Dokumentets metadata

Fordeling af rentefradrag - tidligere ægtefæller - fælles gæld - forkortet ligningsfrist - formalitetsindsigelser

Sagen omhandlede spørgsmålet om fordelingen af et rentefradrag, der relaterede sig til to tidligere ægtefællers fælles gæld.

Landsretten afviste 2., 3. og 4. led af appellantens påstand med henvisning til, at de reelt udgjorde anbringender til støtte for 1. led af påstanden. Landsretten fandt endvidere ligesom byretten, at den indbragte afgørelse ikke led af formelle mangler, der kunne føre til afgørelsens ugyldighed.

Appellanten havde gjort gældende, at hun var omfattet af den forkortede ligningsfrist, og at SKATs forhøjelse derfor ikke var foretaget rettidigt. Landsretten fandt, at den indgåede bodelingsoverenskomst, som var årsagen til SKATs forhøjelse, indebar en ændring af det privatretlige grundlag for skatteansættelsen, hvilket gav adgang til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Som følge heraf gjaldt den forkortede ligningsfrist konkret ikke, og landsretten fandt derfor, at SKAT havde været beføjet til at genoptage appellantens skatteansættelse som sket.

For så vidt angår sagens materielle spørgsmål, havde byretten udtalt, at parterne ved en bodelingsoverenskomst af 11. juli 2008 havde aftalt, at appellantens tidligere ægtefælle skulle overtage det fælles hus, parrets andelsbolig og den fælles gæld til banken. Bodelingen skete under forudsætning af, at banken godkendte overdragelsen af gælden. Uagtet at en sådan godkendelse ikke forelå, overtog den tidligere ægtefælle huset og solgte andelslejligheden, ligesom appellanten ikke længere betalte renter og afdrag på den fælles gæld. Byretten havde herefter fundet, at parterne i det indbyrdes forhold havde fulgt bodelingsoverenskomsten. Da appellantens ægtefælle i det indbyrdes forhold således havde overtaget den tidligere fælles gæld, havde byretten fundet, at fradragsretten tilkom ham.

For landsretten gjorde appellanten gældende, at bodelingsoverenskomsten først var underskrevet i efteråret 2009. På baggrund af at appellanten ikke tidligere havde bestridt, at bodelingsoverenskomsten var underskrevet i juli 2008, fandt landsretten, at det ikke alene på baggrund af appellantens forklaring for landsretten kunne lægges til grund, at bodelingsoverenskomsten var underskrevet på et senere tidspunkt. Derudover bemærkede Landsretten, at som sagen forelå oplyst, var der ikke grundlag for at fastslå, at appellanten havde foretaget konkrete indbetalinger på lånene, ligesom de løbende tilskrivninger på de fælles lån heller ikke indebar, at hun kunne anses for at have betalt de omhandlede renter.

På den baggrund og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltrådte landsretten, at Skatteministeriet var frifundet for så vidt angår første led i appellantens påstand.

Parter

A

(v/Adv. Lisbeth Irene Vedel Pedersen, (prøve)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Bodil Marie Søes Petersen)

Afsagt af Landsretsdommerne

Dorthe Wiisbye, Katja Høegh og Alex Puggaard

Sagens oplysninger

Byrettens dom af 12. juli 2016 (BS 37A-934/2015) (SKM2016.598.BR ) er anket af A med endelig påstand om

"Sagsøgte [indstævnte] tilpligtes at anerkende,

at - sagsøgers [appellantens] skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 og 2009 skal være som selvangivet i forhold til de selvangivne renteudgifter for indkomståret 2008 kr. 187.841 og for indkomståret 2009 kr. 115.977,

at - sagsøger [appellanten] alene har ukomplicerede økonomiske forhold, hvorfor der gælder en forkortet ligningsfrist jf. dagældende BEK nr. 1095 af 15. november 2005,

at - sagsøger [appellanten] ikke selv har anmodet om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009,

at - SKATs afgørelse af 30. marts 2012 er ugyldig.

Endvidere påankes de af byretten idømte sagsomkostninger kr. 22.000, i forhold til hvilke der nedlægges en påstand om, at sagsomkostninger ikke kan udgøre mere end kr. 16.250 incl. moms, da sagens værdi reelt ikke udgør mere end kr. 51.000."

Skatteministeriet har vedrørende 2. og 3. led i As påstand principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse.

Over for 1. og 4. led i As påstand har Skatteministeriet nedlagt påstand om stadfæstelse.

Skatteministeriet har påstået frifindelse for påstanden om nedsættelse af de tilkendte sagsomkostninger for byretten.

Skatteministeriet har vedrørende 4. led i As påstand i ankesvarskriftet og påstandsdokumentet for landsretten anført, at det er Landsskatterettens kendelse af 23. december 2014, som må anses for at være til prøvelse i denne ankesag. Hvis SKATs afgørelse erklæres ugyldig, uden at Landsskatterettens kendelse samtidig erklæres ugyldig, vil det således ikke få betydning for As skatteansættelser. Påstandens 4. led burde således rettelig være, at Landsskatterettens kendelse er ugyldig.

Supplerende sagsfremstilling

Det eksemplar af bodelingsoverenskomsten, som er fremlagt i sagen, hidrører fra Skatte ministeriet og er dateret 11. juli 2008. Den fremlagte bodelingsoverenskomst er underskrevet af NR og to vitterlighedsvidner, men ikke af A.

SKAT modtog fra As tidligere ægtefælle, NR, en klage af 21. oktober 2011 over, at han kun havde fået rentefradrag med 50 procent i 2008 og 2009, samt kopi af bodelingsoverenskomsten. Derefter sendte SKAT den 9. januar 2012 til såvel NR som A forslag til ændret skatteansættelse for 2008 og 2009. For NRs vedkommende foreslog SKAT en skattenedsættelse svarende til, at han ville få fuldt rentefradrag for anden halvdel af 2008 og for hele 2009, mens SKAT i forhold til A foreslog en modsvarende skatteforhøjelse, således at hun ikke længere fik fradrag for halvdelen af renteudgiften. Af brevene til såvel NR som A fremgik, at hvis adressaten var enig i forslaget, behøvede adressaten ikke foretage sig noget, idet adressaten i så fald efter høringsfristens udløb automatisk ville modtage en ny årsopgørelse. Af brevet til A fremgik, at forslaget var begrundet i vilkåret om den tidligere ægtefælles overtagelse af fælles gæld i F1-bank i "bodelingsoverenskomst af 11/7 2008". Det er ikke nævnt, at forslaget var foranlediget af en klage fra den tidligere ægtefælle.

Som anført i byrettens dom traf SKAT den 30. marts 2012 afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 9. januar 2012, således at A blev pålagt yderligere skat for 2008 og 2009. Ifølge Skatteministeriet blev der automatisk foretaget en modsvarende ændring af den tidligere ægtefælles årsopgørelse, således at han fik nedsat skatten i de pågældende to indkomstår.

Det var samme sagsbehandler hos SKAT, som sendte forslag til afgørelse til A og den tidligere ægtefælle og i øvrigt behandlede sagerne i SKAT.

A klagede til Skatteankenævnet over den afgørelse, der vedrørte hen de. I relation til denne klage og under hele det efterfølgende forløb har A været repræsenteret af advokat Lisbeth Pedersen.

I Skatteankenævnets forslag til afgørelse af 30. august 2013 vedrørende As klage over SKATs afgørelse hed det blandt andet:

"Du har bedt om møde med nævnet, hvis du ikke får medhold i din klage. Mindst 15 dage før mødet sender vi dig en indbydelse.

Hvis du alligevel ikke ønsker møde med nævnet, beder vi dig om at give besked til sekretariatet. Du vil så få nævnets endelige afgørelse, som nævnet træffer ud fra oplysningerne i sagsfremstillingen og dine eventuelle skriftlige kommentarer."

Af forslaget fremgik, at ankenævnet agtede at stadfæste SKATs afgørelse om kun at give A fradrag for halvdelen af renterne frem til indgåelsen af bodelings overenskomsten den 11. juli 2008. Det fremgik endvidere, at genoptagelsen var foranlediget af en henvendelse fra den tidligere ægtefælle.

A fremsatte ved brev af 10. september 2013 en række indsigelser mod udkastet til afgørelse. Brevet indeholdt ikke bemærkninger om, hvorvidt der fortsat var ønske om et møde med nævnet. Det var heller ikke anført, at ønsket var frafaldet. Der var ikke anført indsigelser imod det, som var anført i forslaget til afgørelse om, at bodelingsoverenskomsten var indgået den 11. juli 2008.

A blev ikke indkaldt til møde, inden Skatteankenævnet den 4. oktober 2013 traf afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse.

I et brev af 14. oktober 2013 anmodede A SKAT om aktindsigt i alle oplysninger i den tidligere ægtefælles sag vedrørende afgørelsen om ændret skatteansættelse i 2008 og 2009. Ved brev af 14. oktober 2017 klagede A tillige over de ændrede skatteansættelser af den tidligere ægtefælle.

SKAT afslog aktindsigtsanmodningen ved brev af 22. oktober 2013. A klagede over afslaget til Skatteankenævnet ved brev af 19. december 2013. I en afgørelse af 26. maj 2014 gav Skatteankenævnet A medhold i aktindsigtsklagen for så vidt angik indkomståret 2008. Ankenævnet antog, at A ikke var part i den tidligere ægtefælles skattesag, men anså hende for berettiget til aktindsigt efter skatteforvaltningslovens § 18 for så vidt angik indkomståret 2008, idet de havde været samlevende ægtefæller en del af dette år. Vedrørende indkomståret 2009 hjemviste ankenævnet sagen med henblik på SKATs stillingtagen til, om der kunne med deles aktindsigt i medfør af offentlighedsloven. A har oplyst, at hun herefter har modtaget aktindsigt som ønsket.

Ved brev af 11. maj 2014 rykkede A for en afgørelse af klagen over den tidligere ægtefælles skatteansættelser og anmodede alternativt om genoptagelse af ansættelsen. SKAT afviste ved afgørelse af 12. maj 2014 at behandle klagen over skatteansættelserne af den tidligere ægtefælle. SKAT henviste til, at det alene er ægtefæller, som gensidigt kan påklage hinandens skatteansættelse, og at det kun er den skattepligtige, som har adgang til at anmode om genoptagelse. I en afgørelse af 25. juni 2014 fastholdt SKAT afvisningen af klagen og af anmodningen om genoptagelse. SKAT anså herved ikke A for at være klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, om enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. SKAT bemærkede endvidere, at den tidligere regel om ægtefæller og forhenværende ægtefællers adgang til at klage over skatteansættelsen af den anden ægtefælle i år, hvor de var ægtefæller og samlevende, nu var indeholdt i skattestyrelseslovens § 35 a, stk. 2. SKAT fastholdt ligeledes, at A ikke kunne anmode om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Skatteministeriet har oplyst, at afgørelsen blev indbragt for domstolene af A, og at Byretten ved dom af 12. april 2017 (BS 10A-369/2016) har frifundet SKAT og dermed tiltrådt SKATs afgørelse om klageadgang og adgang til at anmode om genoptagelse af skatteansættelserne af den tidligere ægtefælle. Dommen er anket.

Der er enighed om, at det først er for Landsskatteretten, at A har frem sat indsigelsen om den forkortede genoptagelsesfrist.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaring af A og IB.

A har forklaret blandt andet, at hun er optometrist. Hun har indgået den fremlagte bodelingsoverenskomst med sin daværende ægtefælle. Da hun fik overenskomsten til underskrift, så den ud som det fremlagte eksemplar, dvs. at den var underskrevet af ham og to vitterlighedsvidner den 11. juli 2008. Hun skrev ikke under den 11. juli 2008. Hun skrev først under, da andelslejligheden var solgt og gælden indfriet i efteråret 2009. Det skyldtes, at hun af banken havde fået at vide, at banken ikke ville lade hende slippe for at hæfte for gælden, og at hun ville hæfte for hele gælden, hvis eksmanden døde. Hun ønskede derfor ikke at underskrive, før gælden var indfriet ved et salg af lejligheden. Når banken ikke ville lade hende slippe for hæftelsen, skyldtes det usikkerhed om eksmandens indtægtsforhold. Hun kan ikke huske, om hun sendte et eksemplar af den underskrevne bodelingsoverenskomst til den tidligere ægtefælle. Hun har nok det eksemplar, hun har underskrevet, hjemme. Hun kan ikke sige, hvorfor den af hende underskrevne bodelings overenskomst ikke er fremlagt i sagen. Hun fik de 100.000 kr., som er nævnt i bodelings overenskomsten, som refusion for en momsgæld, hun havde betalt for eksmanden. Det havde intet med bodelingen at gøre. Den indbetaling på 100.000 kr. den 1. august 2008 og den umiddelbart herefter foretagne "Check, A, Checkbetaling" på 100.000 kr., man kan se i kontoudskriften fra X3-kontoen, er betalingen til hende af de pågældende 100.000 kr. Betalingen var ikke et led i bodelingen, og hun forstår ikke, hvorfor de 100.000 kr. kom ind i bodelingsoverenskomsten. Hun skrev alligevel under på overenskomsten, fordi det, der stod om deling af hus, lejlighed og gæld, passede.

Hun gjorde indsigelse mod, at der i det første udkast af 6. november 2009 fra eksmandens advokat til tinglysningsdokument om overdragelsen af den faste ejendom stod, at hun havde fået 1 mio. kr. i købesum. Som man kan se af de fremlagte e-mails fra eksmandens advokat med efterfølgende udkast til tinglysningsdokumenter og den endelige tinglysning af overdragelsen, blev det i de følgende udkast og ved den endelige tinglysning den 5. januar 2010 anført, at købesummen var 0 kr. Hun ved ikke, hvad det er for et tillæg til bodelingsoverenskomsten, som nævnes i e-mailen af 6. november 2009 fra eksmandens advokat. Hun kontaktede også advokaten herom. Hun husker ikke, hvad advokaten svarede.

Hun havde ikke efter skilsmissen drøftelser med sin eksmand om rentebetalingerne eller fradragene. Hun mener, at hun har betalt rente til banken efter den 11. juli 2008. Det, som hun, jf. sagsfremstilling mv. i afgørelserne fra Skatteankenævnet og Landsskatteretten har oplyst om ikke at have betalt renter, handlede om, at hun ikke havde betalt renter til sin eksmand. De flyttede fra hinanden i sommeren 2008. Det kan godt passe, at det var i juni 2008, som det også fremgår af cpr-registreringen.

Hun har ingen erindring om og kan ikke forklare den post, som ses i kontoudskriften fra andelsboligkreditten, på 363.875 kr. som er benævnt "afr salg andel", og hvordan den hænger sammen med det, hun har forklaret om et salgstidspunkt i efteråret 2009. Hun har ikke indsat det pågældende beløb. Hun går ud fra, at det er indsat af hendes eksmand eller andelsboligforeningen. Indbetalingerne på andelsboligkreditten den 4. maj og 13. maj på 3.081,33 kr. og på 3.191.821 kr. kan hun ikke huske noget om. Indsættelsen af ca. 450.000 kr. på andelsboligkreditten ultimo oktober 2009 er ikke foretaget af hende. Hun går ud fra, at det har haft med salget af andelslejligheden at gøre. Hun husker ikke noget om indsættelsen på 4.156,51 kr. den 30. juli 2008 på X3-kontoen. Hun går ud fra, at indsættelsen på samme konto af 20.000 kr. den 9. december 2008 med teksten "Fra DKC", er foretaget af eksmanden. Hun har ikke haft megen indsigt i alle disse beløb og datoer eller i sammenblandingen af økonomi mellem hende og eksmanden. Det, hun mener med, at hun har betalt renter efter den 11. juli 2008, er, at hun har hæftet for de renter, som løbende er tilskrevet på lånet, f.eks. den 30. juni 2008, hvor der på andelsboligkreditten er tilskrevet renter på 62.230,51 kr.

IB har forklaret blandt andet, at han har været ansat i F1-bank i ca. 37 år. Han var bankrådgiver for de to ægtefæller. Han har ingen nærmere erindring om forløbet, da parterne blev skilt i 2008. Han kan huske, at A viste ham en bodelingsoverenskomst. Banken ville ikke tiltræde vilkåret om, at manden blev enedebitor. Han husker ikke, hvem af ægtefællerne som tjente mest. Det kan have betydning for risikovurderingen, om man er lønmodtager eller er selvstændig. Banken er mere årvågen i relation til løbende at se på regnskaber mv., når der er tale om en selvstændig. Det afgørende for, at banken ikke ville acceptere, at manden overtog gælden alene, var, at én debitor ikke skulle sidde med to boliger. Han kan ikke huske, om han med A har drøftet, hvad der ville ske med gælden, hvis eksmanden døde. Andelslejligheden blev solgt og gælden indfriet. Hvis gælden ikke var blevet indfriet, ville banken ikke have ladet A ophøre med at hæfte for lånene.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed. A har dog ikke påberåbt sig Basic Principles on the Role of Lawyers for landsretten. Hun har i tillæg til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6 under hovedforhandlingen henvist til arti kel 1 i 1. tillægsprotokol til konventionen.

A har vedrørende den subsidiære påstand om sagsomkostninger gjort gældende, at sagens værdi reelt ikke udgør mere end 51.000 kr.

A har desuden anført, at hun, hvis hun får medhold, skal tillægges sagsomkostninger "i den høje ende", idet

"sagen er blevet langt mere omfattende end nødvendigt som følge af de set fra appellantens [side] mange sagsbehandlingsfejl, som er sket hos SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten som led i appellantens opråb om en tilsidesættelse af de for appellanten værende lovfæstede rettigheder som tidligere ægtefælle, og appellanten har som følge deraf fundet det nødvendigt at anke sagen til Landsretten i håbet om lydhørhed for appellantens anbringender."

Hvis hun ikke får medhold eller kun begrænset medhold, skal eventuelle sagsomkostninger

"begrænses mest muligt, idet sagsanlægget for appellanten har været nødvendiggjort som følge af fraværet af en rimelig behandling af de af appellanten vedvarende fremsatte indsigelser … uden at dette har haft nogen materiel betydning, og idet appellantens oprettelse [opfattelse?] beklageligvis har været, at appellanten ikke i det administrative klagesystem fik sin sag behandlet af en uvildig neutral og uafhængig klageinstans, jf. hertil EMRK art. 6."

Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke finder anvendelse i en sag som denne.

Med hensyn til de sagsomkostninger, som byretten har fastsat, angår sagen rentefradrag på 103.345 kr. for indkomståret 2008 og et rentefradrag på 115.977 kr. for indkomståret 2009, dvs. i alt 219.292 kr. Skatteværdien af dette rentefradrag og dermed sagsgenstanden kan opgøres til mindst 33,5 procent af rentefradraget, dvs. 73.462,82 kr. I henhold til de vejledende takster for civile sager skal et passende beløb til dækning af advokatomkostninger herefter tage udgangspunkt i et salærspænd på 13.750-46.875 kr. inkl. moms. På den baggrund og henset til det betydelige antal rejste retlige spørgsmål i sagen og omfanget af skriftvekslingen er der ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens omkostningsafgørelse, som også omfatter udgift til ekstrakt, som byretten havde pålagt parterne at udarbejde, og som blev udarbejdet af Skatteministeriet. Uanset om sagsgenstanden måtte være 51.000 kr., hvilket Skatteministeriet ikke er enig i, er salærspændet i øvrigt stadig 13.750-46.875 kr. inkl. moms.

Landsrettens begrundelse og resultat

Afvisningsspørgsmålet

1. led af As anerkendelsespåstand går ud på, at Skatteministeriet skal anerkende, at A kan bibeholde de oprindeligt selvangivne rentefradrag for 2008 og 2009. Hvis A skal have medhold heri, må det nødvendigvis forudsætte, at Landsskatterettens kendelse af 23. december 2014 er ugyldig.

Til støtte for sin anerkendelsespåstand har A gjort gældende, at SKATs afgørelse af 30. marts 2012 er behæftet med en række retlige mangler, der er gentaget af Skatteankenævnet og Landsskatteretten. Landsretten finder, at en afgørelse om 2. og 3. led af As anerkendelsespåstand ikke har betydning for As retsstilling i andre henseender end vedrørende 1. led af anerkendelsespåstanden. 2. og 3. led af As anerkendelsespåstand udgør således reelt anbringender til støtte for 1. led af påstanden. Som følge heraf afvises 2. og 3. led af anerkendelsespåstanden.

4. led af As anerkendelsespåstand går ud på, at Skatteministeriet skal anerkende, at SKATs afgørelse af 30. marts 2012 er ugyldig. Da A, uagtet Skatteministeriets bemærkninger i både ankesvarskriftet og påstandsdokumentet for landsretten vedrørende denne del af påstanden, ikke har ændret påstanden, lægger lands retten til grund, at påstanden skal forstås, som den er nedlagt. Da skatteansættelserne frem går af Landsskatterettens kendelse af 23. december 2014, som er den endelige administrative afgørelse, finder landsretten, at en afgørelse om 4. led af As an erkendelsespåstand ikke har betydning for As retsstilling i andre henseender end vedrørende 1. led af anerkendelsespåstanden. 4. led af As anerkendelsespåstand udgør således også reelt et anbringende til støtte for 1. led af på standen og afvises som følge heraf.

Herefter bemærkes om 1. led af anerkendelsespåstanden:

De påståede sagsbehandlingsfejl

Landsretten bemærker, at A, før Landsskatteretten traf afgørelse i hendes sag den 23. december 2014, ved Skatteankenævnets afgørelse af 26. maj 2014 fik aktindsigt i den tidligere ægtefælles skattesag. Aktindsigten blev meddelt i medfør skatte forvaltningslovens § 18 og offentlighedsloven, og ikke fordi hun blev anset for at have partsstatus. A har ikke peget på konkrete oplysninger i den tidligere ægtefælles skattesag, som hun forud for den meddelte aktindsigt har manglet for at kunne varetage sine interesser i sin egen skattesag.

Landsretten finder, at A ikke har godtgjort, at den foretagne partshøring ved SKATs brev af 9. januar 2012 er behæftet med mangler, der kan medføre ugyldig hed af SKATs efterfølgende afgørelse af 30. marts 2012, endsige at der er grundlag for at ophæve Landsskatterettens endelige administrative afgørelse, der som nævnt er truffet, efter at A fik aktindsigt i den tidligere ægtefælles skattesag. Landsret ten bemærker herved, at det fremgik af SKATs brev af 9. januar 2012 til A, at forslaget om en ændret skatteansættelse var begrundet i indholdet af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008.

A har heller ikke for landsretten anført omstændigheder, som kunne understøtte, at den sagsbehandler i SKAT, som samtidig udsendte forslag til ændrede skatteansættelser i As, henholdsvis hendes tidligere ægtefælles sag og efterfølgende traf afgørelse, var inhabil, eller at skattemyndighederne har tilsidesat officialmaksimen.

Efter det oplyste i Skatteankenævnets forslag til afgørelse af 30. august 2013 måtte A gå ud fra, at hun ville blive indkaldt til møde i nævnet, før nævnet traf afgørelse. A havde mulighed for at komme med skriftlige bemærkninger til forslaget til afgørelse og fremkom med sådanne bemærkninger. Som anført af byretten har hun ikke oplyst om yderligere indsigelser, som hun er blevet afskåret fra at frem komme med som følge af det manglende møde. Den omstændighed, at Skatteankenævnet traf afgørelse uden som bebudet forinden at indkalde hende til møde, kan på den baggrund ikke antages at have haft betydning for udfaldet af Skatteankenævnets afgørelse, endsige medføre, at de skatteansættelser, som er foretaget ved Landsskatterettens kendelse af 23. december 2014, skal ophæves.

A har først for Landsskatteretten fremsat indsigelsen om, at hun er omfattet af den forkortede ligningsfrist. Allerede af den grund kan det ikke anses for en sagsbehandlingsfejl, at SKAT og Skatteankenævnet ikke er kommet med bemærkninger herom.

Artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til retfærdig retter gang og artikel 1 om beskyttelse af ejendom i 1. tillægsprotokol til konventionen vedrører ikke tilrettelæggelsen af administrative klageprocedurer i skattesager, og herunder ej heller spørgsmålet om, hvorvidt klagere skal have adgang til et fysisk møde. EU-retten og der med charterets artikel 47 finder ikke anvendelse i en skattesag som denne.

Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det, at der ikke er begå et sagsbehandlingsfejl, som kan føre til, at A skal have medhold i 1. led af sin anerkendelsespåstand.

Adgang til genoptagelse og de ændrede skatteansættelser

A har ikke tidligere, hverken under den administrative behandling eller for byretten, bestridt, at bodelingsoverenskomsten er indgået den 11. juli 2008. Hun har imidlertid for landsretten forklaret, at hun først underskrev bodelingsoverenskomsten i efteråret 2009. På den baggrund finder landsretten, at det ikke alene på grundlag af As forklaring for landsretten kan lægges til grund, at bodelingsoverenskomsten først er indgået på et tidspunkt, der ligger efter den 11. juli 2008. Landsretten bemærker herved, at A ikke har fremlagt det eksemplar af bodelingsoverenskomsten, som hun har underskrevet.

Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Endvidere finder landsretten, at bodelingsoverenskomsten indebærer en ændring af det privatretlige grund lag for skatteansættelserne, som giver skattemyndighederne adgang til ekstraordinær gen optagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1. Genoptagelsen blev varslet ved SKATs brev af 9. januar 2012 og dermed inden for seks måneders-fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. SKAT traf herefter afgørelse inden for tre måneders-fristen i § 27, stk. 2, 2. pkt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltnings lovens § 27 var dermed opfyldt.

Det er ubestridt, at A var omfattet af den forkortede genoptagelses frist i dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Ifølge bekendtgørelsens § 3 gælder den forkortede genoptagelsesfrist imidlertid ikke, når betingelserne for ekstra ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Som følge heraf finder landsretten, at SKAT har været beføjet til at genoptage hendes skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 som sket.

Det er uklart, om A for landsretten gør gældende, at hun har afholdt renteudgifter, efter at bodelingsoverenskomsten blev indgået den 11. juli 2008, dels ved konkrete indbetalinger, dels ved at hun over for banken fortsat var debitor for lånene, som der løbende blev tilskrevet renter på. Landsretten må imidlertid opfatte det således, at der gøres et sådant anbringende gældende. Som sagen foreligger oplyst, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at A har foretaget konkrete indbetalinger på lånene. Landsretten bemærker herved, at Skatteministeriet har opfordret A til at fremlægge dokumentation for eventuelle indbetalinger.

Den omstændighed, at banken løbende har tilskrevet renter på lånene, som A i forhold til banken hæftede for, indebærer endvidere ikke, at hun kan anses for at have betalt de renter, der er tilskrevet efter den 11. juli 2008, og som blev betalt i forbin delse med indfrielsen af gælden.

Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at skatte myndighederne er frifundet for så vidt angår 1. led i As påstand, som angår størrelsen af hendes skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 og 2009 i relation til renteudgifter.

På denne baggrund ændrer landsretten derfor byrettens dom således, at 2., 3. og 4. led i As påstand afvises, mens dommen stadfæstes for så vidt angår frifindelsen af Skatteministeriet for 1. led i As påstand.

Sagsomkostninger

Landsretten lægger til grund, at sagsgenstanden udgør 73.462,82 kr.

Byrettens fastsættelse af sagsomkostninger ligger inden for salærintervallet i landsretspræsidenternes vejledende takster for civile sager. Henset hertil og til omfanget af As påstande og anbringender for byretten er der ikke grundlag for at nedsætte de sagsomkostninger, som byretten har tilkendt Skatteministeriet.

Efter ankesagens udfald skal A betale sagsomkostninger for landsretten med 40.000 kr. til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af sagsomkostningsbeløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til omfanget af As påstande og anbringender.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at 2., 3. og 4. led af As anerkendelsespåstand afvises.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 40.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.598.BR