Kendelse af 17-01-2024 - indlagt i TaxCons database den 14-02-2024

Journalnr. 21-0046819

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomstårene 2018 og 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og ikke omfattet af reglerne for grænsegænger i kildeskattelovens §§ 5 A-D. Endvidere har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag i indkomståret 2018 og befordrings- og rejsefradrag i indkomståret 2019 mellem Danmark og Polen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fuld skattepligt, men ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted og anser klageren for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Klageren er herefter omfattet af reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag mellem Polen og Danmark.

Faktiske oplysninger

Klageren har påklaget sine årsopgørelser for indkomstårene 2018 og 2019, begge angivet som årsopgørelse nr. 3. Det fremgår af begge årsopgørelser, at Skattestyrelsen har foretaget ændringer, for så vidt angår befordringsfradrag for indkomståret 2018 og befordrings- og rejsefradrag for indkomståret 2019, hvor Skattestyrelsen har nedsat fradragene til 0 kr. Endvidere fremgår det, at klageren ikke er registreret som begrænset skattepligtig.

Ifølge klagerens årsopgørelser for indkomstårene 2018 og 2019, angivet som årsopgørelse nr. 2, har klageren via TastSelv oplyst et befordringsfradrag på 15.552 kr. for indkomståret 2018, og et befordrings- og rejsefradrag på henholdsvis 39.622 kr. og 28.000 kr. for indkomståret 2019. Endvidere fremgår det af årsopgørelserne, angivet som nr. 2, at klageren var registreret som begrænset skattepligtig, at skatteberegningerne var foretaget efter reglerne for grænsegængere, og at der ved beregningerne var taget hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller.

Klageren var i de omhandlende indkomstår og er fortsat polsk statsborger.

Ifølge de af klageren fremlagte dokumenter, blandt andet en bekræftelse på registrering af bopælsadresse og et certifikat for skattemæssigt hjemsted, fremgår det, at klageren er registreret med bopælsadresse i Polen på adressen [adresse1], [by1], Polen. Bekræftelsen på registreringen af bopælsadresse er dateret den 5. januar 2009, og certifikatet for skattemæssigt hjemsted ses at vedrøre perioden fra den 5. januar 2009 og frem, og er dateret den 4. maj 2021. Klageren har endvidere oplyst den pågældende adresse i Polen ved indgivelsen af klagen til Skatteankestyrelsen den 2. juli 2021.

Klageren har fremlagt bankkontoudtog fra sin bankkonto, konto nr. [...32], i [finans1], filial af [finans2] i Sverige/Finland for indkomstårene 2018 og 2019. Det tidligst daterede bankkontoudtog er udskrift nr. 33 for perioden fra den 13. maj 2018, det fremgår heraf, at klagerens adresse er registreret som ukendt. Af kontoudskrift nr. 35 for perioden fra den 11. september 2018 fremgår det, at klagerens adresse er registreret til [adresse2], [by2], Sverige. På tilsvarende vis er adressen i Sverige angivet på de øvrige kontoudtog, men for perioden fra den 11. december 2019, kontoudskrift nr. 48, er klagerens adresse registreret til [adresse1], [by1], Polen.

Skattestyrelsen har i forslaget af 19. marts 2021 oplyst følgende:

”[...]

Du står i vores systemer registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger i 2018 og 2019. Heraf fremgår det ligeledes at du har været registreret som begrænset skattepligtig og har arbejdet i Danmark siden 2014. Ifølge oplysningerne har du haft fuldtidsarbejde i Danmark siden 2016.

Ifølge folkeregisteret er du tilmeldt en kontaktadresse [adresse3], [by1] i Polen og har været det siden den 8. januar 2014. I forbindelse med sagsbehandlingen kan vi ikke se, at vi tideligere har modtaget en bopælsattest.

[...]”

Ved opslag i det danske CPR-register ses klageren ikke at have været eller være registreret med en dansk folkeregisteradresse.

Klageren har i forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling fremlagt følgende oplysninger og adresser:

”[...]

In the document, the addresses of residence sometimes include employee camps.

[adresse4], [by3], [virksomhed1] 8-04-2018 17-07-2018

[by4] [adresse5], 6-08-2018 28-10-2018

[by5] [adresse6] 18-08-2019 31-12-2019

[by6] [adresse7] 9-03-2019 17-08-2019

[by7] [virksomhed2] [adresse8] 28-10-2018 9-03-2019

[...]”

Adresserne og oplysninger om perioder stemmer overens med de oplysninger, som klageren har oplyst i klagen vedrørende sine midlertidige opholdsadresser.Ved opslag på www.google.com/maps fremgår det, at der er tale om henholdsvis et industriområde, et havneområde, et industriområde/en byggeplads, en villa i et industriområde og et vandrehjem i bymidte.

Ifølge klagerens personlige skatteoplysninger (herefter R75) for indkomståret 2018 har klageren haft tre ansættelser; henholdsvis hos [virksomhed3] A/S i perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. januar 2018, hos [virksomhed4] ApS i perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018, og hos [virksomhed5] A/S i perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018. De pågældende arbejdsgivere har samlet lønindberettet 1.350 timer, hvorefter klagerens samlede A-indkomst er oplyst til 278.978 kr. Det fremgår endvidere af klagerens R75, at klageren er registreret som begrænset skattepligtig, at han er registreret med samme bopælsadresse som sin ægtefælle, og at der er indbetalt til arbejdsgiveradministreret pension og rateforsikring/opsparing.

Ifølge klagerens R75 for indkomståret 2019 har klageren været ansat hos [virksomhed5] A/S i perioden fra den 1. januar 2019 til den 14. december 2018. Arbejdsgiveren har lønindberettet 1.757 timer, hvorefter klagerens A-indkomst er oplyst til 338.372 kr. Det fremgår endvidere af klagerens R75, at klageren er registreret som begrænset skattepligtig, at han er registreret med samme bopælsadresse som sin ægtefælle, og at der er indbetalt til arbejdsgiveradministreret pension og rateforsikring/opsparing.

Klageren har fremlagt lønsedler fra sin ansættelse hos [virksomhed4] ApS for følgende perioder:

•	9. april 2018 – 22. april 2018
•	23. april 2018 – 6. maj 2018
•	7. maj 2018 – 20. maj 2018
•	21. maj 2018 – 3. juni 2018
•	4. juni 2018 – 17. juni 2018
•	16. juni 2018 – 1. juli 2018
•	2. juli 2018 - 15. juli 2018

Det fremgår af hver lønseddel for ansættelsen hos [virksomhed4] ApS, at der for hver lønudbetaling er fratrukket et beløb til størrelsesordenen af 250 kr. eller 500 kr. for ”accommodation”.

Klageren har fremlagt lønsedler fra sin ansættelse hos [virksomhed5] A/S for følgende perioder:

•	28. oktober 2018 – 10. november 2018
•	11. november 2018 – 24. november 2018
•	25. november 2018 – 8. december 2018
•	9. december 2018 – 15. december 2018
•	6. januar 2019 – 19. januar 2019
•	20. januar 2019 – 2. februar 2019
•	3. februar 2019 – 16. februar 2019
•	17. februar 2019 – 2. marts 2019
•	3. marts 2019 – 16. marts 2019
•	17. marts 2019 – 30. marts 2019
•	31. marts 2019 – 14. april 2019
•	14. april 2019 – 27. april 2019
•	27. april 2019 – 11. maj 2019
•	12. maj 2019 – 25. maj 2019
•	26. maj 2019 – 8. juni 2019
•	9. juni 2019 – 22. juni 2019
•	23. juni 2019 – 6. juli 2019
•	7. juli 2019 – 20. juli 2019
•	4. august 2019 – 17. august 2019

Det fremgår af hver lønseddel for ansættelsen hos [virksomhed5] A/S, at klageren blev ansat den 6. august 2018, og at der for hver lønudbetaling er fratrukket beløb i størrelsesordenen af 300 kr., 500 kr., 600 kr. og 1.000 kr. for leje af beboelsesvogn.

Klageren har fremlagt fakturaer for køb af flybilletter, hvoraf det fremgår, at han har afholdt udgiften, hvornår fakturaerne er betalt og med hvilke beløb:

•	7. april 2018 – 423,00 PLN – fra [Polen] til [Sverige]
•	22. maj 2018 – 276,00 PLN – fra [Polen] til [Danmark]
•	26. juni 2018 – 423,20 DKK – fra [Danmark] til [Polen]
•	5. juli 2018 – 465,00 DKK – fra [Danmark] til [Polen]
•	5. november 2018 – 149,00 SEK – fra [Sverige] til [Polen]
•	18. november 2018 – 99,00 PLN – fra [Polen] til [Sverige]
•	24. november 2018 – 325,00 SEK – fra [Sverige] til [Polen]
•	23. januar 2019 – 149,00 SEK – fra [Sverige] til [Polen]
•	14. juni 2019 – 308,00 PLN – fra [Polen] til [Sverige]
•	20. august 2019 – 319,00 SEK – fra [Sverige] til [Polen]
•	30. august 2019 – 189 PLN – fra [Polen] til [Sverige]
•	23. september 2019 – 319,00 SEK – fra [Sverige] til [Polen]
•	8. oktober 2019 – 129,00 PLN – fra [Polen] til [Sverige]
•	16. november 2019 – 209,00 PLN – fra [Polen] til [Sverige]

Klageren har endvidere fremlagt kopi af to kvitteringer for flybilletter, hvoraf det fremgår, at klageren har rejst fra [Danmark] til [Polen] den 2. november 2019 og igen den 13. december 2019. Udgiften udgjorde henholdsvis 162,15 kr. og 471,00 kr.

Klageren har i forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling fremlagt kalenderoversigter for indkomstårene 2018 og 2019, hvor han har registreret, hvilke dage han har opholdt sig i Polen og hvilke dage han har opholdt sig i Danmark. Det fremgår af oversigten for indkomståret 2018, at han har påbegyndt sit arbejde i Danmark den 8. april 2018, at han har opholdt sig samlet 186 dage i Polen og 179 dage i Danmark. For indkomståret 2019 fremgår det, at han har registreret, at han har haft 148 dage med ophold i Polen og således 217 dage med ophold i Danmark.

Ved en stikprøvevis gennemgang af klagerens kalenderoversigter og de fremlagte kontoudtog fra klagerens bankkonto, konto nr. [...32], kan der konstateres en sammenhæng mellem de datoer, hvor klageren har oplyst at opholde sig i henholdsvis Polen og Danmark og de datoer, hvor der ses at være foretaget hævninger i henholdsvis Polen og Danmark.

Klageren har fremlagt en erklæring fra sin arbejdsgiver, [virksomhed5] A/S, hvor af arbejdsgiveren bekræfter, at arbejdsgiveren ikke har afholdt klagerens udgifter til transport mellem det midlertidige opholdssted, [adresse6], [by5] og klagerens bopæl i Polen, [adresse1], [by1]. Erklæringen er dateret den 19. februar 2021.

Skatteankestyrelsen har den 9. november 2023 anmodet klageren om en række oplysninger i form af ansættelseskontrakter/ansættelsesbeviser, dokumentation for, hvor klagerens fysiske arbejdssteder har været. Skatteankestyrelsen har ikke modtaget oplysningerne eller i øvrigt hørt fra klageren.

Det fremgår ved opslag på www.google.dk/maps, at afstanden mellem klagerens bopælsadresse i Polen og de af klageren oplyste midlertidige opholdssteder udgør mellem 850 km og 1.200 km.

Efter at have modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse har klageren fremlagt yderligere oplysninger. Klageren har i den forbindelse beklaget, at han ikke har fremsendt oplysningerne tidligere og har begrundet dette med sygdom og dødsfald i den nærmeste familie.

Klageren har fremlagt en ansættelseskontrakt for sin ansættelse hos [virksomhed4] ApS gældende fra den 9. april 2018, og et tillæg til ansættelseskontrakten. Det fremgår blandt andet af tillægget, at klageren var beskæftiget på ikke permanente arbejdspladser, at der kunne forekomme betaling for ude- og rejsearbejde efter overenskomst, og at klageren som led i sit ansættelsesforhold fik fået stillet logi til rådighed, herunder at der kunne være skiftende placering af indlogering efter virksomhedens behov. Endvidere fremgår det, at klageren har betalt 250 kr. for forbrug til virksomheden pr. påbegyndt uge, og at betalingen skete ved modregning i klagerens løn. Derudover har klageren betalt 2.000 kr. i depositum til brug for eventuel misligholdelse ad indlogeringen.

Endvidere har klageren fremlagt en ansættelseskontrakt for sin ansættelse hos [virksomhed5] A/S gældende fra den 6. august 2018. Det fremgår, at klageren blev ansat til 37 timer pr. uge som betonarbejder.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klagerens skattemæssige status fra begrænset skattepligtig og grænsegænger til fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2018 og 2019. Skattestyrelsen har endvidere ændret det af klageren oplyste befordringsfradrag for indkomståret 2018, og det af klageren oplyste befordrings- og rejsefradrag for indkomståret 2019.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende i forslag til afgørelse af 19. marts 2021:

”[...]

1. Skattepligt og grænsegænger

[...]

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Vi anser dig for at være fuldt skattepligtig til Danmark efter reglerne i kildeskattelovens §1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1, da du i indkomstårene 2018 og 2019 har haft rådighed over en bolig i Danmark og opholder dig i Danmark på grund af andet end ferie og lignende.

Du er registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger i 2018 og 2019.

For at du kan blive anset for grænsegænger, som fuldt skattepligtig til både Danmark og Polen, kræver det at du er skattemæssigt hjemmehørende i Polen, jf. artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, og samtidig opfylder reglerne for grænsegænger i kilde- skattelovens § 5 A – D.

Ifølge folkeregisteret har du kontaktadresse i Polen og ifølge din kalender rejser du til Polen, hvor du, efter vores vurdering, opholder dig på den angivne kontaktadresse. Vi vurderer derfor at du fortsat også er fuldt skattepligtig til Polen.

Når du er fuldt skattepligtig til både Danmark og Polen anvendes artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de to lande til at fastslå, hvor du er skattemæssigt hjemmehørende.

Da du har bopæl i både Polen og Danmark, kan det skattemæssige hjemsted ikke fastslås på bag- grund heraf. Derfor kigger vi på dit centrum for livsinteresser, både personlige og økonomiske, for at se om vi kan fastslå skattemæssigt hjemsted.

Det fremgår af din danske arbejdsgivers indberetninger, at du har arbejdet her i landet i både 2018 samt 2019 og har gjort det siden 2014. Der er ikke fremlagt noget materiale som dokumenterer, at du har andre indtægter end i Danmark. Der er derfor lagt vægt på, at du har stærke økonomiske interesser til Danmark.

For så vidt angår dine personlige interesser, har du familie og venner i Polen. Dine personlige interesser i Danmark fremstår udokumenterede, men det kan ikke afvises at du også har en personlig tilknytning til Danmark i et uvist omfang. Vi vurderer dog at du har de største personlige interesser i Polen.

Fordi du har stærke økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, kan det skattemæssige hjemsted heller ikke fastlægges på baggrund heraf. Derfor kigger vi på, hvor du sædvanligvis opholder dig.

Det fremgår af det indsendte materiale, at du har opholdt dig 185 dage i Danmark og 180 dage i Polen i 2018, og 276 dage i Danmark og 86 dage i Polen i 2019. Dermed er det vores konklusion, at du har opholdt dig mere i Danmark end i Polen. På den baggrund anser vi dig for at have skattemæssigt hjemsted i Danmark. Du kan derfor ikke benytte grænsegængerreglerne i kildeskattelovens § 5 A – D.

Vi foreslår derfor, at ændre din skattepligt fra at være begrænset skattepligtig og grænsegænger til at være fuldt skattepligtig til Danmark gældende fra 1. januar 2018 og fremadrettet.

[...]

2. Befordringsfradrag

[...]

2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Efter en konkret vurdering anses du for at have sædvanlig bopæl i Danmark i 2018 og 2019, idet det er vores vurdering, at du har centrum for livsinteresser i Danmark i relation til reglerne i ligningslovens § 9 C.

Der er lagt særlig vægt på, at du har haft bopæl i Danmark i 2018 og 2019, samt at du har fuldtids- arbejde og dermed opholder dig i Danmark størstedelen af tiden. Ydermere er det vores vurdering at du også har opholdt dig på adresser i Danmark i forbindelse med dit arbejde i indkomstårene 2014 til 2017.

Der er endvidere lagt vægt på det erhvervsmæssige tilhørsforhold til Danmark, idet vi ikke har nogen oplysninger om, at du også er erhvervsmæssigt tilknyttet til Polen.

Det faktum at du har familiemæssig tilknytning til Polen, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår af dine arbejdsgivers indberetninger, at dine arbejdspladser ikke er entydige i indkomst- årene 2018 og 2019. Derudover fremgår det, at du arbejder for flere forskellige arbejdsgivere i perioden 1. januar 2018 til den 31. december 2018.

Da du ikke har indsendt dokumentation for dine faktiske arbejdspladsers fuldstændige adresser, kan vi ikke beregne befordringsfradraget for 2018 og 2019.

Vi kan ligeledes ikke beregne befordringsfradraget for perioden 1. januar 2018 til den 7. april 2018, da der ikke er fremlagt noget materiale, som dokumenterer hvor du har boet i denne periode. Det er vores vurdering at du ikke har foretaget daglig kørsel fra din kontaktadresse i Polen til din arbejdsplads i Danmark.

Vi anser dine ture til Polen for at være en privat udgift og dermed er den ikke omfattet af ligningslovens § 9 C.

Hvis du ønsker befordringsfradraget beregnet for indkomstårene 2018 og 2019, bedes du indsende dokumentation for arbejdspladsernes fuldstændige adresser, og dokumentation for hvor du har boet i Danmark i perioden 1. januar 2018 til den 7. april 2018.

Vi foreslår på baggrund af ovenstående, at ændre dit befordringsfradrag fra 15.552 kr. til 0 kr. i 2018.

Vi foreslår derfor, at ændre dit befordringsfradrag fra 39.622 kr. til 0 kr. i 2019.

[...]

3. Rejsefradrag

[...]

3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Vi har under punkt 2.4 vurderet din sædvanlige bopæl. Den samme vurdering anvendes i relation til reglerne i ligningslovens 9 A som omhandler rejsefradrag. Som begrundelse vedrørende fastlæggelse af din sædvanlige bopæl henviser vi til afsnit 2.4 om befordring.

Ud fra det indsendte materiale anser vi dine ture med fly til Polen for at være en privat udgift og dermed ikke rejser i forbindelse med dit arbejde. Da vi heller ikke har modtaget dokumentation på at det udførte arbejde i Danmark har midlertidig karakter, og at rejsen varer i mindst 24 timer, kan vi ikke vurdere om du har ret til rejsefradrag i indkomståret 2019.

Det forhold, at din arbejdsgiver ikke dækker for rejseudgifterne af dine ture med fly til Polen, kan ikke føre til et andet resultat.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han er berettiget til befordringsfradrag, rejsefradrag og sin ægtefælles uudnyttede personfradrag i indkomstårene 2018 og 2019. Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for renteudgifter i indkomståret 2019.

Til støtte herfor har klageren anført følgende vedrørende indkomståret 2018:

”[...]

In response to the letter of March 19, 2021, I would like to appeal against the Skattestyrelsen decision regarding my tax return for 2018.

In response to the office's decision, I would like to first describe my financial and family situation. In Poland, I have permanent residence together with my family-wife and children. We have our own apartment here, the wife works, the children attend school. Here I have family and cultural ties. Therefore, it is necessary for me to travel to Poland to my family - therefore I have to systematically bear the costs of commuting to Poland.

Another justification for the faet that my life center is Poland is the fact that from 2017 to 2018 in Poland I founded and ran my own business. It wasn't until April 2018 that I left for Denmark because I had a short-term job offer.

I cannot agree with the decision of the office to reject my deductions for traveling to Poland and the flat. As defined under "C.A.7.1.4 Betingelse om" midlertidigt arbejdssted ", a temporary worker is an employee with a fixed-term employment contract of no more than 12 months. My employment history in Denmark in 2018 shows 3 employers:

-	[virksomhed4] ApS
-	[virksomhed5] A/S
-	[virksomhed6] A/S

No contract with the above-mentioned employers was extended for a period exceeding 12 months, because I could not predict how my employment would continue. Therefore, according to the definition, in 2018 I am entitled to write-offs for write-offs for trips to Poland and living in Denmark. After carefully analyzing my travels in 2018 from Denmark to Poland and Poland to Denmark and analyzing my days of stay, I can also say that in 2018 I stayed in Denmark 178 days - a smaller part of the year than in Poland.

It is also worth adding that, to my knowledge, neither in 2018 nor in 2019 - I had no permanent residence in Denmark. Each report was provided to me by my employer, who reported me to the address of the company where I was working.

My temporary residence addresses for companies:

[adresse4], [by3], Denmark 04-08-2018 07-17-2018

[by4] [adresse5], 6-08-201828-10-2018

In my initial settlement, I applied for a deduction for trips to Poland, of which I made 6 in total, but only for 2 trips I have confirmation in the form of tickets. Therefore, I would like to correct

my testimony and show 2 trips - documenting it with the appropriate tickets.

Due to my explanation and after re-examining my costs for 2018, I am asking for the following write-offs:

Befordning point 51

2 X 1778km X 0.97 = 3556 DKK

Travel's date: 05.07.2018; 24.11.2018

Point 53 Kost og logi

4 800 dkk

I would also like to apply fora write-off for my wife's low earnings in 2018.

[...]”

For indkomståret 2019 har klageren anført følgende:

”[...]

In response to the letter of March 19, 2021, I would like to appeal against the Skattestyrelsen decision regarding my tax return for 2019.

- [virksomhed5] A/S

No contract with the above-mentioned employers was extended for a period exceeding 12 months, because I could not predict how my employment would continue. Therefore, according to the definition, in 2019 I am entitled to write-offs for write-offs for trips to Poland and living in Denmark. After carefully analyzing my travels in 2019 from Denmark to Poland and Poland to Denmark and analyzing my days of stay, I can also say that in 2019 I stayed 180 days in Denmark - a smaller part of the year than in Poland.

An additional argument in favor of my temporary stay in Denmark and permanent residence in Poland is the fact that in 2019 I took out a loan in Poland - a certificate is sent in the attachment.

My temporary residence addresses for companies:

[by5] 2770 [adresse6] 08/18/2019 12/31/2019

[by6] 5856 [adresse7] March 9, 2019 August 17, 2019

[by7] 5000 [virksomhed2] [adresse8] Oct 28, 2018 March 9, 2019

In my initial settlement, I applied fora deduction for trips to Poland, of which I made 9 in total, but only for 5 trips I have a ticket confirmation. Therefore, I would like to correct my testimony and show 5 trips - documenting it with the appropriate tickets.

Due to my explanation and after re-examining my costs for 2019, I am asking for the following write-offs:

Befordning point 51

5 X 1778km X 0.99 = 8801 DKK

Dates of travel to Poland:

02/02/2019; August 24, 2019; 04/10/2019; November 2, 2019; 13/12/2019

Point 53 Kost og logi

9,400 DKK

Point 432 Renteutgifter and 493 gaeld

Renteutgifter: 4405 PLN xl.7421 = 7673 DKK

Gjaeld: 50 579 PLN x 1.7421 = 88113 dkk

I would also like to apply fora write-off for my wife's low earnings in 2019.

[...]”

Klageren har den 4. januar 2024 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”[...]

Hello, after reading your letter, I would like to say that my case is lost and my application will be rejected. I wanted to emphasize that I did not do it on purpose, it is due to my ignorance. The people who settled my tax did not inform me about the ban on using such tax reliefs. He believes that the court took Taking this into account, it is also due to my lack of knowledge about tax law, which is why I commissioned it to a company that deals with this. I am asking the court not to punish me with such a high fine, my financial stability is not that good and it may affect my family's hesitation and loss of financial stability.. I am asking the court to waive my refund penalty.

[...]”

Skattestyrelsens afgørelse

Der skal tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har ændret klagerens skattemæssige status fra begrænset skattepligtig og grænsegænger til fuldt skattepligtig for indkomstårene 2018 og 2019, og den som følge heraf foretaget konsekvensændring, hvor der ved skatteberegningen ikke er taget hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller.

Der skal endvidere tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har ændret det af klageren oplyste befordringsfradrag i indkomståret 2018 og det af klageren oplyste befordrings- og rejsefradrag i indkomståret 2019 til 0 kr.

Skattepligt

Retsgrundlag

Personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Skattepligten indtræder fra begyndelsen af opholdet, der begrunder skattepligten, jf. kildeskattelovens § 8, stk. 1.

Det fremgår af artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen, at udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat”, betyder enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

Endvidere fremgår det af overenskomstens artikel 4, stk. 2, at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst.

Det fremgår af kommentarerne til artikel 4, vedrørende forståelsen af skattemæssigt hjemsted, at de forskellige staters nationale love pålægger en altomfattende skattepligt – fuldt skattepligtig – på grundlag af skatteyderens tilknytning til den pågældende skat. Det fremgår videre, at tilfælde af fuld skattepligt ikke alene omfatter personer, der har hjemsted i det pågældende land i civilretlig forstand, men også omfatter personer, som opholder sig uden afbrydelse eller kun for en vis periode på statens territorium.

Endvidere fremgår det af kommentarerne til artikel 4, stk. 1, at udtrykket ”hjemmehørende i en kontraherende stat” for fysiske personer tilsigter at dække de forskellige former for personlig tilknytning til en stat, som i de nationale skattelove danner grundlag for fuld skattepligt. Vedrørende artikel 4, stk. 2, fremgår det, at der gives forrang til den stat, i hvilken den fysiske person har fast bolig til sin rådighed.

Personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, kulbrintlovens § 21 eller som er fuldt skattepligtige til Danmark, men som anses for hjemmehørende i udlandet, kan benytte reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D. Det er en forudsætning, at skatteyderens indkomst fra Danmark udgør mindst 75 % af skatteyderens samlede indkomst. Det følger af kildeskattelovens § 5 A, stk. 1.

Den konkrete sag

Klageren var i de omhandlende indkomstår og er fortsat polsk statsborger, han havde og har fortsat registreret bopælsadresse i Polen, og han havde og har fortsat skattemæssigt hjemsted i Polen.

Ifølge opslag i CPR-registret har klageren ikke været registreret med en dansk folkeregisteradresse.

Ifølge klagerens bankkontoudtog har klageren haft registreret adresse i Sverige i perioden fra juli 2018 til november 2019.

Klageren har oplyst og fremlagt dokumentation for, at han har haft ansættelse i Danmark fra den 8. april 2018 til og med udgangen af indkomståret 2019. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han har taget ophold på tre forskellige adresser i indkomståret 2018, henholdsvis i [by3], [by4] og [by5], og tre forskellige adresser i indkomståret 2019, henholdsvis [by5], [by6] og [by7].

Klagerens arbejdsgiver har den 19. februar 2021 bekræftet, at klagerens midlertidige opholdssted i Danmark har været i [by5]. Der fremgår ikke af bekræftelsen, hvilken periode, der er tale om.

Ifølge de af klageren fremlagte lønsedler for perioden fra oktober 2018 til august 2019 har klageren lejet en beboelsesvogn af sin arbejdsgiver. Det er uoplyst, hvor beboelsesvognen har været placeret.

Af de af klageren fremlagte kalenderoversigter, fremgår det, at klageren fra den 8. april 2018 til den 31. december 2018 har opholdt 179 dage i Danmark og at han i indkomståret 2019 har ophold sig 217 dage i Danmark.

Ifølge klagerens R75 har klageren arbejdet 1.350 timer i indkomståret 2018 og 1.757 timer i indkomståret 2019. Klagerens lønindkomst udgjorde 278.978 kr. i indkomståret 2018 og 338.372 kr. i indkomståret 2019.

Der foreligger ikke nærmere dokumentation for, hvor klageren har opholdt sig i Danmark eller dokumentation for klagerens ansættelsesforhold, så som ansættelseskontrakter eller tilsvarende. Klageren har ikke reageret på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger.

Skattestyrelsen har i forslag til afgørelse oplyst, at klageren har arbejdet i Danmark siden indkomståret 2014 og haft fuldtidsarbejde siden indkomståret 2016. Skattestyrelse har i forslag til afgørelse konkluderet, at klageren har haft rådighed over en bolig i Danmark, men har ikke oplyst, hvilken bolig, der er tale om. Endvidere har Skattestyrelsen konkluderet, at klageren har opholdt sig mest i Danmark i de pågældende indkomstår.

Resultat

Landsskatteretten finder af disse årsager, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark fra den 8. april 2018, hvor klageren på grund af sit arbejde i Danmark, omfanget heraf, og de oplyste antal dage med ophold i Danmark, må anses for at have taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Klageren anses dermed, i tråd med kommentarerne til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, for hjemmehørende i Danmark.

Idet klageren tillige er registreret med en fast bopælsadresse i Polen og er registreret som skattemæssigt hjemmehørende i Polen, foreligger der en dobbeltdomicilsituation, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Landsskatteretten finder, at klagen er hjemmehørende i Polen, hvor klageren har registreret bopælsadresse, jf. artikel 4, stk. 1, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der er herved henset til, at de af klageren oplyste opholdsadresser, oplysninger om leje af en beboelsesvogn og oplysning om en adresse i Sverige, ikke kan føre til, at klageren kan anses for at have rådighed over en fast bopæl i Danmark i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Klageren har været statsborger og hjemmehørende i Polen samt fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Klageren har derfor kunnet anvende grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D. Det lægges herved til grund, at den kvalificerende indkomst i denne periode har udgjort mere end 75 pct. af globalindkomsten.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsen afgørelse vedrørende skattepligt, men ændrer Skattestyrelsen afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted, således klageren anses for omfattet af reglerne for grænsegængere.

Befordringsfradrag

Retsgrundlag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Efter ligningslovens § 9 C kan en skatteyder kun have én sædvanlig bopæl. Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Ved Østre Landsrets dom afsagt den 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor skatteyderen havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom skatteyderen var tilmeldt en A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på den samme adresse i Danmark, ligesom skatteyderen efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

Ved byrettens dom af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset at skatteyderens nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor skatteyderen også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR, fastslået, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i et andet land, idet der er tale om to forskellige regelsæt, hvor der foretages to selvstændige vurderinger.

Bevisbyrden påhviler – i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag – som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal således i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR.

Hvis afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet klart overstiger det sædvanlige, har klageren bevisbyrden for, at befordring har fundet sted i det påstående omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. I sagen var der tale om en afstand til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km.

Den konkrete sag

Klageren har oplyst et befordringsfradrag på 15.552 kr. for indkomståret 2018 og et befordringsfradrag på 39.622 kr. for indkomståret 2019 for kørsel mellem Polen og Danmark.

Ved indgivelsen af klagen har klageren korrigeret sit befordringsfradrag til 2 x 1778 km x 0,97 = 3.556 kr. for indkomståret 2018 og til 5 x 1778 kr. x 0,99 = 8.801 kr. for indkomståret 2019.

Klageren har fremlagt kvitteringer for flybilletter, hvoraf det fremgår, at han har afholdt udgiften til tre rejser til Polen og fire rejser retur til Danmark/[Sverige] i indkomståret 2018. For så vidt angår indkomståret 2019 har klageren fremlagt kvitteringer, hvoraf det fremgår, at han har afholdt udgiften til fem rejser til Polen og fire rejser retur til Danmark/[Sverige].

Der konstateres en sammenhæng mellem klagerens oplysninger om ophold i Polen og Danmark og de oplysninger, om hævninger i henholdsvis Danmark og Polen, som fremgår af klagerens bankkontoudtog.

Klageren har en fast bopælsadresse i Polen. Endvidere har klageren oplyst i alt fem forskellige opholdsadresser i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Klagerens arbejdsgiver har bekræftet den ene af de oplyste opholdsadresser. Endvidere fremgår det af den ene af klagerens ansættelseskontrakter, at han får stillet logi til rådighed, ligesom det fremgår af hans lønsedler, at han fast har afholdt udgift til en beboelsesvogn/beboelse. Der er dog ikke fremlagt nærmere oplysninger om karakteren af beboelsesvognen, og om den er placeret på den af arbejdsgiveren bekræftet adresse. Ifølge klagerens bankkontoudtog har klageren haft en bopælsadresse i Sverige i perioden fra juli 2018 til november 2019.

Klageren har ikke, på Skatteankestyrelsens anmodning udfærdiget en opgørelse over det oplyste befordringsfradrag, herunder oplyst, hvor de konkrete arbejdspladser har været for perioden fra april 2018 til december 2019. Der foreligger således ikke konkrete oplysninger om de faktiske afstande.

Resultat

Efter en samlet og konkret vurdering af de faktiske oplysninger vedrørende klagerens bopæls- og opholdsadresser finder Landsskatteretten, at klagerens bopæl, i relation til ligningslovens § 9 C, er i Danmark.

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har arbejdet i Danmark siden indkomståret 2014, og omfanget af klagerens erlagte arbejdstimer og antallet af opholds-/arbejdsdage i Danmark i de pågældende indkomstår. Klageren har således boet og overnattet i Danmark den væsentligste del af hvert enkelt år og alene opholdt sig i Polen i forbindelse med fridage og ferier. Af disse årsager har klagerens økonomiske og erhvervsmæssige tilknytning været i Danmark i de pågældende indkomstår.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, hvorvidt de oplyste opholdssteder udgør bopæl, arbejdssted eller begge dele for klageren. Klageren har således ikke godtgjort, at han har haft over 24 km mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, og dermed er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten stadfæster på den baggrund Skattestyrelsens afgørelse.

Rejsefradrag

Retsgrundlag

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved bestemmelsens stk. 7. Rejseudgifter kan herefter fradrages enten med standardsatserne i stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang, udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger grundbeløbet på 26.800 kr. i indkomståret 2019.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er en betingelse for rejsefradrag, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5.

Der er kun fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt.

Der er ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter.

Efter ligningslovens § 9 A kan en skatteyder kun have én sædvanlig bopæl. Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom afsagt den 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor skatteyderen havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom skatteyderen var tilmeldt en A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på den samme adresse i Danmark, ligesom skatteyderen efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset at skatteyderens nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor skatteyderen også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Den konkrete sag

Klageren har via TastSelv oplyst et rejsefradrag på 28.000 kr. for indkomståret 2019.

Ved indgivelsen af klagen har klageren anmodet om et rejsefradrag på 4.800 kr. for indkomståret 2018 og har korrigeret rejsefradraget for indkomståret 2019 til 9.400 kr.

Skattestyrelsen har alene foretaget en materiel behandling af fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2019.

Klageren har ikke reageret på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger. Der foreligger alene ansættelseskontrakter, men ikke nærmere oplysninger om klagerens ansættelsesforhold, hvor klageres arbejdssteder konkret har været og eventuelle rejser forbundet med klagerens arbejde.

Der henvises til de faktiske oplysninger under afsnittet om ”Befordringsfradrag”.

Resultat

Efter en samlet og konkret vurdering af de faktiske oplysninger vedrørende klagerens bopæls- og opholdsadresser finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl, i relation til ligningslovens § 9 A, er i Danmark.

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har arbejdet i Danmark siden indkomståret 2014, og omfanget af klagerens erlagte arbejdstimer og antallet af opholds-/arbejdsdage i Danmark i indkomståret 2019. Klageren har således boet og overnattet i Danmark den væsentligste del af året og alene opholdt sig i Polen i forbindelse med fridage og ferier. Af disse årsager har klagerens økonomiske og erhvervsmæssige tilknytning været i Danmark i det pågældende indkomstår. Et eventuelt rejsefradrag vil således skulle opgøres på baggrund af afstanden fra en adresse i Danmark, hvor klageren sædvanlig rejser fra, og til arbejdsstedets adresse.

Landsskatteretten bemærker, at der på det foreliggende grundlag ikke kan indrømmes klageren fradrag for arbejdsrelaterede rejser i Danmark for indkomståret 2019. Der er herved blandt andet henset til, at klageren hverken har dokumenteret eller har sandsynliggjort, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, at klageren af sin arbejdsgiver udsendes til midlertidige arbejdssteder eller at klageren ikke har haft mulighed for at overnatte på en sædvanlig bopæl.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Afsluttende bemærkninger

Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, at Landsskatteretten afgør klager over afgørelser fra told- og skatteforvaltningen. Landsskatteretten kan ikke træffe afgørelse om de i klagen fremførte påstande om, at der ved skatteberegningen skal tages højde for ægtefællens uudnyttede personfradrag, og om henholdsvis fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2018 og fradrag for renteudgifter i indkomståret 2019. Der er herved henset til, at Skattestyrelsen ikke kan anses for at have foretaget en materiel behandling af forholdene.

Landsskatteretten finder, at de angivet påstande i den fremsendte klage i stedet må anses for en anmodning om genoptagelse vedrørende de konkret forhold. Datoen for genoptagelsesanmodningen er den 2. juli 2020, hvor Skatteankestyrelsen modtog klagen.

Landsskatteretten afviser således disse påstande, idet Skattestyrelsen er rette myndighed til at behandle anmodningen om genoptagelse.