Kendelse af 06-06-2023 - indlagt i TaxCons database den 29-06-2023

Journalnr. 22-0057728

Klagepunkt

Skattestyrelsens

afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomstår 2019

Forhøjelse af den personlige indkomst med yderligere værdi af fri bil

149.222 kr.

0 kr.

149.222 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør og hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] A/S (herefter selskabet). Klagerens ejerandel udgør 100 % af aktierne i selskabet.

Skattestyrelsen har foretaget arbejdsgiverkontrol af selskabet.

Selskabet købte bil af mærket BMW X6, Xdrive 30D, KV21 med registreringsnummer [reg.nr.1] og stelnummer [...] for 1.115.000 kr. den 18. marts 2019 af forhandleren [virksomhed2] A/S. Der er fremlagt en kopi af faktura.

Bilen blev første gang registeret den 27. september 2016. Bilen var således under 3 år gammel på købstidspunktet.

Selskabet har stillet bilen til rådighed til privat benyttelse for klageren. Det er ubestridt, at klageren har været skattepligtig af værdi af fri bil i perioden marts 2019 til december 2019. Det er ligeledes ubestridt, at beskatningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris.

Selskabet anvendte et beregningsgrundlag på 912.455 kr. ved beregningen af værdi af fri bil. Klagerens repræsentant har oplyst, at bilens tidligere ejer erhvervede bilen som ny den 27. april 2017 fra [virksomhed2] A/S til en samlet pris på 912.455 kr. Repræsentanten har fremsendt salgsfaktura, hvoraf det fremgår, at den samlede pris på 912.455 kr. var inkl. moms, registreringsafgift, nummerplader og leveringsomkostninger. Det fremgår endvidere af fakturaen, at den er udstedt til "Hr. [person1], [adresse1], [by1]". Det fremgår ikke af fakturaen, hvilket firma der har udstedt fakturaen, henset til manglende logo, adresse, CVR-nr. og firmanavn.Repræsentanten har oplyst, at fakturaen for køretøjets oprindelige salg og oprindelse var blevet rekvireret ved forespørgsel til [virksomhed2] A/S. Repræsentanten har endvidere på mødet med Skatteankestyrelsen oplyst, at der er tale om en kopi af fakturaen, som er udskrevet fra forhandlerens system, hvorfor kravene til en faktura ikke skal være opfyldt.

Skattestyrelsen har fremlagt en udtalelse fra Motorstyrelsen af den 21. februar 2022, hvoraf følgende fremgår:

"Hermed oplyses nyprisen for ovenstående køretøj til videre behandling. Den angivne nypris svarer til den pris, som Motorstyrelsen i forbindelse med en værdifastsættelse af køretøjet ville have fastsat i medfør af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7.

Nyprisen for det pågældende køretøj: 1.677.965 kr. med ekstraudstyr.

Listeprisen er fundet via Standardpriser. Standardpriser er et system, der stilles til rådighed af DBI IT og er importørens værktøj til at indberette nypriser.

Listeprisen udtrykker normalvis den vejledende udsalgspris, dvs. den pris, som forhandlere m.v. typisk annoncerer på deres hjemmeside, i brochurer m.v. Listeprisen for køretøjet er vedlagt som bilag 1.

Listeprisen på BMW, X6 Xdrive 30D, KV21 var på tidspunktet for køretøjets første indregistrering 1.162.725 kr. ekskl. ekstraudstyr. Her er der søgt på køretøjets type- nummer KV21, som fremgår af køretøjets stelnummer (cifrene 4-6). Den angivne listepris var gældende i perioden 08-07-2016 til 10-09-2019.

Fabriksmonteret ekstraudstyr der skal tillægges nyprisen, og nyprisen for dette ekstraudstyr kan opgøres således:

Køretøjets nypris skønnes derfor at være 1.677.965 kr. (1.162.725 kr. + 515.240 kr.)

(...)"

Repræsentanten har endvidere oplyst, at køretøjet blev tilbudt til [virksomhed2] A/S af den svenske BMW importør, hvor køretøjet, indtil transport til Danmark, havde stået på importørens lager samt, at de svenske regler om registrering af køretøjer er anderledes end de danske, og at køretøjet således allerede den 27. september 2016 fik en registrering i Sverige, selvom køretøjet ikke var solgt eller blev anvendt på det svenske færdselsområde.

Bilforhandlerens anskaffelsespris på bilen er ukendt.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens personlige indkomst med yderligere værdi af fri bil med 149.222 kr. for indkomståret 2019.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

"(...)

1.3. Retsregler og praksis

·	Ligningsloven

§ 16, stk. 4 omhandler beskatning af værdi af fri bil.

·	Kildeskatteloven

§ 43, stk. 2, som omtaler, at værdi af fri bil er A-indkomst jf. bekendtgørelse nr. 499 af 27.3.2015, § 18, stk. 1, nr. 29.

·	Personskatteloven

§ 3, som omtaler, at personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst.

·	Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1, der omhandler beskatning af fri bil.
·	Praksis

Det fremgår af SKM2021.308.LSR, at beskatningsgrundlaget er den pris, en slutbruger skal betale for anskaffelse af bilen.

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, at når en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed, som en ansat kan bruge til privat kørsel, er der som hovedregel tale om et skattepligtigt personalegode.

Værdi af fri bil beskattes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, og det er rådigheden over den frie bil, der beskattes, svarende til det antal måneder den frie bil har været stillet til rådighed for den ansatte til privat kørsel.

Når en hovedanpartshaver foretager transaktioner m.v. med sit selskab, er der en skærpet bevisbyrde. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

Det er vores vurdering, at der er anvendt forkert beskatningsgrundlag ved angivelse af fri bil.

Ifølge ligningsloven §16 stk. 4 skal bilens nyvognspris anvendes, når bilen er købt, mens den er under 36 måneder gammel. Nyvognsprisen vil sige den pris, som en slutbruger betaler i forbindelse med anskaffelsen. Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse SKM2021.308.LSR.

Vi har fra [virksomhed1] A/S modtaget "Køretøj Faktura" fra købet af BMW X6 xDrive 30d registreringsnummer [reg.nr.1], hvor det fremgår, at bilen er købt for 1.115.000 kr.

Det er vores vurdering, at beregningen af værdi af fri bil skal foretages ud fra den pris, en slutbruger skulle betale for køb af bilen, da den var ny. Da selskabet ikke havde dokumentation for nyvognsprisen, har vi bedt Motorstyrelsen om at fastsætte prisen. Motorstyrelsen har fastsat nyvognsprisen til 1.677.965 kr.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for dig af din arbejdsgiver til privat benyttelse, sættes til en årlig værdi på 25 procent af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 procent af resten. En bils skattepligtige værdi skal mindst sættes til 160.000 kr.

Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige grønne ejerafgift med tillæg af 50 procent. (Procentreglen er ændret fra den 1. juli 2021.)

Det fremgår hos Motorstyrelsen at den årlige grønne afgift udgør 3.140 kr.

Fra bilen er mere end 36 måneder fra 1. indregistrering nedsættes beskatningsgrundlaget til 75 procent. Dvs. fra den 1. september 2019, idet bilen er registreret første gang den 27. september 2016.

Der skal ske beskatning af en hel måned, selvom bilen kun har været stillet til rådighed en del af måneden.

Ud fra ovenstående skal værdi af fri bil i 2019 beregnes på følgende måde:

Perioden 1. marts 2019 til 31. august 2019:

300.000 kr. x 25 % 75.000 kr.

1.677.965-300.000 = 1.377.965 kr. x 20 % 275.593 kr.

i alt 350.593 kr.

+ grøn ejerafgift 3.140 kr. x 150 % 4.710 kr.

I alt til beskatning 355.303 kr. / 12 = 29.609 kr. pr. måned

Perioden 1. september 2019 til 31. december 2019:

300.000 kr. x 25 % 75.000 kr.

(1.677.965 x 75 %) -300.000 = 958.474 kr. x 20 % 191.695 kr.

i alt 266.695 kr.

+ grøn ejerafgift 3.140 kr. x 150 % 4.710 kr.

I alt til beskatning 271.405 kr. / 12 = 22.617 kr. pr. måned

Den samlede værdi udgør således 29.609 x 6 mdr. + 22.617 x 4 mdr. = 268.122 kr. i 2019.

Beregning af ændringen for indkomståret 2019

Værdi af fri bil udgør i alt 268.122 kr.

Du er blevet beskattet af værdi af fri bil med 118.900 kr.

Ændringen udgør 149.222 kr.

Værdi af fri bil er A-indkomst efter kildeskattelovens § 43, stk. 2 jf. bekendtgørelse nr. 499 af 27.3.2015, § 18, stk. 1, nr. 29 og arbejdsmarkedsbidragspligtigt efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2.

Værdi af fri bil beskattes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3.

Ændring af skatteansættelserne foretages med henvisning til skatteforvaltningslovens § 26 stk. 5, der siger, at fristen for at få ændret sin ansættelse af indkomst først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for personer med bestemmende indflydelse.

(...)"

Skattestyrelsen har den 15. august 2022 fremsendt udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

[person2] er hovedanpartshaver i [virksomhed1] A/S. Selskabet stiller fri bil til rådighed for [person2]. Vi har i forbindelse med gennemgang af selskabets indberetninger til eIndkomst også gennemgået selskabets beregning af værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget for den bil klagesagen her angår blev ændret i enighed med selskabet på baggrund af Motorstyrelsens vurdering af nyvognsprisen.

Vi er enige i, at sagen grundlæggende handler om, hvad "nyvognsprisen" er på bilen.

Når bilen er købt af virksomheden og stillet til rådighed som fri bil for [person2], da den var under 3 år gammel, så er det "nyvognsprisen", der skal danne grundlag for beskatning.

Bilen blev købt den 18. marts 2019 af [virksomhed2] A/S som er en BMW-forhandler - altså ikke en privatperson.

Vi er ikke enige i, at Motorstyrelsen ikke er den kompetente myndighed til at beregne nyvognsprisen. Skattestyrelsen har ikke de samme kompetencer eller værktøjer til at foretage en sådan beregning. Derfor er Motorstyrelsens vurdering inddraget i sagen.

De 912.455 kr. er det bilen er afgiftsberigtiget til. Se bilag 2a og 2b og tillæg dertil leveringsomkostninger og nummerplade.

Vi kender ikke den private købers forhold til forhandleren, men når den sælges så billigt (til den afgiftsberigtigede pris), at den 2 år senere kan sælges brugt for 200.000 kr. mere, så taler det for, at der ikke har været tale om to uafhængige parter. Vi mener fortsat ikke, at en pris på 912.455 kr., kan anses for en sædvanlig nyvognspris, som en almindelig køber, har skullet betale for en tilsvarende bil. Det er en usædvanlig "vare" (en specialbil) i sig selv og ydermere, når bilen er importeret som brugt. Vi har ikke i sagsbehandlingen indhentet oplysninger om de forudgående handler, da de ikke har været relevante.

Vi har ej heller tidligere modtaget fakturaen fra den 27-04-2017.

Vi har ingen oplysninger om bilens kilometerstand på de forskellige handelstidspunkter.

Det nye styresignal SKM2022.325.SKTST omhandler leasede biler. Men bilen i denne sag er købt. Det er kun sager om nyvognspris på leasede biler, som Skattestyrelsen genoptager ud fra styresignalet.

Derfor er vi tilbage til spørgsmålet: hvad er nyvognsprisen? Den Juridiske Vejledning C.A.5.14.1.7: "Hvis firmaet har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første indregistrering ("ny bil"), fastsættes beregningsgrundlaget med udgangspunkt i nyvognsprisen." og " Det er dog en forudsætning, at denne pris svarer til den pris, som en slutbruger skal betale hos en forhandler for køretøjet som nyt og dermed bilens markedsværdi mellem to uafhængige parter,"

I SKM2022.385.BR er der flere lighedspunkter både med købet af bilen og med hovedspørgsmålet om nyvognsprisen.

Vi er derfor også enig i, at når SKM2022.325.SKTST ønskes brugt har klagesagen karakter af noget principielt.

(...)

Ud over salgsfakturaen, der er medsendt klagen, er der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

(...)"

Skattestyrelsen har den 13. september 2022 fremsendt supplerende udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

I forhold til klagers bemærkninger om at Motorstyrelsen ikke er Kompetent myndighed i forhold til fastsættelsen af bilers nyvognspris, er vi enige i disse, og skal beklage ordlyden i vores udtalelse m.v.

Der er konkret tale om en speciel form for køretøj med meget ekstraudstyr, hvor der ikke foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om bilens nyvognspris, og da Motorstyrelsen har større kompetence til at komme med et kvalificeret bud på, hvad en nyvognspris kan have været, har vi derfor anmodet dem om at vurdere, hvad nyvognsprisen skønnes at have været, og anvendt dette som et bevisskøn i mangel af oplysninger om en konkret objektivt nyvognspris fra en uafhængig tredjepart.

Vi anser Motorstyrelsens skøn over nyvognsprisen for at være kvalificeret og velbegrundet, og har på den baggrund anvendt det som grundlag for beregningen af værdi af fri bil.

I forhold til klagers bemærkninger om, at det første salg i Danmark må anses for et udtryk for nyvognsprisen, skal det bemærkes, at bilen blev parallelimporteret af [virksomhed2] A/S og er første gang i Danmark handlet til og brugt af en privatperson, til en pris langt under, hvad man ellers kan købe en lignende bil til i Danmark. Det skal også bemærkes, at Motorstyrelsen har oplyst, at den værdi, forhandleren har angivet i forbindelse med registreringen, ikke er blevet kontrolleret.

Bilen sælges af samme forhandler - [virksomhed2] A/S endvidere til klager knap 2 år senere til en pris på kr. 1.115.000, eller kr. 202.545 mere end ved første salg, hvortil kommer, at der ifølge faktura er tale om et engrossalg uden garanti.

Idet der er en markant forskel på fakturaprisen på kr. 912.455 på bilens første salg og Motorstyrelsens vurderingspris på kr. 1.677.965, og også mellem prisen fra første salg og prisen ved klagers køb, er det Skattestyrelsens opfattelse, at den fakturapris, der er anvendt ved det første salg ikke er et reelt udtryk for bilens nyvognspris, idet det i den forbindelse også skal bemærkes, at ekstraudstyret i bilen vurderes at have en værdi på kr. 515.000.

Det er derfor fortsat skattestyrelsens vurdering, at fakturaprisen ved første salg på kr. 912.455 ikke kan anses for nyvognsprisen i relation til ligningslovens § 16, stk.4, hvorfor det fastholdes, at beskatningen af værdi af fri bil skal ske ud fra den nyvognspris, der kommer til udtryk i Motorstyrelsens skøn.

(...)"

Skattestyrelsen har den 8. december 2022 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens vurdering af, at beskatningsgrundlaget efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, udgør den pris, en slutbruger ville skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt, og at styresignalet SKM2022.325.SKTST ikke er relevant i denne sag, da der ikke er tale om en leasingbil.

Skattestyrelsen er endvidere enig med Skatteankestyrelsen i, at den salgspris på 912.455 kr., som det omhandlede køretøj er solgt for til privatpersonen [person1] den 27. april 2017, er meget usædvanlig og derfor ikke ud fra en konkret vurdering kan lægges til grund, selv om der er tale om, at køretøjet er solgt som nyt til en slutbruger. Som Skatteankestyrelsen bemærker, så er det usandsynligt, at bilen efterfølgende som brugt og knap 2 år gammel sælges til en pris, der er mere end 200.000 kr. højere end nyprisen. Dette understøttes også af, at det er den samme forhandler, der har været involveret i begge handler, endda samme sælger, og at forhandleren [virksomhed2] A/S er autoriseret BMW-forhandler. Det er også usædvanligt, at det ifølge fakturaen er [virksomhed2] A/S, der står som sælger ved handlen den 18. marts 2019 til [virksomhed1] A/S, uanset at ejeren af bilen angiveligt er [person1].

Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at priserne på sammenlignelige biler understøtter, at prisen på 912.455 kr. er usandsynlig lav, se nærmere nedenfor.

På datoen for salget den 27. april 2017 har Skattestyrelsen kunne fremfinde én anden BMW X6 indregistreret i 2016 til salg. Den er prissat til 1.199.900 kr. og har tidligere været annonceret til en pris på 1.299.900 kr. Det fremgår af annoncen, at nyprisen på bilen er 1.533.225 kr. Denne bil er indregistreret den 2. februar 2016 og har kørt 20.000 kr. Den annoncerede bil er således både ældre end bilen i den foreliggende sag, og brugt. Se bilag 1. Markedsværdien af den annoncerede bil må derfor være under nyprisen for den i sagen omhandlede bil.

Herudover viser annoncer af samme biltype BMW X6 fra den samme forhandler [virksomhed2] A/S, som har solgt bilen i den foreliggende sag, at den reelle nypris under normale omstændigheder er markant højere.:

Pris kr.	Indregistreret	Km	Dato for annonce	Bilag
1.295.000	1. måned 2016	11.000	19/8 2017	2
945.000	1. måned 2015	67.000	6/10 2018	3
880.000	6. måned 2015	73.000	8/5 2019	4

Som det fremgår af ovenstående, så er den bil, der er annonceret af [virksomhed2] A/S til salg tættest på salget til [person1], annonceret til en pris på 1.295.000 kr. Den annoncerede bils markedsværdi må være lavere, da den er brugt, indregistreret 9 måneder tidligere end den i sagen omhandlede bil, på annonceringstidspunktet er 1 år og 8 måneder gl. og har kørt 11.000 km.

De to biler, der prismæssigt ligger tættest på den i sagen omhandlede bil, er annonceret af [virksomhed2] A/S til priser på hhv. 945.000 kr. og 880.000 kr. De biler er begge indregistreret i 2015, er på annonceringstidspunkterne hhv. 3 år og 10 måneder gl. og 3 år og 11 måneder gl. og har kørt hhv. 67.000 km. og 73.000 km. En pris på 912.455 kr. for en sådan bil fra helt ny må således anses for så usædvanlig, at dette sammenholdt med de øvrige forhold nævnt ovenfor, ud fra en konkret vurdering må føre til, at denne pris ikke kan anses for bilens reelle nyvognspris jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Henset til ovenstående er det således Skattestyrelsens vurdering, at prisen på 912.455 kr. ikke kan anses for at være bilens reelle nypris.

(...)"

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst for indkomståret 2019 ikke skal forhøjes med yderligere værdi af fri bil.

Til støtte herfor har repræsentanten anført følgende:

"(...)

2. SAGENS OMSTÆNDIGHEDER

Selskabet købte køretøjet den 18. marts 2019 af en privatperson for 1.115.000 kr. og stillede køretøjet til rådighed for klienten til brug som firmabil. Køretøjets tidligere ejer, har erhvervet køretøjet fra [virksomhed2] A/S som nyt til en samlet pris på 912.455 kr., der er inklusiv moms, registreringsafgift, registreringsafgiftspligtigt ekstraudstyr, leveringsomkostninger m.v. Vi har som bilag vedlagt salgsfakturaen fra [virksomhed2] A/S til privatpersonen, der erhvervede køretøjet som nyt. Denne erhvervelse skete den 27. april 2017.

Køretøjet blev tilbudt [virksomhed2] A/S af den svenske BMW importør, hvor køretøjet indtil transport til Danmark, havde stået på importørens lager. De svenske regler om registrering af køretøjer er anderledes end de danske, og køretøjet fik således allerede den 27. september 2016 en registrering i Sverige, selvom køretøjet ikke var solgt eller blev anvendt på det svenske færdselsområde.

Køretøjet var således, også ud fra registreringsafgiftsmæssig forstand, nyt, da [virksomhed2] A/S købte køretøjet til Danmark for at sælge det til privatpersonen den 27. april 2017.

Klienten har efter køretøjet blev stillet til rådighed, anvendt den oprindelige nyvognspris, som er den pris køretøjet er blevet erhvervet til som nyt af en slutbruger - 912.455 kr.

3 AFGØRELSEN OG BEMÆRKNINGER HERTIL

Nærværende sag vedrører som udgangspunkt Klientens personlige beskatning, men omhandler udelukkende fortolkningen af begrebet "den oprindelige nyvognspris", som dette er angivet i ligningsloven § 16, stk. 4, 5. pkt. (vores fremhævning):

"For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen."

I forhold til Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse i afgørelsen er det indledende vigtigt at bemærke, at denne sag beskæftiger sig med reglerne i ligningsloven, men selvom netop reglerne i ligningsloven § 16, stk. 4, må anses som værende afgrænset fra lov om registreringsafgift af motorkøretøjer ("registreringsafgiftsloven"), så vil der alt andet lige være paralleller at drage herimellem, men ligeledes begrebsrammer, som ikke er sammenlignelige. Som eksempel på sidstnævnte så er der ikke en direkte sammenlignelighed mellem det registreringsafgiftsmæssige begreb nypris og det ligningsmæssige begreb oprindelig nyvognspris, eftersom også praksis for opgørelsen af de forskellige begreber er vidt forskellig.

Motorstyrelsen har ikke noget at gøre med reglerne om beskatning af fri bil efter ligningsloven, hvorfor de ikke kan oplyse hvad nyvognsprisen for et køretøj er - dette er et ligningsmæssigt begreb, som ligger udenfor Motorstyrelsen resortområde.

Skattestyrelsen har henvist til SKM2021.308.LSR til at begrunde deres ændring af klientens beskatningsgrundlag. Vi skal til hertil bemærke, at Skattestyrelsen siden denne afgørelse blev publiceret har erkendt, at deres fortolkning af reglerne var forkert og på baggrund heraf har udsendt et styresignal herom - dette er vedlagt som bilag (SKM2022.325.SKTST). Hertil bemærkes ligeledes, at sagen SKM2021.308.LSR vil blive genoptaget, således at klager i sagen får fuldt medhold.

Fra styresignalet fremgår det:

"Et leasingselskabs købspris kan derfor i sådanne tilfælde, ikke med henvisning til SKM2019.338.ØLR , tilsidesættes og erstattes af en skønnet pris med henvisning til, at der er en væsentlig forskel mellem leasingselskabets dokumenterede købspris ved 1. indregistrering og den pris en tilsvarende bil normalt kan købes for hos en forhandler."

Den praksis Skattestyrelsen henviser til i afgørelsen kan således ikke pålægges noget vægt. Modsat kan det anføres, at når Skattestyrelsen end ikke mener, at et leasingselskabs købspris kan tilsidesættes, selvom der er en væsentlig forskel på denne købspris og den pris en tilsvarende bil normalt kan købes for hos en forhandler (hvilket i denne sag er 912.455 kr.), så har Skattestyrelsen slet ikke mulighed for at tilsidesætte beregningsgrundlaget for beskatning, som klienten har angivet. Skattestyrelsen har ingen reel argumentation eller praksis der kan støtte, at de kan korrigere klientens beskatningsgrundlag.

Når Skattestyrelsen udtaler, at nyvognsprisen er den pris, som en slutbruger betaler i forbindelse med anskaffelsen, så skal vi bemærke, at denne fortolkning udspringer af SKM2019.338.ØLR. Den sag vedrørte et køretøj, der var indregistreret første gang til en importør, og efterfølgende blev solgt til en ikke-bilbranchen relateret virksomhed. Det er således ikke relevant for nærværende sag, eftersom køretøjet er blevet solgt og indregistreret første gang til en privatperson. Selvom man måtte konkludere, at denne fortolkning også er gældende for nærværende sag, så skal vi gøre opmærksom på, at prisen på 912.455 kr., netop er den pris en slutbruger har betalt i forbindelse med anskaffelsen (salg fra forhandler til privatperson).

3.1 Bemærkninger til loven

I det oprindelige lovforslag, der blev fremsat med det formål at indføre beskatningsreglerne i ligningsloven § 16, var den oprindelige formulering, at beregningsgrundlaget skulle udgøres af anskaffelsessummen inkl. moms og levering for alle køretøjer uanset alder.

Indtil tidspunktet for ændringen af denne formulering under lovbehandlingen var det således anskaffelsessummen for bilen, der skulle lægges til grund ved beskatning af fri bil. Det kan i forbindelse hermed nævnes, at dette princip fortsat er gældende for brugte køretøjer (anskaffet mere end 36 måneder efter første indregistrering), ligesom det også er gældende for flere andre personalegoder, som er reguleret under ligningsloven § 16.

Det fremgår af en betænkning til det senere vedtagne lovforslag (forarbejder) lov nr. 483 af den 30. juni 1993, at (vores fremhævning):

"Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til bilens oprindelige nyvognspris , men kun når bilen er anskaffet af virksomheden inden for de tre første år efter den første indregistrering af bilen i Centralregistret for Motorkøretøjer. Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år. Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget, uanset hvem, der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår. Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75 pct. af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde indkomstår efter den første indregistrering af bilen."

Det fremgår således ret klart af formålet med ændringen af ordlyden, at dette var med henblik på at imødegå præferencer for firmabiler, der var erhvervet som et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler. Formålet var således, at alle biler anskaffet inden for 36 måneder fra første indregistrering rent personskattemæssigt sidestilles med værdien ved første indregistrering (altså anskaffelsessummen ved første indregistrering) for at sikre, at der var et incitament til at anskaffe nye køretøjer i stedet for lettere brugte. På den måde adskiller reglerne for beskatning af fri bil sig principielt fra hovedprincippet i ligningsloven § 16, nemlig at beskatningsgrundlaget for det relevante gode skal opgøres til den pris, som den skattepligtige selv vil kunne erhverve godet til. Såfremt sidstnævnte havde været et ønske fra lovgivers side, var der selvsagt ingen årsag til at formulere reglerne i ligningsloven § 16, stk. 4, på denne måde. Endvidere bemærkes der af formålet, at der er tale om én objektiv konstaterbarpris, som fastholdes i hele den gældende periode, uanset hvem der på det tidspunktet for første indregistrering ejede bilen.

På dette tidspunkt fremgik det af Skatteministeriets Cirkulære nr. 202 af 13. december 1993, pkt. 2.4.3.2., at: "nyvognsprisen er bilens listepris fra ny, inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør." De her omtalte listepriser fra ny var på dette tidspunkt den pris, som var opgivet af importøren i standardprissystemet.

I en lang periode efter vedtagelsen af lov nr. 483 af den 30. juni 1993 var der ingen problemer i opfattelsen af nyvognsprisbegrebet. Alle nye biler blev listeprisangivet af bilimportørerne og var ligeledes den pris, som forhandlere skulle sælge dem for. Således var der ingen tvivl om, hvilken pris der skulle anses som bilens nyvognspris.

På baggrund af en ny forordning fra EU-Kommissionen i 1995 blev Danmark nødt til at opløse standardprissystemet. Forordningen indebar, at bilimportørerne ikke længere kunne fastsætte, hvilke priser forhandlerne måtte tage ved salg af nye biler. Dette nødvendiggjorde en ændring af registreringsafgiftsloven, der på dette tidspunkt byggede på det omtalte listeprissystem. Ændringen af registreringsafgiftsloven blev gennemført ved lov nr. 489 af 12. juni 1996, hvoraf der som tilføjelse hertil ved lovændring af lov nr. 363 af 2. juni 1997 blev angivet, at registreringsafgiften nu som hovedregel skulle beregnes efter salgsprisen. Hertil blev der tilføjet en mindstebeskatningspris, hvoraf den afgiftspligtige værdi skulle indeholde mindst 5 % avance (nu 9 %).

På baggrund af disse ændringer udsendte Skatteministeriet to udtalelser ved TfS 1996.724 SKM og TfS 1997.738, hvoraf det fremgår, at:

"På grundlag heraf har Told- og Skattestyrelsen præciseret, at beregningsgrundlaget for værdien af firmabil er den pris, som benyttes ved beregning af registreringsafgift. Efter en ændring af registreringsafgiftsloven, lov nr. 489 af 12.6.1996, blev der mulighed for at fastsætte priserne på nye biler mere individuelt. I Tidsskrift for Skatte og Afgifter 1996, nr. 724 udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter ligningsloven § 16, stk. 4, 3. pkt. Den værdi, som forhandleren skal benytte ved registreringsafgiftsberigtigelsen for et nyt køretøj, er bl.a. køretøjets almindelige pris, jf. registreringsafgiftsloven §§ 8 og 9."

Af TfS 1996.724 SKM fremgår endvidere, at:

"Det giver den enkelte forhandler mulighed for at afgiftsberigtige køretøjet på grundlag af en højere eller en lavere pris end den anmeldte standardpris. Det er dog en betingelse, at forhandleren kan godtgøre, at denne lavere pris indeholder en positiv avance.

Der er flere årsager til, at dette inddrages i nærværende klage. For det første er disse lovændringer fortsat gældende, ligesom de to citerede udtalelser af Told- og Skattestyrelsen fortsat er gældende praksis.

Det synes at fremgå ret klart af disse uddrag, at indtil EU-Kommissionen udstedte en forordning, der ultimativt opløste standardprissystemet, så var nyvognsprisen lig med den pris, som forhandlerne skulle sælge bilerne til (altså standardpriserne angivet af bilimportørerne). Det var således den udfakturerede pris eller den pris, som bilen var indregistreret til, der udgjorde beregningsgrundlaget efter ligningsloven. Efter ændringen af listeprissystemet, hvor de angivne priser fremadrettet kun kunne anses som værende vejledende, var det op til forhandlerne individuelt at fastsætte og forhandle priserne på nye biler. Dette var naturligt en besværliggørelse af opgørelse af beregningsgrundlaget for fri bil, da det nu var de individuelt fastsatte priser, der var beregningsgrundlaget. Dette finder endvidere støtte i udtalelserne fra daværende Told- og Skattestyrelsen.

Der er således ikke meget tvivl om, at den pris, forhandlerne udfakturerer eller indregistrerer de nye biler til, skal anses som bilens nyvognspris og hermed beregningsgrundlaget for beskatning af en ny bil, der stilles frit til rådighed for medarbejdere. Det følger af formålet med ændringen af ordlyden af loven, at det var lovgivers ønske, at denne objektive konstaterbare pris fastholdes for køretøjet inden for 36 måneder fra denne første indregistrering (og efterfølgende, dog nedsat til 75 %).

På samme måde fremgik der af ligningsvejledningen fra 1998, at (vores fremhævning):

"Nyvognsprisen var tidligere bilens listepris fra ny inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger samt alt normalt tilbehør. Efter en ændring af registreringsafgiftsloven, lov nr. 489 af 12. jun. 1996, blev der mulighed for at fastsætte priserne på nye biler mere individuelt.
I TfS 1996, 724 udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 4, 3. pkt.
Den værdi, som forhandleren skal benytte ved registreringsafgiftsberigtigelsen for et nyt køretøj, er bl.a. køretøjets almindelige pris, jf. registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9."

4 ANBDRINGENDER

Vi skal på baggrund af nærværende klage fremføre som det primære anbringende, at den oprindelige nyvognspris efter loven skal opgøres på baggrund af anskaffelsessummen som ny, der er den udfakturerede pris fra [virksomhed2] A/S til privatpersonen, inklusive moms, registreringsafgift, nummerpladeomkostninger og leveringsomkostninger, som er dokumenteret til:

Fakturapris inklusive registreringsafgiftspligtigt udstyr	312.240 kr.
Registreringsafgift (momsfri)	518.225 kr.
Nummerpladeomkostninger (momsfri)	1.180 kr.
Leveringsomkostninger	2.200 kr.
Moms	78.610 kr.
Total	912.455 kr.

Skattestyrelsen har henvist til SKM2021.308.LSR til at begrunde deres ændring af klientens beskatningsgrundlag. Vi skal til hertil bemærke, at Skattestyrelsen siden denne afgørelse har erkendt, at deres fortolkning af reglerne var forkert og på baggrund heraf har udsendt et styresignal herom - dette er vedlagt som bilag (SKM2022.325.SKTST). Hertil bemærkes ligeledes, at sagen SKM2021.308.LSR vil blive genoptaget, således at klager i sagen får fuldt medhold.

Den praksis Skattestyrelsen henviser til i afgørelsen kan således ikke pålægges noget vægt.

Når Skattestyrelsen udtaler, at nyvognsprisen er den pris, som en slutbruger betaler i forbindelse med anskaffelsen, så skal vi bemærke, at denne fortolkning udspringer af SKM2019.338.ØLR. Den sag vedrørte et køretøj, der var indregistreret første gang til en importør, og efterfølgende blev solgt til en ikke-bilbranche relateret virksomhed. Det er således ikke relevant for nærværende sag, eftersom køretøjet er blevet solgt og indregistreret første gang til en privatperson. Selvom man måtte konkludere, at denne fortolkning også er gældende for nærværende sag, så skal vi gøre opmærksom på, at prisen på 912.455 kr., netop er den pris en slutbruger har betalt til en forhandler i forbindelse med anskaffelsen (salg fra forhandler til privatperson). Dette følger både lovens ordlyd, forarbejder, styresignal og såfremt man mener SKM2019.338.ØLR finder anvendelse, så følger det også af denne dom.

Uagtet hvordan SKM2019.223.ØLR fortolkes, så kan nyvognsprisen for klienten ikke udgøres af andet end 912.455 kr., eftersom nyvognsprisen er køretøjets anskaffelsessum som ny, ligesom køretøjet i denne sag oprindeligt er købt og indregistreret første gang af en privatperson. Skattestyrelsen har ingen reel argumentation eller praksis der kan støtte, at de kan korrigere klientens beskatningsgrundlag og slet ikke til en skønsbaseret værdi fastsat af en anden styrelse.

Repræsentanten har den 29. august 2022 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af den 15. august 2022, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

Motorstyrelsen er ikke kompetent myndighed til at opgøre nyvognspriser, eftersom nyvognpriser er et ligningsmæssigt begreb, der er en lovgivning uden for Motorstyrelsens resortområde. På samme vis som det ikke er muligt at spørge Motorstyrelsen om at udtale sig om, hvordan nyvognsprisen eller skattepligtige goder skal beskattes, så er det heller ikke relevant at adspørge dem om hvad en nyvognspris er. Skattestyrelsen skal være opmærksomme på, hvad det er for en pris, de har fået oplyst af Motorstyrelsen. Det er ikke nyprisen efter registreringsafgiftsloven § 8, eftersom denne er 912.455 kr., men efter registreringsafgiftsloven § 4, stk. 6, som omhandler tilsvarende køretøjer og som udelukkende anvendes til at opgøre det værditab, der skal medregnes i skalaknæk m.v., til beregning af registreringsafgift. Der er ikke én henvisning i hverken lov, forarbejder, praksis eller andet om, at registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6, har nogen som helst betydning i henhold til ligningsloven § 16, stk. 4. Modsat henvises der i megen praksis til registreringsafgiftsloven §§ 8 og 9.

Selvom Skattestyrelsen i deres udtalelse ikke direkte henviser til SKM2019.338.ØLR, så er den passus der er citeret fra Den Juridiske Vejledning C.A.5.14.1.7, skrevet direkte som følge af SKM2019.338.ØLR. Vi skal hertil igen bemærke, at hverken SKM2019.338.ØLR eller SKM2022.385.BR, på nogen måde er sammenlignelig med nærværende sag, da de begge vedrører omstændigheder, hvor køretøjerne er blevet købt og indregistreret af importøren selv (til importpris/transferprisen). Det er ikke tilfældet i nærværende sag, da køretøjet endda er blevet købt af en privatperson som ny.

Vi skal herudover bemærke, at vi slet ikke er enige i den måde afsnittet fra Den Juridiske Vejledning er blevet skrevet. Hvis et firma har anskaffet en bil fra en forhandler, så er det præcis den pris en slutbruger har betalt hos en forhandler. Men den argumentation Skattestyrelsen fører i nærværende sag, så skal alle køretøjer, som arbejdsgiver har købt til en pris under den vejledende listepris tilsidesættes til fordel for en skønsfastsat vejledende listepris. Det er samme argumentation der blev ført i de mange sager for leasede firmabiler, som Skattestyrelsen har udsendt styresignal om, da denne argumentation nu er underkendt. Vi kan ikke forstå, at man vil anvende samme argumentation for køretøjer, der er købt af ikke-bilbrancherelaterede virksomheder som ny.

Det er præcis derfor det er relevant at bringe SKM2022.325.SKTST op modsætningsvist, når Skattestyrelsen bringer SKM2019.338.ØLR og SKM2022.385.BR ind i sagen som argumentation.

Når et leasingselskab køber en bil, så kan denne fakturapris ikke tilsidesættes blot fordi den afviger (også væsentligt) fra den pris en tilsvarende bil normalt kan købes for ved en forhandler. Alligevel mener Skattestyrelsen at man kan tilsidesætte den fakturapris, som en privatperson har købt et køretøj til, og at man også kan erstatte den med en skønnet vejledende listepris udarbejdet af Motorstyrelsen.

Hertil er det vigtigt at huske på, at følgende meddelelser fra Told & Skatteforvaltningen fortsat er gældende (ligesom de er henvist til i Den Juridiske Vejledning og i SKM2022.325.SKTST):

TfS 1996, 724 TSS:

"Med virkning fra 1. oktober 1996 afgiftsberigtiges motorkøretøjer på grundlag af den faktiske salgspris fra forhandleren , forudsat at denne kan godtgøre, at en lavere pris en standardprisen indeholder en positiv avance. På grundlag heraf udtalte T & S, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved berigtigelsen af registreringsafgift , også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelsen af fri firmabil." (vores understregninger)

Fakturaen for køretøjets oprindelige salg og oprindelse er blevet rekvireret ved forespørgsel til [virksomhed2] A/S, der oprindeligt solgte bilen til en privatperson.

Herudover er hvad vi kan se, køretøjets registreringsforløb fra [...dk]:

[Grafik udeladt, Schultz redak.]

Vi er enige med Skattestyrelsen om, at klagesagen har principiel karakter, men ikke af samme årsag. Vi ønsker ikke og har ikke indikeret nogle steder at bruge SKM2022.325.SKTST i nærværende sag. Vi er helt med på, at styresignalet omhandler leasede køretøjer og at nærværende sag omhandler et køretøj, der er erhvervet af en privatperson som ny, og derved reelt ikke har noget med nærværende sag at gøre. Men når Skattestyrelsen vil henvise til praksis, der ikke har noget med sagens omstændigheder at gøre (i SKM2021.308.LSR, SKM2019.338.ØLR og SKM2022.385.BR), så bliver Skattestyrelsen også nødt til at tage SKM2022.325.SKTST med og de principper som er heri.

Vi skal for Landsskatteretten pointere, at sagen fra vores synspunkt er principiel, fordi Skattestyrelsen tager den samme argumentation, som er blevet underkendt ved sager i byretten, der foranledigede SKM2022.325.SKTST, og føre den over på køretøjer der er blevet købt af privatperson og ikke-bilbrancherelaterede virksomheder.

De domme der foreligger om dette område, siger opsummeret følgende:

·	Prisen en bil indregistreres til som ny af en importører, kan ikke anvendes som beskatningsgrundlag for virksomheder, der efterfølgende køber bilen.
·	Prisen en bil indregistreres til som ny af et leasingselskab, skal anvendes som beskatningsgrundlag og kan ikke tilsidesættes med henvisning til en væsentlig forskel i pris.

Sammenfattende er argumentationen, at en importørs indkøbspris ikke generelt kan anses for at være den almindelige pris ved salg til bruger i forhold til beskatningsgrundlaget - modsat et leasingselskabs indkøbspris. Hvis Landsskatteretten giver Skattestyrelsen medhold i nærværende sag, vil beskatningsgrundlagene for alle køretøjer, der er erhvervet som nye af privatpersoner eller ikke-bilbrancherelaterede virksomheder blive underkendt, såfremt køretøjer er købt til en pris under (også væsentligt) den vejledende listepris. Dette har ikke støtte i hverken lovens ordlyd, forarbejder eller praksis. Det er grundlæggende forkert, at hvis et leasingselskab og en privatperson har købt en bil til samme pris, så kan en virksomhed anvende leasingselskabets fakturapris, men såfremt virksomheden køber køretøjet, der har været erhvervet af en privatperson, så skal medarbejderen beskattes af den vejledende listepris.

Vi skal understrege vores anbringender igen;

Nyvognsprisen for klienten kan ikke udgøres af andet end 912.455 kr., eftersom nyvognsprisen er køretøjets anskaffelsessum som ny, ligesom køretøjet i denne sag oprindeligt er købt og indregistreret første gang af en privatperson (slutbrugers køb ved en forhandler). Skattestyrelsen har ingen reel argumentation eller praksis der kan støtte, at de kan korrigere klientens beskatningsgrundlag og slet ikke til en skønsbaseret værdi fastsat af en anden styrelse.

(...)"

Repræsentanten har den 8. november 2022 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

Vi er forbløffede over graden af misvisende og deciderede forkerte henvisninger og anvendelse af praksis, der enten ikke har noget med sagens omstændigheder at gøre, eller slet ikke er gældende praksis. Dette leder efter vores klare opfattelse til en ugyldig indstilling, der endvidere bryder med retssikkerhedsprincippet for vores klient. Uagtet, at vi allerede har gjort både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen opmærksomme herpå, så er vi nødsaget til at gøre det igen.

Vi vil i det følgende redegøre for vores nødsagede bemærkninger.

Ugyldig og forkert praksis

Sagens omstændigheder er på ingen måde sammenlignelig med hverken SKM2019.338.ØLR eller journalnummer 19-0005248, som i øvrigt er en fejlhenvisning, eftersom sagen er blevet afgjort af Byretten i SKM2022.385.BR. I begge tilfælde var der tale om køretøjer, der ved første indregistrering var erhvervet af en importør som ejer og bruger og ikke en privatperson som slutbruger. Det var således importørens købspris der var lagt til grund som nyvognsprisen. Dette er slet ikke tilfældet for nærværende sag. Her er det en privatperson og en indiskutabelt en slutbruger der har erhvervet køretøjet ved første indregistrering. Det er således grundlæggende fundamentalt og forvaltningsretligt forkert, at anvende disse domme som henvisninger i nærværende sag, men samtidig udelukke at anvende principper fra styresignalet SKM2022.325.SKTST, fordi det "vedrører alene sager om nyvognspris på leasede biler". Hertil skal vi bemærke, på trods af vores oplysninger, at Skatteankestyrelsen alligevel har lagt vægt på SKM2021.308.LSR, der for det første vedrører en leaset bil, og for det andet ikke er gyldig praksis, netop på grund af SKM2022.325.SKTST.

Selvmodsigende argumenter

Det er forundrende, at Skatteankestyrelsen nægter at inddrage føromtalte styresignal, men i afsnittet forinden har man lagt SKM2021.308.LSR til grund for opgørelse af nyvognsprisen. Hele grundlaget for Skatteankestyrelsens indstilling beror således på sager om importørindregistrerede biler og en ugyldig afgørelse om et leasede køretøj.

Privatpersoner sidestilles med importører og forhandlere!

Det er endvidere foruroligende og direkte imod principper og praksis, at Skatteankestyrelsen med denne indstilling siger, at så længe køretøjet ved første indregistrering var købt af et leasingselskab og ikke en privatperson, så kan leasingselskabets købspris lægges til grund, men når det er købt af en privatperson, så må det være en af Motorstyrelsen skønnet pris, baseret på en listepris, der ikke er andet end vejledende efter registreringsafgiftsloven. På denne måde sidestiller Skatteankestyrelsen privatpersoner med importører og forhandlere. Det er for os umådeligt svært at forstille sig, at dette var resultatet man ønskede fra lovgivers side.

Motorstyrelsen tages til indtægt/som gidsel i Skattestyrelsens principper

Motorstyrelsen opgør udelukkende nypriser efter registreringsafgiftsloven § 4, stk. 6, der anvendes til at regulere fradrag, tillæg og knæk i registreringsafgiftsberegningen, men som intet har med den faktiske bils nypris at gøre. Det er helt uforståeligt, at både Skattestyrelsen og nu også Skatteankestyrelsen blindt lægger denne pris til grund. Hvis det ikke har fremgået tydeligt nok af de indlæg, vi allerede har indgivet, så skal vi gengive det her: der er intet grundlag for at tilsidesætte den udfakturerede pris fra en forhandler til en slutbruger, for i stedet at anvende en skønnet listepris fra Motorstyrelsen. Ikke i lovens ordlyd, forarbejder, formål eller praksis.

Købsprisen ved første indregistrering er ikke bestridt eller ført bevis for, at denne ikke er gældende efter registreringsafgiftsloven. Det er modsat bevist, at det er den faktiske købspris, og at denne er sket til en privatperson.

Vi har som følge af indstillingen henvendt os til den oprindelige sælger af køretøjet, der har oplyst, at sagens faktiske køretøj har stået på den svenske importørs lager, som i regnsæsonen har været oversvømmet. Køretøjet er et af flere køretøjer der er blevet tilbudt til andre markeder til salg. Det er ganske normal handelskutyme for beskadigede eller risikobetonede varer, at de sælges billigere end normalt, for at tage højde for beskadigelsen eller risikoen man overtager. Vi ved ikke om det er tilfældet, og hverken vi eller vores klient har nogen idé om, hvad der er sket med køretøjet siden privatpersonen købte den, herunder om den er blevet repareret, opgraderet eller om risikoen aldrig er indtruffet, eller hvordan markedet for brugte BMW X6 har været - og det burde også være fuldstændig underordnet for vores klient.

Der er intet markedsmæssigt forkert i, at et køretøj er blevet solgt til en pris, der ved efterfølgende salg kan være højere. Det samme er netop tilfældet for leasede køretøjer, fordi leasingselskaber kan købe køretøjerne til attraktive priser. Men Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen vil i stedet lægge den betragtning, at det er okay for leasingselskaber men ikke for privatpersoner, og at dette som konsekvens skal gå ud over vores klient, der i god tro har købt et køretøj med et oplyst beskatningsgrundlag, der svarer til fakturaprisen fra en forhandler til en privatperson ved første indregistrering, som reglerne og praksis foreskriver, herunder skatteforvaltnings egen praksis, blandt andet TfS 1996, 724: "udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 3. pkt."

Når reglerne og praksis er så klare på købte biler, men Skattestyrelsen med deres afgørelse og efterfølgende Skatteankestyrelsen med indstillingen, så stiller det private skatteydere i en hidtil uset situation, der gør det umuligt at indrette sig og danner baggrund for en klar praksisændring.

Vi skal i det følgende afgive bemærkninger direkte til konkrete afsnit i Skatteankestyrelsens indstilling.

Side 15, afsnit 6:

"Ud fra de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at den konkrete anvendt pris, som klageren har oplyst til at være 912.455 kr., ikke svarer til bilens reelle nyvognspris. Det er ikke godtgjort, at nyvognsprisen i april 2017 reelt har været mindre end den faktisk anskaffelsespris for selskabet i marts 2019."

Vi skal igen bemærke, at Skatteankestyrelsen ikke har noget belæg i regler eller praksis, for at tilsidesætte et ordinært salg fra en forhandler til en privatperson, ved blot at mene, at denne ikke svarer til bilens reelle nyvognspris, når der decideret står i praksis, at den fra forhandleren udfakturerede pris også udgør beregningsgrundlaget for værdiansættelse af fri bil. Vi har netop godtgjort, at den udfakturerede pris fra forhandleren til en indiskutabel slutbruger, som er definitionen på nyvognsprisen, var mindre end den faktiske anskaffelsespris for selskabet i marts 2019. Skatteankestyrelsen kan ikke anvende sager om importørindregistrerede biler som belæg for, at tilsidesætte et faktisk salg fra en forhandler til en privatperson. Hertil skal det nævnes, at selv Byretten i SKM2018.331.BR (dommen der blev stadfæstet i SKM2019.338.ØLR) har udtalt: "at nyvognsprisen skal defineres som den pris en slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelses af køretøjet som nyt - dvs. bilens pris i handel og vandel, svarende til udfaktureret pris fra forhandleren."

Selv i de domme, som Skatteankestyrelsen henviser til, står det klart og præcist, at nyvognsprisen er svarende til den udfakturerede pris fra forhandleren til en slutbruger.

Med ovenstående citerede afsnit tilsidesætter og anfægter Skatteankestyrelsen de facto prisen og dermed nyvognsprisen fra forhandleren til privatpersonen som handlet i 2017. Det er meget bekymrende! Hvis det handler om bevis - hvilket bevis skal der så fremlægges udover fakturaprisen? Skal det understøttes af selve betalingsbeløbet / overførsel / kvittering fra bank eller lignende eller noget helt tredje?

Side 16, afsnit 8, i Skatteankestyrelsens indstilling går således:

"Det lægges således til grund, at den reelle nyvognspris må forstås som den pris, som enhver slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelses af køretøjet som nyt. Det forhold, at der har været en mellemhandel til en privat person, hvor bilen blev afhændet til 912.455 kr., kan ikke føre til et andet resultat, da denne pris er 200.000 kr. lavere end det, som bilen senere er blevet afhændet for som brugt. Det må anses for udsædvanligt og et udtryk for, at prisen på 912.455 kr. næppe kan anses som værende den reelle nyvognspris, som enhver slutbruger ville kunne erhverve bilen for."

Vi skal først og fremmest bemærke, at Skatteankestyrelsen opfinder et nyt begreb, som der ikke er belæg for i loven eller praksis; "enhver slutbruger". Dette er ikke hvad der er udtalt af hverken Byretten eller Landsretten, som tidligere citeret i vores bemærkninger. Så snart man forsøger at indarbejde et så vagt begreb, så er retsstillingen, på samme vis som den var på leasede firmabiler inden styresignalet, en fuldstændig subjektiv vurdering af et køretøjs værdi, som er i strid med lovens ordlyd, formål og praksis. Eftersom slutbruger dækker over forhandlere, leasingselskaber, privatpersoner og virksomheder, så er det ikke muligt at anvende begrebet "enhver slutbruger", da disse ikke kan sammenlignes.

Der er ikke tale om en mellemhandel. Denne bemærkning har undertoner af forhold som ikke er reelle. Det klæder på ingen måde Skatteankestyrelsen og specielt ikke når det står uden sammenhæng eller ikke er underbygget. Det er alvorligt det her! Der er tale om en privatperson, der har købt et køretøj, som vedkommende har anvendt privat i ejerperioden, som også kan ses af køretøjets historik fra [...dk]:

[Grafik udeladt, Schultz redak.]

Afsnittet rundes af med en udtalelse om, at den faktisk udfakturerede pris fra forhandleren til privatpersonen "næppe kan anses som", hvilket igen tydeligt illustrerer vores pointer i denne sag - Skatteankestyrelsen tilsidesætter praksis, fordi det er en usædvanlig handel. Hvis et leasingselskab havde erhvervet bilen for 912.455 kr., ville dette være nyvognsprisen efter Skattestyrelsens egen praksis, men fordi en privatperson har erhvervet den, så skal den i stedet fastsættes til 1.6 mio. kr.! Mener Skatteankestyrelsen virkelig dette?

Slutteligt skal vi bemærke følgende til Skatteankestyrelsen og Skatteankenævnet:

·	Vi bestrider Skatteankestyrelsens indstilling i sin helhed.
·	Vi bestrider, at en faktisk og reel udfaktureret pris fra en forhandler til en slutbruger kan tilsidesættes på det grundlag som Skatteankestyrelsen lægger op til.
·	Vi bestrider, at hvis Skatteankenævnet fastholder tilsidesættelse, at et skøn fra Motorstyrelsen kan træde i stedet for, især henset til;

-Den opgjorte nypris er ikke på det konkrete køretøj, men den vejledende listepris, som Motorstyrelsen kun anvender til at vurdere nedskrivning af skalaknæk m.v.

·	Vi bestrider anvendelse af praksis, der vedrører importørindregistrerede køretøjer.
·	Vi bestrider, at Skatteankestyrelsen vilkårligt anvender sager om leasingkøretøjer og modsat underkender brugen af et styresignal om leasingkøretøjer.
·	Vi bestrider Skatteankestyrelsens udvidelse af Byretten og Landsrettens afgørelse, ved at indføre et nyt begreb "enhver slutbruger", der gør retsstillingen fuldstændig subjektiv, som ikke er understøttet i hverken lovens ordlyd, formål eller i praksis.

Vi anmoder om at Skatteankestyrelsen revurderer indstillingen"

Repræsentanten har den 5. januar 2023 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 6. december 2022, hvoraf følgende fremgår:

"(...)

Vi skal for Skatteankenævnet først og fremmest gøre opmærksom på, at Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen går imod praksis i deres indstilling og afgørelse. Der er efter deres ord tale om "en konkret vurdering", som er fuldstændig subjektiv, hvilket kan ses med ordbruget "næppe", "usandsynligt", "udsædvanlig", "anses" etc. Skattestyrelsen har allerede tabt sager i Byretten på leasede køretøjer, med identiske omstændigheder, og har fået at vide, at man ikke kan tilsidesætte en dokumenteret fakturapris ved første indregistrering. Med identiske omstændigheder menes, at bilen er solgt en slutbruger (leasingselskab/privatperson) til en pris under den vejledende udsalgspris, hvor bilen er mere værd brugt en ny. Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen har ikke hjemmel til at tilsidesætte en faktisk dokumenteret fakturapris til en faktisk slutbruger ved første indregistrering, ej heller hvis den afviger (endda væsentligt) fra den vejledende udsalgspris eller andre brugt bilers markedspris, på nær når det vedrører importørers egne indregistreringen til transferpris.

Vi skal herudover henvise til vores bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og opsummere følgende:

"Privatpersoner sidestilles med importører og forhandlere!

"Der er intet markedsmæssigt forkert i, at et køretøj er blevet solgt til en pris, der ved efterfølgende salg kan være højere. Det samme er netop tilfældet for leasede køretøjer, fordi leasingselskaber kan købe køretøjerne til attraktive priser. Men Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen vil i stedet lægge den betragtning, at det er okay for leasingselskaber men ikke for privatpersoner, og at dette som konsekvens skal gå ud over vores klient, der i god tro har købt et køretøj med et oplyst beskatningsgrundlag, der svarer til fakturaprisen fra en forhandler til en privatperson ved første indregistrering, som reglerne og praksis foreskriver, herunder skatteforvaltnings egen praksis, blandt andet TfS 1996, 724: "udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 3. pkt."

" Vi skal igen bemærke, at Skatteankestyrelsen ikke har noget belæg i regler eller praksis, for at tilsidesætte et ordinært salg fra en forhandler til en privatperson, ved blot at mene, at denne ikke svarer til bilens reelle nyvognspris, når der decideret står i praksis, at den fra forhandleren udfakturerede pris også udgør beregningsgrundlaget for værdiansættelse af fri bil. Vi har netop godtgjort, at den udfakturerede pris fra forhandleren til en indiskutabel slutbruger, som er definitionen på nyvognsprisen, var mindre end den faktiske anskaffelsespris for selskabet i marts 2019. Skatteankestyrelsen kan ikke anvende sager om importørindregistrerede biler som belæg for, at tilsidesætte et faktisk salg fra en forhandler til en privatperson. Hertil skal det nævnes, at selv Byretten i SKM2018.331.BR (dommen der blev stadfæstet i SKM2019.338.ØLR) har udtalt: "at nyvognsprisen skal defineres som den pris en slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelses af køretøjet som nyt - dvs. bilens pris i handel og vandel, svarende til udfaktureret pris fra forhandleren."

Selv i de domme, som Skatteankestyrelsen henviser til, står det klart og præcist, at nyvognsprisen er svarende til den udfakturerede pris fra forhandleren til en slutbruger."

Vi skal herudover bemærke en række forhold for Skatteankenævnet.

Det er for os uforståeligt, at man afskriver alle præmisser i Skattestyrelsen egen praksis på leasede køretøjer, men insisterer på at bruge praksis vedrørende importørers egne biler indregistreret til transferpris.

Om end nærværende sag ikke omhandler leasede køretøjer, så er nedenstående Skattestyrelsen egen begrundelse for praksisændringen:

"Det har på baggrund af SKM2019.338.ØLR været Skattestyrelsens opfattelse, at et leasingselskabs dokumenterede fakturapris ved 1. indregistrering ikke har kunnet anses for den oprindelige nyvognspris efter ligningsloven § 16, stk. 4, hvis leasingselskabets købspris afveg væsentligt fra det, som en tilsvarende bil normalt kunne købes til hos en forhandler. I så fald var der ikke tale om den pris en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelse af køretøjet som nyt.

Skattestyrelsen har imidlertid på baggrund af en konkret klagesag, der vedrørte indkomstårene 2017 og 2018 revurderet sin opfattelse.

[..]

Der er i den forbindelse henset til sammenhængen mellem bl.a. reglerne om afgiftsberigtigelse i registreringsafgiftsloven og reglen om fastsættelsen af beregningsgrundlaget for beskatning af fri bil i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. TfS1996, 724 TSS, om "Personalegoder - Firmabil - Nyvognspris - Beregningsgrundlag" og TfS1997, 738 TSS, om "Fri firmabil - Beskatningsgrundlag - Personalegode - Nyvognspris"."

I henvisningen fra Skattestyrelsen står der (som også angivet på side 1):

"udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen , også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 3. pkt."

Nu bruger Skattestyrelsen og heraf Skatteankestyrelsen nøjagtig samme argumentation, som man har ændret fuldstændigt på leasede køretøjer, på en bil der oprindeligt er købt af en privatperson.

Som bemærket indledningsvist, så har Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen ikke nogen hjemmel eller grundlag i praksis, til at foretage en subjektiv vurdering af, hvad de mener en nyvognspris burde være, når bilen er solgt til en slutbruger, uagtet om det er en privatperson, en virksomhed eller leasingselskab. Dette er allerede slået fast for leasingselskaber, så det er ikke til at forstå, hvorfor man kan ændre praksis i nærværende sag.

Som beskrevet i vores bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling, så har vi som følge af indstillingen henvendt os til den oprindelige sælger af køretøjet, der har oplyst, at sagens faktiske køretøj har stået på den svenske importørs lager, som i regnsæsonen har været oversvømmet. Køretøjet er et af flere køretøjer der er blevet tilbudt til andre markeder til salg. Det er ganske normal handelskutyme for beskadigede eller risikobetonede varer, at de sælges billigere end normalt, for at tage højde for beskadigelsen eller risikoen man overtager. Vi ved ikke om det er tilfældet, og hverken vi eller vores klient har nogen idé om, hvad der er sket med køretøjet siden privatpersonen købte den, herunder om den er blevet repareret, opgraderet eller om risikoen aldrig er indtruffet, eller hvordan markedet for brugte BMW X6 har været - hvilket uagtet er fuldstændig underordnet for vores klient. Selvom vi kunne føre et argument for, at bilerne som Skattestyrelsen har fundet, ikke er sammenlignelige af ovenstående beskrevne årsager, så ændrer det fortsat ikke på, at Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen går imod praksis i deres indstilling og afgørelse.

Hvis det ikke har fremgået tydeligt nok af de indlæg, vi allerede har indgivet, så skal vi gengive det her: der er intet grundlag for at tilsidesætte den udfakturerede pris fra en forhandler til en slutbruger, for i stedet at anvende en skønnet listepris fra Motorstyrelsen. Ikke i lovens ordlyd, forarbejder, formål eller praksis.

Vi anmoder Skatteankenævnet om at sætte en stop for brugen af forkert praksis og forvaltning, der går imod lovens ordlyd, forarbejder, formål og praksis.

(...)"

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt tidligere fremsatte påstande og anbringender. Repræsentanten gjorde således gældende, at værdien af fri bil skulle fastsættes til det selvangivne. Det blev yderligere anført, at Skatteforvaltningen ikke havde anfægtet det første salg af bilen, og at klageren havde fremlagt en faktura, som dokumenterer, at nyvognsprisen ved dette salg var 912.455 kr.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes og redegjorde for anbringenderne i henhold til tidligere udtalelser. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den af klageren fastsatte nyvognspris er for lav. Alene udstyret i klagerens bil koster over 0,5 mio. kr.

Landsskatterettens afgørelse

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt.

Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen.

Nyvognsprisen er bilens fakturapris inklusive moms, registreringsafgift, udgifter til nummerplader og leveringsomkostninger samt normalt registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr.

Det følger af en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4, og af lovens forarbejder, at der ved beregningen af den skattemæssige værdi af fri bil skal tages udgangspunkt i bilens nyvognspris, der må forstås som bilens pris i handel og vandel, jf. Vestre Landsretsdom af 8. januar 2004, offentliggjort i SKM2004.18.VLR og Østre Landsretsdom af 7. juni 2019, offentliggjort i SKM2019.338.ØLR, hvor Landsretten fandt, at nyvognsprisen må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt.

Nyvognsprisen er den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt, jf. SKM2019.338.ØLR. En slutbruger skal forstås som den køber, der erhverver køretøjet med det formål at anvende køretøjet uden videresalg for øje, jf. Landsskatterettens afgørelse med journalnr. 18-0003727.

Hverken en administrativ praksis eller forarbejderne til en senere ændring af registreringsafgiftsloven indebærer, at der kan anlægges en anden forståelse af "nyvognsprisen".

Østre Landsretsdom af 7. juni 2019, offentliggjort i SKM2019.338.ØLR, er desuden ikke udtryk for en praksisændring, hvilket Landsskatteretten har truffet afgørelse om i afgørelse af 13. december 2019, journalnummer 19-0005248.

I Landsskatterettens afgørelse af 13. december 2019 fandt Landsskatteretten, at den konkrete anvendte pris, som klageren har oplyst ved afgiftsberigtigelsen, ikke svarede til bilens reelle nyvognsværdi. Landsskatteretten fandt, at det ikke var godtgjort, at nyvognsprisen i februar 2016 reelt var mindre end den faktiske anskaffelsespris i oktober 2016.

Styresignal SKM2022.325.SKTST vedrører alene sager om nyvognspris på leasede biler. Sager, som vedrører nyvognspris på købte bilen, fastsættes således fast ud fra gældende praksis herunder Østre Landsretsdom af 7. juni 2019, offentliggjort i SKM2019.338.ØLR, hvor landsretten fandt, at nyvognsprisen er den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt, jf. SKM2019.338.ØLR. En slutbruger skal forstås som den køber, der erhverver køretøjet med det formål at anvende køretøjet uden videresalg for øje, jf. Landsskatterettens afgørelse med journalnr. 18-0003727.

Det er ubestridt, at klageren har haft rådighed over selskabets BMW X6 i indkomståret 2019.

Bilen, som klageren har fået stillet til rådighed til privat benyttelse, er første gang indregistreret den 27. september 2016. Repræsentanten har oplyst, at køretøjet blev tilbudt til [virksomhed2] A/S af den svenske BMW importør, hvor køretøjet, indtil transport til Danmark, havde stået på importørens lager samt, at de svenske regler om registrering af køretøjer er anderledes end de danske, og at køretøjet således allerede den 27. september 2016 fik en registrering i Sverige, selvom køretøjet ikke var solgt eller blev anvendt på det svenske færdselsområde. Repræsentanten har endvidere oplyst, at [virksomhed2] A/S derefter har solgt bilen til en privatperson til 912.455 kr. den 27. april 2017.

Selskabet købte bilen den 18. marts 2019, hvorved beskatningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris. Selskabet købte bilen for 1.115.000 kr. af [virksomhed2] A/S.

I beregningen af værdi af fri bil har selskabet benyttet beregningsgrundlaget på 912.455 kr., som er den pris, som repræsentanten har oplyst, udgør prisen for [virksomhed2] A/S' salg til en privatperson den 27. april 2017.

Det fremgår af udtalelse fra Motorstyrelsen af 21. februar 2022, at bilens nypris på baggrund af konkrete opslag over bilens listepris og værdi af fabriksmonteret ekstraudstyr skønnes til at være 1.677.965 kr.

Ud fra de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at den konkrete anvendte pris, som klageren har oplyst til at være 912.455 kr., ikke svarer til bilens reelle nyvognspris. Det er ikke godtgjort, at nyvognsprisen i april 2017 reelt har været mindre end den faktiske anskaffelsespris for selskabet i marts 2019.

Det lægges således til grund, at den reelle nyvognspris må forstås som den pris, som slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt. Det forhold, at bilen har været solgt til en privatperson for 912.455 kr. inden, at selskabet købte bilen, og at der således har været en mellemhandel, kan ikke føre til et andet resultat, da denne pris er 200.000 kr. lavere end det, som bilen senere er blevet solgt for. Dette må anses for usædvanligt og et udtryk for, at prisen på 912.455 kr. ikke kan anses som værende den reelle nyvognspris, som slutbruger ville kunne erhverve bilen for.

Den oplyste pris fra Motorstyrelsen på 1.677.965 kr. ses at afspejle den reelle pris i handel og vandel for en BMW X6 Xdrive 30D, KV21, med ekstraudstyr, idet der henses til listeprisen for bilen og listen over værdien af bilens fabriksmonteret ekstraudstyr samt, at der er tale om konkrete opslag over den pågældende bil. Det kan udledes af Landsskatterettens afgørelse af 16. april 2021, offentliggjort i SKM2021.308.LSR, at den af Motorstyrelsen oplyste pris afspejlede den reelle pris i handel og vandel for den pågældende bil med ekstraudstyr. Landsskatteretten henså særligt til listeprisen for bilen og listen over værdi af bilens ekstraudstyr samt, at der var tale om konkrete opslag over den pågældende bil. Landsskatteretten finder således, at Motorstyrelsens vurdering kan lægges til grund, da der ikke foreligger dokumentation for den reelle nyvognspris.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens talmæssige opgørelse.

Landsskatteretten bemærker, at klageren er hovedaktionær, da han ejer 100 % af aktierne i selskabet, og der er tale om kontrollerede transaktioner med selskabet, hvorfor klageren er omfattet af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Da forslag til afgørelse er sendt den 30. marts 2022, og afgørelse truffet den 22. april 2022, er skatteansættelserne således foretaget rettidigt for pågældende indkomstår.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse.