Dokumentets metadata

Nedsættelse af skattepligtig indkomst – salg af anparter – aktieavancebeskatning

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af en avance, der var opstået i forbindelse med skatteyderens afståelse af anparter.

Skatteyderen havde i maj 2010 erhvervet anparter for kr. 62.500,- fra sit holdingselskab, som på daværende tidspunkt var nødlidende. I efteråret 2010 opstod der uenighed mellem skatteyderen og den anden anpartshaver i selskabet, og skatteyderen solgte herefter i oktober 2010 sine anparter for kr. 1.800.000,- til den anden anpartshaver.

Skattemyndighederne forhøjede skatteyderens indkomst for indkomståret 2010 med kr. 1.737.500,-, svarende til forskellen mellem afståelsessummen på kr. 1.800.000, og anskaffelsessummen på kr. 62.500,-.

For landsretten havde skatteyderen nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 skulle nedsættes med kr. 1.737.500,-. Til støtte herfor gjorde skatteyderen bl.a. gældende, at anparterne var solgt under tvang fra banken, og at afståelsessummen var blevet anvendt til at nedbringe skatteyderens mellemværende med banken. Skatteyderen gjorde i den sammenhæng - som et yderligere anbringende for landsretten - gældende, at der forelå gældseftergivelse efter kursgevinstlovens § 24, og at avancen derfor ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst.

Ministeriet påstod byrettens dom stadfæstet.

Landsretten udtalte, at de anførte beløb i overdragelserne hverken var anfægtet civilretligt af parterne eller af skattemyndighederne. Beløbene skulle derfor lægges til grund ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2010.

Videre udtalte landsretten, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at overdragelsen af anparterne i oktober 2010 skete ved bankens mellemkomst, og at skatteyderen pga. sin økonomiske situation og sit mellemværende med banken følte sig tvunget til at acceptere overdragelsen af anparterne. Endelig fandt landsretten det ikke var godtgjort, at der forelå gældseftergivelse omfattet af kursgevinstlovens § 24.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2017.160.BR) og gav Skatteministeriet medhold.

Parter

A

(v/Adv. Khuram Ahmed)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Mikkels Isager-Sally v/Adv.fm. Amalie Therese Grammelstorff)

Afsagt af landsskatteretsdommer

Thomas Jønler, Eva Staal og Thomas Klyver (kst.))

Sagens oplysninger og parternes påstand

Retten i Randers har den 22. december 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 2-1551/2015) (SKM2017.160.BR).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, principalt påstået indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 skal nedsættes med 1.737.500 kr. Subsidiært har A påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 nedsættes med et mindre beløb end 1.737.500 kr.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er fremlagt en erklæring af 17. september 2017 fra tidligere erhvervskundechef i F1-bank i Y1-by, SK, der var kundeansvarlig for A og hans selskaber og SV, om baggrunden for SV's køb af anparterne for 1,8 mio. kr.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af statsautoriseret revisor ØE og advokat JT.

A har supplerende forklaret, at han nu godt kan huske, at der var et møde hos revisor ØE, hvori også JT deltog. Den kaotiske situation i holdingselskabet blev drøftet. Det blev aftalt på mødet, at han skulle købe holdingselskabets anparter for en pris af 62.500 kr., fordi der var udsigt til, at holdingselskabet ville blive erklæret konkurs. Revisor mente, at 62.500 kr. svarede til værdien, for ejendommen var ikke fuldt udlejet. Der var ikke et godt samarbejde med SV, der var administrerende direktør, og hendes mand, der var bestyrelsesformand, og ægtefællerne havde den bestemmende indflydelse i selskabet, der var hans livsværk. Han blev indkaldt til et møde i banken, hvor SK fortalte, at banken ønskede, at SV skulle være eneejer, og da banken havde pant i anparterne, havde han ikke mulighed for at modsætte sig salget og var tvunget til at skrive under på papirerne. Hans husker ikke datoen for mødet i banken. Beløbet på 1,8 mio. kr. svarede til hans gæld til banken. Hans økonomi var meget dårlig. Han havde løbende brugt hele sin formue, herunder en erstatning for en kræftsygdom og arv fra sine forældre, på opbygningen af erhvervscenteret. Et år efter tvangssalget modtog han et brev fra kreditforeningen, der meddelte, at han stadig hæftede for hele kreditforeningsgælden, selv om han kun havde ejet halvdelen af anparterne.

Det var under tvang, at han skrev under på regnskabet for 2009, hvori der står, at der i 2009 havde været en værdiforøgelse som følge af nybyggeri. I 2010 var uenigheden med SV opstået. Han havde sagt til JT, at han ikke ville skrive under, men JT sagde, at det ikke ville betyde noget, at han skrev under. Så vidt han husker, var der tale om en egenbegæring, da holdingselskabet blev erklæret konkurs.

ØE har forklaret, at han har været revisor for A og hans selskaber i mange år. Både holdingselskabet og selskabet G3 blev erklæret konkurs. I 2010 prægede finanskrisen stadig ejendomsmarkedet og dermed også anpartsselskabet, og de blev enige om, at A personligt skulle overtage holdingselskabets anparter på nominelt 62.500 kr. De drøftede værdien af anparterne, fordi der var tale om interesseforbundne parter. De kiggede på regnskabet for 2009, der viste et underskud, og kiggede på budgetterne for de følgende år. Der var ikke afsat løn til ejerne, der arbejdede gratis, så underskuddet var reelt større, end regnskabet viste. Balancerne viste også underskud. Udlejningsprocenten var lille, og det var åbenbart, at der ikke var nogen goodwill. Revisors forbehold i 2009-regnskabet er det stærkeste, en revisor kan komme med. Der havde været en tilgang i aktiverne i 2009 i forbindelse med en tilbygning. Han deltog ikke i den anden handel med anparterne i 2010. Banken havde pant i anparterne, og banken var efter hans opfattelse interesseret i et skyldnerskifte, fordi A's økonomi var dårlig. Han talte på et tidspunkt med SK. Han vidste, at der var nogle mellemregninger mellem A og anpartsselskabet, men han ved ikke, om der senere blev rejst krav mod A.

Han deltog i et møde hos SKAT sammen med A, hvor han sagde det samme om værdien, som han har forklaret i dag. Han kan ikke forstå, at SKAT har ansat værdien af anparterne i det underskudsgivende selskab til 1,8 mio. kr.

JT har forklaret, at han har kendt A i omkring 10 år og i et vist omfang som advokat varetaget hans interesser. A var medejer af G1 ApS, hvor der opstod problemer med medejeren, og A ejede også et holdingselskab. Han deltog i aftalen om A's overtagelse af anparterne i erhvervscenteret. Han havde forinden talt med SN om parternes uoverensstemmelser, og også talt med banken, der havde et stort tilgodehavende. Holdingselskabet havde nogle ansatte, der havde truet med at erklære holdingselskabet konkurs, og derfor aftalte de, at anparterne i erhvervscenteret skulle overdrages til A før konkursen. Anparterne blev handlet for 62.500 kr. Han deltog i mødet i maj 2010 hos revisor. Selskabet gav underskud og en del lokaler var ikke udlejet, så de kunne se, at der ikke var det store potentiale i selskabet. De fastsatte derfor værdien af kapitalandelene til 62.500 kr., og de var enige om, at det var den maksimale værdi. Banken havde ingen indvendinger. Han havde ikke noget at gøre med den senere overdragelse af anparterne, og det havde A heller ikke, for banken havde tiltrådt pantet. Banken ville have ro og én ejer, og banken meddelte, at eneejeren skulle være SN. Han har efterfølgende hørt, at købesummen var 1,8 mio. kr. Holdingselskabet gik konkurs, og SN og SKAT mente, at der skulle anlægges en omstødelsessag for 1,8 mio. kr., men omstødelsessagen blev senere hævet. Den officielle begrundelse herfor var, at A ikke havde nogen penge. A's økonomi var dårlig, og det vidste banken også, og derfor valgte banken at fortsætte engagementet med ægtefællerne SN og SV.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensensstemmelse hermed.

A har som yderligere anbringende for landsretten gjort gældende, at overdragelsen af appellantens anparter i G1 ApS til SV i oktober 2010 var udtryk for en gældseftergivelse, som ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 24.

Skatteministeriet har afvist, at overdragelsen kan sidestilles med en gældseftergivelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

A erhvervede i maj 2010 fra G2 A/S anparter i G1 ApS til en købssum på 62.500 kr. Anparterne blev i oktober 2010 overdraget til SV til en salgssum på 1,8 mio. kr., som SV fik finansieret i F1-bank. A's økonomiske mellemværende med F1-bank blev i den forbindelse nedskrevet med 1,8 mio. kr.

De anførte beløb, der er ikke anfægtet civilretligt mellem parterne i overdragelserne eller af skattemyndighederne, skal herefter lægges til grund ved opgørelsen af A's skattepligtige indkomst for indkomståret 2010. Det forhold, at overdragelsen af anparterne i oktober 2010 skete ved F1-banks mellemkomst, og at A på grund af sin økonomiske situation, herunder sit mellemværende med banken, følte sig tvunget til at acceptere overdragelsen af anparterne til en salgssum på 1,8 mio. kr., ændrer ikke herved.

SV's betaling for anparterne svarer fuldt ud til det beløb, som A's fik nedskrevet sit mellemværende med F1-bank med. Det er ikke godtgjort, at der foreligger en gældseftergivelse omfattet af kursgevinstlovens § 24.

Det tiltrædes herefter, at skattemyndighederne har forhøjet A's skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 med 1.737.500 kr. med henvisning til, at han i 2010 har opnået en skattepligtig gevinst på afståelse af anparter i G1 ApS opgjort som forskellen mellem 1,8 mio. kr. og 62.500 kr.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.