Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-01-1900
Offentliggjort:27-06-2018
SKM-nr:SKM2018.306.BR
Journalnr.:Retten i Svendborg, BS R2-849/2016
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Ekstraordinær genoptagelse - grov uagtsomhed

Sagen angik spørgsmålet, om skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, således at SKAT havde været berettiget til at genoptage skatteyderens skatteansættelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteyderen var ansat i et færøsk selskab i en i øvrigt dansk koncern. Han var bosiddende i Danmark, og han udførte sit arbejde på et dansk indregistreret gravefartøj rundt over hele verden.

Skatteyderen havde i alle årene betalt skat på Færøerne af sin indkomst. Han havde ikke selvangivet sin indkomst til de danske skattemyndigheder, selvom han ubestridt var fuldt skattepligtig til Danmark. Han gjorde gældende, at han havde modtaget rådgivning om sine skatteforhold dels af sin arbejdsgiver og dels på et kommunalt skattecenter.

Retten fandt, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Retten lagde til grund, at skatteyderen måtte have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne. Desuden havde skatteyderen ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse.


Dato for afsagt dom/kendelse20 Apr 2018 12:37

Parter

A

(v/Adv. Adam Ringsby-Brandt)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Anne Bräuner Sørensen)

Afsagt af byretsdommer

Anders Munch-Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt en skatteyder har handlet groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4 således at SKAT kunne fravige fristen i lovens § 26 og i 2012 genoptage skatteansættelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2008. Skatteyderen, der havde været ansat i et færøsk selskab, havde i de pågældende år boet i Danmark, men betalt skat til Færøerne. Han havde i det pågældende år hverken arbejdet i Danmark eller på Færøerne.

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke kan ske genoptagelse af skatteansættelsen for ham for årene 2006-2008.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagen er anlagt den 18. oktober 2016.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 3. august 2016 traf Landsskatteretten afgørelse i en sag, hvor A havde klaget over SKATs afgørelse af 10. januar 2013. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår blandt andet:

"...

Klagepunkt: Udenlandsk indkomst i indkomstårene 2006 til 2011

SKATs

afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2006

462.479 kr.

0 kr.

462.479 kr. (uden credit for færøsk

skat)

2007

508.002 kr.

0 kr.

508.002 kr. (uden credit for færøsk

skat)

2008

584.674 kr.

0 kr.

584.674 kr. (uden credit for færøsk

skat)

2009

547.598 kr.

0 kr.

547.598 kr. (uden credit for færøsk

skat)

2010

565.913 kr.

0 kr.

565.913 kr. (uden credit for færøsk

skat)

2011

568.068 kr.

0 kr.

568.068 kr. (uden credit for færøsk

skat)

Faktiske oplysninger

Klagerens ansættelsesforhold mv.

Klageren var i indkomstårene 2006 til 2011 ansat som gravemester på fartøjet "Skib 1" i selskabet G1, der er et færøsk selskab.

Selskabet G1, der indgår i G2-koncernen, hvis aktivitet består af søentrepriser omfattende oprensning og uddybning af havne og sejlløb mv., er ejet 100 % af selskabet G3, der ligeledes ejer selskabet G4, der ifølge Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) ejer fartøjet "Skib 1".

Ifølge DIS er "Skib 1" kategoriseret som en "pram/lægter", og dets hjemsted har siden den oprindelige registrering i DIS den 11. august 2003 været angivet som "Y1-by". "Skib 1" har monteret en gravko, der kan grave ned til en dybde af 22 m og kan efter det oplyste ikke sejle selv, men skal derimod bugseres af en slæbebåd. "Skib 1" har ifølge registreringen i DIS en bruttotonnage på 778 tons.

Efter det oplyste var fartøjet "Skib 1" i de pågældende indkomstår chartret ud på "bareboat"-basis fra selskabet G4 til selskabet G1. Fartøjet "Skib 1" blev ikke i denne forbindelse registreret i det færøske skibsregister.

Efter det oplyste har klageren i forbindelse med arbejdet ombord på fartøjet "Skib 1" været både i England, Rusland, Finland, Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Yemen, Grimsby og Sverige. I disse perioder arbejdede han i 3 uger og var efterfølgende 3 uger hjemme, bortset fra Afrika hvor han arbejdede 4 uger og efterfølgende var 4 uger hjemme.

Efter det oplyste har klageren haft bopæl i Danmark hele tiden.

SKATs sagsbehandling

Det er oplyst overfor Skatteankestyrelsen, at klagerens sag opstod i forbindelse med SKATs gennemgang af en anden skatteyders forhold.

Ved mail af 10. oktober 2012 anmodede SKAT de færøske skattemyndigheder om oplysninger vedrørende klagerens indtægtsforhold i Færøerne. Samme dag modtog SKAT på mail oplysninger om, at klageren havde haft indtægter fra selskabet G1 på henholdsvis 462.479 kr. i 2006, 508.156 kr. i 2007, 584.674 kr. i 2008, 547.552 kr. i 2009, 565.913 kr. i 2010 og 568.098 kr. i 2011.

Den 22. oktober 2012 afsendte SKAT et forslag til afgørelse, hvori klagerens indkomst blev foreslået forhøjet med de respektive beløb for de enkelte indkomstår. Efter telefonisk henvendelse fra klageren den 21. november 2012 traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelsen den 10. januar 2013 for samtlige indkomstår.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for skattepligtig af indkomst fra arbejde på uddybningsfartøjet "Skib 1" i indkomstårene 2006 til 2011.

Af SKATs afgørelse af 10. januar 2013 fremgår blandt andet følgende:

"2006

SKAT har indhentet oplysninger om din indkomst beskattet på Færøerne fra ansættelse på uddybningsfartøjet "SKIB 1" for indkomståret 2006. Da du har bopæl og er hjemmehørende i Danmark og dermed fuldt skattepligtig efter Kildeskattelovens § 1 skal al din indkomst medtages på din danske selvangivelse uanset om indkomsten er beskattet i anden stat.

Du godskrives kr. 167.041 i betalt skat fra Færøerne.

Du skønnes at være berettiget til et fradrag i udenlandsk indkomst for småfornødenheder på kr. 20.000 jf. ligningslovens § 9A.

En eventuel dobbeltbeskatning løses efterfølgende efter de gældende regler.

Se nedenfor

462.479 kr.

2007

SKAT har indhentet oplysninger om din indkomst beskattet på Færøerne fra ansættelse på uddybningsfartøjet "SKIB 1" for indkomståret 2007. Da du har bopæl og er hjemmehørende i Danmark og dermed fuldt skattepligtig efter Kildeskattelovens § 1 skal al din indkomst medtages på din danske selvangivelse uanset om indkomsten er beskattet i anden stat.

Du godskrives kr. 177.851 i betalt skat fra Færøerne.

Du skønnes at være berettiget til et fradrag i udenlandsk indkomst for småfornødenheder på kr. 20.000 jf. ligningslovens § 9A.

En eventuel dobbeltbeskatning løses efterfølgende efter de gældende regler.

Se nedenfor

508.002 kr.

2008

SKAT har indhentet oplysninger om din indkomst beskattet på Færøerne fra ansættelse på uddybningsfartøjet "SKIB 1" for indkomståret 2008. Da du har bopæl og er hjemmehørende i Danmark og dermed fuldt skattepligtig efter Kildeskattelovens § 1 skal al din indkomst medtages på din danske selvangivelse uanset om indkomsten er beskattet i anden stat.

Du godskrives kr. 205.113 i betalt skat fra Færøerne.

Du skønnes at være berettiget til et fradrag i udenlandsk indkomst for småfornødenheder på kr. 20.000 jf. ligningslovens § 9A.

En eventuel dobbeltbeskatning løses efterfølgende efter de gældende regler.

Se nedenfor

584.674 kr.

...

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

...

Lignings-/ansættelsesfrister

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 kan der ikke afsendes varsel om ændring af skatteansættelsen senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Skatteansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Det betyder, at fristen for at ændre ansættelsen for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 som udgangspunkt er overskredet på nuværende tidspunkt.

For skatteydere med enkle indkomstforhold (lønmodtagere) gælder der ifølge bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 en kortere varslingsfrist, hvorefter varsel om ændring af skatteansættelsen skal være afsendt inden den i juli i det andet indkomstår efter udløbet af det pågældende indkomstår. Det betyder at fristen for at ændre skatteansættelsen for sådanne skatteydere for indkomståret 2008 som udgangspunkt er overskredet på nuværende tidspunkt.

Uanset ovenstående frister kan en skatteansættelse ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 foretages eller ændres, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

SKAT finder, at dine skatteansættelser for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 kan genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da du har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse SKAT om de opnåede indtægter, der er realiseret kontinuerligt over en årrække. Du burde derfor have været bekendt med, at skattemyndighederne foretog ansættelse af din indkomst for de pågældende år på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Der henvises i øvrigt også til SKM2004.450.LSR.

Der henvises til afsnit G i SKATs ligningsvejledning vedrørende processuelle regler.

Den forkortede ligningsfrist trådte i kraft den 30. november 2005 og har virkning fra 1. november 2005 jfr. Bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. (Bilag V)

...

Klagerens opfattelse

Der er blandt andet anført følgende i klagen af 21. marts 2013:

"PÅSTANDE:

Principalt:

Frifindelse for SKATs ændring af skatteansættelserne for årene 2006-2011.

Subsidiært:

SKAT skal nedsætte A's danske skat ved brug af eksemptionsmetoden i stedet for creditmetoden.

Mere subsidiært:

Frifindelse for SKATs ændring af skatteansættelserne for årene 2006-2009 i henhold til fristreglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og fristreglen § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Endnu mere subsidiært:

Frifindelse for SKATs ændring af skatteansættelserne for årene 2006 -2009 henset til, at begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 ikke er opfyldt.

...

Skatteforvaltningslovens 26, stk. 1: Jus Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKATs frist for at gennemføre en ændring af en skatteansættelse som altovervejende udgangspunkt udløber den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.

SKAT kan, uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 gennemføre en ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger en af de særlige omstændigheder, som er beskrevet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.

I nærværende sag har SKAT gennemført forhøjelse med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvoraf fremgår:

"Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- og eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag."

Reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er en direkte videreførelse af en tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, som blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (L 175 2002/2003). I bemærkningerne til § i i lovforslaget fremgår følgende:

"Forslaget til § 35, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den gældende § 35, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven. Bestemmelsen indebærer, at myndighedernes ansættelsesfrist efter § 34, stk. 1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelser, der foretages på myndighedernes initiativ. Fristen for den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen suspenderes derimod ikke efter bestemmelsen."

Vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller fortsæt efter den foreslåede bestemmelse, er identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III. Bestemmelsens anvendelse er imidlertid ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den skattepligtige. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller der eventuelt er sket frifindelse i denne, kan bestemmelsen således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter herunder eksempelvis andre krav til bevisets styrke end i den civile skattesag.

Vurderingen af, hvornår der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, er således identisk med vurderingen i henhold til de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit III.

Kommentar

A har oplyst at han i 2006 tog kontakt til Skatteforvaltningen i Y2 Kommune og blev rådgivet af den daværende chef for skatteområdet, JB, om hans skattemæssige situation og blev vejledt til ikke at foretage sig noget, men at han blot skulle forholde sig til den vejledning han havde fået fra rederiets revisor (at han var berettiget til at bruge sømandsfradraget), idet de forskellige fradrag frem og tilbage ville udligne hinanden.

I alle årene har A således åbent fremlagt alt, herunder lønsedler, for Skattevæsenet og henset til den vejledning han har modtaget fra Skatteforvaltningen i Y2 Kommune og at SKAT har haft alle tilgængelige oplysninger fra 2006-2011, skal A anses for at have været i en undskyldelig vildfarelse i forhold til alle indkomstårene.

I et uddrag af Landsskatterettens begrundelse i LSR af 30/01-13. (Journalnr. 11-0301832), hvor en klager blev anset for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægter fra Sverige for arbejde udført i Danmark bemærkede Landsskatteretten:

"Klageren har ikke selvangivet sin udenlandske indkomst i strid med skattekontrollovens § 1. Undladelsen anses ikke for at være sket med forsæt til at unddrage det offentlige skat, idet klageren alene har faktureret et "nettobeløb". Klageren burde imidlertid have været i tvivl om retstilstanden ved den anvendte ordning, og rettet henvendelse til skattemyndighederne, hvorfor forholdet anses for groft uagtsomt."

Henset til, at Landsskatterettens ovenstående begrundelse for at statuere et forhold "groft uagtsomt" var, at klageren burde have rettet henvendelse til skattemyndighederne, kan A netop ikke anses for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt i nærværende sag, da A netop rettede henvendelse til skattemyndighederne i 2006 for at få klarlagt sin skattemæssige situation også selvom at han allerede var blevet vejledt herom af rederiet.

Delkonklusion

Det gøres således gældende, at A har været i en undskyldelig vildfarelse vedrørende skatteansættelserne på grund af vildledning fra SKAT og at Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 ikke kan bringes i anvendelse, da A ikke kan anses for hverken forsætligt eller groft uagtsomt at have bevirket, at skatteansættelserne for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 er foretaget af SKAT på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Dertil kommer, at det følger af almindelige fortolkningsprincipper, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 skal fortolkes indskrænkende under hensyntagen til, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse i forhold til hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26, i nærværende tilfælde stk. 1. Det gøres gældende, at en sådan indskrænkende fortolkning af § 27, stk. 1, nr. 5 ‘s anvendelsesområde ligeledes fører til, at der ikke er grundlag for at anvende denne bestemmelse i forhold til A's skatteansættelser for indkomstårene 2006, 2007 og 2008.

Fristen for at ændre skatteansættelserne for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 er således overskredet, da SKATs forslag om ændring er fremkommet den 22. oktober 2012.

...

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligten til Danmark

Det er ubestridt, at klageren i indkomstårene fra 2006 til 2011 var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1.

...

Genoptagelse af indkomstårene 2006 til 2008

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan told- og skatteforvaltningen foretage en ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Henset til at klageren i hele perioden havde bopæl i Danmark og ikke havde anden tilknytning til Færøerne end ansættelsen i selskabet G1, samt at han ikke udførte arbejde på Færøerne i forbindelse med arbejdet ombord på fartøjet "Skib 1", har klageren ikke med rimelighed kunne gå ud fra, at lønindkomsten fra G1 alene skulle beskattes på Færøerne, og hans undladelse af at selvangive af lønindkomsten heraf i Danmark må derfor anses for groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det forhold, at klageren tog kontakt til Skatteforvaltningen i Y2 Kommune i 2006, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af klagerens uagtsomhed, da det ikke er nærmere dokumenteret, hvilken vejledning klageren modtog.

Da SKAT først ved modtagelsen af oplysningerne fra de færøske skattemyndigheder om klagerens lønudbetalinger fra G1 den 10. oktober 2012 har kunnet foretage en korrekt ansættelse af klagerens lønindkomst, kan SKAT først fra dette tidspunkt anses for at have fået kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26. Da SKAT fremsendte forslag til afgørelse den

22. oktober 2012 og den endelige afgørelse den 10. januar 2013 er betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, derfor ligeledes opfyldt.

SKAT har derfor ved fremsendelsen af forslag til afgørelse af 22. oktober 2012 kunnet genoptage indkomstårene 2006, 2007 og 2008 efter skatteforvaltningslovens § 27.

...

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse."

Der er afgivet partsforklaring af A.

Forklaring

A har som part forklaret blandt andet, at han er uddannet maskinarbejder og har arbejdet for forskellige entreprenørfirmaer. I 2003 blev han ansat som maskinoperatør hos G1, hvor han arbejdede som gravemester på fartøjet "skib 1".

Han vidste ikke, at G1 var et datterselskab af G2.

Han har som maskinoperatør på Skib-1 uddybet havene i hele verden. Han har ikke i den tid, hvor han har arbejdet på Skib-1, arbejdet eller været på Færøerne.

Han var indtil 2003 ansat hos G5, hvor han arbejdede rundt om i verden som skibsmontør. Under sin ansættelse hos G5 betalte han dansk skat.

Fra 2003 til 2005/2006 var han på DIS, men det ophørte af tekniske grunde.

I 2006 fik han mundtligt oplyst fra G1, at selskabet overgik til færøsk skat. Både han og hans kolleger overgik også til færøsk skat. Han har muligvis fået noget skriftligt om overgangen til færøsk skat fra G1.

Han var i tvivl om, hvordan han skulle håndtere sin skat og kontaktede NB, Y3 kommune. NB sagde, at han ikke havde forstand på hvordan han skulle forholde sig, og NB henviste ham til JB, Y2 kommune. Han talte i telefon med JB om sine skatteforhold et par gange i 2006. JB sagde, at han vidste noget men ikke alt, og at der ikke var mulighed for at trække så meget fra hvis han var under færøsk skat. Han undlod herefter at fratrække renteudgifter og andet fra. Han viste ikke sin forhyringskontrakt for NB eller JB.

Han har ikke fået papirer fra sin arbejdsgiver på, at han også skulle betale dansk skat.

Der blev trukket færøsk skat af hans løn i perioden 2006-2011. Han har altid haft bopæl i Danmark.

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 8. marts 2018, hvor det er sålydende:

"Til støtte for den nedlagte påstand 1, gøres gældende, at der alene kan ske genoptagelse af skatteansættelserne for årene 2009-2011 i medfør af Skatteforvaltningslovens § 26. stk. 1 om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Det gøres gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 om ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt. Særligt henvises til at sagsøgers adfærd hverken kan betragtes som værende forsætlig eller grov uagtsom i forhold til at tilbageholde oplysninger for SKAT med henblik på at undgå skatteansættelse i Danmark.

Dette under henvisning til at sagsøger ingen erfaring havde med udenlandske skatteforhold forud for den i sagen omhandlede ansættelse, ligesom sagsøger opsøgte rådgivning ved det lokale skattecenter.

Herudover modtog sagsøger rådgivning og oplysninger fra sin arbejdsgiver, som ligeledes stod for indberetning og indeholdelse af løn og skat til de færøske myndigheder, hvorfor sagsøger har ageret i god tro om indberetningsforholdene.

Sagsøger har således ikke handlet groft uagtsomt eller forsætligt i forbindelse oplysning om sine indkomstforhold i Danmark, hvorfor der ikke er hjemmel til at genoptage skatteansættelsen for 2006-2008."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 9. marts 2018 der er sålydende:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at A's manglende selvangivelse af den modtagne løn i perioden fra 2006-2008 i det mindste må karakteriseres som groft uagtsom. SKAT har derfor været berettiget til at genoptage hans skatteansættelser for 2006-2008 ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

I medfør af skattekontrollovens § 1 skal enhver, der er skattepligtig her til landet, over for told- og skatteforvaltningen selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ.

I medfør af statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ej bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Selvangivelsespligten omfatter således også indkomst fra udlandet.

SKAT kan ekstraordinært ansætte en skattepligtiges indkomst, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 nr. 5.

A var i perioden fra 2006-2008 fuldt skattepligtig til Danmark. De indtægter, som A har oppebåret for sit arbejde på gravefartøjet Skib 1 er dermed utvivlsomt skattepligtige til Danmark, jf. statsskattelovens § 4, hvilket da også er ubestridt.

A har imidlertid i strid med skattekontrollovens § 1 ikke selvangivet de pågældende skattepligtige indtægter.

A har heller ikke på anden måde oplyst SKAT om de pågældende indtægter. SKAT har dermed reelt været uden mulighed for at foretage en korrekt skatteansættelse i de pågældende indkomstår, idet A retsstridigt har undladt at oplyse om indkomsterne i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen.

Ved ikke at selvangive disse indtægter har A således mindst groft uagtsomt bevirket, at SKAT har foretaget skatteansættelserne i 2006 til og med 2008 på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. SKM2015.689.VLR og SKM2011.770.BR.

SKAT blev først bekendt med, at A havde modtaget de pågældende beløb i forbindelse med SKATs gennemgang af en anden skatteyders forhold, jf. bilag 1, side 2, 4. afsnit.

A har i hele perioden haft bopæl i Danmark, og han har således ikke på noget tidspunkt i perioden boet på Færøerne, og han har ikke nogen tilknytning til Færøerne udover den angivelige ansættelse i det færøske selskab.

Han har derfor heller ikke haft nogen rimelig anledning til at tro, at han hverken skulle beskattes i Danmark eller via sin selvangivelse oplyse SKAT om sine indtægtsforhold.

Det forhold, at A angiveligt har modtaget skattemæssig rådgivning fra sin arbejdsgiver - hvilket i øvrigt er helt uoplyst - ændrer ikke på, at han har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten.

Det bestrides endvidere som udokumenteret, at A har været i dialog med skattemyndighederne. SKAT har ikke foretaget nogen registreringer af en sådan henvendelse. Det er under alle omstændigheder A's eget ansvar at oplyse skattemyndighederne om samtlige relevante forhold i forbindelse med en eventuel bistand med udarbejdelsen af sine selvangivelser. Selv hvis han har haft en dialog med skattemyndighederne, ændrer det således heller ikke på, at A har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive sine indtægter, jf. eksempelvis SKM2015.689.VLR. A har heller ikke anmodet SKAT om bindende svar for så vidt angår skattepligten.

SKAT har derfor været berettigede til at genoptage indkomstårene 2006, 2007 og 2008 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT skal varsle en ekstraordinær ansættelse af skatteansættelsen inden 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, jf. § 27, stk. 2.

Kundskabstidspunktet er det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af det korrekte og fyldestgørende materiale, der kan anvendes som grundlag for en korrekt ansættelse, jf. f.eks. SKM2014.335.VLR og SKM2014.214.ØLR.

SKAT har forhøjet A's skattepligtige indkomst med de beløb, som er blevet oplyst fra de færøske skattemyndigheder.

SKAT modtog først oplysningerne om disse beløb den 10. oktober 2012 og har derfor ikke kunnet foretage en korrekt ansættelse før dette tidspunkt. SKAT fremsendte forslag til afgørelse den 22. oktober 2012 og afgørelse den 10. januar 2013. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er dermed overholdt, hvilket også er ubestridt."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges ubestridt til grund, at A i perioden 2006-2008 har været bosat i Danmark, ligesom han i perioden har været fuldt skattepligtig i Danmark.

Det følger af den dagældende skattekontrolovens § 1 blandt andet, at enhver, der er skattepligtig her til landet, skal overfor toldog skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ.

A har ikke selvangivet sin indkomst for årene 2006-2008, og det var først i forbindelse med en anden skattesag, at skattemyndighederne blev bekendt med A's indkomstforhold for disse år. A har forklaret, at han før 2003 har arbejdet i udlandet for en dansk virksomhed, og at han dengang betalte skat i Danmark. Han har videre forklaret, at han i perioden 2006-2008 ikke har arbejdet eller opholdt på Færøerne.

A må have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne.

Under disse omstændigheder, og idet A ikke har kunne godtgøre, at skattemyndighederne har accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse for 2006, 2007 og 2008, finder retten, at A har handlet groft uagtsom ved ikke at indgive selvangivelse for årene 2006, 2007 og 2008.

Retten anser herefter betingelserne i skattekontrollovens § 27, stk. 1, nr. 5 for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelse er opfyldt, således at skattemyndighederne er berettiget til at genoptage A's ansættelse for årene 2006, 2007 og 2008.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens værdi skal A til Skatteministeriet betale 50.000 kr. i sagsomkostninger, der dækker udgifter til advokatbistand.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministriet betale 50.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a

13-0208078