Kendelse af 24-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 07-06-2023

Journalnr. 22-0008609

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 19. november 2021 ansat sambeskatningsindkomsten for de selskaber, som [virksomhed1] ApS er administrationsselskab for, til 6.805.986 kr. for indkomståret 2017.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS blev stiftet den 4. marts 2015. Selskabet er sambeskattet med datterselskaberne [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS, der begge er ejet af [virksomhed1] ApS med 100 procent. [virksomhed1] ApS er administrationsselskab i sambeskatningen.

[virksomhed2] ApS indgik i frivillig likvidation den 15. juni 2020.

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 18. november 2020 forhøjet den skattepligtige indkomst for [virksomhed2] ApS med 6.967.840 kr. Forhøjelsen er foretaget på baggrund af nægtet fradrag for udgifter til underleverandører.

Selskabet har den 4. januar 2021 fremsendt materiale til Skattestyrelsen, herunder blandt andet fakturaer, sms-beskeder og e-mails med videre. Skattestyrelsen har genoptaget datterselskabets skatteansættelse den 2. juni 2021. Ved afgørelse af 15. november 2021 har Skattestyrelsen nedsat datterselskabets skattepligtige indkomst med 605.500 kr. fra 7.414.486 kr. til 6.808.986 kr. Nedsættelsen skyldes, at Skattestyrelsen ved gennemgang af materialet har vurderet, at der kunne gives fradrag for udgifter til én underleverandør på 605.500 kr.

Som følge af ændringerne for datterselskabet har Skattestyrelsen ved den påklagede afgørelse nedsat sambeskatningsindkomsten med 605.500 kr. til 6.805.986 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ansat sambeskatningsindkomsten til 6.805.986 kr.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

Skattestyrelsen har gennemgået den indkomst, som et eller flere af de selskaber, som I er administrationsselskab for, har oplyst for indkomståret 2017.

Resultatet er, at vi foreslår, at det sambeskattede selskabs skattepligtige indkomst bliver nedsat med i alt 605.500 kr.

Ændringerne i det sambeskattede selskabs skattepligtige indkomst før fremførsel af underskud fra tidligere år bliver overført til sambeskatningsindkomsten.

Reglerne om opgørelse af sambeskatningsindkomsten står i selskabsskattelovens § 31.

(...)

1. Ændring af datterselskabets skattepligtige indkomst

Som følge af Selskabsskattelovens § 31, gør Skattestyrelsen opmærksom på, forslag om ændring vedrørende datterselskab [virksomhed2] ApS (forslag vedhæftet med forslag).

Grundet manglende indsigelse, fastholder Skattestyrelsen forslaget i sin helhed.

(...)”

Selskabets opfattelse

Repræsentanten har på vegne af selskabet nedlagt påstand om, at sambeskatningsindkomsten nedsættes til 0 kr.

Som begrundelse herfor har repræsentanten anført følgende:

”(...)

Sagen drejer sig om, hvorvidt der som hævdet af Skattestyrelsen er grundlag for at sambeskatte [virksomhed1] ApS for forhold der i sin helhed var bestridt i [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...1].

1. Påstand

Der nedlægges påstand om, at [virksomhed1] ApS sambeskatning med [virksomhed2] ApS for indkomståret 2017 skal nedsættes til kr. 0.

2. Anbringender

Det gøres overordnede gældende, at der ikke er grundlag for at sambeskatte [virksomhed1] ApS, som påstået af Skattestyrelsen. Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at for så vidt angår [virksomhed2] ApS moms og A-skat, har [virksomhed2] ApS anvendt underleverandører til at udføre arbejderne.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse af 18. november 2020 vedrørende [virksomhed2] ApS angivet, at der ikke kan godkendes fradrag for moms udstedt til [virksomhed2] ApS, jf. bilag 2, idet Skattestyrelsen har modtaget kontroloplysninger Politiet, hvoraf det fremgår, at der er udstedt fakturaer fra en virksomhed til [virksomhed2] ApS, hvor det er politiets opfattelse, at den pågældende virksomhed har udstedt fiktive fakturaer.

Det er helt afgørende at understrege, at [virksomhed2] ApS tidligere ledelse til brug for Skattestyrelsens sagsbehandling af været i løbende dialog med Skattestyrelsen samt indsendte fakturaer fra modtaget og betalt fra sine underleverandører.

Det er ligeledes helt afgørende i denne sag at understrege, at samtlige underleverandører har leveret de fakturerede ydelser til [virksomhed2] ApS.

Skattestyrelsen har nægtet [virksomhed2] APS momsmæssigt fradrag for disse udgifter, med henvisning til, at der enten ikke har været leveret ydelser i overensstemmelse med fakturaerne eller, at der kan rejses berettiget tvivl om realiteten af fakturaerne. [virksomhed2] ApS har oplyst, at man stiller sig gangske uforstående over for, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt der reelt er sket levering af de ydelser, der er faktureret for.

Følgende fremgår bl.a. af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende [virksomhed2] ApS på side 2, jf. bilag 2:

”Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der kan rejses tvivl om realiteten i fakturaerne fra disse underleverandører i forhold til, om hvorvidt der er sket levering af de fakturerede ydelser de pågældende underleverandører. Dette skyldes oplysninger fra politiet (beskrevet under faktiske forhold) samt at størstedelen af underleverandørerne ses konkursramte eller ophørt.”

Skattestyrelsen har på baggrund af ovennævnte ikke godkendt momsfradrag for udgifter til underleverandør i [virksomhed2] ApS. Skattestyrelsen opfordres i den forbindelse til at fremlægge dokumentation for, at selskaberne og/eller personkredsen bag selskaber der har handlet med [virksomhed2] ApS er blevet afhørt og/eller sigtet af politiet for moms- og kædesvig.

3. Nærmere for [virksomhed2] ApS

[virksomhed2] ApS blev stiftet den 10. april 2015 af [virksomhed1] ApS. Oplysninger indhentet fra Erhvervsstyrelsens CVR-register fremlægges som bilag 3. [virksomhed2] ApS var i den pågældende periode registreret under branchekode 782000 (vikarbureauer). [virksomhed2] ApS formål er at drive vikarbureau og hermed forenelig virksomhed.

[virksomhed2] ApS anvendte både egne medarbejdere såvel som underleverandører til udførelse af arbejdsopgaverne.

[virksomhed2] ApS var momsregistreret og [virksomhed2] ApS har i overensstemmelse hermed i den for sagen omhandlende periode indberettet og afregnet moms.

[virksomhed2] APS har i den omtvistede indkomstår samarbejdet med en flerhed af underleverandører. [virksomhed2] ApS brug af underleverandører vil blive uddybet i afsnit 4 nedenfor.

I perioden som nærværende sag omhandler, benyttede [virksomhed2] ApS sig af [virksomhed4] har assisteret [virksomhed2] ApS med at opstille årsregnskabet.

Som bilag 4 fremlægges [virksomhed2] ApS årsrapport for indkomståret 2017, hvoraf det fremgår, at [virksomhed2] ApS i 2017 havde en bruttofortjenesete på kr. 2.651.766, samt at [virksomhed2] ApS dette havde personaleomkostninger på kr. 2.215.672

Betalingen af alle fakturaer for det udførte arbejde blev overført elektronisk fra [virksomhed2] ApS bankkonto.

4. Nærmere om anvendelse af underleverandører

Forinden [virksomhed2] ApS egne medarbejdere benyttede [virksomhed2] ApS sig arbejdskraft fra underleverandører. Årsagen til denne forretningsmodel skyldtes den varierende arbejdsbyrde i [virksomhed2] ApS, hvor [virksomhed2] ApS kunne have færre ordrer fra sine kunder en periode, hvilket kunne varetaget af [virksomhed2] ApS egne medarbejdere, og i andre perioder kunne [virksomhed2] ApS have for travlt, hvor det var nødvendigt med ekstra arbejdskraft.

Underleverandørerne blev hovedsageligt anvendt til at udføre nedrivning, rengøring, kantineservice, samt bygge og anlægsarbejde på lige fod med [virksomhed2] ApS egne medarbejdere, som blev udlejet som arbejdskraft til [virksomhed2] ApS kunder. Det bemærkes, at [virksomhed2] ApS har i forbindelse med Skattestyrelsens indkaldelse af fakturaer vedrørende brugen af underleverandører, fremsendt både timesedler og aftalesedler vedrørende alle fakturerer.

I den forbindelse skal det bemærkes, at udlejning af underleverandører/underentreprenør er gangske almindeligt forekommende, idet mængden af arbejdsopgaver kan være særdeles varierende.

3.Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for så vidt angår forhøjelsen af [virksomhed2] ApS’ momstilsvar med dertilhørende sambeskatning af [virksomhed1] ApS overordnet gældende, at ikke var grundlag for at nægte [virksomhed2] ApS fradrag for købsmoms vedrørende virksomhedens udgifter til underleverandører for indkomståret 2017, da de fakturerede ydelser reelt er leveret til [virksomhed2] ApS

Følgelig er der ikke grundlag for at nægte fradrag for købsmoms i medfør af momslovens § 37 under henvisning til momsbekendtgørelsens § 58, ligesom der ikke i øvrigt er grundlag for at rejse tvivl om fakturaernes realitet. Skattestyrelsen har i den forbindelse ikke fremlagt dokumentation for

Jeg vil nedenfor uddybe mine ovennævnte anbringende:

4.Fradrag for købsmoms

Nærværende sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Skattestyrelsen har grundlag for at nægte [virksomhed2] ApS fradrag for købsmoms efter momslovens § 37 for udgifter til underleverandørerne, hvorefter [virksomhed1] ApS sambeskatningsindkomst forhøjes.

5.Retsgrundlaget

Betingelserne for at opnå fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandører er reguleret i momsloven og momssystemsdirektivet. På momsområdet er der en harmonisering mellem nationallovgivning og EU-lovgivning.

Momsloven er således en harmonisering af momssystemsdirektivet, og EU-Domstolens afgørelser på momsområdet kan anvendes direkte i dansk momslovgivning.

Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Efter reglerne i momsloven skal afgiftspligtige personer svarer afgift ved momspligtige leverancer – udgående afgift. Ligeledes kan momspligtige personer fradrage indkøb af varer eller ydelser, der anvendes i den momspligtige virksomhed – indgående afgift.

Følgende fremgår af momslovens § 37, stk. 1 og 2;

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i landet, jf. dog stk. 6.

Stk 2. Den fradragsberettigede afgift er

Afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,

Den afgift, som efter § 11 påhviler varer, der er erhvervet fra et andet EU-land,

Den afgift, som efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU, jf. dog § 69, stk. 2, og

Den afgift, der skal betales efter §§ 6 og 7”

Det følger således af momslovens § 37, stk. 1, at en virksomhed, der er momsregistreret, kan få momsfradrag for virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer.

Momslovens § 37 opstiller dermed alene en betingelse om, at virksomheden, der ønsker at fradrage momsen, er registreret.

Det er efter fast praksis fra EU-domstolen en betingelse, at der findes en direkte og umiddelbar tilknytning til momspligtige transaktioner og generalomkostninger for at opnå fradrag. Begrebet ”direkte og umiddelbar tilknytning” er ikke nærmere konkretiseret af EU-domstolen, men er i stedet overladt til udfyldning ved de nationale domstole.

I momsbekendtgørelsen er der udstedt helt særlige regler, der i detaljeret grad normerer de krav, der skal være opfyldt, førend en faktura kan berettige til momsfradrag.

Kravene til dokumentation for retten til at fradrage af købsmoms følger udførligt af momsbekendtgørelsen. Det overordnede dokumentationskrav følger af momsbekendtgørelsens § 82:

”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag eller enhedsdokumentets eksemplar med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer”

Skattestyrelsen har ligeledes præciseret dette I Den juridiske vejledning 2018-1 D.A.11.1.7, hvoraf det fremgår:

”Det er en overordnet betingelse for at kunne få fradrag for købsmoms, at virksomhedens er i besiddelse af forskriftsmæssige fakturaer, herunder forenklede fakturerer og afregningsbilag og importmomsspecifikationer som dokumentation for indkøbet af momsen. Se momsbekendtgørelsens § 82.”

Som uddybning af dokumentationskravene for fradragsretten efter momslovens § 37 henvises til momsbekendtgørelsens § 58. Af denne fremgår det, at:

” Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68, indeholde:

1)	Udstedelsesdato (faktura).
2)	Forløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.
3)	Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
4)	Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.
5)	Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
6)	Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelses-dato.
7)	Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.
8)	Gældende afgiftssats.
9)	Det afgiftsbeløb, der skal betales.

Stk. 2. Ethvert dokument eller enhver meddelelse, der specifikt og utvetydigt ændrer eller henviser til den oprindelige faktura, sidestilles med en faktura.

Stk 3. Såfremt en faktura, herunder afregningsbilag, også omfatter afgiftsfritagne leverancer, skal det af fakturaen fremgår, hvilke leverancer der pålagt afgift. Sådanne leverancer skal opføres for sig med særskilt sammentælling.

Stk. 4 Når en registreret virksomhed leverer varer eller ydelser til en anden registreret virksomhed mod hel eller delvis betaling med varer eller ydelser (byttehandel), er det tilstrækkeligt, at den ene af parterne udsteder en faktura med begges registreringsnumre påført. Denne faktura skal ud over de i stk. 1, nævnte oplysninger indeholde oplysning om art, omfang og pris for det, der er modtaget i bytte.

Stk. 5 Når en registreret virksomhed udlejer eller leaser personmotorkøretøjer ud til registrerede virksomheder for en periode på mere end 6 måneder, skal den til lejeren afgive de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af det månedlige fradragsbeløb efter momslovens § 42, stk. 4 og 5, for eksempel ved angivelse af fradragsbeløbet på fakturaen.

Stk. 6 En virksomhed kan udstede en samlefaktura for flere særskilte leverancer af varer eller ydelser, hvis afgiften af de leverede varer eller ydelser omfattet af samlefakturaen forfalder inden for samme måned.

Stk. 7 En registreret virksomhed, som driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler, kan pålægges at udstede faktura, jf. § 58 eller § 63 i denne bekendtgørelse, ved alt salg af varer og ydelser samtidig med leveringen, såfremt Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber.

Stk. 8 En registreret virksomhed, som erhverver varer i et andet EU-land eller i Danmark, kan pålægges, at de erhvervede varer skal ledsages af en faktura, følgeseddel, kassebon eller anden dokumentation for varernes erhvervelse under hele transporten frem til købers bestemmelsessted, såfremt Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Dokumentationen skal på forlangende forevises Skatteforvaltningen ved en eventuel kontrol af transportmidlet.

Stk. 9 Et pålæg efter stk. 7 og 8 gives for 2 år. Konstaterer Skatteforvaltningen i den 2-årige periode fortsat uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, kan pålægget forlænges.

Der stilles således en række formelle krav til en faktura, der udstedes, førend der kan opnås fradrag for moms. Af Skattestyrelsens juridiske vejledning 2018-1, afsnit D.A.11.1.7, fremgår følgende:

”Det er en betingelse for fradragsret, at fakturaen indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til momsbekendtgørelsens § 82, navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer og arten af de leverede tjenesteydelser. Se sag C-438/09, Bogyslaw Juliusz Dankowski” (min fremhævning)

I sag C-438/09Boguslaw Juliusz Dankowski tager EF-Domstolen stilling til det præjudicielle spørgsmål om fortolkning af dokumentationskravene i momssystemsdirektivet, herunder om en afgiftspligtig person har ret til fradrag af moms erlagt for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig, som ikke svarer moms.

Sagen omhandler levering af et antal afgiftspligtige marketingsydelser. Virksomheden, der leverede denne ydelse, havde imidlertid ikke opfyldt sin forpligtelse til at lade sig registrere i registeret for afgifter på goder og tjenesteydelser og havde ikke afregnet moms, uanset at han havde udstedt fakturaer for de af ham leverede tjenesteydelser med angivelse af den afgift, som skulle betales.

Sagen vedrører således den afgiftspligtige aftagers ret til fradrag af moms for disse tjenesteydelser.

Af sagens præmis 27 fremgår klart, at det er en overordnet betingelse for fradragsretten at være i besiddelse af en faktura;

”Hvad angår de nærmere vilkår for udøvelse af fradragsretten bestemmer sjette direktivs artikel 18, stk. 1, litra a), at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med dette direktivs artikel 22, stk. 3”

Til spørgsmålet om, hvorvidt en afgiftspligtig person har ret til fradrag af moms erlagt for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig person, som ikke svarer moms og ikke er momsregistreret, udtaler EF-Domstolen i sagens præmis 35 og 36 følgende:

”Når den kompetente afgiftsmyndighed er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at den afgiftspligtige person, som aftager af de omhandlede handelstransaktioner, er momsbetalingspligtige, kan den ikke foreskrive supplerende betingelser hvad angår den afgiftspligtiges ret til at fradrage den indgående afgift, der kan medføre, at udøvelsen af denne ret bortfalder (jf. dom af 8.5.2008, forenede sager C-95/07 og C-96/07, Ecotrade, Sml. I, s. 3457, præmis 64, og af 30.9.2010, sag C-392/09, Uszodaépítö, Sml. I, s. 8791, præmis 40).

En tjenesteyders eventuelle tilsidesættelse af forpligtelsen i medfør af sjette direktivs artikel 22, stk. 1, kan således ikke rejse tvivl om fradragsretten i henhold til dette direktivs artikel § 17, stk. 2 for aftageren af tjenesteydelserne”

Det fremgår således klart af EF-Domstolens praksis, at det ikke er muligt at nægte en afgiftspligtig personfradrag, med den begrundelse at en anden afgiftspligtig person har tilsidesat sine pligt til at svare moms – dette, endda selvom den afgiftspligtige helt har forsømt at foretage momsregistrering af virksomheden.

EF-Domstolen udtaler videre i præmis 37 angående medlemsstaternes mulighed for at fastsætte andre forpligtelser for de afgiftspligtige personer:

”Det forholder sig på samme måde med hensyn til sjette direktivs artikel 22, stk. 8, hvorefter medlemsstaternes kan fastsætte andre forpligtelser, som de skønner nødvendige for at sikre en korrekt opkrævning af afgiften og for at undgå svig. Selv om denne bestemmelse gør det muligt for medlemsstaterne at træffe visse foranstaltninger, må de imidlertid ikke anvendes på en sådan måde, at de systematisk anfægter retten til at fradrag af moms, som er et grundlæggende princip i det fælles momssystem (jf. dom af 18.12.1997, forenede sager C- 286/94, C-340/95, C-401/95 og C-47/96, Molenheide m.fl., sml. I, s. 7281, præmis 47, samt dommen i sagen Gabalfrise m.fl., præmis 52, og Ecotrade-dommen. Præmis 65 og 66)”

Indeholder national ret bestemmelser, der fraviger momssystemdirektivet, må disse bestemmelser derfor ikke anvendes sådan, at retten til fradrag af moms systematisk anfægtes.

Herefter gik EU-Domstolen videre til i præmis 38 at tage stilling til fakturakravenes vægtning. I præmis 38 har EU-Domstolen anført følgende:

”Det følger af disse betragtninger, at sjette direktivet artikel 18, stk. 1, litra a) og artikel 22, stk. 3, litra b) skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person har ret til at fradrag af moms erlagt for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig, som ikke er registreret med hensyn til denne afgift, således fakturaerne vedrørende disse tjenesteydelser indeholder alle oplysninger, som kræves i henhold til nævnte artikel 22, stk. 3, litra b, navnlig de oplysninger, som er nødvendige fro at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser (min fremhævning)”

Det må lægges til grund, at de fakturaoplysninger, der er særligt egnede til at sandsynliggøre, at der er sket en levering mod vederlag, vægtes tungest og dermed er bedst egnede til at sandsynliggøre opfyldelse af formålet med momssystemsdirektivet.

På baggrund heraf kan det konkluderes, at opfylder en faktura ikke fakturakravene, men er de oplysninger, der mangler, mindre væsentlige for at sikre, at der er sket en levering mod vederlag, kan fradrag for købsmoms ikke nægtes.

Dette fremgår f.eks. også af afgørelsen i C-368 Pannon Gép Centrum kft. af den 15. juli 2010.

I denne sag skulle EU-Domstolen tage stilling til, om en bestemmelse i nationalret, hvorefter en fejlangivelse i fakturaen blev sanktioneret, ved retten til fradrag af mistedes, var uforenelig med EU-retten. Spørgsmålet var opstået, da de nationale yndigheder havde nægtet en skatteyder ret til fradrag for købsmoms.

Dette var for det første gjort, under henvisning til at det var forkerte afslutningsdatoer for tjenesteydelsernes udførelse, der fremgik af de oprindeligt udstedte fakturaer.

For det andet var det gjort, under henvisning til at de efterfølgende berigtigede fakturaer ikke blev anset for at sikre en konstant nummerering, der var fortløbende.

I sin stillingtagen til dette spørgsmål udtalte EU-Domstolen, jf. præmis 45, at:

”Under disse omstændigheder skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 167, artikel 178, litra a), artikel 220, nr. 1), og artikel 226 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter de nationale myndigheder nægter en afgiftspligtig person retten til i det beløb, der påhviler ham i skyldig moms, at fradrage beløbet på den moms, som han skal betale eller har betalt for ydelser, der er blevet leveret til ham, med den begrundelse, at den oprindelige faktura, som den afgiftspligtige var i besiddelse af på fradragstidspunktet, indeholdt en forkert dato for, hvornår leveringen af ydelserne var afsluttet, og at der ikke forelå en fortløbende nummerering af den senere berigtigede faktura og af den kreditnota, der annullerede den oprindelige faktura, hvis de materielle betingelser for fradrag er opfyldt, og den afgiftspligtige person – inden den pågældende myndighed træffer sin afgørelse – har forelagt denne myndighed en berigtiget faktura, hvoraf den rigtige afslutningsdato for de nævnte ydelsers udførelse fremgår, selv om der ikke foreligger en fortløbende nummerering af denne faktura og af den kreditnota, der annullerede den oprindelige faktura.”

I denne dom kom EU-domstolen således frem til, at korrekt angivelse af dato og fortløbende nummerering af fakturaer ikke var blandt de fakturakrav, der vægtede tungest.

Sammenfattende viser EU-dommene i sag C-368 af den 15. juli 2010 og sag C-438 af den 22. december 2010 dermed, at en faktura opfylder beviskravet om, at der er sket levering. Fakturakravene kan således – afhængigt af omstændighederne – have en underordnet betydning.

Det kan således sandsynliggøres, at der er sket levering.

I forhold til fakturaerne fra underleverandørerne til [virksomhed2] ApS må det derfor undersøges, hvilke fakturakrav, der ikke er opfyldt, samt om det på anden måde kan sandsynliggøres, at der er sket levering af de fakturerede ydelser, idet at Skattestyrelsen ikke har modtaget en samarbejdskontrakt, ikke kan identificere personerne der blev sendt af virksomheder til [virksomhed2] ApS, at visse af underleverandørerne ikke har udleveret deres regnskabs- og bogføringsmateriale til Skattestyrelsen, at visse af underleverandørerne ikke har indberettet oplysninger om ansatte, at visse underleverandører er blevet nægtet registrering for moms og som arbejdsgiver er [virksomhed2] ApS uvedkommende.

8. Den konkrete sag

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at nægte fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandørerne i [virksomhed2] ApS, idet det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at underleverandørerne har udført arbejde for [virksomhed2] ApS. Der henvises til materialet udleveret af [virksomhed2] ApS til Skattestyrelsen.

Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, at en virksomhed, der er momsregistreret, kan få momsfradrag. [virksomhed2] ApS var en registreret virksomhed og opfylder derfor kravet i momslovens § 37.

At visse af underleverandørerne angiveligt ikke angiver og afregner moms, er således uvedkommende for [virksomhed2] ApS fradragsret, idet underleverandørerne er uafhængige skattesubjekter, hvorfor moms bør inddrives fra disse.

Skatteankestyrelsen opfordres til at få indhentet en redegørelse fra Skattestyrelsen om, hvorvidt [virksomhed2] ApS´ underleverandører er blevet opkrævet moms, af beløb der hidrører fra de fakturaer, som nærværende sag omhandler. Såfremt dette ikke er tilfældet, opfordres Skatteankestyrelsen videre til at indhente en redegørelse fra Skattestyrelsen for baggrunden for, at de pågældende underleverandører ikke er blevet opkrævet moms.

Hvis momsen allerede er er betalt af disse underleverandører i separate sager, indebærer denne sag således en dobbeltbeskatning.

Som gennemgået ovenfor i EF-Domstolens sag C-438/09, kan en afgiftsmyndighed ikke nægte fradrag til en afgiftspligtig person, med begrundelsen at en anden afgiftspligtig person ikke afregner moms.

Dette gælder særligt henset til det faktum, at alle underleverandører, igennem hele den periode de udførte arbejder for [virksomhed2] ApS var alle momsregistreret.

Som beskrevet ovenfor gælder der dog en række yderligere dokumentationskrav for at opnå fradrag for købsmoms. Disse dokumentationskrav er opstillet for at sikre, at der reelt sker en levering mod vederlag.

Det følger af momsbekendtgørelses § 58, at en faktura skal indeholde både udstedelsesdato, fortløbende nummerering og omfanget og arten af de leverede ydelser m.v. Det gøres gældende, at de fremlagte fakturaer opfylder betingelserne i momsbekendtgørelsens § 58.

Såfremt Skattestyrelsen måtte gøre, at fakturakravene ikke fuldt ud opfylder kravene i momsbekendtgørelsen, henvises til praksis fra EU-Domstolen, hvoraf det fremgår, at de enkelte fakturakrav vægter forskelligt. Det er således muligt løfte bevisbyrden for fradrag for købsmoms, såfremt det er de mindre vægtige fakturakrav, der ikke er opfyldt.

De særligt vægtige krav er kravet om identifikation af ”den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser”, jf. eksempelvis præmis 38 i sag C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski. Det er således disse krav, der er bedst egnet til at sandsynliggøre opfyldelse af formålet med momssystemsdirektivet.

I nærværende sag fremgår det klart af fakturaerne, at de er udstedt af underleverandørerne til [virksomhed2] ApS. Dette er udtrykkeligt anført i samtlige af fakturaerne udstedt af de pågældende underleverandører.

Af fakturaerne fremgår det ligeledes, tydeligt, hvad selskaberne har leveret til [virksomhed2] ApS.

De to vægtigste krav ifølge EU-Domstolen er således opfyldt. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at oplysninger i de omtvistede fakturaer i f.eks. byretssagen i SKM2016.509 også var angivet meget sparsomt, men alligevel formåede sagsøger bl.a. igennem vidneforklaringer at løftede bevisbyrden for, at der var leveret en afgiftspligtig ydelse i henhold til fakturaerne.

Det er ved vurderingen af nærværende sag væsentligt at se på hensynet bag momsbekendtgørelsens § 58. Betingelserne i momsbekendtgørelsens § 58 er således alene formelle krav, der er opstillet for at sikre, at der reelt er sket en levering af en ydelse mod betaling for ydelsen.

Kravene skal således ikke opfyldes for kravenes skyld, men fordi det skaber en større sandsynlighed for, at man kan være sikker på, at leveringerne bliver ydet, og der sker betaling for leveringen.

I nærværende sag er det således ubestridt, at de i sagen omtalte underleverandører har modtaget betaling fra [virksomhed2] ApS, hvilket også understøttes af [virksomhed2] ApS bankkontoudskrifter. Denne faktiske betaling må anses som en indikation af, at der er realitet bag fakturaerne med underleverandørerne.

På baggrund af det ovenfor anførte gøres det sammenfattende gældende, at Skattestyrelsen ikke har grundlag for at nægte fradrag for købsmoms efter momslovens § 37, idet det er godtgjort, at [virksomhed2] ApS har fået leveret ydelserne, idet omfang det fremgår af fakturaerne. I den forbindelse gøres det gældende, at Skattestyrelsen ikke har grundlag for at forhøje [virksomhed1] ApS sambeskatningsindkomst for indkomståret 2017, idet der ikke udspringer et sambeskatningskrav fra [virksomhed2] ApS.

(...)”

Skattestyrelsens udtalelse på baggrund af klagen

Skattestyrelsen har udtalt følgende:

”(...)

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen gør opmærksom på, følgende:

1. [virksomhed1] ApS er tilskrevet som følge af Selskabsskattelovens § 31 om sambeskatning.

2. Skattestyrelsen har forhøjet tidligere datterselskab [virksomhed2] ApS, selskabet er under konkurs. Idet datterselskabet er taget under konkursbehandling mister moderselskabet den bestemmende indflydelse over det konkursramte selskab. Se SEL § 31 C. Baggrunden herfor er, at kurator overtager styringen af det konkursramte datterselskab.

Skattestyrelsen henviser til dom af 30. oktober 2014, SKM2014.865BR:

Det følger af [by1] Byrets dom af 30. oktober 2014, som offentliggjort i SKM2014.865.BR, at et administrationsselskab ikke var klageberettiget i relation til det materielle indhold i SKATs afgørelse vedrørende datterselskabet, da interessen i den materielle del af afgørelsen ikke kunne anses for tilstrækkeligt direkte, uanset at den påvirkede sambeskatningsindkomsten for administrationsselskabet og interessen derfor blev anset for væsentlig og individuel.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at [virksomhed1] ApS ikke er klageberettiget i relation til det materielle indhold i Skattestyrelsens afgørelse af [virksomhed2] ApS.

Skattestyrelsen gør samtidigt gældende, at der forbindelse med klager IKKE er indsendt yderligere materiale til støtte for klagens påstand.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse vedrører skatteansættelsen af sambeskatningsindkomsten, der er en følge af Skattestyrelsens ændringer af den skattepligtige indkomst for datterselskabet [virksomhed2] ApS. Klagen vedrører indsigelser vedrørende skatteansættelsen for [virksomhed2] ApS for 2017.

En klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Et selskab, der har været administrationsselskab i en sambeskattet koncern, er ifølge praksis ikke klageberettiget i en sag om tidligere datterselskabers skatteansættelse, idet selskabets interesse anses som en afledet økonomisk interesse.

[virksomhed1] ApS kan ikke ved at påklage ansættelsen af sambeskatningsindkomsten opnå behandling af skatteansættelsen for [virksomhed2] ApS. Der henvises til byrettens dom af 30. oktober 2014, offentliggjort som SKM2014.856.BR og Landsskatterettens afgørelse af 23. januar 2018, offentliggjort som SKM2018.103.LSR.

Der er på denne baggrund ikke grundlag for at ændre den af Skattestyrelsen ansatte sambeskatningsindkomst.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.