Dokumentets metadata

Offentliggjort:10-01-2017
Journalnr.:16-1337428
Referencer.:Lovbekendtgørelse
Registreringsafgiftsloven
Tidsfrist.:27-01-2017 13:18:00
Dokumenttype:Udkast til styresignal


Præcisering af praksis for indretning af lastbiler afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, litra a, - udkast til styresignal

SKAT præciserer i dette styresignal betingelserne for, at biler med tilladt totalvægt over 4 tons kan omfattes af afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, litra a.

Det er SKATs vurdering, at den afgørende betingelse for afgiftsfritagelsen er, om bilerne utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Indretning af førerkabinen med ekstra sæder eller sovebriks bag førersædet påvirker efter SKATs opfattelse ikke køretøjernes utvivlsomme konstruktion og indretning til godstransport. Køretøjerne kan således omfattes af afgiftsfritagelsen med denne indretning.


1. Sammenfatning

SKAT præciserer i dette styresignal betingelserne for, at biler med tilladt totalvægt over 4 tons kan omfattes af afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, litra a.

Det er SKATs vurdering, at den afgørende betingelse for afgiftsfritagelsen er, om bilerne utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Indretning af førerkabinen med ekstra sæder eller sovebriks bag førersædet påvirker efter SKATs opfattelse ikke køretøjernes utvivlsomme konstruktion og indretning til godstransport. Køretøjerne kan således omfattes af afgiftsfritagelsen med denne indretning.

2. Baggrund og problemstilling

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, litra a, fastslår, at biler afgiftsfritages, når de har en tilladt totalvægt over 4 tons, og utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Loven eller forarbejderne hertil angiver ikke, hvorvidt der kan installeres yderligere sæder eller sovebriks i førerrummet bag førersædet. Det fremgår af Den juridiske vejledning, at der ikke bag førersædet må være sædearrangement af nogen art.

Af Færdselsstyrelsens vejledning om syn af køretøjer af november 2015 fremgår, at Lastbil N2 (lastbil med tilladt totalvægt mellem 3,5 tons og 12 tons), kan indrettes med sovebriks, og ved tilladt totalvægt over 8 tons kan Lastbil N2 forsynes med ekstra sæderække bag førersædet. Lastbil N2, beregnet til transport af havarerede biler kan indrettes med ekstra sæder uanset tilladt totalvægt.

SKAT kan konstatere, at der er usikkerhed om muligheden for indretning af køretøjer omfattet af afgiftsfritagelsen. SKAT finder det derfor nødvendigt at præcisere betingelserne for, at køretøjer kan omfattes af afgiftsfritagelsen.

3. Regelgrundlaget

Registreringsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.) § 2, stk. 1, nr. 8, litra a, afgiftsfritager biler med tilladt totalvægt over 4 tons:

"som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Der må ikke uden for førerrummet befordres andre personer end sådanne, som er nødvendige til af- og pålæsning af det transporterede gods. Det er dog tilladt at benytte køretøjerne til befordring af personer, der er ansat i ejerens (brugerens) virksomhed, til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal anvende det medbragte materiel. Køretøjerne må ikke benyttes til privat personbefordring, medmindre der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. (...)"

Af Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit E.A.8.1.3.5 , biler med tilladt totalvægt over 4 tons, fremgår at:

"Der må ikke i køretøjet bag førersædet findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring. Denne betingelse er fx ikke opfyldt, hvis der i rummet bag førersædet, eventuelt i et udvidet førerrum, er anbragt en eller flere store værktøjskasser, navnlig ikke hvor disse er forsynet med polstrede og eventuelt aftagelige hynder eller lignende.

(...)

Køretøjerne kan anvendes til kørsel uden forbindelse med almindelig godstransport, når det sker som led i erhvervsudøvelsen inden for det pågældende fagområde.

Det kan dreje sig om servicekørsel, skolevognskørsel, eller lignende. (...) Ved kørsel uden forbindelse med godstransport må der ikke befordres personer bag førersædet".

4. SKATs opfattelse

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, litra a, afgiftsfritager køretøjer med tilladt totalvægt over 4 tons, når de utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Bestemmelsen fastlægger ikke, om køretøjerne kan indrettes med ekstra sæder eller sovebriks bag førersædet.

Det er SKATs vurdering, at afgiftsfritagelsen som udgangspunkt ikke påvirkes af, om førerkabinen er indrettet med ekstra sæder eller sovebriks bag førersædet. Det afgørende for køretøjets konstruktion og indretning til brug for godstransport er, hvorvidt last-/varerummet fortsat utvivlsomt er konstrueret og indrettet til dette formål. Ændret konstruktion og indretning af last-/varerummet, der begrænser bilens anvendelse til formålet, medfører, at bilen ikke længere kan omfattes af afgiftsfritagelsen

Oplysningen i Den juridiske vejledning om, at der ikke bag førersædet må findes sædearrangement af nogen art, stammer fra en ældre konkret afgørelse fra Motornævnet, hvor der i varerummets fulde bredde var placeret store værktøjskasser forsynet med hynder. Køretøjet opfyldte ikke betingelserne om konstruktion og indretning af last- og varevogne, men det er SKATs opfattelse, at det afgørende præmis i afgørelsen er, at værktøjskasser med hynder var placeret i køretøjets varerum, hvorfor indretningen af varerummet medførte, at køretøjet ikke længere utvivlsomt var konstrueret og indrettet til godstransport.

5. Gyldighed

Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit E.A.8.1.3.5 . Herefter er styresignalet ophævet.