Kendelse af 04-01-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 21-0049767

Klagepunkt

Skattestyrelsens

afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomstår 2019

Berettiget til frivillig arbejdsgiverbetaling vedrørende udbetalt befordringsgodtgørelse

Nej

Faktiske oplysninger

Selskabet har adresse på [adresse1], [by1].

Selskabet har til formål at drive virksomhed med post- og kurertjenester samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed. Hertil har selskabet ansat brødrene [person1] og [person2] (herefter [person2]), hvor førstnævnte ligeledes ejer selskabet.

I indkomstår 2019 har selskabet indberettet A-indkomst på [person2] med i alt 141.869 kr., ligesom der er indberettet skattefri befordringsgodtgørelse med i alt 46.280 kr., som er fordelt på følgende måde:

August 10.680 kr.

September 8.900 kr.

Oktober 8.900 kr.

November 8.900 kr.

December 8.900 kr.

Der er fremlagt kørselsbilag for hver af de pågældende måneder, som indeholder navn, CPR-nr. og biloplysninger i form af ”[person2]’s Bil”. Derudover er dato, arrangement, sted og antal km angivet for hver kørsel, ligesom den anvendte sats og beregningen af godtgørelse fremgår.

På det fremlagte kørselsregnskab er det angivet, at der i august er kørt i alt 3.000 km, hvortil der er beregnet godtgørelse på 10.680 kr. For månederne september, oktober og november er angivet i alt 2.500 km hver måned, hvortil der er beregnet en månedlig godtgørelse på 8.900 kr. For december er der angivet i alt 2.550 km, hvortil der er beregnet godtgørelse på 9.078 kr.

Kørselsregnskabet fremstår på følgende måde, som eksempelvis for august 2019:

[virksomhed1] ApS – Cvr [...1]

	[person2]	Nummerplade
	CPR - [...]	[person2]’s Bil
2019-Aug
Dato	Arrangement	Sted	Km under 20.000	Km over 20.000
5.8.19	Møde	[adresse2] [by2]	310
8.8.19	Opsyn	[adresse3]	300
13.8.19	Opsyn	[adresse3]	300
16.8.19	Opsyn/Møde	[adresse3]	300
21.8.19	Opsyn/Møde	[adresse3]	300
23.8.19	Opsyn	[adresse3]	300
27.8.19	Opsyn	[adresse3]	300
30.8.19	Opsyn/Møde	[adresse4]	780
31.8.19	Møde	[adresse5]	80
31.8.19	Forgæves Kørsel	[adresse6]	30

		Lokalkørsel

I alt			3000

Til udbetaling			10680 kr.

Kørselssats under 20.000			3,56 kr.
Kørselssat over 20.000			1,98 kr.

Skattestyrelsen har i forbindelse med momskontrol i selskabet konstateret, at den udbetalte befordringsgodtgørelse til [person2] ikke opfylder betingelserne for skattefrihed. Det udbetalte beløb på i alt 46.280 kr. er som følge heraf anset som yderligere løn. Selskabet har efterfølgende ansøgt om frivillig arbejdergiver betaling vedrørende den udbetalte befordringsgodtgørelse til [person2].

Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har [person2] ikke været registeret som ejer eller bruger af en bil i indkomståret 2019. I den omhandlede periode har [person2] boet sammen med sin mor og lillebror, som efter det oplyste heller ikke har været indehavere af en bil.

I klagen har selskabets repræsentant oplyst, at [person2] i den omhandlede periode har lejet et køretøj, som blev anvendt til erhvervsmæssig kørsel i selskabets tjeneste. Skatteankestyrelsen har i den forbindelse anmodet om dokumentation for [person2]s billeje.

Der er herefter fremlagt skærmprint af overførselsudskrifter med bankoplysninger vedrørende seks betalinger af 20. august 2019, 17. september 2019, 18. oktober 2019, 12. november 2019, 16. december 2019 og 14. januar 2020. Beløbene varierende fra 5.794 kr. til 6.888 kr. Af bankoplysningerne fremgår der er et konto- og kortnummer samt teksten ”Forretning: [virksomhed2]” og supplerende tekster ”Forretning: [virksomhed2]” og ”Øvrige info: [by3]”. Hertil har selskabets repræsentant oplyst, at [person2] på månedsbasis har indgået en minileasingsaftale med [virksomhed2].

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets ansøgning om frivillig arbejdsgiverbetaling for den udbetalte befordringsgodtgørelse.

Hertil er anført følgende begrundelse:

”Ved udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er betingelsen, at godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, og at kørslen foregår i medarbejderens egen bil.

Det fremgår af § 2 stk. 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts

2000, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde følgende oplysninger:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Ud fra de oplysninger og opgørelser, vi har fået udleveret, har vi vurderet, at betingelserne for frivillig arbejdsgiverbetaling ikke er opfyldt.

Grunden er, at Skattestyrelsen finder, at der ikke alene er tale om undskyldelige fejl eller misforståelse af regelsættet.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets kontrol med udbetalingerne af de skattefri kørselsgodtgørelser har været for mangelfuld.

Det er konstateret, at det kontrollerede kørselsgodtgørelsesregnskab mangler oplysninger om:

•	Modtagerens fulde navn, adresse og cpr-nr.
•	Kørslens erhvervsmæssige formål
•	Kørslens fulde delmål
•	Start og sluttidspunkt

Derudover er kilometerantal oplyst med runde tal og ikke de faktiske kørte kilometer.

For månederne september, oktober, november og december 2019 er der endvidere udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med et fast et månedlig beløb på 8.900 kr.

Yderligere har [person2] ikke været indehaver af noget køretøj i den periode, hvor der er

sket udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Det er således vores opfattelse, at der ikke er tale om uvæsentlige eller mindre fejl eller mangler i de bogføringsbilag, som ligger til grund for den skete udbetaling af den skattefri kørselsgodtgørelse.

Vi anser derfor, at der er sket et misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, og jeres anmodning om betaling efter regelsættet i kildeskattelovens § 69 A kan derfor ikke imødekommes.”

Skattestyrelsen har udtalt følgende til klagen:

”Det fremgår af klagen fra tvc Advokatfirma, at der nedlægges påstand om, at [virksomhed1] ApS ikke har misbrugt reglerne omkring udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse til selskabets medarbejder [person2] og dermed er berettiget til, at påtage sig betalingsforpligtelsen for den udbetalte kørselsgodtgørelse, jf. kildeskattelovens § 69a, stk. 1.

Begrundelsen for påstanden er, at de enkelte uoverensstemmelser i oplysningerne og regnskabsmaterialet alene er udtryk for undskyldelige fejl og generelle misforståelser af reglerne.

Det er endvidere gjort gældende, at medarbejderen har benyttet et lejet køretøj i de perioder, hvor der er sket udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelser, og pågældende dermed har afholdt reelle faktiske udgifter i forbindelse med transport- og kurerkørslerne herunder udgifter til brændstof m.v.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det i forbindelse med kontrol i [virksomhed1] ApS blev konstateret, at der var sket udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse og selskabet blev bedt om, at indsende det bilagsmateriale, der lå til grund for udbetalingerne.

Det er ved gennemgang af materialet konstateret, at regnskabsmaterialet ikke opfyldte betingelserne for, at udbetalingerne kunne ske skattefrit.

Det blev endvidere konstateret, at modtageren af den skattefrie kørselsgodtgørelse ikke var indehaver af eller bruger af en køretøj.

Der er ikke modtaget nogen dokumentation på, at [person2] har haft lejet et køretøj i udbetalingsperioden.

Det er derfor vores opfattelse, at der er sket misbrug af ordningen jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2.1, idet:

•	Det ikke er dokumenteret, at medarbejderen har ejet eller haft lejet et køretøj i udbetalingsperioden.
•	Der umiddelbart ikke er sket afregning efter faktiske kørte kilometer, men derimod afrundede kilometer.
•	Det ikke kan konstateres, at selskabet har ført kontrol inden udbetaling af kørselsgodtgørelsen
•	Der er sket udbetaling af et fast månedligt beløb vedrørende september til december 2019.

Der er således ikke nye oplysninger i sagen, som ikke allerede står i sagsfremstillingen.”

Skattestyrelsen er den 22. september 2021 kommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

”(...)

[virksomhed1] ApS har i indkomståret 2019 udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse på 46.280 kr. til [person2].

Det er i forbindelse med en kontrol i virksomheden konstateret, at betingelserne for skattefri udbetaling ikke er opfyldt. Herunder foreligger der ikke bogføringsbilag, der lever op til kravene i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, særligt henset til manglende oplysninger om modtagerens fulde navn, adresse og cpr-nr., kørslens fulde delmål og at kørslens formål er sparsomt beskrevet. Herudover ses der ikke at være ført den fornødne kontrol med udbetalingerne. Desuden er det ikke muligt at identificere, hvilken bil modtageren af godtgørelsen har kørt i, hvilket der efter SKM2004.45.LSR kan stilles krav om, ligesom at modtageren ikke ses at eje en bil.

Det er en forudsætning for anvendelse af ordningen, at Skatteforvaltningen efter en konkret vurdering kan godkende, at ordningen anvendes, og at der ikke er tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om misbrug, kan baseres på sagens samlede omstændigheder, herunder omfanget af de omhandlede ydelser, hvor klart det er, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, og hvor mangelfuld arbejdsgiverens kontrol har været. Vi henviser i denne forbindelse til forarbejderne til bestemmelsen i LFF 2008-03-12 nr. 116 og Den juridiske vejlednings afsnit C.A.4.3.3.2.1.

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at anmodningen om arbejdsgiverbetaling efter kildeskattelovens § 69 A ikke kan imødekommes. Dette skyldes, at selskabet ikke ses at have foretaget en tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af godtgørelsen, herunder hvilken bil den ansatte har anvendt til kørslen, og om den ansatte havde ejet en bil, hvilket er en væsentlig forudsætning for den skattefri udbetaling. Vi fastholder derfor, at der ikke er tale om uvæsentlige eller mindre fejl og mangler.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til at påtage sig betalingsforpligtigelsen for udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse på 46.280 kr.

Til større herfor er anført:

”(...)

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at nægte [virksomhed1] ApS deres anmodning om frivillig arbejdsgiverbetaling for udbetalt kørselsgodtgørelse på kr. 46.280 efter kildeskattelovens § 69A, idet [virksomhed1] ApS opfylder betingelserne for at påtage sig betalingsforpligtelsen, herunder at der ikke er tale om misbrug af reglerne.

Kildeskattelovens § 69A er en frivillig ordning, hvorefter en arbejdsgiver kan påtage sig betalingsforpligtelsen for beskatning af kørselsgodtgørelserne. Helt afgørende for nærværende sag er derfor, at [virksomhed1] ApS ønsker at påtage sig betalingsforpligtelsen for beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse på kr. 46.280.

Som nævnt ovenfor gælder der dog en række betingelser for at få tilladelse til at påtage sig betalingsforpligtelsen, herunder at anmodningen skal være begrundet og indeholde en opgørelse af de udbetalte godtgørelser samt indeholde oplysninger om identiteten af modtagerne og størrelsen af godtgørelserne.

Derudover er det bl.a. en yderligere en betingelse, at der ikke må være tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Det gøres gældende, at [virksomhed1] ApS opfylder samtlige af de ovenstående betingelser.

Til støtte herfor henvises først og fremmest til det fremlagte kørselsgodtgørelsesregnskab, jf. bilag 4a-e, hvoraf der af regnskabet fremgår (1) en opgørelse over de udbetalte godtgørelser, (2) identitetsoplysninger i form af de første 6 cifre af modtagerens, [person2]s, CPR-nr. samt (3) størrelsen af godtgørelserne, som [person2] har modtaget.

Kørselsregnskaberne fra august 2019 til december 2019 indeholder overordnet oplysninger om dato for kørslerne, formålet med kørslerne, kørselsadressen, kørt antal kilometer, størrelsen på godtgørelserne, identifikationsoplysninger af den ansatte samt satserne for kørselsgodtgørelsen jf. bilag 4a-e.

Det er derfor [virksomhed1] ApS opfattelse, at de opfylder betingelserne for at påtage betalingsforpligtelsen efter kildeskattelovens § 69A.

Skattestyrelsen anfører følgende i deres afgørelse af 9. marts 2021 på side 3:

Ud fra de oplysninger og opgørelser, vi har fået udleveret, har vi vurderet, at betingelserne for frivillig arbejdsgiverbetaling ikke er opfyldt.

Grunden er, at Skattestyrelsen finder, at der ikke alene er tale om undskyldelige fejl eller misforståelse af regelsættet.

Det er skattestyrelsens opfattelse, at selskabets kontrol med udbetalingerne af de skattefri kørselsgodtgørelser har været for mangelfuld.

Det er konstateret, at det kontrollerede kørselsgodtgørelsesregnskab mangler oplysning om:

•	Modtagerens fulde navn, adresse og CPR-nr.
•	Kørslens erhvervsmæssige formål
•	Kørslens delemål
•	Start og sluttidspunkt

[...]

Skattestyrelsens ovenstående vurdering af betingelserne for anvendelse af ordningen om frivillig arbejdsgiverbetaling synes at bero på en misforståelse, idet Skattestyrelsen sammenblander bogføringskravene for udbetaling af skattefri rejse- og kørselsgodtgørelse med vurderingen af frivillig arbejdsgiverbetaling for kørselsgodtgørelser.

Det er værd at lede opmærksomheden på, at bogføringskravene reguleret i § 2, stk. 2 i bekendtgørelse om bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 relaterer sig til skattefrihed ved udbetaling af befordringsgodtgørelse og er dermed ikke sammenfaldende

med vurderingen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til frivillig arbejdsgiverbetaling efter kildeskattelovens § 69 A, stk. 1.

På baggrund heraf, gøres det fortsat gældende, at [virksomhed1] ApS opfylder betingelserne for tilladelse af frivillig arbejdsgiverbetaling efter kildeskattelovens § 69A.

2.2.1 Misbrug af reglerne

Udgangspunktet er, at skatteforvaltningen efter en konkret vurdering skal godkende at ordningen om frivillig arbejdsgiverbetaling kan anvendes, medmindre der er tale misbrug af ordningen, jf. bl.a. Den Juridiske Vejledning 2021-1 afsnit C.A.4.3.3.3.2.1 og forarbejderne til kildeskattelovens § 69A.

Det gøres gældende, at der ikke er tale om misbrug af reglerne i nærværende sag.

Skattestyrelsen har i deres afgørelse af 9. marts 2021 vurderet, at der har været tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, idet der har været en mangelfuld kontrol med udbetaling af kørselsgodtgørelserne.

Derudover har Skattestyrelsen anført følgende på afgørelsens side 3:

[person2] ikke været indehaver af noget køretøj i den periode, hvor der er sket udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Til ovenstående skal bemærkes, at det først og fremmest må bestrides, at der har været ført mangelfuld kontrol med udbetalingerne, der kan godtgøre et afslag på frivillig arbejdsgiverbetaling efter kildeskattelovens § 69A.

Det fastholdes, at de enkelte uoverensstemmelser i oplysningerne og regnskabsmaterialet er alene udtryk for undskyldelige fejl og generelle misforståelser, der er konkret uvæsentlige.

Dernæst skal det understreges, at det afgørende for udbetaling af kørselsgodtgørelse er, at en medarbejder anvender ”egen bil” til erhvervsmæssig kørsel i arbejdsgiverens tjeneste.

Ved ”egen bil” forstås som udgangspunkt indregistreret bil i den pågældendes navn, men også personer der lejer/leaser biler er berettigede til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse, under forudsætningen af, at de andre betingelser er opfyldt.

[person2] lejede et køretøj i den pågældende periode og anvendte køretøjet til erhvervsmæssig kørsel i [virksomhed1] ApS tjeneste. Der blev således afholdt reelt faktiske udgifter i forbindelse med transport- og kurerkørslerne, herunder udgifter til brændstof m.v.

På baggrund det ovenstående som helhed, gøres det gældende, at der ikke er tale om misbrug af reglerne, der kan begrunde et afslag om frivillig arbejdsgiverbetaling i henhold til kildeskattelovens § 69A, stk. 1.”

Selskabets repræsentant har den 6. september 2021 oplyst følgende:

”(...)

Der vedhæftes bankudskrifter for overførsler til [virksomhed2] i den omtvistede periode i 2019.

Min klient har oplyst, at der var indgået en minilease aftale på månedsbasis med [virksomhed2].”

Selskabets repræsentant er den 8. oktober 2021 kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

”(...)

1 Nærmere om skattefri befordringsgodtgørelse

Skatteankestyrelsen har i deres forslag til afgørelse af 8. september 2021 fundet, at [virksomhed1] ApS er skattepligtig af de udbetalte kørselsgodtgørelser, idet selskabet ikke opfylder betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9B.

I den forbindelse har Skatteankestyrelsen ikke fundet, at der er ført den fornødne kontrol med udbetalte befordringsgodtgørelser. Skatteankestyrelsen har bl.a. anført følgende:

”Skatteankestyrelsen finder ikke, at det fremlagte kørselsregnskab opfylder de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse.”

Som bemærkninger herfor, skal det gøres gældende, at der er tale om fejl af bagatelagtig karakter i kørselsregnskabet, der ikke kan føre til, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, jf. SKM 2018.240.LSR.

I SKM2018.240 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab havde påvist, at det havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser til sine medarbejdere, og tilstedeværelsen af bagatelagtige fejl fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. SKATs afgørelse, hvorefter godtgørelser til alle ansatte var anset for skattepligtige, blev derfor tilsidesat.

Landsskatteretten udtalte følgende i sagen:

”Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten, at der er ført effektiv kontrol i forbindelse med udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser. Der er konstateret fejl, men fejlene anses for at være af bagatelagtige karakter, som blandet andet skyldes en forståelig misforståelse af rejsebegrebet. Fejlene udgør ifølge det oplyste 0,2 % af det samlede udbetalte beløb i rejsegodtgørelse. Landsskatteretten finder derfor ikke, at der er grundlag for at anse alle udbetalte godtgørelsesbeløb under ét for skattepligtig løn som sket af SKAT.”

Det er vores opfattelse, at ovenstående sag er sammenlignelig med nærværende sag, hvorfor selskabet er omfattet af skattefrihed efter ligningslovens § 9B.

2 Nærmere om frivillig arbejdsgiverbetaling

Såfremt [virksomhed1] ApS ikke kan anses for skattefritaget efter ligningslovens § 9 B, gøres det gældende, at selskabet er omfattet af kildeskattelovens § 69 A, stk. 1 og 2 om frivillig arbejdsgiverbetaling.

Skatteankestyrelsen har for så vidt angår frivillig arbejdsgiverbetaling, jf. kildeskattelovens § 69 A, stk. 1 og 2 anført følgende:

Efter en helt konkret vurdering finder Skatteankestyrelsen ikke, at der er grundlag for at imødekomme selskabets anmodning om frivillig arbejdsgiverbetaling i nærværende tilfælde. Herved er der henset til, at selskabet ikke har ført tilstrækkeligt kontrol med det kørte antal kilometer, herunder særligt hvilken den ansatte har anvendt til kørslen. Det er efter Skatteankestyrelsens opfattelse ikke tale om undskyldelige fejl i håndteringen selskabets udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Skatteankestyrelsen har ved afgørelse lagt vægt på, at det er en væsentlig forudsætning for udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse, at kørslen er foretaget i modtagerens egen bil. I nærværende sag har den ansatte, som selskabet har udbetalt befordringsgodtgørelse til hverken stået som ejer eller bruger af en bil i den omhandlede periode...

Som bemærkninger herfor, skal det understreges, at det ikke er en betingelse for frivillig arbejdsgiverbetaling efter bestemmelsen, at der skal være tale om den ansatte egen bil eller den ansatte skal lade sig registrere som ejer eller bruger af en bil.

Af forarbejderne til bestemmelsen (LFF 2008-03-12 nr. 116) fremgår det kun, at det er en betingelse for tilladelse, at der bl.a. ikke er tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser.

Hvad der nærmere ligger i denne betingelse eller hvordan betingelsen skal afvejes, indgår ikke i forarbejderne til bestemmelsen.

Det fremgår dog af den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2.1., at vurderingen kan baseres på sagens samlede omstændigheder, herunder omfanget af de omhandlede ydelser, hvor det er, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, og hvor mangelfuld arbejdsgiverens kontrol har været. Tilladelse gives mere ved undskyldelige fejl i håndteringen af befordringsgodtgørelser.

Det gøres herefter gældende, at det er uden betydning for vurderingen af frivillig arbejdsgiverbetaling efter kildeskattelovens § 69 A, stk. 1 og 2, hvilken bil den ansatte har anvendt til kørslen, herunder det forhold at den ansatte ikke har stået som ejer eller bruger af en bil i den omhandlede periode.

Den ansatte hos [virksomhed1] ApS har anvendt en lejebil i den omhandlede periode. Den ansatte har indgået en leasingaftale med [virksomhed2]. Som dokumentation herfor er der indsendt overførselsudskrifter af leasingydelserne mellem den ansatte og [virksomhed2] til Skatteankestyrelsen den 6. september 2021.

Det er efter vores opfattelse godtgjort, at der ikke har været tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, og at der fortsat er tale om undskyldelige fejl i håndteringer af befordringsgodtgørelsen.

3 Formelle bemærkninger

Vi skal ligeledes gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at der ikke ønskes retsmøde i sagen, hvorfor anmodning om retsmøde frafaldes.

På vegne af vores klient skal det oplyses, at vi ønsker sagen afgjort på skriftligt grundlag. Vi skal venligst bede Skatteankestyrelsen om at bekræfte, hvorvidt det kan imødekommes.”

Landsskatterettens afgørelse

Løn og godtgørelser, der udbetales til ansatte m.v., er som udgangspunkt A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43. Ved enhver udbetaling af A-indkomst, skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Det fremgår af kildeskattelovens § 46. Tilsvarende skal udbetaleren indeholde arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v., jf. skattekontrollovens §§ 7 og 7 A. Der henvises i øvrigt til indkomstregisterloven.

Selskabet har i 2019 udbetalt befordringsgodtgørelse til en ansat.

Reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

•	Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder
•	Befordring mellem arbejdspladser og
•	Befordring inden for samme arbejdsplads

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2, i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
Kørslens erhvervsmæssige formål
Dato for kørslen
Kørslens mål og eventuelle delmål
Angivelse af antal kørte kilometer
De anvendte satser
Beregning af befordringsgodtgørelsen

Der kan ikke som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der stilles krav om at udbetalingerne, og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer, kan kontrolleres.

Det fremgår desuden af bekendtgørelsens § 2, at kørslen skal foregå i lønmodtagerens egen bil. En ægtefælles bil kan i den sammenhæng også anses som egen bil.

Udover de udtrykkeligt nævnte krav i bekendtgørelsens § 2, stilles der samtidig krav om, at det på baggrund af bilagene er muligt at identificere, hvilken bil der er benyttet til befordringen, således at arbejdsgiveren kan føre kontrol med de kørte kilometer. Hertil kan der henvises til SKM2004.45.LSR, hvor udbetalt godtgørelse blev anset for skattepligtig, da det ikke af bilagene var muligt at se, hvilken bil der blev benyttet til befordringen.

Der er fremlagt kørselsregnskab for august til og med december 2019.

Landsskatteretten finder ikke, at det fremlagte kørselsregnskab opfylder de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremlagte indeholder ikke oplysninger om den ansattes adresse, ligesom det ikke er angivet, hvorfra kørslerne er påbegyndt og afsluttet. Derudover mangler der eksakte adresseoplysninger om kørslens mål og eventuelle delmål, da der for størstedelen af kørslerne kun er angivet et sted i form af et vejnavn uden en by og eller et postnummer. Endvidere er formålet med kørslerne sparsomt beskrevet. Ud fra det fremlagte er det således ikke muligt at kontrollere det angivet antal kilometer, som er anvendt til den beregnet godtgørelse. I den forbindelse bemærkes det, at kilometerantallet konsekvent er angivet afrundede tal.

Det bemærkes desuden, at der er uoverensstemmelser mellem den beregnet godtgørelse på det fremlagte kørselsregnskab og den godtgørelse som selskabet har indberettet til indkomstregisteret. Udbetalingen er derudover sket med faste beløb i størstedelen af den omhandlede periode.

Ud fra det fremlagte kørselsregnskab er det i øvrigt ikke muligt at identificere, hvilken bil der er benyttet til den angivet kørsel, idet der alene er angivet ”[person2]’s Bil”. Det forhold, at den ansatte ifølge selskabets repræsentant har lejet et køretøj i den omhandlede periode, ændrer ikke herved. Der er bl.a. henset til, at der ikke er fremlagt leasingkontrakt. De fremlagte bankoplysninger dokumenterer i den forbindelse ikke, at den ansatte har anvendt en lejebil til den angivet kørsel. På baggrund af det fremlagte er det således fortsat ikke muligt at identificere den anvendte bil.

På baggrund af sagens oplysninger er det dermed ikke godtgjort, at selskabet har ført den fornødne kontrol i forbindelse med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse. Betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 B, er således ikke opfyldt.

Det bemærkes, at Landsskatterettens afgørelse af 22. maj 2018, offentliggjort som SKM2018.240.LSR, ikke er sammenlignelig med forholdene i nærværende sag. Ved afgørelsen fandt Landsskatteretten, at et selskab havde påvist, at det havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser til sine medarbejdere, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.

Selskabet skal herefter indeholde A-skat og AM-bidrag af det samlede godtgørelsesbeløb, mens den udbetalte befordringsgodtgørelse ligeledes er skattepligtig for den ansatte. Som følge heraf har selskabet anmodet Skattestyrelsen om frivillig arbejdsgiverbetaling vedrørende den udbetalte befordringsgodtgørelse til den ansatte.

Frivillig arbejdsgiverbetaling

Af kildeskattelovens § 69 A, stk. 1 og 2, fremgår følgende:

”Hvis en indeholdelsespligtig udbetaler rejse- eller befordringsgodtgørelser efter reglerne i ligningslovens § 9 A eller § 9 B og det efterfølgende konstateres, at betingelserne for skattefrihed i disse bestemmelser ikke er opfyldt, kan told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den indeholdelsespligtige tillade, at den indeholdelsespligtige betaler et beløb svarende til 56 pct. af de pågældende godtgørelser. Anmodningen skal være begrundet og indeholde en opgørelse af de pågældende godtgørelser, oplysninger om identiteten af modtagerne samt om størrelsen af de godtgørelser, de enkelte modtagere har modtaget

Stk. 2.Told- og skatteforvaltningen træffer efter anmodning afgørelse om, hvorvidt udbetalte godtgørelser som nævnt i stk. 1 er skattepligtige.”

Brug af ordningen om frivillig arbejdsgiverbetaling vedrørende udbetalt befordringsgodtgørelse forudsætter således, at arbejdsgiveren anmoder herom, og at Skatteforvaltningen efter en konkret vurdering kan godkende, at ordningen anvendes. Af forarbejderne til bestemmelsen i LFF 2008-03-12 nr. 116, fremgår det i den forbindelse, at tilladelse vil blive givet under betingelse af, at der bl.a. ikke er tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser.

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2.1, at vurderingen af, hvorvidt der er tale om misbrug, kan baseres på sagens samlede omstændigheder, herunder omfanget af de omhandlede ydelser, hvor klart det er, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, og hvor mangelfuld arbejdsgiverens kontrol har været. Tilladelse gives således ved mere undskyldelige fejl i håndteringen af befordringsgodtgørelser.

Efter en helt konkret vurdering finder Landsskatteretten ikke, at der er grundlag for at imødekomme selskabets anmodningen om frivillig arbejdsgiverbetaling i nærværende tilfælde. Herved er der henset til, at selskabet ikke har ført tilstrækkelig kontrol med det kørte antal kilometer, herunder særligt hvilken bil den ansatte har anvendt til kørslen. Der er efter Landsskatterettens opfattelse ikke tale om undskyldelige fejl i håndteringen af selskabets udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Landsskatteretten har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er en væsentlig forudsætning for udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse, at kørslen er foretaget i modtagerens egen bil. I nærværende sag har den ansatte, som selskabet har udbetalt befordringsgodtgørelse til hverken stået som ejer eller bruger af en bil i den omhandlede periode. Landsskatteretten finder i den forbindelse ikke, at det på baggrund af de fremlagte overførselsudskrifter er tilstrækkeligt godtgjort, at klageren i den omhandlede periode har anvendt en lejebil.

I og med at det ikke er muligt at identificere den anvendte bil, kan det derfor ikke afvises, at der er sket misbrug af reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse. Selskabet er som følge heraf ikke berettiget til frivillig arbejdsgiverbetaling.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse.