Kendelse af 30-11-2022 - indlagt i TaxCons database den 05-01-2023

Journalnr. 22-0037326

Skattestyrelsen har ændret selskabets indberetning til e-Indkomst for indkomstårene 2018 til 2020, idet udbetalt befordringsgodtgørelse anses at være skattepligtig.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[person1] er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS, cvr-nr. [...1] (herefter benævnt selskabet). Selskabet blev stiftet den 3. februar 2017. Selskabets aktivitet består af konsulentarbejde, og i 2020 havde selskabet et overskud på 214.867 kr.

Der er ikke udbetalt løn til hovedanpartshaveren i indkomstårene 2018 til 2020.

Selskabet har udbetalt 98.936 kr. i 2018, 96.477 kr. i 2019 og 116.101 kr. i 2020 i skattefri befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaveren.

Der er fremlagt en ansættelseskontrakt mellem hovedanpartshaveren og selskabet, som er indgået den 17. februar 2017.

Det fremgår følgende af ansættelseskontrakten:

”Ansættelsen i [virksomhed2] A/S - [virksomhed1] ApS vil betyde, at den ansatte ikke får udbetalt løn i selskabets etablering og konsolidering, men alene får dækket sine transportomkostninger, herunder, men ikke alene, kørsel, passage af betalingsveje, passage af betalingsanlæg og, i rimeligt og passende omfang, fortæring.

Løn vil blive udbetalt når selskabet har oparbejdet et overskud, har likviditet, og en positiv egenkapital, der kan indgyde kunder den nødvendig tillid.

Et overskud vil således ikke alene kunne udløse udbetaling af løn, idet alle ovenstående forhold først skal være opfyldt.

Lønnens størrelse vil afspejles i overskuddets størrelse, og vil blive udbetalt med mellemrum afhængigt af indtægter og likviditet.

Der er ingen øvre grænse for lønnens størrelse, og denne vil løbende blive forhandlet. Ved særlig indsats kan der opnås ejerandele af virksomheden.

Vilkårerne gælder for alle ansatte, og direktøren/ejeren kan derfor ikke udbetales løn uden alle andre ansatte betales tilsvarende.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret selskabets indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2018 til 2020, idet udbetalt befordringsgodtgørelse anses at være skattepligtig.

Skattestyrelsen har som begrundelse anført, at:

”(...)

1.4Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4.

Denne hovedregel gælder dog ikke godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter, der er omfattet af ligningslovens § 9 A og B eller lovens § 31, stk. 4 og 5. Disse godtgørelser er skattefrie, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte takster, og såfremt betingelserne for udbetaling i øvrigt er opfyldt.

De udbetalte godtgørelser kan ikke godkendes som skattefrie, da [person1] ikke har modtaget løn for det arbejde, han har udført for selskabet i 2018, 2019 og 2020.

Der er derfor ikke tale om rejser eller kørsel i forbindelse med et indtægtsgivende arbejdssted, hvilket er en betingelse for at få udbetalt skattefrie godtgørelser, jf. ligningslovens § 9, stk. 4 og praksis herom, som blandt andet fremgår af TfS2000.58HR, SKM2001.141ØLR og SKM2008.684.BR.

Da godtgørelserne ikke er udbetalt efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 4, er beløbene skattepligtige som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. 1.

Selskabets repræsentant henviser til Landsskatterettens ikke-offentliggjorte afgørelse med j.nr. 07-01602 af 06.10.2008.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den væsentligste begrundelse for, at Landsskatteretten gav klageren medhold i, at han kunne anses for lønmodtager i selskabet var, at klageren i perioden fra 1994 og frem til 2003 modtog løn fra selskabet på mere end 100.000 kr. hvert år - når der sås bort fra år 1994 og 2000. Afgørelsen ses derfor ikke at kunne sidestilles med [person1]s situation.

Det er ligeledes Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om en singulær og konkret afgørelse fra Landsskatteretten, som ikke har samme præjudikatværdi, som den offentliggjorte praksis, vi henviser til nedenfor.

Det fremgår af Højesterets dom af 14. december 1999 (TfS 2000.58 HR) og Byrettens dom af 30. juni 2011 (SKM2011.502.BR), at en hovedanpartshaver, som ikke modtager løn for det arbejde der udføres, ikke kan anses som lønmodtager efter ligningslovens § 9, stk. 4 og derfor ikke er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af Østre Landsrets dom af 2. februar 2001 (SKM2001.141.ØLR), at skatteyderen ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 9, stk. 5 (nu stk. 4), da skatteyderen ikke kunne anses som lønmodtager i selskabet, idet hun bortset fra fri telefon til en værdi af 3.000 kr. havde valgt ikke at få nogen løn fra selskabet.

Endvidere fremgår det af Skatterådets bindende svar af 21. marts 2006 (SKM2006.181.SR) og 23. september 2014 (SKM2014.767.SR), at der ikke ses at være retspraksis for, hvilken timeløn en lønmodtager skal modtage, førend der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, men at det må forudsættes, at der ikke er tale om et ubetydeligt og symbolsk beløb.

I SKM2014.767.SR blev aftaler om aflønning ned til 12,50 kr. i timen og 2.160 kr. om måneden anset for at være i strid med ligningslovens § 9, stk. 4. Der blev henset til størrelserne af de nævnte timesatser for normaltimer og overtimer sammenholdt med størrelserne af de omhandlede godtgørelser til dækning af udgifter til kost og logi på op til 650 kr. pr. døgn. Der blev endvidere henset til, at det jf. SKM2006.181.SR er en forudsætning, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Godtgørelser til dækning af kost og logi kunne derfor ikke udbetales skattefrit efter ligningslovens § 9 A.

I SKM2017.591.LSR drejede sagen sig om en hovedaktionær i en vognmandsvirksomhed, og hovedaktionæren var den eneste medarbejder i selskabet. Han havde en arbejdsuge med 5 rejsedage om ugen. Hovedaktionæren hævede for dette arbejde en løn på DKK 1.000 om måneden, og samtidig blev der udbetalt skattefrie rejsegodtgørelser på DKK 7.000 - 9.000 månedligt.

Baggrunden for den lave løn var, at økonomien i selskabet ikke kunne bære store personaleudgifter. SKAT anså de udbetalte rejsegodtgørelser for skattepligtige med hhv. 106.470 kr., 107.380 kr. og 78.715 kr. for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelser og konkluderede, at skattepligtig løn var blevet konverteret til skattefri rejsegodtgørelse. Landsskatteretten lagde vægt på, at hovedaktionærens løn var ubetydelig og symbolsk for et fuldtidsarbejde. Endvidere var der åbenbar misforhold mellem den udbetalte løn og de skattepligtige rejsegodtgørelser.

Af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.7.2.1 fremgår blandt andet følgende:

En rejsegodtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. og § 1, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Modregningsforbuddet rammer blandt andet tilfælde, hvis

•	lønnen løbende bliver nedsat i overensstemmelse med antallet af rejsedage, dvs. med den udbetalte rejsegodtgørelse
•	lønnen bliver nedsat til 0 kr. mod, at der udbetales skattefri rejsegodtgørelse, jf. SKM2006.685.SR.
•	et aftalt tillæg, eksempelvis et zonetillæg, ændres til en skattefri rejsegodtgørelse når betingelserne i ligningslovens § 9 A er opfyldt, jf. SKM2005.226.ØLR
•	lønmodtager og arbejdsgiver aftaler, at den udbetalte løn plus skattefrie godtgørelser skal svare til det beløb, som lønmodtageren ville få udbetalt, hvis lønmodtageren fik overenskomstmæssig løn, jf. SKM2011.464.SR og SKM2017.595.LSR.

Med virkning for aftaler der indgås eller ændres fra og med 20. september 2012, er modregningsforbuddet skærpet, således at der ikke kan ske udbetaling af skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.

Værnsreglen omfatter herefter også de tilfælde, hvor den enkelte lønmodtager efter aftale med arbejdsgiveren kan vælge mellem at få løn og selv afholde sine rejseudgifter eller at gå ned i løn og få skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse.

Rejse- og befordringsgodtgørelse kan derfor ikke udbetales skattefrit, hvis godtgørelsen udbetales som led i en såkaldt fleksibel lønpakke. Der kan heller ikke udbetales godtgørelse skattefrit i de tilfælde, hvor der eksempelvis aftales en generel lønnedgang under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejseudgifter mod udbetaling af godtgørelse. Aftaler om løntilbageholdenhed og aftaler om en lavere løn ved ansættelsen end den vedkommende ellers kunne have fået mod at der udbetales godtgørelse, er også omfattet af værnsreglen.

Aftaler om aflønning med meget lave eller ingen timesatser sammenholdt med udbetalinger af godtgørelser må anses for at være i strid med ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt., og i medfør af SKM2006.181.SR er det en forudsætning for, at godtgørelsen er skattefri, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt eller symbolsk beløb.

Skattestyrelsen har ikke hjemmel til at fiksere en løn for [person1]s arbejdsindsats i selskabet, og vi anfægter ikke, at hans kørsel for selskabet har været forretningsmæssigt begrundet, ligesom det kan være forretningsmæssigt begrundet at udvise løntilbageholdenhed for at pleje selskabets likviditet og egenkapital.

Skattestyrelsens afgørelse handler imidlertid ikke om lønfiksering, men det er en betingelse for at kunne modtage skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser, at der modtages løn for det arbejde, der udføres, og at denne løn ikke er af symbolsk eller ubetydelig karakter, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, SKM2006.181.SR og SKM2017.591.LSR.

[person1]s løntilbageholdenhed udvises samtidig med udbetaling af skattefrie godtgørelser, hvorved forholdet er omfattet af ovenstående værnsreglen (modregningsforbuddet) og ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt.

[person1] har således aftalt med selskabet, at han af hensynet til selskabets etablering, konsolidering og likviditet ikke får udbetalt løn, før det er økonomisk forsvarligt samtidig med, at han får udbetalt skattefrie befordringsgodtgørelser. Det ses derfor, at han har kompenseret selskabet ved lønomlægning, da der er et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn på 0 kr. og de udbetalte skattefrie godtgørelser.

Det afgørende er efter Skattestyrelsens opfattelse, at [person1] i medfør af ligningslovens § 9, stk. 4 ikke kan anses for at være lønmodtager med ret til at modtage skattefrie godtgørelser fra arbejdsgiveren. I medfør af ligningslovens § 9, stk. 4 og ovenstående praksis, er han derfor skattepligtig af de udbetalte godtgørelser.

Selskabet har pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af sådanne beløb, jf. kildeskattelovens 46, stk. 1 og § 49 A.

Selskabet har ligeledes pligt til at give oplysning om sådanne udbetalinger til indkomstregistret (eIndkomst) i medfør af skattekontrollovens § 7, skatteindberetningslovens § 1 og indkomstregisterlovens § 3.

Skattestyrelsen pålægger derfor selskabet, at der fra og med indkomståret 2021 sker indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt at dette oplyses til eIndkomst, såfremt der sker udbetalinger af skattefrie godtgørelser til modtagere, der ikke samtidig får en løn i selskabet, der berettiger til skattefrie godtgørelser.

Skattestyrelsen sørger for, at oplysningerne for 2018, 2019 og 2020 indberettes til eIndkomst.”

Skattestyrelsen har den 9. maj 2022 fremsendt udtalelse til klagen, hvoraf følgende fremgår:

”Kapitalejers klage handler i det primære om, at han føler sig berettiget til at kunne modtage skattefrie kørselsgodtgørelser fra sit selskab, selvom han ikke har modtaget løn fra selskabet.

Han begrunder dette i ansættelseskontrakten, som handler om løntilbageholdenhed, indtil selskabet giver et rimeligt overskud.

Skattestyrelsen har med henvisning til praksis på området begrundet, hvorfor de udbetalte godtgørelser er skattepligtige, når han ikke har modtaget løn fra selskabet.

Kapitalejers klage handler i det sekundære om, at han anser sig for at være berettiget til at opnå befordringsfradrag for sin kørsel for selskabet i indkomstårene 2018-2020, selvom han ikke har modtaget løn fra selskabet i disse indkomstår.

Han argumenterer for, at Skattestyrelsen nu har beskattet ham af de udbetalte kørselsgodtgørelser, og at han derfor nu har kørt til et indtægtsgivende arbejdssted. Han argumenterer ligeledes for, at kørslen generer indkomst i selskabet, og at han derfor er berettiget til et befordringsfradrag.

Det er stadig Skattestyrelsens opfattelse, at kapitalejer ikke er berettiget til et befordringsfradrag, da han ikke har modtaget løn for sin arbejdsindsats i selskabet i indkomstårene 2018-2020.

Det afgørende for, om der kan godkendes befordringsfradrag er, at han skal være lønmodtager på det tidspunkt, hvor kørslen foretages. Dette ville forudsætte, at der fra selskabets side løbende var blevet udbetalt løn med indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og at dette var blevet indberettet til eIndkomst.

Vi har henvist til en del praksis i vores afgørelse, men vi har særligt henvist til byretsdommen af 30. juni 2011, som er offentliggjort i SKM2011.502.BR i forhold til, at det er afgørende, at man er lønmodtager på det tidspunkt, hvor kørslen finder sted i forhold til at kunne opnå befordringsfradrag.

Det forhold, at Skattestyrelsen nu har beskattet kørselsgodtgørelserne som personlig indkomst medfører således ikke, at kapitalejer kan anses for at have været lønmodtager med ret til befordringsfradrag for sin kørsel for selskabet i de omhandlede indkomstår.”

Skattestyrelsen har den 20. juni 2022 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Det fremgår af udtalelsen, at:

”Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Selskabet har i indkomstårene 2018-2020 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til selskabets hovedanpartshaver. Selskabet har ikke udbetalt løn til hovedanpartshaveren.

Løn og godtgørelser, der udbetales til ansatte m.v., er som udgangspunkt A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43. Ved enhver udbetaling af A-indkomst, skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb, jf. kildeskattelovens § 46. Tilsvarende skal udbetaleren indeholde arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v. jf. dagældende skattekontrollovs (lov nr. 1264 af 31. oktober 2013) §§ 7 og 7A for indkomståret 2018, og skatteindberetningslovens § 1 for indkomstårene 2019 og 2020.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.

Skattestyrelsen fastholder, at hovedanpartshaveren, ved at undlade at få udbetalt løn fra selskabet, men samtidig har valgt at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse fuldt ud, har kompenseret selskabet ved lønomlægning. Herved skal godtgørelserne medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt.

Der henvises til SKM2012.463.VLR, hvor en eneanpartshaver og direktør i et selskab, der havde givet afkald på løn, og uanset at dette var grundet selskabets økonomiske situation, ikke var berettiget til at få udbetalt skattefri godtgørelser eller berettiget til befordringsfradrag, da der ikke eksisterede et indtægtsgivende arbejdssted.

Skattestyrelsen fastholder, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse ikke har været opfyldt, hvorfor selskabet skal indeholde A-skat og ambidrag af det samlede godtgørelsesbeløb.

Med ovenstående bemærkninger tiltrædes Skatteankestyrelsens indstilling.”

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt i indkomstårene 2018 til 2020, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse skal ændres.

Til støtte for påstanden er følgende anført:

”Jeg skal hermed anke afgørelserne i Sags-id 401574051, idet afgørelserne ikke er i overensstemmelse med formålet og hensigten med de regler og den lovgivning der vedtaget for området.

Jeg mener således, at der skal udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, jf. den indgåede kontrakt om samme, og de tidligere forklaringer om årsagen til indgåelse af denne kontrakt, idet det ydermere skal forklares, at kontrakten blev indgået, da jeg forsøgte, at få medarbejdere/medejere i det nystartede selskab, og ville vise dem, at jeg ikke ville være bedre stillet end de i selskabets opstart. Subsidiært ønsker jeg at få ret, at fratrække kørsel i mit private skatteregnskab.

Som det yderligere fremgår, har selskabet ikke dækket udgifter andet end strengt arbejdsrelateret formål, hvorfor tanken bag, og ånden i, regler og lovgivning til fulde er overholdt.

Jeg er opmærksom på, at der er ført analogier til tidligere trufne afgørelser, idet disse afgørelser hermed anføres som præjudice for afgørelserne mit sagskompleks, men jeg bestrider anvendelsen af disse analogier, idet de sager der henvises til, ikke er sammenlignelige på en måde der betyder, at mine sager skal afgøres på samme måde.

Reglerne og lovene var og er ikke tænkt som, og/eller formuleret som, en måde til at vanskeliggøre opstart af virksomhed, men alene som et forsvar mod, at reglerne misbruges til omgåelse af beskatning af indtægt.

Og i dette sagskompleks, er der ikke sket omgåelse af beskatning af indtægter, men alene, en dækning af helt nødvendige udgifter for at bygge virksomheden op til, en virksomhed der kan indgyde potentielle kunder tryghed, således virksomheden kan tiltrække kunder.

Når der ydermere i afgørelserne tages bestemmelse om, at selv hvis det anerkendes, at der ikke kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, kan de afholdte udgifter i privat regi ikke fratrækkes som kørsel i forbindelse med arbejde, idet det anføres, at kørslen ikke har genereret A-indkomst, og derfor ikke kan betragtes som arbejdsrelateret.

Så afgørelserne er derfor direkte modstridende.

Der kan ikke udbetales kørselsgodtgørelse, idet ansatte direktør ikke har oppebåret løn for det ydede arbejde - uanset grundene hertil(hvilken afgørelse bestrides)

De udbetalte penge skal derfor beskattes som A-indkomst hos modtager

I afgørelserne anføres det samtidigt, at den kørsel der er udført for firmaet, og alene i firmaets interesse, ikke har generet en indtægt, og der kan derfor ikke trækkes kørsel fra på modtagers selvangivelse

Da den kørsel der er udført, alene er udført for firmaet og med det ene formål, at skaffe kunder og udføre opgaver for samme, er der jo netop tale om, at kørslen generer en indtægt. Den indtægt afgørelsen betyder modtageren hermed oppebærer.

Afgørelsen betyder altså, at modtager af kørselsgodtgørelsen oppebærer en A-indkomst, som følge af sin udførte kørsel, men denne A-indkomst kan ikke fratrækkes den kørsel der netop er udført for at opnå denne A-indkomst, idet det anføres, at den udførte kørsel ikke har generet en indkomst.

Det er således to helt modstridende afgørelser i samme sagskompleks.”

Der er den 22. maj 2022 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Det fremgår af bemærkningerne, at:

”Jeg betragter dette indlæg som fyldestgørende i begge sager, idet sagerne er fuldt indbyrdes forbundne.

Jeg har følgende bemærkninger til Skattestyrelsen kommentarer, idet jeg bemærker, at Skattestyrelsen ikke forholder sig til det af mig fremførte, men alene gentager tidligere fremsatte argumenter.

Som der henvises til fra Skattestyrelsen:

Landsskatterettens ikke-offentliggjorte kendelse af 6. oktober 2008, j. nr. 07-01602

”Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til lønmodtagere, samt såvel lønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

Dette følger af ligningslovens § 9 B, stk. 4.

Da Skattestyrelsen ikke anerkender, at jeg er at betragte som lønmodtager, men ikke bestrider, at jeg udfører arbejde for selskabet, må jeg betragtes som en person der kan sidestilles med personer hørende under bestemmelserne om, at: “Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til lønmodtagere, samt såvel lønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Dette følger af ligningslovens § 9 B, stk. 4.(mine fremhævninger)

Det er altså meningen med bestemmelsen, at såfremt der udføres et arbejde til gavn for et selskab, og når befordringsgodtgørelsen klart kan dokumenteres, og der ikke efterfølgende udloddes fra selskabet, således den manglende løn forsøges udbetalt med den mindre beskatning der følger af udlodning i stedet for A-indkomst, kan der udbetales skattefri befordringsgodtgørelse.

Formålet med bestemmelserne er helt klart, at det ikke skal være muligt for en hovedanpartshaver, at undgå beskatning af en indtægt, ved at “forklæde” denne som en skattefri befordringsgodtgørelse, og der efter udlodde fra et overskud i selskabet, og benytte selskabet til afholdelse af privateudgifter.

Som det fremgår har dette ikke været hverken formål eller tilfældet.

Når Skattestyrelsen udtaler, at befordringsgodtgørelsen er et led i en lønomlægning, er dette heller ikke rigtigt.

Befordringsgodtgørelsen relaterer sig alene til de faktiske afholdte udgifter, og vil også fremover alene afspejle de faktiske omkostninger, og lønnen vil ikke blive udbetalt efter befordringsgodtgørelsens størrelse, men alene efter selskabets mulighed for, at kunne fremvise et acceptabelt kapitalgrundlag, således kunder ikke skræmmes væk af en for spinkel økonomi.

Udbetalingerne har altså ikke haft til formål, at omgå de gældende regler for beskatning af Aindkomst, men alene, at få en virksomhed etableret, med mulighed for fremtidig aflønning.

Jeg har i de omhandlede år ikke udloddet fra selskabet, og har opretholdt min økonomi ved hjælp af arv, og de bonusordninger der var aftalt i forbindelse med min afgang fra en tidligere stilling.

Jeg har i skat 2015 betalt kr. 4.335.143, i 2016 betalt kr. 989.198, i 2017 betalt kr. 919.270,

Det fremgår således, at det ikke et ønske om, at undlade at betale skat, men alene en forretningsmæssig disposition for at kunne etablere et selskab der kan tiltrække kunder.

De mange henvisninger og fortolkninger fremmer ikke forståelsen for den trufne afgørelse, og jeg mener som tidligere anført, at der drages analogier og præjudiceres på måder der ikke er relevante i denne sag.

Kort beskrevet:

Dette er ikke et forsøg på unddragelse af betaling af skat, men praktiske foranstaltninger i forbindelse med etableringen af en virksomhed, der kan give et fremtidigt indkomstgrundlag. En etablering der er gennemført uden optagelse af lån, og uden udbetalinger fra den fagforening jeg ellers er, og har været medlem af, i mange år. Jeg har altså hver måned betalt kontingent, og ikke på noget tidspunkt oppebåret understøttelse.

Jeg henleder også opmærksomheden på, at der er udbetalt løn fra selskabet til undertegnede, straks økonomien i selskabet tilsagde det, og INDEN skattestyrelsen foreslog ændring af beskatning, og dermed i fuld overensstemmelse med hensigten omkring etableringen af selskabet, økonomien i sammen og den forklaring der ligger til grund for dispositionerne Jeg skal derfor bede om, at Skattestyrelsens afgørelser i begge sager omgøres.

Der er endvidere den 4. juli 2022 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Det fremgår følgende:

”Jeg er, uanset Skattestyrelsens mange gentagelser af sine påstande, og det manglende ønske om, at forholde sig til mine indvendinger, ikke enig i afgørelserne.

At loven skulle have som virkning, at start af selskaber blev betydeligt vanskeliggjort, har aldrig været hensigten.

Jeg gentager derfor ligeledes mine påstande, omend lidt ændret.

I Ligningslovens § 9 B stk. 5 bestemmes det:

“Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende(min fremhævning).”

Formålet er naturligvis, at såfremt en person, skattepligtig eller ikke, påføres udgifter i forbindelse med et hverv der udføres til fordel for et selskab eller lignende, skal disse udgifter godtgøres. Om ikke krone til krone, så dog efter nærmere bestemte takster.

Det er nøjagtigt det der er sket, hvorfor jeg fastholder min ret til, at udbetale/modtage den skattefri kørselsgodtgørelse.

Hvad angår Skattestyrelsens mange henvisninger til domme og afgørelser, er de mange henvisninger i øvrigt med til, at komplicere sagsfremstillingen unødigt, idet de domme der refereres til omhandler ganske mange andre forhold, og i øvrigt er vanskeligt tilgængelige for en almindelig borger. Selv med “Startpage/Google m.v.

Henvisningen til SKM2012.463 er upræcis, idet denne sag omhandler flere andre forhold, og ikke mindst manglende overholdelse af tidsfrister.

Med j.nr. 07-01602 af 06.10.2008 er der dog analogi, omend lønnen ikke er betalt inden, men efter godtgørelsens udbetaling.

Kørselsgodtgørelsen fratrækkes således ikke en forud aftalt bruttoløn, men er en helt nødvendig driftsudgift i virksomheden - en nødvendig driftsudgift der indgår i selskabets regnskab i lighed med alle andre nødvendige driftsudgifter. Ingen kørsel, ingen aktivitet.

Og de mange henvisninger der gøres til sager med forskellige former for konvertering af løn giver således ingen mening.

Der betales altid løn efter hvor stort et overskud et selskab kan generere, idet det jo ikke giver mening, at betale løn til medarbejdere i en størrelsesorden der ville betyde selskabet lukning,

ligesom store udgifter til maskiner, indkøb af varer etc. også er bestemmende for, hvor stor en løn der kan betales. Ingen vil jo betragte udgifter til andre nødvendigheder som ikke fradragsberettigede, fordi disse udgifter også må have negativ indflydelse på lønnens størrelse.

Almindeligvis ville der ske en indskrænkning af antallet af ansatte, men da der alene er 1 ansat kan dette jo ikke lade sig gøre, uden at lukke selskabet.

Jeg har i perioden lånt selskabet store summer, og det vil jo ikke give mening, at låne selskabet flere penge, for at kunne oppebære en løn der ikke er nødvendig for selskabets etablering.

Så betragtningerne er ikke forenelige med en forsvarlig drift af selskabet.

Hvad angår afvisningen af min subsidiære påstand må det anføres, at hvis det bestemmes, mod min argumentation, at der ikke kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, må det være en logisk følge, at de faktisk afholdte udgifter kan fratrækkes indtægten, idet disse afholdte udgifter har været en klar og eneste forudsætning for, at den skattepligtige indtægt kunne oppebæres.

Ingen kørsel, ingen indtægt.

Ergo genererer kørslen indtægten.

Skattestyrelsens argumentation er derimod:

Da du ikke har en indtægt fra selskabet, er du ikke lønmodtager, og du kan derfor ikke få skattefri kørselsgodtgørelse

Da du ikke er lønmodtager, har du derfor nu en skattepligtig indtægt fra selskabet

Du kan ikke trække udgifterne til kørsel fra, da du ikke har en skattepligtig indtægt fra selskabet(trods det jeg netop er blevet pålagt en skattepligtig indtægt !)

Det fremgår tydeligt, at der ikke logisk sammenhæng i det fremførte, og at der nærmest er tale om en cirkulær reference.

Ydermere:

I Ligningslovens § 9 B stk. 1 -a), b), c), st. 2 og stk. 3 nævnes ikke lønmodtager, men alene “skattepligtigtige indkomst” og ”den skattepligtige”.

Først i § 9 B stk. 4 nævnes “lønmodtagere” idet disse underlægges særlige bestemmelser.

Uddrag af Ligningsloven:

“§ 9 B. Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Stk. 2. Når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

Stk. 3. Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C. Uanset 2. pkt. kan lønmodtagere fradrage befordringsudgifter som nævnt i stk. 1, hvis de i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at eventuelle befordringsgodtgørelser efter 1. pkt. medregnes ved indkomstopgørelsen.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.”

Uddrag slut.

Det må være til alles fordel, at sagen også betragtes med sund praktisk fornuft, således forvaltningen af Skattelovgivningen ikke lægger hindringer i vejen for opstart af virksomhed, men tværtimod faciliterer en sådan.

Skulle jeg ikke få medhold i mine påstande ønsker jeg et møde.”

Retsmøde

Klageren fastholdt sine påstande og redegjorde for sine anbringender i overensstemmelse med sine skriftlige indlæg. Han pointerede særligt, at formålet med reglerne er at undgå konvertering af løn til skattefri indtægt, ikke at hindre etablering af en virksomhed. Hvis befordringsgodtgørelsen ikke kan udbetales skattefrit, bør udgifterne i forbindelse med kørslen i det mindste kunne fratrækkes.

Skattestyrelsen fastholdt, at afgørelsen skal stadfæstes. Skattestyrelsen redegjorde for sagen og sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Skattestyrelsen henviste endvidere til, at det ikke kan afvises, at udgifterne i forbindelse med kørslen ville kunne fradrages, men det er ikke det, der er denne sags spørgsmål.

Landsskatterettens afgørelse

Tilsvarende skal udbetaleren indeholde arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v., jf. dagældende skattekontrollovs (lov nr. 1264 af 31. oktober 2013) §§ 7 og 7 A for indkomståret 2018 og skatteindberetningslovens § 1 for indkomstårene 2019 og 2020.

Selskabet har 2018 til 2020 udbetalt befordringsgodtgørelse til selskabets hovedanpartshaver.

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog bl.a. ikke godtgørelser for befordringsudgifter og rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B og § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser. Af ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. fremgår: ”Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.”

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1., at værnsreglen i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. retter sig mod individuelle lønaftaler, hvor der sker omlægning af løn mod udbetaling af skattefri godtgørelser. Det fremgår videre af praksis, at værnsreglen også omhandler tilfælde, hvor lønnen er usædvanlig lav og er i åbenbart misforhold til de skattefrie godtgørelser, jf. SKM2014.767.SR, hvor i øvrigt henvises til Skatterådets afgørelse i SKM2006.181.SR, hvor fremgår, at udbetaling af skattefrie godtgørelser forudsætter, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Der kan endelig henvises til Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.591.LSR, hvor der ansås at foreligge lønomlægning for en hovedanpartshaver, der alene modtog en symbolsk løn.

Det fremgår i øvrigt af domspraksis, at det er en forudsætning for, at en hovedanpartshaver kan få udbetalt skattefrie godtgørelser, at der eksisterer et indtægtsgivende arbejdssted, jf. f.eks. Vestre Landsretsdom i SKM2012.463.VLR, hvor en hovedanpartshaver der gav afkald på løn grundet selskabets økonomiske situation, ikke kunne anses at have indtægtsgivende arbejde for selskabet, hvorefter der skulle ske beskatning.

Selskabets hovedanpartshaver har ikke modtaget løn fra selskabet i indkomstårene 2018 til 2020. Selskabet har i de pågældende indkomstår årligt udbetalt mellem 96.477 kr. og 116.101 kr. i skattefri befordringsgodtgørelser.

Når selskabet har valgt ikke at udbetalte løn til hovedanpartshaveren, og samtidig har udbetalt skattefri rejsegodtgørelser fuldt ud, har hovedanpartshaveren derved kompenseret selskabet ved lønomlægning, hvilket er i modstrid med modregningsforbuddet efter ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. Der er et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn og de udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelser, som viser, at der må være leveret en anseelig arbejdsindsats.

Det kan ikke medføre et andet resultat, at klageren efter det oplyste kun gav afkald på løn på grund af selskabets økonomiske situation og opstart, jf. SKM2012.463.VLR.

Landsskatteretten finder ikke, at Landsskatterettens kendelse af 6. oktober 2008, j. nr. 07-01602 kan medføre et andet resultat. Der henvises til nyere praksis fra en højere instans, jf. SKM2012.463.VLR.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt.

Som følge af at den udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig for hovedanpartshaveren, skal der ligeledes indeholdes A-skat og AM-bidrag af det samlede godtgørelsesbeløb. Det samme gør sig gældende fremadrettet, såfremt betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse fortsat ikke er opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.