Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-01-1900
Offentliggjort:20-09-2018
SKM-nr:SKM2018.477.ØLR
Journalnr.:S-3594-17
Referencer.:Toldloven
Dokumenttype:Dom


Straf - told - smugleri - vandpibetobak

T var tiltalt for smugleri efter toldloven. T havde i forbindelse med indrejse den 4. september 2016 ved ankomsten til Kastrup Lufthavn forsætligt undladt at angive 34.750 g vandpibetobak. T havde derved unddraget for 39.263 kr. i told.

T erkendte de faktiske forhold. T gav hverken møde i by- eller landsretten.

Byretten fandt T skyldig i forsæt til smugleri. Retten lagde vægt på T's forklaring, mængden af tobak og sagens øvrige omstændigheder. T idømtes 20 dages ubetinget fængsel.

Landsretten stadfæstede byretsdommen. Den fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget, idet T ikke var mødt og T's personlige forhold ikke på anden måde er belyst under sagen.


Østre Landsrets dom af den 13. august 2018, sags nr. S-3594-17

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(v/adv. Mikkel Holm Nielsen)

Afsagt af Landsretsdommerne

Henrik Gam, Jannie Christoffersen og Julie Skat Rørdam

…………………………………………………………………………………

Byrettens dom af den 11. december 2017

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 28. april 2017.

Sagen er fremmet efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4.

T er tiltalt for

smugleri efter toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. jf. § 23, stk. 2,
ved dem 4. september 2016 ca. kl. 22.45 ved indrejse fra Y3-land via Y1-lufthavn i Y2, med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter, at have undladt for de statslige told- og skattemyndigheder at angive 34.750 gram vandpibetobak, hvorved statskassen er unddraget et told- og afgiftsbeløb på DKK 39.263,00.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af vidnet SKATs medarbejder LH.

Vidnet LH har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"..
Vidnet forklarede, at hun var på arbejde som tolder den pågældende aften. Hun befandt sig i toldkanal grøn. De stoppede en person og skannede hans bagage. Personen kom fra Y3-land via Y4. De stoppede ham i den grønne kanal. Der er skilte, der viser, hvilken kanal man skal bruge, afhængig af om man har noget at fortolde eller ej. Der hænger også skilte om toldreglerne før toldsluserne. Det fremgår af disse skilte, hvor meget tobak man lovligt kan indføre uden at fortolde. Reglerne for vandpibetobak er som reglerne for tobak. Reglerne står også blandt andet på engelsk og arabisk. Personen havde 2 kufferter. Der var tobak i begge kufferter og intet tøj. Den pågældende havde vist også en håndtaske med. Vidnet bekræftede, at hun havde taget de fotos, som lå i bilag 6. Personen havde sagt, at tobakken skulle bruges i en vandpibecafe. Efterfølgende blev personen opkrævet en afgift på 39.623 kr.. Vidnet vidste ikke, om afgiften var betalt.
…"

Personlige oplysninger

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af en personundersøgelse.

Det fremgår af sagen, at tiltalte har erkendt de faktiske forhold.

Under hensyn til vidnets forklaring, mængden af tobak og sagens øvrige omstændigheder er det bevist, at tiltalte havde forsæt til smugleri, og det er således bevist, at han er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23, stk. 2.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Tiltalte T straffes med fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 4.225 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Mikkel Holm Nielsen.

…………………………………………………………………………………………………

Østre Landsrets dom af den 13 august 2018, sags nr. S-3594-17

Byrettens dom af 6. december 2017 (SS 1-11189/2017) er anket af tiltalte med endelig påstand om formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte, der er lovligt indkaldt, har ikke givet møde for landsretten.

Personlig oplysning
Ved Byrettens dom af 6. september 2016 er tiltalte idømt 4 dagbøder på hver 125 kr., i alt 500 kr., for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Forvandlingsstraffen fastsattes til fængsel i 4 dage.

Landsrettens begrundelse og resultat
Henset til størrelsen af den unddragne afgift og sagens øvrige omstændigheder findes straffen passende fastsat til fængsel i 20 dage. Tiltalte har ikke givet møde hverken for byretten eller landsretten. Herefter, og da tiltaltes personlige forhold ikke på anden måde er belyst under sagen, findes der ikke grundlag for gøre straffen betinget.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.