsens sæde i Danmark.

Skatteverkets meddelelse af 29. juni 2016

Svenska värdepappersfonders och specialfonders hemvist enligt skatteavtal

Dnr: 131 296906-16/111

1 Sammanfattning

"När det gäller svenska värdepappersfonders och specialfonders hemvist enligt skatteavtal anser Skatteverket att Högsta förvaltningsdomstolens dom den 15 april 2016 i mål nr 2268-15 är tillämplig på sådana svenska skatteavtal där det saknas direkta bestämmelser som rör fonder, andra bestämmelser som kan ge vägledning eller förarbetsuttalanden där det framgår vilken skattskyldighet som krävs för att någon ska kunna ha hemvist. Skatteverket kommer därför att utfärda hemvistintyg för värdepappersfonder och specialfonder enligt sådana skatteavtal.

Skatteverkets tolkning av domen medför emellertid att svenska värdepappersfonder och specialfonder inte anses ha hemvist i Sverige i de fall det av förarbetsuttalanden framgår att skatteavtalet inte ska tillämpas på endast formellt skattskyldiga. När det gäller skatteavtal som tillkommit efter det att svenska fonder inte längre är föremål för beskattning, har fonderna inte hemvist i Sverige om det inte framgår av avtalet, partsuttalande eller förarbete att dessa fonder omfattas av avtalet. Skatteverket kan inte utfärda hemvistintyg för fonder som inte har hemvist i Sverige. Skatteverket kan däremot utfärda intyg som förklarar värdepappersfondens respektive specialfondens skattesituation i Sverige. Därefter får det andra landet göra en egen bedömning.

Detta ställningstagande ersätter Skatteverkets ställningstagande Svenska investeringsfonder och skatteavtal från 2012-04-24 (dnr 131 125271-12/111)."

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 63

Stk. 1. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

Stk. 2. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for betalinger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 65

1. Bestemmelserne i artikel 63 griber ikke ind i medlemsstaternes ret til:

a) at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret

b) at træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre overtrædelser af deres nationale ret og forskrifter, især på skatte- og afgiftsområdet og i forbindelse med tilsynet med finansielle institutioner, eller til af administrative eller statistiske hensyn at fastlægge procedurer for anmeldelse af kapitalbevægelser eller til at træffe foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

2. Bestemmelserne i dette kapitel griber ikke ind i muligheden for at anvende sådanne restriktioner for etableringsretten, der er forenelige med traktaterne.

3. De foranstaltninger og fremgangsmåder, der er nævnt i stk. 1 og 2, må ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63.

4. Er der ikke vedtaget foranstaltninger i medfør af artikel 64, stk. 3, kan Kommissionen vedtage en afgørelse, hvorefter restriktive skatteforanstaltninger vedtaget af en medlemsstat over for et eller flere tredjelande skal anses for at være forenelige med traktaterne, hvis de er begrundet ved et af Unionens mål og er forenelige med det indre markeds funktion, og det samme kan Rådet, hvis Kommissionen inden for en periode på tre måneder fra modtagelsen af den pågældende medlemsstats anmodning ikke har vedtaget nogen afgørelse. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på anmodning af en medlemsstat.

Kildeskattebekendtgørelsens § 31, stk. 2, nr. 1

Frikort udstedes til:

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, kooperationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, samt institutioner m.v., der i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, er undtaget fra skattepligt, bortset fra alle typer af selskaber, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19.

Praksis

C-480/16 - Fidelity Funds mod Skatteministeriet

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer.