|
|
Kendelse af 04-02-2022 - indlagt i TaxCons database den 01-04-2022
Journalnr. 21-0030464
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomstår 2017 Værdi af fri bil | 123.260 kr. | 64.867 kr. | 123.260 kr. |
Ugyldighed | Nej | Ja | Nej |
Indkomstår 2018 Værdi af fri bil | 123.560 kr. | 70.764 kr. | 123.560 kr. |
Ugyldighed | Nej | Ja | Nej |
Indkomstår 2019 Værdi af fri bil | 123.620 kr. | 55.290 kr. | 123.620 kr. |
Ugyldighed | Nej | Ja | Nej |
Faktiske oplysninger
Sagen omhandler hvorvidt en Mercedes Benz E350 CDI Coupe med registreringsnummer [reg.nr.1] kan anses at være anskaffet til bilens reelle handelspris af klagers ægtefælles (herefter benævnt [person1]) selskab, [virksomhed1] ApS, og herefter om beskatningsgrundlaget er fastsat i overensstemmelse med loven.
[person1] var i perioden 15. januar 1999 til 2. juli 2012 ansat som administrerende direktør i selskabet [virksomhed2] A/S (navnet blev senere ændret til [virksomhed3]). Selskabets formål var at drive handel, industri og entreprenørvirksomhed. I dag hedder selskabet [virksomhed4] A/S.
I 2004 fik [person1] medejerskab i [virksomhed2] A/S, idet hans selskab indirekte ejede 25 % af selskabet via sit ejerskab i [virksomhed5] ApS.
I forbindelse med at [virksomhed2] A/S blev opkøbt af det tysk selskab [virksomhed3] (herefter [virksomhed3]) i 2010, indtrådte fire tyskere fra den tyske koncern i bestyrelsen. Klagerens repræsentant har oplyst, at fra dette tidspunkt havde [person1] ikke indflydelse eller medejerskab i selskabet.
Det blev herefter et krav fra bestyrelsen, at [person1] skulle have fri bil stillet til rådighed. [person1] havde tidligere benyttet sin private bil til erhvervsmæssig kørsel.
[virksomhed2] A/S bestilte den 12. april 2010 ovenstående nævnte bil af [virksomhed6]. Der blev indgået en 36 måneders kontrakt fra og med den 13. september 2010. Der var tale om operationel leasing, og bilen skulle efter endt leasingaftale returneres til forhandleren. Leasingaftalen er fremlagt af klagerens repræsentant. Leasingkontrakten blev underskrevet af [person1] og formanden for bestyrelsen i [virksomhed3].
Der blev betalt en engangsydelse på 75.000 kr. ekskl. moms, lige som der blev aftalt en månedlig variable leasingydelse på 14.397 kr. ekskl. moms. Det fremgår af leasingkontrakten, at beskatningsgrundlaget for [person1] var 702.568 kr. i leasingkontraktens periode på 36 måneder.
I samme forbindelse indgik [person1]s selskab en købsoption med [virksomhed6], om at selskabet efter udløb af leasingkontrakten med [virksomhed2] A/S, kunne købe bilen for 260.000 kr., som bilen måtte forefindes uden nogen form for garanti eller reklamationsret. Klagerens repræsentant har fremlagt købsoptionen, som er dateret den 13. september 2010.
Før leasingkontraktens udløb, fratrådte [person1] sin stilling i [virksomhed2] A/S i september 2012. Det blev besluttet, at [person1] fortsat skulle beholde bilen til at køre i. Klagerens repræsentant har oplyst, at [person1] ville starte konsulentvirksomhed op i [person1]s selskab og havde i den forbindelse behov for en firmabil til dette formål.
I den forbindelse blev der underskrevet en aftale mellem [person1]s selskab og daværende [virksomhed3] (tidligere [virksomhed2] A/S) om, at [person1]s selskab garanterede [virksomhed3] for samtlige forpligtigelser i relation til leasingkontrakten over for [virksomhed6]. Aftalen er fremlagt.
Den 24. september 2013 købte [person1]s selskab bilen for 260.000 kr., idet leasingaftalen udløb. Der er fremlagt købsfaktura af 24. september 2013. Bilen havde på købstidspunktet kørt 69.634 km.
I perioden 1. september 2012 til 31. december 2016 har [person1] haft bilen stillet til rådighed, hvor der er anvendt et beskatningsgrundlag på 260.000 kr. I indkomstårene 2017 til 2019 stillede [person1]s selskab bilen til rådighed for klageren.
Motorstyrelsen har vurderet bilens handelspris pr. 24. september 2013 til at udgøre 510.400 kr. Bilens nyvognspris udgjorde ifølge Motorstyrelsen, 1.015.147 kr. Motorstyrelsen har i sin beregning af handelsprisen, taget højde for ekstraudstyr i de sammenlignelige biler.
Skattestyrelsen har fremlagt oplysninger om sammenlignelige biler der har stået til salg for 578.720 kr., 598.720 kr. og 697.820 kr. Herudover var der i september 2013 en sammenlignelig bil til salg for 599.900 kr. To af de pågældende biler blev solgt for henholdsvis 599.000 kr. og 600.000 kr.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet værdien af fri bil for klageren i indkomstårene 2017 til 2019.
Skattestyrelsen har til støtte herfor anført, at:
”(...)
1.4Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Det er Skattestyrelsens opfattelse,
| • | at bilen handles mellem Mercedes Benz og [virksomhed1] ApS i henhold til den købsoption der er indgået mellem parterne i forbindelse med bilens registrering den 13. september 2010. |
| • | at Mercedes Benz ikke ville indgå en aftale om købsoption til kr. 260.000 medmindre de har modtaget en leasingydelse der bevirker, at de kan sælge bilen for kr. 260.000. |
| • | at der er aftalt en betaling af leasingydelser mellem [virksomhed3] og Mercedes Benz der gør det muligt, at scrap værdien udgør kr. 260.000. |
| • | at bilens handelspris ikke er kr. 260.000 som den overdrages til mellem Mercedes Benz og [virksomhed1] ApS den 24. september 2013. |
| • | at [virksomhed1] ApS køb af bilen den 24. september 2013 for kr. 260.000 ikke er sket til bilens reelle markedspris |
Skattestyrelsen har anmodet Motorstyrelsen, som kompetent myndighed, om at vurdere bilens handelspris pr. den 24. september 2013.
Motorstyrelsen oplyser, at bilens handelspris udgør kr. 510.400, jf. vedlagte bilag.
Motorstyrelsen har endvidere oplyst, at bilens nyvognspris udgør kr. 1.015.147, jf. vedlagte bilag.
Efter Skattestyrelsens opfattelse, har [virksomhed1] ApS / din ægtefælle haft et ønske om at bilen efter udløb af leasingaftalen ville have en scrap værdi på kr. 260.000.
Der er derfor efter Skattestyrelsens opfattelse, aftalt en løbende betaling på leasingkontrakten mellem [virksomhed3] og Mercedes Benz der gør det muligt for [virksomhed1] ApS, at købe bilen for kr. 260.000 efter udløb af leasingkontrakten i september 2013.
Som følge af den væsentlige forskel der er mellem det selskabet har købt bilen (kr. 260.000) og Motorstyrelsens vurderede handelspris (kr. 510.400) er Skattestyrelsen af den opfattelse, at [virksomhed3] i perioden september 2010 til september 2012 og [virksomhed1] ApS i perioden oktober 2012 til september 2013 har foretaget betalinger / afdrag på leasingkontrakten / bilens værdi, der gør det muligt at bilen kan handles til den nedskrevne scrap værdi og ikke bilens faktiske handelspris.
Efter Skattestyrelsens opfattelse er bilen således ikke handlet / købt af [virksomhed1] ApS til bilens handelspris men alene overtaget til den restværdi der var på leasingkontrakten ved dens udløb.
Skattestyrelsen finder ikke at bilens restværdi er udtryk for bilens faktiske handelspris,
Bilens restværdi, kr. 260.000 kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke danne grundlag for beregning af værdi af fri bil.
Det fremgår af Ligningslovens § 16, stk. 4, at for biler der anskaffes mere end 3 år efter bilens 1. indregistrering opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris.
Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.5.14.1.7:
”Landsskatteretten har i en konkret sag om en leaset firmabil fastslået, at den skattemæssige værdi for en tidligere leaset firmabil kan fastsættes til arbejdsgiverens købspris, når firmaet anskaffer bilen mere end tre år efter første indregistrering. I kendelsen var der tale om et salg mellem interesseforbundne parter, og både før og efter købet var firmabilen til rådighed for den samme skatteyder. Landsskatteretten lagde til grund, at den aftalte salgspris var udtryk for den reelle handelspris. Der var derfor ikke tale om et uafbrudt forløb, blot fordi den samme firmabil var til rådighed for den samme skatteyder før og efter salget/købet. Se TfS 1997, 183 LSR.
Landsskatteretten har desuden bekræftet hidtidig praksis i TfS 1997, 183 LSR for fastsættelse af grundlaget for beregning af værdi af fri bil. Se SKM2005.472.LSR .”
Det må efter Skattestyrelsens opfattelse forudsættes, at ved udløb af leasingkontrakter, at den pris bilen overdrages til mellem parterne er udtryk for bilens reelle handelspris for at salgsprisen kan danne grundlag for beregning af værdi af fri bil, jf. TFS1997.183 LSR og SKM2005.472.
Skattestyrelsen ligger endvidere vægt på, at bilens vurderede handelspris er ca. dobbelt så stor som den værdi bilen overdrages til mellem Mercedes Benz og [virksomhed1] ApS.
Den salgspris der fremgår af faktura mellem Mercedes Benz og [virksomhed1] ApS, kr. 260.000 kan derfor ikke danne grundlag for beregning af værdi af fri bil for dig.
Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at bilens beskatningsgrundlag fra september 2013 hvor [virksomhed1] ApS overtager bilen skal udgøre Motorstyrelsens vurdering af bilen, kr. 510.400, idet denne værdi er udtryk for bilens handelspris og den pris som en arbejdsgiver kunne forvente at købe bilen i almindelig fri handel.
Skattestyrelsen har konstateret, at der i september 2013 var en sammenlignelig Mercedes Benz E350 CDI Coupe til salg for kr. 599.900. Denne bil er indregistreret 1. gang den 1. august 2010 og kørt 74.000 km.
Den bil der er overdraget for kr. 260.000 er indregistreret 1. gang den 13. september 2010 og kilometerstand pr. 24. september 2013 69.634 km. (udskrift fra Bilinfo er vedlagt)
Der henvises til Motorstyrelsens vedlagte vurderinger.
Beskatningsgrundlaget skal tillægges grøn ejer afgift + 50 %.
På baggrund af ovennævnte er det Skattestyrelsens opfattelse, at værdi af fri bil for indkomstårene 2017-2019 udgør følgende:
Indkomståret 2017:
Kr. 300.000 x 25 % | kr. | 75.000 |
Kr. 210.400 x 20 % | - | 42.080 |
I alt | kr. | 117.080 |
+ miljøafgift + 50 % | - | 6.180 |
Værdi af fri bil i alt | kr. | 123.260 |
-medregnet | - | 64.867 |
Yderligere værdi af fri bil | kr. | 58.393 |
Indkomstår 2018:
Kr. 300.000 x 25 % | kr. | 75.000 |
Kr. 210.400 x 20 % | - | 42.080 |
I alt | kr. | 117.080 |
+ miljøafgift + 50 % | - | 6.480 |
Værdi af fri bil i alt | kr. | 123.560 |
-medregnet | - | 70.764 |
Yderligere værdi af fri bil | kr. | 52.796 |
Indkomståret 2019:
Kr. 300.000 x 25 % | kr. | 75.000 |
Kr. 210.400 x 20 % | - | 42.080 |
I alt | kr. | 117.080 |
+ miljøafgift + 50 % | - | 6.540 |
Værdi af fri bil i alt | kr. | 123.620 |
-medregnet | - | 55.290 |
Yderligere værdi af fri bil | kr. | 68.330 |
1.5Skattestyrelsens endelige afgørelse
Din revisors bemærkninger i brev af 4. januar 2021 har ikke ændret Skattestyrelsens opfattelse af sagen.
Skattestyrelsen er bekendt med, at de indgåede aftaler vedrørende bilen er indgået mellem uafhængige parter.
Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at bilen ikke er handlet / købt af [virksomhed1] ApS til bilens handelspris men alene overtaget til den restværdi der var på leasingkontrakten ved dens udløb.
Skattestyrelsen henviser til bemærkninger under punkt 1.4.
Skattestyrelsen afslutter således sagen i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelse.
For indkomståret 2020 opfordres du til at selvangive værdi af fri bil ud fra et beskatningsgrundlag på kr. 510.400. I modsat fald vil Skattestyrelsen vende tilbage til sagen.
(...)”
Skattestyrelsen har den 23. april 2021 fremsendt udtalelse til klagen, hvoraf følgende fremgår:
”(...)
Skattestyrelsen er enige i, at bilen er handlet mellem uafhængige parter.
De uafhængige parter har dog ikke handlet bilen til en markedspris, men ud fra en nedskreven værdi på baggrund af betalte leasingydelser.
Den mellem parterne aftalte pris kr. 260.000 er ikke udtryk for bilens handelspris og kan således kun erhverves for kr. 260.000 fordi der forud for overdragelsen har været fortaget betaling af leasingydelser der bevirker, at bilen har en scrapværdi på kr. 260.000.
Bilens scrapværdi kan ikke danne grundlag for beregning af værdi af fri bil når den ikke er udtryk for bilens handelspris, jf. bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at sagen er lavet efter bestemmelserne om ”kort ligningsfrist”, hvorfor sagen ikke anses for ugyldig.
Sagen er lavet ud fra bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4 om værdi af fri bil, hvilket efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke nødvendiggør, at der i øvrigt i sagen skal gennemføres ændring af øvrige priser og vilkår.
Skattestyrelsen skal indstille at sagen stadfæstes.
(...)”
Skattestyrelsen har den 23. august 2021 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår:
”(...)
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
Skattestyrelsen har i afgørelse af 13. januar 2021 forhøjet værdien af fri bil for klager i indkomstårene 2017-2019.
Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.
Formelt
Klagers repræsentant har gjort gældende, at fristen for ændring af klagers skatteansættelser ikke er opfyldt, og herudover ikke har begrundet, hvorfor skatteansættelserne kan genoptages, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig.
Klager er omfattet af kort ligningsfrist, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om ligningsfrist for lønmodtagere med enkle økonomiske forhold, hvorved varsel om ændring af en skatteansættelse skal fremsendes senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, og ændringen skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Fristen for varsel om ændring af klagers skatteansættelse for indkomståret 2019 udløber den 30. juni 2021, hvorfor fristen for ændring af klagerens skatteansættelse er overholdt, da Skattestyrelsen sendte afgørelse den 13. januar 2021.
Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.
Fristen for varsel om ændring af klagers skatteansættelse for indkomstårene 2017 og 2018 udløber således hhv. den 1. maj 2021 og 1. maj 2022, hvorfor fristerne ligeledes er overholdt.
Vi bemærker desuden, at afgørelsen indeholder en henvisning til de relevante retsregler, ligesom at der er taget konkret stilling til klagers indsigelser.
Materielt
Det er i nærværende sag ubestridt, at klager har haft rådighed over [virksomhed1] ApS’s Mercedes Benz E350 CDI Coupe, reg.nr. [reg.nr.1], og derfor er skattepligtig af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 1.
[virksomhed1] ApS købte den 24. september 2013 købte den omhandlede Mercedes Benz E350 CDI Coupe, reg.nr. [reg.nr.1]. Bilen er indregistreret første gang den 13. september 2010.
Værdien af fri bil ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 4, hvorefter værdien af biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, skal opgøres til arbejdsgiverens indkøbspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter.
Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ved udløb af leasingkontrakter og ved efterfølgende salg af bilen, må forudsættes, at den pris, som bilen overdrages til, er udtryk for bilens reelle handelspris, hvis salgsprisen skal kunne danne grundlag for beregning af værdi af fri bil. Dette understøttes af praksis i TfS 1997, 183 LSR og SKM2005.472.LSR.
Vi fastholder, at salgsprisen på 260.000 kr., der fremgår af faktura mellem Mercedes Benz og [virksomhed1] ApS, ikke kan danne grundlag for beregning af værdi af fri bil for klager. Vi lægger vægt på, at klagers ægtefælle tidligere har fået stillet bilen til rådighed i forbindelse med sit arbejde som direktør hos [virksomhed3] A/S, som havde indgået en operationel leasingaftale på 36 måneder med [virksomhed6]. [virksomhed1] ApS indgik i forbindelse hermed en købsoption med [virksomhed6] om at købe bilen til 260.000 kr., uden nogen form for garanti eller reklamationsret, efter udløbet af leasingaftalen.
Desuden afviger prisen væsentligt fra, hvad tilsvarende biler på samme tidspunkt er sat til salg og solgt for.
På baggrund heraf fastholder vi, at beskatningsgrundlaget udgør 510.400 kr. og den herefter opgjorte beskatning af værdi af fri bil.”
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at værdien af fri bil ikke skal forhøjes for indkomstårene 2017 til 2019. Subsidiært er der nedlagt påstand om ugyldighed, idet Skattestyrelsen ikke har overholdt fristen for ændring af klagerens skatteansættelser i indkomstårene 2017 og 2018, lige som Skattestyrelsen ikke har begrundet, hvorfor skatteansættelserne kan genoptages.
Til støtte for påstanden er det bl.a. anført følgende:
” vores vurdering
Principal påstand
Det er vores principale påstand, at der ikke er hjemmel til at gennemføre en ændring af beskatningsgrundlaget, da der er tale om en handel mellem to uafhængige parter.
Først og fremmest er det os uklart, på hvilket grundlag Skattestyrelsen ser sig i stand til at gennemføre en ændring af det anvendte beskatningsgrundlag. Det primære argument fra Skattestyrelsens side synes at være, at [virksomhed1] ApS efter Skattestyrelsens opfattelse har købt bilen til en efter skattemyndighedernes opfattelse for lav værdi. Skattestyrelsen har i den forbindelse bedt Motorstyrelsen om at beregne en værdi af bilen ved overdragelsestidspunktet i 2013, hvorefter Motorstyrelsen mener, at bilen kan værdiansættes til DKK 510.400, hvilket Skattestyrelsen antager som beskatningsgrundlag.
Skattestyrelsens opfattelse er vist nok også, at der er aftalt leasingydelser mellem [virksomhed2] A/S og [virksomhed6], der muliggør en lav scrapværdi, hvilket har gjort, at [virksomhed1] ApS har kunnet købe bilen for DKK 260.000.
Vi har dog på baggrund af ovenstående vanskeligt ved at se, med hvilket hjemmelgrundlag, Skattestyrelsen ser sig i stand til at anfægte beskatningsgrundlaget.
[person1] blev i 2010 pålagt at have fri bil til rådighed som en del af hans ansættelsesaftale indgået med bestyrelsen i selskabet [virksomhed2] A/S. Det var ikke [person1]’s ønske, at han skulle have fri bil til rådighed, men han blev pålagt dette af bestyrelsen, der ønskede, at direktøren havde et køretøj til rådighed af et vist format. [person1] blev pålagt at vælge mellem en række biler, der dog alle lå inden for en koncernsvarende standard.
Der blev indgået en helt almindelig og sædvanlig leasingkontrakt mellem leasinggiver [virksomhed7] og leasingtager [virksomhed2] A/S på markedsmæssige vilkår. Vi skal bemærke, at der var tale om operationel leasing – ikke finansiel leasing – hvorfor bilen skal tilbageleveres til leasinggiver ved leasingforholdets ophør. Leasinggiver har ingen interesse i at sælge bilen for billigt til hverken leasingtager eller andre i eftermarkedet.
[person1] ville gerne have mulighed for at overtage bilen ved udløbet af leasingkontrakten, hvilket [virksomhed2] A/S ikke havde noget imod, idet de ikke havde nogen interesse i at overtage bilen efter leasingkontraktens udløb og ej heller havde krav herpå. Som følge heraf blev der aftalt en købsoption, således at [virksomhed1] ApS kunne købe bilen af [virksomhed6] efter leasingkontraktens ophør. Det skal bemærkes, at købsoptionen blev indgået direkte mellem [virksomhed6] og [virksomhed1] ApS. Der er således tale om en aftale indgået mellem uafhængige parter.
Bestyrelsen i [virksomhed2] A/S godkendte såvel leasingaftalen mellem [virksomhed7] og [virksomhed2] A/S samt købsoptionen indgået mellem [virksomhed6] og [virksomhed1] ApS. Det skal i den forbindelse fortsat bemærkes, at [person1] ikke på nogen måde havde indflydelse på egen aflønning, men var blot ansat som lønnet direktør. [virksomhed2] A/S blev drevet af bestyrelse, som er det centrale ledelsesorgan i selskab, som bestod af den tyske bestyrelse. Bestyrelsen skulle således også godkende alle væsentlige og større investeringer i selskabet og havde ingen interesse i at tilgodese [person1] eller [virksomhed8] A/S. Dette modsætningsforhold kom også til udtryk i, at [person1] forlod selskabet to år senere.
Hvis der overhovedet kan tales om nogen fordel, er det udelukkende, at [virksomhed1] ApS gjorde en fornuftig handel, hvilket kan tilskrives, at [virksomhed1] ApS nok havde lidt større indsigt i niveauet for danske registreringsafgifter i forhold til den tyske bestyrelses manglende erfaring hermed. Det er stadig tilladt – også efter skattelovgivningen at gøre en fornuftig handel - hvilket også må lægges til grund i forhold til dansk skattelovgivning. Det skal dog bemærkes, at [virksomhed8] A/S har købt bilen af [virksomhed6], der ingen pligt havde til at sælge bilen til hverken leasingtager, [person1] eller [virksomhed8] A/S. Det er utopi at forestille sig, at [virksomhed6] vil sælge bilen til underpris.
Hvis Skattestyrelsen mener, at [person1] har fået bilen for billigt i forhold til markedsværdien som følge af [person1]’s ansættelse i [virksomhed3] A/S, så burde Skattestyrelsen have gennemført en beskatning af en eventuel forskelsværdi hos enten selskabet [virksomhed1] ApS eller hos [person1] som lønaccessorium i 2013. I så fald burde [virksomhed3] A/S have haft et tilsvarende fradrag for lønudgiften. Men det har Skattestyrelsen ikke gjort, og en sådan beskatning i indkomståret 2013 ville også være forældet på tidspunktet for Skattestyrelens endelige afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
Skattestyrelsen har heller ikke ændret på anskaffelsessummen på bilen i [virksomhed1] ApS. Tværtimod har Skattestyrelsen i forbindelse med nærværende skattesag behandlet og henlagt selskabets skatteansættelse for indkomstårene 2015 – 2019. Vi vedlægger Skattestyrelsens afgørelse for selskabet som bilag 7. Men hvis Skattestyrelsen mener, at handelsprisen var for lav, så burde Skattestyrelsen jo have ændret selskabets anskaffelsessum for bilen og have indrømmet selskabet yderligere afskrivninger på denne forhøjede anskaffelsessum. Når Skattestyrelsen ikke ændrer på anskaffelsessummen, så ligger anskaffelsessummen for bilen fast. Det har Skattestyrelsen ikke gjort, og en sådan korrektion ville også være forældet på tidspunktet for Skattestyrelens endelige afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi af en fri bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, skal medregnes med 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger DKK 300.000 og med 20 % af resten.
Det fremgår også af bestemmelsen at:
”For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter”.
Når der er tale om biler, der indregistreres mere end tre år fra første indregistrering, skal arbejdsgiverens faktiske anskaffelsessum derfor anvendes som beskatningsgrundlag. Arbejdsgiveren [virksomhed1] ApS har de facto betalt DKK 260.000 for bilen ved køb fra en uafhængig part [virksomhed6]. Det er således denne anskaffelsessum, der skal anvendes ved opgørelsen af fri bil for [person1]. Det fremgår klart af ligningslovens § 16, stk. 4, og der er ikke hjemmel til at afvige herfra, uanset om Skattestyrelsen måtte mene, at prisen for bilen er lavere, end Skattestyrelsen ønsker den.
Skattestyrelsen har derfor ikke hjemmel til ensidigt at opgøre et nyt beskatningsgrundlag, for beskatningsgrundlaget afhænger af arbejdsgiverens anskaffelsessum på bilen, og det har Skattestyrelsen de facto godkendt.
Det findes sager i praksis, hvor en bils værdi bliver korrigeret, som følge af at der sker en transaktion af bilen mellem en hovedaktionær og dennes selskab, eller som følge af, at der sker en transaktion mellem koncernforbundne selskaber. Skattestyrelsen citerer også en sådan kendelse i Skattestyrelsens afgørelse, men kendelsen vedrører som nævnt en situation, hvor der er tale om overdragelse mellem interesseforbundne parter. Det er der ikke tale om her. Der er tale om en transaktion mellem uafhængige parter. De omtalte afgørelser, som Skattestyrelsen henviser til, er derfor uden relevans for nærværende sag.
Da købsoptionen er indgået mellem [virksomhed6] og [virksomhed1] ApS er der tale om en transaktion mellem uafhængige parter. Det er derfor ikke hjemmel til, at Skattestyrelsen foretager en korrektion af værdien.
Vi er heller ikke enige i, at prisen på køretøjet kan opgøres under sådanne firkantede forudsætninger, som lægges til grund af såvel Skattestyrelsen som Motorstyrelsen.
Motorstyrelsen har oplyst, at bilens nyvognslistepris udgjorde DKK 1.015.147 ved første indregistrering. Vi skal dog bemærke, at dette ikke kan tages som udtryk for bilens handelspris ved første indregistrering. Der er reelt intet nyvognsmarked for biler i den prisklasse, der er derfor tale om en helt hypotetisk listepris.
Alle biler i den prisklasse bliver leaset, idet leasingselskaber har mulighed for at indregistrere nye biler til mindstebeskatningsprisen og med forholdsmæssig registreringsafgift. Alternativt sælger bilforhandlerne bilerne med meget store flåderabatter til virksomheder. Det viser sig også i denne sag, hvor leasingselskabet har indregistreret bilen til DKK 702.568. Ved indregistrering til denne værdi overholdes den lovpligtige forhandleravance mellem forhandler og importør på 9 %, Det er op til en forhandling sælger og køber af bilen imellem, hvor bilens endelige pris lander i spændet mellem DKK 702.568 og DKK 1.015.147, og der er dermed ikke nødvendigvis basis for en yderligere avance set fra importørens/forhandlerens side. Set i det lys - og særligt for en tysk bestyrelse, der måske ikke har fuldt kendskab til danske registreringsafgifter – kan en nedgang til DKK 260.000 på tre år ikke anses som en urealistisk værdinedgang. Det skal i den forbindelse bemærkes, at købsprisen for [virksomhed1] ApS på DKK 260.000 var uden forhandlergaranti eller reklamationsret af nogen art. En forhandler vil for en bil i denne prisklasse normalt tillægge en avance på ca. DKK 60.000 – 75.000 som følge af forhandlergaranti, reklamationsret, service, klargøring m.v. Handelsprisen hos en forhandler ville derfor formentlig have været DKK ca. 320.000 – 335.000. Det er således ikke usædvanligt, at biler i denne prisklasse taber ca. 50 % af bilens værdi på de første tre år. Dette kan også ses af, at Motorstyrelsen har opgjort bilens nyvognslistepris til DKK 1.015.147 og bilens værdi efter tre år til DKK 510.400. Det svarer også til et værditab på ca. 50 % på tre år. Dette er dog helt urealistiske og hypotetiske nyvogns- og brugtvognspriser, idet der ikke findes et købermarked hertil.
En køber af en bil i denne prisklasse er jo ikke blind for, at leasingselskaberne kan indregistrere en sådan bil til ca. DKK 700.000, derfor indretter markedet sig også herefter. En nyvognspris til en privatperson med forhandling af rabat, vil derfor være tættere på DKK 700.000 end på DKK 1.000.000. Og brugtprisen vil selvfølgelig ligeså indrette sig herefter. Det er derfor formentlig ikke realistisk, at bilen ville kunne sælges til DKK 510.400 efter 3 år.
Vi skal i øvrigt bemærke, at værdien indhentet fra Motorstyrelsen er en ensidig indhentet erklæring, der ikke kan tillægges vægt. Og den indhentede værdi passer i øvrigt meget belejligt med det resultat, Skattestyrelsen ønsker at opnå.
I afgørelsen henvises til en tilsvarende bil, der er til salg. Vi skal til dette bemærke, at en enkelt henvisning af en bil til salg, er et meget tyndt grundlag. Endvidere er bilen jo kun til salg - ikke solgt - der er derfor ikke tale om et reelt sammenligningsgrundlag.
Som nævnt sælges der stort set ingen biler i denne prisklasse. ”Til salg”-priserne er derfor ikke reelle udtryk for, hvad en sådan bil kan sælges til.
Det forekommer derfor betænkeligt at udøve et skøn over en handelspris på et så spinkelt og hypotetisk grundlag. Den faktiske handelspris er DKK 260.000, hvilken må anvendes.
Til sidst skal vi herom bemærke, at hvis der virkelig var en sådan forskel mellem den faktiske anskaffelsessum og den reelle handelspris, som Skattestyrelsen hævder, så giver det jo ikke mening, at [virksomhed1] ApS skulle erhverve bilen. Så ville det have været en langt større fordel, at [person1] selv havde erhvervet bilen privat for at opnå en sådan avance i privat regi.
Subsidiære påstand
Subsidiært skal vi påstå, at afgørelsen er ugyldig.
Det står os ikke klart, hvorfor Skattestyrelsen mener sig berettiget til at gå helt tilbage til indkomståret 2015 og genoptage skatteansættelserne tilbage til disse indkomstår. Skattestyrelsens afgørelse indeholder ingen begrundelse eller argumentation herfor.
Hvis man leder i Skattestyrelsens afgørelse, er der en henvisning til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, men bestemmelsen er ej heller reciteret. Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 indeholder reglerne om ændring af skatteansættelsen, når der er tale om kontrollerede transaktioner. For disse transaktioner gælder, at den ordinære ansættelsesfrist udløber ”i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens kapitel 4 eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner”.
Afgørelsen indeholder dog som nævnt ingen begrundelse eller bemærkninger om, at Skattestyrelsen anser personkredsen af skattepligtige eller transaktionernes art for omfattet af kontrollerede transaktioner.
Som vi har redegjort for i den principale påstand, er det vores opfattelse, at der ikke er tale om en kontrolleret transaktion. Købet af bilen er en aftale indgået mellem uafhængige parter, og der har ikke været noget interessefællesskab mellem [person1] eller [virksomhed1] ApS og arbejdsgiverselskabet. Anskaffelsen af bilen er derfor et køb mellem uafhængige parter og kan derfor ikke anses som en kontrolleret transaktion. Skattestyrelsen henviser ej heller til ligningslovens § 2 eller andre bestemmelser, der skulle indikere, at Skattestyrelsen skulle anse transaktionen som en kontrolleret transaktion.
Anskaffelsessummen for bilen er derfor uantastelig, og beskatningen af fri bil er en direkte følge af anskaffelsessummen, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Den kan ikke opgøres på andre grundlag end den faktiske købspris.
Hvis Skattestyrelsen ville hæve anskaffelsessummen for bilen, skulle det også have virkning for selskabet, der i så fald skulle have en tilsvarende yderligere anskaffelsessum til afskrivning på driftsmidler. Det har man ikke gjort – tværtimod har Skattestyrelsen henlagt selskabets skatteansættelse. Der er derfor ikke kongruens i Skattestyrelsens behandling.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at skattemyndighederne ikke kan afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i de fjerde år efter indkomstårets udløb. På afgørelsestidspunktet den 13. januar 2021 var det derfor ikke muligt for skattemyndighederne at ændre [person1] skatteansættelse for indkomstårene 2015 og 2016.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt., at Skatteministeren kan fastsætte særlige kortere ligningsfrister for grupper af personer. Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018.
Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt. i denne bekendtgørelse, at uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. skal skattemyndighederne afsende varsel om foretagelse eller ændring af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Der er således tale om, at når fysiske personer har særlige enkle og økonomiske forhold, så er der en kortere ligningsfrist. Afgørende er, om den fysiske person modtager en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse, og at den fysiske person ikke er omfattet af nogen af de opremsede undtagelsesbestemmelser i bekendtgørelsen.
Ægtefællen [person2] er omfattet af begrebet enkle økonomiske forhold, idet hun modtager en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse. Da hun ikke er omfattet af nogen af de opremsede undtagelsesbestemmelser i bekendtgørelsen, og ej heller kan anses som hovedaktionær, er der ikke hjemmel til at foretage en korrektion af indkomstår ud over indkomståret 2019 på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse.
Ovenstående ændrer dog ikke ved, at vi mener, afgørelsen i sin helhed er ugyldig, da skattemyndighederne ikke har opfyldt deres argumentations- og begrundelsespligt i henhold til forvaltningslovens § 22 – 24.
(...)”
Klagerens repræsentant har den 2. juni 2021 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstilling:
”På vegne af xx Nissen skal vi hermed tilkendegive, at vi ikke er enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.
Vi har dog ikke for nuværende yderligere bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag.
Vi ønsker at fremlægge vores bemærkninger for Landsskatteretten, idet vi hermed begærer
retsmøde i sagen.”
Landsskatterettens afgørelse
Formalitet
Klageren er omfattet af kort ligningsfrist, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om ligningsfrist for lønmodtagere med enkle økonomiske forhold.
Varsel om ændring af en skatteansættelse skal fremsendes senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, og ændringen skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen kan varsle en ændring i ansættelsen af den skattepligtige indkomst frem til den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.
Skattestyrelsens afgørelse er dateret den 13. januar 2021.
Fristen for varsel om ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2019 udløber den 30. juni 2021, hvorfor fristen for ændring af klagerens skatteansættelse er overholdt.
Fristen for varsel om ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2017 og 2018 udløber henholdsvis den 1. maj 2021 og 1. maj 2022, idet der er tale om helt tilsvarende forhold, som i indkomståret 2019. Fristen for ændring af klagerens skatteansættelser i disse indkomstår er ligeledes overholdt, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.
Skattestyrelsen har derfor været berettiget til at ændre klagerens skatteansættelser i indkomstårene 2017 til 2019.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det følger af forvaltningslovens § 22.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2
Klagerens repræsentant har gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse lider af begrundelsesmangel, idet Skattestyrelsen ikke har begrundet, hvorfor klagerens skatteansættelse i indkomstårene 2017 til 2019 kan ændres.
Skattestyrelsens afgørelse indeholder en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, herunder § 1, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 samt bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om kort ligningsfrist, ligesom Skattestyrelsen har henvist til, at forslaget skal fremsendes senest den 30. juni, men at fristen ikke gælder, hvis ændringen skyldes et forhold, og det helt tilsvarende forhold kan begrunde genoptagelse for tidligere år. Skattestyrelsens afgørelse indeholder endvidere en stillingtagen til de materielle forhold, som selskabets repræsentant har gjort gældende under Skattestyrelsens behandling af sagen.
På baggrund heraf finder Landsskatteretten ikke, at Skattestyrelsens afgørelse lider af en begrundelsesmangel. Skattestyrelsens afgørelse anses derfor ikke for at være ugyldig.
Realitet
Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet en bil til rådighed, er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1.
Det er ubestridt at klageren har haft rådighed over [person1]s selskabs Mercedes Benz E350 CDI Coupe i indkomstårene 2017 til 2019.
Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, skt. 5, 2. pkt. Den skattepligtige værdi af fri bil, udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 og 20 % af resten. Værdien beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler der er anskaffet af arbejdsgiveren højest 3 år efter første indregistrering opgøres bilens værdi opgøres til 75 % af nyvognsprisen, når bilen er mere end 3 år. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4. Den skattepligtige værdi tillægges altid et miljøtillæg, for at finde beskatningsgrundlaget.
Det fremgår af TfS 1997.183.LSR og SKM2005.472.LSR, at bilens reelle handelspris på overdragelsestidspunktet skal udgøre beskatningsgrundlaget.
Bilen er første gang indregistreret den 13. september 2010 og anskaffet af [person1]s selskab, [virksomhed1] ApS, den 23. september 2013, hvorved beskatningsgrundlaget i indkomstårene 2017 til 2019 er bilens handelspris.
Den 13. september 2010 indgik [person1]s daværende arbejdsgiver [virksomhed2] A/S (efterfølgende [virksomhed3] og nu [virksomhed4]), hvor [person1] var ansat direktør, en operationel leasingaftale med [virksomhed6]. Bilen blev stillet til rådighed for [person1]. Beskatningsgrundlaget udgjorde ifølge leasingaftalen 702.568 kr. Samme dato indgik [person1]s selskab en købsoption med [virksomhed6], idet [person1]s selskab efter udløbet af leasingperioden, måtte købe bilen for 260.000 kr., som den måtte stå og forefindes uden nogen form for garanti eller reklamationsret.
Det fremgår af købsfaktura af 24. september 2013, at [person1]s selskab erhvervede bilen for 260.000 kr.
Motorstyrelsen har vurderet bilens markedsværdi pr. 24. september 2013 til at være 510.400 kr. Der er fremlagt udskrifter fra [...dk], hvoraf det fremgår, at sammenlignelige biler stod til salg for 578.720 kr., 598.720 kr., 697.820 kr. og 599.900 kr. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at bilen ikke er solgt til bilens reelle handelsværdi.
Landsskatteretten finder, at beskatningsgrundlaget i den konkrete situation må ansættes til et beløb, der svarer til værdien i handel og vandel på købstidspunktet. Der er således efter Landsskatterettens opfattelse ikke efter lovbestemmelsen og dens forarbejder grundlag for at antage, at "købspris" kan fortolkes som omfattende også en købspris der kan være påvirket af, at der har været knyttet særlige forhold eller forpligtelser til leasing eller køb af bilen.
Landsskatteretten finder herefter ikke, at købsprisen på 260.000 kr. den 24. september 2013 var udtryk for bilens reelle handelsværdi på købstidspunktet, der kan danne grundlag for klagerens beskatningsgrundlag for værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Der lægges vægt på, at det forhold at [person1]s selskab indgik en usædvanlig købsoption på 260.000 kr. samme dato, som [person1]s daværende arbejdsgiver indgik en leasingaftale med [virksomhed6], må anses for en usædvanlig disposition. Der henses til, at [person1]s arbejdsgiver indgik en operationel leasingaftale, hvorefter bilen ifølge leasingaftalen skulle tilbageleveres til Mercedes Benz efter udløbet af leasingperioden. Uagtet dette, indgik Mercedes Benz på samme tidspunkt en, efter Landsskatterettens opfattelse, usædvanlig købsoption med [person1]s selskab, idet bilen alligevel ikke skulle tilbageleveres, hvis [person1]s selskab efter leasingperiodens udløb ønskede at købe bilen. Derudover lægges der vægt på bilens købspris, sammenlignet med hvad sammenlignelige biler på daværende tidspunkt blev sat til salg og solgt for.
Efter Landsskatterettens opfattelse, er der ikke grundlag for at tilsidesætte Motorstyrelsens skøn over handelsværdien, som er fastsat til 510.400 kr. på købstidspunktet. Hertil bemærkes, at der er taget højde for fratræk i værdien på baggrund af yderligere ekstraudstyr i de sammenlignelige biler, fratræk for 5 % på baggrund af almindeligt afslag i bilers annoncepriser samt fratræk for 3 % klargøringsfradrag, idet biler typisk sælges i klargjort stand.
Det kan ikke medføre et andet resultat, at handlen er sket mellem uafhængige parter, lige som det er uden betydning for klagerens sag, at Skattestyrelsen ikke har ændret skatteansættelsen for [person1]s selskab. Der henses i den forbindelse til praksis vedrørende nyere biler, hvor beskatningsgrundlaget for en bil der er anskaffet tidligere end tre år fra første indregistreringsdato i nogle tilfælde ændres, idet praksis har fastsat, at det er prisen i handel og vandel til en slutbruger, som skal udgøre beskatningsgrundlaget for nyere biler. Arbejdsgivernes anskaffelsespris ændres derimod ikke i disse tilfælde.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.