Dokumentets metadata

Erstatning -inddraget nummerplader - forældet

Sagen angik om sagsøgeren havde et erstatningskrav mod SKAT som følge af, at SKAT med urette havde inddraget nummerpladerne til sagsøgerens tysk indregistrerede køretøj, og om der var tale om et retskraftigt krav. Nummerpladerne var blevet inddraget som følge af en afgørelse fra SKAT om, at sagsøgeren skulle betale registreringsafgift af køretøjet, da sagsøgeren blev anset for at have bopæl på en campingplads i Danmark og ikke på en af sagsøgeren oplyst adresse i Tyskland. Samme afgørelse fra SKAT angik desuden sagsøgerens ret til befordringsfradrag. SKAT havde med samme begrundelse, dvs. at sagsøgeren havde bopæl i Danmark, reduceret sagsøgerens selvangivne befordringsfradrag.

Sagsøgeren påklagede herefter afgørelsen, men kun for så vidt angik spørgsmålet om befordringsfradrag. Skatteankenævnet stadfæstede afgørelsen om befordringsfradraget, idet det blev lagt til grund, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark. Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der på baggrund af nye oplysninger fra sagsøgeren lagde til grund, at sagsøgeren havde bopæl i Tyskland, og at han ca. 35 arbejdsdage om året kørte fra sin campingvogn i Danmark og ikke fra sin bopæl i Tyskland, når han skulle arbejde. Som følge af Landsskatterettens afgørelse besluttede SKAT, at der alligevel ikke skulle opkræves registreringsafgift af køretøjet i Danmark, og SKAT "tilbageførte" afgiften, som sagsøgeren aldrig havde betalt.

Over for sagsøgerens erstatningspåstand var der nedlagt principal påstand om afvisning som følge af sagsøgerens manglende udnyttelse af den administrativ klageadgang angående den pålagte registreringsafgift, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, idet det blev anført, at den rejste erstatningssag var udtryk for en omgåelse af betingelserne for domstolsprøvelse ifølge skatteforvaltningslovens § 48. Subsidiært var der nedlagt påstand om frifindelse af SKAT med henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav var forældet. Retten udtog disse spørgsmål til særskilt afgørelse.

Retten fandt, at skattemyndighederne ved deres beslutning om, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have bopæl i Danmark i registreringsmæssig henseende og at tilbagelevere nummerpladerne, selv havde omgjort deres oprindelige beslutning om at kræve registreringsafgift betalt af sagsøgeren, som sagsøgeren i sin tid havde valgt ikke at indbringe for Landsskatteretten. Derfor fandt retten ikke, at den rejste erstatningssag angik en prøvelse af SKATs afgørelse om pålæggelse af registreringsafgift. Under de foreliggende omstændigheder fandt retten således ikke, at sagsanlægget kunne anses som et forsøg på at omgå kravet om udnyttelse af administrativ rekurs. Afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge.

Retten fandt, at den skadegørende handling indtraf, da køretøjets nummerplader blev afmonteret, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Klagesagen angående befordringsfradrag blev ikke anset for et forældelsesafbrydende skridt. Et eventuelt krav var således forældet, idet erstatningssagen blev anlagt senere end 3 år fra den skadegørende handling, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. SKAT blev derfor frifundet.

Parter

A

(v/adv. Kirstine Marie Krag Andreasen)

Mod

Skatteminiteriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mads Høeg Sørensen)

Afsagt af Byretsdommer

Kristin Bergh

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 24. august 2017 og angår, hvorvidt sagsøgeren, A, har et erstatningskrav mod sagsøgte, SKAT. Grundlaget for erstatningskravet angives at være, at SKAT i juli 2012 anmodede politiet om at inddrage de tyske nummerplader på A's bil som følge af, at SKAT i juni 2012 havde truffet afgørelse om, at A skulle betale registreringsafgift af bilen i Danmark.

Retten har udskilt to spørgsmål til afgørelse på skriftligt grundlag. Det drejer sig om, hvorvidt der skal ske afvisning, fordi A ikke har udnyttet muligheden for administrativ rekurs, og om hvorvidt et eventuelt erstatningskrav er forældet.

A's påstand er, at sagen admitteres, og at der ikke er indtrådt forældelse.

SKAT påstand er principalt afvisning og subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

SKAT traf den 27. juni 2012 under samme sagsnummer to afgørelser.

Den ene afgørelse var, at A's skattepligtige indkomst for 2010 og 2011 blev forhøjet på grund af ændring af befordringsfradraget, idet SKAT lagde til grund, at A havde bopæl på en campingplads i Danmark og ikke på en adresse i Tyskland, hvor han var tilmeldt.

Den anden afgørelse var, at A skulle betale registreringsafgift med 148.497 kr. af en BMW, han anvendte til kørsel til sin arbejdsplads i Danmark. Bilen var indregistreret i Tyskland, men SKAT vurderede, at A havde bopæl i Danmark.

A blev ved afgørelserne vejledt om, at han kunne klage over afgørelsen om det ændrede befordringsfradrag til Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, og at han kunne klage over afgørelsen om betaling af registreringsafgift i Danmark til Landsskatteretten.

A klagede til Skatteankenævnet over afgørelsen om befordringsfradrag. Han klagede ikke over afgørelsen om betaling af registreringsafgift.

Skatteankenævnet stadfæstede den 10. december 2012 SKATs afgørelse om befordringsfradrag, idet det blev lagt til grund, at A havde bopæl i Danmark.

Den 31. august 2015 traf Landsskatteretten afgørelse om, at A's befordringsfradrag skønsmæssigt kunne forhøjes. Landsskatteretten lagde til grund, at A havde bopæl i Tyskland, og at han ca. 35 arbejdsdage om året kørte fra sin campingvogn i Danmark og ikke fra sin bopæl i Tyskland, når han skulle på arbejde.

A rettede efterfølgende et foreløbigt erstatningskrav mod SKAT på 208.214,40 kr. i anledning af inddragelsen af hans tyske nummerplader.

SKAT har ved tilkendegivelse af 13. oktober 2016 afvist at være erstatningsansvarlig. Det fremgår af SKATs supplerende beskrivelse i tilkendegivelsen, at SKAT som følge af Landsskatterettens afgørelse i sagen om befordringsfradrag vurderede, at betaling af registreringsafgift af køretøjet skulle tilbageføres med renter. Efter oplysningerne fra parterne må det dog lægges til grund, at der aldrig er sket betaling af registreringsafgiften.

Idet SKAT ikke har villet imødekomme A's krav om erstatning, er denne sag anlagt med påstand om erstatning på 235.669,53 kr. i anledning af værditab på bilen med 218.688,58 kr., samt omkostninger i anledning af sagen med 16.980,95 kr.

Parternes synspunkter

A har gjort gældende, at A efter Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt. kan indbringe sagen for retten, selv om der ikke har været klaget til Landsskatteretten over afgørelse om registreringsafgift. Sagen om befordringsfradrag har været prøvet. Der er reelt tale om en sag med to tvistepunkter, som er afgjort på samme bevismæssige grundlag, Det afgørende for begge spørgsmål er, om A har haft bopæl i Danmark eller Tyskland. SKAT har derfor reelt behandlet begge tvistepunkter i forlængelse af hinanden. Spørgsmålet i sagen har således en klar sammenhæng med det spørgsmål, der har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet om registreringsafgift ikke har været indbragt tidligere. Endelig vil en nægtelse af tilladelse til at indbringe spørgsmålet medføre et uforholdsmæssigt retstab.

Det bestrides at et eventuelt erstatningskrav er forældet, idet der ikke er tale om skadesfølger, der umiddelbart kunne konstateres, da nummerpladerne blev afmonteret i juli 2012. Fordringen på erstatning indtrådte først, da A den 6. oktober 2015 måtte erkende, at han måtte sælge sin bil for 3.000 euro. Derfor regnes forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2 først fra dette tidspunkt. Det var også først fra det tidspunkt, at A kunne kræve fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

SKAT har gjort gældende, at A kunne have påklaget Skats afgørelse om betaling af registreringsafgift til Landsskatteretten, hvilket han udlod. Derfor skal sagen afvises, idet den administrative klageadgang ikke er udnyttet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. Det ændre ikke på dette, at der er tale om en anlagt erstatningssag og ikke en direkte indbringelse Skats afgørelse, idet behandling af en erstatningssag vil medføre en prøvelse af Skats afgørelse. Der er således tale om en omgåelse af skatteforvaltningslovens regler om prøvelse, jf. princippet i U2007.711H, U1995.523V og U1990.824/3H. Endelig kan bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. kan ikke anvendes i denne sag. Denne sag har ikke sammenhæng med en anden for domstolene verserende sag.

Der er indtrådt forældelse af et eventuelt erstatningskrav. Skaden må anses for at være sket, da nummerpladerne den 1. juli 2012 blev afmonteret, og der har været tale om følger som umiddelbart har kunnet konstateres, jf. U 2012.574/2H, samt Højesterets domme af 14. december 2017 i sag 86/2017 og af 14. februar 2018 i sag 49/2017 (SKM2018.166.KR). Herefter, og da forældelsen ikke har været afbrudt, er der sket forældelse af A's krav. Der er ikke klaget til Landsskatteretten over afgørelsen om registreringsafgift. Der er derfor ikke i den anledning sket afbrydelse af forældelsen. Dette er også tilfældet, selv om retten måtte finde, at indbringelsen af spørgsmålet om befordringsfradrag måtte havde medført en afbrydelse af forældelsen, da det i så fald ville have medført en tillægsfrist på 1 år fra afgørelsen den 31. august 2015. Der er først anlagt sag den 24. august 2017.

Rettens begrundelse og afgørelse

A hævder, at SKAT er erstatningsansvarlig som følge af beslutningen om at inddrage hans tyske nummerplader, da han ikke efterkom SKATs afgørelse om, at der skulle betales registreringsafgift i Danmark af hans bil.

Grundlaget for afgørelsen var en antagelse om, at A reelt havde bopæl i Danmark. Afgørelsen om at opkræve registreringsafgift i Danmark blev ikke særskilt indbragt for Landsskatteretten af A.

En samtidig truffet beslutning om at ændre A's kørselsfradrag som følge af hans bopælsforhold blev indbragt for Skatteankenævnet og senere Landsskatteretten.

Som følge af Landsskatterettens afgørelse i sagen, hvorunder det blev lagt til grund, at A havde bopæl i Tyskland, blev det besluttet, at der ikke alligevel skulle opkræves registreringsafgift i Danmark. SKAT har således omgjort den beslutning, som A valgte ikke indbringe for Landsskatteretten.

A's sagsanlæg er således ikke et spørgsmål om prøvelse af Skats afgørelse om betaling af registreringsafgift, idet SKAT efterfølgende har omgjort sin afgørelse til det af A ønskede resultat. A har anlagt erstatningssag vedrørende det tab, han mener, at han er blevet påført som følge af den oprindelige beslutning om at inddrage hans tyske nummerplader. Da sagsanlægget om erstatning ikke under de foreliggende omstændigheder findes at kunne betragtes som et forsøg på at omgå kravet om udnyttelse af det administrative klagesystem og fristerne for dette, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, er der ikke grundlag for at afvise sagen.

SKATs skadegørende handling skulle i følge A være, at SKAT foranledigede A's nummerplader inddraget i juli 2012. Efter forældelseslovens § 2, stk. 4 regnes forældelsesfristen for erstatningskrav uden for kontrakt fra skadens indtræden. Uanset om A først senere har opgjort sit krav, må skadens indtræden anses for at være sket, da nummerpladerne blev inddraget. I det forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1 er tre år, var kravet forældet, da sagen blev anlagt den 24. august 2017. SKAT frifindes derfor.

A skal betale sagsomkostninger til SKAT med 25.000 kr. Retten har lagt vægt på sagens værdi, sagens omfang og resultatet af sagen. Der er også lagt vægt på, at sagen er afgjort på skriftligt grundlag vedrørende delspørgsmål. Der er taget hensyn til, at SKAT ikke er momsregistreret.

T h i k e n d e s f o r r e t:

SKAT frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til SKAT med 25.000 kr.

13-0083066