Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-10-2016
Offentliggjort:03-05-2017
SKM-nr:SKM2017.325.ØLR
Journalnr.:S-2231-16
Referencer.:Forsvarerbistandsloven
Dokumenttype:Dom


Forsvarersalær i administrativ straffesag - nedsættelse - sagens omfang og forløb

I en afsluttet administrativ straffesag havde forsvareren anmodet byretten om at få tillagt salær for 13 timers arbejde dækkende korrespondance og telefonsamtaler med SKAT og sin klient, gennemgang af sagens dokumenter, afholdelse af to møder med klienten, forberedelse og undersøgelse af retspraksis samt deltagelse i mødet hos SKAT.Byretten tillagde forsvareren salær på 27.625 kr. inkl. moms.SKAT kærede afgørelsen til landsretten med påstand om nedsættelse af det tillagte salær, idet der i lignende sager sædvanligvis tilkendes et salær på under 10.000 kr. inkl. moms. Sagen vedrørte en forhøjelse af T's aktieindkomst med 358.316 kr. i et enkelt indkomstår. Sagen indeholdt få bilag. Der havde i forbindelse med sagen været en enkelt telefonisk drøftelse mellem SKAT og forsvareren om flytning af et møde. Samtalen varede højst 15 minutter. Selve mødet hos SKAT varede i alt 35 minutter.Landsretten nedsatte salæret til 10.000 kr. inkl. moms henset til sagens omfang og forløb.


Østre Landsrets dom af d. 6. oktober 2016, sags nr. S-2231-16

Parter

SKAT kærer salærfastsættelse til advokat IH i sagen SKAT

Mod

T

(v/Adv. Henrik Michael Franke, besk.)

Afsagt af Landsretsdommerne

Anne Thalbitzer, M. Stassen og Michael de Thurah (kst.)

.....................................................................................................

Byrettens salærkendelse af d. 28. juli 2016, rettens j. nr. 15-6668/2016

Den 28. juli 2016 er der i sagen

Anklagemyndigheden

mod

T

tillagt Dem salær

22.100,00 kr.

moms af salær

5.525,00 kr.

i alt

27.625,00 kr.

som forsvarer for T

Beløbet betales endeligt af andrager/andre.

Beløbet vil blive sendt.

.....................................................................................................

Østre Landsrets dom af d. 6. oktober 2016, sags nr. S-2231-16

Sagens oplysninger

Der fremlagdes kæreskrift af 15. august 2016 fra SKAT, Byrettens afgørelse af 28. juli 2016 om salærtilkendelse samt rettens fremsendelsesbrev af 16. august 2016.

Den beskikkede forsvarer, advokat IH, er ikke fremkommet med bemærkninger til kæremålet.

Det er anført i byrettens fremsendelsesbrev, at dommeren ikke har haft mulighed for at udtale sig om den trufne afgørelse grundet ferie.

De modtagne bilag var til stede.

SKAT har nedlagt påstand om, at det tillagte salær på 27.625 kr. inkl. moms nedsættes, og har til støtte herfor gjort gældende, at der i lignende sager sædvanligvis tilkendes et salær på under 10.000 kr. inkl. moms. Sagen vedrører en forhøjelse af Ts aktieindkomst med 358.316 kr. i et enkelt indkomstår, og sagen indeholder få bilag. Der har i forbindelse med sagen været en enkelt telefonisk drøftelse den 6. juni 2016 mellem SKAT og advokat IH om flytning af et møde. Samtalen varede højst 15 minutter. Selve mødet den 29. juni 2016 hos SKAT varede i alt 35 minutter.

Advokat IH har i e-mail af 21. juli 2016 til Byretten anmodet om at få tillagt salær for 13 timers arbejde dækkende korrespondance og telefonsamtaler med SKAT og sin klient, gennemgang af sagens dokumenter, afholdelse af to møder med klienten, forberedelse og undersøgelse af retspraksis samt deltagelse i mødet hos SKAT.

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e:

Af sigtelsen af 12. maj 2016 fremgår, at T blev sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 16 vedrørende indkomståret 2012 ved i forbindelse med modtagelsen af årsopgørelsen at have undladt at selvangive et beløb på 358.316 kr. som kapitalindkomst. Beløbet hidrører fra et salg den 21. august 2012 af aktier, som T havde erhvervet samme dag ved udnyttelse af optioner, som han havde fået tildelt igennem sin ansættelse. Den strafferetlige del af sagen blev afsluttet ved, at T vedtog et bødeforlæg på 30.000 kr. i forlængelse af et møde hos SKAT den 29. juni 2016.

Henset til sagens omfang og forløb finder landsretten, at salæret passende kan fastsættes til 10.000 kr. med tillæg af moms.

T h i b e s t e m m e s:

Byrettens beslutning om fastsættelse af salær ændres, således at salæret til den beskikkede forsvarer, advokat IH, nedsættes til 10.000 kr. med tillæg af moms.

Retten hævet.