Dokumentets metadata

Momspligt - parkeringsafgifter/kontrolafgifter privatejede parkeringsanlæg

Sagen angik, om de forhøjede parkeringsafgifter/kontrolafgifter, som appellanten, et parkeringsselskab, opkræver af bilister, der parkerer deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som appellanten er operatør på, udgør vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Sagen angik 13 nærmere opregnede tilfælde, hvor appellanten opkræver sådanne forhøjede parkeringsafgifter eller kontrolafgifter.

Landsretten bemærkede, at det omhandlede beløb over for de bilister, der parkerer, er betegnet som et "kontrolgebyr" eller en "kontrolafgift", og at beløbet opkræves i 13 typesituationer, hvor bilisten har parkeret i strid med forskrifterne for parkering på parkeringspladsen. Landsretten bemærkede videre, at opkrævningen i alle tilfælde forudsætter, at bilisten har foretaget en parkering og således faktisk har benyttet et areal på parkeringspladsen til sit køretøj i et givent tidsrum, hvorfor der foreligger en direkte sammenhæng mellem parkeringen og betalingen af beløbet.

Landsretten fandt på den baggrund, at beløbet, der opkræves med hjemmel i et aftalelignende forhold, skal anses som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, hvorved landsretten tillige henviste til Højesterets dom af 12. april 1996 (U.1996.883H). Landsretten bemærkede videre, at de retningslinjer, som kan udledes af EU-Domstolens praksis efter Højesterets dom om begrebet "levering mod vederlag", herunder i sagen C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains, der var påberåbt af parkeringsselskabet, ikke indebærer, at den retstilstand, der er fastlagt af Højesteret i dommen, ikke kan opretholdes. Det af parkeringsselskabet anførte om den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer i bl.a. Storbritannien, Tyskland og Sverige kunne ikke føre til et andet resultat (stadfæstelse af SKM2017.269.BR).

Parter

H1

(v/adv. Jakob Skaadstrup Andersen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. David Auken)

Afsagt af Landsretsdommerne

Eva Staal, Thomas Jønler og Mie Obel Thomsen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Retten i Kolding har den 23. januar 2017 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 2512/2015)., SKM2017.269.BR

Påstande

For landsretten har appellanten, H1, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Under forberedelsen af ankesagen har H1 indhentet et juridisk responsum af 24. oktober 2017 fra professor, ph.d. JD og professor, ph.d. SH.

H1 anmodede under forberedelsen om, at der blev stillet et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af momsdirektivets artikel 2, stk. 1, (direktiv 2006/112/EF). Skatteministeriet protesterede herimod, og ved landsrettens kendelse af 2. marts 2018 blev anmodningen herom ikke taget til følge.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen drejer sig om, hvorvidt det beløb, der opkræves hos en bilist som følge af ikkeforskriftsmæssig parkering på en privat parkeringsplads, skal pålægges moms.

Momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, er gennemført i dansk ret ved momslovens § 4, stk. 1, hvoraf det følger, at leverancer mod vederlag anses for momspligtige transaktioner.

Det omhandlede beløb er over for de bilister, der parkerer, betegnet som et "kontrolgebyr" eller en "kontrolafgift". Beløbet opkræves som beskrevet i landsskatterettens kendelse side 2-3 i 13 typesituationer, hvor bilisten har parkeret i strid med forskrifterne for parkering på parkeringspladsen. Opkrævningen forudsætter i alle tilfælde, at bilisten har foretaget en parkering og således faktisk har benyttet et areal på parkeringspladsen til sit køretøj i et givent tidsrum, og der foreligger derfor en direkte sammenhæng mellem parkeringen og betalingen af beløbet.

Landsretten finder på den anførte baggrund, at beløbet, der opkræves med hjemmel i et aftalelignende forhold, skal anses som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, således som det i øvrigt er anført af Højesteret i dommen af 12. april 1996 i sagen I 238/1995 (U.1996.883H). Der er herved også lagt vægt på de momenter, som landsskatteretten og byretten har fremhævet. De retningslinjer, som kan udledes af EU-Domstolens praksis efter Højesterets dom om begrebet "levering mod vederlag", herunder i sagen C277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains, indebærer ikke, at den retstilstand, der er fastlagt af Højesteret i dommen, ikke kan opretholdes.

Herefter, og da det, som H1 har anført om den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer i bl.a. Storbritannien, Tyskland og Sverige, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at Skatteministeriet er frifundet.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal H1 betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 625.000 kr. Beløbet vedrører udgifter til advokatbistand og er inkl. moms Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang, herunder hovedforhandlingens varighed på omkring en halv retsdag.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

H1 skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 625.000 kr.

Sagsomkostningerne, der skal betales inden 14 dage, forrentes efter rentelovens § 8 a.