Dokumentets metadata

Indtægt fra udlandet, herunder fra European Food Safety Authority (EFSA) mfl.

Landsskatterettens flertal fandt ikke, at betingelserne for fristgennembrud i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt i en sag om, hvorvidt udbetalinger fra internationale organisationer til en dansk repræsentant for deltagelse i ekspertpanel mv., var skattepligtige, henset bl.a. til, at beløbene fremstod som refusion af udgifter og ikke som honorar og til at regelsættene for udbetaling og afregningsbilagene var komplicerede. Et retsmedlem fandt, at der på grund af beløbets størrelse forelå grov uagtsom for et af beløbene, men tilsluttede sig i øvrigt flertallet.

Faktiske oplysninger
Klageren er ansat som […] ved [Universitet 1].

Klageren har deltaget i udenlandske arbejdsgrupper og paneler, og klageren har i denne forbindelse oppebåret indtægter.

Klageren har vedrørende indkomståret 2010 modtaget 62.626 kr. fra European Food Safety Authority (EFSA).

Klageren har vedrørende indkomståret 2010 modtaget 14.397 kr. fra Scientific Committee on Consumer Safety (SCCS).

Klageren har vedrørende indkomståret 2010 modtaget 4.749 kr. fra Vitenskapskommiteen for Matttrygghet (VKM).

Indkomsten på i alt 81.722 kr. er modtaget på klagerens danske bankkonto.

Klageren har ikke selvangivet indkomst fra udlandet vedrørende indkomståret 2010.

SKAT har sendt agterskrivelse af 18. marts 2015 til klageren om beskatning af 81.722 kr. vedrørende indkomst fra udlandet.

SKAT traf den 13. april 2015 afgørelse om, at der er grundlag for beskatning af udenlandsk indkomst på 81.722 kr. for indkomståret 2010.

Af årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2010 fremgår, at i forbindelse med skatteberegningen udgør udenlandsk skat i alt 2.280 danske kroner.

SKATs afgørelse
SKAT har truffet afgørelse om, at der er grundlag for beskatning.

Der er til støtte herfor anført:

"Indkomståret 2010:
Honorar fra European Food Safety Authority (EFSA) beliggende i Parma, Italien er ikke medregnet som skattepligtig indkomst i året.
Honorar er skattepligtig indkomst jf. statsskattelovens § 4.
Honorar (Special Allowance) er skattepligtig som personlig indkomst jf. personskattelovens §3.
EFSA har udarbejdet en opgørelse for 2010 med fordeling:

• Total Payment 13.916 €
• Daily & Accomodation Allowance - 4.984 €
• Travel Cost -537 €
• Special Allowance 8.395 €

Omregnet til DKK -. kurs 7,46 x 8.395 € 62.626

Honorar for deltagelse i Scientific Committe on Consumer Safety under den Europæiske Union (Commission Europenne).
Honorar er skattepligtig indkomst jf. statsskattelovens § 4
Honorar er skattepligtigt som personlig indkomst jf. personskattelovens § 3.

• Total 2.512,98 €
• Indemnité -576,00 €
• Frais de voyage -6,98 €
• Honoraires 1.930 €

Omregnet til DKK - kurs 7,46 x 1.930 € 14.397

Honorar fra Nationalt Folkehelseinstitutt, Oslo, Norge

NKR. 4.830 er ikke medregnet som honorar.

Honorar er skattepligtig indkomst jf. statsskattelovens § 4.

Honorar er skattepligtigt som personlig indkomst jf. personskattelovens § 3.
Omregnet til DKK kurs 0,9534 x NKR 4.830 4.749

Der er indeholdt skat med NKR. 2.318 = DKK 2.280

Indkomståret 2010 er genoptaget ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

SKAT har i projekt Money Transfer modtaget oplysning om overførsel af valuta fra European Food Safety Authority (EFSA, EU´s Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet i Parma, Italien) for indkomstårene 2010-2013:
Der ses videre overført beløb fra EU - Commissionen..
Overførsler er sket til konto i F1-Bank - kontonummer […].

[…]

Selvangivelse:
Der har ikke været selvangivet udenlandsk indkomst.

SKAT har tilskrevet dig på baggrund manglende anførsel af udenlandsk indkomst i selvangivelsen, idet der umiddelbart er forventning om, at en del af de overførte midler må referere til honorarer som er skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4.

EFSA:
Du har fremsendt reimbursements for 2010-2013 fra EFSA vedrørende dit honorar som tilknyttet ekspertgruppe indenfor fødevaresikkerhed.
Beløb nedenstående i Euro.

Commission Europenne:
Du har fremsendt specifikation over modtagne beløb fra Commission Europenne vedrørende deltagelse i ekspertpanel omkring forbrugersikkerhed (Scientific Committee on Consumer Safety)..
Der er ikke betalt skat af modtagne beløb, da du har opfattet modtagelse af disse beløb på samme måde som beløb fra EFSA, nemlig som skattefrie.

Du har oplyst, at der ikke har været forskel på arbejde i forhold til arbejdet EFSA.

Diæter, tilskud til overnatning, rejseomkostninger har været lig EFSA.
Beløb nedenstående i Euro.

Udenlandsk indkomst fra Norge:
Du har fremsendt lønoplysningssedler vedrørende modtagen honorar fra Norge for 2010, 2011 og 2012.

Nationalt Folkehelseinstitutt, Oslo, Norge, 2010
Vitenskapskom. for Mattrygghet, Nydalen, Oslo, Norge, 2011 og 2012.
Der har været indeholdt forskudsskat.
Der har ikke været oplyst honorar i selvangivelsen.
Du har oplyst, at du ikke har modtaget nogen årsopgørelse fra Norge.

" Ekstraordinær ansættelse:
Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:
Litra 5
Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det er SKATs opfattelse på det foreliggende grundlag, at der kan foretages ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2010.

• SKAT har ikke været vidende om nævnt forhold, da udenlandsk indkomst ikke har været selvangivet.
• SKAT får alene kendskab til nævnte overførsler fra udlandet med baggrund i, at SKAT har modtaget oplysninger omkring overførsel fra udlandet som en del af projekt Money Transfer. "

"SKATs endelige afgørelse:
Som anført ovenstående er der enighed om SKATs opgørelse på det foreliggende grundlag
Der er ikke enighed omkring ansættelsen vedrørende 2010 som anføres af revisor ikke at kunne genoptages i medfør af forvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

SKAT finder at kunne foretage en ekstraordinær ansættelse for 2010 henset til

• SKAT har ikke været vidende om nævnte forhold, da udenlandsk indkomst ikke har været selvangivet.
• SKAT får alene kendskab til nævnte overførsler fra udlandet med baggrund i, at SKAT har modtaget oplysninger omkring overførsel fra udlandet som en del af projekt Money Transfer.

Det fremgår således af statsskattelovens § 4 stk.1:

• at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi

Der er modtaget overførsel af indkomst fra udlandet i en årrække uden at der er rettet spørgsmål til SKAT herved omkring skattepligt som kunne have været afklaret ved et bindende svar fra SKAT.

EFSA gør eksempelvis opmærksomt på i "Experts Compensation Guide" valid 01-12-2013, at man som modtager af "godtgørelser" skal sikre sig, at opfylde de regelsæt som gælder i de respektive hjemlande. Dette har ikke medført spørgsmål eller henvendelse til SKAT."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 nedsættes med 81.772 kr.

Klagerens repræsentant har endvidere nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse af 13. april 2015 er ugyldig.

Der er til støtte herfor anført:

"Nærværende sag drejer sig i første række overordnet om, hvorvidt fristreglen i skatteforvaltningslo vens § 26, stk. 1, kan anses for suspenderet i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, således at indkomståret 2010 ikke er forældet. Det er overordnet As opfattelse, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke finder anvendelse, da hun ikke har handlet som minimum groft uagtsomt.

Sagen drejer sig i anden række om, hvorvidt der skal foretages en forhøjelse af As skatteansættelse i indkomståret 2010 som følge af, at A har modtaget honorar fra flere udenlandske organisationer. Det er SKATs opfattelse, at der er tale om skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4. Heroverfor er det As opfattelse, at honoraret ikke skal beskattes."

"A er […] ved [Universitet 1]. Hun er medforfatter på en lang række opinions i relation til European Food Safety Authority (EFSA), Scientific Committe om Consumer Safety (SCCS) og Vitenskapskommiteen for Matttrygghet (VKM).

Hun har i flere år deltaget i møder i arbejdsgrupper og paneler i udlandet. Organisationerne, der planlægger og afholder disse møder og paneler, har udbetalt diæter, honorar m.v. til A for hendes deltagelse.

I indkomståret 2010 har A fra European Food Safety Authority (EFSA) modtaget i alt EUR 8.395. Herudover har A modtaget et honorar på EUR 1.930 for deltagelse i Scientific Committe om Consumer Safety (SCCS). Endelig har A modtaget NOK 4.749 fra Vitenskapskommiteen for Matttrygghet (VKM). Honoraret fra Norge er fuldt beskattet i Norge.

Omregnet til danske kroner giver det en honorarindtægt på i alt kr. 81.772 i indkomståret 2010."

"ANBRINGENDER

• Ekstraordinær genoptagelse
• Der er ikke handlet som minimum groft uagtsomt

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for en ændring af skatteansættelsen i indkomståret 2010 ikke er opfyldte, idet A ikke har handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt.

Indkomståret 2010 er derfor forældet i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, da SKATs forslag til afgørelse er dateret den 18. marts 2015, hvilket er senere end 1. maj i det fjerde indkomstår efter udløbet af indkomståret 2010.

Reglerne omkring henholdsvis ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse er indeholdt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Skattemyndighedernes adgang til at foretage ordinær genoptagelse af en skatteansættelse er reguleret af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at skattemyndighedernes frist for at gennemføre en ændring af en skatteansættelse som udgangspunkt udløber den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Eksempelvis udløb fristen for ordinær genoptagelse af indkomståret 2010 den 1. maj 2014.

Det fremgår af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, at skattemyndighederne, uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan gennemføre en ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger en af de særlige omstændigheder, der er beskrevet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1- 8.

I nærværende sag har SKAT gennemført forhøjelsen af As skatteansættelse med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvoraf fremgår følgende:

§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. "

Herudover fremgår det af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kun kan foretages, såfremt den varsles senest 6 måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 26, stk. 1.

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke nogen nærmere definition af, hvad der skal til for at en skatteyder, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en direkte videreførelse af en tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5. Den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (L 175 2002/2003), hvor man nærmere tog stilling til, hvorledes vurderingen af om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, skal foretages fra myndighedernes side. Der henvises til § 1 i lovforslaget, som vedrører den senere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"Forslaget til § 35, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den gældende § 35, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven. Bestemmelsen indebærer, at myndighedernes ansættelsesfrist efter § 34, stk. 1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelser, der foretages på myndighedernes initiativ. Fristen for den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen suspenderes derimod ikke efter bestemmelsen.

Vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter den foreslåede be stemmelse, er identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrol loven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde hvor der foreligger et strafbart forhold jf. skattekontrollovens afsnit III ... " (Min understregning.)

Vurderingen af, hvornår der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, er således identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit III, og anvendelse af bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, forudsætter derfor, at der foreligger et strafbart forhold. Dette fremgår endvidere ordret af Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit A.A.8.2.3.7.

Det kan som følge heraf konstateres, at det følger af SKATs egen juridiske vejledning, at det er en betingelse for at anvende bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at der foreligger et strafbart forhold.

Af Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2006, 1. udgave, side 329, fremgår om anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5:

"Ved sådanne positive fejl, der kan medføre suspension af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, jf. § 27, stk. 1, nr. 5, vil der være et samspil til overtrædelse af skattestraffereglerne i skattekontrollovens § 13 og § 16 m.fl.

I modsætning til anvendelsesområdet for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven, hvorefter anvendelse af bestemmelsen ikke forudsætter, at der er begået et strafbart forhold, men at der skal være udvist »mere end almindelig uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant«, er vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven.

Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et realiseret strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III Bestemmelsens anvendelse er imidlertid ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den skattepligtige."

Som det fremgår af ovennævnte, skal der efter bestemmelsernes indhold foreligge et realiseret strafbart forhold efter skattekontrollovens afsnit III, særligt centreret om bestemmelserne i §§ 13 og 16, før den skattepligtige er omfattet af suspensionsbestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 5. Skattekontrollovens §§ 13 og 16 er centreret om de situationer, hvor den skattepligtige har forsæt til at unddrage eller ved grov uagtsomhed unddrager det offentlige skat, afgiver urigtige og vildledende oplysninger til brug for en opgørelse af en skatteansættelse eller skatteberegning, eller ikke reagerer på en for lavt sat skatteansættelse.

I Skatte- og afgiftsproces af Hans Henrik Bonde Eriksen, Susanne Dahl og Poul Bostrup, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2010, 3. udgave, side 438 og 439, er anført følgende vedrørende suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5:

"Bestemmelsen indebærer, at SKATs ansættelsesfrist efter § 26, stk. 1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætlig eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Simpel uagtsomhed er ikke en tilstrækkelig positiv fejl til at kunne begrunde suspension, jf. princippet i TfS 1992.19ØLD.

Uagtsomheden skal efter en konkret vurdering kunne tilregnes den skattepligtige eller dennes repræsentant som en sådan positiv fejl, der kan betegnes som mindst groft uagtsom. "

Der skal således foreligge en kvalificeret og positiv fejl, som kan tilregnes den skattepligtige som forsætlig eller groft uagtsomt. En positiv fejl rummer de forhold, hvor den skattepligtige enten svigagtigt har fortiet oplysninger, eller direkte har meddelt urigtige oplysninger. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5, er dermed en suspensionsregel, som kun kan finde anvendelse, hvis den skattepligtige eller en repræsentant for denne har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det forudsættes altså, at der er noget at bebrejde skatteyderen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af almindelige fortolkningsprincipper, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 skal fortolkes indskrænkende under hensyntagen til, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse i forhold til hovedreglen i skatteforvaltningsloven § 26.

Det gøres gældende, at A hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvorfor suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke finder anvendelse.

Der skal henvises til, at udbetalingen af honorar fra de udenlandske organisationer ikke er sket med betegnelsen "løn" eller lignende. Tværtimod er beløbene benævnt "allowance" eller "per diem", det vil sige med betegnelser, der i normalt sprogbrug sidestilles med godtgørelser, der sædvanligvis er skattefrie.

I materialet fra EFSA fremstår udbetalingerne som kompensation for udgifter, og materialet giver derfor ikke en indikation af, at en del af udbetalingerne i realiteten er at sidestille med løn.

Der skal endvidere henvises til, at der i en tidligere gældende vejledning fra 2009 fra EFSA, der var gældende indtil 2013-versionen, intet var anført vedrørende skat. A har derfor ikke mod bedre vidende undladt at selvangive honorarindtægterne. I stedet har hun gennemlæst denne vejledning fra EFSA og fulgt denne.

A har derfor været i en vildfarelse omkring honorarindtægternes skattepligt til Danmark.

Da A påtog sig specialisthvervet, drøftede hun spørgsmålet om beskatning med en kollega, der oplyste, at honorarindtægterne var skattefrie, og at SKAT, for så vidt angik den pågældende kollega, havde tilbagebetalt det beløb, som han havde selvangivet som indkomst. A er selvsagt opmærksom på, at hun ikke kan støtte ret på, hvad en kollega oplyser. Desuagtet medførte oplysningen fra kollegaen, at A fortsat befandt sig i en vildfarelse omkring spørgsmålet om skattepligt.

Endvidere kan det oplyses, at SKAT har opstartet sager på samtlige skatteydere, der har modtaget de pågældende honorarer fra de udenlandske organisationer, der således alle har misforstået de danske skatteregler herom. Det taler således for, at A ikke har handlet som minimum groft uagtsomt, at alle personer har misforstået regelsættet.

For så vidt angår den ganske beskedne indkomst fra Norge, var A af den fejlagtige, men hyppigt udbredte opfattelse, at der ikke skulle ske beskatning i Danmark, når beløbet var beskattet i udlandet. Denne fejlopfattelse har ikke haft betydning for hendes danske skattebetaling, idet der i Norge er sket beskatning med en højere skatteprocent end den danske skatteprocent.

Den norske indkomst udløser derfor ikke nogen skat til Danmark, idet hele den udløste skat i Danmark lempes på grund af norsk skat. Derfor kan As manglende selvangivelse af indkomsten fra Norge ikke de facto medføre en forkert ansættelse af skatten til Danmark, hvorfor hun i relation hertil ikke kan have handlet som minimum groft uagtsomt.

A havde ved den norske hvervgiver forespurgt, hvorfor der blev indeholdt norsk kildeskat af honoraret. Hun fik det svar, at Norge ikke er medlem af EU og derfor ikke er omfattet af EU-reglerne. Denne oplysning fra den norske hvervgiver er skattemæssigt forkert, men oplysningen har selvsagt forårsaget, at A fortsat har befundet sig i en vildfarelse omkring de danske skatteregler.

Det gøres således gældende, at der ikke kan herske tvivl om, at A ikke har haft et fagligt detaljekendskab til international beskatning, og at flere forskellige momenter har bragt hende i en vildfarelse omkring regelsættet.

Da skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kun kan finde anvendelse, hvis den skattepligtige eller en repræsentant for denne har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og da der ikke er noget at bebrejde A, finder suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke anvendelse.

1.2. SKATs afgørelse af den 13. april 2015 er ugyldig

Det gøres gældende, at SKATs afgørelse af den 13. april 2015, jf. bilag 1, er ugyldig, idet SKAT ikke fremkommer med en behørig begrundelse for, hvorfor SKAT finder, at der er hjemmel til at fravige udgangspunktet om, at en skatteansættelse skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at SKATs afgørelser skal begrundes. Begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

Det følger af fast administrativ praksis på området, at hvis SKAT vil gennemføre en indkomstforhøjelse i et indkomstår, der er forældet, er det en betingelse, at såvel agterskrivelsen som afgørelsen indeholder en nærmere omtale af, at der er tale om ekstraordinær genoptagelse samt en udførlig begrundelse for, hvorfor SKAT finder, at der er hjemmel til at fravige udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 26, jf. bestemmelserne i forvaltningsloven.

Der skal i den forbindelse henvises til, at det direkte fremgår af praksis fra Landsskatteretten, at i det tilfælde, hvor SKAT ikke i både agterskrivelsen og afgørelsen anfører en udførlig begrundelse for, hvorfor der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, vil afgørelsen være ugyldig.

Der skal henvises til følgende praksis:

Landsskatterettens utrykte kendelse af den 6. juli 2004 G.nr. 2-1-1898-0385), der fremlægges som bilag 2

Landsskatterettens utrykte kendelse af den 22. oktober 2004 G.nr. 2-3-1919-1504), der fremlægges som bilag 3

Landsskatterettens utrykte kendelse af den 28. marts 2008 G.nr. 2-4-1841-1341), der fremlægges som bilag 4

Landsskatterettens kendelse af den 12. december 2013 G.nr. 13-4779111)

Landsskatterettens kendelse af den 2. april 2014 G.nr. 13-0044314)

I den forbindelse skal det bemærkes, at det med al tydelighed fremgår af ovennævnte kendelser, at Landsskatteretten finder det fuldstændig irrelevant, hvorvidt den materielle forhøjelse er korrekt, og hvorvidt skatteyderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Afgørelsen om at anvende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er således en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle afgørelse om skatteansættelsen.

Der skal eksempelvis henvises til Landsskatterettens kendelse af den 28. marts 2008, jf. bilag 4, hvoraf fremgår af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, at den materielle forhøjelse foretaget af SKAT er korrekt, og at skatteyderen som minimum havde handlet groft uagtsomt. I princippet kunne der derfor foretages en ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser i de pågældende indkomstår. Da SKAT dog ikke i afgørelsen angav de faktiske omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen om ligningsfristens suspension efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5, konkluderede Landsskatteretten, at afgørelsen led af en væsentlig mangel, og at afgørelsen, for så vidt angik de indkomstår, der var genoptaget ekstraordinært, var ugyldig. Derfor blev ansættelserne for de pågældende indkomstår ophævet.

Der skal endvidere henvises til Landsskatterettens kendelse af den 2. april 2014 G.nr. 13-0044314), der på ganske pædagogisk vis redegør for de skattemæssige regler om ekstraordinær genoptagelse og om de forvaltningsretlige regler om begrundelse m.v.

Følgende fremgår af Landsskatterettens afgørelse:

"Hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. i, er opfyldt, er det imidlertid muligt at fravige udgangspunktet i § 26, stk. 1, og dermed foretage ændringer i skatteansættelsen længere tilbage. ...

SKATs ansættelsesændringer for samtlige de påklagede år forudsætter således, at du minimum har handlet groft uagtsomt.

SKATs afgørelser skal begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

Begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

SKAT henviser til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, men angiver som begrundelse for at kunne ændre dine skatteansættelser alene, at SKAT først er blevet bekendt med forholdet efter udløbet af den almindelige ligningsfrist. SKAT anfører ikke, at det er en forudsætning for ansættelsesændringerne, at du enten har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og SKAT angiver endvidere ikke hvorfor SKAT mener, at du har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Landsskatteretten mener derfor ikke, at SKAT har løftet bevisbyrden for, at du omfattes af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Dine ansættelser for 2004 til 2008 nedsættes derfor med de forhøjede beløb. "

Det gøres gældende, at SKAT ikke har fremkommet med en begrundelse i nærværende sag. Det eneste, der overhovedet anføres for så vidt angår ekstraordinær genoptagelse, fremgår af afgørelsens side 11 nederst, hvor følgende fremgår:

"Som anført ovenstående er der enighed om SKATs opgørelse på det foreliggende grundlag Der er ikke enighed omkring ansættelsen vedrørende 2010 som anføres af revisor ikke at kunne genoptages i medfør af forvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

SKAT finder at kunne foretage en ekstraordinær ansættelse for 2010 henset til

• SKAT har ikke været vidende om nævnte forhold, da udenlandsk indkomst ikke har været selvangivet.
• SKAT får alene kendskab til nævnte overførsler fra udlandet med baggrund i, at SKAT har modtaget oplysninger omkring overførsel fra udlandet som en del af projekt Money Transfer.

Det fremgår således af statsskattelovens § 4 stk. 1:

• at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi

Der er modtaget overførsel af indkomst fra udlandet i en årrække uden at der er rettet spørgsmål til SKAT herved omkring skattepligt som kunne have været afklaret ved et bindende svar fra SKAT

EFSA gør eksempelvis opmærksomt på i "Experts Compensation Guide" valid 01-12-2013, at man som modtager af "godtgørelser" skal sikre sig, at opfylde de regelsæt som gælder i de respektive hjemlande. Dette har ikke medført spørgsmål eller henvendelse til SKAT "

Der skal henvises til, at SKAT har anført "forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5", og ikke skatteforvaltningsloven. SKAT henviser således til den forkerte lovhjemmel. Man bør kunne forvente, at SKAT kan finde ud af at henvise til korrekt hjemmel, når der er tale om en sag, hvor SKAT argumenterer for, at A har handlet strafbart, og hvor sagen vil blive sendt til ansvarsvurdering.

Der skal endvidere henvises til, at SKAT ikke anfører, hvorfor der er handlet som minimum groft uagtsomt. Der mangler derfor en begrundelse for, hvorfor A har handlet som minimum groft uagtsomt, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1 og 2. SKAT anfører alene, at SKAT ikke har kendt til honorarindtægterne.

Det skal særligt bemærkes, at Skatteankestyrelsen ikke kan "reparere" denne mangel ved at angive en begrundelse i sin afgørelse.

Det gøres endvidere gældende, at manglen er konkret væsentlig, idet en mangel i relation til hjem melsgrundlaget altid vil være konkret væsentlig, jf. eksempelvis Højesterets dom af den 28. marts 1995, der er offentliggjort i U 1995.495/2H. Fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en del af hjemmelsgrundlaget. En forvaltningsafgørelse må ikke stride mod lovgivningen m.v., og en hjemmelsmangel er derfor altid konkret væsentlig.

Da SKAT ikke er fremkommet med en behørig begrundelse i afgørelsen, og slet ikke nævner, hvorfor A har handlet som minimum groft uagtsomt, er afgørelsen ugyldig som følge af denne formelle mangel, jf. eksempelvis Østre Landsrets dom af den 22. maj 2003, offentliggjort i SKM 2003.248.ØLR.

2. Den konkrete forhøjelse.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at A ikke skal beskattes af honorarindtægter fra udlandet i indkomståret 2010. Årsagen hertil er, at der er tale om indtægter, der ikke er skattepligtige til Danmark."

Klagerens repræsentant har yderligere bemærket:

Med henvisning til den fremsendte klage af den 10. juli 2015 skal følgende supplerende bemærkes til sagen:

I sagen er det for det første gjort gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for en ændring af skatteansættelsen i indkomståret 2010 ikke er opfyldte, idet A ikke har handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt. Dette medfører, at indkomståret 2010 er forældet i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det er for det andet gjort gældende, at SKATs afgørelse af den 13. april 2015 er ugyldig, idet SKAT ikke fremkommer med en behørig begrundelse for, hvorfor SKAT finder, at der er hjemmel til at fravige udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at SKATs afgørelser skal begrundes. Begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og stk. 2.

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldte, vil der i det følgende ske en henvisning til den nyeste praksis på området:

Der skal henvises til Landsskatterettens afgørelser af den 5. januar 2016 (sagsnr. 13-0121968 og 13- 0228105), der omhandlede en skatteyder, der havde erhvervet et sommerhus i Danmark i september 1975. Fra dette tidspunkt var han registreret som begrænset skattepligtig til Danmark. Klageren flyttede tilbage til Danmark i februar 2008, hvorved han blev registreret som fuldt skattepligtig til landet. SKAT har i to separate afgørelser fra 2013 genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark fra den 21. april 2005. Dette blev begrundet med, at klageren i henhold til planlovens § 41 (efter en ændring af planloven i 2004) havde haft en personlig ret til at benytte sommerhuset som helårsbolig siden 2005, hvor klageren var 67 år og samtidig begyndte at modtage pension. Det var desuden SKATs opfattelse, at klageren selv og uden væsentlig ulejlighed både burde og kunne have undersøgt, om der var nogle skattemæssige forhold, som han skulle være opmærksom på i forbindelse med benyttelsen af sommerhuset og opholdet i Danmark. Således konkluderede SKAT, at klageren havde handlet som minimum groft uagtsom, og at hans skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 kunne genoptages ekstraordinært. SKATs afgørelser blev imidlertid påklaget til Landsskatteretten.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelser af den 5. januar 2016, at klagerens skattepligt indtrådte den 21. april 2005. Dette skyldtes et samspil mellem de offentligretlige regler i planlovens § 41 og skattereglerne i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1. Desuden lagde Landsskatteretten vægt på, at den (nye) særlige regel i planloven for pensionister alene var angivet i fraflytningsafsnittet i Ligningsvejledningen og dermed ikke i tilflytningsafsnittet. Dette afsnit blev først indsat i Ligningsvejledningen i november 2005 og dermed efter, at klagerens fulde skattepligt til Danmark indtrådte i april 2005. Herefter og henset til sagens oplysninger i øvrigt fandt Landsskatteretten det betænkeligt at statuere forsæt eller grov uagtsomhed. Den manglende selvangivelse kunne alene tilregnes klageren som simpel uagtsomt. Landsskatteretten erklærerede dermed SKATs afgørelser for ugyldige.

I afgørelserne fra Landsskatteretten af den 5. januar 2016 var der tale om et kompliceret skatteområde, hvor mange ville have svært ved at gennemskue den indviklede juridiske sammenhæng mellem planloven og kildeskatteloven.

Dette kan sammenlignes med den komplicerede situation, som A befinder sig i, som modtager af honorar fra internationale organisationer. Situationens kompleksitet understøttes af, at flere af As kolleger og hvervgivere har haft den samme (forkerte) opfattelse som A.

A forespurgte således ved Vitenskapskomrniteen for Matttrygghet (VKM), hvorfor der blev indeholdt norsk kildeskat af honoraret. Hun fik det svar, at Norge ikke er medlem af EU og derfor ikke er omfattet af EU-reglerne. Denne oplysning fra den norske hvervgiver er skattemæssigt forkert, men oplysningen har selvsagt forårsaget, at A fortsat har befundet sig i en vildfarelse omkring de danske skatteregler.

Endvidere bør det bemærkes, at EFSA-vejledningen fra 2010 ikke angiver, hvorledes honorarmodtagerne skattemæssigt skal forholde sig til de godtgørelser, som EFSA udbetaler. Som bilag 5 fremlægges EFSA-vejledningen, der var gyldig fra den 8. november 2010. Det var derfor ikke muligt for A at få hjælp til at få klarlagt sin skattemæssige position ved at gennemlæse vejledningen fra EFSA. Da A gennemlæste den pågældende EFSAvejledning, fortsatte hun med at være i en vildfarelse omkring selvangivelsespligten. Dette understøtter selvsagt, at hun ikke kan have handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de pågældende honorarer.

Efterfølgende blev det skrevet ind i EFSA-vejledningen, at EFSA ikke selvstændigt havde taget stilling til, hvorvidt honorarmodtagerne var skattepligtige, jf. side 15, 3. afsnit, i EFSA-vejledningen, der var gyldig fra den 1. december 2013, jf. bilag 6. Denne formulering var ikke indsat i EFSA-vejledningen på det tidspunkt, hvor A modtog det honorar, der er omfattet af sagen.

Herudover kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 21. december 2015 (sagsnr. 13-0208657). I sagen havde SKAT forhøjet klagerens indkomst i indkomståret 2008 med løn, feriepenge samt fratrædelsesgodtgørelse, som klageren havde modtaget fra en udenlandsk arbejdsgiver. Forhøjelsen skete med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet SKAT fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt. For så vidt angik den udenlandske lønindkomst, konkluderede Landsskatteretten, at klageren alene havde handlet simpelt uagtsomt. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren havde selvangivet lønnen inden for selvangivelsesfristen. Klageren havde imidlertid anvendt valutakursen på selvangivelsestidspunktet i 2009 til at omregne sin lønindkomst fra britiske pund til danske kroner, hvilket gav en mindre afvigelse på kr. 23.861 sammenlignet med den gennemsnitlige valutakurs for 2008. Denne handlemåde var dog hverken udtryk for grov uagtsomhed eller forsæt.

Endvidere kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 30. juni 2015 (sagsnr. 13-0115046). Sagen drejede sig om en klager, der siden 2001 havde arbejdet for en østrisk virksomhed. Klagerens arbejdsområde var det nordlige Europa, herunder det nordlige Tyskland, Danmark, Sverige og Norge. Klagerens arbejdssted var som udgangspunkt hans hjem i Danmark, men han kørte rundt til kunder i hele Nordeuropa i størstedelen af sin arbejdstid. Da klageren anvendte sin egen bil, modtog han befodringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver. Såfremt der udarbejdes et tilstrækkeligt kørselsregnskab, er sådanne befordringsgodtgørelser som udgangspunkt skattefrie efter ligningslovens § 9 B. Hverken SKAT eller skatteankenævnet accepterede dog det af klageren udarbejdede kørselregnskab, og de nægtede endvidere klageren en række andre fradrag relateret til dennes arbejde som lønmodtager. Dette ledte til en forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2005-2007 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klageren havde imidlertid flere gange være i kontakt med SKAT i henholdsvis 2001, 2006 og 2008 vedrørende forhold relateret til SKATs forhøjelser. SKAT havde med andre ord vejledt klageren forud for selvangivelsen. Sagen blev påklaget til Landsskatteretten, som tog stilling til, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldte. Landsskatten fandt ikke, at klageren ved selvangivelsen havde haft til hensigt at unddrage sig skat. Forholdet blev derfor alene anset for simpelt uagtsomt, hvorfor der ikke var mulighed for at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2005-2007.

Afgørelserne fra Landsskatteretten af henholdsvis den 21. december 2015 og den 30. juni 2015 illustrerer, at der hverken foreligger grov uagtsomhed eller forsæt i de situationer, hvor skatteyderen ikke har haft til hensigt at betale mindre skat. I sagerne havde klagerne efter bedste evne forsøgt at selvangive på en rigtig måde, således at skatteansættelserne for de pågældende indkomstår ville blive foretaget på et rigtigt og fuldstændigt grundlag. Det samme har A forsøgt i nærværende sag. Hun har ved flere lejligheder undersøgt sin skattemæssige situation, herunder gennemlæst den dagældende EFSA-vejledning, jf. bilag 5. Hun har dermed efter bedste evne forsøgt at sætte sig ind sin skattemæssige retsstilling, og hun har ikke haft til hensigt at unddrage sig skat.

Endelig kan der henvises til Landsskatterettens afgørelser af den 23. oktober 2015 (sagsnr. 13- 0233518 og 13-5309457). I sagerne havde klageren erhvervet en ejendom i 1978. En tredjedel af ejendommen blev overdraget mod kontant betaling til klagerens daværende ægtefælle i 1994, hvorefter hun flyttede ind. Først pr. 16. marts 2006 indgik parterne en skriftlig aftale, der slog fast, at klagerens nu tidligere ægtefælle med tilbagevirkende kraft fra 1994 erhvervede 1/3 af ejendommen. Efterfølgende indbetalte klagerens tidligere ægtefælle et beløb til klageren hver måned til dækning af udgifter ved ejendommen. Disse betalinger udgjorde hvert år kr. 56.700. SKAT nægtede, at overdragelsen af ejendomsretten var gyldig civilretligt, hvorfor klageren burde have selvangivet de modtagne beløb som lejeindtægter. Dette ledte til en forhøjelse af klagerens skatteansættelser i indkomstårene 2009-2011 efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Denne genoptagelse blev påkaget til Landsskatteretten, som fastslog, at klagerens selvangivne opfattelse af de skatteretlige regler ikke kunne anses for mere end simpel uagtsom, selvom den var fejlagtig. Dette resultat skyldes formentlig, at klagerens repræsentant havde argumenteret for, at klageren havde en berettiget forventning om, at overdragelsen til ægtefællen var civilretlig gyldig. SKAT havde nemlig tidligere anerkendt det fælles ejerskab af ejendommen, bl.a. ved udsendelse af en ændret årsopgørelse for indkomståret 2008, hvor klagerens tidligere ægtefælle fik en fradragsret svarende til hendes ejerandel af den samlede gæld vedrørende ejendommen.

Afgørelsen kan læses således, at klageren befandt sig i en vildfarelse omkring sin retsstilling.
Klageren var af den opfattelse, at hans handlemåde var rigtig og på forhånd anerkendt af SKAT. Dette er ligeledes tilfældet i nærværende sag, hvor A havde fået den opfattelse, at hun ikke skulle selvangive udenlandske honorarindtægter. Dette skyldtes på samme måde SKATs "opførsel", navnlig SKATs behandling af As kollega. A befandt sig således i en tilsvarende vildfarelse, som hverken kan tilregnes hende som forsætlig eller som udtryk for grov uagtsomhed.

--o--

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt SKATs afgørelse af den 13. april 2015, jf. bilag 1, er ugyldig, er der allerede i klagen af den 10. juli 2015 henvist til en række kendelser, der understreger, at afgørelsen om at anvende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle afgørelse om skatteansættelse og således begrundes selvstændigt, jf. forvaltningslovens § 22.

Supplerende skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 9. maj 2014 (sagsnr. 13- 0131957). I sagen havde SKAT ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009-2011 og forhøjet den skattepligtige indkomst. Forhøjelsen var blandt andet begrundet med, at klageren havde benyttet selskabets firmabil til kørsel mellem hjem og arbejde, hvilket førte til beskatning af værdi af fri bil. I den forbindelse blev der henvist til, at en medarbejder hos SKAT havde set klageren køre strækningen mellem hjem og arbejde i selskabets bil.

SKATs afgørelse blev påklaget til Skatteankestyrelsen, hvor klagerens repræsentant blandt andet gjorde ugyldighed gældende som følge af manglende begrundelse for den ekstraordinære genoptagelse. Landsskatteretten konkluderede først, at SKAT havde iagttaget begrundelsespligten i forvaltningslovens § 24, stk. 1, idet SKAT havde henvist til de faktiske omstændigheder, hvorpå myndighedens afgørelse var baseret. Dernæst fandt Landsskatteretten dog, at SKAT ikke havde opfyldt sin begrundelsespligt i forvaltningslovens § 24, stk. 2. SKAT havde undladt at give en kort redegørelse for de nærmere omstændigheder omkring konstateringen, der var gjort af en af SKATs medarbejdere, særligt i forhold til oplysninger om hvor, hvornår og hvilken bil klageren var set køre i og fået stillet til sin private rådighed. Konstateringen, der ikke var nærmere uddybet, var tillagt væsentlig betydning i SKATs afgørelse, og Landsskatteretten kunne ikke udelukke, at sagen havde fået et andet udfald, hvis denne konstatering ikke var gjort. Manglen var med andre ord konkret væsentlig, hvorfor det var Landsskatterettens vurdering, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende opfyldelse af begrundelsekravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

I nærværende sag er SKAT ligeledes ikke kommet med en behørig begrundelse. Da denne mangel er konkret væsentlig, idet mangler i relation til hjemmelsgrundlaget altid vil være konkret væsentlige, jf. SKM2003.248.ØLR, er afgørelsen ugyldig som følge af den formelle mangel."

Klagerens repræsentant har yderligere bemærket:

I sagen er det gjort gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for en ændring af skatteansættelsen i indkomstået 2010 ikke er opfyldte, idet A ikke har handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt. Dette medfører, at indkomståret 2010 er forældet i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Der er i klagen af den 10. juli 2015 og i det supplerende indlæg af den 12. september 2016 allerede redegjort for, hvorfor A ikke har handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt.

Et af argumenterne for, hvorfor A ikke har handlet groft uagtsomt, er, at det ikke i materialet udleveret af de organisationer, der har planlagt og afholdt de arbejdsgrupper og paneler i udlandet, som A har deltaget i, fremgår, at der skal svares skat af det honorar, som A har modtaget. Som bilag 7 fremlægges en EFSA-vejledning gældende fra den 1. juni 2009. Denne vejledning var gældende, indtil det tidspunkt, hvor vejledningen fremlagt som bilag 5 trådte i kraft den 8. november 2010.

EFSA-vejledningen fra den 1. juni 2009, jf. bilag 7, angiver ikke, hvorledes honorarmodtagerne skattemæssigt skal forholde sig til de godtgørelser, som EFSA udbetaler. Som det allerede er gjort gældende, forholder vejledningen gældende fra den 8. november 2010, jf. bilag 5, sig heller ikke hertil. Det fastholdes derfor, at det ikke var muligt for A at få klarlagt sin skattemæssige position ved at gennemlæse vejledningerne gældende for indkomståret 2010 fra EFSA, jf. bilag 5 og 7.

Selvom A havde kendskab til de pågældende vejledninger fra EFSA, og havde gennemlæst disse, forblev hun i en vildfarelse omkring selvangivelsespligten. Dette understøtter selvsagt, at hun ikke kan have handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de pågældende honorarer fra EFSA.

Det fremgår af SKATs afgørelse, jf. bilag 1, side 6, at det af EFSAs vejledning gældende fra den 1. december 2013, jf. bilag 6, fremgår, at EFSA ikke selvstændigt har taget stilling til, hvorvidt honorarmodtagerne er skattepligtige.

I afgørelsen lægger SKAT stor vægt på denne passus i vejledningen gældende fra den 1. december 2013. Det gøres gældende, at en passus i vejledningen gældende fra ultimo 2013 selvsagt ikke kan have betydning for afgørelsen af en sag, der vedrører indkomståret 2010, hvor helt andre udgaver af vejledningen fandtes.

For så vidt angår det arbejde, som A har udført for SCCS, har det været As opfattelse, at honoraret herfra var skattefrit. Som bilag 8 fremlægges en mail fra [navn udeladt] fra SCCS fremsendt til A den 16. maj 2006. Det fremgår heraf, at:

"Our administrative practises are similar to EFSA."

På baggrund af ovennævnte oplysning i e-mailen fra medarbejderen ved SCCS har det været As opfattelse, at honorar modtaget fra SCCS var skattefrit, idet det som allerede anført endvidere var As opfattelse, at honorar udbetalt af EFSA var skattefrit.

I relation til As arbejde for SCCS fremlægges som bilag 9 en indbydelse til en paneldebat, der er fremsendt til A den 13. juni 2007. Vedlagt denne indbydelse er de gældende regler for udbetaling af honorar, diæter m.v. Det fremgår ikke af hverken indbydelsen til paneldebatten eller de vedlagte regler, at A skulle beskattes af honorar m.v.

Det var dermed ikke muligt for A at få klarlagt sin skattemæssige position ved at gennemlæse reglerne for udbetaling af honorar, diæter m.v., jf. bilag 9, hvorfor hun forblev i en vildfarelse omkring selvangivelsespligten. Dette understøtter selvsagt, at hun ikke kan have handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de pågældende honorarer fra SCCS.

For så vidt angår honorar udbetalt af VKM, forholder det sig således, at VKM oplyste A, at der skulle betales skat i Norge af honoraret fra VKM, idet Norge ikke er medlem af EU, og at der ikke skulle betales skat af honorar fra EFSA og SCCS, idet hendes arbejde var udført i EU-regi. A fik dermed den opfattelse, at honorarerne fra EFSA og SCCS var skattefrie, idet der var tale om arbejde udført for EU-organisationer.

Det gøres dermed sammenfattende gældende, at der ikke kan herske tvivl om, at A ikke har haft et fagligt detaljekendskab til international beskatning, og at vejledningerne fra EFSA og SCCS i relation til udbetaling af honorar har medført, at A har befundet sig i en vildfarelse vedrørende skattepligten. Hun har foretaget de undersøgelse, som man kan forvente af en skatteyder i den pågældende situation, hvorfor hun ikke har handlet groft uagtsomt.

Da der ikke er noget at bebrejde A, finder suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5, ikke anvendelse.

Repræsentanten har blandt andet bemærket følgende til det udsendte forslag til afgørelse:

Jeg skal venligst oplyse, at vi er grundlæggende uenige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. I den forbindelse skal vi særligt henvise til vores tidligere bemærkninger til Skatteankestyrelsen angående As tilregnelse i forhold til en eventuel udeholdelse af indtægter. A har på ingen måde handlet hverken groft uagtsom eller forsætligt.

Landsskatterettens afgørelse
Materielt
Det lægges til grund, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt til Danmark, uanset om indkomsten hidrører her fra landet eller ikke. Dette følger af statsskattelovens § 4.

Klagerens udenlandske indkomst vedrører hendes deltagelse i arbejdsgrupper og paneler.

Det er rettens opfattelse, at uanset det af klageren anførte, er der tale om indtægter fra udlandet, som ikke er selvangivet i Danmark. Disse indtægter er skattepligtige til Danmark jf. statsskattelovens § 4.

Formelt
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen kan varsle en ændring i ansættelsen af den skattepligtige indkomst frem til den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT kan foretage en ansættelse efter udløbet af den ordinære ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et urigtigt grundlag.

Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder. Der vil efter omstændighederne også være grundlag for at anvende bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvor en skattepligtig oplyser ikke at kende reglerne eller anse reglerne for at være særligt komplicerede.

Det følger af skattekontrollovens § 1, at enhver, der er skattepligtig i Danmark, over for told- og skatteforvaltningen årligt skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og sin ejerbolig. Endvidere følger af skattekontrollovens § 16, at den skattepligtige, hvis ansættelsen er for lav, skal underrette told- og skatteforvaltningen herom inden 4 uger efter meddelelsens modtagelse.

Klageren har i indkomståret 2010 modtaget indtægter fra European Food Safety Authority, Scientific Committee on Consumer Safety samt Vitenskapskommiteen for Matttrygghet på i alt 81.722 kr. Pengene er blevet indsat på klagerens bankkonto i Danmark.

Klageren har ikke selvangivet de modtagne beløb til SKAT.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder det betænkeligt at fastslå, at der er tale om grov uagtsomhed, hvorfor betingelserne for fristgennembrud i § 27, stk.1, nr. 5 ikke er opfyldt. Retsmedlemmerne har lagt vægt på, at udbetalingerne fra de internationale organisationer fremstod som refusion af udgifter og ikke som honorar, at regelsættene for udbetaling og afregningsbilagene er komplicerede, og at det blandt klagers kollegaer har været den herskende opfattelse, at beløbene var skattefri.

Henset til beløbets størrelse finder et retsmedlem, at klager har handlet groft uagtsomt vedrørende udbetalingen fra EFSA på kr. 62.626, men kan for så vidt angår de øvrige beløb tilslutte sig flertallets opfattelse.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertal, hvorefter forhøjelsen for indkomståret 2010 bortfalder.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.