Dokumentets metadata

Offentliggjort:15-09-2017
Journalnr.:17-0207992
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Tidsfrist.:23-09-2017
Dokumenttype:Udkast til styresignal


Genoptagelse - Flytning af registreringsafgiftspligtig avance fra nye køretøjer til eftermonteret udstyr eller byttebiler - udkast til styresignal

Styresignalet beskriver SKATs ændrede praksis vedrørende overflytning af avance, dvs. den situation, hvor nye, registreringsafgiftspligtige køretøjer sælges til under den almindelige handelspris, og avancen samtidig flyttes til afgiftsfrit eftermonteret udstyr og/eller brugte byttebiler. Overflytning af avance er beskrevet i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 5. pkt.

Styresignalet er en følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.69.LSR vedrørende årene 2010, 2011 og 2012. Landsskatteretten traf afgørelse om, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om overflytning af avance. I afgørelsen fastlagde Landsskatteretten hvilke forhold der kan indgå i vurderingen af, om bevisbyrden for overflytning af avance er løftet.


Sammenfatning

Styresignalet beskriver SKATs ændrede praksis vedrørende overflytning af avance, dvs. den situation, hvor avancen ved salg af nye, registreringsafgiftspligtige køretøjer nedsættes, og avancen samtidig flyttes til afgiftsfrit eftermonteret udstyr og/eller brugte byttebiler. Overflytning af avance er beskrevet i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 5. pkt.

Styresignalet er en følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.69.LSR vedrørende årene 2010, 2011 og 2012. Landsskatteretten traf afgørelse om, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om overflytning af avance. I afgørelsen fastlagde Landsskatteretten hvilke forhold der kan indgå i vurderingen af, om bevisbyrden for overflytning af avance er løftet.

Lignende sager kan på baggrund heraf genoptages. I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.

Hidtidig praksis

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, at:

"Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Den afgiftspligtige værdi må ikke være lavere end den pris, der er betalt for køretøjet, jf. dog § 9, stk. 4. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. Såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, overflyttes eller faktureres, så de ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor den pågældende overflytning eller omfakturering er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften. "

Ligeledes fremgår det af Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit E.A.8.1.5.1 , at:

"Hvis SKAT konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, er overflyttet eller faktureret, så de ikke længere er omfattet af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor de overflyttede eller omfakturerede elementer er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften. Bestemmelsen har til formål at forhindre, at en del af den afgiftspligtige avance bliver fjernet fra afgiftsgrundlaget, og i stedet bliver lagt på ekstraudstyr eller indgår i forbindelse med ibyttetagning af kundens brugte bil.

(…)

I SKM2014.718.LSR fandt Landsskatteretten det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at forhandleren havde overflyttet avance fra de nye biler til de brugte biler. Herom udtalte Landsskatteretten:

Landsskatteretten mener, at det ikke er tilstrækkeligt for at dokumentere, at der er overflyttet avance, så avancen ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, at der objektivt er konstateret, at et nyt køretøj er solgt med negativ avance samtidig med, at der er konstateret et overskud på den samlede handel med køber. Det er derfor ikke berettiget, at SKAT har opkrævet selskabet yderligere registreringsafgift. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at SKAT ikke ved den objektive konstatering har godtgjort, at der i alle tilfælde reelt er tale om flytning af avance og ikke et salg med tab efterfulgt af et salg med avance."

På baggrund af SKM2014.718.LSR udgav SKAT den 11. maj 2015 styresignal SKM2015.318.SKAT om "Genoptagelse af en nærmere afgrænset type sager i SKATs indsatsprojekt flytning af avance på biler som følge af Landsskatterettens kendelse i SKM2014.718.LSR ". Styresignalet fastslog, at der skulle ske genoptagelse af sager, hvor SKAT på rent objektivt grundlag havde konstateret, at der var sket overflytning af avance, gældende for perioder fra 1. februar 2009.

Baggrunden for ændring af praksis

SKAT har i en lang række sager opkrævet yderligere registreringsafgift, idet virksomhederne efter SKATs opfattelse havde overflyttet avance fra salg af nye, registreringsafgiftspligtige køretøjer til salg af registreringsafgiftsfrit eftermonteret udstyr, eller til en byttebil, som indgik i samme handel. SKAT har i sagerne overordnet set begrundet avanceflytning med, at nye køretøjer var solgt til lav eller ingen avance, mens eftermonteret udstyr samtidig var solgt dyrere end markedsprisen for tilsvarende udstyr, eller byttebiler samtidig var indgået i handlerne til en meget lav pris. SKAT har ved fastsættelse af markedspriser taget udgangspunkt i en konkret vurdering ud fra forhandlernes interne priser, vejledende udsalgspriser, avanceprocenter og lignende.

Flere af sagerne er påklaget til Landsskatteretten, som har behandlet otte repræsentativt udvalgte sager, der fungerer som prøvesager for de øvrige sager. I de enkelte sager indgår mange individuelle handler med nye køretøjer, og Landsskatteretten har derfor ikke foretaget en konkret vurdering af alle handler, men har alene behandlet enkelte stikprøvevist udvalgte handler. På baggrund heraf finder Landsskatteretten ikke, at SKAT har løftet bevisbyrden for, at virksomhederne har overflyttet registreringsafgiftspligtig avance. Landsskatteretten har derfor i de otte prøvesager truffet afgørelse om, at SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at der er overflyttet avance. I den forbindelse har Landsskatteretten anført, hvilke bevismomenter, der vil kunne dokumentere overflytning af avance.

Landsskatterettens afgørelser, hvoraf kun en enkelt er offentliggjort som SKM2017.69.LSR , indebærer, at praksis ændres i forhold til, hvilke elementer, der skal lægges vægt på, når SKAT skal vurdere, hvorvidt der er overflyttet avance fra salg af registreringsafgiftspligtige nye biler til salg af registreringsafgiftsfrit udstyr eller byttebiler.

Ny praksis om beviskrav i forhold til overflytning af avance

Landsskatteretten har i SKM2017.69.LSR truffet afgørelse om, at SKAT ikke på tilstrækkelig vis har løftet bevisbyrden for overflytning af avance. I afgørelsen fremhæver Landsskatteretten flere generelle bevismomenter, som kan indgå i vurderingen af, om bevisbyrden for overflytning af avance kan anses for løftet. De momenter, som kan indgå i vurderingen, er

Fastlæggelse af markedspriser skal ske ved en tilstrækkelig sammenligning med øvrige priser i markedet. Herudover skal markedspriser fastsættes ud fra et skøn, hvori der tages hensyn til den forsigtighed, hvormed priserne bør fastsættes.

Den ændrede praksis medfører, at SKAT ved vurdering af, om der er sket overflytning af avance, fremover skal inddrage yderligere forhold, i forhold til at løfte bevisbyrden for, at avance er overflyttet.

Genoptagelse

Landsskatterettens afgørelse gengivet i SKM2017.69.LSR , samt de øvrige nævnte landsskatteretssager medfører, at SKAT skal inddrage yderligere forhold i vurderingen af, om der er overflyttet avance fra salg af registreringsafgiftspligtige nye køretøjer til salg af registreringsafgiftsfrit eftermonteret udstyr eller byttebiler, for at bevisbyrden for avanceflytning kan anses for løftet.

Berørte virksomheder, der er blevet efteropkrævet yderligere registreringsafgift af SKAT, begrundet i overflytning af avance, kan på baggrund af Landsskatterettens afgørelse anmode om genoptagelse og eventuel tilbagebetaling af for meget betalt registreringsafgift.

Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Ekstraordinær genoptagelse

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, 2. led, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis.

I sagen omfattet af SKM2017.69.LSR blev den tidligste afgiftsperiode påbegyndt den 1. februar 2010. Der kan således som udgangspunkt ske ekstraordinær genoptagelse af sager, der vedrører afgiftsperioder fra den 1. februar 2010.

Det er dog SKATs vurdering, at dette styresignal har meget nær tilknytning til SKM2015.318.SKAT og de heraf omfattede sager, og at dette styresignal alene præciserer praksis i forhold til SKM2015.318.SKAT . Det er som følge heraf SKATs vurdering, at dette styresignal får virkning allerede fra 1. februar 2009, som var tidligste afgiftsperiode i SKM2015.318.SKAT .

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der således ske ekstraordinær genoptagelse af sager, der vedrører afgiftsperioder fra den 1. februar 2009.

Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse

SKAT vil af egen drift genoptage de sager, hvor SKAT har opkrævet yderligere registreringsafgift som følge af overflyttet avance, og vurdere om der på baggrund af den ændrede praksis er grundlag for en ændret ansættelse af registreringsafgift. SKAT udsender afgørelser i alle sager, der genoptages til vurdering af eventuel ændring af afgiftsansættelsen.

Virksomheder, der omfattes af styresignalet, kan under alle omstændigheder tillige anmode om genoptagelse inden for den nævnte reaktionsfrist. Anmodningen kan indgives til SKAT elektronisk via www.skat.dk/tastselverhverv eller ved at sende en skriftlig anmodning til SKAT, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Dokumentation

En anmodning om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse, og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling. Ved anmodningen skal der tillige fremlægges oplysninger af faktisk karakter, der begrunder genoptagelse af afgiftsansættelsen, samt redegørelse for at virksomheden er omfattet af styresignalet.

Gyldighed

Den ændrede praksis som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2018-1.

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2018-1 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, er styresignalet ophævet.