Kendelse af 12-05-2022 - indlagt i TaxCons database den 08-07-2022

Journalnr. 21-0045129

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2013 Forhøjelse af skattepligtig indkomst vedrørende forsørgelse og gave	386.277 kr.	0 kr.	Ophæves
Indkomståret 2014 Forhøjelse af skattepligtig indkomst vedrørende forsørgelse og gave	367.600 kr.	0 kr.	Ophæves

Faktiske oplysninger

SKAT varslede den 14. juni 2017 en forhøjelse af klagerens resultat af virksomhed samt moms i indkomstårene 2013 og 2014, da SKAT vurderede, at klageren drev uregistreret virksomhed. SKAT traf afgørelse den 25. juli 2017 i overensstemmelse med forslaget til afgørelse af 14. juni 2017.

Ved afgørelsen af 25. juli 2017 opgjorde SKAT de konkrete indsætninger ud fra klagerens kontoudtog. Indsætningerne udgjorde 386.277 kr. for indkomståret 2013 og 367.600 kr. for indkomståret 2014. SKAT forhøjede i afgørelsen klagerens indkomst på baggrund af følgende konkrete indsætninger:

Indkomståret 2013	Beløb
Kontanter indsat i perioden 26. marts 2013 til 25. juli 2013	106.350 kr.
Indsætninger fra [person1] i perioden 14. januar 2013 til 18. september 2013	78.500 kr.
Indsætninger med posteringstekst ”Post Office (...)” i perioden 8. juli 2013 til 18. december 2013	18.000 kr.
Indsætninger fra [person2] den 30. januar 2013 og 5. juli 2013	47.000 kr.
Indsætninger fra checks den 19. januar 2013 og 30. august 2013	5.927 kr.
Indsætninger fra [person3] i perioden fra 28. februar 2013 til 5. september 2013	87.700 kr.
Indsætning Fra [virksomhed1] ApS den 15. juli 2013	1.700 kr.
Indsætning Fra [virksomhed1], [virksomhed2] v/[person3] den 15. juli 2013	2.100 kr.
Indsætninger fra [virksomhed3] ApS den 9. december 2013 og 6. marts 2013	39.000 kr.
Indsætninger i alt for 2013	386.277 kr.
Indkomståret 2014	Beløb
Kontanter indsat i perioden fra 17. juni 2014 til 29. oktober 2014	25.800 kr.
Indsætninger fra [person1] i perioden 27. juni 2014 til 21. august 2014	36.000 kr.
Indsætninger med posteringstekst ”Post Office (...)” i perioden 6. januar 2014 til 18. december 2014	197.500 kr.
Indsætning fra [person2] den 20. februar 2014	5.500 kr.
Indsætning fra check den 28. marts 2014	500 kr.
Indsætninger fra [person3] fra perioden 1. maj 2014 til 18. september 2014	52.800 kr.
Indsætning fra [person4] den 14. januar 2014	15.000 kr.
Indsætninger fra [virksomhed1], [virksomhed2] v/[person3] fra den 11. marts 2014 til 19. oktober 2014	14.500 kr.
Indsætning fra [person5] den 3. november 2014	20.000 kr.
Indsætninger i alt for 2014	367.600 kr.

Ved afgørelsen af 25. juli 2017 blev forhøjelserne af klagerens indkomst samt moms fordelt på følgende måde:

Overskud af virksomhed for 2013	Beløb
Opgjort omsætning på baggrund af bankudskrifter	386.277 kr.
- Moms 20 pct.	77.256 kr.
Overskud af virksomhed ansat til	309.021 kr.
Overskud af virksomhed for 2014	Beløb
Opgjort omsætning på baggrund af bankudskrifter	367.600 kr.
- Moms 20 pct.	73.520 kr.
Overskud af virksomhed ansat til	294.080 kr.

Ved SKATs afgørelse af 25. juli 2017, blev klageren anset for omfattet af den ordinære ligningsfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, som følge af, at klageren blev anset for at være selvstændig erhvervsdrivende. Det fremgår af afgørelsen, at fristen for ansættelse eller ændring af indkomsten for indkomståret 2013 for selvstændige erhvervsdrivende var forældet efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, men at det var Skattestyrelsens opfattelse, at der forelå minimum grov uagtsomhed i forbindelse med manglende selvangivelse af resultat af virksomhed. Skattestyrelsen foretog på baggrund heraf ansættelsen for indkomståret 2013 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Ændringen af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014 blev foretaget inden for fristerne af den ordinære ligningsfrist.

Landsskatteretten traf den 28. august 2020 afgørelse, hvorved Landsskatteretten hjemviste SKATs afgørelse af 25. juli 2017 til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen foretog herefter en fornyet behandling af sagen og sendte den 9. marts 2021 et fornyet forslag til afgørelse, hvor det blandt andet fremgår af afsnittet ”2. Ansættelsesfrister”:

” (...) Ved behandlingen af sagen i Landsskatteretten blev det lagt til grund, at reguleringen af grundlaget for din beskatning med SKATs afgørelse af 25. juni 2017 var foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27.

Reglerne om hjemvisning af klager findes i Den Juridiske Vejledning i afsnittene A.A.9.5.1.9 og A.A.10.2.5, og heraf fremgår, at den underordnede myndighed ved en hjemvisning ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. På den baggrund er reguleringen af grundlaget for din beskatning i indkomstårene 2013 og 2014 rettidig. (...) ”

Skattestyrelsen traf efterfølgende en fornyet afgørelse den 23. marts 2021 om følgende:

Skattemæssige ændringer for 2013
Tidligere skønsmæssigt ansat resultat af virksomhed	-309.021 kr.
Skønsmæssigt ansat indtægt som forsørgelse og gave	386.277 kr.
Skattemæssige ændringer for 2014
Tidligere skønsmæssigt ansat resultat af virksomhed	-294.080 kr.
Skønsmæssigt ansat indtægt som forsørgelse og gave	367.600 kr.
Momsmæssige ændringer for 2013 og 2014
Tidligere skønsmæssigt ansat salgsmoms	-150.776kr.
Regulering nedsættes til	0 kr.

Det fremgår blandt andet af Skattestyrelsens afgørelse af 23. marts 2021:

” (...) Landsskatteretten fandt på baggrund af de oplysninger, som var fremkommet efter, at SKAT traf afgørelse i sagen, at den skønsmæssige afgørelse hvilede på et ufuldstændigt grundlag. SKATs vurdering af, at du måtte anses for at have drevet uregistreret erhvervsvirksomhed, kunne på den baggrund ikke tiltrædes af Landsskatteretten, hvorfor der bør foretages en fornyet førsteinstansvurdering af, hvorvidt betingelserne for beskatning fortsat er opfyldt. (...) ”

Endvidere fremgår under punktet ”2. Ansættelsesfrister”:

” (...) Ved behandlingen af sagen i Landsskatteretten blev det lagt til grund, at reguleringen af grundlaget for din beskatning med SKATs afgørelse af 25. juni 2017 var foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26og § 27.

Reglerne om hjemvisning af klager findes i Den Juridiske Vejledning i afsnittene A. A. 9. 5. 1.9 og A.A. 10. 2.5, og heraf fremgår, at den underordnede myndighed ved en hjemvisning ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. På den baggrund er reguleringen af grundlaget for din beskatning i indkomstårene 2013 og 2014 rettidig. (...) ”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 386.277 kr. for indkomståret 2013 og med 367.600 kr. for indkomståret 2014.

Som begrundelse herfor, har Skattestyrelsen anført:

” (...) Det er Skattestyrelsens opfattelse, at du har modtaget 386.277 kr. i 2013 og 367.600 kr. i 2014 som indkomstpligtig forsørgelse og pengegavebeløb.

Du har oplyst, at du ikke kan huske hvad indsætningerne vedrører, men at det nok er lån.

Det er dig, som har bevisbyrden for, at de overførte beløb er ydet som lån. Efter gældende retspraksis stilles der strenge krav til dokumentation af private ydede lån.

Det er normalt en forudsætning for at kunne anerkende private lån

•	at pengeoverførslerne er dokumenteret i form af overførsler fra långivers konto,
•	at långiver har økonomisk mulighed for at yde lån,
•	at der er udarbejdet lånedokumenter med lånevilkår, herunder lånets løbetid, tilbagebetalings- og rentevilkår m.v.
•	at dokumenterne ikke bærer præg af at være udarbejdet efterfølgende (f.eks. i forbindelse med skattemyndighedernes anmodning om materiale)

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at de indsatte beløb ikke kan anses for at være lån, som er ydet til dig.

Indsættelser fra [person3]

Der er fremlagt tre låneaftaler mellem dig og [person3] på i alt 765. 000 kr.

Den første låneaftale er dateret den 13. december 2013 og lyder på 75.000 kr. til brug for, at din familie kan købe en grund i [Nigeria] til at bygge et hus på. Beløbet på 75. 000 kr. er efter [person3]s forklaring sendt til Nigeria via [virksomhed4] og indgår dermed ikke i indsættelserne på dine bankkonti.

Et "summary of loans" mellem dig [person3] på 420. 000 kr. er dateret 25. januar 2014. Lånet skal betales tilbage med en rente på 1 % p.a. i tilfælde af uoverensstemmelser imellem jer, og med en frist på 6 måneder fra en dato fastlagt af [person3].

Endvidere er fremlagt en låneaftale dateret den 4. april 2015, hvor du bekræfter at skylde [person3] 270. 000 kr. Lånet kan tilbagebetales med en rente på 1 % p. a. når du ønsker det, men [person3] kan forlange at få beløbet tilbagebetalt med en frist på 6 måneder fra den dato, hvor [person3] varsler tilbagebetalingen.

De to dokumenter af 25. januar 2014 og 4. april 2015 vurderes imidlertid ikke at have medført en

retlig forpligtelse for dig til at tilbagebetale de beløb, som er overført fra [person3]. Der henses til, at aftalerne er opsummeringer udarbejdet efterfølgende og ikke præcist angiver de underliggende overførsler, og aftalerne viser dermed, at der ikke på tidspunktet for overførslerne består en forpligtende hæftelse. Desuden er der ikke i aftalerne aftalt et fast tidspunkt eller forløb for tilbagebetalingen, men tilbagebetalingen er i vidt omfang baseret på [person3]s ønske herom. Endvidere synes din mulighed for at tilbagebetale de overførte beløb ikke at være realistisk på de tidspunkter, hvor beløbene er overført, taget dine økonomiske forhold i betragtning. Det vurderes derfor, at gældsforholdet mellem dig og [person3] ikke har været reelt.

[person3] har over for Landsskatteretten beskrevet, hvordan du har haft problemer med at vinde fodfæste på det danske arbejdsmarked, og hvordan det ikke er lykkes for dig at starte en virksomhed op, bl.a. som følge af, at det ikke har været muligt at låne penge hertil i banken. Og at [person3] derfor har måttet forsørge dig.

Oversigterne over bevægelserne på din konto i [finans1] i 2013 og 2014 viser, at du har foretaget mange korttransaktioner, oftest mange samme dag, og transaktionerne varierer beløbsmæssigt fra 10 til 1.500 kroner, dog med enkelte større transaktioner. Det fremgår ikke af teksten på kontoudtogene, hvor korttransaktionerne er foretaget. Du har også haft mange hævninger fra kontantautomater, her ses det samme mønster med mange hævninger om dagen af varierende størrelse, de fleste hævninger er på under 1.000 kroner, men der er også nogle større, herunder en enkelt på 10.000kr.

Fra din konto i [finans2] er der også sket mange hævninger fra pengeautomater samt mange betalinger på mindre beløb, ofte mange på samme dag. Betalingerne er for en stor dels vedkommende sket hos Minimarked v/[person6], diverse cafeer m.v., [virksomhed5] ApS og [virksomhed6] ApS.

Det ser således ud til, at de indsættelser, som du løbende har modtaget direkte eller indirekte fra [person3], indgår i et løbende forbrug. Dette bekræfter, at det er [person3], som har forsørget dig.

Din rådgiver har fremført, at hvis lånedokumenterne underkendes, vil der være tale om, at de midler, som du har modtaget, skal betragtes som gave i samliv, som skal omfattes af gaveafgiftspligt.

Efter boafgiftslovens § 22 kan en person afgiftsfrit give gaver, hvis samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til en række nære familiemedlemmer samt personer, der har haft fællesbopæl med gavegiver i de sidste 2 år før modtagelsen af gaven. Efter boafgiftslovens § 23, skal der betales 15 % afgift af gaver til personer, som er omfattet af § 22, i det omfang gaven overstiger grundbeløbet.

For at kunne komme under reglerne om gaveafgift kræves således, at man enten er i nærfamilie, eller har haft fællesbopæl de sidste 2 år forud for modtagelsen af gaven.

Du og [person3] har ikke på noget tidspunkt haft fælles folkeregisteradresse, idet du siden 2000 har boet på [by1], og [person3] har siden 2006 haft adresse i [by2].

Din rådgiver henviser som dokumentation for, at I har været samlevende, til den dokumentation for din og [person3]s historik, som er indeholdt i det materiale, som er fremsendt til Landsskatteretten. Det tilsendte materiale viser, at I i perioden fra 2008 og fremad har haft et arbejdsmæssigt fællesskab og en tæt personlig relation, men materialet dokumenterer ikke, at I har været samlevende eller har haft fælles bopæl.

På den baggrund anses du ikke for at have haft fælles bopæl med [person3] i 2 år forud for modtagelsen af de overførte beløb i 2013 og 2014, og reglerne om gaveafgift i boafgiftsloven kan derfor ikke finde anvendelse.

Din rådgiver har endvidere henvist til afsnit C. A. 6. 1.3 i den Juridiske vejledning, hvor det fremgår, at underhold, der ydes mellem personer, der efter reglerne i § 2b i lov om aktiv socialpolitik anses for samlevende, og som efter reglerne i § 2 har pligt til at forsørge hinanden, ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen. § 2 og § 2b i lov om aktiv socialpolitik trådte i kraft den 1. januar 2014 og blev ophævet pr. 1. januar 2016.

Et af de krav, som efter § 2b i lov om aktiv socialpolitik stilles for at være samlevende, og dermed for at falde under reglerne om den gensidig forsørgelse, er, at personerne har fælles bopæl. Da du, som beskrevet ovenfor, ikke kan anses for at have haft fællesbopæl med [person3], er [person3]s underhold af dig ikke skattefrit som følge af en pligt til underhold efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.

Det vurderes, at indsættelserne på dine bankkonti fra [person3] er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, litra c, som bl.a. omhandler skattepligt af gaver, understøttelser m.v.

Indsættelser fra [person1]

Der er til din konto i [finans1] overført i alt 114.500 kroner fra [person1]. Der er fremlagt en erklæring af 12. august 2019 fra denne om, at du har lånt det beløb, som du har fået overført i årene 2013 og 2014, og at beløbet er betalt tilbage kontant. Erklæringen fra [person1] blev ikke udarbejdet i forbindelse med overførslerne i 2013 og 2014, men først i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten. Der er ikke i erklæringen indeholdt oplysninger om rentebetaling eller øvrige lånebetingelser, og der er ikke fremlagt dokumentation for, at beløbet efterfølgende er betalt tilbage fra dig til [person1].

Ud fra bevægelserne på dine konti ser det ud til, at også de indsættelser, som du løbende har modtaget fra [person1], er indgået i dit løbende forbrug. Med mønsteret med løbende indsættelser efterfulgt af hævninger og kontanttransaktioner virker det usandsynligt, at der i årene 2013 og 2014 er sket nogen tilbagebetaling til [person1] fra dig af de beløb, som du har modtaget. Og da der ikke er fremlagt nogen dokumentation for en tilbagebetaling i de efterfølgende år, vurderes overførslerne fra [person1] at være skattepligtige som gaver efter statsskattelovens § 4, litra c.

Overførsler fra andre

Vedrørende de beløb, som er indbetalt på din konto fra [person2], [person5] og [person4], har [person3] oplyst, at beløbene er helt eller delvist til hende, og at de er helt eller delvist tilbagebetalt af [person3]. Disse beløb er dermed en del af [person3]s overførsel af midler til dig.

Der er på din konto i [finans1] den 15. januar 2013 og 30. august 2013 indsat henholdsvis 523 kr. og 5.404 kr. med checks. Der er ikke i den indsendte redegørelserne for indsættelserne på dine konti indsendt dokumentation eller beskrivelse af, hvorfra beløbene stammer. Da du ikke har godtgjort, at der er tale om indkomst som er undtaget fra beskatning, vurderes du at skulle beskattes af disse indsatte beløb efter det overordnede princip i statsskattelovens § 4 om, at al indkomst er skattepligtig.

Skønsmæssig ansættelse

Efter den dagældendes kattekontrollovs § 1, stk. 1, havde du pligt til årligt at selvangive din indkomst for årene 2013 og 2014. På baggrund af indsætningerne på dine bankkonti i [finans1] og [finans2], er det Skattestyrelsens vurdering, at du ikke har selvangivet fyldestgørende for årene.

Derfor foretages skatteansættelsen skønsmæssigt jf. skattekontrollovens 5, stk. 3. Indsætningerne på 386.277 kr. i 2013 og 367.600 kr. i 2014 anses dermed som skattepligtige efter statsskattelovens § 4 og § 4, litra c.

(...)

På baggrund af de oplysninger og den dokumentation, som blev fremlagt under sagens behandling i Landsskatteretten, er det Skattestyrelsens vurdering, at 386.277 kr. i 2013 og 367.600 kr. i 2014, som blev indsat på din konto, er indkomstskattepligtig forsørgelse og pengegaver.

Vedrørende din rådgivers henvisning til § 2 b, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik skal bemærkes, at statuering af forsørgelsespligt efter reglerne i denne lov forudsatte, at alle betingelserne i lovens § 2 b, stk. 1, var opfyldt tillige med enten betingelserne i stk. 2 eller stk. 3, jf. lovens § 2 b, stk. 1, nr.6. Idet du og [person3] ikke opfyldte betingelsen i § 2b, stk. 1, nr. 3, om at have fælles bopæl, ville I ikke have kunnet falde under reglerne om forsørgelsespligt.

At din rådgiver anfører, at der er realitet i låneforholdene, og at [person3] blev rådgivet af sin daværende revisor herom, tilfører ikke sagen nye oplysninger. Skattestyrelsen fastholder dermed det fremsendte forslag til afgørelse af 9. marts 2021. (...)

(...)

2. Ansættelsesfrister

Ved behandlingen af sagen i Landsskatteretten blev det lagt til grund, at reguleringen af grundlaget for din beskatning med SKATs afgørelse af 25. juni 2017 var foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27.

Reglerne om hjemvisning af klager findes i Den Juridiske Vejledning i afsnittene A. A. 9. 5. 1.9 og A.A. 10. 2.5, og heraf fremgår, at den underordnede myndighed ved en hjemvisning ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. På den baggrund er reguleringen af grundlaget for din beskatning i indkomstårene 2013 og 2014 rettidig. (...) ”

Skattestyrelsen er den 30. november 2021 fremkommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens motiverede indstilling:

” (...) Ved hjemvisning anser Skattestyrelsen sig ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven.

Oprindelig blev klager ved SKATs afgørelse anset for at have drevet uregistreret erhvervsvirksomhed i indkomstårene 2013 og 2014. Som følge af, at klager ikke havde enkle økonomiske forhold, foretog SKAT ansættelsesændringen i indkomståret 2013 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5 og indkomståret 2014 i medfør af de ordinære frister i skatteforvaltningsloven § 26.

Efter fremkomst at de nye oplysninger blev sagen som anført ovenfor sendt tilbage til Skattestyrelsen til fornyet behandling og ny vurdering af de faktiske forhold, herunder om, hvorvidt der forelå skattepligt i sagen.

Skattestyrelsen fandt her, at der var tale om skattepligtige gavebeløb som styrelsen fandt skattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4.

Indvendinger fra klagers rådgiver om, at der reelt var tale om lån, blev udførlig behandlet og kommenteret, af styrelsen, som dog samlet fandt, at der ikke var tale reelle lån. Begrundelserne, i medfør af forvaltningsloven § 22, fremgår af sagen.

Andre indvendinger fra klager om, at der på de pågældende tidspunkter bestod en reel og gensidig forsørgelsespligt, efter lov om aktiv socialpolitik, fra klagers kæreste, som i øvrigt bor i den anden ende af landet, og tilsyneladende havde ydet de fleste af de i sagen mange lånebeløb, blev ligeledes udførligt behandlet og kommenteret.

Skattestyrelsen fandt ikke, at der lå en forsørgelsespligt og begrundede ligeledes denne indsigelse – blandt andet bor klager og kæresten ikke sammen.

Vedrørende frister henviste Skattestyrelsen til skatteforvaltningslovens § 26 og § 27 i begge afgørelser. Henvisningen til skatteforvaltningslovens § 26 må dog anses for overflødig, henset til, at klager var omfattet af den forkortede ligningsfrist. I SKM2015.689.VL var der tale om ikke-selvangivne indtægter i form af renter. Ændringerne fra SKAT i indkomstårene 2005 og 2005 blev foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5 og ændringerne blev kommenteret og begrundet i henhold til forvaltningslovens § 22. Landsretten fandt ikke, at der var tale om en fejl eller mangel, at der ikke var anført en nærmere begrundelse for de subjektive forhold, der begrundende anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Ligeledes SKM2019.159.ØLR, hvor begrundelseskravet måtte anes for konkret uvæsentligt.

Samlet finder Skattestyrelsen, at styrelsens afgørelse af 23. marts 2021 er gyldig. (...) ”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst skal nedsættes til 0 kr.

Som begrundelse herfor, har klagerens tidligere repræsentant anført:

”3. Sagens faktiske forhold

Sagen opstår som følge af, at Skattestyrelsen modtog oplysninger fra politiet om, at [person7] havde modtaget overførelser på sin bankkonto i [finans1] i årene 2013 og 2014, hvilket er ganske korrekt.

Det er ligeledes korrekt, som anført af Skattestyrelsen i afgørelsens side 3, tredjesidste afsnit, at [person7]’s samlever [person3] har forklaret at indsætningerne hovedsageligt stammede fra [person3], som lån.

Det er ligeledes korrekt, at der i forbindelse med sagens behandling blev udleveret et ringbind med relevante dokumenter til sagen, herunder et brev fra [virksomhed7] hvoraf fremgår, at [person7] er anført som samlever til [person3] og at [person7] i øvrigt er begunstiget i tilfælde af [person3]s død, samt en lang række anden dokumentation for, at [person3] og [person7] var reelt set var samlevende og levede i et ægteskabslignende forhold, hvilket de i øvrigt fortsat gør.

For så vidt angår de i sagen omhandlede lån underkender Skattestyrelsen, at der skulle have været realitet heri, hvilket er fuldstændig uberettiget.

Der kan i den forbindelse henvises til, at [person3] og [person7] af [person3]s daværende revisor [person8] blev rådgivet til at håndtere deres mellemværende som sket, hvilket [person8] jf. bilag 2 har bekræftet.

Lånedokumenterne har tidligere været fremlagt i den oprindelige sag, og fremlægges i nærværende sag, som sagens bilag 3 – 5

I relation til [person3] og [person7]s relation er det på ingen måde korrekt, at denne alene skulle være af forretningsmæssig karakter, idet de faktuelle forhold er således, beskrevet af [person3], at

”

Historik i billeder fra [person9] og [person3]’s liv:

Generelt: Vi tager ikke billeder i vores lille familie på 4 personer: [person10], [person11], [person9] og [person3]. ([person11]

og [person10] er [person3]’s børn).

Vi har derfor kun billeder fra vores familiearrangementer, hvor andre tager billeder. [person9] frabeder sig altid at børnene tager billeder eller videoer i hjemmet med ham på, da han ikke ønsker at børnene lægger vores liv på de sociale medier. Dette er blevet respekteret.

Det har ikke givet mening kun at vise de få billeder fra 2013 og 2014, som sagen handler om, men i stedet er vist familiens begivenheder som perler på en snor, som viser at [person9] er et fuldgyldigt papirløst familiemedlem over en lang årrække trods forskellige folkeregistreadresser.

[person9]’s officielle navn er [person7].

2008 lærer [person9] og [person3] hinanden at kende og begynder at samarbejde. Arbejder bl.a. sammen i [virksomhed3] omkring VE til Afrika. Denne periode er der ingen billeder fra, fordi [person9] ikke indgår i familielivet.

Fra 2010-2012 begynder [person9] og [person3] at knytte et nært venskab, hvor [person9] begynder at blive integreret ind i [person3]’s familie.

(NB. [person3] begynder i denne periode at støtte [person9] med lån for at få ham på fode. [person9] er i en begyndende krise, der ender med at blive et langt hårdt forløb, hvor [person9] uden arbejde klare sig igennem med lån, i håb om at betale pegene tilbage til [person3] eller andre de er lånt af via [person3], når [person9] har startet virksomhed/fået job og er kommet psykisk ovenpå. Dette er stadig visionen og går alt vel kan det blive i år at denne virksomhed startes op med import fra Afrika.)

• 2010: [person3]s bror [person12] holder 50 års fødselsdag.

• 2010: [person9] bliver udsat for racistisk overfald i [by3], da han er på vej fra [by4]. til [person3]’s mor 74 års fødselsdag.

• 2010: [person3]s datter [person11] holder fødselsdag for nærmeste familie.

• 2011: Hverdag i hjemmet med [person10] og [person11]. Små filmstumper med børnenes kamera. [person9] kan høres og hans hånd kan ses på filmene.

• 2011: [person9], [person3] og [person3]s 2 børn tager sammen på ferie i vores sommerhus på [ø1]

• 2011: [person10]s fødselsdag for nærmeste familie.

Fra ca. ultimo 2012 og frem til nu er [person9] og [person3] samlevendende trods forskellige folkeregistreradresser.

(Hele familien har glæde af og behov for både [person9]s lejlighed på [by1] og [person3]’s hus i Jylland.)

• 2013: [person10] sidder på sit værelse og leger med Gopro kamera. [person9] ses i glimt i baggrunden.

• 2013: [person3]s mor, [person13], slidt af sygdom, holder det der blev hendes sidste fødselsdag med den nærmeste familie.

• 2013: [person3]s Mor [person13] begraves. [person3] holder talen, [person9] bærer kisten sammen med [person3]’s Søskende.

• 2014: [person3]’s niece [person14] holder studentergilde, masser af gæster men ingen billeder er fundet med [person9] på.

• 2014: [person3]s nevø [person15] holder fødselsdag for de nærmeste.

• 2015: [person3]s datter [person11] holder stor fødselsdag.

• 2015: [...] familien ([person3]s familie) mødes årligt til en weekend i svensk ødegård.

• 2015: [person3]’s nevø [person15] holder bryllup

• 2017: [person3]s datter holder 18-års fødselsdag for de nærmeste.

• 2017: Familien fejrer nytår

• 2019: [person3]’s datter [person11] holder sit studentergilde i [person9]s lejlighed og gård på [by1].

Gæster var til stede, men billeder er gået tabt i en mobil.

• 2021: [person3]’s bror [person16] begraves. [person9] bærer kisten sammen med nærmeste familie.

”

Der kan i forlængelse heraf henvises til sagens bilag 6, mail vedrørende familiens deltagelse i sommerfest i 2015, og bilag 7 indbydelse til arrangement i 2015.

Der kan videre henvises til sagens bilag 8, der er kopi af [person7]’s tandlægeregninger fra [by2], der netop viser [person7]’s tilknytning til området, idet det bemærkes, at [person3] som bekendt er bosiddende i [by2].

Som sagens bilag 9 fremlægges afslag på, at [person3] og [person7] kunne godkendes som plejefamilie. Som det fremgår heraf, har der været 3 tilsynsbesøg hos [person3] og [person7] i [by2], ligesom Socialtilsynet har givet afslag blandt andet på grund af sproglige udfordringer i familien.

Det fremgår videre, at [person7] frekventerer den lokal bodega ca. 1 gang hver weekend, hvilket alt andet lige viser [person7]s tilknytning til [by2].

Som sagens bilag 10 fremlægges kopi af udskrift fra [virksomhed7], hvoraf fremgår at [person7] er indsat som begunstiget i [person3]s gruppelivsforsikring, og at han står anført som samlever. Som sagens bilag 11 fremlægges personlig mail fra [person3] til [person7], hvoraf tydeligt fremgår, at der er en meget personlig relation, og endelig kan henvises til sagens bilag 12, der er en mail fra [person3] til [person3]s bank hvor [person7] tillige er anført som ”min mand”

I forlængelse af [person3]s redegørelse ovenfor fremlægges en lang række fotos, der dokumenterer, at [person7] har deltaget i ovennævnte arrangementer, som et fuldgyldigt medlem af familien.

(...)

4. Begrundelse for klagen

Nærværende sag indeholder grundlæggende en række formelle problemstillinger, idet der i den oprindelige afgørelse, jf. sagens bilag 13 blev truffet afgørelse efter Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 for så vidt angår 2013 og § 26 for så vidt angår 2014.

Det fremgår af Skattestyrelsens oprindelige afgørelse, sagens bilag 13, at forlaget til afgørelse var udsendt d. 14. juni 2017, og at Skattestyrelsen har begrundet sin afgørelse med, at [person7] skulle have drevet uregistreret virksomhed, og dermed have unddraget sig både skat og moms.

Dette er som bekendt ikke tilfældet, hvilket Landsskatteretten slog fast, og dermed foreligger der ikke de faktuelle forhold, der dannede baggrund for den ekstraordinære genoptagelse af indkomståret 2013, og man kan således ikke blot uden videre overføre begrundelsen for den oprindelige ansættelse efter § 27 stk. 1 nr. 5 til nærværende sag.

Det fremgår tillige af afgørelsen i nærværende sag at dette synspunkt er frafaldet, og afgørelsen er således båret af et 100 % ændret faktum.

Det fremgår krystalklart af § 27 stk. 1 nr. 5, at der skal foreligge minimum grov uagtsomhed fra den skattepligtige, eller nogen, der agerer på dennes vegne i henhold til skatteansættelsen førend, der kan være grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Det skal således særligt fremhæves, at begrundelsen for den oprindelige skatteansættelse var, at [person7] skulle have drevet selvstændig uregistreret virksomhed, hvilket ikke alene medførte en skønsmæssig forhøjelse af den skattepligtige indkomst, men altså tillige en ansættelse af et momstilsvar, hvilket blev fuldstændigt underkendt af Landsskatteretten.

Det siger herefter sig selv, at der i forbindelse med hjemvisningen skal foretages en konkret vurdering af hvorvidt de reelle faktuelle forhold kan begrunde opretholdelsen af påstanden om, at der er udvist minimum grov uagtsomhed, idet Skattestyrelsen i sagens natur ikke blot uden videre kan lægge dette til grund, når det faktum den oprindelige vurdering er foretaget på baggrund af er blevet underkendt.

Dette ses ikke at være sket i nærværende sag – overhovedet – idet Skattestyrelsen ikke har forholdt sig til om der foreligger grov uagtsomhed i relation til den afgørelse, der nu er truffet.

Det skal i den forbindelse i øvrigt yderligere erindres om, at [person7] i både 2013 og 2014 havde simple økonomiske forhold, hvilket Skattestyrelsen end ikke i sin nye afgørelse forholder sig til, hvilket alt andet lige tillige er en udfordring i forhold til nærværende sag, idet indkomståret 2014 tillige er faldet for ansættelsesfristerne.

Skal skatteansættelsen opretholdes skal der altså foretages en helt konkret og individuel vurdering af om de reelle faktuelle forhold i sagen medfører, at der skulle være sket en skatteansættelse på et forkert grundlag, og at dette altså som minimum har været groft uagtsomt – og dette er ikke sket.

Det gøres i den forbindelse i første række gældende, at Skattestyrelsens afgørelse alene af denne grund er ugyldig, og i anden række, at der naturligvis ikke er udvist nogen former for grov uagtsomhed, hvis det efter en konkret vurdering slås fast, at der måtte være skattepligt af de i sagen omhandlede overførelser.

***

I relation til spørgsmålet om ugyldighed gøres det gældende, at sagsbehandlingsfejlen opfylder begge led i relation til at kunne statuere ugyldighed.

Der er ingen tvivl om, at en manglende konkret vurdering af om borgeren har udvist minimum grov uagtsomhed er en væsentlig fejl, der efter en generel væsentlighedsvurdering generelt set er egnet til at medføre ugyldighed.

Derudover har den manglende iagttagelse af pligten til at foretage en konkret vurdering af den grove uagtsomhed, medført en materiale urigtig afgørelse, jf. nedenfor.

Der kan vedrørende spørgsmålet om manglende begrundelse henvises til SKM2019.159.ØLR, hvor Landsrettens modsætningsvist slog fast, at der ikke forelå ugyldighed, fordi Landsretten fandt, at begrundelsesmanglen måtte anses for at have været konkret uvæsentlig.

Det skal dog særligt bemærkes, at Skattestyrelsen i agteren i ovennævnte sag havde begrundet, hvorfor Skattestyrelsen fandt, at der forelå grov uagtsomhed, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Dermed forekommer det da også konkret uvæsentligt at dette forhold ikke var begrundet i selve kendelsen.

Dette er blot ikke tilfældet i nærværende sag, hvor der ikke er nogen begrundelse overhovedet for, hvorfor det skulle have været udvist grov uagtsomhed.

Der kan yderligere henvises til 13-0177951 hvor der blev statueret ugyldighed i et tilfælde, hvor der ikke forelå en tilstrækkelig begrundelse for en ekstraordinær genoptagelse.

***

I relation til om [person7] har udvist grov uagtsomhed, såfremt sagen ikke anses ugyldig grunde sagsbehandlingsfejl, er man nødsaget til at sammenholde [person7]s adfærd i forhold til sagens eller faktuelle forhold.

Som bekendt gøres det gældende, at der ikke er tale om nogen skattepligtige indkomster, men derimod i lån, og i anden række pligtmæssige forsørgelse, hvis låneforholdene underkendes, og det vil aldrig kunne medføre grov uagtsomhed, såfremt man efter en helt konkret vurdering måtte lægge til grund, at der ikke foreligger lån eller forsørgelse.

***

I relation til spørgsmålet omkring beskatning, gøres det gældende, at der ikke foreligger gaver men derimod lån, som [person7] er forpligtet til at tilbagebetale, således at der ikke er noget beløb til beskatning.

Dette følger af, at der er udarbejdet lånedokumenter, for hvert enkelt år, samt at der er ydet rådgivning fra [person3]s revisor, der meget præcist jf. sagens bilag 2 har redegjort for, at der allerede på tidspunktet for ydelse af de pågældende lån var ydet rådgivning herom, hvilket [person3] og [person7] da også har ageret efter.

Det skal i den forbindelse erindres om, at der ikke er formkrav til gældsbreve, det afgørende er om der er en reel tilbagebetalingsforpligtelse, hvilket der helt åbenbart er, ligesom parret har fået rådgivning herom.

Der er således ikke tale om ”skattemotiverede efterrationaliseringer”, eller erklæringer indhentet til brug for skattesager fra venner / familie, men fra [person3]s daværende revisor, der på dette tidspunkt var partner i BDO, og i øvrigt er statsautoriseret revisor.

Der er endvidere ej heller nogen tvivl om, at [person3] har været i besiddelse af de pågældende midler, således at det er dokumenteret, at der reelt set har været midler at udlåne af, ligesom midlerne har været til familiens fælles underhold.

[person3] har endog optaget betydelige lån fra venner og familie for at få enderne til at nå sammen, og der er således på ingen som helst vis nogen former for tvivl om, at de midler der indgår i nærværende sag, ikke stammer fra ikke selvangiven indkomst.

Skulle man endelig efter en helt konkret vurdering nå frem til, at det ikke kan lægges til grund, at der skulle være en tilbagebetalingsforpligtelse, gør det dog ikke, at der er udvist nogen former for grov uagtsomhed, idet både [person3] og [person7] har lagt denne tilbagebetalingsforpligtelse til grund og har ageret herefter.

***

Det gøres i anden række gældende, at der under alle omstændigheder ikke er grundlag for beskatning, idet der på det pågældende tidspunkt under alle omstændigheder var gensidig forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, idet parret reelt set var samlevende og har levet som mand og kone.

Der kan i den forbindelse f.eks. særligt henvises til, at [person7] f.eks. havde tandlæge i [by2] og deltog i [person3]s familie, som fuldgyldigt medlem. Parret har således, såfremt låneforholdene underkendes fuldt ud ageret, som forelå der gensidig forsørgelsespligt, jf. lov om aktiv forsørgelse.

Det fremgår af denne lovs § 2B at

”

§ 2 b. To personer anses for samlevende efter § 2 a, når

1) de begge er fyldt 25 år,

2) de begge er ugifte,

3) de har fælles bopæl,

4) de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje,

5) de ikke er søskende, og

6) betingelserne i stk. 2 eller 3 er opfyldt.

Stk. 2. Det er udover kravene i stk. 1 en betingelse, at

1) ansøgeren og samboen har et fælles barn,

2) ansøgeren og samboen er eller har været noteret som samlevende i ATP, eller

3) ansøgeren og samboen tidligere har været gift med hinanden, medmindre de er blevet separeret eller skilt inden for de seneste 3 måneder.

Stk. 3. Ud over de i stk. 2, nr. 1-3, nævnte tilfælde kan kommunen anse to personer for at være samlevende, når de har et samliv af ægteskabslignende karakter

”

Som det fremgår af lovens ordlyd, skal en række betingelser være opfyldt, herunder jf. stk. 1 nr. 3, at parret har fælles bopæl. Dette skal dog sammenholdes med bestemmelsens stk. 3, hvor at det klart fremgår, at kommunen kan anse to personer for at være samlevende såfremt de har et samliv af ægteskabslignende karakter.

Denne sikkerhedsventil har meget for sig, henset til lovens formål, idet den gensidige forsørgelsespligt for personer med et ægteskabslignende samliv, ellers meget simpelt ville kunne omgås ved at parret formelt set fik ”bopæl” på hver sin adresse uanset de reelt set var samlevende og havde et samliv af ægteskabslignende karakter, som i nærværende sag.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at

”Endvidere foreslås det i bestemmelsens stk. 3, at kommunen, hvis betingelserne i stk. 2 ikke e opfyldte, kan træffe afgørelse om gensidig forsørgelsespligt, hvis det vurderes, at der er et samliv af ægteskabslignende karakter.”

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det fremgår af bestemmelsen, at

”§ 2 b. To personer anses for samlevende efter § 2 a, når...”

Det afgørende element for den gensidige forsørgelse er altså om [person3] og [person7] efter § 2 a kunne anses for samlevende – og selv har ageret som samlevende, og det kan de, fordi de har haft et samliv af ægteskabslignende karakter, reelt set har haft fælles bopæl jf. 2b stk. 1 nr. 3, ligesom de har indrettet sig på en sådan vis af [person3] defacto har forsørget [person7].

Parret har således, hvis realiteten af låneforholdene underkendes indrettet sig på en sådan vis, at [person3] har påtaget sig forsørgelsespligten.

Der er ingen tvivl om, at [person3] og [person7] har haft, og stadig har et samliv af ægteskabslignende karakter, jf. de ovenfor anførte fotos, og den øvrige dokumentation, der klart dokumenterer samlivets karakter.

[person7] er endog indsat som begunstiget i [person3]s pension og parret har søgt om tilladelse til at agere som plejefamilie i [by2], hvilket dog blandt andet blev afvist grundet [person7]s besøg på den lokale bodega ca. 1 gang hver weekend - !

Der er således utallige beviser i denne sag, der dokumenterer, at [person3] og [person7] reelt set har levet som mand og kone, og ageret i henhold herefter, som alle andre, og det kan ganske simpelt ikke passe, at dette skal udløse indkomstbeskatning for [person7]. (...) ”

Repræsentanten er den 14. december 2021 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 30. november 2021:

” (...) Jeg har nu haft mulighed for at gennemgå sagen, efter at have modtaget den fra Klagers tidligere repræsentant, og gennemgået Skattestyrelsens skrivelse af 1. december 2021, der er vedhæftet Skatteankestyrelsen motiverede indstilling til Landsskatterettens afgørelse.

I relation til Skattestyrelsens svar til Skatteankestyrelsen, kan jeg i det hele tilslutte mig Skatteankestyrelsens forslag om, at afgørelsen truffet af Skattestyrelsen, i det hele skal erklæres ugyldig, idet afgørelsen lider af væsentlige begrundelsesmangler og manglende undersøgelser fra Skattestyrelsens side.

Ugyldighed stemmer også overens med den tidligere repræsentants påstand i klagen, hvilket jeg i det hele kan tilslutte mig med den tidligere repræsentants anbringender til støtte derfor.

Jeg er derfor enig med Skatteankestyrelsens motiverede indstilling, og konklusion deri om ugyldighed, og kan tilslutte mig Skatteankestyrelsens begrundelse derfor. (...) ”

Landsskatterettens afgørelse

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt ikke varsle en ændring af skatteansættelsen for et indkomstår senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal herefter foretages senest den 1. august i fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

For personer med enkle økonomiske forhold kan Skattestyrelsen ikke varsle en ændring af skatteansættelsen senere end den 30. juni i det andet indkomstår efter indkomstårets udløb. Det følger af bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1 (dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013). Efter varsling omfattet af den korte ligningsfrist, skal den varslede ansættelse foretages senest 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Det følger af bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 3 (dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013), at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at Skattestyrelsen, uanset fristerne, kan foretage eller ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder.

Ifølge § 27, stk. 2, 1. pkt., kan en ansættelse kun foretages, hvis den varsles senest 6 måneder efter, at Skattestyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Dette gælder også, når den forkortede ligningsfrist er fraveget i medfør af § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Kundskabstidspunktet er efter praksis det tidligste tidspunkt, hvor skattemyndighederne er i besiddelse af et tilstrækkeligt grundlag til at kunne konstatere, at der er grundlag for suspension af ligningsfristen, hvilket kan udledes af SKM2018.481.HR. Det kan endvidere udledes, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, i forbindelse med den ekstraordinære skatteansættelse, først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne har tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle en korrekt ansættelse. Ifølge Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., skal en ansættelse, som er varslet af Skattestyrelsen, foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt.

Ifølge ophævet cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 vedrørende skattestyrelsesloven pkt. 4.1, gælder fristreglerne ikke i tilfælde, hvor en domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos skattemyndigheden. Cirkulæret er senere blevet indskrevet i procesvejledningen (nu Den juridiske vejledning), jf. cirkulære nr. 172 af 20. september 2001.

En afgørelse skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsens tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Af forvaltningslovens § 24, stk. 2, fremgår videre, at begrundelsen om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.

Ved anvendelsen af suspensionsreglen, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, skal myndigheden foretage en konkret vurdering og skal kunne begrunde anvendelsen heraf i de individuelle sager. Tilregnelsen kræver således en individuel vurdering i hver enkelt sag.

I SKM2007.160.LSR. var afgørelse om ekstraordinær skatteansættelse ugyldig, da den led af en væsentlig begrundelsesmangel. Afgørelsens begrundelse indeholdt ikke en angivelse af hjemlen til eller grundlaget for ekstraordinær skatteansættelse.

Vestre Landsret fandt ved dom af 28. oktober 2015, offentliggjort som SKM2015.689.VL, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægter, hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse var opfyldt. Skattemyndighedens forslag til afgørelse indeholdt oplysninger om, hvorfra den ikke selvangivne renteindtægt hidrørte og størrelsen heraf, og der var endvidere henvist til statsskattelovens § 4, litra i, ligesom det var anført, at ændringerne for indkomstårene 2002 til 2005 blev foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Kravene til en begrundelse i forvaltningslovens § 22 var derfor opfyldt, og det kunne ikke anses som en fejl eller mangel, at der ikke var anført en nærmere begrundelse for de subjektives forhold, der begrundede anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klageren blev ved SKATs afgørelse af 25. juli 2017 anset for at drive uregistreret erhvervsvirksomhed i indkomstårene 2013 og 2014. SKAT fandt, at klageren ikke havde enkle økonomiske forhold og klageren var derfor omfattet af den ordinære ligningsfrist efter skatteforvaltningslovens § 26. Ved afgørelsen blev skatteansættelsen for indkomståret 2013 genoptaget ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og skatteansættelsen for indkomståret 2014 blev genoptaget inden for den ordinære frist.

Ved Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2020 blev SKATs afgørelse af 25. juli 2017 hjemvist til fornyet behandling.

Skattestyrelsen har ved afgørelsen af 23. marts 2021, på baggrund af de nye faktiske oplysninger, ikke anset klageren for at have drevet uregistreret erhvervsvirksomhed i indkomstårene 2013 og 2014.

Klageren anses for at have enkle økonomiske forhold i indkomstårene 2013 og 2014 og er dermed omfattet af den korte ligningsfrist.

Efter den korte ligningsfrist udløb fristen for at afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse den 30. juni 2015 for indkomståret 2013 og den 30. juni 2016 for indkomståret 2014. Fristen for at foretage den varslede ansættelse udløb den 1. oktober 2015 for indkomståret 2013 og den 1. oktober 2016 for indkomståret 2014. SKATs oprindelige forslag til afgørelse er dateret den 14. juni 2017 og SKATs oprindelige afgørelse er dateret den 25. juli 2017. Skattestyrelsen har således i realiteten foretaget ekstraordinære genoptagelser af skatteansættelserne for både indkomstår 2013 og indkomstår 2014 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke har foretaget en undersøgelse af, hvorvidt klageren er omfattet af den ordinære ligningsfrist efter skatteforvaltningslovens § 26 eller den korte ligningsfrist efter bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 i forbindelse med Skattestyrelsens fornyede afgørelse af 23. marts 2021 og de nye faktiske omstændigheder, som er lagt til grund herfor.

Skattestyrelsen har ved både det fornyede forslag af 9. marts 2021 og den fornyede afgørelse af 23. marts 2021 oplyst, at det ved Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2020 blev lagt til grund, at reguleringen af klagerens beskatning ved Skattestyrelsens afgørelse af 25. juli 2019 var foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, og at Skattestyrelsen som underordnet myndighed ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven ved hjemvisning. Reguleringen af klagerens beskatning for indkomstårene 2013 og 2014 er derfor foretaget rettidigt.

Skattestyrelsen har således ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt klageren har udøvet mindst grov uagtsomhed efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med Skattestyrelsens fornyede afgørelse af 23. marts 2021 og de nye faktiske omstændigheder, som er lagt til grund. I forbindelse med den fornyede sagsbehandling har Skattestyrelsen dermed ikke påset, hvorvidt betingelsen for at foretage ekstraordinære genoptagelser af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 er opfyldt.

Da Skattestyrelsen ikke har foretaget en vurdering af, om der findes det fornødne grundlag for at foretage ekstraordinære genoptagelser af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 eller har henvist til, at ændringerne for indkomstårene 2013 og 2014 er blevet foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hverken ved forslag til afgørelse af 9. marts 2021 eller ved afgørelse af 23. marts 2021, anses Skattestyrelsens afgørelse af 23. marts 2021 ikke at være tilstrækkelig begrundet.

I vurderingen er henset til, at der i forbindelse med Skattestyrelsens fornyede afgørelse af 23. marts 2021 er foretaget en fornyet sagsbehandling, hvor der er lagt nye faktiske omstændigheder til grund. Skattestyrelsen har ikke foretaget en særskilt, konkret og individuel uagtsomhedsvurdering under den fornyede sagsbehandling med henblik på at fastslå, hvorvidt betingelsen for at foretage ekstraordinære genoptagelser i henhold til sagens nye faktiske omstændigheder er opfyldt. Der er endvidere lagt vægt på, at Skattestyrelsen hverken ved forslag til afgørelse af 9. marts 2021 eller ved afgørelse af 23. marts 2021 har henvist til, at ændringerne for indkomstårene 2013 og 2014 er foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsens oplysning om, at det ved Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2020 blev lagt til grund, at grundlaget for beskatningen ved Skattestyrelsens afgørelse af 25. juli 2017 var foretaget inden for fristerne af skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, ikke i tilstrækkelig grad opfylder kravet om begrundelse.

Landsskatteretten finder herefter, at Skattestyrelsens afgørelse af 23. marts 2021 er ugyldig som følge af begrundelsesmangel og ophæver derfor afgørelsen.