|
|
Kendelse af 18-08-2023 - indlagt i TaxCons database den 09-09-2023
Journalnr. 22-0041917
Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
Faktiske oplysninger
Klageren blev den 6. januar 2014 ansat i en fuldtidsstilling som lastbilchauffør hos [virksomhed1] AS i Norge. Klageren udførte arbejde for [virksomhed1] AS i perioden fra den 6. januar til den 31. december 2014.
Lønindkomsten blev indberettet til de norske skattemyndigheder, hvortil der blev afregnet personskat.
Det følger af årsopgørelsen for 2014 fra de norske skattemyndigheder, at klageren blev anset for at være fuldt skattepligtig i Norge.
I det påklagede år udfyldte klageren ikke selvangivelsen til de danske myndigheder, da han anså den fulde skattepligt for ophørt ved udrejsen til Norge.
Ifølge det danske folkeregister havde klageren efter udrejsen fortsat rådighed over sin lejlighed på adressen [adresse1], [by1]. Lejligheden beholdt han frem til den 15. februar 2015.
SKAT antog derfor, at klageren fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark i det påklagede indkomstår.
Repræsentanten har oplyst, at klageren fra den 26. februar 2015 lejede en bolig i Norge og flyttede sin folkeregisteradresse til Norge.
Klageren flyttede tilbage til Danmark den 14. maj 2018.
Det fremgår af klagen, at klageren ikke har – eller kun rent undtagelsesvist – opholdt sig i Danmark i perioden fra den 6. januar 2014 til den 14. maj 2018.
Repræsentanten har oplyst, at klageren ultimo 2018 modtog et brev fra Gældsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at klageren havde en skatterestance, der stod til inddrivelse.
Det er oplyst, at klageren rettede henvendelse til Skattestyrelsen for at blive orienteret om grundlaget for skrivelsen. Der er imidlertid uenighed om tidspunkt og indhold i samtalen.
Ifølge repræsentanten rettede klageren henvendelse til Skattestyrelsen medio 2019.
Ifølge Skattestyrelsen rettede klageren henvendelse den 9. april 2019.
Den 1. juli 2020 anmodede klageren om aktindsigt i sin skattemappe vedrørende indkomståret 2014. Klageren fik herefter aktindsigt ved Skattestyrelsens afgørelse af 10. juli 2020.
Den 14. juli 2020 anmodede klageren Skattestyrelsen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.
Ved Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2022 fik klageren afslag på ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2014.
Den 18. april 2023 har Skattestyrelsen efter anmodning fra Skatteankestyrelsen sendt en udskrift af klagerens skattemappe.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.
Som begrundelse for afgørelsen har Skattestyrelsen bl.a. anført følgende:
”(...)
Skattestyrelsen har ikke genoptaget din skatteansættelse for 2014.
Da du ikke har gjort indsigelse mod vores forslag, fastholdes det.
Vores forslag af 24. januar 2022.
Du har anmodet om at få din skatteansættelse genoptaget for 2014 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27 stk. nr. 8.
Vi modtog din anmodning den 25/11 2020.
Du har i den forbindelse oplyst, at du opgav din bopæl i Danmark 6/1 2014, og du har arbejdet og betalt skat i Norge samme år. Du gør i øvrigt opmærksom på, at du ikke eller kun undtagelsesvis opholdt dig i Danmark.
Da du ikke anså dig for fuldt skattepligtig, sendte du ikke en selvangivelse ind.
I forbindelse med sagsbehandlingen af genoptagelsesanmodningen er der sendt en årsopgørelse ind for 2014 fra de norske skattemyndigheder, dateret 5/8 2015.
Øvrige oplysninger i sagen.
Årsopgørelsen for 2014 er udskrevet 28/02-2016. Årsopgørelsen blev dannet efter Skat havde sendt dig et taksationsforslag, du ikke reagerede på.
Ifølge skatteoplysningerne i din skattemappe arbejdede 32 timer du for [virksomhed2] ApS i perioden 1/7 -31/12 og tjente 8.077 kr.
Ifølge cpr. oplysninger fraflyttede du din lejlighed [adresse1] i [by1] den 15/2 2015.
• Genoptagelsesreglerne.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2, at du senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen for at kunne få genoptaget ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat.
Dvs at dine muligheder for at anvende denne bestemmelse for 2014 udløb den 1. maj 2018.
Da vi først modtog din anmodning november 2020, kan du ikke anvende denne bestemmelse for 2014.
Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, er det muligt ekstraordinært at genoptage skatteansættelsen, hvis der er opfyldt en af de givne betingelser.
Reaktionsfristen på 6 måneder fremgår af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2.
Forslag til afgørelse
I indsigelsen henvises til at skattestyrelsen har foretaget en åbenbart forkert skatteansættelse og det forekommer urimeligt at opretholde skatteansættelsen.
Det fremgår af juridisk vejledning A.A.8.2.2.2.2.8 fsv de særlige omstændigheder, at udgangspunktet er, at en forkert skønsmæssige ansættelse ikke i sig selv bevirker, at ansættelsen kan kvalificeres som en myndighedsfejl.
Der må da se på om den skønsmæssige ansættelse er åbenbart for højt ansat i forhold til de tilgængelige oplysninger på det tidspunkt, hvor den skønsmæssige afgørelse er truffet.
Vi mener ikke der er lavet sagsbehandlingsfejl i forbindelse med taksationen, ved ikke ophæve den fulde skattepligt alene af den grund, at du først oplyste flytning i 2015 og det således fremstod som om du boede i Danmark hele 2014.
Beløbene på årsopgørelsen er dels taget ud fra de indberetninger Skat modtog fra banken, arbejdsgiver m.m. og fra de oplysninger, der var oplyst til forskudsopgørelsen. Du er således beskattet af ”Anden udenl. pers. indk. på 203.000 kr. ud fra forskudsoplysninger på en personlig indkomst på 201.939 kr. Derfor mener vi ikke årsopgørelsen er åbenbart forkert ud fra de oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet, hvor årsopgørelsen blev dannet.
Desuden har vi fulgt sagsbehandlingsreglerne og foretaget en høring, som du ikke reagerede på.
Henvisningen til SKM2002.307TSS er for os at se ikke en vej til at få alle sager om dobbeltbeskatning genoptaget, når der blot er dannet en udenlandsk årsopgørelse, der beskatter samme løn.
Muligheden for ekstraordinær genoptagelse når en udenlandsk myndighed har truffet afgørelse om beskatning af en løn, bliver i skatteforvaltningsloven behandlet i § 27 stk. 1 nr. 4.
Der henvises i den forbindelse til ovenstående.
På den baggrund mener vi ikke, du har godtgjort, at din skatteansættelse skal genoptages efter i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1.
I indsigelsen har du oplyst, at du straks rettede henvendelse til skat efter du i 29 november 2018 modtog brev fra gældsstyrelsen.
Ifølge vores oplysninger ringede du til vores agenttelefon den 9/4 2019 pga restskat for 2013 og 2014. Du blev da orienteret om, at skatten stammede fra 2013 og 2014, og du blev opfordret til at søge ekstra ordinær genoptagelse.
Dvs vi mener at reaktionsfristen på 6 måneder senest skal regnes fra 9/4 2019.
Næste henvendelse kom 11/3 2020 hvor reaktionsfristen var passeret.
På den baggrund foreslår vi, at skatteansættelsen ikke genoptages.”
Af Skattestyrelsens høringssvar af 14. juli 2022 i klagesagen fremgår bl.a. følgende:
”(...)
Vedrørende betingelser for ekstaordinær genoptagelse i SFL § 27 stk. 1.
Klager gør gældende, at det udgør en sådan formel fejl, når skattestyrelsen ikke inddrog dobbelt- beskatningsoverenskomsten mellem Norge og Danmark i forbindelse med beskatningen af klagers arbejdsindkomst, at han har ret til ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.,
[person1] oplyste, at han først flyttede til Norge den 26/2 2015. Dvs at SKAT måtte antage, at han forsat var fuld skattepligtig til Danmark.
Vi mener ikke SKAT har begået nogen sagsbehandlingsfejl, idet SKAT har udsendt et forslag til høring, som der ikke blev reageret på.
Af taksationsforslaget fremgår, at størrelsen af den udenlandske indkomst er taget fra forskudsopgørelsen.
Hvis SKAT skulle forslå en lempelse, skulle SKAT have gættet sig til, om der var betalt skat i et andet land og hvilket land det så måtte være og hvilken lempelse, der så skulle gives.
Desuden er en dobbeltbeskatningsoverenskomst en ordning en person kan vælge at bruge. Dette må ikke forveksles med skattelovgivningen i øvrigt, som skattestyrelsen skal tage hensyn til.
Det er derfor ikke en særlig omstændighed og en sagsbehandlingsfejl fra SKATs side jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at der ikke blev taget stilling at der var skattemæssigt hjemsted i 2 land, alene af den årsag at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke blev anvendt.
Der henvises i klagen til SKM.2002.307.TSS. Det fremgår blandt andet af Told- og Skattestyrelsens bemærkninger til afgørelsen, at ”Samtidig beskatning i 2 lande vil fortsat ikke i sig selv blive anset for en sådan særlig omstændighed, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse”
Vi mener ikke SKM.2002.307.TSS, kan bruge i dette tilfælde, idet problemstillingen i [person1]s klagesag ikke er, om det er overflødig at gennemføre en mutual agreement for- handling, men i det faktum, at SKAT ikke kendte til dobbeltbeskatningssituationen for 2014, da taksationen blev foretaget, hvorved henvisningen til dboen ikke er relevant i denne situation.
Vedrørende reaktionsfristen i SFL § 27 stk. 2.
Skattestyrelsen fastholder, at reaktionsfristen senest må regnes fra den 9/4 2019 dvs. den dato [person1] ringede til vores agenttelefon pga restskat for 2013 og 2014. Han blev da orienteret om, at skatten stammede fra 2013 og 2014, og han blev opfordret til at søge ekstra ordinær genoptagelse.
Udgangspunktet er, at man har pligt til at kontrollere sine årsopgørelser. [person1] måtte forvente en årsopgørelse fra Danmark alene af den grund, at han havde løn der var optjent i Danmark og skulle beskattes her.
Det fremgår af juridisk vejledning A.A.8.2.2.2.4, at reaktionsfristen normalt er gældende fra en borger modtager forslag i forbindelse med skønsmæssig ansættelse (henvisning til SKM2015.692.BR). Vores forslag i forbindelse med skønsmæssig ansættelse er dateret 29. januar 2016.
Af samme fremgår at kundskabstidspunktet var datoen fra årsopgørelse kom i skattemappen (Se SKM2015.433.BR. Se også SKM2017.253.BR). [person1]s årsopgørelse var i skattemappen 28. februar 2016,
Dvs at [person1] blev gjort bekendt med beskatningen første gang 29. januar 2016, anden gang 28. februar 2016 og 3. gang 9. april 2019. Vi modtog genoptagelsesanmodning den 25/11 2020. Derfor fastholder vi, at reaktionsfristen på 6 måneder ikke er overholdt.
Vi mener derfor ikke, der skal gives medhold i klagen.
(...)”
Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.
Som begrundelse for klagen har klagerens repræsentant anført følgende:
”(...)
Faktum
Klager, [person1], blev d. 6. januar 2014 ansat som lastbilchauffør hos [virksomhed1] AS i Norge, hvorefter han følgelig fraflyttede Danmark med henblik på at varetage denne stilling.
Det bemærkes, at der var tale om en fuldtidsstilling, samt at arbejdspladsen var lokaliseret [adresse2], [by2], Norge. Som bilag 1 fremlægges ansættelseskontrakt mellem klager og [virksomhed1] AS.
Klager udførte herefter arbejde for [virksomhed1] AS i perioden fra 6. januar til 31. december 2014, idet der henvises til klagers lønsedler for perioden, der fremlægges som bilag 2.
Under henvisning til klagers ansættelseskontrakt og lønsedler bemærkes, at lønindkomsten blev indberettet til de norske skattemyndigheder, hvortil der således blev afregnet personskat.
Dette bekræftes tillige ved klagers årsopgørelse for 2014 fra de norske skattemyndigheder, hvoraf det fremgår, at klager blev anset for fuld skattepligtig i Norge. Klagers årsopgørelse fremlægges som bilag 3.
Fra 26. februar 2015 lejede klager en bolig i Norge og flyttede adresse til Norge via både det danske og norske folkeregister. Klager har i perioden fra 6. januar 2014 og indtil 14. maj 2018 kun lejlighedsvist opholdt sig i Danmark.
Ultimo 2018 modtog klager et brev fra Gældsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at klager havde en skatterestance som stod til inddrivelse, idet klager dog ikke kunne udlede grundlaget herfor af skrivelsen.
Klager kontaktede herefter SKAT medio 2019, hvor Klager blev bekendt med, at der forelå en problemstilling vedrørende hans skat for 2014, om end telefonsamtalen ikke muliggjorde det for klager at vurdere forholdene nærmere, ligesom klager ej heller blev vejledt om de gældende frister og reaktionspligter.
I den efterfølgende periode rettede klager igen henvendelse til SKAT og anmodede i 1. juli 2020 om aktindsigt i sin skattesag vedrørende indkomståret 2014. Skattestyrelsen traf herefter afgørelse af 10. juli 2020 om delvis aktindsigt vedrørende indkomståret for 2020. Som dokumentation herfor fremlægges afgørelsen af 10. juli 2020 som bilag 4.
Efter modtagelsen af aktindsigten rettede klager straks henvendelse til undertegnedes kontor med henblik på at få bistand til at indgive en anmodning om ekstraordinær genoptagelse til SKAT.
Den påklagede afgørelse
I Skattestyrelsens afgørelse af 10. juli 2022 fremgår, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelses afslås, dels fordi den i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 angivne reaktionsfrist skulle være overskredet, dels fordi betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 ikke er opfyldt.
For så vidt angår reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 bemærkes, at klager har indgav anmodning om ekstraordinær genoptagelse straks efter, at klager d. 10. juli 2020 blev bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet om indkomstskat for 2014 beroede.
Det gøres således gældende, at klager forinden dette tidspunkt ikke var bekendt med baggrunden for det fremsatte skattekrav for 2014, samt at klager ikke var blevet vejledt om hverken muligheden – eller fristen – for fremsættelse af en anmodning om ekstraordinær genoptagelse.
Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 skal derfor regnes fra 10. juli 2020, hvor klager blev bekendt med grundlaget for det udestående skattekrav.
Der henvises forudsætningsvis til SKM.2012.459.VLR, SKM.2006.153.HR og SKM. 2014.910.BR, hvoraf det følger, at 6 måneders fristen først løber fra det tidspunkt, hvor der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at vurdere grundlaget for skatteansættelsen, herunder den foretagne fejlansættelse.
Ex tuto bemærkes, at nærværende sag indebærer sådanne særlige omstændigheder, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. finder anvendelse for så vidt angår reaktionsfristen, idet der henvises til det nedenfor angivne vedrørende de særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
For så vidt angår de særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, bemærkes, at klager er blevet beskattet i både Norge og Danmark af samme indkomst, idet klager fejlagtigt er blevet anset som havende skattemæssigt hjemsted i begge lande.
Klager er således ikke blevet beskattet i overensstemmelse med artikel 15 i den mellem Norge og Danmark indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Der henvises i denne forbindelse også til SKM.2002.307.TSS, hvor en skatteyder bosat i Tyskland kunne indrømmes ekstraordinær genoptagelsen, idet skattemyndighederne ved ansættelsen af skatteyderens arbejdsindkomst ikke havde udvist behørig hensyntagen til den mellem Tyskland og Danmark indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Det gøres således gældende, at Skattestyrelsens manglende inddragelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Norge og Danmark i forbindelse med beskatningen af klagers arbejdsindkomst udgør en sådan formel fejl, at klager har ret til ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
(...)”
I brev af 27. maj 2023 har repræsentanten fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:
” (...) På baggrund af henvendelsesnummer [...]1654, [...]2781 og [...]2789 kan det lægges til grund, at klager ultimo april 2014 og frem netop havde henvendt sig til SKAT vedrørende årsopgørelse og selvangivelse i forbindelse med udenlandsk indkomst.
Det er klagers opfattelse, at denne ikke i forbindelse hermed blev tilstrækkeligt vejledt, jf. det almindelige forvaltningsretlige princip kodificeret i forvaltningslovens § 7.
De pågældende sagsbehandlere var informeret om, at klager havde antaget arbejde i Norge, som også dokumenteret i bilag 2, hvor det fornødne informationsbehov ikke blev efterkommet for at sikre, at klager ikke led retstab som følge af uvidenhed eller misforståelser omkring udfyldelse af selvangivelse for indkomståret 2014.
[person2] CPR nr. [...] startede samme dag i [virksomhed1] AS som klager og havde fast ejendom i [by3] i 2014, hvor hans kone boede. [person2] havde ikke registreret udenlandsk lønindkomst i sin selvangivelse for 2014, men hvor SKAT ikke her senere fastholdte [person2] en skønsmæssig skatteansættelse for 2014, da denne kom tilbage til Danmark.
Dette gælder ligeledes [person3] CPR nr. [...], som også havde fast ejendom i [by4], mens han arbejdede i Norge. Klager og [person3] boede sammen på adressen [adresse3] [by2]. Da [person3] hjemvendte til Danmark, blev denne heller ikke fastholdt en skønsmæssig skatteansættelse.
Det er klagers opfattelse, at SKAT har tilsidesat et almindeligt forvaltningsretligt lighedsprincip ved forskelsbehandling af klager fra øvrige danskere, som havde arbejdet hos [virksomhed1] AS eller andet selskab i Norge.
Såfremt SKAT ikke måtte være af samme opfattelse, opfordres SKAT til i stedet at dokumentere/redegøre nærmere for saglige grunde til at forskelsbehandle klager fra henholdsvis [person2] og [person3]. De nævnte personer har for god ordens skyld erklæret sig velvillige til at afgive forklaring over for hhv. Skatteankestyrelsen og/eller Landsskatteretten, da personerne tilsvarende er ganske uforstående over for SKAT’s skønsmæssige skatteansættelse for 2014 i relation til klager.
Samlet gøres det således fortsat gældende, at den skønsmæssige skatteansættelse for indkomståret 2014 i nærværende sag er åbenbart forkert og tilsvarende vil være horribelt at fastholde over for klager. Det gøres videre gældende, at SKAT har modtaget de fornødne indtægtsoplysninger for 2014 til at kunne foretage en korrekt skatteansættelse for 2014.
(...)”
Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring.
Den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, udløb den 1. maj 2018 for indkomståret 2014.
Klageren har først den 24. november 2020, ca. 2,5 år efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, fremsendt anmodning om genoptagelse til Skattestyrelsen.
Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. Oplistningen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er udtømmende.
Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-4 og 6-7, indeholder en række objektive grunde til genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse bestemmelser.
Klageren vil herefter alene kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014, hvis der foreligger særlige omstændigheder omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og såfremt fristen på 6 måneder ligeledes er overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.
Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, ophævet ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005). I forarbejderne til bestemmelsen hedder det bl.a., jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 under de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 og 3:
”(...)
Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.
Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.
(...)”
Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, må efter sin ordlyd, placering og forarbejder anses for at have et snævert anvendelsesområde, jf. bl.a. SKM2017.224.HR., SKM2019.192.HR. og SKM2021.576.HR.
Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014.
Der er lagt vægt på, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke kan anses for at have begået en myndighedsfejl, henset til at SKAT foretog den skønsmæssige ansættelse i henhold til skattekontrollovens bestemmelser som følge af, at klageren ikke indgav den lovpligtige selvangivelse.
Ydermere modtog klageren den 29. januar 2015 et taksationsforslag for indkomståret 2014, hvoraf det fremgik, at størrelsen af den udenlandske indkomst var taget fra forskudsopgørelsen. Klageren gjorde imidlertid ikke indsigelse mod forslaget.
Klagerens repræsentant har anført, at den manglende inddragelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Norge og Danmark i forbindelse med beskatningen af klagerens indkomst udgør en formel fejl, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Retten finder, at den manglende inddragelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke er en særlig omstændighed efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, henset til at skattemyndighederne ikke var bekendt med, at klageren var udrejst til Norge. Klageren fremstod i det påklagede år som boende i Danmark, da han efter udrejsen den 6. januar 2014 og frem til den 15. februar 2015 fortsat havde rådighed over sin helårsbolig på adressen [adresse1], [by1]. Dertil kommer, at klageren først fra den 26. februar 2015 blev registreret som fraflyttet til Norge.
Repræsentanten har anført, at SKAT har tilsidesat det forvaltningsretlige lighedsprincip ved forskelsbehandling af klageren fra to øvrige danskere, der havde arbejdet hos [virksomhed1] AS eller et andet selskab i Norge. Endvidere har repræsentanten anført, at SKAT har tilsidesat sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, ved ikke at vejlede klageren om udfyldelse af selvangivelse for indkomståret 2014. Det er klagerens opfattelse, at han havde orienteret SKATs sagsbehandler om, at han havde taget arbejde i Norge.
Retten finder, at der ikke foreligger omstændigheder, der indikerer, at SKAT har forskelsbehandlet klageren fra de øvrige skatteydere. Retten har lagt vægt på, at SKAT har foretaget en konkret og individuel vurdering i hvert enkelte tilfælde, og som følge heraf kan klageren ikke støtte ret på skattesagerne vedrørende de øvrige skatteydere.
På samme måde finder retten heller ikke, at der foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at SKAT har tilsidesat sin vejledningsforpligtelse i henhold til forvaltningslovens § 7. Det skal her bemærkes, at det er klagerens eget ansvar, at selvangivelsen er korrekt.
I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er kundskabstidspunktet den 9. april 2019, hvor klageren i en henvendelse til Skattestyrelsen blev orienteret om, at han havde restskat fra bl.a. 2014. Klageren må på dette tidspunkt være bekendt med den foretagne skatteansættelse, der er årsagen til klagerens anmodning om genoptagelse. Reaktionsfristen på 6 måneder udløb herefter den 9. oktober 2019, og fristen er derfor ikke iagttaget ved genoptagelsesanmodningen af 24. november 2020.
Retten finder ikke grundlag for at dispensere fra 6 måneders fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., allerede fordi betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, ikke er opfyldt.
Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.