Dokumentets metadata

Dokumentets dato:07-03-2018
Offentliggjort:13-04-2018
SKM-nr:SKM2018.158.BR
Journalnr.:BS 7-352-2016
Referencer.:Vurderingsloven
Dokumenttype:Dom


Sagsomkostninger - frafald af synspunkter -fradrag i grundværdien

Sagen angik, om en boligforening var berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af kloak- og vandforsyningsledninger i vurderingsårene 2002-2006 på boligforeningens ejendom. Boligforeningen ændrede sin påstand i replikken efter udsættelse af sagen på baggrund af en højesteretsdom, således at påstanden blev begrænset til den del af kloakforsyningsledningerne på ejendommen, som Landsskatteretten havde fundet fradragsberettigede. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for boligforeningens reviderede påstand. Byretten afsagde dom i overensstemmelse med sagsøgers reviderede påstand og tog herefter stilling til sagsomkostningsspørgsmålet. Retten lagde her vægt på sagens karakter og udfald, hvorefter retten fandt, at hver part for en del havde vundet og for en del havde tabt sagen, og hver part skulle derfor bære egne sagsomkostninger.


Parter

H1

(v/Adv. Tue Martin Berg)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Mia Ravn Christensen

Afsagt af byretsdommer

Karin Bøgh Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er modtaget den 3. marts 2016, har sagsøgeren, H1, overfor sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt følgende endelige påstande:

Fradragsansættelsen ved vurderingerne og årsreguleringerne 2002-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21), hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til anlæg af kloakforsyningsledningerne anerkendt som værende hovedanlæg af Landsskatteretten.

Fradragsansættelsen ved vurderingerne og årsreguleringerne 2002-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21), hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til anlæg af vandforsyningsledningerne anerkendt som værende hovedanlæg af Landsskatteretten.

Sagsøgte har taget bekræftende til genmæle.

Rettens begrundelse og resultat

Da sagsøgte har taget bekræftende til genmæle, afsiges der dom efter sagsøgerens påstande.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

Ved omkostningsafgørelsen er der lagt vægt på sagens karakter og udfald, hvorefter hver part for en del har vundet og for en del har tabt sagen, og hver part bør derfor bære egne omkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Fradragsansættelsen ved vurderingerne og årsreguleringerne 2002-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21), hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til anlæg af kloakforsyningsledningerne anerkendt som værende hovedanlæg af Landsskatteretten

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.