Dokumentets metadata

En kommanditists selvskyldnerkaution for kommanditselskabets bankgæld kunne ikke medtages på kommanditistens fradragskonto

Skatteyderen havde som kommanditist foretaget investering i et kommanditselskab, som skulle købe og udleje en ejendom i England. I forbindelse med finansieringen af kommanditselskabets køb af udlejningsejendommen optog kommanditselskabet et lån i en bank. Det var en betingelse for lånet, at banken skulle have transport til sikkerhed i restbetalingerne fra kommanditisterne, og -at kommanditisterne skulle stille særskilte garantier (selvskyldnerkautioner) over for banken. Det fremgik af selvskyldnerkautionerne, at kommanditistens kautionsforpligtelse var begrænset til et beløb svarende til kommanditistens resthæftelse over for kommanditselskabet.

Spørgsmålet i sagen var, om kommanditisterne kunne medtage selvskyldnerkautionsforpligtelsen på sin fradragskonto.

Højesteret fandt, at det ikke var godtgjort, at kommanditisterne ved aftalen med kommanditselskabet om resthæftelsen og ved kautionen over for banken havde påtaget sig to selvstændige betalingsforpligtelser, som tilsammen oversteg resthæftelsen, der var medtaget på kommanditisternes fradragskonto. Kommanditisterne kunne derfor ikke medtage selvskyldnerkautionen ved opgørelsen af deres fradragskonto.

Parter

A

(v/ advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/ advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommere

Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Sagens oplysning og parternes påstand

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 10. februar 2015 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 14. april 2016.

Sagen er behandlet sammen med Højesterets sag 95/2017.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand, hvorefter indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 skal nedsættes med henholdsvis 496.525 kr. og 893.788 kr.

Skatteministeriet har påstået, at landsrettens frifindende dom stadfæstes, subsidiært at ansættelserne af A's indkomst for indkomstårene 2009 og 2010 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Retsgrundlag

Af SKATs juridiske vejledning 2017-2 fremgår:

"C.C.3.3.4 Fradragsbegrænsning. Fradragskontoreglerne
...

Regel

Fradragsbegrænsningen gælder for deltagere (kommanditister), der hæfter begrænset i kommanditselskaber (K/S) og partnerselskaber (P/S). Fradragsbegrænsningen gælder ikke, hvis deltagernes indkomst er omfattet af anpartsreglerne.... Fradragsbegrænsningen gælder heller ikke for komplementarer og interessenter, fordi de hæfter ubegrænset.

Hjemmel til fradragsbegrænsningen

Reglerne om fradragsbegrænsning for kommanditister, fradragskontoreglerne, fremgår ikke af lovgivningen. Hjemlen til fradragsbegrænsningen findes i praksis, jf. Landsskatterettens kendelse af d. 7. januar 1974, LSRM 1974.38, og i en vedtagelse (anvisning) fra Ligningsrådet. Fradragskontoreglerne blev accepteret af Højesteret, jf. UfR 1983.8.H.

Reglerne om fradragskontoen

For at kunne opgøre størrelsen af de fradrag, en kommanditist kan få for bl.a. afskrivninger, renter og driftsudgifter, skal der føres en fradragskonto for hver kommanditist. På kontoen medregnes, efter Ligningsrådets anvisning, på den ene side de beløb, der udgør kommanditistens ansvarlige kapital og på den anden side trækkes kommanditistens fradrag for afskrivninger, driftsudgifter mv. fra. Forskellen - saldoen på fradragskontoen - er det beløb, som kommanditisten fremtidigt kan bruge til fradrag ved opgørelsen af indkomsten som kommanditist.

Se