Kendelse af 17-01-2024 - indlagt i TaxCons database den 14-02-2024

Journalnr. 21-0030782

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomstårene 2018 og 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og ikke omfattet af reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D. Som konsekvens heraf er der ved skatteberegningen ikke taget hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller. Endvidere har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag i indkomståret 2018 og befordringsfradrag i indkomståret 2019 mellem Danmark og Polen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fuld skattepligt, men ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted og anser klageren for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Klageren er herefter omfattet af reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D, hvorved der ved skatteberegningen skal tages hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag mellem Polen og Danmark.

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og havde ifølge CPR-registret i perioden fra den 23. april 2008 til den 19. april 2012 registreret bopælsadresse på [adresse1], [by1].

Efter den 19. april 2012 er klageren registreret som udrejst til Polen og registreret med bopælsadressen [adresse2], Polen. Klageren ses ikke efterfølgende at være registreret med en dansk bopælsadresse.

Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger, at klagerens aktuelle adresse i henholdsvis indkomståret 2018 og indkomståret 2019 var registreret til [adresse2] i Polen. For så vidt angår klagerens arbejdsforhold fremgår det, at klagerens arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS, [adresse1], [by1], har indberettet, at klageren i periode fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018 har udført arbejde i 1446 timer og i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 har udført arbejde i 1251 timer. På det grundlag har arbejdsgiveren indberettet, at klagerens A-indkomst i indkomstårene 2018 og 2019 udgjorde henholdsvis 210.546 kr. og 182.261 kr. Det fremgår endvidere, at klageren i indkomståret 2019 har indbetalt til henholdsvis fagforening og A-kasse.

Ved opslag i CVR-registret fremgår det, at klagerens arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS (herefter selskabet), har at drive entreprenørvirksomhed og handelsvirksomhed, og selskabets bibrancher er angivet til ”Serviceydelser i forbindelse med planteavl” og ”Anden bygge- og anlægsvirksomhed, som kræver specialisering”. Selskabet blev stiftet den 1. januar 2008 på adressen [adresse1], [by1], hvor selskabet fortsat har registreret adresse. Der konstateres således et sammenfald mellem selskabets adresse og klagerens registrerede bopælsadresse i periode fra den 23. april 2008 til den 19. april 2012.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse nr. 1 og 2 for indkomståret 2018, at et beløb på 27.400 kr. vedrørende rejseudgifter er blevet overført fra klagerens forskudsopgørelse. Af årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2018 fremgår det endvidere, at klageren via TastSelv har oplyst et befordringsfradrag på 9.149 kr.

På tilsvarende vis fremgår det af klagerens årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2019, at klageren via TastSelv har oplyst et befordringsfradrag på 9.338 kr. Klageren ses ikke at have fået overført eller at have oplyst et rejsefradrag for indkomståret 2019.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2018, at Skattestyrelsen har ændret klagerens oplyste befordringsfradrag og rejsefradrag til 0 kr. Af klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2019 fremgår det, at Skattestyrelsen har ændret klagerens oplyste befordringsfradrag til 0 kr.

Klageren har fremlagt en attest for skattemæssigt hjemsted (CFR-1). Det fremgår heraf, at klagerens skattemæssige hjemsted er [adresse2], Polen fra den 13. juni 2005. Der er ikke angivet en slutdato på attesten. Attesten er dateret den 2. april 2021.

Klageren har i forbindelse sin ansøgning om at blive omfattet af reglerne for grænsegængere for indkomstårene 2018 og 2019 indsendt en række attester; en vielsesattest dateret den 12. august 1995, en attest for registrering af bopælsadresse for henholdsvis klageren selv og for sin ægtefælle, der viser, at de har haft fælles bopælsadresse på [adresse2] i Polen fra den 23. maj 2005, samt to attester, hvoraf det fremgår, at klagerens ægtefælle ikke har haft skattepligtig indkomst i indkomstårene 2018 og 2019. Attesterne for henholdsvis bopælsadresse og for ægtefællens indkomst er dateret i indkomståret 2020.

Skattestyrelsen har i sit sagsnotat oplyst, at klageren i indkomståret 2014 indsendte en anmodning om et skattekort, hvor han oplyste sin bopælsadresse som [adresse1], [by1].

Skatteankestyrelsen har den 13. oktober 2023 anmodet klageren om en række oplysninger i form af blandt andet ansættelseskontrakt(er), en opgørelse over antal opholdsdage i henholdsvis Polen og Danmark, dokumentation for afholdelse af udgifter til befordring, oplysninger om opholdssted/boligforhold i Danmark og oplysninger om familie og øvrige sociale forhold i Polen. Skatteankestyrelsen har ikke modtaget oplysningerne eller i øvrigt hørt fra klageren.

Det fremgår ved opslag på www.google.dk/maps, at afstanden mellem klagerens bopælsadresse, [adresse2], Polen, og adressen for klagerens arbejdsgiver, [adresse1], [by1], udgør 824 km, når ruten indeholder en færgeoverfart.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark og med Danmark som domicilland for indkomstårene 2018 og 2019. På den baggrund har Skattestyrelsen ikke godkendt fradrag for befordring for indkomstårene 2018 og 2019 og fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har endvidere ikke godkendt fradrag for ægtefællens uudnyttede personfradrag.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende:

”[...]

Hvorfor kan vi ikke godkende fradragene?

For at få fradrag for ægtefællens uudnyttet personfradrag skal du opfylde betingelserne for at bruge grænsegængerreglen efter kildeskattelovens § 5 A.

Grænsegængerreglen kan du bruge, hvis du er fuldt skattepligtig i både Danmark og Polen men med domicil i Polen.

Vi mener, at du er fuldt skattepligtig i Danmark, og at Danmark også er dit domicilland.

Det er artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer, hvilket land der er domicilland. Se artikel 4 nedenfor under Love og regler.

Vi vurderer, at:

•	Du har bolig og er hjemmehørende i begge lande. I Danmark har du bopæl på adressen [adresse1], [by1]. Se reglen i artikel 4, stk. 1.
•	Du har de stærkeste personlige forbindelser i Polen på grund af ægtefællen. De stærkeste økonomiske forbindelser er i Danmark på grund af din arbejdsindtægt her. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra a.
•	Du har sædvanligt ophold i Danmark, da du har flere opholdsdage i Danmark end i Polen. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra b. Du har været fastansat med fast arbejdssted hos [virksomhed1] ApS siden 2014 og er ifølge vores systemer fortsat fuldtidsansat hos samme arbejdsgiver. Det må derfor formodes, at du opholder dig mest i Danmark.

Der tale om en prioriteret rækkefølge. I denne konkrete situation er dit skattemæssige hjemsted efter artikel 4 Danmark. Du er fuldt skattepligtig i Danmark og med domicil i Danmark. Du kan derfor ikke bruge grænsegængerreglen, og vi kan ikke godkende fradrag for ægtefællens uudnyttet personfradrag.

Hvorfor kan vi ikke godkende befordringsfradraget og rejsefradraget?

Du kan få fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Se ligningslovens § 9 C, stk. 1.

Du kan ikke få fradrag for transport til dit hjemland, fordi vi vurderer, at din sædvanlige bopæl er i Danmark. Fradraget gælder kun transport mellem dit hjem og din arbejdsplads.

Vi vurderer, at din sædvanlige bopæl er i Danmark da du bor på en dansk adresse og har gjort det siden indkomståret 2014.

Du har opholdt dig mere i Danmark end i Polen, da du siden 2014 har været fuldtidsansat hos samme arbejdsgiver [virksomhed1] ApS. Det må derfor formodes, at du har opholdt dig mere i Danmark end i Polen.

Du kan ikke få rejsefradrag, fordi vi vurderer, at du har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl hver dag.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag mellem Polen og Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at han er berettiget til sin ægtefælles uudnyttede personfradrag i de pågældende indkomstår.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

”[...]

Jeg er uenig med Skattestyrelsen afgørelsen fra den 23-02-2021 ang. år 2019 og 2018

Polen er min domicilland. Efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen Stk.1 Polen er min skattemæssigt hjemsted og Danmark er min kildeland

- Jeg har ikke bolig og ikke hjemmehørende i begge lande. Jeg har ikke bopæl i Danmark. Jeg opholder mig kun i Danmark af arbejdsårsager. Mig og min familie bor i Polen.

Jeg er fortsat fuldt skattepligtig i min bopælsland(se blanket CFR-1).

Jeg beder om godkende befordringsfradrag og rejsefradrag og ægtefællens udnyttet personfradrag

for 2018 og 2019.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, og med Danmark som domicilland for indkomstårene 2018 og 2019, således at der ved skatteberegningen ikke tages hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller.

Der skal endvidere tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har ændret det af klageren oplyste befordrings- og rejsefradrag for indkomståret 2018 til 0 kr. og det af klageren oplyste befordringsfradrag for indkomståret 2019 til 0 kr.

Skattepligt

Retsgrundlag

Personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Skattepligten indtræder fra begyndelsen af opholdet, der begrunder skattepligten, jf. kildeskattelovens § 8, stk. 1.

Det fremgår af artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen, at udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat”, betyder enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

Endvidere fremgår det af overenskomstens artikel 4, stk. 2, at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fortolkes i overensstemmelse med OECDs modeloverenskomst.

Det fremgår af kommentarerne i OECDs modeloverenskomst til artikel 4, vedrørende forståelsen af skattemæssigt hjemsted, at de forskellige staters nationale love pålægger en altomfattende skattepligt – fuldt skattepligtig – på grundlag af skatteyderens tilknytning til den pågældende skat. Det fremgår videre, at tilfælde af fuld skattepligt ikke alene omfatter personer, der har hjemsted i det pågældende land i civilretlig forstand, men også omfatter personer, som opholder sig uden afbrydelse eller kun for en vis periode på statens territorium.

Endvidere fremgår det af kommentarerne til artikel 4, stk. 1, at udtrykket ”hjemmehørende i en kontraherende stat” for fysiske personer tilsigter at dække de forskellige former for personlig tilknytning til en stat, som i de nationale skattelove danner grundlag for fuld skattepligt. Vedrørende artikel 4, stk. 2, fremgår det, at der gives forrang til den stat, i hvilken den fysiske person har fast bolig til sin rådighed.

Personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, kulbrintlovens § 21 eller som er fuldt skattepligtige til Danmark, men som anses for hjemmehørende i udlandet, kan benytte reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D. Det er en forudsætning, at skatteyderens indkomst fra Danmark udgør mindst 75 % af skatteyderens samlede indkomst. Det følger af kildeskattelovens § 5 A, stk. 1.

Den konkrete sag

Klageren var i de omhandlende indkomstår og er fortsat polsk statsborger, han har fra indkomståret 2005 haft og har fortsat registreret bopælsadresse på [adresse2] i Polen, og han havde og har fortsat skattemæssigt hjemsted i Polen.

Ifølge opslag i CPR-registret har klageren ikke været registreret med en dansk bopælsadresse siden den 19. april 2012. Denne bopælsadresse er sammenfaldende med klagerens registrerede bopælsadresse i perioden fra den 23. april 2008 til den 19. april 2012.

Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren ved ansøgning om skattekort i indkomståret 2014 i den forbindelse igen fik registreret bopælsadresse i Danmark.

Klagerens arbejdsgiver har for indkomståret 2018 lønoplyst 1446 timer og for indkomståret 2019 lønoplyst 1251 timer.

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om klagerens ansættelsesforhold, hvor klageren har taget ophold i Danmark i forbindelse med sit arbejde i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019 og omfanget af dage i henholdsvis Danmark og Polen.

Klageren har ikke reageret på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger.

Skattestyrelsen har forudsat, at klageren har haft den sammen bopælsadresse i indkomstårene 2018 og 2019, som han havde frem til den 19. april 2012. Skattestyrelsen har hertil oplyst, at klageren har oplyst samme adresse i 2014, og at han har været fastansat ved den samme arbejdsgiver siden indkomståret 2014. Endvidere har Skattestyrelsen forudsat, at klageren har opholdt sig mere i Danmark end i Polen henset til, at han har været fuldtidsansat.

Resultat

Landsskatteretten finder af disse årsager, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2018 og 2019, hvor klageren på grund af sit arbejde, dets faste karakter og omfanget heraf, må anses for at have taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Klageren anses dermed, i tråd med kommentarerne til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, for hjemmehørende i Danmark.

Idet klageren tillige er registreret med en fast bopælsadresse i Polen og er registreret som skattemæssigt hjemmehørende i Polen, foreligger der en dobbeltdomicilsituation, jf. artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Landsskatteretten finder, at klagen er hjemmehørende i Polen, hvor klageren har registreret bopælsadresse, jf. artikel 4, stk. 2, litra a. Der er herved henset til, at klageren ikke har haft en registreret bopælsadresse i Danmark siden den 19. april 2012, men ses at have fremlagt dokumentation for sin bopælsadresse og sit skattemæssige hjemsted i Polen.

Det forhold, at klageren tilbage i indkomståret 2014 har oplyst en dansk adresse og at klageren har været ansat hos den samme arbejdsgiver, medfører ikke, at klageren alene af disse årsager kan anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, når der ikke siden den 19. april 2012 er registreret en dansk bopælsadresse, som kan anses at være klagerens faste bolig i Danmark.

Klageren har været statsborger og hjemmehørende i Polen samt fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. På denne baggrund har klageren derfor kunnet anvende grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D, og været berettiget til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C. Det lægges herved til grund, at den kvalificerende indkomst i disse indkomstår har udgjort mere end 75 pct. af globalindkomsten.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Befordringsfradrag

Retsgrundlag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Bevisbyrden påhviler – i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag – som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal således i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Hvis afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet klart overstiger det sædvanlige, har klageren en skærpet bevisbyrde for, at befordring har fundet sted i det påstående omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. I sagen var der tale om en afstand til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km.

Ved dom af 19. marts 2008, offentliggjort i SKM2008.398.BR, fandt byretten, at en afstand til og fra arbejde på 304 km måtte anses for at være usædvanligt lang.

Ved dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten vedrørende vurderingen af sædvanlig bopæl i forhold til ligningslovens § 9 C, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark. Retten lagde ved vurderingen blandt andet vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdte sig mest i Danmark.

Den konkrete sag

Klageren har den 11. maj 2020 oplyst et befordringsfradrag med 9.149 kr. for indkomståret 2018 og med 9.338 kr. for indkomståret 2019.

Klagerens arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS, har adresse på [adresse1], [by1]. Afstanden mellem denne adresse og klagerens adresse i Polen udgør 824 km.

Klageren har ikke reageret på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger. Der foreligger ikke oplysninger om omfanget af klagerens befordring mellem Danmark og Polen, hvor klagerens reelle arbejdsplads har været, og klageren har hverken opgjort sin befordring eller indsendt dokumentation for den oplyste befordring.

Resultat

Landsskatteretten lægger til grund, at klagerens sædvanlige bopæl er [adresse2] i Polen. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke har haft en registreret bopælsadresse i Danmark siden den 19. april 2012, og at der ikke foreligger faktiske oplysninger om, hvor klageren har opholdt sig i Danmark.

Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt er berettiget til et befordringsfradrag mellem sin sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark.

Den skærpet bevisbyrde, henset til afstanden mellem den sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet, påhviler klageren.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har løftet den skærpet bevisbyrde for omfanget af befordringen, idet der ikke er fremlagt faktisk dokumenterbare oplysninger om den oplyste befordring. Af den årsag finder Landsskatteretten endvidere, at der på det foreliggende grundlag ikke kan opgøres og indrømmes klageren fradrag for befordring for indkomstårene 2018 og 2019.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt, men med en anden begrundelse.

Rejsefradrag

Retsgrundlag

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved bestemmelsens stk. 7. Rejseudgifter kan herefter fradrages enten med standardsatserne i stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang, udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger grundbeløbet på 26.800 kr. i indkomståret 2018.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er en betingelse for rejsefradrag, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5.

Der er kun fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt.

Der er ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter.

Den konkrete sag

Landsskatteretten lægger til grund, at klagerens sædvanlige bopæl er [adresse2] i Polen.

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren har været fastansat ved den samme arbejdsgiver siden indkomståret 2014.

Klageren har ikke reageret på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger. Der foreligger ikke oplysninger om klagerens ansættelsesforhold og hvorvidt klagerens reelle arbejdsplads har været på arbejdsgiverens adresse. Endvidere foreligger der ikke nærmere faktiske oplysninger om klagerens rejser.

Resultat

Landsskatteretten finder af disse årsager, at der ikke på det foreliggende grundlag kan indrømmes klageren fradrag for klagerens arbejdsrelaterede rejser i Danmark for indkomståret 2018. Der er herved blandt andet henset til, at klageren hverken har dokumenteret eller har sandsynliggjort, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted eller at klageren af sin arbejdsgiver udsendes til midlertidige arbejdssteder.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt, men med en anden begrundelse.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, at Landsskatteretten afgør klager over afgørelser fra told- og skatteforvaltningen. Landsskatteretten kan ikke træffe afgørelse om den i klagen fremførte påstand om fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2019. Der er herved henset til, at Skattestyrelsen ikke kan anses for at have foretaget en materiel behandling af forholdet.

Landsskatteretten finder, at den fremførte påstand i den fremsendte klage i stedet må anses for en anmodning om genoptagelse vedrørende det konkrete forhold. Datoen for genoptagelsesanmodningen er den 13. april 2021, hvor Skatteankestyrelsen modtog klagen.

Landsskatteretten afviser således denne påstand, idet Skattestyrelsen er rette myndighed til at behandle anmodningen om genoptagelse.

Samlet konklusion

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fuld skattepligt, men ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted og anser klageren for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Klageren er herefter omfattet af reglerne for grænsegængere i kildeskattelovens §§ 5 A-D, hvorved der ved skatteberegningen skal tages hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag mellem Polen og Danmark.