Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - transport, afvisning og manglende hæftelse

Sagen angik, om en rådgiver var berettiget til omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en skattesag, hvor skatteyderen havde transporteret kravet til rådgiveren.

Rådgiveren bistod skatteyderen i en sag for Landsskatteretten vedrørende bindende svar på et spørgsmål om, hvorvidt skatteyderen kunne få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D om kronisk syge.

Rådgiveren gjorde bl.a. gældende, at skatteyderen opfyldte betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at skatteyderen "skal betale eller har betalt", idet kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til rådgiveren.

Byretten henviste til Højesterets dom af 30. juni 2015 (UfR 2015.3383 H), der fastslår, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk.1, at skatteyderen hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Endvidere anførte byretten, at skatteyderen efter aftalen med rådgiveren i intet tilfælde selv skulle betale for bistanden, hvorfor der ikke var krav på omkostningsgodtgørelse. Byretten gav derfor Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden, jf. SKM2017.528.BR.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet

Parter

H1

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsretsdommerne

Janni Christoffersen, Julie Skat Rørdam og Lotte Calundann Noer (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Helsingør Rets dom af 14. august 2017 (BS 3E-1438/2016) (SKM2017.528.BR) er anket af H1 med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellantens klient, IK, er berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt i brev af 3. oktober 2015 til SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at ansættelsen af appellantens krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Procedure

H1 har for landsretten gentaget og suppleret sine anbringender for byretten. H1 har navnlig fremhævet, at der i kraft af rådgivningsaftale af 14. november 2013 har påhvilet skatteyderen en obligationsretlig hæftelse for rådgiverens honorar, hvorfor skatteyderen er berettiget til omkostningsdækning i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Efter vedtagelsen af lov nr. 388 af 6. juni 2002 kunne kravet om omkostningsdækning overdrages til rådgiveren allerede på tidspunktet for rådgivningsaftalens indgåelse, og i bestemmelsens forarbejder er det endvidere anerkendt, at en repræsentant kan yde et tilskud til sin klients betaling af honoraret. Det gør derfor ingen forskel for bedømmelsen af skatteyderens hæftelse for honoraret, at skatteyderen i rådgivningsaftalen har overdraget sit krav på omkostningsdækning til H1, og at H1 ligeledes i rådgivningsaftalen har forpligtet sig til at yde et tilskud til honoraret svarende til den del, som der ikke opnås omkostningsdækning for. Der er realitet i, at H1 yder skatteyderen et tilskud til betaling af honoraret, såfremt det ikke dækkes af omkostningsdækningen, eftersom H1 i så fald ikke udsteder en delvis kreditnota, men derimod indtægtsfører det fulde fakturabeløb og herefter selv afregner en del heraf. Kammeradvokaten har i sit påstandsdokument citeret aftalen om juridisk bistand forkert, idet ordet "selv" er udeladt, hvilket er centralt for konstateringen af, at skatteyderen hæfter for honoraret. Skatteyderens hæftelse vil efter gældsbrevslovens § 9 kunne vågne op i igen, f.eks. i en situation hvor Folketinget måtte ophæve reglerne om omkostningsgodtgørelse. Den situation, som forelå til bedømmelse i Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som U.2015.3383H (SKM2015.479.HR), er ikke sammenlignelig med de faktiske forhold i denne sag, og dommen udgør derfor ikke et relevant præjudikat. Dette skyldes, at det i den pågældende sag blev lagt til grund, at der ikke forelå nogen aftale mellem skatteyderen og den advokat, som førte skattesagen, og derfor intet grundlag var for et krav om honorar.

Skatteministeriet har for landsretten gentaget sine anbringender for byretten. Skatteministeriet har navnlig fremhævet, at skatteyderen ikke er berettiget til omkostningsdækning, idet hun ikke hæfter for udgifterne til rådgivningsbistand ifølge fakturaen af 26. september 2015. Dette fremgår udtrykkeligt af parternes aftale, ifølge hvilken skatteyderen aldrig kan komme til at betale noget beløb til rådgiveren. Det er utilsigtet, at ordet "selv" er faldet ud af citatet i indstævntes påstandsdokument, og dette ord fører så meget desto mere til, at der ikke kan anses at foreligge en hæftelse. Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som U.2015.3383H (SKM2015.479.HR), vedrørte en sammenlignelig situation og fastslog, at det er en betingelse for at opnå omkostningsdækning i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgivningen. Da skatteyderen i denne sag aldrig har hæftet for udgifterne til rådgivningen, er byrettens dom korrekt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. H1's anbringender for landsretten kan ikke føre til et andet resultat, og landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten med 13.000 kr. inklusive moms til dækning af udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 betale 13.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Parter

H1

(v/Adv. Hans Christian Spies)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Okan Olgun)

Afsagt af byretsdommer

Mikael Friis Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger, H1, har ydet sagkyndig bistand i en skattesag, som selskabet har ført og vundet for klienten, IK. Sagen angår, om IK i den forbindelse er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og om H1 følgelig har krav på omkostningsgodtgørelsen i henhold til aftalen mellem disse parter.

Det er sagens hovedspørgsmål, om IK ifølge regning skal betale eller har betalt for H1's sagkyndige bistand.

H1 har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1's klient, IK, Y1-adresse, er berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt i brev 3. oktober 2015 til SKAT.

Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af H1's krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

SKAT meddelte ved afgørelse af 10. februar 2016 afslag på IK's ansøgning om omkostningsgodtgørelse af udgifter (41.250 kr.) til H1' sagkyndige bistand i den omhandlede skattesag.

Det fremgår af sagen, at IK indbragte SKATs afgørelse for Skatteankestyrelsen, og hun har efterfølgende indbragt sagen for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2

Ved Østre Landsrets kendelse af 10. juli 2017 blev det besluttet, at sagens (videre) behandling skal ske uden anvendelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling.

Parternes synspunkter

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 14. juni 2017, hvori det hedder bl.a.:

"Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gør sagsøgeren gældende:

1. 1. At det om honoraret for sagsøgerens bistand er aftalt, at klienten overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren. Aftalen om overdragelse af kravet er en del af rådgivningsaftalen. Klienten opfylder således betingelsen "har betalt" i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1…
   2. Efter i rådgivningsaftalen at have overdraget sit krav på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren, hæfter klienten ikke længere for betalingen af honoraret, idet sagsøgeren er blevet fyldestgjort. Klienten "har betalt" det skyldige. Klientens hæftelse ville dog kunne vågne op igen, såfremt Folketinget f.eks. ophævede muligheden for, at fysiske personer kan få omkostningsgodtgørelse, jf. herved gældsbrevslovens § 9.
   3. At der er indgået en rådgivningsaftale mellem sagsøgeren og klienten. I sagen SKM2015.479.HR (UfR 2015.3383 H) var der derimod ikke indgået nogen rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 18. juli 2017, hvori det hedder bl.a.:

"Anbringender

1. Hæftelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at IK ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet hun - ubestridt - ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand ifølge fakturaen af 26. september 2015 (fremlagt med bilag 2) på 41.250 kr. H1, der har transport i hendes krav på omkostningsgodtgørelse, har derfor heller ikke noget krav.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)

I UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) udtalte Højesteret:

"[…]

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbestand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

[…]". (min understregning)

Af H1's "Tilbud om juridisk bistand", der er fremlagt som bilag 1, fremgår det, at IK ikke hæfter for honoraret, idet selskabet meddeler hende, at klagesagen ikke vil komme til at koste hende noget, end ikke et klagegebyr, da rådgiveren afholder dette gebyr. I tilbuddet (bilag 1) understreger selskabet:

"[…] Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand:

• • Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100% af honoraret.
  • Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50% af honoraret, afholdes de resterende 50% af honoraret af H1. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50% af honoraret.

Et eventuelt klageafgift til Landsskatteretten afholdes af rådgiveren.

[…]"

Da IK således ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav om omkostningsgodtgørelse, jf. UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR).

H1's udlægning af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 i stævningen bestrides.

I stævningen, side 2, nederst og side 3, øverst gør H1 gældende, at IK opfylder betingelsen "har betalt", idet kravet, ifølge selskabet, er opfyldt, hvis den skattepligtige overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, jf. note 1 på side 3 i stævningen. Det er forkert. Efter lovændringen i 2002 var det ikke længere en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til rådgiverbistand er betalt. Ændringen blev foretaget, så det er muligt at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiveren, og for ikke at lægge økonomiske hindringer i vejen for skatteyderens ønske om at antage en rådgiver til at føre sagen for sig. Udgifterne skal efter lovændringen imidlertid stadig fremgå af rådgiverens regning, hvilket betyder, at udgifterne til rådgiveren skal påhvile skatteyderen, jf. lov nr. 388/2002 med forarbejder i MS, side 35 og 49.

Ifølge UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) er det også i mandatarsager et krav, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren.

Det er ikke rigtigt, at der i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) ikke var indgået nogen rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige, sådan som det er anført i stævningen, side 3, 1. hele afsnit., jf. f.eks. skatteyderens anbringender:

"S har forklaret, at han blev ringet op af R1 og telefonisk accepterede, at sagen blev overgivet til R2. Dette bekræftede han senere ved transporterklæringen af 2. juli 2008 og fuldmagten af 2. august 2008. S' oprindelige aftale med R1 er ikke blevet fraveget, men er blevet suppleret af den senere aftale med R2."

H1's hypotetiske synspunkter vedrørende gældsbrevslovens § 9 i replikken, side 1, 4. afsnit, er ikke relevante for behandlingen af spørgsmålet i denne sag. Den omstændighed, at IK overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til selskabet medfører ikke, at hun "har betalt". Udgifterne skal påhvile hende, uanset om hun overdrager kravet eller ej. Selv hvis Folketinget med tilbagevirkende kraft ophævede muligheden for, at fysiske personer kan få omkostningsgodtgørelse, vil IK ikke hæfte, fordi det følger af aftalegrundlaget mellem hende og selskabet, at hun ikke hæfter for rådgiverudgifterne, jf. bilag 1.

2. Skatteministeriets subsidiære påstand

Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse. I så fald gøres det gældende, at SKAT er berettiget til at udøve et skøn over rimeligheden af det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3."

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ydes godtgørelse (på 50 pct. eller 100 pct.) af de udgifter, som en person omfattet af lovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Det er ubestridt, at IK er omfattet af § 53.

§ 54 opregner en række udgifter, herunder udgifter til sagkyndig bistand, der når de ifølge regning skal betales eller er betalt er godtgørelsesberettigede.

Ved dom af 30. juni 2015 (U.2015.3383) (SKM2015.479.HR) har Højesteret fastslået, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Aftalen mellem IK og H1 angiver vedrørende honorar til H1, at IK i intet tilfælde selv skal betale for den ydede juridiske bistand. Følgelig kan IK ikke anses for i noget omfang at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand. Det, som H1 har anført, kan ikke føre til en anden bedømmelse.

På den anførte baggrund er IK ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt, og retten tager herefter Skatteministeriets principale påstand til følge.

Efter sagens udfald skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 13.000 kr. (inkl. moms). Beløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand, er fastsat under hensyn til sagens værdi, karakter og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale 13.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

14-0300400