Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse – forening – skattepligtig efter selskabsskatteloven – tidspunkt for vurdering

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forening var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, jf. § 53, for foreningens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelsen af en klagesag for Landsskatteretten samt en retssag ved Byretten, eller om foreningen som skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, i stedet havde fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3.Derudover angik sagen spørgsmålet om, hvilket tidspunkt der skulle lægges til grund ved vurderingen af, om foreningen var berettiget til godtgørelse eller et fradrag.Retten fandt, at formålet med lovmotiverne for bestemmelserne bl.a. var at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde, foreninger mv., mod at disse i stedet opnåede fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand mv. i skatteansættelsessager og skattesager.Retten bemærkede, at det er afgørende for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at udgifterne er "ifølge regning". Der skal således være tale om afregningsmodne udgifter. Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 3, kan selskaber m.v., der ikke kan opnå omkostningsgodtgørelse, i stedet fradrage udgifterne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter pligtpådragelsesprincippet i statsskattelovens § 6 opnås fradragsret for en udgift som udgangspunkt, når der er en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften.Retten fandt, at der er en sådan sammenhæng mellem periodiseringen af de godtgørelsesberettigede udgifter efter skatteforvaltningslovens § 52 og fradragsretten for ikke-godtgørelsesberettigede udgifter i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at det er forholdene på tidspunktet for udgifternes fakturering, der er afgørende ved vurderingen af, om selskaber m.v. efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt selskaber m.v. er godtgørelsesberettigede i medfør af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1. Dette støttes af, at der ikke er holdepunkter i lovmotiverne for, at vurderingen af skattepligt efter § 53, stk. 2, skal foretages på andre tidspunkter, herunder i de indkomstår som klagesagen materielt vedrører.Retten fandt dermed, det var forholdene i indkomståret 2012, hvor fakturaen for den sagkyndige bistand blev udstedt, der er afgørende for vurderingen af, om foreningen var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt foreningen er godtgørelsesberettiget eller ej.På baggrund af foreningens resultatopgørelser fra 1994-97, 2003-07 og 2010-12, selvangivelse for 2012 samt Landsskatterettens kendelse af 10. maj 2001 vedrørende indkomstårene 1989-99 lagde landsretten til grund, at foreningen havde haft en lejeindtægt i 2012 og årene forud herfor.Landsretten lagde herved tillige vægt på, at foreningen i 2001 indsendte en lejekontrakt til Landsskatteretten som dokumentation for lejeforholdet, og at det ikke ved foreningens forretningsførers forklaringer var sandsynliggjort, at angivelsen af lejeindtægten skulle bero på en misforståelse.Da foreningen således havde indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, som foreningen var skattepligtig af, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var foreningen ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom af Skatteministeriet (SKM2016.418.BR)

Parter

H1

(v/Adv. Martin Bekker Henrichsen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Asger Hinsch i henhold til proceduretilladelse)

Afsagt af Landsretsdommerne

Henrik Bloch Andersen, Alex Puggaard og Per Kiel Lauritsen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens dom af 21. april 2016 (BS 2G-1560/2014) (SKM2016.418.BR ) er anket af H1 med påstande som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 har ret til omkostningsgodtgørelse til dækning af udgifterne til førelse af klagesag ved Landsskatteretten (j.nr. 10-03067 og 12-01758) samt retssag ved Byretten (BS 1- 939/2011). Subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af SJ, der har forklaret blandt andet, at det er korrekt, at kommunen i 1999 vurderede, at ejendommen var tom, samt under total ombygning og restaurering og helt ubeboelig, som gengivet i Landsskatterettens afgørelse af 10. maj 2001. Forholdene har ikke ændret sig siden. Det er om muligt blevet værre. Der har ikke på noget tidspunkt været nogen form for udlejning, og han mener heller ikke, at der på noget tidspunkt har eksisteret en lejekontrakt. Foreningen har således aldrig oppebåret en lejeindtægt på 48.000 kr. Det var skattevæsenet, der pålagde foreningen lejeindtægten, fordi der stod biler på ejendommen. Andelsforeningen var uden midler, da foreningen i 2010 købte hans aktiepost i G1 A/S for 28.000 kr. Pengene kom fra hans datter, der havde en væsentlig interesse i, at foreningen overtog hele aktiekapitalen. Hun var på daværende tidspunkt 13 år, og hun havde arvet efter sin farmor.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Denne sag drejer sig om, hvorvidt H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens 52, jf. § 53, for foreningens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelsen af en klagesag for Landsskatteretten samt en retssag ved Byretten, eller om H1 som skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, i stedet havde fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3.

H1 har i den forbindelse gjort gældende blandt andet, at det er forholdene i de indkomstår (2004-2007), der blev klaget over, der er afgørende for vurderingen af godtgørelsesberettigelse, mens Skatteministeriet heroverfor har gjort gældende, at vurderingen skal foretages i forhold til det indkomstår (2012), hvor H1 blev forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand.

Skatteforvaltningslovens § 53 og ligningslovens § 7 Q, stk. 3, fik deres nuværende formuleringer ved lov nr. 525 af 12. juni 2009. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, pkt. 3.6. fremgår blandt andet:

"...

Det foreslås, at adgangen til omkostningsgodtgørelse afskaffes for selskaber, fonde m.v., som er skattepligtige. I stedet skal de skattepligtige kunne fratrække udgifterne til klage- og genoptagelsessager i den skattepligtige indkomst.

Baggrunden for forslaget er, at der efter de gældende regler er en vis risiko for udnyttelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse. De godtgørelsesberettigede har således et incitament til ikke at fremlægge dokumentation i skattesager, så længe de er under behandling hos SKAT, men til at vente, til SKAT har truffet en afgørelse i sagen, således at dokumentationen først fremkommer under en efterfølgende klagesag, hvor der kan opnås godtgørelse for udgifterne.

Når adgangen til omkostningsgodtgørelse ved klageinstanserne afskaffes og erstattes af fradragsret, opnås, at omkostningerne til fremskaffelse af dokumentation i skattesager skattemæssigt behandles ens, uanset på hvilket tidspunkt under behandlingen af sagen dokumentationen fremlægges. Herved undgås en unødig belastning af klagesystemet.

Der findes ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde m.v., når omkostningerne i stedet gøres fradragsberettigede, og når der henses til, at der i sager, som tabes af Skatteministeriet, tilkendes den skattepligtige sagsomkostninger efter de almindelige regler herom.

..."

Ved lovforslagets fremsættelse blev det foreslået, at ligningslovens § 7 Q, stk. 3, skulle affattes således:

"...

Stk. 3. Udgifter, hvortil der kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19, kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

..."

I forbindelse med 2. behandling af lovforslaget blev det foreslået, at ligningslovens § 7 Q, stk. 3, i stedet skulle affattes således:

"...

Stk. 3. Udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

..."

Af bemærkningerne til dette ændringsforslag, der siden blev vedtaget, fremgår:

"...

Det foreslås, at det præciseres i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at selskaber m.v. samt selvstændigt erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager, mens andre skattepligtige ikke har fradragsret for sådanne udgifter.

Det er en forudsætning for selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for de samme udgifter. Endvidere er det en forudsætning, at sagen vedrører erhvervsvirksomheden.

For selskaber m.v., som efter lovforslaget ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse, indebærer præciseringen, at der vil være fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand, uanset på hvilket stadium i sagen udgifterne afholdes.

..."

Landsretten finder, at formålet med såvel det oprindelige lovforslag som ændringsforslaget blandt andet var at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde, foreninger m.v., mod at disse selskaber m.v. i stedet opnåede fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i skatteansættelsessager og skattesager.

Det er afgørende for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at udgifterne er "ifølge regning". Der skal således være tale om afregningsmodne udgifter. Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 3, kan selskaber m.v., der ikke kan opnå omkostningsgodtgørelse, i stedet fradrage udgifterne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter pligtpådragelsesprincippet i statsskattelovens § 6 opnås fradragsret for en udgift som udgangspunkt, når der er en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Landsretten finder, at der er en sådan sammenhæng mellem periodiseringen af de godtgørelsesberettigede udgifter i skatteforvaltningslovens § 52 og fradragsretten for ikke-godtgørelsesberettigede udgifter i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, at det er forholdene på tidspunktet for udgifternes fakturering, der er afgørende ved vurderingen af, om selskaber m.v. efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt selskaber m.v. er godtgørelsesberettigede i medfør af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1. Dette støttes af, at der ikke er holdepunkter i forarbejderne til lov nr. 525 af 12. juni 2009 for, at vurderingen af skattepligt efter § 53, stk. 2, skal foretages på andre tidspunkter, herunder i de indkomstår som klagesagen materielt vedrører.

Landsretten finder således, at det er forholdene i indkomståret 2012, hvor fakturaen for den sagkyndige bistand blev udstedt, der er afgørende for vurderingen af, om H1 er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt H1 er godtgørelsesberettiget eller ej.

På baggrund af H1s resultatopgørelser fra 1994-1997, 2003-2007 og 2010- 2012, selvangivelsen for 2012 samt Landsskatterettens kendelse af 10. maj 2001 vedrørende indkomstårene 1989-1999 lægger landsretten til grund, at H1 har haft en årlig lejeindtægt på 48.000 kr. i 2012 og årene forud herfor. Landsretten har herved tillige lagt vægt på, at H1 i 2001 indsendte lejekontrakt til Landsskatteretten som dokumentation for lejeforholdet, og at H1 ikke alene ved SJs forklaring har sandsynliggjort, at angivelsen af lejeindtægten skulle bero på en misforståelse. Da H1 således havde indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2012, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, som H1 var skattepligtig af, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er H1 herefter ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.418.BR