Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-01-1900
Offentliggjort:14-06-2018
SKM-nr:SKM2018.279.LSR
Journalnr.:16-0846309
Referencer.:Ligningsloven
Skattekontrolloven
Dokumenttype:Afgørelse


Værdi af skattepligtigt personalegode i form af personalearrangement med overnatning og spisning på restaurant

En personaleudflugt for et firmas administrative personale med ledsagere, som androg 4.240 kr. pr. deltager, blev anset for et skattepligtigt gode. Avishold betalt af selskabet for de to hovedaktionærer på privatadressen ansås ligeledes skattepligtigt.


SKAT har pålagt selskabet at indberette værdi af skattepligtigt personalegode for indkomståret 2014 til Indkomstregistret.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger
Selskabet har i perioden 3. oktober 2014 til 5. oktober 2014 afholdt et personalearrangement i København med overnatning og spisning på restaurant […] mv. På turen har der været deltagelse af kontorpersonalet og deres ledsagere, i alt 18 personer.

Deltagerne var 7 ansatte + de pågældendes evt. ledsager, 2 direktører og deres evt. ledsager samt bestyrelsesformanden med ledsager. Selskabets 2 direktører er medejere af selskabet via deres respektive holdingselskaber.

Den forholdsmæssige andel af udgiften pr. deltager udgør 4.240 kr. kr. (nedrundet). De afholdte udgifter er fratrukket som "øvrige personaleomkostninger".

Virksomheden har i juni måned 2014 afholdt en sommerfest, hvor alle ansatte og ledsagere var inviteret, og her deltog 51 personer. Udgiften til dette arrangement udgjorde ca. 30.000 kr. (ca. 600 kr. pr. deltager) I december måned 2014 er der ligeledes afholdt en julefrokost, hvor alle ansatte og ledsagere var inviteret, og her deltog 44 personer. Udgiften til dette arrangement udgjorde ca. 27.000 kr. (ca. 600 kr. pr. deltager)

Der er ikke foretaget indberetning til Indkomstregistreret med skattepligtig værdi for de ansatte eller ledsageres deltagelse i turen til København.

Udgifterne for turen til København kan opgøres på følgende måde:

Bilag 23476 [restaurant] Aconto 25.000 kr.
Bilag 23636 Togbilletter/A 1.648 kr.
Bilag 23634 Brunch 407 kr.
Bilag 23635 Brobizz B 410 kr.
Bilag 23636 Taxi 277 kr.
Bilag 23637 Tog C 1.648 kr.
Bilag 23638 Taxi 180 kr.
Bilag 23639 Taxi 114 kr.
Bilag 23640 [pub] (drinks) 3.558 kr.
Bilag 23641 [restaurant] 27.500 kr.
Bilag 23642 Taxi 141 kr.
Bilag 23643 [diskotek & bar] (drinks) 256 kr.
Bilag 23644 Entre [diskotek & bar] 300 kr.
Bilag 23645 Taxi 98 kr.
Bilag 23647 Hotel 14.830 kr.

Samlet udgift i alt 76.367 kr.
Pris pr. deltager (18 deltagere) 4.243 kr.

Det er oplyst, at der var tale om weekendtur og, at personalet ikke fik løn under arrangementet.

Fri avis
Selskabet har i 2015 afholdt udgifter til [lokalt dagblad] for direktør X og direktør Y. Udgiften har været henholdsvis 2.849 kr. og 2.790 kr.

Avisen leveres direkte på direktørernes adresse i by Y1, og X og Y afholder ikke udgifter til øvrige aviser. Selskabet er beliggende i by Y2, ca. 60 km fra direktørernes bopælsadresse.

Selskabet har i 2015 endvidere afholdt udgifter til [erhvervsavis] og [brancherelateret dagblad], som leveres på selskabets adresse i by Y2.

SKATs afgørelse
SKAT har pålagt selskabet at indberette værdi af et personalearrangement, som et skattepligtigt personalegode. Derudover er selskabet pålagt at indberette værdi af fri avis.

SKAT har begrundet det således:

"Efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger vedrørende arrangementet/turen til København med overnatning og besøg på restaurant […] mv., er det SKATs opfattelse, at arrangementet/turen anses at være et skattepligtigt personalegode for deltagerne.

SKAT lægger vægt på følgende momenter:

Det er SKATs opfattelse, at deltagerne skal beskattes af værdien af turen. Den skattepligtige værdi beregnes med en forholdsmæssig andel for den enkelte deltager. Den skattepligtige værdi af ægte- fællers deltagelse skal beskattes hos de ansatte.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at selskabet har pligt til at foretage indberetning til eIndkomst med den skattepligtige værdi i rubrik 55. Indberetningen skal foretages for oktober måned 2014.

(……………………)

Det er SKATs opfattelse, at værdien af [lokalt dagblad] ikke er et personalegode for direktør X og direktør Y som falder ind under bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder.

SKAT har ved sin vurdering lagt vægt på følgende:

Endvidere kan der ikke opnås skattefrihed efter bestemmelsen om bagatelgrænsen for mindre personalegoder, da værdien ovestiger beløbsgrænsen på 1.100 kr. årligt.

Det er SKATs opfattelse, at der er tale om et skattepligtigt personalegode, hvor selskabet har indberetningspligt til Indkomstregistret (rubrik 55) for udgiften til [lokalt dagblad] for 2015. Indberetningen skal foretages for december måned 2015 for X og i marts måned 2015 for Y. Indberetningen skal foretages senest 14 dage efter modtagelsen af denne afgørelse. Kopier af de foretagne indberetninger ønskes fremsendt til SKAT inden 14 dage."

SKAT har i afgørelsen henvist til relevante retsregler og praksis.

Klagerens opfattelse
Selskabet har fremsat påstand om, at der ikke er tale om skattepligtige personalegoder.

Til støtte for det har selskabets repræsentant fremført:

"Selskabet har de seneste år været i en god udvikling. Man var gået fra et stort underskud i 2010 til i 2013 at have et overskud før skat på ca. 9 mio. kr. Året 2014 tegnede til at blive endnu bedre, og man valgte at det skulle markeres med et personalearrangement. Valget faldt på et besøg hos restaurant […] i København, hvor alt kontorpersonale inkl. ægtefæller blev inviteret. Arrangementet omfattede spisning på [restaurant], efterfølgende samlet besøg på bar i byen samt hotelovernatning fra lørdag 4. oktober til søndag 5. oktober 2014.

Alene 3 medarbejdere har haft overnatning fra fredag til lørdag også. Dette er sket af planmæssige årsager, og der er ikke afholdt yderligere omkostninger udover ekstra hotelovernatning.

I den juridiske vejledning afsnit C.A.5.6.2 anføres følgende momenter til afgørelse om, hvorvidt et arrangement er skattepligtigt for medarbejderen:

Er arrangementet enkeltstående?
Arrangementet er klart enkeltstående, hvilket taler for, at det ikke udløser beskatning. Som omtalt ovenfor var anledningen, at selskabet var inde i en god periode, og man ville holde et arrangement for medarbejderne. Selskabet afholder normalt en sommerafslutning og julefrokost, men i dette år valgte man så at afholde en ekstra firmafest. I den juridiske vejledning er netop anført, at 3 arrangementer ikke udløser beskatning, men at en ugentlig firmafest vil være skattepligtig.

SKAT nævnte på møde vedrørende sagen, at det efter SKATs opfattelse er atypisk at en Midtjysk virksomhed vælger at afholde et personalearrangement i København. Derimod var SKAT tilsyneladende af den opfattelse, at et besøg i Det Kgl. Teater ville kunne godkendes, da Det kgl. Teater kun er i København.
Vi forstår ikke denne argumentation, men skal blot dertil bemærke, at man netop har valgt at fejre firmaets flotte resultat ved at invitere dem med på det ypperste indenfor kulinariske oplevelser i Danmark, og det har derfor været nødvendigt at tage til København, […]. Det har således været nødvendigt at køre efter oplevelsen, ligesom det er nødvendigt at køre efter oplevelsen såfremt men vil i Det Kongelige Teater. Virksomheden ville ikke have givet medarbejderne den samme oplevelse, såfremt valgt at holde arrangementet på en restaurant i [Midtjylland].

Hvor længe varer det?
Af den juridiske vejledning fremgår det, at såfremt arrangementet varer en dag/aften, eventuelt med overnatning, taler det for, at der ikke skal ske beskatning. Besøget i København var et aftenarrangement med overnatning, hvilket således taler for, der ikke skal ske beskatning.

SKAT henviser i deres sagsfremstilling til diverse afgørelser vedrørende udlandsture med flere overnatninger. Disse afgørelser er overhovedet ikke relevante, da man netop følger SKATs anvisninger ved at holde et arrangement med en efterfølgende overnatning.

Hvad er udgiftsniveauet?
Det er direkte angivet i juridisk vejledning, at normalt har udgifterne ikke betydning for vurderingen af, om arrangementet er skattepligtigt for medarbejderen. En julefrokost bliver ikke skattepligtig for medarbejderen, fordi den bliver afholdt på en meget dyr restaurant.

Der ses ikke grundlag for, at dette alene skal gælde for en julefrokost, og ikke for en enkeltstående firmafest.

Restaurant […] er ganske rigtig en meget dyr restaurant, hvilket jf. juridisk vejledning er fuldstændig uproblematisk. At selskabet afholder beskedne udgifter til de mere traditionelle sommerarrangementer og julefrokoster, giver ikke noget belæg for, at selskabet ikke kan afholde større udgifter til et personalearrangement, når der er noget som de gerne vil fejre med medarbejderne.

Hvem deltager?
Som omtalt deltog alt kontorpersonale inkl. ægtefæller/kærester. Det må anses for almindelig praksis, og helt naturligt, at ægtefæller deltager i firmafester. Dette fremgår også af den juridiske vejledning, hvor der henvises til SKM2011.191.SR hvor et arrangement med ægtefæller og børn ikke udløste beskatning.

Der er ikke noget krav om, at det er alle personalegrupper der skal deltage i et personalearrangement, for at dette kan undtages for beskatning. Der er således ingen praksis/hjemmel til SKATs argumentation for beskatning af de ansatte, blot fordi det udelukkende er det administrative personale der har deltaget i arrangementet i København.

Hvor afholdes det?
Hvor omtaler juridisk vejledning, at det kan tale for beskatning, hvis arrangementet afholdes et usædvanligt sted? Som eksempel nævnes en arbejdsgiverbetalt rejse til New York. Et firmaarrangement i Købehavn vurderes ikke at være et usædvanligt sted, og kan ikke sammenlignes med en rejse til New York.

Det fremgår således også af juridisk vejledning, at personalearrangement på en meget dyr restaurant ikke medfører beskatning. Om arrangementer på den meget dyre restaurant skal være i forbindelse med en julefrokost som SKAT antyder, er der ikke noget praksis der tilsiger, og det dyre arrangement kan således være på det tidspunkt af året som selskabet ønsker det.

Medarbejderne er derfor skattefrie af det enkeltstående arrangement på en dyr restaurant, uanset om det sker i forbindelse med sommerfest, julefrokost eller en helt anden begivenhed som virksomheden ønsker at markere.

Skat skriver endvidere i deres begrundelse for beskatning, at der er tale om et arrangement der har et socialt formål, og at der ikke er nogen erhvervsmæssig begrundelse for arrangementet. Dette er jo netop kendetegnet for diverse julefrokoster, sommerfester og andre personalearrangementer, at der er tale om arrangementer uden erhvervsmæssig indhold, der afholdes for at vise medarbejderne at man er glade for deres indsats for virksomheden. Det er ligeledes helt normalt at diverse personalearrangementer afholdes i medarbejdernes fritid.

Samlet vurdering
Ud fra de 5 momenter der nævnes i juridisk vejledning er det efter vor klare overbevisning, at ingen af dem taler for, at arrangementet skulle være skattepligtigt for medarbejderne. Der kan ligeledes henvises til juridisk vejledning, hvor der omtales 4 eksempler på firmafester, der ikke udløser beskatning. Disse er nogenlunde sammenlignelige med det aktuelle arrangement på [restaurant], og arrangementet er derfor efter vores opfattelse skattefrit for medarbejderne.

(……)

"Selskabets omkostninger til [lokalt dagblad] for X og Y i overvejende grad afholdt til brug for arbejdet. En af selskabets store kunder, G1 er beliggende i by Y1, ligeledes er selskabets største konkurrent. Det er således af stor vigtighed, at der løbende holdes ajour med eventuelle projekter i området.

Det skal yderligere fremhæves, at der ikke er indgået aftale om lønreduktion, således at der gælder en formodningsregel om, at avisen i overvejende grad er til brug for arbejdet. Der henvises til styresignalet i SKM2011.183.SKAT. Efter vor klare opfattelse er aviserne således skattefri, da værdien ikke overstiger bagatelgrænsen.

Der er ikke nogen hjemmel til at antage, at denne formodnings-regel ikke også er gældende for aktionærer."

Landsskatterettens afgørelse
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1.

Den skattepligtige værdi fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel. Goder beskattes kun, hvis den samlede værdi overstiger et grundbeløb på 1.000 kr. (2010-niveau). Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3.

Det følger af skattekontrollovens § 7A, stk. 3, at der er indberetningspligt til indkomstregistret jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4 samt bekendtgørelse nr. 1148 af 26. september 2013 om indberetningspligter efter skattekontrolloven.

Praksis for firmafester mv. er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning C.A.5.6.2. Det fremgår således, at arrangementer med en enkelt overnatning som regel ikke udløser beskatning, og det fremgår også, at udgifterne til firmafester normalt ikke har betydning for vurderingen af, om arrangementet er skattepligtigt for medarbejderen. Derimod kan det have betydning, hvis der deltager personer, som ikke er medarbejdere. Det gælder dog ikke, hvis det er naturligt for arrangementet, at der deltager personer uden for arbejdspladsen jf. f.eks. SKM2011.191.SR, hvor deltagelse i Eventyrløbet ikke udløste beskatning, selvom ægtefæller og børn deltog i arrangementet.

Selskabet har i 2014 afholdt en personaleudflugt for det administrative personale med ledsager. Der deltog i alt 18 personer. Selskabet har ca. 50 ansatte i alt. Blandt deltagerne var selskabets direktører, som også er aktionærer i selskabet, samt selskabets bestyrelsesformand. Der var tale om en weekendudflugt til København med spisning på restaurant […], drinks på barer og efterfølgende overnatning på hotel. Turen kostede 4.240 kr. pr. person. Turen var efter det oplyste en "forkælelsestur" ydet som belønning for en god indsats.

Det er rettens opfattelse, at arrangementet er et skattepligtigt personalegode. Retten har herved lagt vægt på, at der deltager ægtefæller/ledsagere, som ikke er medarbejdere i selskabet og, at arrangementet, der er uden fagligt indhold, udgiftsmæssigt, adskiller sig fra et traditionelt personalearrangement, hvorved det får karakter af en individuel belønning til de udvalgte medarbejdere, og da værdien af gaven overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt., vil gaven derfor være skattepligtig, ligesom selskabet har indberetningspligt.

Selskabet har desuden afholdt udgifter på knap 3.000 kr. til [lokalt dagblad] for hver af de 2 aktionærer. De 2 aktionærer holder ikke selv avis. Aviserne er leveret på aktionærernes private bopælsadresser i by Y1, som er beliggende ca. 60 km fra selskabets adresse i by Y2. Selskabet holder i øvrigt selv [erhvervsavis] og [brancherelateret dagblad], som leveres på selskabets adresse.

Det ses således ikke godtgjort, at aviserne i overvejende grad er stillet til rådighed for de 2 aktionærer af hensyn til arbejdet. Der henvises til styresignalet i SKM2011.183.SKAT.

Aviserne falder således ikke ind under bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder, hvorfor værdien af fri avis er skattepligtig for de 2 aktionærer, og selskabet har indberetningspligt.

Retten stadfæster således i det hele SKATs afgørelse.