Kendelse af 28-01-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 21-0015545

Registreringsafgiftskravet er behandlet under sagsnr. [...]. De skattemæssige konsekvenser heraf er blevet udskilt til særskilt behandling i denne sag.

SKAT har opkrævet yderligere registreringsafgift for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2012 vedrørende i alt 165 køretøjer. Den yderligere registreringsafgift har medført en afledt nedsættelse af selskabets momstilsvar samt en nedsættelse af differencemoms.

SKAT har ikke anset det samlede reguleringskrav for fradragsberettiget i selskabets skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse for så vidt angår den skattemæssige konsekvens af den yderligere registreringsafgift. Herefter medfører reguleringskravet en reducering af selskabets skattepligtige indkomst.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S er et selskab, som forhandler køretøjer. Selskabet er beliggende i [by1] og har eksisteret siden 1989.

SKAT gennemgik i 2013 den registreringsafgift, som selskabet angav for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2012. Ved gennemgangen kontrollerede SKAT, om der ved beregningen af registreringsafgiften var overflyttet avance fra nye køretøjer til eftermonteret udstyr og/eller til et brugt indbytningskøretøj.

I afgørelsen af 1. april 2014 fandt SKAT, at der ved salget af 138 personbiler og 27 varebiler var sket overflytning af avance. På denne baggrund opkrævede SKAT en yderligere registreringsafgift, som samtidig medførte en afledt nedsættelse af selskabets momstilsvar samt en nedsættelse af differencemoms, hvilket resulterede i et samlet reguleringskrav.

SKATs afgørelse

SKAT har afkrævet selskabet en yderligere registreringsafgift, men har ikke anset det samlede reguleringskrav for fradragsberettiget i selskabets skattepligtige indkomst.

SKAT har som begrundelse herfor anført følgende:

”1.4.4. Skattemæssig konsekvens

SKAT er af den opfattelse, at selskabet i 2011 og 2012 i de foran beskrevne tilfælde har angivet registreringsafgiftstilsvaret for lavt, og som konsekvens heraf tilsvarende har angivet momstilsvaret for højt. Ved at angive tilsvaret på de ovenfor beskrevne måder, hvorved der er overflyttet avance til eftermonteret udstyr, har selskabet haft til hensigt at opnå en fordel.

SKAT er af den opfattelse, at selskabet ved at sammensætte bilhandlens elementer på den ovenfor beskrevne måde, ikke kan have været uvidende om, at statskassen derved bliver påført et tab.

SKAT lægger i den forbindelse især vægt på, at der er faktureret væsentlige beløb i overpris på eftermonteret udstyr.

Det tab der er opstået, som følge af at selskabet ikke kan overflytte afgiftskravet til kunden, anses ikke at være udtryk for en normal driftsrisiko, der kan begrunde yderligere fradrag jf. statsskattelovens § 6.”

Selskabets opfattelse

Det er repræsentantens påstand, at selskabet har ret til fradrag i den skattepligtige indkomst, såfremt registreringsafgiften reguleres. Som følge heraf påstås det yderligere, at der som udgangspunkt er fradrag i 2014, hvor kravet for de enkelte år er gjort endelig op, men at selskabet har mulighed for at anmode om, at fradraget fordeles til de indkomstår, kravene vedrører.

Til støtte for påstandene er følgende gjort gældende:

”I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan der, som driftsudgifter, godkendes fradrag for ”de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger”.

Fradrag ved normal driftsrisiko

Praksis om fradrag for driftsudgifter ved normal driftsrisiko er omtalt i Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.C.2.2.2.18 om udgifter til erstatningsydelser.

Det fremgår bl.a. af afsnittet, at driftsudgiften kan fradrages, hvis den ”er knyttet tilstrækkeligt nært og naturligt til driften af virksomheden, og udgiften har været nødvendig at afholde for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten”. Endvidere anføres det, at udgiften skal være afholdt i forbindelse med drift af virksomheden, ”og at udgiften er et udslag af den risiko, der normalt er ved at drive virksomhed inden for det pågældende erhverv.”

Det fremgår endvidere af afsnittet, at udgifter til erstatning, der skyldes strafbare handlinger, normalt ikke kan fradrages som driftsomkostninger, fordi de ikke anses for at være normale og af den grund driftsfremmede.

Højesterets dom, offentliggjort i TfS 1987, 59, om et advokatinteressentskab med to interessenter og spørgsmål om erstatningsansvar, hvor den ene havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med behandling af en betalingsstandsning, da advokaten anvendte frigivne midler til at dække kreditorer, hvis krav allerede var sikrede.

Det anføres med henvisning til ovennævnte afgørelse, at ”af TfS 1987, 59 HRD kan man udlede, at det er på en konkret vurdering, hvorvidt en groft uagtsom adfærd bevirker, at en erstatningsudgift anses for så unormal og dermed driftsfremmed, at den ikke kan trækkes fra som driftsomkostning.

Dette betyder, at erstatning som følge af en groft uagtsom adfærd i nogle tilfælde og efter en konkret vurdering kan trækkes fra som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derfor ikke automatik mellem en groft uagtsom adfærd og manglende fradragsret for udgifter, der følger heraf. Det vidner resultatet i den konkrete sag om, hvor Højesteret anerkendte fradrag for erstatningsudgiften, der stammede fra en groft uagtsom handling.”

Landsskatteretten lægger i deres afgørelse, offentliggjort i TfS 1993, 451 om en gårdejers udgift til erstatning på baggrund af forurening af grundvandet ved spredning af gylle, til grund, at ”håndtering af gylle, herunder opbevaring, transport og spredning, skulle anses for et sædvanligt og naturligt led i at drive landbrug med kreaturbesætning.

Landsskatteretten fandt i deres afgørelse, offentliggjort i LSRM 1980.159, om en regnskabsførers udgift til erstatning på grund af manglende rettidig momsafregning for en kunde, at ”udgiften skulle anses for at være udslag af en normal driftsrisiko i det daglige arbejde som regnskabsfører, og at fejlen skyldtes almindelig uagtsomhed fra regnskabsførerens side.

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.C.2.2.2.18, at påfører den ansatte sin arbejdsgiver erstatningsansvar, er udgiften fradragsberettiget under forudsætning af, at ”den ansatte person har handlet ansvarspådragende, mens han eller hun arbejdede som led i sin ansættelse for den erhvervsdrivende; fradragsretten gælder, selv om den ansatte har handlet groft uagtsomt eller endog forsætligt.”

Professor, dr. jur. Jan Pedersen anfører i en artikel, offentliggjort i SR.2010.202, bl.a., at ”de beskrevne grundprincipper i indkomstbeskatningen finder også anvendelse ved strafbare erhvervelser. Den omstændighed, at en indkomsterhvervelse i sig selv er strafbar, er således som udgangspunkt uden betydning for beskatningen. Dette gælder i princippet uden hensyntagen til, om det er den skattepligtige omsætning, der i sig selv er strafbar, f.eks. bordeldrift, narkotikahandel, handel med truede dyr, handel med oldtidsminder, handel med forfalskede varer etc., eller om de strafbare forhold foreligger i tilslutning til en i øvrigt lovlig virksomhed, f.eks. den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af offentligretlig erhvervsregulering om arbejdsmiljø, lukkelovgivningen, fødevarelovgivningen etc”.

Det fremgår af Skatteretten 1, 6. udgave, side 238, under ”udgifter som led i skatte- og afgiftsunddragelser”, at ”fradragsretten efter statsskattelovens § 6, litra a, består uden hensyntagen til, om den hertil relaterede indtægt selvangives over for skattemyndighederne og i princippet uden hensyntagen til, om den manglende selvangivelse giver anledning til strafansvar for skattesvig efter skattekontrollovens § 13 eller § 16 eller evt. straffelovens § 289. Ved opgørelsen af den strafbare udeholdelse må den skattepligtige indtægt reduceres med – i øvrigt fradragsberettigede – udgifter omfattet af statsskattelovens § 6, litra a. En anden sag er så, at skatteyderens dokumentationspligt for udgiftens afholdelse er skærpet.”

Fradragstidspunkt

Det fremgår ikke direkte af SKATs afgørelser, at der nægtes fradrag for den yderligere registreringsafgift. Dette fremgår udelukkende af sagsfremstillingens afsnit 1.4.4, hvilket vi anser for kritisabelt.

Det er på baggrund af praksis fastlagt, at fradrag for driftsudgifter kan opnås i det år, hvor der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale udgiften, og denne kan gøres endeligt op.

Det fremgår endvidere af praksis, at hvis den afholdte udgift vedrører flere indkomstår, kan udgiften i nogle tilfælde fordeles over de relevante indkomstår.

SKAT har i et styresignal offentliggjort som SKM2009.651 om den skattemæssige behandling af tilbagebetalt moms og lønsumsafgift bl.a. anført, at hvis der ikke er tvist om efterbetaling af moms og lønsumsafgift, skal udgiften som udgangspunkt fradrages i det indkomstår, den vedrører.

Hvis der er tvist om udgiften, skal udgiften som udgangspunkt fradrages i det indkomstår, hvor der er konstateret en endelig retlig forpligtelse for den erhvervsdrivende. SKAT bør dog imødekomme den erhvervsdrivendes ønske, såfremt vedkommende ønsker udgiften henført til det indkomstår, som beløbet faktisk vedrører.

Vores opfattelse

Primær påstand

Det er vores primære påstand, at selv om registreringsafgiften først gøres op i 2014 for indkomstårene 2011 og 2012, kan selskabet vælge, om fradraget skal medtages for indkomståret 2014 eller fordeles over de omhandlede indkomstår.

Det fremgår ikke direkte af SKATs styresignal SKM2009.651, at det omhandler registreringsafgift, men der er i Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.C.2.5.3.3.9 anført ”tilbagebetaling/efterbetaling af ejendomsskatter, moms, lønsumsafgift m.v.”, hvorfor det er vores opfattelse, at de beskrevne regler om fradragstidspunkt også bør være gældende i sager om registreringsafgift.

Sekundær påstand

Det er vores sekundære påstand, at [virksomhed1] A/S har fradrag for det opgjorte nettotab, da udgiften må anses at være udtryk for normal driftsrisiko på baggrund af selskabets handel med nye biler og således er omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgår af formuleringen af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a samt praksis om driftsudgifter, at hvis en virksomhed afholder en udgift, som er sædvanlig for den pågældende type virksomhed, og udgiften har en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen, skal der indrømmes fradrag for udgiften.

Registreringsafgift må anses for en sædvanlig udgift for en forhandler af nye person- og varebiler, ligesom udgiften har en klar og direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen.

Det er sædvanligt, når SKAT har været på kontrolbesøg eller haft sagsmateriale til gennemsyn, at der fremkommer ændringer af opgørelsen af moms, registreringsafgift, lønsumsafgift og lign. Ændringerne er i de fleste tilfælde foretaget på baggrund af, at SKAT har en anden fortolkning af et regelsæt end virksomhedsejerne og deres rådgivere. En ændret bedømmelse eller fortolkning gør ikke, at en efterfølgende pålagt afgift og lign. ikke kan fradrages i virksomhedens indkomst.

Det fremgår af bl.a. Højesterets bemærkninger i TfS 1987, 59, professor, dr. jur. Jan Pedersen samt Skatteretten 1, at selv om en strafbar handling kan have betydning for, om der kan godkendes fradrag for en driftsudgift, er det en individuel bedømmelse i den enkelte sag, og ikke bare en generel holdning, SKAT kan antage.

Der er i denne sag ingen tvivl om, at en registreringsafgift er en naturlig udgift for en forhandler af nye biler, samt at den har en nær tilknytning til driften af bilforhandlervirksomheden og er nødvendig at afholde for at sikre, erhverve og vedligeholde selskabets indkomst.

Jan Pedersens argumenter er i overensstemmelse med afsnittet i Skatteretten 1, hvor der anføres, at udgifter som led i skatte- og afgiftsunddragelser er fradragsberettigede, uanset der kan statueres strafansvar efter skattekontrolloven eller straffelovens bestemmelser.

Det er derfor vores opfattelse, at, uanset et eventuelt strafbart forhold (det er ikke vores opfattelse, at det er tilfældet i denne sag), er den yderligere registreringsafgift fradragsberettiget, fordi den må anses for en normal og naturlig driftsudgift for selskabet. Det er endvidere uden betydning, om SKAT kan pålægge strafansvar, da indkomsten skal opgøres uden hensyn til de strafbare forhold.”

SKATs udtalelse

SKAT fremsendte den 5. august 2014 sine bemærkninger til selskabets klage.

Af SKATs udtalelse fremgår følgende:

”Det må medgives, at SKAT i afgørelsens indledning burde have fremhævet SKATs afgørelse vedrørende de skattemæssige konsekvenser, men det skal hertil bemærkes, at SKATs begrundelse for afgørelsen tydelig fremgår under punkt 1.4.4 såvel i forslag til afgørelse af 17. januar 2014 og selve afgørelsen af 1. april 2014.

Det er endvidere SKAT s opfattelse at, der af den Juridiske Vejledning afsnit C.C.2.2.3.1 fremgår at tab trækkes fra, hvis

Tabet vedrører erhvervsmæssig virksomhed, og
Tabet er et udslag af sædvanlig driftsrisiko ved udøvelsen af virksomheden.

Hvor et driftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.

l forhold til den rejste indsigelse må det lægges til grund, at efterbetaling af registreringsafgiften vedrører driften af den erhvervsmæssige virksomhed. Der er nøje sammenhæng mellem salget af biler og betaling af registreringsafgift. Det er alene den valgte afregningsform vedrørende registreringsafgift, der gør at denne udgiftsart ikke forekommer i bilforhandlerens resultatopgørelse, idet udgiften normalt viderefaktureres til bilens slutbruger.

Ved vurdering af om der er tale en normal driftsrisiko må der ses på om der såvel objektivt som subjektivt kan betragtes som en naturligt led i driften af virksomheden.

Ved den objektive vurdering skal der tages stilling til om de faktiske dispositioner i forbindelse med den enkelte bilhandel måtte ligge indenfor sædvanlig bilhandlervirksomhed. Det må forstås sådan at normal bilhandlervirksomhed som udgangspunkt søges drevet med overskud for øje indenfor lovgivningens rammer. At mange virksomheder anvender en ulovlig praksis gør det ikke til sædvanlig bilhandlervirksomhed. I den konkrete situation kan det objektivt konstateres, at den anvendte metode ikke ligger indenfor sædvanlig bilhandlervirksomhed.

Ved den subjektive vurdering skal der tages stilling til om bilforhandlerens kendskab til dispositionens karakter afspejler en adfærd, der ligger indenfor sædvanlig og normal bilforhandlervirksomhed. Man kan spørge om bilforhandleren vidste eller burde have vidst om dispositionen lå udenfor normal bilforhandlervirksomhed. I den beskrevne situation må det lægges til grund at bilforhandleren har været vidende om at en sådan konstruktion ville medføre at statskassen blev unddraget registreringsafgift.

Af betænkning nr. 1221 af 1991 side 116 vedrørende det skattemæssige driftsomkostningsbegreb fremgår sammenhængen mellem den naturlige driftsrisiko og den skattepligtiges subjektive adfærd.

"Bedømmelsen af om ansvar for retsbrud, der pådrages under den løbende drift kan anses for udslag af en naturlig driftsrisiko, synes i væsentlig grad, at være præget af moralske overvejelser omkring hvordan man bør drive virksomhed og hvilke risici der sædvanligvis løbes, når man bærer sig fornuftig ad. Som almindelig regel gælder det at fradragsmuligheden er dalende med stigende grad af skyld (dadelværdighed) gående fra hændelig til forsæt."”

Selskabets bemærkninger til SKATs udtalelse

Selskabets repræsentant fremsendte den 23. oktober 2014 bemærkninger til SKATs udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

”Bemærkninger til skatten

Vi vil indledningsvist bemærke, at vi ikke kan følge, at SKAT i deres udtalelser til vores klage karakteriserer forholdet som en ulovlig praksis samt argumenterer for, at ejeren og de ansatte har handlet strafbart, uden denne skyld på nogen måde er konstateret ved rette myndighed.

Det er vores opfattelse, at [virksomhed1] A/S har handlet i fuld overensstemmelse med den lovgivning, der er vedrørende forholdet - vi henviser til ovenfor anførte bemærkninger om registreringsafgiften samt den indsendte klage.

[virksomhed1] A/S har drevet bilforhandlervirksomhed i over 25 år. Hvis [virksomhed1] A/S ikke havde drevet bilforhandlervirksomhed med overskud for øje i disse år, er det vores vurdering, at selskabet sikkert ikke havde eksisteret i dag. Det undrer os derfor, at SKAT antyder, at [virksomhed1] A/S ikke driver bilforhandlervirksomhed med overskud for øje, samt at SKAT objektivt har konstateret,at selskabets måde at drive bilforhandlervirksomhed ikke ligger indenfor sædvanlig drift af bilforhandlervirksomhed.

Det er vores opfattelse, at det er indenfor sædvanlig drift af bilforhandlervirksomhed, at der forhandles med kunder - både købere og sælgere - samt at der indimellem handles biler med tab for at opnå fortjeneste på en anden bil, således der samlet set drives virksomhed med overskud for øje.

Det er vores vurdering, at SKAT anskuer vurderingen alt for snævert, da det aldrig har været den enkelte handel, der skal gennemføres med overskud for øje, men den samlede drift af virksomheden.

Hvis det er den enkelte handel, der skal gennemføres med overskud for øje, vil mange selskaber og virksomheder falde for kriteriet, når de sælger udsalgsvarer eller på anden vis laver "oprydningssalg" af gamle varelagre.

SKAT anfører, at [virksomhed1] A/S anvender en ulovlig praksis i deres bilforhandlervirksomhed. Den eneste offentliggjorte praksis, vi kan finde om dette forhold, er først offentliggjort den 17. oktober 2014, SKM2014.718.LSR, og den går endda imod SKATs opfattelse og giver klager medhold. Det er derfor vores opfattelse, at SKAT henviser til en "ulovlig praksis", der ikke er eksisterende.

SKAT anfører endvidere i deres udtalelse, at [virksomhed1] A/S har udvist en adfærd, der ikke ligger indenfor sædvanlig og normal bilforhandlervirksomhed, og derved var vidende om, at deres "konstruktion" af bilhandlerne ville medføre, at statskassen blev unddraget registreringsafgift, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for den yderligere opkrævede registreringsafgift.

SKAT har dermed tilsyneladende konstateret, at [virksomhed1] A/S med forsæt eller groft uagtsomt har villet unddrage statskassen registreringsafgift. SKAT har derved fastslået, at [virksomhed1] A/S har begået en strafbar handling, allerede inden dette forhold har været behandlet ved den rette myndighed.

Det er vores vurdering, at SKAT går ud over deres beføjelser, men bør afvente en fremtidig dom om det strafbare forhold, før SKAT overvejer, om der er fradrag for den yderligere opkrævede registreringsafgift eller ej. Der skal her henses til, at det på baggrund af praksis fra Højesteret langt fra er i alle tilfælde af grov uagtsomhed, at der skal nægtes fradrag.

Det er derfor stadig vores vurdering, at såfremt Landsskatteretten ikke følger deres egen afgørelse i

SKM2014.718.LSR og tilsidesætter SKATs ændring, så skal [virksomhed1] A/Shave fradrag for den yderligere opkrævede registreringsafgift.”

SKATs yderligere bemærkninger

SKAT fremsendte den 4. juni 2015 supplerende bemærkninger vedrørende de skattemæssige konsekvenser af den yderligere registreringsafgift.

Af bemærkningerne fremgår følgende:

”(...)

I vedlagte notat af 26. marts 2015, har Jura taget stilling til den skattemæssige behandling vedrørende fradragsret for en forhøjelse af registreringsafgift. Jura konkluderer i notatet, at der ikke er fradragsret, hvis det kan godtgøres, at den enkelte bilforhandler har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvilket må underforstås som subjektiv tilregnelse i forhold til unddragelse af afgift.

(...)

Det er i den forbindelse afgørende hvad forhandleren har vidst (direkte forsæt), måtte have vidst (sandsynlighedsforsæt) eller burde have vidst (grov uagtsomhed), om konsekvenserne af at handle biler ved brug de beskrevne metoder, i forbindelse med flytning af avance.

JURAs notat siger intet om i forhold til hvad tilregnelsen skal vurderes. Men JURA konkluderer at projektet ikke i mange sager vil kunne godtgøre at der har været handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Det lægges til grund, at vurderingen må knytte sig til forhandlerens adfærd og overvejelser fra det tidspunkt hvor aftalen om køb og salg af den nye bil indgås til og med angivelsestidspunket.

Der foreligger mindst grov uagtsomhed, hvis en forhandler har tilsidesat alemindelig agtpågivenhed som ansvarlig fornuftig professionel automobilforhandler. I den vurdering indgår at forhandleren som særlig branchekyndig har særlig viden om registreringsafgift og grundlaget for beregningen af registreringsafgift. Herunder at det påvirker afgiftsgrundlaget såfremt avancen flyttes fra den afgiftspligtige del til den afgiftsfrie del. Dette må sammenholdes med branchens generelle opfattelse af at der tale om handel mellem uafhængige parter og hensynet til den frie prisdannelse.

Sagen er sendt til ansvarsvurdering i SKATs juridiske administration, men er her stillet i bero, indtil der foreligger en afgørelse fra Landsskatteretten. Det fremgår ikke af sagen, at der er foretaget en konkret begrundelse og konkluderet noget i relation til den subjektive tilregnelse. Kontrollen har således ikke vurderet om der har været handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Der er ikke henvist til de sagselementer, der ville have kunne underbygge den subjektive tilregnelse. Det er derefter SKATs opfattelse at det er tvivlsomt om begrundelsen er tilstrækkelig i forhold til forvaltningslovens § 24 og om der derved er det fornødne grundlag for at SKATs afgørelse, vedrørende det skattemæssige fradrag kan fastholdes.”

Skattestyrelsens høringssvar

Skattestyrelsen har den 14. december 2021 i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten afgivet en udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

”I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 16. november 2021 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Følgende er indstillet:

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen tiltræder Skatteankenævnets forslag til sagens afgørelse.

Formelt

Sagen udspringer af sagsnr. [...], hvor selve registreringsafgiftskravet er behandlet. De skattemæssige konsekvenser heraf er blevet udskilt til særskilt behandling i denne sag.

Sagsnr. [...] er afgjort den 15. november 2021.

Materielt

Der er tale om klagebehandling for indkomstårene 2011 og 2012.

Vi tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til sagens afgørelse og selve nedsættelsen af Klagers skattepligtige indkomst.

Vi lægger især vægt på Landsskatterettens afgørelse i sagen med sagsnr. [...], der er afgjort den 15. november 2021, som vi henviser til.

Der foreligger ingen talmæssig opgørelse på nuværende tidspunkt, denne vil følgelig blive udarbejdet ved fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Registreringsafgift på biler er en indirekte skat. Sagen drejer sig, om hvorvidt manglende betaling af registreringsafgiften på flere biler, som selskabet betaler på vegne af kunderne, er fradragsberettiget.

Som udgangspunkt er registreringsafgifter ikke en del af selskabets skattepligtige indkomst. Registreringsafgiften kan ikke efteropkræves hos kunderne, skal det vurderes om den yderligere betaling er vedkommende for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Kravet på den yderligere registreringsafgift kan ikke efteropkræves hos kunderne, som allerede har betalt en pris for køretøjet, som var inklusive den korrekte registreringsafgift. Derfor medfører kravet på den yderligere registreringsafgift, at selskabets skattepligtige indkomst skal reduceres med et beløb svarende til det samlede reguleringskrav.

Vi gør opmærksom på det nu ophævede Styresignal SKM 2017.562 SKAT, dette er nu indarbejdet i den juridiske vejledning 2018-1. Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2018-1 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, er styresignalet dog ophævet. Jeg henviser for videre til den juridiske vejledning afsnit I.A.1.5.1.

Kravet om yderligere registreringsafgift betyder altså, at selskabets skattepligtige indkomst skal reduceres med et beløb svarende til det samlede reguleringskrav pr. indkomstår.

Således tiltræder vi den skattemæssige konsekvens for Klager, at den skattepligtige indkomst reduceres med et beløb svarende til den yderligere registreringsafgift (reguleringskravet).”

Selskabets bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar

Selskabets repræsentant har den 20. december 2021 bemærket følgende:

”Med henvisning til vedhæftede kan vi på vegne af klager oplyse, at da Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til ændring af afgørelsen, således at klager opnår skattefradrag for den ekstra opkrævede registreringsafgift, har vi ikke yderligere bemærkninger.”

Landsskatterettens afgørelse

Indledningsvist bemærker Landsskatteretten, at SKATs behandling af de skattemæssige konsekvenser af den yderligere registreringsafgift må anses som værende en genoptagelse af selskabets indkomstopgørelse for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2012. SKAT har i denne forbindelse ikke anset det samlede reguleringskrav for fradragsberettiget i selskabets skattepligtige indkomst. SKAT henviser som begrundelse herfor til statsskattelovens § 6.

Det bemærkes, at registreringsafgiften er en indirekte skat, som selskabet betaler på vegne af kunderne. Registreringsafgiften er således som udgangspunkt ikke en del af selskabets indkomstopgørelse. Avanceoverflytningen har medført, at der er blevet berigtiget for lidt i registreringsafgift, og at selskabet derved har opnået en uberettiget indtægt, mens statskassen er påført et tab.

Kravet på den yderligere registreringsafgift kan ikke efteropkræves hos kunderne, som allerede har betalt en pris for køretøjet, der er indbefattet den korrekte registreringsafgift. Derfor medfører kravet på den yderligere registreringsafgift, at selskabets skattepligtige indkomst skal reduceres med et beløb svarende til det samlede reguleringskrav.

Landsskatteretten ændrer således SKATs afgørelse på dette punkt. Herefter følger det, at selskabets skattepligtige indkomst i det enkelte indkomstår skal reduceres med et beløb svarende til den del af reguleringskravet, som kan henføres til indkomståret.