Dokumentets metadata

Sagsomkostninger - retsplejeloven - delvise sagsomkostninger - særlige grunde

En andelsboligforening var ved Landsskatteretten blevet nægtet fradrag for udgifter til grundforbedrende arbejder (kloak- og varmeledninger) med henvisning til, at foreningen ikke havde godtgjort, at have afholdt udgifter til de pågældende arbejder.

Andelsboligforeningen var under sagens behandling for Landsskatteretten blevet opfordret til at fremlægge dokumentation for, at foreningen havde bekostet de pågældende arbejder.

Foreningen indbragte herefter Landsskatterettens afgørelse for byretten. Efter der var pågået skriftveksling ved stævning, svarskrift, replik, duplik og processkrift I med bilag i sagen tog Skatteministeriet, som hidtil havde påstået frifindelse, bekræftende til genmæle.

Byretten tilkendte herefter andelsboligforeningen kr. 10.000 i sagsomkostninger, hvilket Skatteministeriet kærede til landsretten med påstand om, at sagsomkostningerne for byretten skulle ophæves, subsidiært at foreningen kun skulle tildeles delvise sagsomkostninger.

Landsretten lagde til grund, at det påhvilede foreningen, at godtgøre at have afholdt udgifter til de pågældende arbejder efter de dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18, og at dette bevis først fremkom ved foreningens replik.

Selvom foreningen måtte anses for den vidende part, måtte der ved omkostningsfastsættelse bl.a. tages hensyn til at foreningen først ved replikken fremlagde oplysninger, der dokumenterede afholdelsen af udgifter til de pågældende arbejder, og at ministeriet først tog bekræftende til genmæle efter foreningen havde indleveret processkrift I i sagen.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå sådanne særlige grunde, at ministeriet skulle betale delvise sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, med kr. 6.000.

Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Claus Rosenkilde)

Mod

H1

(v/Adv Asger Hinsch)

Afsagt af Landsretsdommere

John Mosegaard, Malou Kragh Halling og Brit Frimann (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 5. april 2017, hvorved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen på vegne af Skatteministeriet med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 23. marts 2017 har kæret Byrettens afgørelse om sagsomkostninger i dom af 23. januar 2017 (BS R5-897/2015). Der fremlagdes endvidere kærereplik af 11. maj 2017 med bilag.

Endvidere fremlagdes kæresvarskrift af 28. april 2017 med bilag og kæreduplik af 15. maj 2017 fra advokat Claus Rosenkilde på vegne af H1.

Endvidere fremlagdes rettens fremsendelsesbrev af 7. april 2017 og udskrift af dombogen indeholdende den kærede afgørelse.

Retten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne for byretten principalt ophæves, subsidiært at H1 kun tilkendes delvise sagsomkostninger.

Skatteministeriet har blandt andet gjort gældende, at der er grundlag for helt eller delvist at ophæve sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, da H1 i særlig grad har givet anledning til retssagen. H1 har trods tidligere opfordringer først under sagens behandling ved domstolene fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til etablering af den fradragsberettigede forbedring.

H1 har nedlagt påstand om, at Byrettens afgørelse om sagsomkostninger principalt stadfæstes, subsidiært at H1 tilkendes delvise sagsomkostninger.

H1 har blandt andet gjort gældende, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet i retsplejelovens § 312, stk. 1. H1 har endvidere gjort gældende, at det for Landsskatteretten fremlagte materiale var tilstrækkeligt til at opfylde vurderingslovens dokumentationskrav efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler, og at det kan tilskrives Skatteministeriet, at den juridiske ramme for bevisvurderingen er uklar.

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

K e n d e l s e:

Efter retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. Retten kan dog efter stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

Af forarbejderne til retsplejelovens § 312, stk. 3 (Lovforslag L 132, Forslag til lov om ændring af retsplejelovens og forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces), Folketingstidende 2004-2005 (2. samling), 10.-12. afsnit i de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 312) fremgår blandt andet følgende:

"Sagens tvivlsomhed er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til helt eller delvis at fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til modparten. Hvis begge parter kan bebrejdes den retsuvished, der førte til retssagen, vil en fritagelse derimod ofte være på sin plads. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor tvivlen hidrører fra utydeligheder i en mellem parterne oprettet kontrakt, for hvilke de begge bærer ansvaret.

Hvis det er den vindende part, der i særlig grad har givet anledning til retssagen, bør den tabende part fritages for at betale sagsomkostninger. Som eksempel kan nævnes, at den vindende part trods sagens tvivlsomhed fra først af uden grund har optrådt så afvisende over for modparten, at den vindende part derved har fremtvunget en retssag, hvis resultat efter al rimelighed lige så vel kunne have været opnået uden retssag.

Med forslaget lægges der op til en fleksibel praksis, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere end nu. Delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan anvendes som en mellemform i tilfælde, hvor omstændighederne i nogen, men ikke meget høj, grad taler for at fritage for betaling af sagsomkostninger. En delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan rent praktisk gennemføres på den måde, at det beløb, som den vindende part almindeligvis skulle have tilkendt, divideres med to. "

Det fremgår af sagens oplysninger, at H1 den 2. november 2015 indbragte Landsskatterettens afgørelse af den 30. juli 2015 for Byretten med påstand om, at fradragsansættelsen i vurderings- og reguleringsårene pr. 1. oktober i årene 2005-2012, for ejendommen beliggende Y1, hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse af fradraget for kloak- og varmeledninger. Stævningen var vedlagt Landsskatterettens afgørelse, et ledningskort, endeligt skøde af 17. maj 2005, entreprisekontrakt og tilslutningsopkrævning fra G1 og e-mail korrespondance med G1. Landsskatterettens havde afvist at indrømme fradrag i grundværdien for forbedringer i form af kloak- og varmeforsyning, idet Landsskatteretten fandt, at H1 ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation eller sandsynliggørelse for, at denne havde afholdt udgifterne hertil. Efter det oplyste fremkom H1 ikke med yderligere materiale til sagen efter Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 24. juni 2015.

Skatteministeriet påstod i svarskrift af 29. februar 2016 frifindelse og anførte til støtte for påstanden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse af 30. juli 2015, og at H1 derfor ikke var berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til interne kloak- og varmeforsyningsledninger i henhold til vurderingslovens §§ 17 og 18.

H1 indleverede samtidig med replik af 17. juni 2016 ny entreprisekontrakt, fagbeskrivelse vedrørende kloak arbejde, tilbudsliste, refusionsopgørelse, kontoudskrift og andelsbevis.

Skatteministeriet fastholdt frifindelsespåstanden i duplik af 15. juli 2016 og tog først den 1. november 2016 forud for hovedforhandlingen den 29. november 2016 og efter H1's indlevering af processkrift I med bilag, bekræftende til genmæle over for H1's påstand, efter der forelå dokumentation for afholdelse af udgifter til etablering af den fradragsberettigede forbedring.

Landsretten lægger til grund, at det påhvilede H1 at godtgøre at have afholdt udgifter til kloak- og varmeforsyning efter dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18, og at dette bevis først fremkom ved H1's replik.

Selvom H1 må anses for den vindende part, må der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til de nævnte omstændigheder, herunder navnlig at H1 først ved afgivelse af replik af 17. juni 2016 fremlagde oplysninger, der dokumenterede afholdelse af den fradragsberettigede forbedring, og at Skatteministeriet først den 1. november 2016 efter H1's indlevering af processkrift I tog bekræftende til genmæle. Landsretten finder herefter efter en samlet vurdering, at der foreligger sådanne særlige grunde, at Skatteministeriet skal betale delvise sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Henset til sagens værdi, forløb og omfang finder landsretten, at Skatteministeriet i sagsomkostninger for byretten til H1 skal betale 6.000 kr. inkl. moms.

T h i b e s t e m m e s:

Byrettens afgørelse ændres, således at Skatteministeriet til H1 skal betale 6.000 kr. i sagsomkostninger for byretten.

Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part. Kæreafgiften tilbagebetales.

Retten hævet.