Dokumentets metadata

Østre Landsret skulle under hovedforhandlingen ikke tiltrædes af sagkyndige medlemmer.

Sagens materielle spørgsmål handler overordnet om, hvorvidt et selskab ved fastlæggelsen af sine koncerninterne afregningspriser har taget højde for værdien af goodwill, som selskabet erhvervede ved en fusion med et søsterselskab, og om selskabet herved har overholdt armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1.

Sagen blev henvist til behandling ved Østre Landsret som 1. instans.

Selskabet fremsatte anmodning om medvirken af sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1.

Til støtte for anmodningen anførte selskabet bl.a., at sagen vedrører komplekse regnskabsmæssige regler, principper, metoder, praksis og et omfattende regnskabsmateriale, hvilket kræver en høj regnskabsteknisk indsigt. Endvidere kalder også spørgsmålet om eksistensen af goodwill hos de selskaber, som indgik i selskabets sammenlignelighedsanalyse, på sagkyndige medlemmer til at bistå retten i vurderingen af, om sammenligningsselskaberne er i besiddelse af goodwill, og hvordan man i praksis fastsætter både den regnskabsmæssige værdi af goodwill og goodwill i handler mellem uafhængige parter.

Skatteministeriet kunne ikke tiltræde anmodningen og anførte bl.a., at sagen derimod i det væsentligste afhænger af en juridisk bedømmelse af transfer pricingreglerne i relation til armslængdeprincippet.

Landsretten besluttede, at der ikke skulle deltage sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen. Som begrundelse anførte landsretten, at sagen særligt angår en juridisk vurdering af armslængdeprincippet og princippets betydning for, hvorvidt - og i givet fald på hvilken måde - der skal tages højde for konstateret goodwill ved afgørelsen af, om en virksomhed har handlet på armslængdevilkår.

Landsretten udtalte, at uanset at der ved denne vurdering indgår regnskabsmæssige regler og principper mv., findes disse spørgsmål ikke at have en sådan karakter, at der mod ministeriets protest er grundlag for at træffe bestemmelse om, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer. Landsretten bemærkede desuden, at forhold af regnskabsteknisk karakter, der måtte være af betydning for landsrettens vurdering, i fornødent omfang og mest hensigtsmæssigt kan belyses ved sagkyndige erklæringer og/eller vidneførsel.

Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten, v/adv. Steffen Sværke)

Mod

1) H1

2) H2
(v/adv. Søren Lehmann Nielsen for begge)

Afsagt af landsdommerne

Benedikte Holberg, Gitte Rubæk Pedersen og Karen Moestrup Jensen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Ingen var indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes replik af 1. november 2017 med bilag 16-21 og duplik af 20. december 2017 med bilag X-DG.

De sagsøgte, H1 og H2 (herefter H1/H2), har anmodet om, at retten under hovedforhandlingen tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1, og om, at sagen behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2. Sagsøgeren, Skatteministeriet, har protesteret herimod.

Ad anmodningen om medvirken af sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen: H1/H2 har i svarskriftet til støtte for anmodningen om, at retten under hovedfor- handlingen tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1, anført bl.a., at sagen vedrører komplekse regnskabsmæssige regler, principper, metoder og praksis og et omfattende regnskabsmateriale og vil kræve en høj regnskabsteknisk indsigt. Sagkyndige medlemmer vil kunne sikre, at retten træffer afgørelse på et fyldestgørende grundlag. H1/H2 har yderligere anført bl.a.:

"Det er navnlig spørgsmålet om eksistensen af goodwill hos sammenligningsselskaberne, som kalder på sagkyndige dommere. Skatteministeriet har bestridt, at disse selskaber besidder sammenlignelig, ikke-aktiveret goodwill. Efter H1 opfattelse er det Skatteministeriets bevisbyrde, men uanset hvad, må det være relevant for retten at kunne vurdere de foreliggende oplysninger om selskaberne, og hvad der kan udledes heraf om deres formodede goodwill på et fagligt forsvarligt grundlag. Det vil være alt for vidtgående at gennemføre et syn og skøn på samtlige sammenligningsselskaber, og det er heller ikke meningen med transfer pricing reglerne, at der skal fremskaffes så detaljerede oplysninger om sammenligningsselskaber, at hver enkelt sammenligningsselskabs goodwill kan fastslås med bare nogenlunde sikkerhed. På den anden side vil et syn og skøn om, hvornår der normalt antages at være goodwill i et selskab få en teoretisk karakter.

Mere generelt for sagen, kan der — afhængig af Skatteministeriets holdning hertil - også være behov for at vurdere, om det er rigtigt, når H1 fremfører, at goodwill er udtryk for og beregnes på baggrund af forventningerne til den fremtidige indtjening. Også et syn og skøn om dette spørgsmål vil få en noget teoretisk karakter.

Denne problemstilling må forventes at kunne afhjælpes på fornuftig måde ved at retten tiltrædes af sagkyndige dommere, som uden at fastsætte en egentlig goodwill-værdi for de enkelte sammenligningsselskaber kan deltage i rettens vurdering af, om det er korrekt, at sammenligningsselskaberne må antages ikke at være i besiddelse af en goodwill, og hvordan man i praksis fastsætter både den regnskabsmæssige værdi af goodwill og goodwill i handler mellem uafhængige parter."

Skatteministeriet har til støtte for, at anmodningen ikke tages til følge, anført bl.a. følgende i replikken:

"Efter ministeriets opfattelse vedrører sagen i tillæg til det af de sagsøgte anførte lovfortolkningsspørgsmål af transfer pricing reglerne b1.a. i relation til armslængdeprincippet og dette princips betydning for, hvorvidt - og i givet fald på hvilken måde — der skal tages højde for konstateret goodwill ved afgørelsen af, om en virksomhed har handlet på armslængdevilkår. Der er således efter ministeriets opfattelse tale om, at sagen i det væsentligste afhænger af en juridisk bedømmelse af retsgrundlaget.
…

Det følger … af fast praksis, at sagkyndige medlemmer ikke bør træde i stedet for bevisførelse under sagerne, jf. Østre Landsrets kendelse af 5. juli 2017, j.nr. B-794-17, SKM2017.244.ØLR, UfR 2013.2913 Ø og SKM2008.656.BR.
…

De forhold, som de sagsøgte påpeger vedrørende de nævnte regnskabsmæssige forhold og bedømmelsen af, om sammenligningsselskaberne er i besiddelse af goodwill, er forhold, som i vidt omfang retter sig mod bevisførelsen. Betydningen af regnskabsprincipper og parternes udlægning af de transfer pricing-beregninger, som H1 konkret har anvendt, er derudover omstændigheder, som domstolene ofte forholder sig til i skattesager og for den sags skyld i mange andre retssager. Der er altså ikke noget særligt ved, at en retssag omhandler regnskabsforhold mv.

De sagsøgte kan ikke ved at anmode om medvirken af sagkyndige dommere foranledige, at de almindelige regler om bevisførelse, bevisbedømmelse og bevisbyrde, som efter en juridisk vurdering påhviler de sagsøgte, ikke finder anvendelse i sagen. Det tilkommer rettens juridiske dommere at forholde sig til disse spørgsmål."

H1/H2 har i duplikken yderligere anført bl.a.:

"Der er også andet faktum i sagen, som forudsætter en ret høj grad af regn- skabsteknisk forståelse. Der kan navnlig henvises til forståelsen af H1's impairment tests, som er cash-flow-baserede værdiansættelsesanalyser og til sammenhængen mellem impairment testene og den aktiverede goodwill. Også her er der fremlagt rigeligt faktum, men det er ikke helt enkelt teknisk set at forholde sig til, hvad det påberåbte faktum viser og de usikkerheder, der er for- bundet hermed. I den forbindelse er det også nødvendigt, at retten er i stand til at forholde sig kvalificeret til H1's indsigelse om, at selskabets egne budgetter, som impairment testene er baseret på, ikke kan forventes realiseret med en sådan sikkerhed, at man herfra kan konkludere, at selskabet ikke har handlet på armslængdevilkår, når det viser sig, at budgetterne ikke kan opfyldes.
…"

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e:

Skatteministeriet har under sagen nedlagt principal påstand om, at H1 skal anerkende, at selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med ca. 57 mio. kr. for hvert af indkomstårene 2006-2010, og om, at H2 skal anerkende en tilsvarende forhøjelse at dette selskabs sambeskatningsindkomst. Skatteministeriet har subsidiært påstået hjemvisning. Heroverfor har H1/H2 påstået frifindelse.

Skatteministeriets hovedanbringende er, at H1 ved fastlæggelsen af selskabets koncerninterne afregningspriser ikke har taget højde for værdien af goodwill, som selskabet erhvervede ved en fusion med et søsterselskab i 2006, og at H1 herved ikke har overholdt armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1.

H1/H2 har heroverfor gjort gældende, at H1 har været berettiget til at korrigere for afskrivningerne på den erhvervede goodwill. H1 har i sin transfer pricing dokumentation anvendt den transaktionsbestemte nettoavancemetode ("TNM-metoden") til at sandsynliggøre, at den kontrollerede transaktion har været prissat i overensstemmelse med armslængdeprincippet, og til brug herfor har H1 fået udarbejdet to analyser af sammenlignelige virksomheders nettoavance (benchmark-analyserne).

Landsretten finder, at sagen særligt angår en juridisk vurdering af armslængdeprincippet og princippets betydning for, hvorvidt - og i givet fald på hvilken måde - der skal tages højde for konstateret goodwill ved afgørelsen af, om en virksomhed har handlet på armslængdevilkår.

Uanset at der ved vurderingen heraf indgår regnskabsmæssige regler og principper mv., findes disse spørgsmål ikke at have en sådan karakter, at der mod sagsøgerens protest er grundlag for at træffe bestemmelse om, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer. Landsretten bemærker endvidere, at forhold af regnskabsteknisk karakter, der måtte være af betydning for landsrettens vurdering, i fornødent omfang og mest hensigtsmæssigt kan belyses ved sagkyndige erklæringer og/eller vidneførsel.

Anmodningen om, at landsretten under hovedforhandlingen tiltrædes af sagkyndige medlemmer, tages derfor ikke til følge.

T h i b e s t e m m e s:

Anmodningen fra de sagsøgte om, at landsretten under hovedforhandlingen tiltrædes af sagkyndige medlemmer, tages ikke til følge.

Ad anmodningen om dørlukning:
Det følger af retsplejelovens § 29 c, at kendelse om dørlukning skal afsiges i et offentligt retsmøde, efter at parterne og eventuelle tilstedeværende repræsentanter for pressen har haft lejlighed til at udtale sig. Det er efter praksis ikke udelukket at træffe afgørelse om dørlukning i et offentligt retsmøde, der ligger forud for hovedforhandlingen, når der foreligger særlige hensyn, jf. nærmere UfR 2011.456 H.

Sagen er berammet til hovedforhandling den 14., 15. og 16. maj 2018. Ingen af parterne har anmodet om, at der tages stilling til spørgsmålet om dørlukning i et retsmøde forud for hovedforhandlingen, og landsretten vil derfor tage stilling hertil i forbindelse med, at hovedforhandlingen indledes.

Retten hævet.