Kendelse af 26-09-2023 - indlagt i TaxCons database den 26-10-2023

Journalnr. 21-0060984

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Forbrug af egne varer

8.080 kr.

3.030 kr.

3.030 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er fra den 10. april 2019 registreret med enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], CVR-nummer [...1] under branchekode 478100 Detailhandel med føde-, drikke- og tobaksvarer fra stadepladser og markeder.

Klagerens repræsentant har oplyst, at virksomheden er en sæsonvirksomhed, der handler med dagfriske varer indenfor frugt, grøntsager, kartofler og diverse krydderurter. Virksomhedens handel foregår fra en bod beliggende i et af landets største sommerhusområder.

Af virksomhedens resultatopgørelse for 2019 fremgår følgende opgørelse af dækningsbidrag:

Nettoomsætning

569.996 kr.

Vareforbrug

408.836 kr.

Dækningsbidrag

161.160 kr.

Klageren har ikke medregnet værdien af eget vareforbrug i regnskabet for 2019. Klageren har ikke fremlagt en registrering eller opgørelse af eget vareforbrug.

Det fremgår af virksomhedens bogføringskonto og for varekøb til videresalg, at klageren har indkøbt varer til virksomheden i perioden 16. april 2019 til 2. september 2019. Dette fremgår også af klagerens fremlagte bilag for varekøb.

Landsskatteretten har behandlet virksomhedens klage over Skattestyrelsens opgørelse af momstilsvar under sagsnummer [sag1].

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har opgjort værdien af forbrug af egne varer i klagerens virksomhed for indkomståret 2019 til 8.080 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”Efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a skal alle indtægter, der er erhvervet i løbet af året medregnes ved indkomstopgørelsen.

Det er konstateret ved gennemgang af dit regnskabsmateriale, at der er drevet erhvervsmæssig virksomhed i 2019.

Der er ikke oplyst et resultat af virksomhed for 2019.

Vi har lagt det modtagne regnskabsmateriale for 2019 til grund for opgørelsen af virksomhedens resultat.

Der har ifølge regnskabet været en omsætning på 569.996 kr. og udgifter for 583.105 kr.

Det betyder et underskud af virksomhed på 13.109 kr. for indkomståret 2019.

(...)

Forbrug af egne varer

Som selvstændigt erhvervsdrivende skal du beregne værdien af privat forbrug af virksomhedens
varer med i din skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Reglen sikrer, at kun de udgifter, som er anvendt til erhvervsmæssige formål, trækkes fra ved indkomstopgørelsen, læs nærmere i Den juridiske vejledning 2021-1 afsnit C.C.2.1.4 Privat andel af
virksomhedens varer og anden privat anvendelse.

Skattestyrelsen har fast vejledende mindstesatser vedrørende indkomståret 2019, se SKM2018.593.SKTST

Vi har nedenunder skønnet ud fra opgjorte udgifter, hvilke grupper af varer virksomheden har ind- købt. Hvis du fremadrettet kommer til at handle med andre varegrupper, kan du se den skattemæssige sats på SKM2018.593.SKTST, som indeholder satser vedrørende indkomståret 2019.

Derudover kan du finde kommende års satser i Den juridiske vejledning 2021-1 afsnit C.C.2.1.4
Privat andel af virksomhedens varer og anden privat anvendelse.

Fødevarer:

Frugt, grøntsager og kartofler

2.490 kr.

Andre fødevarer såsom krydderurter

490 kr.

Samlet

2.980 kr.

Andet:

Planter, blomster, gødning og lign.

1.060 kr.


Ovenstående satser er ekskl. moms og svarer til 1 forbrugsenhed.

Værdien af hustandens samlet skønnede forbrug kan opgøres således:

Første person i husstanden over 14 år medtages med 1 forbrugsenhed
Alle efterfølgende personer over 14 år medregnes hver med 0,5 forbrugsenhed.

Din hustand består af dig, din ægtefælle og jeres dengang 17 årige søn. Dette betyder, at du skal
beskattes af forbrug af egne varer med 2 forbrugsenheder (1 + 0,5 + 0,5).

Dette giver en samlet beskatning af forbrug af egne varer med 8.080 kr. ((2.980 kr. + 1.060 kr.) * 2).

I har kommet med en bemærkning til forslaget, at i mener, opgørelsen af forbrug af egne varer vedrører registreret varekøb og at der kun har været registreret varekøb i 41/2 måned ifølge regn-skabet, hvilket dermed må betyde en periodisering.

Afsnittet i Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.1.4 Privat andel af virksomhedens varer og andenprivat anvendelse, nævner ikke specifikt, hvorvidt forbrug af egne vare hænger sammen ved virksomhedens løbende varekøb eller varesalg for den sags skyld.
Det fremgår af afsnittet, at det er en skønnet mindstesats for udvalgte varegrupper inden for etregnskabsår. Satsen ændrer sig årligt.
Vi har ikke fundet nogle behandlinger, såsom domsafgørelser, vedrørende forbrug af egne vare,som indikerer opgørelsen skal opgøres anderledes.
Hvis den skønnet mindstesats skulle afhænge af virksomhedens varekøb eller varesalg, vil den altandet lige, også give en skævvridning af brancher, da brancher med vare, som har længere holdbarhed end andre, ville være bedre stillet.
Det er derfor vores opfattelse, at satsen opgøres ud fra de enkelte varegrupper fra regnskabsåret og fastholder derfor skønnet af forbrug af egne vare.(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at værdien af forbrug af egne varer skal nedsættes til 3.030 kr.

Repræsentanten har som begrundelse anført følgende:

”På vegne af ovennævnte klient ønsker vi at klage over Skattestyrelsens beløbsmæssige fastsættelse af virksomhedens forbrug af egne varer i 2019, der i brev af 8. april 2021 (modtaget den 9. april 2021), af Skattestyrelsen er fastsat til i alt kr. 8.080,00 + moms.
Vi er ikke enige i, at der beregnes forbrug af egne varer for hele 2019, idet virksomheden ([virksomhed1]) først blev etableret den 10. april 2019. Virksomheden er en sæsonvirksomhed der handler med dags friske varer indenfor frugt, grøntsager, kartofler og diverse krydderurter. Virksomhedens handel foregår fra en bod beliggende i et af landets største sommerhusområder, [adresse1], [by1]. Virksomheden etablerede sig, som nævnt, den 10. april 2019, og sæsonen sluttede medio august måned 2019. I for sæsonen fra april til juni har boden alene haft åbent i weekender og på søgnehelligdage, og fra slut juni til medio august har der været dagligt åbent. Derefter har virksomheden lukket resten af året.
Der har alene været varekøb i virksomheden fra medio april måned 2019 til medio august måned 2019, hvilket fremgår af virksomhedens bogholderi. Da der er tale om dagfriske produkter er der ikke overliggende varer til efterfølgende sæson der kan ligge på lager til fri afbenyttelse.
Vi er enige i Skattestyrelsens valg af varegrupper af fødevarer, og også enige i at der er to forbrugsenheder i husstanden.
Det vi ikke er enige i, er at fastsættelsen af forbrug af egne varer ikke periodiseres til den periode hvor der har været et faktisk vareindkøb, perioden 16/4 2019 til 31/8 2019 = 41/2 måned.
I SKM2003.255.VLR fremgår det, at der ved beregning af forbrug af egne varer er taget højde for, at varekøb ikke i alle tilfælde strækker sig over et helt år. I denne sag har myndighederne foretaget et skøn over forbruget, opgjort i henhold til T & S cirkulære 1997/31, og at der er taget hensyn til at ikke alle varekøb strækker sig over et helt år.
Efter vores opfattelse skal værdi af forbrug af egne varer fastsættes til kr. 3.030,00 + moms.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt opgørelsen af værdien af eget vareforbrug i indkomståret 2019 kan nedsættes forholdsmæssigt i forhold til virksomhedens driftsperiode i indkomståret.

Retsgrundlag

Den skattepligtige indkomst omfatter alle indtægter, uanset om indtægterne er penge eller andre formuegoder. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Hvis en erhvervsdrivende udtager varer fra virksomheden til privat brug, skal værdien heraf således medregnes i indkomsten.

Der skal løbende føres regnskab over de varer, der udtages til privat brug. Hvis forbruget ikke løbende er registreret, kan skatteforvaltningen fastsætte værdien skønsmæssigt med udgangspunkt i virksomhedens varesortiment og husstandens størrelse. Værdiansættelsen skal således afspejle den sammensætning af varegrupper, som virksomheden konkret har indkøbt til virksomheden.

I dom af den 9. april 2003, offentliggjort som SKM2003.255.VLR, fandt Vestre Landsret, at det var berettiget, at skattemyndighederne havde foretaget et skøn over eget vareforbrug ved drift af en campingplads, idet sagsøgerne, i strid med gældende regler, ikke havde ført særskilte opgørelser over deres eget forbrug. Det fremgår af dommens oplysninger om sagens behandling ved Landsskatteretten, at skattemyndighederne ved opgørelsen havde taget højde for, at varekøb ikke i alle tilfælde strakte sig over et helt år.

Skattestyrelsen fastsætter hvert år vejledende mindstesatser for værdiansættelse af privat forbrug af virksomhedens forskellige varegrupper, herunder fødevarer og drikkevarer. For indkomståret 2019 fremgår årets vejledende mindstesatser af SKM2018.593.STY. Mindstesatserne fremgår også af den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.1.4.2.

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens værdi af eget vareforbrug i virksomheden, da klageren ikke har ført regnskab med det private udtag af varer. Landsskatteretten finder imidlertid, som anført af repræsentanten, at værdien skal opgøres under hensyn til, at virksomheden er en sæsonvirksomhed med friske fødevarer. Landsskatteretten lægger vægt på, at virksomheden har et begrænset sortiment indenfor friske fødevarer, som er indkøbt i perioden april – august, hvilket svarer til sommersæsonen, se SKM2003.255.VLR.

Landsskatteretten nedsætter værdien af eget vareforbrug i indkomståret 2019 til 3.030 kr.