Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-06-2017
Offentliggjort:17-08-2017
SKM-nr:SKM2017.502.SR
Journalnr.:17-0117833
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Afgørelse


CFC dispensation

Skatterådet giver tilladelse til fritagelse fra CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2, da betingelserne for dispensation vurderes at være til stede.

I lighed med tidligere dispensationer betinges det, at Spørger årligt, og senest samtidig med indsendelsen af selvangivelse for det pågældende indkomstår, sender en erklæring til ligningsenheden i SKAT om, at de betingelser og forudsætninger, der ligger til grund for denne tilladelse, i al væsentlighed er uændrede.


Spørger A/S har indsendt ansøgning om dispensation for CFC-beskatning, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 2, for Datterselskab B og Datterselskab A med tilhørende filialer og faste driftssteder.

Der er anmodet om dispensation for 10 indkomstår, regnet fra og med indkomståret 2017, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 2.

Afgørelse

Der meddeles tilladelse til det ansøgte.

Det betinges, at Spørger A/S årligt, og senest samtidig med indsendelsen af selvangivelse for det pågældende indkomstår, sender en erklæring til ligningsenheden i SKAT om, at de betingelser og forudsætninger, der ligger til grund for denne tilladelse, i al væsentlighed er uændrede.

Det forbeholdes ligningsenheden i SKAT ret til at efterprøve, om erklæringen er korrekt, og Spørger A/S er således forpligtet til på forlangende at dokumentere, i hvilket omfang de oplysninger og sammenligningstal m.v., der er lagt til grund ved denne tilladelse, ikke har ændret sig i en diskvalificerende retning.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har ansøgt om dispensation for CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2 for indkomst fra datterselskaber i Land X, Land Y, Land Z og Land Ø - herunder for indkomst fra Selskab C, Selskab D. og Selskab E - for en 10-årig periode med indkomståret 2002 som det første indkomstår. Dispensationen blev bevilget af Skatterådet.

I juni 2008 har selskabet ligeledes ansøgt om dispensation for CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2 for indkomst fra de tre datterselskaber i Danmark med tilhørende filialer og Datterselskab A's faste driftssted på Land B for en 10-årig periode. Dispensationen blev bevilget af Skatterådet.

Endvidere har spørger ansøgt om dispensation for CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2 for indkomst fra Selskab F for en 10-årig periode. Dispensationen blev bevilget af Skatterådet.

Endeligt har spørger ansøgt om dispensation for CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2 for indkomst fra Selskab C, Selskab D. og Selskab E for en 10-årig periode. Dispensationen blev bevilget af Skatterådet.

I tilknytning til udløbet af ovenstående dispensation for datterselskaberne i Danmark med tilhørende filialer og Datterselskab A's faste driftssted på Land B ansøges hermed om dispensation for en ny 10-årig periode begyndende med indkomståret 2017 efter selskabsskattelovens § 32, stk. 2.

Selskaberne har koncession til at udøve finansiel virksomhed og er underlagt tilsyn, der svarer til det danske Finanstilsyn.

Datterselskab A er et 100 % -ejet datterselskab af Spørger A/S. Selskabet driver finansiel virksomhed.

Datterselskab B er et 100 % -ejet datterselskab af Datterselskab A. Selskabet driver finansiel virksomhed.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Koncession og tilsyn

Samtlige datterselskaber og filialer har koncession til at drive den pågældende virksomhed og er underlagt offentligt tilsyn i sit hjemland, som svarer til det danske Finanstilsyn.

Datterselskaberne og filialerne er alle underlagt det danske Finanstilsyn og filialerne er tillige registreret ved det offentlige tilsyn i hjemlandet.

Datterselskab B har koncession til finansiel virksomhed i Danmark.

Datterselskab A har koncession til finansiel virksomhed i Danmark jf. bilag 2-1. Koncessionen omfatter herudover filialerne i Land Z og Land Ø.

"Finanstilsynet", Land Z har jf. bilag 2-2 registreret Datterselskab A's Land Z'ske filial.

"Finanstilsynet", Land Ø har jf. bilag 2-3 registreret Datterselskab A's Land Ø'ske filial.

Datterselskaberne driver virksomhed i selskabernes hjemland

Datterselskabernes og filialernes væsentligste virksomhed er i hjemlandet, dvs. med kunder, der enten har bopæl i landet, eller hvis kundeforhold vedrører virksomhed udført i det pågældende land.

Kapitalstyrke

Det er en betingelse, at datterselskaberne har en kapitalstyrke, som ikke overstiger, hvad driften af den koncessionerede virksomhed tilsiger.

Af lovbemærkningerne fremgår det, at der ved vurderingen af kapitalstyrken bl.a. kan indgå den sædvanlige kapitalstyrke i branchen i det pågældende land, det offentlige tilsyns krav og anbefalinger i det pågældende land samt kapitalstyrken i andre selskaber (inden for samme branche) i samme koncern.

Den sædvanlige kapitalstyrke i branchen i det pågældende land må som udgangspunkt være mere relevant at sammenligne med, idet det som udgangspunkt må antages, at det offentlige tilsyns krav og anbefalinger i det pågældende land i praksis vil være et absolut minimumsniveau for kapitalstyrken målt på ethvert givent tidspunkt.

Det fremgår, at solvensdækningen for de danske selskaber for 2015 ligger under branchegennemsnittet for 2015 på #,#.

Det fremgår, at solvensdækningen for Selskab C Filial ligger under både det danske branchegennemsnit for 2015 på #,# og det Land Ø'ske branchegennemsnit pr. 31.12.2015 på #,#.

Hverken det Land Z'ske finanstilsyn eller det Land Z'ske statistisk center offentliggør længere solvensdækning på brancheniveau. Vi har derfor i stedet foretaget en sammenligning med det største Land Z'ske Selskab F (markedsandele 2015 fremgår af bilag 3-2), som har en solvensmargin på #,#.

Det fremgår, at solvensdækningen for Datterselskab A Land Zligger under både det danske branchegennemsnit for 2015 på #,# og det største Land Z'ske Selskab F, som har en solvensmargin på #,#.

I Land B sker beskatning lokalt med en andel af den danske skattepligtige indkomst beregnet som forholdet mellem omsætning i Land B og totalt. Der er således ingen egenkapital og kapitalstyrke.

Beskatning af udbyttet

Det er en betingelse, at datterselskabet er dansk, eller at beskatningen af udbyttet fra datterselskabet til moderselskabet vil skulle frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Land B eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.

Betingelsen er ikke relevant for danske selskaber og for filialer. Den Land Ø'ske filial er i øvrigt hjemmehørende i EU.

Der er indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med Land Z. Efter Land Z's dobbeltbeskatningsoverenskomst vil beskatningen af udbyttet fra et datterselskab til et moderselskab skulle frafaldes eller nedsættes.

Konklusion

På baggrund af ovenstående er det vores vurdering, at bestemmelserne i selskabsskattelovens § 32, stk. 2, kan finde anvendelse, og Spørger A/S dermed ikke skal opgøre CFC-indkomst hidrørende fra Datterselskab B og Datterselskab A med tilhørende filialer og fast driftssted på Land B.

Bemærkninger fra SKAT, Store Selskaber

SKAT, Store Selskaber er enig i indstillingen.

SKATs indstilling og begrundelse

Ifølge selskabsskattelovens § 32, stk. 2, kan et datterselskab med koncession til at udøve forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed og underlagt offentligt tilsyn anmode om tilladelse til ikke at være omfattet af selskabsskattelovens § 32, stk. 1.

Muligheden for at anmode om tilladelse til ikke at være omfattet af reglerne om CFC beskatning gælder ligeledes for filialer og faste driftssteder i udlandet, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 5. pkt.

For at et datterselskab kan opnå tilladelsen, skal nedenstående 5 betingelser opfyldes.

1. Datterselskabets skal have koncession til at drive forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed samt være underlagt offentligt tilsyn.

2. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende.

3. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder, som datterselskabet ikke er koncernforbundet med, jf. ligningsloven § 2, stk. 2.

4. Datterselskabets kapitalgrundlag overstiger ikke, hvad driften af den pågældende form for virksomhed tilsiger.

5. Det er yderligere en betingelse, at datterselskabet er dansk, eller at beskatningen af udbytte fra datterselskabet til moderselskabet vil kunne frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Land B eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.

Betingelse nr. 1 - Koncession mv

Spørger A/S har fremsendt kopi af udskrifter fra henholdsvis det danske finanstilsyns hjemmeside, det Land Z'ske finanstilsyns hjemmeside og det Land Ø'ske finanstilsyns hjemmeside, hvoraf fremgår at selskaberne og filialerne har koncession til at drive finansiel virksomhed. Spørger har oplyst, at koncessionen til at drive finansiel virksomhed i Danmark er inkl. Land B.

På baggrund af de fremsendte oplysninger anses betingelse nr. 1 for opfyldt.

Betingelse nr. 2 - Kundeforhold (lokale og koncernforbundne)

Kravet om at den væsentligste del af selskabets virksomhed skal komme fra virksomhed med kunder i hjemlandet vil som hovedregel være opfyldt, hvis datterselskabets indtægter fra virksomhed på det hjemlige marked er mindst dobbelt så stort som virksomhed med udenlandske kunder.

I ansøgningen fremgår, at samtlige selskabers og filialers andel af omsætning fra hjemlandskunder er over #%. Heraf ligger størstedelen mellem #-#%.

På baggrund heraf anses betingelse nr. 2 for opfyldt.

Betingelse nr. 3 - Koncernforbundet

Ifølge forarbejderne vil kravet om at den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder, som datterselskabet eller filialen ikke er koncernforbundet med, være opfyldt hvis datterselskabets indtægter fra virksomhed med uafhængige er mindst dobbelt så stor som virksomhed med koncernforbundne virksomheder.

Af ansøgningen fremgår, at #% af selskabernes og filialernes andel af indkomst stammer fra virksomhed med uafhængige parter. (For Datterselskab A, Danmark er andelen #,#%).

Herefter anses betingelse nr. 3 også for at være opfyldt.

Betingelse nr. 4 - Kapitalgrundlag

Ved vurdering af datterselskabernes kapitalgrundlag kan bl.a. indgå den sædvanlige kapitalstyrke i branchen i det pågældende land, det offentlige tilsyns krav og anbefalinger samt kapitalstyrken i andre selskaber inden for samme branche i samme koncern. Er datterselskabet overkapitaliseret kan der ikke meddeles dispensation.

Spørger har oplyst, at kapitalstyrken for de to danske datterselskaber er henholdsvis ##,## (Datterselskab B) og ##,## (Datterselskab A) og at det danske branchegennemsnit pr. 31.12.2015 er ##,##, jf. oplysninger fra Finanstilsynet.

Den Land Ø'ske filials kapitalstyrke er ##,## (Selskab C Filial (tidligere Datterselskab A, filial Land Ø) og det Land Ø'ske branchegennemsnit pr. 31.12.2015 er ##,##, jf. oplysninger fra landets finanstilsyn.

Den Land Z'ske filials kapitalstyrke er #,## (Datterselskab A, Land Z). Spørger har oplyst, at hverken det Land Z'ske finanstilsyn eller det Land Z'ske finanstilsyn længere offentliggør solvensdækning på brancheniveau.

Kapitalstyrken i filialen ligger under det danske branchegennemsnit på ##,## og under det danske hovedkontors kapitalstyrke på ##,##.

Endvidere har Spørger oplyst, at det største Land Z'ske selskab indenfor branchen, Selskab F har en solvensmargin på ##,##, som er over filialens kapitalstyrke.

Det fast driftssted i Land B har ingen egenkapital, idet der alene sker beskatning lokalt med en andel af den danske skattepligtige indkomst beregnet som forholdet mellem omsætning i Land B og totalt.

Det fremgår af ovenstående, at kapitalkravet for alle enheder ligger under branchegennemsnittet i Danmark. Ligeledes fremgår, at kapitalkravet for den Land Z'ske og Land Ø'ske filial ligger under henholdsvis det Land Ø'ske branchegennemsnit pr. 31.12.2015 og det danske hovedkontor samt det største Land Z'ske selskab indenfor branchen.

På baggrund heraf anses ingen af enhederne for at være kapitaliseret udover hvad driften tilsiger og betingelse nr. 4 anses således for opfyldt.

Betingelse nr. 5 - Lempelse af beskatning af udbytte

Datterselskab A og Datterselskab B er begge danske selskaber.

Selskab C Filial er beliggende i Land Ø og et udbytte fra enheden ville skulle nedsættes efter direktiv 2011/96/EU (moder-/datterselskabsdirektivet).

Datterselskab A, Land Z (filial) er beliggende i Land Z, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Efter overenskomsten vil beskatning af udbytte fra et datterselskab til et moderselskab skulle frafaldes eller nedsættes.

Datterselskab A, Land B (filial) er beliggende i Land B, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Efter overenskomsten vil udbytte fra et datterselskab til et moderselskab skulle frafaldes eller nedsættes.

Betingelse nr. 5 anses dermed for opfyldt.

Begrundelse

SKAT finder at de fem betingelser i selskabsskattelovens§ 32, stk. 2 er opfyldt.

Indstilling

SKAT finder, at det ansøgte efter en samlet og konkret vurdering kan imødekommes og at der kan indstilles til dispensation for indkomst fra Datterselskab B og Datterselskab A med tilhørende filialer og faste driftssteder i en periode på 10 år, regnet fra og med indkomståret 2017.

SKAT indstiller, at der meddeles tilladelse til det ansøgte.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.