Kendelse af 16-03-2023 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2023

Journalnr. 22-0037391

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2020

Personlig indkomst

Skattepligt af beløb i henhold til byretsdom af 30. juni 2020

599.200 kr.

0 kr.

599.200 kr.

Indkomståret 2022

Personlig indkomst

Fradrag

579.897 kr.

Skattestyrelsen har ikke behandlet punktet hvorfor der ikke kan ske klagebehandling, ligesom fristen for ændringer i årsopgørelsen for indkomståret 2022 er senest 1. maj 2023.

Faktiske oplysninger

Klageren har tidligere været ansat hos virksomheden [virksomhed1] v/[person1], CVR-nr. [...1]. Klageren har tidligere været kæreste og samboende med [person1].

I 2010 stiftede [person1] virksomheden [virksomhed1] v/[person1], CVR-nr. [...1], hvor han beskæftigede sig med afslibning af gulve, afhøvling, service, montage m.v. Denne virksomhed ophørte grundet manglende rentabilitet den 12. februar 2020, hvorefter [person1] selv indgav en egenbegæring om konkurs den 14. april 2020.

Af Statstidende fremgår det af meddelelsesnummer [...] med kundgørelsesdato 21. april 2020, at Skifteretten i [by1] tog [person1] cvr. [...1] under konkursbehandling ved dekret af 17. april 2020.

Byretten i [by1] afsagde 30. juni 2020 dom i sag BS-[...], hvor [virksomhed1] v/[person1] (konkurs) blev dømt til at betale 599.200 kr. til klageren. Byretten i [by1] har oplyst, at dommen ikke er anket til Landsretten.

Af byrettens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

”[virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) tilpligtes at anerkende, at sagsøgers mandant i perioden 5. august 2013 til medio august 2017 var ansat lønmodtager i sagsøgte med deraf følgende lønmodtagerstatus.

[virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) skal til [person2] betale 599.200,00 kr. med procesrente fra den 3. januar 2020 af 599.200,00 kr.

[person2] frifindes for den af [virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) selvstændigt nedlagte påstand.

[virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) skal til [person2] betale sagsomkostninger med 13.000 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.”

Gældssaneringssag vedrørende [person1] blev indledt 23. april 2021.

Af Statstidende fremgår det af meddelelsesnummer [...] med kundgørelsesdato 9. november 2021, at der i konkursboet [person1] cvr. [...1], afholdes afsluttende skiftesamling 10. december 2021 vedrørende behandling og eventuel stadfæstelse af udkast til regnskab og udlodning med en dividende på 3,221370063 % til § 97 – krav.

Klagerens fagforening ([fagforening1]) har ved brev af 26. januar 2022 meddelt klageren følgende:

”Jeg kan fortælle, at konkursboet vedrørende [virksomhed1] v/[person1] nu er afsluttet, og der er en dividende på 3,221370063 %. Dit oprindelige krav udgjorde 599.200,00 kr., og jeg bekræfter således, at jeg har overført 19.302,45 kr. til din NEM-konto.”

Klagerens fagforening ([fagforening1]) har ved brev af 28. januar 2022 oplyst årsagen til, at klagerens krav i konkursboet kun var et simpelt krav. [fagforening1] oplyste i denne forbindelse, at klageren ikke havde været i stand til at levere den nødvendige dokumentation for, at kravet kunne anses som et krav efter konkurslovens § 95.

Skattestyrelsen traf 7. februar 2022 afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst med 599.200 kr. for indkomståret 2020.

Af Statstidende fremgår det af meddelelsesnummer [...] med kundgørelsesdato 11. maj 2022, at der i gældssaneringssagen for [person1], indkaldes kreditorerne til møde i Retten i [by1] den 17. juni 2022.

Vedrørende gældssaneringssagen for [person1] udarbejdede Skifterettens medhjælper 19. maj 2022 gældssaneringsforslag samt redegørelse.

Klageren har ved mail af 22. juni 2021 gjort indsigelse mod gældssaneringssagen vedrørende [person1].

Skifteretten i [by1] har oplyst, at Skifteretten den 24. juni 2022 har nægtet [person1] gældssanering.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2020 forhøjes med 599.200 kr.

Der er til støtte herfor anført:

”Byretten i [by1] har den 30. juni 2020 afsagt dom, sag BS-[...], hvori [virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) dømmes til at betale 599.200 kr. til [person2].

Retten har afsagt følgende dom i henhold til den fremsatte påstand:

[virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) skal til [person2] betale 599.200,00 kr. med procesrente fra den 3. januar 2020 af 599.200,00 kr.

[person2] frifindes for den af [virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) selvstændigt nedlagte påstand.

[virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) skal til [person2] betale sagsomkostninger med 13.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.”

Skattestyrelsen har den 8. juni 2021 sendt dig afgørelse, hvor vi har oplyst dig, at du med dommen i år 2020 har erhvervet ret til et beløb på 599.200 kr. fra [virksomhed1] v/[person1]. Desuden har Skattestyrelsen oplyst, at beløbet er skattepligtigt i retserhvervelsesåret, jævnfør statsskattelovens § 4 c. Du er i brevet blevet orienteret om, at du derfor skal selvangive de 599.200 kr. for indkomståret 2020. Beløbet skal medregnes på årsopgørelsen i rubrik 15 som honorarindkomst, hvoraf der ikke er betalt arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat.

Det fremgår af din årsopgørelse for indkomståret 2020, at du på nuværende tidspunkt, ikke har selvgivet det ovenstående beløb.

Begrundelse og lovhenvisning

Du har ikke selvangivet den erhvervede indkomst for indkomståret 2020, hvilket er årsagen til ovenstående ændring. Beløbet er skattepligtigt i retserhvervelsesåret, jf. statsskattelovens § 4 c og beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1.

Skattestyrelsen har mulighed for at genoptage skatteansættelsen efter § 26 stk. 1. Varsel om ændring af skatteansættelsen skal være foretaget senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Det fremgår dog af sidste punktum, at der for grupper af skattepligtige kan fastsættes en kortere frist.

Du anses for omfattet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 374 af 8. april 2015 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, hvorfor Skattestyrelsen skal afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Det vil sige, at Skattestyrelsen for indkomståret 2020 skal fremsende et ændringsforslag inden de 30. juni 2022.

Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet indebærer, at beskatning som udgangspunkt sker på det tidspunkt, hvor du som skattepligtig får et formuegode. Allerede på det tidspunkt, hvor du har et krav på indkomsten, har du et formuegode i form af et retskrav på denne betaling. Efter retserhvervelsesprincippet sker beskatningen på det tidspunkt, hvor der er et sådant retskrav. Det er uanset, om du faktisk får udbetalingen eller ej. Det vil sige, at du er skattepligtig af den erhvervede indkomst, selvom du evt. ikke har fået den udbetalt. Se Den Juridisk Vejledning, afsnit C.A.1.2.1 – Beskatningstidspunkt.”

I forbindelse med oversendelsen af sagens materiale til Skatteankestyrelsen har Skattestyrelsen anført i sin udtalelse, at der ikke er nye oplysninger, som ikke fremgår af sagsfremstillingen.

Skattestyrelsen har i sin udtalelse anført følgende:

”Dividende

Dividenden på 19.302,45 kr. ses ikke at være indberettet til Skattestyrelsen for indkomståret 2022. Dividenden fremgår ikke af e-Indkomstregisteret.

Da der er tale om personlig konkurs, har vi ikke mulighed for at se noget i erhvervsregisteret. Ifølge vores systemer er [virksomhed1] v/[person1] registeret ophørt pr. 12. februar 2020. Desuden har vi heller mulighed for at se, om konkursboet er afsluttet.

Udtalelse i forhold til Den juridiske vejledning 2022-2 afsnit C.A.3.1.1.5 Situationer, hvor arbejdsgiveren ikke betaler løn og feriepenge:

[virksomhed1] v/[person1] har været drevet som en enkeltmandsvirksomhed i personligt regi, hvorfor virksomhedsejer hæfter fuldt og helt for virksomhedens gæld.

Byretten i [by1] har den 30. juni 2020 afsagt dom, sag BS-[...], hvori [virksomhed1] v/[person1] (nu under konkurs) dømmes til at betale 599.200 kr. til [person2].

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at bruttobeløbet på 599.200 kr. anses for at være et tilgodehavende retskrav, som efter retserhvervelsesprincippet skal beskattes på det tidspunkt, hvor der opstår et sådant retskrav. Det er uanset, om til [person2] faktisk har fået udbetalt beløbet eller ej.

Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5

”Hvis hele eller dele af et udækket løn- eller feriepengetilgodehavende er uerholdeligt, kan tabet af tilgodehavendet fratrækkes i den personlige indkomst i det år, hvor tabet konstateres, f.eks. i forbindelse med et konkursbos afslutning. Denne praksis har været gældende i en årrække. Ved lov nr. 724 af 25. juni 2010 blev KGL § 14 ændret. Der er herefter fradragsret for personers tab på private fordringer, erhvervet den 27. januar 2010 eller senere efter KGL § 14 . Tabet er fradragsberettiget som kapitalindkomst, når tabet er endeligt konstateret.”

[virksomhed1] v/[person1] hæfter personligt for sin gæld herunder den af Byretten i [by1] tilkendte godtgørelse til [person2].

Da der er tale om en personlig konkurs, vil [person1] hæfte for gælden uanset om konkursboet er afsluttet. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5 ikke er gældende i en situation, hvor der er tale en personlig konkurs. [person2] vil til hver en tid kunne gøre sit krav gældende mod [person1].”

Klagerens opfattelse

Indkomståret 2020

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2020 skal nedsættes fra 599.200 kr. til 0 kr.

Klagerens repræsentant har nedlagt subsidiær påstand om, at klagerens personlige indkomst vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2020 skal efter et skøn nedsættes med et beløb mindre end 599.200 kr., men over 0 kr.

Klagerens repræsentant har mere subsidiært nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse hjemvises til fornyet behandling.

----

Indkomståret 2022

Vedrørende fradrag i den personlige indkomst for indkomståret 2022 har klagerens repræsentant nedlagt principal påstand om, at klagerens indrømmes fradrag på 579.897 kr.

Subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at klageren indrømmes fradrag i den personlige indkomst med et beløb mindre end 579.897 kr., men over 0.

Mest subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om at Skattestyrelsens afgørelse hjemvises til fornyet behandling.

----

Der er til støtte for ovennævnte påstande vedrørende indkomstårene 2020 og 2022 anført:

”2.1. SKATTESTYRELSENS SAGSFREMSTILLING [person2] har umiddelbart og med forbehold for senere bemærkninger ingen indvendinger mod Skattestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen af 7. februar 2022 (bilag nr. 1).

2.2. [person2] HAR ALDRIG MODTAGET SÅ MEGET SOM EEN DANSK KRONE FRA KONKURSBOET EFTER [virksomhed1] V/[person1] ELLER LØNMODTAGERNES GARANTIFOND

[person2] har aldrig modtaget så meget som én dansk krone fra konkursboet efter [virksomhed1] v/[person1], herunder 13.000 kr. i sagsomkostninger, under dommen fra Retten i [by1] af 30. juni 2020 med BS-[...]. Beløbet tilkendt i den omhandlede dom er heller ikke kommet til udbetaling via Lønmodtagernes Garantifond, og sagen er lukket hos [fagforening1] ([person2]s fagforening der førte den omhandlede retssag). Skattestyrelsen opfordres (opfordring nr. 1) til at dokumentere en sådan faktisk indtægt eller faktisk pengeoverførsel fra [virksomhed1] v/[person1] under konkurs eller Lønmodtagernes Garantifond til [person2] til opfyldelse af den omhandlede byretsdom.

3. ANBRINGENDER 3.1. BEVISBYRDEN PÅHVILER SKATTESTYRELSEN, OG SKATTESTYRELSEN HAR IKKE LØFTET SIN BEVISBYRDE

Denne retstilstand fremgår tillige korrekt af Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, 2017, DJØFs Forlag, p. 372 – 373 (litteraturen er alene en retskilde inden for f.eks. retspraksis/ingen selvstændig retskilde). Bevisbyrden omfatter både faktum (faktisk bevis) og jus (retligt bevis/hjemmel). Således har Skattestyrelsen også bevisbyrden i denne sag mod [person2], da dette udgangspunkt ikke er fraveget i nogen lovregler. Denne bevisbyrde har Skattestyrelsen ikke løftet, jf. afsnit 3.2. – 3.5. nedenfor.

3.2. MANGLENDE LOVHJEMMEL OG/ELLER HJEMMELSGRUNDLAG TIL RETSERHVERVELSESPRINCIPPET (ALENE PRAKSIS) ELLER TIL PERIODISERING AF DEN OMHANDLEDE LØNINDKOMST

Der er fortsat manglende lovhjemmel og hjemmel til periodisering af en række indkomsttyper, jf. bl.a. praksis og retspraksis analyseret i TfS 2016, 488.

For så vidt angår lønindkomst/lønindtægt fremgår følgende af Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit C.A.1.2.1., hvortil Skattestyrelsen har henvist i sin afgørelse:

”Lønindtægter og anden A-indkomst Lønindtægter og anden A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af en indtjeningsperiode, skal med på indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Hvis udbetalingen bliver udskudt, skal det dog med på indkomstopgørelsen senest seks måneder efter retserhvervelsen, eller ved ophøret af personens subjektive skattepligt. Se KSL § 46 og kildeskattebekendtgørelsen § 20 og § 22. Lønindtægter og anden A-indkomst fra et konkursbo beskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen sker. Se kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 1, 3. pkt. og TfS 1998, 526 HRD, hvor Højesteret lægger vægt på, at der skal være samtidighed mellem beskatningstidspunkt og indeholdelsestidspunkt.”

Retserhvervelsesprincippet er i øvrigt alene en praksis og er ikke fortættet til en almindelig retsgrundsætning, hvilket fremgår af Højesterets dom af 29. juni 1998, offentliggjort TfS 1998, 526, hvori der under forhandlingsmaksimen i retsplejelovens § 338 via præmisserne alene er lovhjemmel og bekendtgørelseshjemmel til indeholdelsespligten hos arbejdsgiveren, men ikke til selve periodiseringen af indkomsten. Derfor foreligger der tillige en krænkelse af Grundlovens § 3 og EMRK TP 1, art. 1, og EUC art. 17, jf. art. 52, stk. 3, jf. også afsnit 3.4. nedenfor.

Kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, 3. pkt., der i sig selv udgør en krænkelse af delegationsforbuddet i Grundlovens § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, vedrører alene arbejdsgiverens indeholdelsespligt og ikke periodiseringen.

Der er således ikke lovhjemmel i f.eks. statsskattelovens § 4, jf. Grundlovens § 3, § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, til at periodisere den omhandlede indkomst for [person2] til indkomståret 2020, allerede hvorfor afgørelsen skal annulleres.

3.3. LOVHJEMMELS- OG HJEMMELSKRAVET OG SAMVIRKET MED FORHANDLINGSMAKSIMEN I RETSPRAKSIS

Der skal indledningsvist gøres opmærksom på retsplejelovens § 338 eller forhandlingsmaksimen. Retspraksis skal derfor – uanset værnsreglerne i retsplejelovens § 129 og retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. De Advokatetiske Regler, pkt. 1, 9.1 og 18.1 - fortolkes ud fra de nedlagte påstande og fremsatte anbringender, jf. bl.a. SKM2013.294.HR samt SKM2018.57H. Dommerne er således i civile sager, herunder skattesager, efter fortolkningen af retsplejelovens § 338 bundet af advokaternes påstande og anbringender. Advokat Christian Dahlager skriver om forhandlingsprincippet i Civile Retssager, DJØFs Forlag, 2015, 2. udgave, p. 115 – 117, at (mine fremhævninger):

”... Retten kan efter § 338 ikke tilkende en part mere end det, han har påstået, og kan kun tage hensyn til den anbringender og beviser, som støtter hans påstand. Retten kan ikke udvide den af parterne fastlagte ramme for sagen og har hverken ret eller pligt til selv at inddrage yderligere processtof i sagen. Dette forhold – at der parterne, der bestemmer, hvilket processtof der skal fremlægges til bedømmelse kan kaldes forhandlingsprincippet. ... Baggrunden for forhandlingsprincippet er, at parterne uden for retssalen principielt kan aftale, hvad de vil. ... Parterne kan derfor i en retssag på samme måde som uden for retssagen selv beslutte, hvad de vil opnå under retssagen (påstanden) og vælge, hvilke anbringender og beviser (argumenter og fakta) de vil fremføre til støtte for deres sag. ... Forhandlingsprincippet relaterer sig til processtoffet – påstande, anbringender og beviser – men ikke til jus. ... I praksis bliver sondringen mellem faktum og jus derfor temmelig teoretisk. Dette hænger også sammen med, at retten vanskeligt kan anvende den relevante retsregel, hvis ikke det faktum, retsreglen vedrører, er fremført af parterne i form af bevisførelse og beviser. Kendskab til retsreglerne er derfor en forudsætning for, at parten tænker på at gøre et bestemt anbringende gældende, jf. Smith side 115 og kapitel 1.3 om sammenhængen mellem formel og materiel ret.

... Fejltagelser forekommer også, hvor parterne er repræsenteret af advokater. Der stilles i mange sager store tekniske krav til formuleringen af påstande og anbringender, hvorfor fejl kan forekomme. Rettens bedømmelse af beviser kan også være anderledes, end parterne og deres advokater forestiller sig. Selv en kyndig part kan misforstå retsregler og på grundlag af denne misforståelse have undladt at gøre et anbringende gældende eller have afstået fra en vis bevisførelse, som i modsat fald ville kunne have ført til et andet resultat. Det vækker ikke tillid til domstolene og til advokater, når en dom får et materielt forkert indhold på grund af forkert formuleret påstand eller anbringende. ...”

Det fremgår vedrørende indholdet af forhandlingsmaksimen f.eks. i forhold til Grundlovens § 43, 1. led, af Lindencrone & Werlauff, Dansk Retspleje, 3. udgave, 2005, Thomson, at (mine fremhævninger): ”... Et anbringende, der ville hvile på beskyttelsespræceptiv lovgivning, kan derimod frafaldes. Hvor således en ellers ufravigelig, præceptiv lovgivning, som ikke kan fraviges på forhånd, er afgørende for sagen, kan en part – da nu tvisten er blevet aktuel og konkret – give afkald på sin ellers beskyttelsespræceptive retsposition ved at undlade at gøre det anbringende gældende, som kunne hjælpe ham (f.eks. ved at undlade at påberåbe sig urimelighedsreglen i aftalelovens § 36) ...” Samme fortolkning fremgår af højesteretsdommer Jon Stokholm i Højesteret – 350 år, Gyldendal, p. 351 – 353: ”Generelle synspunkter vedrørende Højesterets stilling på skatteområdet i tiden efter ca. 1960 Højesterets virke på skatteområdet tager udgangspunkt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 i samspil med retsplejelovens kapitel om den borgerlige retspleje. Skattesager behandles i Højesteret i den borgerlige retsplejes former; det vil sige ganske som alle andre sager, der ikke er straffesager. For Højesteret rummer sagsgangen i en skattesag intet særligt.

...

Sagen omfattes af sædvanlige civile procesretlige grundsætninger, navnlig forhandlingsmaksimen. Højesteret afgør sagen inden for de rammer, som parternes påstande, anbringender og bevisligheder udgør. Højesteret tager ikke af egen drift skrift til oplysning af sagen og kan ikke nå til et resultat, der ligger uden for det processtof, som parterne tilvejebringer. ... Kammeradvokatens stilling kan heller ikke sammenlignes anklagemyndighedens stilling med det særlige objektivitetskrav, som indeholdes i retsplejelovens § 96, stk. 2.

...

Den retspraksis, der foreligger på området, jf. bl.a. SKM2013.294HR, som Landsskatteretten i første række vil undersøge, er således irrelevant i forhold til selve lovhjemmels- og hjemmelsproblemet. Der er også i disse sager foretaget en ulovlig, reduceret prøvelse af advokaterne. Retspraksis er således ikke anvendelig i forhold til lovhjemmels- og hjemmelsproblemerne, jf. Grundlovens § 3, 3. pkt., jf. retsplejelovens § 338, jf. officialmaksimen hvorunder sager skal oplyses tilstrækkeligt både retligt og faktisk. Sagen skal således behandles som en såkaldt ”pilot-sag”, jf. TfS 2016, 488 med dog en byretssag med prøvelse heraf. Skattestyrelsen opfordres (opfordring nr. 2) til, såfremt ovennævnte bestrides, at fremlægge påstandsdokumenter vedr. bl.a. TfS 1998, 526 HRD (påstande og anbringender), hvoraf en sådan legalitetskontrol/legalitetsprøvelse fremgår.

3.4. SKATTESTYRELSENS ANVENDELSE AF ALENE PRAKSIS (ULOVHJEMLET OG UHJEMLET) I BEBYRDENDE RETNING FOR SKATTESUBJEKTERNE ER I STRID MED EMRK TP 1, ART. 1, JF. EMRK-LOVEN, JF. EUC ART. 17, JF. ART. 52, STK. 3

Skattestyrelsens anvendelse af alene praksis (ulovhjemlet og uhjemlet) i bebyrdende retning for skattesubjekterne er i strid med EMRK TP 1, art. 1, jf. EMRK-loven. For en ordens skyld vedrører EMRK TP 1, art. 1, stk. 2, alene sikring af betaling af skatter (inddrivelse/formel skatteret) og ikke pålæg, forandring og ophævelse af skat (materiel skatteret), jf. EMRK TP 1, art. 1, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med fast og sikker retspraksis fra EMD, administrativ praksis og retspraksis fra de øvrige medlemsstater og litteraturen, herunder EMDs egen forklaring af indholdet at de gældende friheds-, menneskeog grundrettigheder. Legalitetskravet (rule of law) under EMRK TP 1, art. 1, er i bebyrdende retning for skattesubjekterne krænket, jf. bl.a. Beyeler mod Italien, EMDs dom af 5. januar 2010, præmis 109-110, og anden retspraksis fra EMD refereret hos Kjølbro, 5. udgave, 2021, DJØFs Forlag, p. 1344ff. I den forbindelse omtaler Kjølbro – i overensstemmelse med EMDs retspraksis/EMDs fortolkning af EMRK TP 1, art. 1 - alene retspraksis og ikke praksis (administrativ) som et muligt selvstændigt lovligt/konventionsmedholdeligt retsgrundlag. Det samme gælder EUC art. 17, jf. art. 52, stk. 3. Afgørelsen indeholder derfor hjemmelsmangler via lex specialis og skal derfor annulleres.

3.5. PERIODISERINGSREGLERNE (RETSERHVERVELSESPRINCIPPET) I ALENE PRAKSIS OG SUBSIDIÆRT I STATSSKATTELOVENS § 4 GÆLDER I ANDEN RÆKKE IKKE FOR INDKOMST FRA KONKURSBOER, DER IKKE FYSISK FAKTISK ER OVERFØRT TIL SKATTESUBJEKTET ELLER LØNMODTAGERNE

[person2] har aldrig fysisk faktisk modtaget det omhandlede tilkendte lønbeløb, hvorfor Skattestyrelsen heller ikke har en beskatningsret hertil under det omhandlede retserhvervelsesprincip (indhold af praksis) og i anden under statsskattelovens § 4. Det fremgår direkte af ordlyden til statsskattelovens § 4, at der skal foreligge årsindtægter og dermed fysisk faktiske indtægter.

3.6. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN (UGYLDIGHED MED ANNULLATION OG I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE)

Skattestyrelsen er forpligtet til at oplyse en sag tilstrækkeligt både retligt og faktisk. Skattestyrelsen skulle selvstændigt have undersøgt og revurderet de forhold, der er gjort gældende under denne klages afsnit 3.1. – 3.5. Dette allerede fordi regulering af skattebyrden under alene praksis er klart ulovligt for både Kammeradvokaten, jf. retsplejelovens § 129, og Skatteministeren under ministeransvarlighedsloven, jf. f.eks. vedrørende L 154, jf. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, beretning nr. 3 af 6. maj 2009, jf. spørgsmål 1- 7 i samme sag til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen samt Beretning nr. 4, 1994/1, af 21. juli 1995 afgivet af Det Særlige Undersøgelsesudvalg ([finans1]). I den forbindelse kan der tillige for en ordens skyld henvises til den varierende styrke af lovhjemmelskravet hos Højesteretsdommer Jens Peter, Christensen i Skatteretten, Grundloven og Højesteret, Festskrift til Jan Pedersen, Marlene Kerzel (red.), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2011, p. 72ff., (almindeligt og skærpet hjemmelskrav) og i anden række til partner Hans Henrik Bonde Eriksen, retsformand Poul Bostrup og ledende retsformand i Landsskatteretten Susanne Dahl, Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2017, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 1042 (skærpet hjemmelskrav). Officialmaksimen er en garantiforskrift, hvorfor dens tilsidesættelse som udgangspunkt medfører afgørelsens ugyldighed og i første række annullation og i anden række hjemvisning. Det er såkaldt generel væsentlighed. Der er dog tillige undtagelsesvist under meget høje krav til sikkerheden, jf. bl.a. U.1996.1462H (”ikke kan udelukkes”), mulighed for at anse tilsidesættelsen af en garantiforskrift for konkret uvæsentlig, jf. bl.a. U.2008.2896H. Den manglende lovhjemmel og hjemmel til nulstilling er både generelt og konkret væsentlig under officialmaksimen. Skattestyrelsens afgørelse er således ugyldig og skal derfor annulleres eller i anden række hjemvises til fornyet behandling.

3.7. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT BEGRUNDELSESPLIGTEN (UGYLDIGHED MED ANNULLATION OG I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE)

Afgørelsen kunne ikke på det omhandlede grundlag have fået et andet resultat, men der er tillige forebyggende hensyn til ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlingsreglerne som grundlag for ugyldighed og annullation eller hjemvisning ved tilsidesættelse af garantiforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 5. udgave, 2018, Karnov, p. 517, og FOB 1999.44. Skattestyrelsens afgørelse er således ugyldig og skal derfor annulleres eller i anden række hjemvises til fornyet behandling.”

Klagerens repræsentant har i sit supplerende indlæg anført følgende:

”2.1. SKATTESTYRELSENS SAGSFREMSTILLING

[person2] har umiddelbart og med forbehold for senere bemærkninger ingen indvendinger mod Skattestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen af 7. februar 2022 (bilag nr. 1).

2.2. [person2] HAR ALDRIG MODTAGET SÅ MEGET SOM EEN DANSK KRONE FRA KONKURSBOET EFTER [virksomhed1] V/[person1] UD OVER DIVIDENDE PÅ 19.303 KR. ELLER LØNMODTAGERNES GARANTIFOND

[person2] har aldrig modtaget så meget som én dansk krone fra konkursboet efter [virksomhed1] v/[person1], herunder 13.000 kr. i sagsomkostninger, under dommen fra Retten i [by1] af 30. juni 2020 med BS-[...]. Men [person2] har modtaget et bruttobeløb på 19.302,45 kr. i dividende fra konkursboet efter [virksomhed1] v/[person1]. Brev fra [fagforening1] af 26. januar 2022 herom fremlægges som bilag nr. 2. Det betyder, at [person2]s skatteforhøjelse til nedsættelse og hendes fradrag skal reguleres hermed eller fra 599.200 kr. – 19.303 kr. til 579.897 kr. Beløbet tilkendt i den omhandlede ovennævnte dom er heller ikke kommet til udbetaling via Lønmodtagernes Garantifond, og sagen er lukket hos [fagforening1] ([person2]s fagforening der førte den omhandlede retssag). Brev fra [fagforening1] herom af 28. januar 2022 fremlægges som bilag nr. 3. Som yderligere dokumentation herfor fremlægges e-mailkorrespondance af bl.a. 6. maj 2022 mellem [fagforening1] og [person2], forslag om gældssanering fra debitors advokat af 19. maj 2022 og e-mail fra [person2] til debitors advokat af 22. juni 2022 med bilag som henholdsvis bilag nr. 4 - bilag nr. 6. Skattestyrelsen opfordres (opfordring nr. 1) til at dokumentere en sådan faktisk indtægt eller faktisk pengeoverførsel fra [virksomhed1] v/[person1] under konkurs eller Lønmodtagernes Garantifond til [person2] til opfyldelse af den omhandlede byretsdom.

3. ANBRINGENDER

3.1. BEVISBYRDEN PÅHVILER SKATTESTYRELSEN, OG SKATTESTYRELSEN HAR IKKE LØFTET SIN BEVISBYRDE

Skattestyrelsen har som udgangspunkt bevisbyrden i skattesager, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skattestyrelsen. Denne retstilstand fremgår tillige korrekt af Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, 2017, DJØFs Forlag, p. 372 – 373 (litteraturen er alene en retskilde inden for f.eks. retspraksis/ingen selvstændig retskilde). Bevisbyrden omfatter både faktum (faktisk bevis) og jus (retligt bevis/hjemmel).

Således har Skattestyrelsen også bevisbyrden i denne sag mod [person2], da dette udgangspunkt ikke er fraveget i nogen lovregler. Denne bevisbyrde har Skattestyrelsen ikke løftet, jf. afsnit 3.2. – 3.6. nedenfor.

3.2. MANGLENDE LOVHJEMMEL OG/ELLER HJEMMELSGRUNDLAG TIL RETSERHVERVELSESPRINCIPPET (ALENE PRAKSIS) ELLER TIL PERIODISERING AF DEN OMHANDLEDE LØNINDKOMST

Der er fortsat manglende lovhjemmel og hjemmel til periodisering af en række indkomsttyper, jf. bl.a. praksis og retspraksis analyseret i TfS 2016, 488. For så vidt angår lønindkomst/lønindtægt fremgår følgende af Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit C.A.1.2.1., hvortil Skattestyrelsen har henvist i sin afgørelse: ”Lønindtægter og anden A-indkomst Lønindtægter og anden A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af en indtjeningsperiode, skal med på indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Hvis udbetalingen bliver udskudt, skal det dog med på indkomstopgørelsen senest seks måneder efter retserhvervelsen, eller ved ophøret af personens subjektive skattepligt. Se KSL § 46 og kildeskattebekendtgørelsen § 20 og § 22. Lønindtægter og anden A-indkomst fra et konkursbo beskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen sker. Se kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 1, 3. pkt. og TfS 1998, 526 HRD, hvor Højesteret lægger vægt på, at der skal være samtidighed mellem beskatningstidspunkt og indeholdelsestidspunkt.”

Periodisering af f.eks. en lønindkomst (retserhvervelsesprincippet) er under Grundlovens § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, (lovhjemmelskrav og delegationsforbud), da der foreligger regulering af skattebyrden/materiel skatteretlig regulering via direkte beskatning af skattesubjektet [person2]. Retserhvervelsesprincippet er i øvrigt alene en praksis og er ikke fortættet til en almindelig retsgrundsætning, hvilket fremgår af Højesterets dom af 29. juni 1998, offentliggjort TfS 1998, 526, hvori der under forhandlingsmaksimen i retsplejelovens § 338 via præmisserne alene er lovhjemmel og bekendtgørelseshjemmel til indeholdelsespligten hos arbejdsgiveren, men ikke til selve periodiseringen af indkomsten. Derfor foreligger der tillige en krænkelse af Grundlovens § 3 og EMRK TP 1, art. 1, og EUC art. 17, jf. art. 52, stk. 3, jf. også afsnit 3.4. nedenfor. Kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, 3. pkt., der i sig selv udgør en krænkelse af delegationsforbuddet i Grundlovens § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, vedrører alene arbejdsgiverens indeholdelsespligt og ikke periodiseringen. Der er således ikke lovhjemmel i f.eks. statsskattelovens § 4, jf. Grundlovens § 3, § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, til at periodisere den omhandlede indkomst for [person2] til indkomståret 2020, allerede hvorfor afgørelsen skal annulleres.

3.3. LOVHJEMMELS- OG HJEMMELSKRAVET OG SAMVIRKET MED FORHANDLINGSMAKSIMEN I RETSPRAKSIS

Dommerne er således i civile sager, herunder skattesager, efter fortolkningen af retsplejelovens § 338 bundet af advokaternes påstande og anbringender. Advokat Christian Dahlager skriver om forhandlingsprincippet i Civile Retssager, DJØFs Forlag, 2015, 2. udgave, p. 115 – 117, at (mine fremhævninger):

”...

Retten kan efter § 338 ikke tilkende en part mere end det, han har påstået, og kan kun tage hensyn til den anbringender og beviser, som støtter hans påstand. Retten kan ikke udvide den af parterne fastlagte ramme for sagen og har hverken ret eller pligt til selv at inddrage yderligere processtof i sagen. Dette forhold – at der parterne, der bestemmer, hvilket processtof der skal fremlægges til bedømmelse kan kaldes forhandlingsprincippet.

...

Baggrunden for forhandlingsprincippet er, at parterne uden for retssalen principielt kan aftale, hvad de vil.

...

Parterne kan derfor i en retssag på samme måde som uden for retssagen selv beslutte, hvad de vil opnå under retssagen (påstanden) og vælge, hvilke anbringender og beviser (argumenter og fakta) de vil fremføre til støtte for deres sag.

...

Forhandlingsprincippet relaterer sig til processtoffet – påstande, anbringender og beviser – men ikke til jus.

...

I praksis bliver sondringen mellem faktum og jus derfor temmelig teoretisk. Dette hænger også sammen med, at retten vanskeligt kan anvende den relevante retsregel, hvis ikke det faktum, retsreglen vedrører, er fremført af parterne i form af bevisførelse og beviser. Kendskab til retsreglerne er derfor en forudsætning for, at parten tænker på at gøre et bestemt anbringende gældende, jf. Smith side 115 og kapitel 1.3 om sammenhængen mellem formel og materiel ret.

...

Fejltagelser forekommer også, hvor parterne er repræsenteret af advokater. Der stilles i mange sager store tekniske krav til formuleringen af påstande og anbringender, hvorfor fejl kan forekomme. Rettens bedømmelse af beviser kan også være anderledes, end parterne og deres advokater forestiller sig. Selv en kyndig part kan misforstå retsregler og på grundlag af denne misforståelse have undladt at gøre et anbringende gældende eller have afstået fra en vis bevisførelse, som i modsat fald ville kunne have ført til et andet resultat. Det vækker ikke tillid til domstolene og til advokater, når en dom får et materielt forkert indhold på grund af forkert formuleret påstand eller anbringende.

...”

”... Et anbringende, der ville hvile på beskyttelsespræceptiv lovgivning, kan derimod frafaldes. Hvor således en ellers ufravigelig, præceptiv lovgivning, som ikke kan fraviges på forhånd, er afgørende for sagen, kan en part – da nu tvisten er blevet aktuel og konkret – give afkald på sin ellers beskyttelsespræceptive retsposition ved at undlade at gøre det anbringende gældende, som kunne hjælpe ham (f.eks. ved at undlade at påberåbe sig urimelighedsreglen i aftalelovens § 36)

...”

Samme fortolkning fremgår af højesteretsdommer Jon Stokholm i Højesteret – 350 år, Gyldendal, p. 351 – 353: ”Generelle synspunkter vedrørende Højesterets stilling på skatteområdet i tiden efter ca. 1960 Højesterets virke på skatteområdet tager udgangspunkt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 i samspil med retsplejelovens kapitel om den borgerlige retspleje. Skattesager behandles i Højesteret i den borgerlige retsplejes former; det vil sige ganske som alle andre sager, der ikke er straffesager. For Højesteret rummer sagsgangen i en skattesag intet særligt.

...

Kammeradvokatens stilling kan heller ikke sammenlignes anklagemyndighedens stilling med det særlige objektivitetskrav, som indeholdes i retsplejelovens § 96, stk. 2.

...

Den retspraksis, der foreligger på området, jf. bl.a. TfS 1998, 526 HRD, som Landsskatteretten i første række vil undersøge, er således irrelevant i forhold til selve lovhjemmels- og hjemmelsproblemet. Der er også i disse sager foretaget en ulovlig, reduceret prøvelse af advokaterne. Retspraksis er således ikke anvendelig i forhold til lovhjemmels- og hjemmelsproblemerne, jf. Grundlovens § 3, 3. pkt., jf. retsplejelovens § 338, jf. officialmaksimen hvorunder sager skal oplyses tilstrækkeligt både retligt og faktisk.

Sagen skal således behandles som en såkaldt ”pilot-sag”, jf. TfS 2016, 488 med dog en byretssag med prøvelse heraf. Skattestyrelsen opfordres (opfordring nr. 2) til, såfremt ovennævnte bestrides at fremlægge påstandsdokumenter vedr. bl.a. TfS 1998, 526 HRD (påstande og anbringender), hvoraf en sådan legalitetskontrol/legalitetsprøvelse fremgår.

Skattestyrelsens anvendelse af alene praksis (ulovhjemlet og uhjemlet) i bebyrdende retning for skattesubjekterne er i strid med EMRK TP 1, art. 1, jf. EMRK-loven. For en ordens skyld vedrører EMRK TP 1, art. 1, stk. 2, alene sikring af betaling af skatter (inddrivelse/formel skatteret) og ikke pålæg, forandring og ophævelse af skat (materiel skatteret), jf. EMRK TP 1, art. 1, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med fast og sikker retspraksis fra EMD, administrativ praksis og retspraksis fra de øvrige medlemsstater og litteraturen, herunder EMDs egen forklaring af indholdet at de gældende friheds-, menneskeog grundrettigheder. Legalitetskravet (rule of law) under EMRK TP 1, art. 1, er i bebyrdende retning for skattesubjekterne krænket, jf. bl.a. Beyeler mod Italien, EMDs dom af 5. januar 2010, præmis 109-110, og anden retspraksis fra EMD refereret hos Kjølbro, 5. udgave, 2021, DJØFs Forlag, p. 1344ff. I den forbindelse omtaler Kjølbro - i overensstemmelse med EMDs retspraksis/EMDs fortolkning af EMRK TP 1, art. 1 - alene retspraksis og ikke praksis (administrativ) som et muligt selvstændigt lovligt/konventionsmedholdeligt retsgrundlag. Det samme gælder EUC art. 17, jf. art. 52, stk. 3. Afgørelsen indeholder derfor hjemmelsmangler via lex specialis og skal derfor annulleres.

Periodiseringsreglerne (retserhvervelsesprincippet) i alene praksis og subsidiært i statsskattelovens § 4 gælder i anden række ikke for indkomst fra konkursboer, der ikke fysisk faktisk er overført til skattesubjektet eller lønmodtagerne. [person2] har aldrig fysisk faktisk modtaget det omhandlede tilkendte lønbeløb, hvorfor Skattestyrelsen heller ikke har en beskatningsret hertil under statsskattelovens § 4. Det fremgår direkte af ordlyden til statsskattelovens § 4, at der skal foreligge årsindtægter og dermed fysisk faktiske indtægter. Forarbejderne til statsskattelovens § 4 yder intet fortolkningsbidrag hertil/til ordlyden, jf. Rigsdagstidende 1921/1922, Tillæg A. Derfor skal de principale påstande tages til følge.

3.6. [person2] KAN I HENHOLD TIL SKATTESTYRELSENS EGEN ADMINISTRATIVE PRAKSIS (RETSERHVERVELSESPRINCIPPET) OG/ELLER KILDESKATTEBEKENDTGØRELSENS § 20, STK. 1, 3. PKT., I SIG SELV IKKE BESKATTES FOR INDKOMST FRA KONKURSBOER, DER IKKE FYSISK FAKTISK ER OVERFØRT TIL SKATTESUBJEKTET ELLER LØNMODTAGERNE

[person2] har aldrig fysisk faktisk modtaget det omhandlede tilkendte lønbeløb, hvorfor Skattestyrelsen heller ikke har en beskatningsret hertil under det omhandlede retserhvervelsesprincip under alene praksis (indhold af praksis) og i anden række praksis under statsskattelovens § 4. Det fremgår af Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5 (Situationer hvor arbejdsgiveren ikke betaler løn eller feriepenge), at (mine understregninger):

”... Uerholdeligt løn- og feriepengekrav

Løn og feriepenge, der ikke udbetales som følge af arbejdsgiverens konkurs, er skattepligtig i det indkomstår, hvori udbetaling fra konkursboet finder sted. Se kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, 3. pkt. Hjemlen blev indført i 1998 som følge af Højesterets dom, refereret i TfS 1998, 526 HRD. Højesteret lagde vægt på samtidighed mellem beskatningstidspunkt og konkursboets indeholdelsestidspunkt og fastslog, at lønudbetalinger først var skattepligtige på udbetalingstidspunktet. Hvis hele eller dele af et udækket løn- eller feriepengetilgodehavende er uerholdeligt, kan tabet af tilgodehavendet fratrækkes i den personlige indkomst i det år, hvor tabet konstateres, f.eks. i forbindelse med et konkursbos afslutning. Denne praksis har været gældende i en årrække. Ved lov nr. 724 af 25. juni 2010 blev KGL § 14 ændret. Der er herefter fradragsret for personers tab på private fordringer, erhvervet den 27. januar 2010 eller senere efter KGL § 14. Tabet er fradragsberettiget som kapitalindkomst, når tabet er endeligt konstateret. I stedet for at fradrage tabet på fordringen efter KGL § 14 kan lønmodtageren vælge at anvende den gamle praksis, hvorefter der gives fradrag for tabet i den personlige indkomst. Se SKM2014.212.LSR og SKM2014.242.SR.

...”

Af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, 3. pkt., der i øvrigt er i strid med delegationsforbuddet i Grundlovens § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, jf. afsnit 3.2. ovenfor, fremgår direkte:

”...

2. pkt. gælder ikke A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo.

...”

Dermed finder 1. pkt. i kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, anvendelse, hvorunder der er et krav om fysisk faktisk udbetaling for Skattestyrelsens beskatningsret.

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.B.1.7.5 (generelt om lager- og realisationsprincippet), at (mine understregninger):

”...

Beskatning forudsætter, at der kan konstateres en kursgevinst eller -tab Beskatning af en kursgevinst eller fradrag for et kurstab forudsætter, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab. Er debitor et selskab, er det accepteret i praksis, at såfremt kurator udsender meddelelse om, hvor stor dividende der højst vil blive udbetalt, så kan kreditor foretage fradrag for den del af tabet, som det herefter er sikkert ikke vil blive dækket. Fradraget kan foretages i det år, hvor kurator udsender meddelelsen. Efter afslutningen af et selskabs konkursbo, ophører selskabet, og debitor eksisterer derfor ikke mere. Denne praksis finder ikke anvendelse, når debitor er en person, hvorefter fordringen mod debitor således fortsat består, uanset at debitors konkursbo er afsluttet. Ligesom der heller ikke er fradrag ved afgivelse af debitors insolvenserklæring. I tilfælde, hvor debitor er en person, kan et tab således først anses for at være endeligt konstateret, når fordringen bortfalder som følge af forældelse, akkord, eftergivelse m.v. Se f.eks. SKM2016.135.SR, under begrundelsen til spørgsmål 2.

...”

Der er således under administrativ praksis gengivet i Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5, ikke muligt at beskatte [person2] for beløb, som hun aldrig har modtaget. Ydermere må den administrative praksis ud fra ordlyden og sammenhængen læses således, at [person2] har et fradrag for sit løntab m.v. i det indkomstår, hvori tabet er konstateret. Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5, er administrativi usu specialis (den specielle praksis), hvorfor denne praksis skal anvendes i forhold til [person2]. Hun kan således heller ikke beskattes under praksis i sig selv, og hun har fradrag for sit løntab i 2022 under Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.3.1.1.5, jf. SKM2015.479, jf. SpO2015.487 (lighedsgrundsætningen og/eller et princip om retsbeskyttede, berettigede forventninger). Endeligt eller subsidiært gøres det gældende, at periodiseringen af [person2]s omhandlede ikke fysisk faktisk modtagne indtægt ikke kan henføres til indkomståret 2020 under den omhandlede praksis og/eller kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, 3. pkt., jf. bilag nr. 2 – 6. Derfor skal de principale påstande tages til følge.

3.7. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN (UGYLDIGHED MED ANNULLATION OG I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE)

Dette allerede fordi regulering af skattebyrden under alene praksis er klart ulovligt for både Kammeradvokaten, jf. retsplejelovens § 129, og Skatteministeren under ministeransvarlighedsloven, jf. f.eks. vedrørende L 154, jf. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, beretning nr. 3 af 6. maj 2009, jf. spørgsmål 1- 7 i samme sag til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen samt Beretning nr. 4, 1994/1, af 21. juli 1995 afgivet af Det Særlige Undersøgelsesudvalg ([finans1]). I den forbindelse kan der tillige for en ordens skyld henvises til den varierende styrke af lovhjemmelskravet hos Højesteretsdommer Jens Peter, Christensen i Skatteretten, Grundloven og Højesteret, Festskrift til Jan Pedersen, Marlene Kerzel (red.), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2011, p. 72ff., (almindeligt og skærpet hjemmelskrav) og i anden række til partner Hans Henrik Bonde Eriksen, retsformand Poul Bostrup og ledende retsformand i Landsskatteretten Susanne Dahl, Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2017, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 1042 (skærpet hjemmelskrav). Officialmaksimen er en garantiforskrift, hvorfor dens tilsidesættelse som udgangspunkt medfører afgørelsens ugyldighed og i første række annullation og i anden række hjemvisning. Det er såkaldt generel væsentlighed. Der er dog tillige undtagelsesvist under meget høje krav til sikkerheden, jf. bl.a. U.1996.1462H (”ikke kan udelukkes”) og ”ikke afvises, jf. U.2005.1780H og U.2015.3233H, mulighed for at anse tilsidesættelsen af en garantiforskrift for konkret uvæsentlig, jf. bl.a. U.2008.2538H. Den manglende lovhjemmel og hjemmel til nulstilling er både generelt og konkret væsentlig under officialmaksimen. Skattestyrelsens afgørelse er således ugyldig og skal derfor annulleres eller i anden række hjemvises til fornyet behandling.

3.8. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT BEGRUNDELSESPLIGTEN (UGYLDIGHED MED ANNULLATION OG I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE)

Afgørelsen, der ikke giver et skattesubjekt fuldt ud medhold, skal angive, i henhold til hvilke retsregler og hovedkriterier afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. Begrundelsespligten, jf. afsnit 3.1. – 3.6. ovenfor er tilsidesat. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens §§ 22 – 24, er en garantiforskrift, hvorfor dens tilsidesættelse som udgangspunkt medfører afgørelsens ugyldighed og i første række annullation og i anden række hjemvisning. Det er såkaldt generel væsentlighed. Der er dog tillige undtagelsesvist under meget høje krav til sikkerheden, jf. bl.a. U.1996.1462H (”ikke kan udelukkes”) og ”ikke afvises, jf. U.2005.1780H og U.2015.3233H, mulighed for at anse tilsidesættelsen af en garantiforskrift for konkret uvæsentlig, jf. bl.a. U.2008.2538H. Afgørelsen kunne have fået et andet resultat, men der er tillige forebyggende hensyn til ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlingsreglerne som grundlag for ugyldighed og annullation eller hjemvisning ved tilsidesættelse af garantiforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 5. udgave, 2018, Karnov, p. 517, og FOB 1999.44. Skattestyrelsens afgørelse er således ugyldig og skal derfor annulleres eller i anden række hjemvises til fornyet behandling.”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler hvorvidt klageren er skattepligtig af et beløb på 599.200 kr. som [virksomhed1] v/[person1] (konkurs) ved byretten i [by1] i 2020 blev dømt til at betale til klageren, ligesom sagen omhandler klagerens eventuelle fradrag for tab.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Dette kan udledes af SKM2008.905.H.

Som hovedregel for periodisering af skattepligtig indkomst gælder det såkaldte retserhvervelsesprincip, hvorved skattepligtig indkomst beskattes på det tidspunkt, hvor den skattepligtige erhverver endelig ret til indkomsten. Retserhvervelsesprincippet kan dels udledes af statsskattelovens § 4, og U.1981.968 H samt SKM2003.389.H.

Det kan udledes af LSRM 1972.108 LSR, at for så vidt angår en omstridt del af en løn, sker retserhvervelsen ved endelig dom.

Byretten i [by1] har 30. juni 2020 truffet afgørelse om, at [virksomhed1] v/[person1] (konkurs) skal betale 599.200 kr. til klageren.

Der er i sagen fremlagt materiale fra klagerens fagforening ([fagforening1]), som i brev af 26. januar 2022 meddelte klageren, at der er udbetalt 19.302,45 kr. i dividende.

Retten finder, at klageren ved den endelige byretsdom af 30. juni 2020 har erhvervet ret til et beløb på 599.200 kr. Retserhvervelsen medfører, at klageren er skattepligtig af beløbet uanset om beløbet er udbetalt eller ej.

Skattestyrelsens afgørelse af 7. februar 2022 med forhøjelse af klagerens indkomst til følge, er begrundet med henvisning til byretsdommen og princippet om retserhvervelse. Retten finder ikke, at Skattestyrelsen har tilsidesat sagsbehandlingsregler.

Fradrag

Klagerens repræsentant har i sit indlæg af 6. oktober 2022 anført, at der er grundlag for et fradrag på 579.897 kr. vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2022.

Idet Skattestyrelsen ikke har behandlet punktet om fradrag vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2020 som første instans, finder retten ikke, at der er grundlag for klagebehandling heraf i nærværende sag.

Retten bemærker, at årsopgørelsen for indkomståret 2022 ikke er endelig, idet fristen for ændringer er 1. maj 2023. Eventuelle henvendelser i denne forbindelse skal rettes til Skattestyrelsen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.