Kendelse af 04-08-2022 - indlagt i TaxCons database den 04-09-2022

Journalnr. 21-0114338

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomståret 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at klageren derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen, fradrag for rejseudgifter eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er fra Polen. Han har siden den 11. maj 2016 været registreret i Det Centrale Personregister med dansk adresse. I 2019 boede han på adressen [adresse1], [by1].

Det fremgår af ansættelseskontrakt, at klageren den 1. januar 2019 blev ansat på en tidsbegrænset kontrakt i [virksomhed1] ApS. Det fremgår, at den ugentlige arbejdstid er forskellig, og at der er forskellige arbejdssteder, normalt inden for [område].

I mailkorrespondance med Skattestyrelsen har klageren oplyst, at han har en hustru og to børn i Polen. Herudover har klageren oplyst, at han har bankkonti, forsikringer og en ejendom i Polen. Det fremgår af mailkorrespondancen, at klagerne ifølge egen optælling har opholdt sig i Danmark i ca. 200 dage. Antal dage er ifølge klageren baseret på kvitteringer samt kontobevægelser.

Af certifikat af 7. januar 2020 fremgår, at klagerens hustru i 2019 ikke havde nogen skattepligtig indkomst. Ligeledes er der fremlagt et certifikat fra skattekontoret i Polen, hvoraf det fremgår, at klageren er skattepligtig, men at klageren i 2019 ikke har oplyst skattepligtig indkomst i Polen.

Ifølge Skattestyrelsens kontroloplysninger har [virksomhed1] ApS for 2019 indberettet A-indkomst på 99.290 kr. for 739 timer for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 og 120.489 kr. for 896 timer for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2020.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at han derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen, fradrag for rejseudgifter eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Af afgørelsen fremgår bl.a.:

”(..)

Skattestyrelsen genoptager din skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1-2.

Skattestyrelsen finder, at du efter ligningslovens § 9 C ikke anses for at køre mellem sædvanlig

bopæl og arbejdsplads, når du kører til Polen, hvilket giver anledning til vores forslag om at ændre

den oplyste befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i 2019.

Skattemæssigt hjemsted

Vi mener, at du er fuldt skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1, og at Danmark

også er dit skattemæssige hjemsted.

Det er artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer,

hvilket land der er skattemæssigt hjemsted. Du kan læse mere om skattemæssigt hjemsted i artikel

4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi vurderer, at:

•	Du har bolig i begge lande. Se reglen i artikel 4, stk. 1.
•	Du har de stærkeste personlige forbindelser i Polen på grund af at du har bolig med din ægtefælle der fælles børn på adressen. De stærkeste økonomiske forbindelser er i Danmark på grund af din arbejdsindtægt her. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra a.

•	Du har sædvanligt ophold i Danmark, da du varetager arbejde i Danmark og jf. fremsendt materiale opholder dig mest i Danmark. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra b.

Der tale om en prioriteret rækkefølge. I denne konkrete situation er dit skattemæssige hjemsted efter artikel 4 Danmark, fordi du har sædvanligt ophold i Danmark.

Ud fra fremsendt dokumentation, kan vi se at du har haft ophold i Danmark i ca. 213 dage. Du har sendt dokumentation for 10 ture til og fra Danmark. Ved at sammenholde dine hævninger og køb fra udskrifterne fra [finans1], vurderer vi at du højst kan have opholdt dig i Polen i ca. 152 dage over de 10 ture. Vi har ikke oplysninger om hvilke tidspunkter du er rejst på, så ud- og hjemrejsedatoer kan vi ikke vurdere hvor tæller med. Antallet af dage passer nogenlunde med hvad du selv oplyser i brev af 5. oktober 2021, hvor du oplyser at have været i Danmark ca. 200 dage.

Se evt. bindende svar af 17. december 2019 offentliggjort i SKM2020.19.SR, hvor Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Spørgers personlige interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i sit hjemland. Skattestyrelsen fandt herefter, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger skulle anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

For at få overført uudnyttet ægtefællebidrag skal du opfylde betingelserne for at bruge grænsegængerreglen efter kildeskattelovens §§ 5 A - D.

Grænsegængerreglen kan du bruge, hvis du er fuld skattepligtig i både Danmark og Polen men med skattemæssigt hjemsted i Polen.

Du kan ikke anvende grænsegængerreglerne når du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Du kan derfor ikke få overført uudnyttet personfradrag for din ægtefælle, fordi hun ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

Vi foreslår ændringer til dit befordringsfradrag for år 2019 da vi vurderer at du har sædvanlig bopæl på [adresse1], [by1].

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet.

Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9C. Hvis afstanden er ekstraordinær lang har du bevisbyrden for, at befordringen har fundet sted i det påståede omfang, hvilket er fastslået af Højesteret ved dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Der er kun én ”sædvanlig bopæl” efter bestemmelsen. Begrebet er fastlagt gennem en lang og betydelig praksis. I tvivlstilfælde må der foretages en fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men er en samlet vurdering. Der ses på forhold som personlig, social, familie og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret (listen er ikke udtømmende, men eksempler på forhold der tillægges betydning).

Ved vurdering af din sædvanlig bopæl er der lagt særlig vægt på, at du har haft folkeregisteradresse i Danmark i hele perioden, samt at du har arbejde og opholder dig i Danmark størstedelen af året. Skattestyrelsen har ikke oplysninger der tyder på at du også er erhvervsmæssigt tilknyttet til Polen. Vi vurderer derfor ikke at det forhold, at du har en bolig til rådighed i Polen med din ægtefælle, fører til at du kan betragtes som at have sædvanlig bopæl i Polen i år 2019.

Afstanden mellem din sædvanlige bopæl på [adresse1], [by1], og din arbejdsplads på [adresse2], [by1] er målt til at være 5,6 km tur-retur. Da din daglige transport ikke overstiger 24 km, beregnes du til at være berettiget til befordringsfradrag på 0 kr.

Kørsel mellem Danmark og Polen skal betragtes som en privat udgift, som ikke er fradragsberettiget.

Fradrag for rejseudgifter

Da vi vurderer at din sædvanlige bopæl er i [by1], opfylder du ikke betingelserne for at få fradraget. Du arbejder ikke på et midlertidigt arbejdssted der er så langt fra din sædvanlige bopæl, at du ikke har mulighed for at overnatte på denne. Vi har på grund af at den sædvanlige bopæl er i [by1], ikke vurderet på om arbejdsstedet er midlertidigt.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i Polen, og at han derfor er berettiget til fradrag for befordring mellem Danmark og Polen, fradrag for rejseudgifter og overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

Til støtte for sin påstand har klageren anført:

”(...)

Som bekendt fordrer beskatning efter de såkaldte grænsegængerregler i Danmark, at der kan statueres skattemæssigt hjemsted i udlandet, i nærværende tilfælde Polen.

Vi er enige med Skattestyrelsen i, at vurderingen skal foretages med udgangspunkt i Kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1 og artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi er bekendt med, at LSR i en tidligere afgørelse har vurderet, at et lejet værelse og et midlertidigt arbejde i Danmark skulle sidestilles med kone, børn, ejerbolig etc. I Polen. Denne opfattelse synes noget vanskelig at forstå, og det kan konstateres at Skattestyrelsen i udtalelsen til den nylig afsagte dom i Byretten ligeledes har været uenig.

Flg. fremgår af afgørelse:

Skattemæssigt hjemsted

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klager må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, i den dansk/tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da Danmark i kraft af særligt hans personlige forbindelser må anses for midtpunktet for hans livsinteresser.

Ved denne vurdering har Skattestyrelsen lagt vægt på følgende:

• At klager sammen med sin ægtefælle i 2011 ejede ejendommen beliggende Y1-adresse i Y2-by.

• At hans ægtefælle og parrets fælles børn, som på dette tidspunkt var henholdsvis 17 år og 21 år, boede i Danmark.

• At klager siden 1995 har været tilmeldt folkeregistret på Y1-adresse i Y2-by.

• At klager ifølge egne oplysninger har været i Danmark i hovedparten af weekenderne.

• At klagers indtægter fra arbejdet i Tyskland må at bidrage til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark.

• Endelig at klager ikke har godtgjort at have personlige og økonomiske interesser i Tyskland, udover hans arbejde for G1.

Fl. Fremgår af rettens bemærkninger: Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Skattemæssigt hjemsted

Det lægges til grund, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2012 efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det lægges ligeledes til grund, at klageren i 2012 havde bolig til rådighed i Tyskland og blev anset for fuldt skattepligtig til Tyskland efter reglerne for der boende personer. Der foreligger derfor en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Klageren har herefter skattemæssigt hjemsted i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Efter kommentaren til OECD's Modeloverenskomst (2014), artikel 4, punkt 15, skal der ved fastlæggelsen af, hvor klageren har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser, tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted, hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden i den anden stat og bibeholder den første, kan det faktum, at han bibeholder den første i de omgivelser, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele sammen med andre elementer, bidrage til at vise, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i den første stat.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter en samlet bedømmelse, at klageren i 2012 havde sit skattemæssige hjemsted i Danmark efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland, idet Danmark i kraft af særligt hans personlige forhold må anses for midtpunkt for hans livsinteresser.

Der er lagt vægt på, at klageren i 2012 ejede ejendommen beliggende Y1-adresse, Y2-by, sammen med sin ægtefælle, at hans ægtefælle og parrets fælles børn, som på dette tidspunkt var henholdsvis 18 år og 22 år, boede i Danmark, at klageren har været tilmeldt folkeregistret på Y1-adresse, Y2-by, siden 1995, at klageren ifølge egne oplysninger har været i Danmark i hovedparten af weekenderne, at klagerens indtægter fra arbejdet i Tyskland må formodes at bidrage til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark, og at klageren ikke har godtgjort at have personlige og økonomiske interesser i Tyskland udover hans arbejde for G1.

Et retsmedlem finder ligeledes efter en samlet bedømmelse at klageren i 2011 må anses for at have sit skattemæssige hjemsted i Tyskland efter artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Klageren må efter dette retsmedlems opfattelse anses at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland. Dette understøttes af, at klageren det meste af sit liv har arbejdet udenfor Danmark, og at en bopæl tæt ved Y10-by ikke er ideel hvis weekendbesøg i Danmark tillægges stor vægt. Dette retsmedlem lægger endvidere vægt på at hustruen også ofte har tilbragt weekender i Tyskland, at sønnen har boet hos klageren i Tyskland både i 2009 og 2010 og igen i 2013, ligesom klageren og ægtefællen i 2017 vælger at sælge den danske ejendom for alene at have bopæl i Tyskland. På denne baggrund skal klageren derfor alene beskattes i Tyskland af indkomsten fra sit job i Tyskland.

De faktiske forhold synes fuldt ud sammenlignelige med nærværende sag. Skattestyrelsens udtalelse og retten bemærkninger og afgørelse virker som sund fornuft, og i overensstemmelse med en almindelig forståelse af ”livsinteresser”. Hvad er væsentligst kone, børn og fast ejendom eller et midlertidigt arbejde og et lejet værelse fælles med en kollega.

Vi kan konstatere, at Skattestyrelsen i kendelsen til [person1] har været lodret uenig med udtalelsen i nævnte afgørelse. Efter vores opfattelse er det uforståeligt, at Skattestyrelsen kan have fuldstændig modsatrettede holdninger til samme, forholdsvis enkle, problematik. Opfattelse synes målrettet et ønsket resultat.

Afsluttende bemærkninger:

Vi kan konstatere, at den seneste praksis meget klart definerer, hvilke faktiske forhold der skal tillægges betydning ved fastsættelse af skattemæssigt hjemsted. Da nærværende sag er fuldt sammenlignelig med de faktiske omstændigheder i byretsdommen skal anmodes om, at Skatteankestyrelsen tilbagefører de af Skattestyrelsen foretagne ændringer.

(...)”

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse

Til støtte for påstanden er yderligere anført:

”(...)

Indledningsvis skal bemærkes, at indstillingen i den fremsendte sagsfremstilling er læst med undren og bekymring, idet Skatteankestyrelsen fuldstændig undlader fyldestgørende begrundelser for, at tilsidesætte den seneste praksis på området udtrykt ved byretsdom. Dommen synes endog fuldstændig, at udtrykke Skattestyrelsens fremsendte bemærkninger i forbindelse med rettens behandling af sagen.

Henset til ovenstående, hvor Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen rimeligt klart udtrykker, hvordan man prioriterer i forbindelse med vurdering af ”centrum for livsinteresser”, synes Skatteankestyrelsens mangel på begrundelser for en alternativ vurdering noget usædvanlig og udfordrende i forhold til en borgers retssikkerhed.

Det forhold at Byretten har fulgt Skattestyrelsens indstilling, og dermed tilsidesat tidligere afgørelser fra LSR, synes fuldstændig overset af Skatteankestyrelsen. Man begrunder indstillingen med netop disse LSR afgørelser, og afviser byretsdommen med bemærkning om, at alle afgørelser beror på en konkret vurdering.

Det sidste er vi sådan set enige i, dog synes byretsdommen netop at tage klart stilling til en generel prioritering i forhold til, hvorvidt kone, børn, fast ejendom m.m. vægter højere end midlertidig mindre lønindkomst og et lejet deleværelse med kollegaer. I øvrigt fuldstændig i overensstemmelse med Skattestyrelsens indstilling.

Skattestyrelsens bemærkninger og byretsdommen synes ganske fornuftige og formentlig i tråd med den almindelige opfattelse. Det formodes at de fleste normale mennesker vil vægte og prioritere på samme måde. Alt andet synes noget usædvanligt.

Efter vores opfattelse er Skatteankestyrelsens indstilling i strid med seneste retspraksis og skattestyrelsens bemærkninger i forbindelse med Byretsdommen af 14. sep. 2021, offentliggjort i SKM2021.544. BR.

Vi er naturligvis opmærksomme på, at sagen behandlet i Byretten handlede om det omvendte skattepligts forhold, der som bekendt førte til Skattestyrelsen fik medhold. I forhold til juridisk metode og klagebehandling må formodes, at resultatet er uden relevans.

Hvis Skatteankestyrelsen mod forventning fastholder den fremsendte indstilling er det vores forventning, at man udførligt begrunder, hvilke faktiske omstændigheder der fører til at nyeste retspraksis fraviges.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten finder, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2019, da han siden den 11. maj 2016 har haft en bolig til rådighed her i landet, hvor han har taget ophold i forbindelse med erhvervelsen af lønindkomsten, og desuden har været tilmeldt det danske folkeregister.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen, idet hans ægtefælle og børn bor i landet, og da han har været skattepligtig til Polen, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i den dansk/polske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst.

Da klageren efter det oplyste har haft fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser.

Det følger af kommentarerne til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst om skattemæssigt hjemsted, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, i hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

Klageren har stærke økonomiske forbindelser til Danmark. Retten lægger herved vægt på, at klageren har været registreret i det danske folkeregister med adresse i Danmark siden den 11. maj 2016, og at han ifølge skatteoplysningerne har været ansat af [virksomhed1] ApS siden 1. januar 2019. Klagerens økonomiske interesser taler for, at han skal anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår personlige interesser har klageren sin ægtefælle og to børn i Polen, som han besøger. Klageren har således sine personlige interesser i Polen. Klageren har desuden økonomiske interesser i Polen, da han har oplyst, at han ejer en ejendom der.

Da klageren har haft økonomiske interesser primært i Danmark og personlige interesser i Polen, finder retten, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser. Retten finder derfor, at klageren skal anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b.

Efter praksis medregnes rejsedage, dvs. dage hvor klageren har været i både Danmark og Polen, som ophold i begge stater.

Ifølge klagerens skatteoplysninger indberettede arbejdsgiveren, at klageren i 2019 havde en A-indkomst på 99.290 kr. for 739 timer. Klageren har således arbejdet 14 timer om ugen i gennemsnit.

Klageren har i mailkorrespondance med Skattestyrelsen oplyst, at han i 2019 har været i Danmark i ca. 200 dage. Klageren har i den forbindelse oplyst, at antal dage er baseret af kvitteringer og kontobevægelser.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at det må lægges til grund, at klageren har opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen i 2019. Retten lægger herved vægt på, at klageren selv har oplyst, at han har opholdt sig flest dage i Danmark. Retten finder derfor, at klageren i 2019 må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold i indkomståret 2019.

Retten henviser til sine afgørelser af henholdsvis den 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603.LSR, og den 15. december 2020, offentliggjort i SKM2021.51.LSR. I begge sager blev en polsk statsborger med familie i Polen, arbejde i Danmark og med bopæl i begge lande anset som hjemmehørende i Danmark.

Retten finder, at de faktiske forhold i byretsdommen af 14. september 2021, der er offentliggjort i SKM2021.544.BR, ikke er direkte sammenlignelig med de faktiske forhold i denne sag. Retten bemærker i den forbindelse, at fastsættelsen af en skatteyders skattemæssige hjemsted beror på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i den enkelte sag.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Efter ligningslovens § 9 C er der kun én sædvanlig bopæl. Ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, er det afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

I de ovennævnte landsskatteretssager fik skatteyderne ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Polen, idet retten fandt, at centrum for skatteydernes livsinteresser var i Danmark, uanset at deres nærmeste pårørende opholdt sig i Polen.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 C.

Retten lægger vægt på, at klageren siden 2016 har haft bopæl i Danmark, og at [virksomhed1] ApS indberettede A-indkomst for klageren i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er derfor sket mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdspladsen i Danmark.

Retten anser derfor klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg som en privat udgift, der ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Rejseudgifter

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved bestemmelsens stk. 7.

Det er en betingelse for rejsefradrag, dels at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, dels at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 er i Danmark i relation til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A.

Retten lægger herved vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i forbindelse med erhvervelse af lønindkomsten, og at han i 2019 må anses for at have opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen.

I 2019 har klageren arbejdet i [virksomhed1] ApS hele året med arbejdssteder normalt inden for [område]. Retten finder derfor, at klageren i 2019 har haft et fast og ikke et midlertidigt arbejdssted.

Klageren kan således ikke anses for at have været på rejse i indkomståret 2019, og han er derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9 A.

Overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller

Hvis betingelserne for at anvende grænsegængerreglerne er opfyldt, kan der ske overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller efter kildeskattelovens § 5 C.

De særlige grænsegængerregler i kildeskattelovens afsnit I A finder anvendelse på personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskatteloven, eller som efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en anden stat, i Grønland eller på Færøerne, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt.

Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark og anses for at være hjemmehørende i Danmark i indkomståret 2019, jf. ovenfor. Klageren opfylder således ikke betingelsen om at være hjemmehørende i en anden stat. Klageren betragtes derfor ikke som grænsegænger i indkomståret 2019 og kan derved ikke anvende grænsegængerreglerne til at opnå overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

De almindelige betingelser om sambeskatning i kildeskattelovens § 4, stk. 2, er heller ikke opfyldt,

idet klagerens ægtefælle ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.