Kendelse af 05-10-2022 - indlagt i TaxCons database den 29-10-2022

Journalnr. 22-0011642

Skattestyrelsen har afvist af forlægge klagerens anmodning om et bindende svar for Skatterådet.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse

Faktiske oplysninger

Det fremgår, at der den 6. juni 2020 blev dannet et automatisk forslag til ændring af klagerens forskudsopgørelse for 2020. Ændringen indebar en ændring vedrørende pensionsafkast på 103.633 kr. Henset til at klageren ikke reagerede på forslaget, blev der den 23. juni 2020 dannet en ændret forskudsopgørelse. I forlængelse heraf modtog klageren en advisering om betaling af B-skat i størrelsesordenen af 28.730 kr.

Gældsstyrelsen modtog anmodning om inddrivelse af beløbet den 5. september 2020 og traf den 28. oktober 2020 afgørelse om lønindeholdelse.

På baggrund af klagerens henvendelse og klage i sagen til Skattestyrelsen, fremsendte Skattestyrelsen den 4. november 2020 forslag til at ændre klagerens forskudsopgørelse og dermed forskudsopgørelsen af 23. juni 2020. Skattestyrelsen begrundende ændringen med, at et positivt pensionsafkast på en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A for 2019, ikke nødvendigvis betyder, at klageren vil få et tilsvarende pensionsafkast i 2020.

Det fremgår, at klageren tiltrådte Skattestyrelsens forslag den 16. november 2020.

Videre fremgår det, at Gældsstyrelse har udbetalt de lønindeholdte beløb til klageren.

Den 24. oktober 2021 har klageren nedlagt følgende påstand over for Skattestyrelsen:

”(...)

Det er min påstand, at Skattestyrelsen, ved en systemiske fejl i IT-systemet ”[virksomhed1]” til beregning af forskudsskat, forbryder sig mod kildeskattelovens § 53, stk. 2, hvoraf det fremgår, at der skal foreligge en ”nærliggende grund”, for at skattemyndigheden kan hæve indkomstgrundlaget.

(...)”

I forlængelse heraf har klageren anmodet om et bindende svar fra Skatterådet på følgende to spørgsmål:

”(...)

Jeg beder skatterådet besvare, om et ekstraordinært (endnu ikke realiseret) afkast (i mit tilfælde på 103.341 kroner) af pensionsopsparing i ét skatteår, efter kildeskattelovens § 53, stk. 2 er en tilstrækkelig nærliggende grund til, at der, midt i det følgende skatteår, pålignes en forøgelse af den skattepligtige indkomst med samme beløb (i mit tilfælde 103.341 kroner), og med et deraf afledt krav om øget betaling af forskudsskat (i mit tilfælde på 28.730 kroner).

(...)”

Og

”(...)

Såfremt Skatterådet finder det bevist (eller ud over enhver tvivl sandsynliggjort) at Skattestyrelsens IT-system ”[virksomhed1]” ikke opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 53, stk. 2, så beder jeg Skatterådet svare på (tage stilling til), hvorvidt Skattestyrelsen bør ”foretager sig noget” (eksempelvis ”rette fejlen i [virksomhed1]”) for aktivt at forebygge, at sådanne uretmæssige skattekrav fremsættes i fremtiden.

(...)”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har afvist at forelægge klagerens anmodning om et bindende svar for Skatterådet.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage. Det står i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Et spørgsmål vedrører den skattemæssige virkning af en disposition, når svaret på spørgsmålet er en forvaltningsafgørelse om en skatteretlig virkning. F.eks. om en indkomst er skattepligtig, om en udgift er fradragsberettiget og lignende.

Du stiller spørgsmål om fortolkningen af kildeskattelovens § 53, stk. 2. Virkningen af dit spørgsmål handler ikke om en skatteretlig virkning i form af beskatning eller ej, men om hvornår en indtægt for ét indkomstår kan medregnes i grundlaget for den forventede skat for senere indkomstår, og derfor kan tages med i en forskudsopgørelse. Om en indtægt bør eller kan indgå i forskudsopgørelsen, anses ikke for at være en skatteretlig og skattemæssig virkning.

Du kan desuden alene få bindende svar om den skattemæssige virkning af dispositioner, som du selv foretager, men du beder Skatterådet om at forholde sig til Skattestyrelsens måde at administrere forskudssystemerne på, og du spørger dermed ikke til dispositioner, som du foretager.

Da dine spørgsmål ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 21, og derfor ikke kan besvares i form af et bindende svar, kan vi ikke forelægge din anmodning for Skatterådet til afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, sådan som du beder om.

Muligheden for at henvise spørgsmål til Skatterådet efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4 vedrører kun om anmodninger om bindende svar, det vil sige spørgsmål, som kan besvares i form af et bindende svar.

(...)”

Skattestyrelsen har den 10. februar 2022 sendt følgende udtalelse til klagen:

”(...)

Begrundelse for afvisningen og klageadgang til Skatteankestyrelsen

Der er givet spørger/klager vejledning om klageadgang til Skatteankestyrelsen, da afvisningen af at give bindende svar er sket efter skatteforvaltningslovens § 21. Afgrænsningen af arten af mulige spørgsmål, der kan gives bindende svar på, findes i § 21, stk. 1.

Klager har oplevet, at et ekstraordinært, ikke realiseret afkast på 103.341 kr. blev medregnet på klagers forskudsopgørelse efter kildeskattelovens § 53, stk. 2 for 2020. Det fremgår af omstændighederne, at spørger ønsker at få svar på om det var berettiget at medregne afkastet ud fra en fortolkning af kildeskattelovens § 53, stk. 2, dvs. om der var ”nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4”.

Spørgsmålene handler ikke om beskatningen af de 103.341 kr., eller om beskatning som følge af klagers dispositioner, men om hvorvidt Skattestyrelsens systemer opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Spørgsmålene vedrører ikke en skattemæssig virkning, da dette forudsætter, at svaret på spørgsmålene skal have karakter af forvaltningsafgørelser om en skatteretlig virkning.

Ifølge bemærkningerne til Lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005 Skatteforvaltningsloven, § 21, er det en forudsætning, at dispositionen (der spørges til virkningen af) er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen.

Om Skattestyrelsen systemmæssigt har været berettiget til at fastsætte et andet grundlag for klagers forskudsskat, end det der fremgår af grundlaget efter § 52, stk. 1-4, vedrører ikke en disposition foretaget af klager, og også af den grund kan vi ikke besvare spørgsmålet i form af et bindende svar.

Da der ikke er tale om en disposition, der efter skatteforvaltningslovens § 21 kan gives bindende svar på, afvises anmodningen med henvisning til § 21.

Af Den juridiske vejledning, afsnit A.A.3.13 Klage over bindende svar fremgår under afsnittet Særligt om klage over afvisning:

Hvis afgørelsen om afvisning ikke træffes med henvisning til SFL § 24, stk. 1 eller 2, kan der klages til ankenævnet/Landsskatteretten som beskrevet ovenfor.

Som eksempler på tilfælde, hvor der kan ske afvisning uden for området for SFL § 24, stk. 1 eller 2, kan nævnes følgende:

•	Hvis der anmodes om bindende svar om et spørgsmål, som Skatteforvaltningen ikke har kompetence til at tage stilling til.
•	Hvis betingelsen i SFL § 22 om, at alle involverede parter hver især skal indgive anmodning om bindende svar, er ikke opfyldt.
•	Hvis der anmodes om bindende svar om et spørgsmål, der vedrører samme periode tidligere er afgjort af en klagemyndighed
•	Hvis spørgsmålet ikke vedrører en konkret skatteyder.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at de stillede spørgsmål ikke vedrører den konkrete skatteyders skattemæssige forhold eller skatteyders dispositioner, og afvisningen er dermed ikke begrundet i skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1 eller 2, hvorfor spørgers klageadgang ikke er begrænset efter skatteforvaltningslovens § 24, stk. 3.

Forelæggelse for Skatterådet

Det er vores vurdering, at pligten til at forelægge en anmodning om bindende svar for Skatterådet efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, grundlæggende forudsætter, at der er tale om spørgsmål, der kan besvares i form af et bindende svar. Når der ikke kan gives bindende svar, allerede fordi spørgsmålet efter sin karakter må afvises som værende ikke omfattet af § 21, så vil der ikke være pligt til at forelægge en sådan anmodning for Skatterådet til afvisning, fordi spørgsmålet ikke er omfattet af § 21, stk. 4, når det ikke er omfattet af § 21, stk. 1.

Det fremgår af den seneste aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen m.fl., SKM2021.432.SKTST, afsnit 2.6. Afvisning af principielle anmodninger om bindende svar, at

En anmodning om bindende svar kan også afvises af Skattestyrelsen eller Motorstyrelsen efter skattestyrelseslovens §§ 21, stk. 1-3, og 24, stk. 2, uden at spørgsmålet om afvisningen forelægges Skatterådet. Dette kan dog kun ske i de tilfælde, hvor afvisningen ikke er principiel. Hvis afvisningen er af principiel karakter, skal den forelægges Skatterådet.

Kravet om at afvisningssager skal forelægges for Skatterådet, i de tilfælde hvor der sker afvisning, gælder således hvor ”afvisningen er af principiel karakter”.

Afsnittet vedrører generelt de principielle anmodninger i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, så uanset at der måtte være tale om spørgsmål, der opfylder kriterierne i § 21, stk. 4, nr. 1-5, så kan Skattestyrelsen, uden forelæggelse for Skatterådet, afvise en anmodning om bindende svar efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1-3, med mindre selve afvisningen er principiel.

Afvisningen af spørger/klager findes ikke at være principiel. Se f.eks. SKM2021.479.LSR, der vedrører afvisning efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2 med henvisning til, at spørger ikke havde foretaget eller påtænkte at foretage de dispositioner, de stillede spørgsmål angik.

Skattestyrelsen indstiller, at afvisningen af klagers anmodning om bindende svar fastholdes.

(...)”

Skattestyrelsen har den 22. februar 2022 fremlagt følgende til klagerens bemærkninger af 17. februar 2022:

”(...)

Til Skatteankestyrelsen

Sagen vedrørende [person1], CPR-nr.. [...]:

Jeg har ikke yderligere bemærkninger til klagers anbringender i brev af 17. februar 2022, men

fastholder min udtalelse af 10. februar 2022.

(...)”

Skattestyrelsen har den 5. april 2022 fremsendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 15. marts 2022 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Følgende er indstillet:

Klagepunkt	SKATs afgørelse	Klagers opfattelse	Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse	Skattestyrelsens udtalelse
Indkomståret 2020
Anmodning om bindende svar	Afvisning	Skal forelægges skatterådet	Afvisning	Afvisning

Skattestyrelsens begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 fremgår:

”Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.”

[...]

”Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 2, hvis

?	1) svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,
?	2) svaret vedrører større økonomiske værdier,
?	3) svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen,
?	4) der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller
?	5) sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.”

Skattestyrelsen bemærker, at det er en forudsætning for at Skattestyrelsen eller Skatterådet skal kunne afgive et bindende svar, at det er tale om den skattemæssige virkning af en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage. Det er tillige en forudsætning for afgivelsen af et bindende svar, at Skattestyrelsen har kompetence til at træffe en afgørelse vedrørende dispositionen. Der kan således ikke afgives bindende svar vedrørende den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Skattestyrelsen finder, at klagerens spørgsmål ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1. Det er ved vurderingen lagt vægt på, at klagerens anmodning må anses at vedrøre legaliteten af forskudsregistreringssystemet og i den forbindelse, hvorvidt systemet opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Spørgsmål om hvorvidt forskudsregistreringssystemet systemmæssigt fungerer formålsenligt, kan ikke sidestilles med en disposition, som klageren har foretaget eller har påtænkt at foretage.

Skattestyrelsen finder endvidere, at pligten til at forelægge en anmodning om bindende svar for Skatterådet efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, forudsætter, at der er tale om spørgsmål, der kan besvares med et bindende svar. Eftersom anmodningen ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, påhviler det ikke Skattestyrelsen at forelægge anmodningen for Skatterådet. Skattestyrelsen finder som følger heraf, at vi har været berettiget til at afvise anmodningen.

Skattestyrelsen tiltræder skatteankestyrelsens indstilling.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen i nærværende sag er forpligtige til at forelægge klagerens anmodning om et bindende svar for Skatterådet.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

”(...)

Klage over Skattestyrelsens afgørelse i sagen med skattestyrelsens sagsnummer [sag1] .

Skattestyrelsen har (skattestyrelsens sagsnummer [sag1]) den 5. november 2021 meddelt mig afslag (bilag 1) på anmodning om ”bindende svar”. Jeg klager hermed over Skattestyrelsens afgørelse.

Af skattestyrelsens afgørelse fremgår det, at afgørelsen kan indklages for Skatteankestyrelsen, som skal have modtaget klagen senest tre måneder efter den dag, hvor afgørelsen er modtaget. Klagefristens udløb er dermed 5. februar 2022.

I min anmodning til skattestyrelsen om bindende svar (bilag 2) har jeg bedt følgende spørgsmål forelagt for Skatterådet:

Jeg beder skatterådet besvare, om et ekstraordinært (endnu ikke realiseret) afkast (i mit tilfælde på 103.341 kroner) af pensionsopsparing i ét skatteår, efter kildeskattelovens § 53, stk. 2 er en tilstrækkelig nærliggende grund til, at der, midt i det følgende skatteår, pålignes en forøgelse af den skattepligtige indkomst med samme beløb (i mit tilfælde 103.341 kroner), og med et deraf afledt krav om øget betaling af forskudsskat (i mit tilfælde på 28.730 kroner).

Af skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 fremgår det, at:

Skattestyrelsen bedes bemærke, at skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 foreskriver, at skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, hvis én af de fem nævnte betingelser er opfyldt. Jeg har i øvrigt (for at være på den sikre side) bedt Dansk Sprognævn udtales sig om, hvorledes ”eller” i denne kontekst skal tolkes, og Dansk Sprognævn finder det hævet over enhver tvivl, at min tolkning (at én opfyldt betingelse tilstrækkelig) er korrekt.

Jeg hævder, at Skattestyrelsen skal forelægge mit spørgsmål for Skatterådet, fordi 4 af de 5 forudsætninger er opfyldte:

•	svaret på mit spørgsmål vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,
•	svaret vedrører på mit spørgsmål større økonomiske værdier,
•	svaret på mit spørgsmål angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen og
•	sagen i øvrigt skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse

Skulle Skatteankestyrelsen eventuelt vurdere, at kun én af de nævnte fire forudsætninger er opfyldte, så er Skattestyrelsen stadig forpligtet til at forelægge mit spørgsmål for Skatterådet.

Jeg vil i det følgende argumentere hver enkelt af de nævnte fire forudsætninger.

Svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige

Som argumenteret i min anmodning om bindende svar (bilag 2), så har Skattestyrelsen i 2020 med påstået belæg i kildeskattelovens § 53, stk. 2 hævet min skattepligtige indkomst med 103.341 kroner alene ud fra den oplysning, at jeg i skatteåret 2019 havde en afkast på min pensionsopsparing på 103.341 kroner, men uden en nærliggende grund til at formode et afkast på min pensionsopsparing i 2020. Tvært i mod var der i 2020 en nærliggende grund til at formode et tab på pensionsopsparing. Skattestyrelsen havde altså i juni 2020 ikke en tilstrækkelig nærliggende grund til antage, at mit skattepligtige grundlag i 2020 ville blive forøget med 103.341 kroner, og Skattestyrelsen har dermed forbrudt sig mod kildeskattelovens § 53, stk. 2.

Forøgelsen af mit skattepligtige grundlag i 2020 med 103.341 kroner medførte et krav om forøget skattebetaling på 28.730 kroner.

Da jeg ikke indfriede det uretmæssigt hævde krav, sendte Skattestyrelsen kravet til indkrævning i Gældsstyrelse, hvor det blev indkrævet ved lønindeholdelse. Skattestyrelsen har den 4. november 2020 erkendt, at kravet var uretmæssigt, og Gældsstyrelsen har tilbagebetalt det uretmæssigt indeholdte beløb.

Skattestyrelsen hævder, at min sag (hævelsen af min skattepligtige indkomst i 2020) er behandlet som alle øvrige sager, og Skattestyrelsen har i øvrigt erkendt (bilag 3), at denne hævelse af skattepligtig foretages automatisk og dermed systematisk i Skattestyrelsens IT-system ”[virksomhed1]”. Det følger deraf, at alle borgere, som i 2019 har haft et udbytte af pensionsinvestering, automatisk og systematisk får hævet deres skattepligtige indkomst i 2020 med et beløb, der svarer til udbyttet i 2019. Som argumenteret i min anmodning om bindende svar, så drejer det sig om ”i størrelsesordenen” 420.000 borgere, der på denne måde i 2020 uretmæssigt har fået pålignet forøget forskudsskat. Skattestyrelsen har ikke bestridt dette anslåede antal, men Skattestyrelsen har derimod påpeget, at min forudsætning om, at kun danske pensionsopsparinger er berørt, ikke er korrekt. Skattestyrelsen anfører, at udenlandske pensionsordninger behandles på samme måde i IT-systemet ”[virksomhed1]”, og der er derfor (på grundlag af Skattestyrelsens egne oplysninger) grund til at antage, at flere end 420.000 borgere i 2020 er blevet uretmæssigt belastet med betalingskrav fra Skattestyrelsens side.

Jeg finder det hermed godtgjort, at et svar fra Skatterådet har konsekvenser for et større antal skattepligtige, og at et svar fra Skatterådet vil have konsekvenser for et større antal skattepligtige borgere.

Svaret vedrører større økonomiske værdier

Skatteforvaltningsloven definerer ikke nærmere ”større økonomiske værdier”. For en borger, der som jeg – grundet en livstruende hjertelidelse - arbejder i flexjob, drejer et betalingspåkrav på 28.730 kroner sig om ”større økonomiske værdier”. Der kan dog rejses berettiget tvivl om, hvor vidt et sådant beløb berettiger betegnelsen ”større økonomiske værdier”.

Med 420.000 borgere lagt til grund har jeg anslået, at Skattestyrelsen alene i skatteåret 2020 uberettiget har belastet borgerne med krav på samlet 10 – 12 mia. kroner.

At skattestyrelsen i 2020 uretmæssigt har opkrævet ”i størrelsesordenen” 10 – 12 mia. kroner må berettige min påstand om, at sagen vedrører ”større økonomiske værdier”.

Jeg henleder i øvrigt opmærksomheden på, at IT-systemet ”[virksomhed1]” siden foråret 2013 har forestået både initiel beregning og efterfølgende justering af forskudsskat i Danmark. Der er således grund til at formode, at skattemyndigheden siden foråret 2013 uretmæssigt har inddrevet et væsentligt større beløb end 10 – 12 mia. kroner.

Jeg finder det hermed godtgjort, at et svar fra Skatterådet vedrører større økonomiske værdier.

Svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen

Sagen vedrører det helt principielle spørgsmål om, hvor vidt kildeskattelovens § 53, stk. 2 giver belæg for, at et investeringsafkast i et tidligere skatteår alene er en tilstrækkelig ”nærliggende grund” til, i løbet af et skatteår at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget. Dette er et spørgsmål, hvor min sag blot er et eksempel, men som er helt principielt i forhold til kildeskattelovens § 53, stk. 2. Det drejer sig altså om fortolkning af formuleringen ”nærliggende grund” i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Der er, så vidt jeg er informeret, endnu ikke er truffet nogen juridisk afgørelse i dette spørgsmål.

Når Skattestyrelsen den 4. november 2020 har trukket kravet mod mig tilbage, og når Gældsstyrelsen har tilbagebetalt det lønindeholdte beløb, så må det antages, at kravet var uberettiget og i strid med kilde- skattelovens § 53, stk. 2.

På trods af, at skatteforvaltningen har erkendt, at kravet fremsat mod mig i 2020 var uberettiget, på trods af, at Gældsstyrelsen har refunderet det lønindeholdte beløb, på trods af, at disse uretmæssige krav automatisk og systematisk stilles mod et meget stort antal borgere, så bedyrer skattemyndigheden (bilag 3), at skattemyndigheden fortsat har til hensigt at følge denne procedure.

Jeg ved ikke hvordan andre borgere reagerer, hvis de bliver stillet et uberettiget krav fra skattemyndigheden om betaling af eksempelvis 28.730 kr. For mit vedkommende var reaktionen at rette henvendelse til skattemyndigheden og gøre indsigelser. Jeg ved heller ikke, hvordan andre borgere reagerer, hvis sådanne indsigelser negligeres og skattemyndigheden sender kravet til inddrivelse ved lønindeholdelse i Gældsstyrelsen. For mit vedkommende var reaktionen at intensivere mine indsigelser samt, blandt andet gennem en lang række aktindsigtsanmodninger og klager, at undersøge sagen nærmere. Langt om længe, efter at skattemyndigheden gennem mere end 4 måneder havde arbejdet med min klage af 25. maj 2021, kom der den 8. oktober 2021 svar. Dette svar viste, at det uberettigede krav er foranlediget af en systematisk procedure i IT-systemet ”[virksomhed1]”.

Jeg ved som nævnt ikke, hvorledes andre borgere reagerer. Mange betaler (hvis de har muligheden) formodentlig det krævede beløb og afventer, at beløbet refunderes som overskydende skat det følgende skatteår, dette på trods af et helt års likviditets- og rentetab. Jeg mener, at ikke blot jeg, men også øvrige forurettede borgere er berettiget til kompensation. Det er min hensigt at forfølge sagen ved civilt søgsmål, og hertil er Skatterådets vurdering af spørgsmålet et væsentligt skridt. Det må formodes, at også andre borgere (specielt efter min sag er afgjort ved en domstol), også vil rejse deres sager ved domstol.

Det er helt urimeligt, at et i forvejen hårdt belastet retssystem i formodentlig en række sager skal belastes yderligere af et spørgsmål, hvorom Skatterådet kan bidrage med en fortolkning og eventuelt afværge sådanne sager.

Ydermere vil en udtalelse fra Skatterådet formodentlig animere lovgiver til at overveje, hvor vidt formuleringen af lovteksten i kildeskattelovens § 53, stk. 2 skal præciseres yderligere, og/eller om der er behov for, at skatteministeriets i et cirkulære yderligere præciserer reglerne.

Som det fremgår af bilag 6, så lægger Skatteministeriet ”L 199 fra august 2012 om forslag til lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven” til grund og fastslår, at det herefter ”...bliver muligt for SKAT at fastsætte grundlaget for forskudsskatten på et andet grundlag end grundlaget efter kildeskattelovens § 52 inden forskudsårets start. Det kan ske, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt”. Skatteministeriet fastslår altså, at for at forudsætningen for - i løbet af et skatteår - at ændre grundlaget for forskudsskatten er, at der skal foreligge nye oplysninger, og disse nye oplysninger skal føre til, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt. Formuleringen ”hvis der er grundlag for at antage” indikerer i øvrigt, at der formodentlig skal foreligge ”en eller anden form for vurdering” af disse nye oplysninger.

I skarp kontrast hertil følger Skattestyrelsen den procedure, at hvis en borger har haft et afkast af lagerbeskattet pensionsopsparing i ét skatteår, så pålignes borgeren automatisk og uden hensyntagen til det aktuelle oplysningsgrundlag et tilsvarende afkast i løbet af det følgende skatteår, og altså uden hensyntagen til, om forskudsopgørelsen bliver mere korrekt. Og skatteforvaltningen gør dette på et arbitrært valgt tidspunkt i løbet af skatteåret.

Skatteforvaltningen har skriftligt erkendt, at det er denne procedure der følges, og der er (ud over at fremlægge denne erkendelse for retten) ikke i den henseende behov for yderligere bevisførelse.

Af bilag 5 (”Aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen om sager som skal forelægges for Skatterådet”) fremgår det, at ”Der skal endvidere foreligge et vist element af fortolkningstvivl” for at et spørgsmål skal forelægges Skatterådet. Det må under alle omstændigheder konkluderes (særligt med henvisning til diskrepansen mellem skatteministeriets tolkning og skatteforvaltningens implementering, at der vedrørende mit spørgsmål som minimum foreligger et vist element af fortolkningstvivl.

Jeg finder det hermed godtgjort, at et svar fra Skatterådet angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen.

Sagen skønnes i øvrigt at ville påkalde sig større offentlig interesse

Også her (jf. argumentationen vedrørende ”større økonomiske værdier”) er det naturligvis vanskeligt entydigt at fastslå, hvad der vil ”påkalde sig større offentlig interesse”. Det forekommer indlysende, at sagen påkalder sig interesse for de mange borgere, der som jeg uretmæssigt er pålignet ekstra forskudsskat. Man må som udgangspunkt formode, at sagen vil påkalde sig interesse hos ca. 420.000 borgere.

Som sammenlignende eksempel påpeger jeg, at Folketinget i maj 2020 besluttede, at de ca. 715.000 boligejere, der i perioden 2011-2020 har betalt skat af en for høj vurdering, skal have tilbagebetalt ca. 14 mia. kroner. Denne sag om uretmæssig boligbeskatning, der gennem adskillige år har haft enorm interesse i offentligheden, ligner på væsentlige punkter min sag. Begge sager drejer sig om sammenlignelige uretmæssigt indkrævede beløb og antallet af berørte borgere er sammenlignelige (selvom der muligvis er lidt flere berørte borgere i sagen om uretmæssig ejendoms-beskatning).

Også sager, som ”man” som udgangspunkt ikke havde formodning om ville påkalde sig større offentlig interesse, viste sig at have enorm interesse i befolkningen. Således har sagen om skatteministeriets slettede sms’er i ”mink-sagen” haft en ganske uforudset interesse i offentligheden.

Jeg vedgår altså, at det er vanskeligt entydigt at fastslå, hvad der vil ”påkalde sig større offentlig interesse”, men jeg finder det hermed sandsynliggjort, at et svar fra Skatterådet vil påkalde sig større offentlig interesse.

Konklusion på berettigelsen for kravet om Skatterådets svar

Jeg mener det godtgjort, at fire de i skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 nævnte fem mulige betingelser for, at et spørgsmål skal fremlægges for Skatterådet er opfyldte. Og som allerede redegjort for, så er det tilstrækkeligt, at blot én af de fem nævnte betingelser er opfyldt.

Jeg mener derfor, at Skattestyrelsen er forpligtet til at forelægge mit spørgsmål for Skatterådet.

Såfremt Skatteankestyrelsen er uenig i denne konklusion, så anmoder jeg Skatteankestyrelsen om, for hver af de enkelte fire nævnte betingelsers vedkommende, at begrunde, hvorfor denne betingelse i så fald Skatteankestyrelsens opfattelse ikke er opfyldt. Jeg anmoder i den forbindelse også om, at Skatteankestyrelsen i afgørelsen tager hensyn til de tvivlsspørgsmål, der omtales i den nævnte aftale (bilag 5) mellem formanden for Skatterådet og skattedirektørerne. Af denne aftale fremgår det blandt andet, at i tvivlstilfælde skal Skattestyrelsen drøfte spørgsmålet om en eventuel forelæggelse for Skatterådet med Skatterådets formand. Det fremgår ikke af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen forinden afgørelsen har haft en sådan drøftelse med Skatterådets formand.

Det er formodentlig overflødigt at nævne, men jeg henviser alligevel til bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 6 om ”begrundelse”. Dette uddybes i Ombudsmandens overblik#10 med titlen ”Begrundelse”. Ombudsmanden indleder sin redegørelse på følgende måde: ” Myndighedernes afgørelser skal begrundes, medmindre borgeren fuldt ud får medhold. Det følger af forvaltningsloven. Kravet om begrundelse giver en øget garanti for, at afgørelsen er rigtig, og at grundlaget for afgørelsen er sagligt og fyldestgørende. En begrundelse kan desuden hjælpe borgeren til bedre at forstå afgørelsen og kan have stor betydning for borgerens accept af afgørelsen og tilliden til myndighederne”. Jeg skal ikke her detaljeret gennemgå Ombudsmandens vurderinger, men blot henvise til redegørelsens afsnit 5, som indledes på følgende måde: ”En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor en afgørelse har fået det indhold, den har. Begrundelsen skal således være dækkende og korrekt”. Jeg hæfter mig ved ordet ”forklaring” og ved, at begrundelsen skal være ”dækkende”.

Jeg har naturligvis fuld tillid til, at Skatteankestyrelsen i begrundelsen for Skatteankestyrelsens afgørelse vil overholde bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 6 om ”begrundelse”.

Vedrørende antallet af berørte borgere

Skatteankestyrelsen kan eventuelt anfægte det anslående antal på ”i omegnen af” 420.000 borgere (og dermed det anslående beløb på samlet 10 – 12 mia. kroner).

På trods af en lang række aktindsigtsanmodninger har skattemyndigheden nægtet at oplyse, hvor mange borgere, der i 2020 med en begrundelse svarende til begrundelsen i min sag er blevet uretmæssigt pålignet forskudsskat. Skatteankestyrelsen har behandlet mine tidligere klager vedrørende dette (jf. Skatteanke- styrelsens sagsnr. 21-0097282 og Skatteankestyrelsens sagsnr. 21-0105756).

Skattemyndigheden har efterfølgende erkendt (bilag 3 og bilag 4), at de breve, som skattemyndigheden i løbet af et skatteår sender til borgerne med krav om øget skattebetaling, ikke journaliseres.

Skattemyndigheden forbryder sig dermed mod offentlighedslovens § 15, hvoraf det fremgår, at dokumenter, der er modtaget eller afsendt af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed, skal journaliseres, i det omfang dokumentet har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt. Skattemyndigheden har siden sagens start nægtet at oplyse antallet af borgere, hvortil Skattemyndigheden med begrundelse i kildeskattelovens § 53, stk. 2 har stilet uretmæssige krav om skatteforhøjelser. Skattemyndigheden hævder, at det vil være for ressourcekrævende at fremskaffe dette antal. Hvis Skattemyndigheden havde journaliseret disse breve som loven foreskriver, så ville det have været muligt at foretage et simpelt databaseudtræk. Foreløbig må det fremstå som et postulat, at ”omtrent” 420.000 borgere har fået sådanne uretmæssige skattekrav, men skattemyndigheden har ikke bestridt dette anslåede antal. Skattemyndigheden har erkendt, at som følge af funktionaliteten i skattestyrelsens IT-system ”[virksomhed1]” vil alle borgere, der har haft et positivt pensionsafkast i ét skatteår automatisk blive stillet krav om en tilsvarende forhøjelse af beskatningsgrundlaget i løbet af det følgende skatteår. Jeg har opfordret skattemyndigheden til at kompensere de borgere, som har fået stillet uretmæssige krav om øget skattebetaling og som enten af frivillighedens vej eller via lønindeholdelse i Gældsstyrelsen har indfriet sådanne uretmæssige krav. Men da skattemyndigheden (grundet manglende journalisering) ikke mener at kunne identificere de borgere, der har fået stillet sådanne krav, så kan de ikke kompensere disse borgere. Jeg finder det dybt problematisk, at skattemyndigheden ved én lovovertrædelse foruretter et stort antal borgere og ved en anden lovovertrædelse forhindrer, at disse forurettede borgere kan kompenseres, for den uret, der er begået.

Det er efter min opfattelse af mindre betydning, om Skattemyndigheden har stillet uretmæssige krav mod 300.000 eller 500.000 borgere. Og det er derfor også af mindre betydning, om det samlede uretmæssigt stillede krav mod skatteborgerne er 10 mia. kr. eller 12 mia.kr. Det væsentlige er, at Skattemyndigheden bevist stiller ulovlige krav mod et meget stort antal borgere, og at Skattemyndighedens samlede provenu af disse uretmæssigt stillede krav er meget stort.

Diskussion af Skattestyrelsens anbringender

Som det fremgår af bilag 1, så har Skattestyrelsen nægtet at forelægge mit spørgsmål for Skattenævnet. Skattestyrelen begrunder dette for følgende måde: ”Virkningen af dit spørgsmål handler ikke om en skatteretlig virkning i form af beskatning eller ej, men om hvornår en indtægt for ét indkomstår kan medregnes i grundlaget for den forventede skat for senere indkomstår, og derfor kan tages med i en forskudsopgørelse. Om en indtægt bør eller kan indgå i forskudsopgørelsen, anses ikke for at være en skatteretlig og skattemæssig virkning”.

I bedste fald må denne begrundelse tolkes som en dissideret misforståelse af sagen. Virkningen af mit spørgsmål handler netop om en skatteretlig virkning i form af beskatning eller ej. Skattemyndigheden rejste, men belæg i kildeskattelovens § 53, stk. 2, et betalingspåkrav mod mig. Det betyder, at Skattestyrelsen må have ment, at et (ekstraordinært) investeringsafkast i ét skatteår er en tilstrækkelig nærliggende grund til, midt i det følgende skatteår, at antage et tilsvarende investeringsafkast og dermed en tilstrækkelig nærliggende grund til, midt i det følgende skatteår, at forøge indtægtsgrundlaget med et tilsvarende beløb.

Skattestyrelsen argumenterer, at mit spørgsmål handler om, hvornår en indtægt for ét indkomstår kan medregnes i grundlaget for den forventede skat for senere indkomstår, og derfor kan tages med i en forskudsopgørelse. Men denne argumentation baserer sig på, at der er tale om en indtægt (eller formodet indtægt), som skal beskattes i et efterfølgende skatteår og som derfor kan tages med i forskudsopgørelsen. Skattestyrelsen argumentation ville have været validt, hvis der var en nærliggende grund til at antage den pågældende forøgelse af indtægtsgrundlaget i 2020. Der var ingen grund (og slet ikke en nærliggende grund) til at antage, at det ekstraordinære afkast i 2019 ville blive gentaget i 2020. Tvært i mod var der grund til at antage et tab i 2020. Jeg anser dermed Skattestyrelsens begrundelse for usaglig.

Skattestyrelsen argumenterer videre: ”Du kan desuden alene få bindende svar om den skattemæssige virkning af dispositioner, som du selv foretager, men du beder Skatterådet om at forholde sig til Skattestyrelsens måde at administrere forskudssystemerne på, og du spørger dermed ikke til dispositioner, som du foretager”. Af skatteforvaltningslovens § 21 fremgår det indledningsvist, at ”Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage”. Det bemærkes, at ”det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage”. Det er altså ikke en betingelse, at det drejer sig om en disposition, som ”spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage”. Jeg mener derfor, at Skattestyrelsens argumentation også på dette punkt er forfejlet. I øvrigt er det min subsidiære betragtning, at dette faktisk kan opfattes som en disposition, som jeg har foretaget. Jeg har placeret mine penge i en (lagerbeskattet) pensionsopsparing, og det er afkastet af denne disposition, som tvisten drejer sig om.

Jeg har overfor Skattestyrelsen skriftligt påpeget disse misforståelser, men Skattestyrelsen har valgt ikke at reagere på min henvendelse.

Skattestyrelsen henviser i begrundelsen til ”Aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen om sager som skal forelægges for Skatterådet” (bilag 5). Jeg skal ikke her detaljeret gennemgå denne aftale, men jeg mener, at vedrørende mine fire begrundelser for forelæggelse for Skatterådet, så underbygges disse fire begrundelser alle af den nævnte aftale.

Man kan eventuelt diskutere den konkrete formulering af det spørgsmål, som jeg beder forelagt for Skatterådet. Skulle Skattestyrelsen imidlertid være i tvivl om, hvorledes min spørgsmål skal forstås, så er Skattestyrelsen som forvaltningsmyndighed forpligtet til at søge tvivlen afklaret.

Vejledningspligten følger af både forvaltningslovens § 7, af almindelige retsgrundsætninger og af god forvaltningsskik og er grundigt redegjort for i Ombudsmandes overblik#5 med titlen ”Vejledning”.

Afsluttende bemærkninger

Jeg har siden jeg modtog Skattestyrelsens krav i juni 2020 gennem en lang række aktindsigtsanmodninger og klager arbejdet intenst på af afklare denne sag. Det er ikke muligt for mig at gøre op, præcis hvilken arbejdsindsats dette har krævet af mig, men det drejer sig formodentlig om et par hundrede timer.

Langt om længe, efter at skattemyndigheden gennem mere end 4 måneder havde arbejdet med min klage af 25. maj 2021, kom der den 8. oktober 2021 svar. Dette svar viste, at det uberettigede krav er foranlediget af en systematisk procedure i IT-systemet ”[virksomhed1]”. Skattemyndigheden har ganske vist, efter et massivt pres fra min side, trukket det aktuelle krav fra juni 2020 tilbage. Men Skattemyndigheden fastholder, at Skattemyndigheden også fremover vil anvende den påklagede praksis.

Jeg skal ”for en sikkerheds skyld” fremhæve, at det forhold, at Skattestyrelsen har tilbagekaldt kravet mod mig og at Gældsstyrelsen har tilbagebetalt det uretmæssigt indeholdte beløb, ikke vil være en begrundelse for at nægte at forelægge spørgsmålet for Skattestyrelsen, idet Skattestyrelsen har til hensigt også fremover følge den beskrevne procedure, og altså bevidst fortsat vil forurette mig og øvrige borgere.

(...)”

Klageren har den 17. februar 2022 fremlagt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse til klagen:

”(...)

Vedrørende sagsnummer 22-0011642

Skatteankestyrelsen har modtaget Skattestyrelsens udtalelse af 10. februar 2022, og udbeder sig i den forbindelse mine eventuelle bemærkninger hertil.

Inden sagen fortaber sig i juridiske spidsfindigheder, så lad mig henlede Skatteankestyrelsens opmærksomhed på sagens faktuelle kerne: skattemyndigheden inddriver uberettigede skatter! Dette er uomtvisteligt. Det er bevist, at Skattestyrelsen uberettiget har indkrævet skat hos mig og det er ubestridt, at Skattestyrelsen uberettiget har indkrævet skat hos i størrelsesordenen 420.000 borgere til en samlet værdi af 10 – 12 mia. kroner. Det er altså ikke et spørgsmål om Skatteankestyrelsen uberettiget har inddrevet skat i denne størrelsesorden; det drejer sig om skattestyrelsens begrundelse for (eller hjemmel til) uberettiget skatteinddrivelse, og om, hvor vidt Skatterådet skal tage stilling til denne begrundelse og altså afgøre, om skatteforvaltningen har hjemmel i kildeskattelovens § 53 stk. 2 til at inddrive fiktive skatter. Og det drejer sig om, hvor vidt Skattestyrelsen også i fremtiden kan foretage tilsvarende uberettigede skatteinddrivelser.

På tidspunktet for forskudsopgørelsen (juni 2020) var der ingen reel begrundelse for at inddrive skatten og på tidspunktet for årsopgørelsen var der heller ingen reel begrundelse for at inddrive skatten. Derfor har skattemyndigheden i mit tilfælde refunderet den uberettigede indkrævede skat. Skattestyrelsen fremstiller imidlertid problematikken således, at det drejer sig om, hvorvidt en beskatning skal foretages som forskudsskat eller skal foretages i årsopgørelsen. Dette er en fordrejning af fakta og det er usagligt og tenderende til magtfordrejning.

Der er, som dokumenteret både i min anmodning om ”bindende afgørelse” og i min klage til Skatteankenævnet, tale om et spørgsmål, som skatteministeriet og skatteforvaltningen fortolker vidt forskelligt. Set i lyset af skatteministeriets fortolkning af i kildeskattelovens § 53 stk. 2, så vil jeg vurdere, at skattemyndighedens skatteforhøjelser hos mig og hos øvrige borgere med lagerbeskattede pensionsordninger ikke blot er uberettigede, men er direkte ulovlige. Og at de, fordi de utvivlsomt strider mod anerkendt (skatteministeriets) fortolkning af en lovbestemmelse, ydermere er ”åbenbart ulovlige”. Det er i øvrigt ikke usædvanligt, at Skatterådet træffer afgørelser i hjemmelsspørgsmål.

Skattestyrelsen henviser til aftalen mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen. Denne aftale indledes med grundigt at gennemgå skatteforvaltningslovens kriterier i § 21, stk. 4 for, at et spørgsmål skal forelægges for Skatterådet. Det fremgår af aftaleteksten, at netop disse 5 kriterier har en helt afgørende betydning for, hvilke spørgsmål, der bør forelægges Skatterådet. Som dokumenteret i min klage til Skatteankenævnet, så opfylder mit spørgsmål 4 af de 5 kriterier i § 21, stk. 4 (hvor opfyldelse af ét kriterium er tilstrækkeligt).

Skattestyrelsen hævder imidlertid, at skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4 slet ikke er aktuel, idet Skattestyrelsen påstår, at en pensionsopsparing ikke er en disposition, der har skattemæssig virkning, og altså efter styrelsens opfattelse ”ikke vedrører den konkrete skatteyders skattemæssige forhold”. Hvis Skattestyrelsen havde ret i, at pensionshensættelser ikke er dispositioner, der har skattemæssig virkning, så ville pensionsbeskatningsloven grundlæggende være overflødig.

Jeg har foretaget en lagerbeskattet pensionsinvestering efter grundigt at have studeret kriterierne for beskatning af denne investering. En kursstigning i 2019 medførte et berettiget krav om forøgelse af min skattepligtige indkomst i 2019 med 103.341 kr. og et deraf afledt krav om 28.730 kr. i øget skattebetaling. I 2020 konstaterer jeg imidlertid, at Skattestyrelsen ikke følger disse lovbestemte kriterier. I 2020 kræver Skattestyrelsen min skattepligtige indkomst forøget med 103.341 kr. alene med den begrundelse, at der i 2019 var belæg for en sådan indkomstforøgelse, uanset øvrige og mere vægtige oplysninger i sagen. Jeg opfatter det som yderligere belastende, at Skattestyrelsen uanset mine indsigelser fører kravet til inddrivelse i Gældsstyrelsen. Skattestyrelsen beskatter et ikke-eksisterende afkast af en pensionsinvestering, også selvom alle tilgængelige informationer fastslår, at et sådant afkast ikke vil blive aktuelt. Og skattestyrelsen har erkendt, at styrelsen, uanset forudsætningen i kildeskattelovens § 53 stk. 2, også i fremtiden vil opkræve skat af ikke-eksisterende afkast af pensionsinvesteringer, alene begrundet i et afkast i et forudgående år. Og skattemyndigheden har den 8. oktober 2021 indrømmet, at der er tale om en systematisk udstedelse af sådanne uretmæssige krav. Det er simpelthen ikke lovligt!

Lad mig ”for en sikkerheds skyld” nævne, at if. bl.a. Statsskattelovens § 4 og Personskattelovens § 4, så er pensionsordninger og afkast af disse at betragte som dispositioner med skattemæssig virkning.

Sagen (som den fremlægges af Skattestyrelsen) bunder altså i, hvorvidt en pensionsopsparing er – eller ikke er – ”en disposition” og i, hvorvidt en sådan disposition (hvis der, som jeg påstår er tale om en disposition) har skattemæssig virkning. Hvis en pensionsopsparing er at opfatte som ”en disposition”, og når denne pensionsopsparing har medført et (uberettiget) skattemæssigt krav på 28.730 kroner, så er der tale om en disposition, der har skattemæssig virkning. Dermed er Skattestyrelsens argumentation ukorrekt.

Det er min opfattelse, at Skattestyrelsens påstand om at § 21, stk. 4 ikke er aktuel, er en febrilsk famlen efter et ”halmstrå at gribe fat i”. Jeg opfatter det som uhæderligt.

I et svar på min klage skriver Borger- og retssikkerhedschefen den 23. november 2021 (citat): ”Som det fremgår af indsigelsessvaret af 8. oktober 2021, er din forskudsopgørelse blevet ændret på baggrund af en maskinel udsøgning af oplysninger. På denne baggrund – og i lyset af oplysningerne i din klage – har jeg besluttet at indlede en drøftelse med relevante dele af Skattestyrelsen om den generelle anvendelse af bestemmelsen i kildeskattelovens § 53 i forhold til automatiske ændringer af forskudsopgørelsen.” (citat slut). Af den daværende regerings ”Retssikkerhedspakke III” (august 2017) fremgår det (citat): ”Grundlaget for at gennemføre praksisændringer skal styrkes. Skatterådet vil derfor fremover, efter indstilling fra SKAT, aktivt blive involveret i, om der på baggrund af rådets sager om bindende svar, skal gennemføres praksisændringer på skatteområde”. Disse to citater sammenholdt giver belæg for det synspunkt, at Skatterådet bør (skal) involveres i ændringen af Skattestyrelsens praksis, hvor borgeres skatteansættelse øges uden nærliggende grund.

Det fremgår af bemærkningerne til Lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005. at ”Reglerne om bindende svar har således til formål at styrke borgernes retsstilling ved at øge forudsigeligheden af de skattemæssige konsekvenser af den enkeltes dispositioner”. Når skattemyndigheden inddriver skatter uden belæg i lovgivningen, så er det naturligvis vanskeligt (umuligt) for borgeren at forudsige de skattemæssige konsekvenser af borgerens dispositioner. Det er i det hele taget vanskeligt at forestille sig, hvorledes Skattestyrelsens attitude i denne sag skulle understøtte et af de primære mål men Skatterådet, nemlig at styrke borgernes retsstilling.

Jeg ville umiddelbart antage, at det ville være i både skattemyndighedens og min interesse, at spørgsmålet forelægges Skatterådet til uvildig bedømmelse. Skatteforvaltningslovens § 2 stk. 2 giver denne mulighed. Af bemærkningerne til § 2 stk. 2 fremgår det, at (citat): ”Bestemmelsen i stk. 2 skal ses i sammenhæng med forslaget til § 21, stk. 4, hvorefter told- og skatteforvaltningen skal forelægge anmodninger om bindende svar, der er af principiel karakter, for Skatterådet til afgørelse, jf. om dette begreb bemærkningerne til § 21.Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke kun for bindende svar, men for alle sager, som told- og skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre. Muligheden er derfor betinget af, at afgørelsen skal træffes efter en af de love, som Skatterådet efter stk. 1 bistår told- og skatteforvaltningen med at forvalte; det vil sige lovgivning om skat og ejendomsvurdering, men ikke lovgivning om told. Alle sager af denne karakter kan efter told- og skatteforvaltningens konkrete vurdering forelægges for Skatterådet til afgørelse”.

Det er bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen gør sig så store anstrengelser for at hævde den påstand, at skattemyndigheden ikke er forpligtet til at forelægge spørgsmålet for Skatterådet. Og det er bemærkelsesværdigt og betænkeligt, at skattemyndigheden reducerer et så principielt hjemmels- spørgsmål, som der her er tale om, til en formel og tvivlsom diskussion om, hvorvidt en pensionsordning er en disposition med skattemæssig virkning.

Hvis det viser sig, at kildeskattelovens § 53 stk. 2 ikke giver den påståede hjemmel, så har skattemyndigheden ”forandret en skat uden ved lov”, og så er skattemyndighedens adfærd i yderste konsekvens i strid med grundlovens § 43. I dette perspektiv er skattemyndighedens anstrengelser naturligvis forståelige, om end ikke etisk forsvarlige.

Jeg mener, at jeg grundlæggende allerede i min klage til Skatteankestyrelsen allerede har tilbagevist Skattestyrelsens argumenter, således som disse fremgår af Skattestyrelsens seneste udtalelse. Jeg vil dog alligevel, for fuldstændighedens skyld, kommentere Skattestyrelsens udtalelse af 10. februar 2022.

Skattestyrelsen skriver: ”Det fremgår af omstændighederne, at spørger ønsker at få svar på om det var berettiget at medregne afkastet ud fra en fortolkning af kildeskattelovens § 53, stk.2, dvs. om der var nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4”.

Mine bemærkninger hertil er: Nej, jeg spøger ikke om, hvor vidt det var berettiget at ”medregne afkastet”, for det var ikke noget afkast at medregne. Dette er en fordrejning af mit spørgsmål. Skattestyrelsen argumentation baserer sig på den forudsætning, at det var et afkast som skulle beskattes (enten i form af forskudsskat eller i den endelige årsopgørelse). Det er helt afgørende, at der ikke var noget afkast at beskatte (hvilket Skattestyrelsen da også senere konstaterede), og at der ikke var nogen grund til at formode et afkast i 2020. Mit spørgsmål drejer sig om, hvilken ”nærliggende grund” der i henhold til kildeskattelovens § 53, stk. 2 skal foreligge, for at hæve indkomstgrundlaget. Skattestyrelsens argumentation er usaglig og formuleringen er misledende.

Skattestyrelsen skriver: ”Spørgsmålene handler ikke om beskatningen af de 103.341 kr., eller om beskatning som følge af klagers dispositioner, men om hvorvidt Skattestyrelsens systemer opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Spørgsmålene vedrører ikke en skattemæssig virkning, da dette forudsætter, at svaret på spørgsmålene skal have karakter af forvaltningsafgørelser om en skatteretlig virkning”.

Mine bemærkninger hertil er: SKAT skriver i "Den juridiske vejledning 2022-1", afsnittet "A.A.2.2 Afgørelsesbegrebet", at ”En forskudsopgørelse, herunder ændring af en forskudsopgørelse, er en afgørelse, som i princippet er omfattet af SFL § 19”. Skatteforvaltningsloven opfatter specifikt forvaltningsafgørelser. I de eksempler, som Skatteforvaltningen henviser til, fremgår det da også tydeligt, at SKAT’s ændring af indkomstgrundlaget i en forskudsopgørelse er en forvaltningsafgørelse, og dette er nærmere omtalt i underafsnittet ”Særligt om forskudsopgørelser”.

Både da Skattestyrelsen den 23. juni 2020 hæver min indkomst med 103.341 kr. og dermed stiller krav om betaling af 28.730 kr., og da Skattestyrelsen den 4. november tilbagetrækker dette krav, er der tale om forvaltningsafgørelser med en skattemæssig virkning.

Det er ikke korrekt, at det er en forudsætning for at et spørgsmål forelægges Skatterådet, at svaret på spørgsmålet skal have karakter af en forvaltningsafgørelse. Skattestyrelsens påstand herom er udokumenteret. En sådan påstand er ikke underbygget af aftalen mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, som Skattestyrelsen i øvrigt henviser til.

Skattestyrelsen skriver : ” Ifølge bemærkningerne til Lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005

Skatteforvaltningsloven, § 21, er det en forudsætning, at dispositionen (der spørges til virkningen af) er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen. Om Skattestyrelsen systemmæssigt har været berettiget til at fastsætte et andet grundlag for klagers forskudsskat, end det der fremgår af grundlaget efter § 52, stk. 1-4, vedrører ikke en disposition foretaget af klager, og også af den grund kan vi ikke besvare spørgsmålet i form af et bindende svar”.

Mine bemærkninger hertil er: I 2018 overvejede jeg, hvorvidt jeg skulle anvende 750.000 kr. af mine ”frie midler” til køb af realisationsbeskattede aktier (eventuelt investeringsforeninger), om jeg skulle foretager lagerbeskattede investeringer eller om jeg fortsat blot skulle have disse penge som bankindestående. Disse muligheder har forskellige skattemæssige virkninger. Når jeg valgte at anvende disse midler til en lagerbeskattet pensionsinvestering, så er der naturligvis tale om en økonomisk disposition, som har en skattemæssig virkning. I min investeringsovervejelse indgår naturligvis, dels at beskatning af et positivt afkast i ét skatteår modsvares af et fradrag for et negativt afkast i et senere skatteår og dels, at der naturligvis skal være tale om et afkast (eventuelt i form af en kursstigning) for at beskatning overhovedet kan komme på tale. I mit tilfælde var der i 2020 intet afkast, og jeg forventede derfor heller ingen beskatning af et afkast.

Mit spørgsmål til Skatterådet er derfor ganske rimeligt og naturligt: Kan Skattestyrelsen (med påstået belæg i kildeskattelovens § 53 stk. 2) kræve skat af et ikke-eksisterende afkast af en sådan disposition? Det er et spørgsmål, som bør kunne besvares med ”ja” eller ”nej”. Den sidste del af argumentationen: ”Om Skattestyrelsen systemmæssigt har været berettiget til at fastsætte et andet grundlag for klagers forskudsskat, end det der fremgår af grundlaget efter § 52, stk. 1-4, vedrører ikke en disposition foretaget af klager” forekommer ganske mærkværdig. Skal det mon forstås således, at det ikke er klagers (min) disposition, at der opkræves skat af min disposition? Nej, det er jo aldrig skatteborgerens disposition, at der opkræves skat. Men det er irrelevant i denne kontekst. Hvis Skattestyrelsen virkelig mener denne del af argumentationen, så er den i hvert fald problematisk i forhold til forvaltningslovens kapitel 6 og i forhold til Ombudsmandens redegørelse for ”begrundelse” i ”overblik#10”, hvoraf det fremgår, at ”Det følger desuden af god forvaltningsskik, at begrundelsen i en afgørelse skal være udformet på en sådan måde, at den er til at forstå for modtageren”. Jeg forstår ikke denne del af skattestyrelsens begrundelse, og jeg regner mig ikke for mere intellektuelt begrænset end gennemsnittet.

Trods Skattestyrelsens efter min opfattelse temmelig mærkværdige formulering, skal jeg efter bedste evne forsøge at forholde mig til den. Kildeskattelovens § 52 fastslår, at for så vidt andet ikke følger af bestemmelserne i Kildeskattelovens § 53 (og § 54), så træder stk. 1-4 i kraft. Men dette er netop sagens kerne. Kildeskattelovens § 53 stk. 2 fastslår netop, at skatteforvaltningen kan ændre den skattepligtiges indkomstforhold, når forvaltningen efter foreliggende oplysninger finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4.

Kildeskattelovens § 52 stk. 1-4 træder altså kun i kraft, når der ikke foreligger øvrige, mere retvisende oplysninger. Og lad mig her, som jeg også gjorde i min oprindelige klage til Skatteankestyrelsen, fremhæve Skatteministeriets argument, der i klar strid med skattestyrelsen fastslår, at en ændring af en borgers indkomstforhold kun kan ske, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt.

Det er naturligvis korrekt, at selve det forhold, at skattemyndigheden stiller uretmæssige krav, ikke er en konsekvens af min pensions-disposition. Skattemyndigheden krav er en konsekvens af min pensions- disposition, men at Skattemyndigheden gør det uretmæssigt og systematisk er naturligvis ikke en konsekvens af min pensions-disposition. Skattestyrelsens argumentation er ganske besynderlig.

Skattestyrelsen skriver: ” Når der ikke kan gives bindende svar, allerede fordi spørgsmålet efter sin karakter må afvises som værende ikke omfattet af § 21, så vil der ikke være pligt til at forelægge en sådan anmodning for Skatterådet til afvisning, fordi spørgsmålet ikke er omfattet af § 21, stk. 4, når det ikke er omfattet af § 21, stk. 1”.

Mine bemærkninger hertil: som allerede anført, så er mit spørgsmål ikke udelukket af § 21, stk. 1, da mit spørgsmål drejer sig om en disposition, som jeg har foretaget.

Af bemærkningerne til Lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005 fremgår det tydeligt, at betingelserne for forelæggelse for Skatterådet efter § 21 stk. 4 er klart adskilt fra betingelserne fra forelæggelse for Skatterådet efter § 21 stk. 1 eller § 21 stk. 2. Det fremgår af lovteksten, og det er yderligere specificeret i bemærkningerne, at (citat): ”Efter stk. 4 er told- og skatteforvaltningen forpligtet til at forelægge visse typer af bindende svar for Skatterådet til afgørelse, fordi de er af principiel karakter”. Det fremgår af bemærkningerne, at (citat): ”Bestemmelsen i stk. 4 er udtryk for en afgrænsning af, hvilke sager der skal forelægges for Skatterådet til afgørelse. Bestemmelsen suppleres af § 2, stk. 2, hvorefter told- og skatteforvaltningen altid kan vælge at forelægge en sag for Skatterådet til afgørelse. Det betyder, at told- og skatteforvaltningen godt kan vælge at forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til besvarelse, selv om den ikke falder ind under én eller flere af kategorierne i § 21, stk. 4” (citat slut).

Skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2 siger, at ” Skatterådet afgør sager, som told- og skatteforvaltningen forelægger for Skatterådet til afgørelse, jf. stk. 1”. Der er i § 2, stk. 2 ingen begrænsning af hvilke sager der kan forelægges Skatterådet, blot skal det ifølge § 2, stk. 2 være sager, som told- og skatteforvaltningen ønsker (afgør) skal forelægges. § 21, stk. 4 afgør modsætningsvis, hvilke sager told- og skatteforvaltningen er forpligtet til at forelægge for Skatterådet. Hvis det havde være lovgivers vilje, at betingelsen i § 21 stk. 1 også skulle gælde for § 21, stk. 4, så ville det have være specificeret i lovteksten og det ville have fremgået af bemærkningerne. Men det er ikke tilfældet. Der står derimod i bemærkningerne, at bestemmelserne i § 24 stk. 4 suppleresaf § 2, stk. 2. Det betyder blot, at told- og skatteforvaltningen kan vælge at forelægge en sag for Skatterådet, også selvom told- og skatteforvaltningen ikke er forpligtet til det.

Skattestyrelsen skriver videre i afsnittet ”Forelæggelse for Skatterådet” om, hvorvidt er forpligtet til at forelægge en sag for Skatterådet. Her påstår Skattestyrelsen igen, at mit spørgsmål efter styrelsens opfattelse ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, og at Skattestyrelsen derfor ikke er forpligtet af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4. Vi er hermed tilbage til Skattestyrelsens principale påstand om, at mit spørgsmål ikke drejer sig om en disposition, der har skattemæssig virkning. Jeg mener, at jeg grundigt har tilbagevist den påstand.

Sammenfattende

Skattestyrelsens udtalelse af 10. februar 2022 er altovervejende en argumentation for, at det spørgsmål jeg beder forelagt for Skatterådet, efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er en økonomisk disposition, der har haft en skattemæssig virkning for mig. Jeg mener (og jeg opfatter det som dokumenteret), at Skattestyrelsens argumentation og vurdering er forkert. En investering i en pensionsordning er en økonomisk disposition, og et beskatningskrav af et (fiktivt) afkast af en sådan pensionsordning er en skattemæssig virkning af denne disposition. En lang række afgørelser i landsskarreretten viser, at pensionshensættelser (naturligvis) er at betragte som dispositioner med skattemæssig virkning. Blandt denne lange række af afgørelser henviser jeg blot til journalnr. 11-0301823 og til journalnr. 10-01358.

Skattestyrelsen tager dermed ikke stilling til, om det spørgsmål jeg beder forelagt for Skatterådet, opfylder skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4. Skattestyrelsen tager altså ikke stilling til, om mit spørgsmål er af principiel karakter; blot vurderer Skattestyrelsen, at afvisningen ikke er af principiel karakter, tilsyneladende med den begrundelse, at mit spørgsmål efter skattestyrelsens opfattelse ikke opfylder § 21 stk. 1.

Skattestyrelsen mener i øvrigt, at der er tale om spørgsmål, der ikke kan besvares i form af et bindende svar. Skattestyrelsen mener altså, at det ikke er muligt at besvare, om kildeskattelovens § 53 stk. 2 giver hjemmel til af opkræve en skat af et fiktivt investeringsafkast, udelukkende fordi et sådant afkast var aktuelt i et foregående skatteår. Jeg mener derimod, at når Skattestyrelsen i mit tilfælde har frafaldet kravet, så må svaret på mit spørgsmål være det indlysende, at kildeskattelovens § 53 stk. 2 ikke giver en sådan hjemmel.

Skattestyrelsen negligerer, at Skattestyrelsens tolkning af kildeskattelovens § 53 stk. 2 er i strid med Skatteministeriets tolkning af samme.

Problematikken havde være en ganske anden og lagt mindre alvorlig, hvis de uretmæssigt fremsatte skattekrav havde været udslag af simple, enkeltstående fejl. Men det er ikke tilfældet. Skattemyndigheden foretager systematisk uretmæssig skatteinddrivelse. Det har skattestyrelsen indrømmet.

Jeg henstiller til, at Skatteankestyrelse, i gennemgangen af Skattestyrelsens udtalelse holder sig for øje, at det drejer sig om en sag, hvor skattemyndigheden har erkendt, at myndighedens skatteinddrivelse har været – og fortsat vil være – uberettiget.

Skattankestyrelsens kommende afgørelse og begrundelse

Det er som beskrevet i denne udtalelse bekymrende, at skattemyndigheden reducerer problematikken til en formel diskussion om, hvorvidt en pensionsordning er en disposition med skattemæssig virkning. Jeg håber, at Skattankestyrelsen i en kommende afgørelse vil distancere sig fra dette. Men i relation til skattemyndighedens udtalelse håber jeg, at Skattankestyrelsen begrundelsen i en kommende afgørelse specifikt vil omfatte:

1. Skattankestyrelsens vurdering af Skattestyrelsens påstand om, at styrelsens krav den 23. juni 2020 om forøgelse af min indkomst med 103.341 kr., og i øvrigt også tilbagetrækningen af dette krav den 4. november 2020, ikke er forvaltningsmæssige afgørelser.
2. Skattankestyrelsens vurdering af Skattestyrelsens sagsfremstilling: ”Det fremgår af omstændighederne, at spørger ønsker at få svar på om det var berettiget at medregne afkastet ud fra en fortolkning af kildeskattelovens § 53, stk.2, dvs. om der var nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4”. Er det efter Skattankestyrelsens opfattelse korrekt at lægge ”afkastet” til grund, når der ikke foreligger noget afkast?
3. Skattankestyrelsens vurdering af, om en pensionsopsparing (pensionsinvestering) er ”en disposition med skattemæssig virkning”. Jeg henviser i den forbindelse til en lang række af Landsskatterettens afgørelser, hvoraf det eksplicit eller implicit fremgår, at af både pensionsordninger (jf. bl.a. journalnr. 11-0301823 og journalnr. 10-01358), livsforsikringer og afkast af disse (jf. journalnr. 09- 03171), leasingkontrakter (jf. journalnr. 17-0987307), hævning og indskud på bankkonto (jf. journalnr. 09-02395) m.v. er dispositioner med skattemæssig virkning. Jeg finder skattestyrelsens påstand om, at netop min pensionsordning ikke er en disposition med skattemæssig virkning, er ubegrundet.
4. Skattestyrelsen påstår, at svaret på et spørgsmål, der forelægges Skatterådet, skal have karakter af en forvaltningsafgørelse. Det er uklart for mig, hvad Skattestyrelsen egentlig mener med denne påstand, som jeg opfordrer Skatteankestyrelsen til at afkræve Skattestyrelsen dokumentation for.

Hvis Skattestyrelsen mener, at Skatterådet ikke kan foretage fortolkninger af skattelovgivningen, så er det åbenlyst forkert, hvilket tydeligt fremgår af en lang række af de sager, som Skatterådet har behandlet. Såfremt omtlte dokumentation ikke foreligger, så opfordrer jeg Skatteankestyrelsen til at omtale dette postulat i Skatteankestyrelsens begrundelse.

5. Det bør bemærkes, at Skattestyrelsen hverken i den oprindelige afvisning eller i udtalelsen af 10. februar 2022 forholder sig til den dokumenterede diskrepans mellem Skattestyrelsens tolkning og eksekvering af kildeskattelovens § 53 stk. 2 og Skatteministeriets tolkning af samme. Jeg forventer, at Skattankestyrelsens i begrundelsen forholder sig til denne diskrepans.
6. Endelig ser jeg naturligvis gerne, at Skattankestyrelsens i begrundelsen mere generelt forholder sig til, at skattestyrelsen reducerer det helt principielle spørgsmål om skattemyndighedens systematiske, uberettigede skattepåkrav til et spørgsmål om, hvor vidt en pensionsopsparing er ”en disposition med skattemæssig virkning”. Og om skattemyndigheden eventuelt alene med belæg i skatteforvaltningslovens § 2 (jf. lovforslagets bemærkninger hertil) burde forelægge spørgsmålet for Skatterådet.

Afsluttende bemærkninger

Grundet udløbet den 5. februar 2022 af fristen for klage over Skatteforvaltningens afslag på at forelægge mit spørgsmål for Skatterådet, så har jeg desværre været nødsaget til at isolere dette afslag fra et større sagskompleks og isoleret indbringe dette spørgsmål for Skatteankenævnet. Det er naturligvis utilfredsstillende, at skattemyndigheden gennem 11/2 år forhaler oplysninger til en sags afklaring og dernæst giver kun 3 måneders frist for klage desangående, men det er tilsyneladende et bevist led i skattemyndighedens strategi.

Jeg opfatter det således, at skattemyndigheden nægter at forelægge mit spørgsmål for Skatterådet med den motivation, at et svar fra Skatterådet vil forhindre skattemyndigheden i fortsat at inddrive uberettigede skatter med påstået belæg i kildeskattelovens § 53 stk. 2.

Det er en helt afgørende forudsætning for et velfungerende folkestyre og for et velfungerende retssamfund, at der hersker tillid mellem borgere og myndigheder. Der er dokumentation for, at denne tillid generelt er kommet under pres, specielt gennem de seneste år. Skattemyndighedens adfærd i denne sag underbygger i høj grad denne stigende mistillid.

(...)”

Klageren har den 7. marts 2022 fremlagt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

Vedrørende sagsnr. 22-0011642

Skatteankestyrelsen har den 25. februar 2022 sendt mig styrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, og styrelsen efterspørger mine eventuelle bemærkninger til forslaget eller til sagen i øvrigt.

Vedrørende sagsfremstillingen får man af formuleringen umiddelbart under ”Faktiske oplysninger” det indtryk, at skattestyrelsens forslag af 6. juni 2020 kundgjorde, at min skattepligtige indkomst ville blive forøget med 103.633 kr. og at denne forøgelse var begrundet i pensionsafkast på 103.633 kr. Man kan også få det indtryk, at der var tale om en pensionsafkast i det pågældende skatteår 2020.

Dette er imidlertid en forvansket udgave af virkeligheden, og som tidligere forklaret var de manglende oplysninger i skattestyrelsens henvendelse årsag til, at jeg ikke straks reagerede. Skattestyrelsens henvendelse af 6. juni 2020 indeholdt kun oplysninger om, at der forelå en ny forskudsopgørelse, og da jeg kort tid forinden havde indberettet nye fradragsoplysninger, så var jeg i den velbegrundede tro, at den nye forskudsopgørelse blot var en nedjustering af min forskudsskat. Ingen med blot en smule indsigt i den nationale økonomi og i verdensøkonomien i foråret 2020 ville i sin vildeste fantasi have fået den mistanke, at skattemyndigheden på det tidspunkt forudså et positivt investeringsafkast i 2020, og slet ikke et afkast af samme størrelse som i 2019. Kun efter en grundig analyse af den nye forskudsopgørelse var det muligt at afsløre, at skattestyrelsen fastsætter et fiktivt afkast af min pensionsopsparing til 103.633 kr. Ydermere er det væsentligt, at skattemyndigheden blot meddeler mig dette via en besked via min private e-mail. Enhver ville have forventet (og det mener jeg i øvrigt der er lovkrav om), at et betalingspåkrav (og særligt et så væsentligt betalingspåkrav) meddeles via Elektronisk Post (”e-boks”), og at der tydeligt af meddelelsen fremgår en begrundelse for kravet. En sædvanlig forskudsopgørelse, der udsendes ultimo et skatteår med et overslag over en borgers skat i det kommende år, må anses som led i skattemyndighedens faktiske forvaltningsvirksomhed. En ændring af forskudsopgørelsen midt i et skatteår må imidlertid vurderes som en afgørelse beroende på aktuelle forhold. Det gælder i særlig grad, når ændringen påstås foretaget med hjemmel i kildeskattelovens § 53 stk. 2, hvoraf det specifikt fremgår, at der skal foreligge en ”nærliggende grund” til ændringen. Vurderingen af, om der foreligger en ”nærliggende grund” må være ensbetydende med en afgørelse. Da der således er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, så skal der jf. forvaltningslovens § 22 medfølge en begrundelse. I Skattestyrelsens krav juni 2020 medfulgte ingen begrundelse. Jeg henviser i øvrigt til Ombudsmandens omtale af Afgørelsesbegrebet i Ombudsmandens overblik#4 og til Ombudsmandens omtale Begrundelse i Ombudsmandens overblik#10.

Jeg mener, at den her omtalte passage i sagsfremstillingen ikke blot er mangelfuld men også direkte misvisende.

Herefter fremgår det, at ”Gældsstyrelsen modtog anmodning om inddrivelse af beløbet den 5. september 2020 og traf den 28. oktober 2020 afgørelse om lønindeholdelse”, hvorefter skattestyrelsens tilbagetrækning af kravet 4. november 2020 omtales. Også dette er en mangelfuld gengivelse. Det bør fremgå, at jeg allerede den 31. oktober 2020, altså 3 dage efter Gældsstyrelsens meddelelse om lønindeholdelse, sender en omfattende klage over denne lønindeholdelse til Gældsstyrelsen. Også på dette punkt er sagsfremstillingen mangelfuld og misvisende.

Både inden Gældsstyrelsens meddelelse om lønindeholdelse og særligt i perioden fra denne meddelelse og indtil tidspunktet for Gældsstyrelsens tilbagebetaling af det uretmæssigt indeholdte beløb foregår der en intens dialog (inkl. aktindsigtsanmodninger) mellem mig og såvel Skattestyrelsen som Gælds-styrelsen; en dialog, som Skatteankestyrelsen i øvrigt også er involveret i (jf. Skatteankestyrelsens sagsnr. 20-0096463). Det er heller ikke uvæsentligt, at jeg yderligere klager specifikt til Gældsstyrelsens administrerende direktør, og at Folketingets Ombudsmand i brev til mig den 19. november 2020 oplyser, at han har anmodet Gældsstyrelsens direktør om at besvare min klage.

Videre fremgår det af sagsfremstillingen øverst side 2, at Skattestyrelsen, at ”På baggrund af klagerens henvendelse og klage i sagen til Skattestyrelsen, fremsendte Skattestyrelsen den 4. november 2020 forslag til at ændre klagerens forskudsopgørelse og dermed forskudsopgørelsen af 23. juni 2020”. Jeg mener, at dette er en mangelfuld gengivelse af sagsforløbet. Skattestyrelsen har fra medio juni 2020 til 4. november 2020 ignoreret eller givet afslag på omfattende både mundtlige og skriftlige indsigelser (herunder aktindsigtsanmodning). Også Gældsstyrelsen har i perioden afvist mine indsigelser. Det bemærkes, at i Skatteankestyrelsens forslag optræder ”henvendelse” og ”klage” i singularis, hvor som minimum pluralis- formen havde været mere retvisende.

Det er efter min opfattelse misvisende, at det fremtræder som om Skattestyrelsen umiddelbart anerkender min indsigelse (eller rettere mine indsigelser). Virkeligheden er, at Skattestyrelsen (og Gældsstyrelsen) intensivt har forsøgt af afvise min påstand om, at kravet af 23. juni 2021 er uberettiget.

Angående Skattestyrelsens oprindelige anbringender og Skattestyrelsens udtalelse af 10. februar 2022, så har jeg tidligere kommenteret disse og har ikke yderligere at tilføje i den forbindelse.

Jeg vil i det følgende kommentere det forslag til afgørelse (side 18 – 21), som Skatteankestyrelsen har til hensigt at forelægge Landsskatteretten. Jeg har i det følgende givet mine kommentarer overskriften ”indsigelse”; hvor vidt ”indsigelse” i denne kontekst er den korrekte betegnelse håber jeg at Skatteankestyrelsen vil se stort på.

Indsigelse nr. 1

Skatteankestyrelsen skriver på side 19 i forslag til Landsskatterettens afgørelse, at: ”Der gives således ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed”.

Min kommentar hertil er: det må antages, at der, i loven og i de forarbejder til lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005, som der henvises til, forudsættes, at der er tale om en faktisk forvaltningsvirksomhed, der har hjemmel i lovgivningen. Denne sags omdrejningspunkt er jo netop, at den faktiske forvaltningsvirksomhed, som Skattestyrelsen udøver, ikke har hjemmel i lovgivningen. Allerede det faktum, at Skattestyrelsen den 4. november 2020 tilbagetrækker kravet, og at Gældsstyrelsen i december 2020 tilbagebetaler det lønindeholdte beløb, viser, at kravet ikke har hjemmel i lovgivningen. Ydermere har skattemyndigheden den 8. august skriftligt indrømmet, at skattestyrelsen på systematisk vis undlader at overholde påbuddet i skatteforvaltningslovens § 53 stk. 2 om, at en forhøjelse af forskudsskatten forudsætter, at der foreligger en nærliggende grund hertil.

Skatterådet har som bekendt i utallige tilfælde vurderet spørgsmål, hvor der rejses tvivl om, hvor vidt der i lovgivningen er hjemmel til ”den faktiske forvaltningsvirksomhed”. Jeg henviser til bl.a. SKM2008.829.SR, SKM2016.412.SR og SKM2016.413.SR, men et enkelt opslag i afgørelsesdatabasen viser, at det snarere reglen end undtagelsen, at Skatterådet foretager hjemmelsvurderinger.

En mulighed kan være, at det afsnit i forslaget til Landsskatterettens afgørelse, der vedrører ovenfor refererede passus, udgår af forslaget til Landsskatterettens afgørelse.

Indsigelse nr. 2

Skatteankestyrelsen skriver side 19 i forslag til Landsskatterettens afgørelse, at:

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at Skattestyrelsen den 4. november 2020 har fremsendt forslag til afgørelse til klageren, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen forslår at ændre klagerens forskuds- opgørelse i henhold til klagerens anmodning, således afkastet af klagerens pensionsordning nedsættes. Det fremgår, at klageren har accepteret denne ændring, lige såvel som Gældsstyrelsen i forlængelse heraf har tilbagebetalt den indeholdt skat. Sagen vedrørende klagerens disposition i forhold til dennes pensionshensættelser og den skattemæssige virkning heraf, ses således at være afsluttet, da klageren har accepteret forslaget og ikke har påklaget dette forhold.

Mine kommentarer hertil er:

a)

Af Skattestyrelsens forslag af 4. november 2020 fremgår udelukkende, at Skattestyrelsen vedgår, at skattepåkravet af 23. juni 2020 mod mig trækkes tilbage og at det beløb, 27.800 kroner, der i den forbindelse er blevet indkrævet, i december 2020 vil blive modregnet i form af særligt fradrag. Skattestyrelsen har både før og efter 4. november 2020 hævdet, at kravet om betaling af 27.800 kroner har hjemmel i kildeskattelovens § 53 stk. 2, men i brevet af 4. november 2020 forholder Skattestyrelsen sig på ingen måde til dette. Man får af brevet det indtryk, at det uberettigede krav alene er stillet mod mig og er udtryk for en konkret (men fejlagtig) vurdering hos skattemyndig- heden. Min udlægning bestyrkes af, at skattestyrelsen stort set samtidig (den 22. oktober 2020) erkender det uberettiget, at skattemyndigheden grundet en konkret men fejlagtig vurdering har nægtet mig refusion af 11.250 kroner vedrørende et afkast i 2018, som er blevet beskattet to gange.

Jeg har naturligvis accepteret, at skatteforvaltningen i december 2020 tilbagebetaler en uberettiget indkrævet skat, men det er på ingen måde en accept af forløbet. Undskyld mig følgende banale analogi, men hvis jeg sad uberettiget fængslet, så ville jeg naturligvis acceptere et tilbud om løsladelse, uden at dette betyder en accept af fængslingen. Skatteforvaltningens argumentation er absurd, og det er Skatteankestyrelsens argumentation derfor også.

Der er i øvrigt intet i Skattestyrelsens forslag af 4. november 2020 der antyder, at jeg, ved accept af at modtage tilbagebetalingen af 27.800 kroner, skulle fraskrive mig retten til fortsat at påklage, at skattestyrelsen i mit tilfælde (og mere generelt) har indkrævet uberettigede skatter.

b)

Skattestyrelsen har som nævnt ovenfor begrundet kravet om forøgelsen af min forskudsskat i 2020 med kildeskattelovens § 53 stk. 2. Min sag, herunder min anmodning og forelæggelse for Skatterådet, drejer sig om, hvor vidt der er hjemmel i kildeskattelovens § 53 stk. 2 til at ændre en forskudsskat, når der ikke forelægger nærliggende grund til at gøre dette. Min accept af, at skatteforvaltningen (j. ovenstående pkt. a) tilbagebetaler en uberettiget indkrævet skat er ikke et udtryk for, at sagen er afsluttet. Det skal bemærkes, at jeg i brev af 14. november 2020 til Skattestyrelsen og at jeg den 16. november 2020 påklagede sagen til Skatteankestyrelsen. Jeg har altså allerede efter 10 dage efter modtagelsen af Skattestyrelsens forslag til sagens afgørelse påklaget sagen. Siden har der verseret hundredvis af skrivelser, her under aktindsigtsanmodninger, mellem skattemyndigheden og mig. Den 8. oktober 2021, altså ca. et år senere, indrømmer skattestyrelsen efter massive aktindsigtsanmodninger og andre henvendelser, at styrelsen systematisk og med påstået hjemmel i kildeskattelovens § 53 stk. 2, men uden hensyntagen til den forudsætning om ”nærliggende grund”, som fremgår af § 53 stk. 2, fremskriver et afkast i ét skatteår til et tilsvarende afkast i det efterfølgende skatteår.

Af der gik 10 dage inden jeg første gang påklagede forslag af 4. november 2020, var i øvrigt alene begrundet i, at jeg på det tidspunkt var belastet af en cancer-udredning.

c)

Det er misvisende, når det af teksten i forslaget fremgår, at ”... Skattestyrelsen forslår at ændre klagerens forskuds-opgørelse i henhold til klagerens anmodning, således afkastet af klagerens pensionsordning nedsættes”. At afkastet af klagerens pensionsordning ”nedsættes”, giver det det indtryk, at skattestyrelsen accepterer en forholdsmæssig nedsættelse af et fiktivt afkast. Det er der ikke tale om. Skattestyrelsen tilbagetrækker fuldt og helt kravet og erkender dermed, at kravet er fremsat uden hjemmel i lovgivningen.

d)

Det er dokumenteret, at skattestyrelsen i 2019 uberettiget har beskattet et afkast i 2018 og at skattestyrelsen i 2020 uberettiget har beskattet et afkast i 2019. I 2021 havde jeg et positivt afkast af min pensionsinvestering, men i 2022 er der udsigt til et markant negativt afkast. Da skatte- styrelsens uberettigede beskatninger er et resultat af systematisk uberettiget skatteberegning i styrelsens IT-system ”[virksomhed1]”, er der en begrundet formodning om, at mit afkast i 2021 vil blive fremskrevet med et tilsvarende afkast i 2022, og at jeg også i 2022 vil blive udsat for en uberettiget beskatning.

Det vil være helt uantageligt, hvis der i en Landsskatte-afgørelse skulle forekomme en bemærkning (en begrundelse) svarende til citatet under indsigelse nr. 2. Det er uomtvisteligt, at sagen naturligvis ikke er afsluttet, blot fordi jeg har accepteret skattestyrelsens forslag af 4. november 2020. Og helt absurd er påstanden (i omtalte citat) om, at klageren ikke har påklaget dette forhold. Det er ganske enkelt i strid med al saglig dokumentation. Jeg har påklaget sagen overfor Skattestyrelsen, overfor Gældsstyrelsen, overfor skatteforvaltningens Borger- og retssikkerhedschef, overfor Folketingets Ombudsmand, overfor Rigspolitiet, overfor Statsadvokaten i [by1], overfor Rigsadvokaten, overfor Folketingets Skatteudvalg og jeg har indklaget sagen for overfor Skatteankestyrelsen. En påstand om, at jeg ikke har påklaget forholdet, er usagligt og demagogisk. Der er utvivlsomt tale om, at skatteankestyrelsen blot ukritisk gengiver Skattestyrelsens udokumenterede og forkerte påstand, men her gengives den i form af et forslag til Landsskatterettens afgørelse. Det er i strid med reglerne for ”god forvaltningsskik” og det er ganske enkelt helt uantageligt.

En afgørelse med den ovenfor diskuterede begrundelse vil med samme argumentation også være betænkelig i relation til straffelovens § 146.

En mulighed kan være, at det afsnit i forslaget til Landsskatterettens afgørelse, der vedrører ovenfor refererede passus, udgår af forslaget til Landsskatterettens afgørelse.

Indsigelse nr. 3

Skatteankestyrelsen skriver videre side 19 i forslag til Landsskatterettens afgørelse, at: ”Hvorledesforskudsregistreringssystemet systemmæssigt fungerer, kan ikke sidestilles med en disposition foretaget eller påtænkt foretaget af klageren. Klagerens anmodning ses således ikke at vedrøre et forhold, som told- og skatteforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelse om, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2, jf. § 1 eller at vedrøre den skattemæssige virkning af en disposition, som klageren har foretaget eller påtænker at foretage, jf. skatteforvaltningslovens § 21 stk. 1”.

Mine kommentarer hertil er: Det må antages, at der i formuleringen ”Hvorledes forskudsregistrerings- systemet systemmæssigt fungerer...” ligger en forudsætning om, at forskudsregistreringssystemet systemmæssigt fungerer i henhold til lovgivningens bestemmelser. Jeg finder det dokumenteret og hævet over enhver tvivl, at forskudsregistreringssystemet systemmæssigt er implementeret i strid med kildeskattelovens § 53 stk. 2. Dette fremgår allerede af, at skattemyndigheden i 2020 har tilbagebetalt det beløb, som skattemyndigheden uretmæssigt har indkrævet samme år. Og det fremgår af skatteforvaltningens svar af 8. oktober 2021.

Skatteforvaltningens Borger- og retssikkerhedschef har i brev af 23. november 2021 svaret mig på følgende måde: ”Som det fremgår af indsigelsessvaret af 8. oktober 2021, er din forskudsopgørelse blevet ændret på baggrund af en maskinel udsøgning af oplysninger. På denne baggrund – og i lyset af oplysningerne i din klage – har jeg besluttet at indlede en drøftelse med relevante dele af Skattestyrelsen om den generelle anvendelse af bestemmelsen i kildeskattelovens § 53 i forhold til automatiske ændringer af forskudsopgørelsen”. Af dette svar kan det altså udledes, at der er ”relevante dele af Skattestyrelsen” som har ”kompetence til at træffe afgørelse” om ”den generelle anvendelse af bestemmelsen i kildeskattelovens § 53 i forhold til automatiske ændringer af forskudsopgørelsen. Der er dermed i strid med Borger- og retssikkerhedschefens opfattelse, når Skatteankestyrelsen i forslag til Landsskatterettens afgørelse skriver, at: ”Klagerens anmodning ses således ikke at vedrøre et forhold, som told- og skatteforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelse om, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2, jf. § 1 eller at vedrøre den skattemæssige virkning af en disposition, som klageren har foretaget eller påtænker at foretage, jf. skatteforvaltningslovens § 21 stk. 1”.

Skatteforvaltningen skriver om Borger- og retssikkerhedschefens funktion: ”Borger- og retssikkerhedschefens opgave er blandt andet at sætte og fastholde fokus på retssikkerhed i skattesystemet, så skatteyderne oplever en ensartet og retfærdig behandling”. Det fremgår endvidere, at det er Borger- og retssikkerhedschefens opgave at foretager 2. behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens sagsbehandling. Borger- og retssikkerhedschefens udtalelse som ovenfor citeret er netop faldet i en foretager 2. behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens sagsbehandling, og denne udtalelse må tillægges stor vægt.

I forslaget til landsskatterettens afgørelse tillægges Borger- og retssikkerhedschefens udtalelse ingen betydning. Det fremgår således, at det forhold, at Borger- og Retssikkerhedschefen positivt tilkendegiver, at denne vil se nærmere på anvendelsen af kildeskattelovens § 53 i forhold til automatiske

ændringer af forskudsopgørelsen, ikke anses at ændre sagens udfald. Dette opfatter sig som en voldsom desavouering af Borger- og Retssikkerhedschefens betydning. Det fremgår af skatteforvaltningens egne oplysninger, at Borger- og Retssikkerhedschefens primære opgaver består i at henstille til ændringer i Skatteforvaltningens procedurer og arbejdsgange. Det forekommer som en meningsløs opgavebeskrivelse, hvis Borger- og Retssikkerhedschefens engagement i lovliggørelse af skattestyrelsens procedurer for skatteberegning vurderes som uden betydning for sagen.

Jeg har i tidligere skrivelser til Skatteankestyrelsen argumenteret, at den uretmæssigt pålignede forskudsskat naturligvis er en direkte følge af en disposition, som jeg har foretaget. Det er nytteløst yderligere at argumentere dette.

En mulighed kan være, at det afsnit i forslaget til Landsskatterettens afgørelse, der vedrører ovenfor refererede passus, udgår af forslaget til Landsskatterettens afgørelse.

Indsigelse nr. 4

Jeg opfatter det som påfaldende og påklageligt, at det i Skatteankestyrelsens forslag til Landsskatterettens afgørelse ikke omtales, at Skatte ministeriet tolkning af kildeskattelovens § 53 stk. 2 er i direkte strid med Skatte forvaltningens effektuering af kildeskattelovens § 53 stk. 2. Skatteministeriet skriver meget præcist, at SKAT at kun kan fastsætte grundlaget for forskudsskatten på et andet grundlag end grundlaget efter kildeskattelovens § 53 inden forskudsårets start, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt. Skatteforvaltningen tager imidlertid ikke hensyn til aktuelle oplysninger, og Skatteforvaltningen tager ikke hensyn om en fornyet forskudsopgørelse bliver mere korrekt.

Det er formodentlig velkendt, at det primært er ministeriets departement, der fortolker en lov og det er styrelsen eller styrelser under departementet, der effektuerer loven.

Folketingets Ombudsmand har i en række udtalelser kundgjort, at en myndighed forud for en afgørelse skal tilsikre, at grundlaget for afgørelsen er sagligt og fyldestgørende. Det er absolut ikke fyldestgørende, når Skatteankestyrelsens forslag til Landsskatterettens afgørelse ikke omtaler denne væsentlige diskrepans mellem Skatte ministeriets og Skatte forvaltningens tolkning af kildeskattelovens § 53 stk. 2.

Indsigelse nr. 5

I denne sag er det sandsynliggjort og ubestridt, at skattestyrelsen i 2020 uretmæssigt har indkrævet skat hos i størrelsesordenen 420.000 borgere og at skattestyrelsen i 2020 uretmæssigt har indkrævet skat i størrelsesordenen 10 – 12 mia. kroner. Dette er et særdeles alvorligt aspekt i sagen.

Skatteankestyrelsen gengiver under ”Klagerens opfattelse” min subsidiære påstand om, at såfremt det afgøres, at skatteforvaltningslovens § 21 ikke forpligter skattestyrelsen til at forelægge sagen for Skatterådet, så giver skatteforvaltningslovens § 2 mulighed for, at skattestyrelsen forelægger sagen for Skatterådet. Skatteankestyrelsen erklærer sig som en uafhængig klagemyndighed, hvor en uafhængig klagebehandling er garanti for, at der bliver truffet afgørelse på et neutralt og sagligt grundlag. Jeg havde derfor forventet, at Skatteankestyrelsen i indstillingen til Landsskatterettens afgørelse ville omtale den for skattestyrelsen særdeles belastende påstand om uretmæssig opkrævning af milliard-store skatter og en deraf afledt begrundelse for, at min sag, med belæg i skatteforvaltningslovens § 2. Men det gør Skatteankestyrelsen ikke.

Sammenfatning af ovenstående indsigelser

Jeg har forståelse for, at det kan være vanskeligt at give en fuldstændig objektiv og fyldestgørende sammenfatning af en sag, og at det kan være vanskeligt at udlede en konklusion (i dette tilfælde en indstilling til landsskatteretten); men det er nu engang Skatteankestyrelsens metier at gøre dette. Når Skatteankestyrelsen så ensidigt som der her er tale om, alene tager hensyn til den ene parts udlægning og udelukkende lægger denne parts synspunkter til grund for en afgørelse, så må jeg protestere. Det er vanskeligt at tolke det anderledes, end at Skatteankestyrelsen på forhånd har truffet en afgørelse og derefter har udformet sagsfremstillingen og argumentationen på en måde, der passer til denne afgørelse.

Uden af jeg skal vægte betydningen af ovenstående 5 indsigelser, så viser indsigelse nr. 2 måske tydeligst Skatteankestyrelsens manglende objektivitet. Hverken Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten er at betragte som en ”domstol”, men er dog underlagt straffelovens § 146 i form af den ”nogen”, ”hvem der tilkommer offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, der vedrører private...”. For det første er det ikke sædvane i en retsstat, at der sker tiltalefrafald, blot fordi det stjålne gods i en berigelsesforbrydelse leveres tilbage. Og det ikke sædvane, at den forurettede gøres meddelagtig, blot fordi den forurettede ikke har gjort tilstrækkelig modstand. En mere objektiv begrundelse i relation til indsigelse 2 vil være, at Landsskatteretten bemærker, at skattestyrelsen i brev af 4. november 2020 fuldt og helt tilbagetrækker kravet og at skattestyrelsen dermed erkender, at kravet er fremsat uden hjemmel i lovgivningen.

I modsætning til, hvad der formodentlig gælder for de fleste borgere, der rejser en sag ved Skatteankestyrelsen, så står der for mig intet personligt på spil – ud over sandheden naturligvis.

Jeg finder, at der hævet over enhver rimelig tvivl er ført bevis for, at skattestyrelsen har opkrævet og fortsat opkræver skat uden hjemmel i lovgivningen, og at Skattestyrelsen dermed har begået ulovligheder. Jeg finder, at der hævet over enhver rimelig tvivl er ført bevis for, at Skattestyrelsens ulovligheder er systematiske, at mange tusinde borgere er blevet forurettet og at Skattestyrelsens ulovlige skattekrav andrager adskillige milliarder kroner. Hvis skattemyndigheden mente, at de omtalte skatteinddrivelser var lovlige, så ville det være naturligt, at skattemyndigheden overlod det til Skatterådet at afgøre, om skattemyndighedens praksis er i overensstemmelse med kildeskattelovens § 53 stk. 2, hvilket skatteforvaltningslovens § 2 giver hjemmel til. Men det ønsker skattemyndigheden ikke.

Der er ganske vist ikke Skatteankestyrelsens opgave i denne sag at afgøre, om skattemyndighedens praksis er i konflikt med skatteforvaltningslovens § 53 stk. 2; et spørgsmål om skattemyndighedens praksis bør, som en af Skatterådets hovedopgaver, vurderes af Skatterådet. Men det have være rimeligt at forvente, at Skatteankestyrelsen i indstillingen til Landsskatteretten havde vurderet validiteten af – herunder bevismaterialet for – dette spørgsmål. Men det gør Skatteankestyrelsen ikke.

Skatteankestyrelsens forslag til Landsskatterettens afgørelse er så langt fra, hvad i hvert fald jeg forbinder med saglighed, at jeg finder det vanskeligt med dette forslag som udgangspunkt at nå frem til noget, der kan leve op til Skatteankestyrelsens hensigtserklæring om uvildighed. Jeg har foreslået eventuelt at slette visse passager i Skatteankestyrelsens forslag til Landsskatterettens afgørelse. Men det vil betyde, at Skatteankestyrelsens argumentation falder til jorden. Jeg anbefaler i stedet det reviderede forslag til Landsskattens afgørelse, som fremgår af følgende afsnit.

Revideret forslag til Landsskattens afgørelse .

Jeg skal indledningsvis bemærke, at jeg i følgende reviderede forslag ikke har medtaget de indledende formelle bemærkninger om Skatterådets opgaver og at jeg ikke har medtaget de mere korrekte ”Faktiske oplysninger”, som jeg allerede har redegjort for. Jeg forudsætter, at skatteankestyrelsen selv er i stand til at korrigere disse oplysninger, så der kommer i overensstemmelse med fakta.

Landsskatteretten bemærker, at Skattestyrelsen i brev af 4. november 2020 fuldt og helt tilbagetrækker kravet mod klageren om beskatningen af 103.341 kr. og tilbagetrækker det heraf følgende krav om betaling af 28.730 kr., og Landsskatteretten bemærker, at ændringen 4. november 2020 ikke skyldes nye oplysninger i sagen. Landsskatteretten konstaterer, at Skattestyrelsen dermed implicit har erkendt, at kravet mod klageren er fremsat uden hjemmel i lovgivningen og at kravet dermed er lovstridigt fremsat.

Det er Landsskatterettens vurdering, at Skattestyrelsens forøgelse af en borgers indtægt midt i et skatteår og med henvisning til kildeskattelovens § 53 stk. 2, ifølge lovteksten skal bero på en vurdering med iagttagelse af ”nærliggende grunde”, og at der således er tale om en ”afgørelse”.

Landsskatteretten bemærker derfor, at Skattestyrelsen, ved fremsendelse af kravet til klageren jf. forvaltningslovens § 22 burde have begrundet dette krav. Landsskatte- retten bemærker i øvrigt, at Skattestyrelsen burde have fremsendt en sådant væsentligt og for borgeren uforudset krav i form af ”Elektronisk Post”.

Landsskatteretten finder det påvist, at klageren i fuldt tilstrækkelig grad har gjort indsigelser, og Landsskatteretten afviser dermed Skattestyrelsens påstand om klagerens meddelagtighed.

Landsskatteretten betragter det som en skærpende omstændighed, at Skattestyrelsen sender det klart ulovlige påkrav til inddrivelse i Gældsstyrelsen.

Ud over at Landsskatteretten finder det bevist, at Skattestyrelsen har fremsat et uretmæssigt krav mod klageren, så har Skattestyrelsen erkendt, at det uretmæssigt fremsatte krav mod klageren

er et resultat af en procedure i IT-systemet ”[virksomhed1]”, og at der dermed er tale om en systematisk uretmæssighed. Landsskatteretten finder det dermed sandsynliggjort, at Skattestyrelsen på tilsvarende vis i 2020 har fremsat tilsvarende uretmæssige krav mod alle de borgere, som i 2019 har haft et udbytte af en pensionsopsparing. Klageren har redegjort for, at omkring 420.000 borgere formodentlig har modtaget tilsvarende uretmæssige påkrav. Da Skattestyrelsen ikke har bestridt den påstand, og da Skattestyrelsen har ikke vist vilje til at fremvise data, der begrunder eller afviser klagerens påstand, tager Landsskatteretten klagerens påstand til efterretning. Landsskatteretten finder, at klagerens spørgsmål opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 punkt 1.

Landsskatteretten vurderer, at et krav om betaling af 28.730 kr. for klageren vedrører store økonomiske værdier, og Landsskatteretten lægger i særlig grad vægt på, at systematisk fremsatte krav mod omkring 420.000 borgere vedrører store økonomiske værdier. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 punkt 2 er dermed opfyldt.

Landsskatteretten bemærker i øvrigt, at klageren har påvist, at Skattestyrelsens praksis for ændring af forskudsopgørelser er i strid med Skatteministeriets lovfortolkning, og at Skattestyrelsens praksis ikke har været genstand for fortolkning i perioden siden Skattestyrelsens etablering af denne praksis i IT-systemet ”[virksomhed1]” i foråret 2013.

Klagerens spørgsmål opfylder derfor også betingelsen i skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4 punkt 3.

Det er Landsskatterettens vurdering, at Skattestyrelsens omtalte krav om beskatningen af 103.341 kr. er en umiddelbar følge af klagerens disposition ved pensionsopsparing. Det er også Landsskatterettens vurdering, at det af klageren stillede spørgsmål til Skatterådet opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21 stk. 4, punkt 1, 2, 3 og 5.

For et spørgsmåls forelæggelse for Skatterådet i henhold til i skatteforvaltningslovens § 21 er det kun et krav, at én af de fem betingelser er opfyldt. Skatterådet hæfter sig ved, at i dette spørgsmål er fire af de fem betingelser er opfyldte. Landsskatteretten vurderer derfor, at klageren med belæg i skatteforvaltningslovens § 21 er berettiget til at kræve sagen forelagt Skatterådet.

Det er i øvrigt Landsskatterettens vurdering, at spørgsmålet har en sådan karakter, at allerede skatteforvaltningslovens § 2 berettiger forelæggelse for Skatterådet.

Landsskatteretten omgør dermed Skattestyrelsen afgørelse og pålægger Skattestyrelsen at forelægge klagerens spørgsmål for Skatterådet.

Det er endelig Landsskatteretten vurdering, at klagerens oplysninger er så belastende for skattemyndigheden, at Landsskatteretten i henhold til forvaltningslovens § 7 stk. 2 er forpligtiget til at videresende disse oplysninger til politi og anklagemyndighed med henblik på efterforskning og eventuel sigtelse i henhold til bestemmelserne i straffelovens kapitel 16 og kapitel 28.

Landsskatteretten påpeger i øvrigt, at Skattestyrelsens praksis kan være i strid med Grundlovens § 43.

(...)”

Retsmøde

Klageren gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de i sagen fremlagte skriftlige indlæg. Klageren fastholdt i sin helhed tidligere fremsat påstand.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med seneste udtalelse, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes, således der træffes afgørelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Skatterådet bistår blandt andet told- og skatteforvaltningen ved forvaltningen af lovgivningen om skatter og afgør sager, som told- og skatteforvaltningen forelægger for Skatterådet. Det følger af skatteforvaltningslovens § 2, stk. 1 og stk. 2.

Enhver der har foretaget en disposition, eller påtænker at foretage en disposition, kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning heraf hos told- og skatteforvaltningen, når told- og skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre spørgsmålet. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Følgende fremgår af forarbejderne til lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005, Folketingstidende, 2004-05, 2. samling, lovforslagets særlige bemærkninger til § 21:

”(...)

Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition. Efter stk. 2 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition.

Det er i begge tilfælde en forudsætning, at dispositionen er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen.

(...)”

Spørgsmålet skal således vedrøre den skattemæssige virkning af en disposition, der er foretaget eller som påtænkes foretaget af spørgeren, og hvor skatteforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelse. Endvidere vil det sige, at spørgsmålet skal vedrøre en disposition, hvor der kan og/eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Der gives således ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed.

Told- og skatteforvaltningen er forpligtiget til at forelægge visse sager om bindende svar, når disse er af principiel karakter. Det følger af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, der har følgende ordlyd:

”(...)

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 2, hvis

1) svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,

2) svaret vedrører større økonomiske værdier,

3) svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen,

4) der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller

5) sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

(...)”

Bestemmelsen afgrænser således positivt, hvilke typer af sager, som told- og skatteforvaltningen er forpligtiget til at forelægge Skatterådet. Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4 suppleres af lovens § 2, stk. 2. hvorefter told- og skattestyrelsen kan vælge at forelægge en sag for Skatterådet, uagtet at sagen ikke opfylder en af betingelserne i § 21, stk. 4, nr. 1-5.

Der henvises til Skatteforvaltningens meddelelse af 26, august 2021, offentliggjort i SKM2021.432, om aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen om sager som skal forelægges for Skatterådet. Det fremgår af meddelelsen, at det er Skatteforvaltningen, der udvælger de principielle sager, der skal forelægges for Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4. Endvidere fremgår det af meddelelsens afsnit 3, at Skatteforvaltningen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2 efter en konkret vurdering kan forelægge andre sager, som Skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre, jf. skatteforvaltningslovens § 1.

Skattestyrelsen har afvist at forelægge klagerens anmodning om et bindende svar for Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Det er klagerens opfattelse, at Skattestyrelsen er forpligtiget til at forelægge klagerens anmodning om et bindende svar for Skatterådet, henset til at klageren er af den opfattelse, at flere af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5 er opfyldt. Alternativ, at klagerens spørgsmål forelægges Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2.

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at Skattestyrelsen den 4. november 2020 har fremsendt forslag til afgørelse til klageren, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen forslår at ændre klagerens forskudsopgørelse i henhold til klagerens anmodning, således afkastet af klagerens pensionsordning nedsættes. Det fremgår, at klageren har accepteret denne ændring, lige såvel som Gældsstyrelsen i forlængelse heraf har tilbagebetalt den indeholdt skat. Sagen vedrørende klagerens disposition i forhold til dennes pensionshensættelser og den skattemæssige virkning heraf, ses således at være afsluttet, da klageren har accepteret forslaget og ikke har påklaget dette forhold.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre Skattestyrelsens afvisning af klagerens anmodning et bindende svar fra Skatterådet.

Ved vurderingen har Landsskatteretten lagt vægt på, at klagerens spørgsmål ikke anses at opfylde de betingelser, som skatteforvaltningsloven foreskriver for told- og skatteforvaltningens forelæggelse af en sag eller en anmodning om bindende svar for Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2 og § 21, stk. 1, jf. § 21, stk. 4. Det er herved henset til, at klagerens anmodning ses at vedrøre legaliteten af forskudsregistreringssystemet og i den forbindelse, hvorvidt systemet opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Hvorledes forskudsregistreringssystemet systemmæssigt fungerer, kan ikke sidestilles med en disposition foretaget eller påtænkt foretaget af klageren. Klagerens anmodning ses således ikke at vedrøre et forhold, som told- og skatteforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelse om, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2, jf. § 1 eller at vedrøre den skattemæssige virkning af en disposition, som klageren har foretaget eller påtænker at foretage, jf. skatteforvaltningslovens § 21 stk. 1.

Allerede af den årsag finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke er forpligtiget til at forelægge klagerens anmodning for Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4. Der er herved henset til, at klagerens spørgsmål ikke anses at kunne besvares i form af et bindende svar.

Landsskatteretten bemærker, at det forhold, at Borger- og Retssikkerhedschefen positivt tilkendegiver, at denne vil se nærmere på anvendelsen af kildeskattelovens § 53 i forhold til automatiske ændringer af forskudsopgørelsen, ikke anses at ændre sagens udfald. Landsskatteretten henviser i den forbindelse til, at Borger- og retssikkerhedschefen netop fungerer selvstændigt og uafhængig af hele skattekoncernen og kan iværksætte undersøgelser, selv vurdere, hvilke sager, der skal undersøges samt kan henstille til ændringer i skatteforvaltningens procedurer og arbejdsgange.

For så vidt angår klagerens henvisning til passus fra Retssikkerhedspakke II, anses denne endvidere ikke at ændre sagens udfald. Der er herved henset til, at Skatterådets involvering i eventuelle praksisændringer netop vil ske på baggrund af Skatterådets behandling af sager om bindende svar, og skal ikke forstås således, at et hvert spørgsmål kan forelægges Skatterådet.

Reglerne om bindende svar har netop, og som klageren selv henviser til, til formål at styrke borgernes retsstilling ved at øge forudsigeligheden af de skattemæssige konsekvenser af den enkeltes dispositioner. Herved forstået som den skattemæssige virkning af en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.