Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-02-2018
Offentliggjort:05-04-2018
SKM-nr:SKM2018.134.BR
Journalnr.:Retten i Holbæk, BS 6-1054/2015
Referencer.:Vurderingsloven
Retsplejeloven
Dokumenttype:Dom


Sagsomkostninger - ophævet sagsomkostninger - fradrag i grundværdi

Sagen angik, om et boligselskab havde ret til fradrag i grundværdien for etablering af kloakforsyningsanlæg efter den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for boligselskabets reviderede påstand i processkrift

Parterne blev først under skriftvekslingen og efter en principiel højesteretsdom (sag 136/2016) enige om udstrækningen af de omhandlede forsyningsledninger. Sagen angik derfor alene spørgsmålet om dokumentation for bekostning af disse ledninger.

Skatteministeriet påstod sig tilkendt delvise sagsomkostninger, da ministeriet havde vundet den væsentligste del af sagen vedrørende hovedanlæggets udstrækning. Skatteministeriet påstod endvidere sagsomkostningerne ophævet for den del af sagen vedrørende bekostningen, som boligselskabet havde vundet, da boligselskabet først under retssagen fremlagde de dokumenter, der viste, at boligselskabet var berettiget til et fradrag.

Boligselskabet påstod sig tillagt sagsomkostningerne, alternativt at sagsomkostningerne skulle hæves. Til støtte herfor anførte boligselskabet, at sagen ikke kunne opdeles i to selvstændige spørgsmål, at det var nødvendigt at anlægge sagen for ikke at fortabe retten til fradrag, og at skatteministeriet først på et sent tidspunkt tog bekræftende til genmæle på trods af, at dokumentationen blev fremlagt sammen med stævningen.

Retten fandt, at Skatteministeriet kunne anses som den vindende part for så vidt angik spørgsmålet om, i hvilket omfang det på ejendommen anlagte kloakforsyningsanlæg havde karakter af hovedanlæg i vurderingslovens forstand. Boligselskabet måtte derimod anses som den vindende part for så vidt angik det andet spørgsmål om bekostningen af hovedanlægget. Ud fra sagens karakter og det samlede forløb fandt retten derfor, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, hvorfor sagsomkostningerne blev ophævet, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1.


Parter

H1
(v/Adv. Kristine Martin Berg)

Mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Mia Ravn Christensen)

Afsagt af Byretsdommer

Gry Berdiin

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er modtaget i Retten i Holbæk den 29. oktober 2015, har sagsøgeren, H1, over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt følgende endelige påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren ved vurderingerne 2002, 2004 og 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejd.nr. …21) er berettiget til fradrag for de interne kloakforsyninger, der er markeret med kraftig blå og rød på bilag A, og at den beløbsmæssige opgørelse af fradraget hjemvises til vurderingsmyndigheden.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har taget bekræftende til genmæle over for denne påstand.

Rettens begrundelse og afgørelse

Da sagsøgte har taget bekræftende til genmæle, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand.

Sagen har omhandlet to spørgsmål. Skatteministeriet må anses som den vindende part for så vidt angår det første spørgsmål om, i hvilket omfang det på ejendommen anlagte kloakforsyningsanlæg har karakter af hovedanlæg i vurderingslovens forstand, idet boligselskabet har frafaldet sine synspunkter vedrørende dette spørgsmål. Boligselskabet må anses som den vindende part for så vidt angår det andet spørgsmål om, hvorvidt boligselskabet har bevist at have bekostet den del af anlægget, som parterne var enige om udgjorde et hovedanlæg.

Henset hertil, og til sagens karakter og samlede forløb og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af parternes sagsomkostningsindlæg, finder retten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren ved vurderingerne 2002, 2004 og 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejd.nr. …21) er berettiget til fradrag for de interne kloakforsyninger, der er markeret med kraftig blå og rød på bilag A, og at den beløbsmæssige opgørelse af fradraget hjemvises til vurderingsmyndigheden.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.