Kendelse af 28-06-2022 - indlagt i TaxCons database den 31-07-2022

Journalnr. 21-0010859

Skattestyrelsen har anset klagerens fulde skattepligt til Danmark for bevaret efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, da klageren har opgivet sin fulde skattepligt til Danmark ved fraflytningen den 30. juni 2019.

Faktiske oplysninger

Klageren er spansk statsborger. I 2013 etablerede han ”[virksomhed1], S.L” i Spanien.

Klageren flyttede til Danmark med sin hustru og baby i februar 2018 i forbindelse med ansættelse som lønmodtager hos [virksomhed2] A/S. Klagerens ansættelseskontrakt ophørte den 30. juni 2019, hvorefter klageren flyttede til Spanien. Klagerens hustru arbejdede ikke i perioden.

Klageren havde i forbindelse med tilflytningen erhvervet en ejerlejlighed i [by1] på adressen Skt. [adresse1], [by1] I lejligheden boede klageren med sin hustru og deres fælles barn.

Den 1. maj 2019 underskrev klageren en formidlingsaftale med henblik på salg. Aftalen var gældende i 6 måneder fra aftalens indgåelse.

Den 13. juni 2019 solgte klageren sin i Danmark indregistrerede bil.

Den 30. juni 2019 ophørte ansættelsesforholdet, og klageren rejste til Spanien med sin hustru og deres fælles barn. Klagerens repræsentant har i klagen oplyst, at klageren havde til hensigt at etablere bopæl og starte egen virksomhed i Spanien. Klageren har videre oplyst, at han i forbindelse med fraflytningen opsagde alle sine danske bankkonti og abonnementer.

Klageren og dennes hustru underskrev den 30. juni 2019 lejekontrakt for et lejemål i Spanien, og den 1. juli 2019 flyttede de ind.

Den 8. november 2019 oplyste klageren Skattestyrelsen om, at han permanent er fraflyttet Danmark, hvorfor han havde forladt den fulde danske skattepligt fra den 30. juni 2019.

Den 29. august 2019 indgik klageren en fremlejeaftale fra den 1. september 2019 vedrørende ejerlejligheden i [by1]. I aftalen er det oplyst, at lejemålet var sat til salg. Det fremgik ligeledes, at fremlejeren var forpligtet til at acceptere fremvisninger.

Af den fremlagte lejeaftale fremgår følgende vedrørende opsigelse:

”Lejemålet er omfattet af reglerne for fremleje af værelse i lejet bolig og kan endvidere opsiges af fremlejegiver med 1 måneds varsel til den sidste dag i en måned.”

Formidlingsaftalen med ejendomsmæglerkæden [virksomhed3] udløb i januar 2020. Boligen blev herefter taget af markedet.

I januar 2020 indgik klageren en ny lejeaftale med den samme lejer. Af lejekontrakten fremgår blandt andet følgende:

”Lejeforholdet begynder d. 1. januar 2020 og er TIDSBEGRÆNSET og ophører derfor uden varsel og opsigelse d. 31. december 2023.

Tidsbegrænsningen er begrundet i lejers eget ønske, da lejer efter endt lejeperiode ønsker at fraflytte lejemålet, idet lejer ønsker at erhverve fast ejendom. Tidsbegrænsningen er desuden begrundet i udlejers forhold, idet udlejer selv ønsker at benytte ejendommen til helårsbeboelse efter endt lejeperiode.”

Den 29. juni 2020 underskrev klageren den tredje lejekontrakt, denne gang med en ny lejer.

Lejekontrakten var, som den forrige, tidsbegrænset. I kontrakten var følgende indskrevet:

”Lejeforholdet begynder d. 1. august 2020 og er TIDSBEGRÆNSET og ophører derfor uden varsel og opsigelse d. 1. august 2023.

Tidsbegrænsningen er begrundet i lejers eget ønske, da lejer efter endt lejeperiode ønsker at fraflytte lejemålet efter endt studieophold, og derfor ikke ønsker at bebo ejerligheden fremadrettet. Tidsbegrænsningen er desuden begrundet i udlejers forhold, idet udlejer selv ønsker at benytte ejendommen til helårsbeboelse efter endt lejeperiode. Lejer er gjort bekendt med, at udlejer ønsker at ejerlejligheden idet udlejer er udstationeret til Spanien i forbindelse med sit ansættelsesforhold.”

Bindende svar

Den 9. juli 2019 anmodede klageren om bindende svar vedrørende ophør af skattepligt i forbindelse med udrejse.

Den 23. oktober 2019 modtog klageren det bindende svar, som han havde anmodet om i juli 2019.

I det bindende svar modtog klageren blandt andet følgende information:

”Spørgsmål:

1. Ophører min fulde skattepligt til Danmark, hvis jeg udrejser til Spanien, og vores lejlighed sættes til salg ved en ejendomsmægler?

2. Vil det ændre på svaret i spørgsmål 1, hvis jeg udlejer vores lejlighed til den bliver solgt? Skattestyrelsen har omformuleret spørgsmålet i henhold til anmodningens indhold.

Svar:

1. Ja, se dog Skattestyrelsens begrundelse for svaret

2. Nej, se dog Skattestyrelsens begrundelse for svaret”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset klagerens fulde skattepligt til Danmark for bevaret.

I afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Afgørelse: Du er stadig skattepligtig til Danmark Du har udfyldt Skattestyrelsens blanket i forbindelse med, at du er flyttet til Spanien den 30. juni 2019. Skattestyrelsen har afgjort, at din fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Du er fuldt skattepligtig til Danmark, fordi du stadig har en helårsbolig til rådighed i Danmark, efter du er flyttet fra landet. I vurderingen er der lagt vægt på, at du ikke har udlejet din bolig uopsigeligt fra din side af i minimum 3 år og dermed stadigvæk har rådighed over en bolig i Danmark. Der henvises til retspraksis TfS 1992, 316 H. Oplysninger der er lagt særlig vægt på i vurderingen af rådighed over helårsboligen beliggende på Skt. [adresse1], [by1]:

• Salgsaftale indsendt. Ejendommen er ikke længere til salg fra januar 2020 i henhold til oplysninger fra [...dk]. Det bindende svar var forudsat, at salget blev gennemført på et senere tidspunkt.

• Lejekontrakt hvoraf det fremgår, at ejendommen udlejes i 3 år. Lejeperioden kan opsiges fra udlejers side af med 1 års varsel.

• Samtidig fremgår det af lejekontrakten, at du er udstationeret til Spanien og har til hensigt at flytte tilbage til ejendommen ved udløb af lejeperioden.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens fulde skattepligt til Danmark er ophørt ved hans fraflytning til Spanien den 30. juni 2019.

Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. anført følgende:

”Udlejning af ejendommen Skt. [adresse1], [by1]

Det anses som ubestridt, at klager siden d. 1. januar 2020 har udlejet sin ovenstående ejerlejlighed. Lejligheden blev erhvervet af klager i forbindelse med hans arbejde i Danmark. Her bevarede klager tilknytning til Spanien, men som følge af hans erhvervelse af bolig i Danmark, sit generelle ophold samt sin fuldtidsbeskæftigelse i Danmark, indtrådte klager i fuld skattepligt til Danmark.

D. 30. juni 2019 fraflyttede klager Danmark for at flytte tilbage til Spanien for at etablere bopæl og starte egen virksomhed. Dette har klager sidenhen gjort der.

På tidspunktet for klagers fraflytning satte klager lejligheden til salg ved en lokal ejendomsmægler til en markedsmæssig pris og over en normal formidlingsperiode på 6 måneder. Efter udløbet af formidlingsperioden var der ikke udsigt til, at klagers ejerlejlighed kunne afstås med et tilfredsstillende provenu. Prisen var ikke sat urimeligt højt; men der var i den pågældende salgsperiode et større udbud af lignende boliger til salg, end der er nu.

Som følge af det udeblevne salg valgte klager at udleje lejligheden og at afvente, at der efter en periode kunne opnås fuld markedspris. Klager havde derfor ingen interesse i at udleje lejligheden tidsubegrænset. En sådan udlejning kunne binde klager til lejligheden i mange år i tilfælde af, at lejer måtte ønske at blive boende længe. Desuden ville indgåelse af tidsubegrænset lejeforhold til tredjemand medføre, at lejligheden ikke længere ville kunne anses for fri. Dette ville igen medføre, at lejligheden ville skulle værdisættes og finansieres ud fra en rentabilitetsberegning som udlejningsbolig og ikke som en fri bolig.

Dette ville medføre en betydeligt lavere værdisætning og et krav om indfrielse af dele af den på lejligheden hæftende belåning, da denne kun må realkreditbelånes med 80 % af værdien som udlejningsbolig henholdsvis fri bolig. Dette ville selvsagt kunne medføre såvel en uønsket binding samt en utilsigtet likviditetsbelastning og formuetab for klager.

Tidsbegrænsningen blev sat til 4 år. For det første for at opfylde 3-årsreglen i Den juridiske vejledning C.F.1.2.3. For det andet for at give markedet tid til at rette sig, således at klager kunne sælge lejligheden med et tilfredsstillende provenu. Da man indgik lejekontrakten i december 2019, kendte man ikke til de stigninger i lejlighedspriserne, man har set i 2020.

Allerede fordi 3 årsreglen er opfyldt, synes klager at opfylde betingelsen for opgivelse af bopæl jf. C.F.1.2.3, hvilket Skattestyrelsen henviser til i den påklagede afgørelse af 14. januar 2021.

Det kan ikke tillægges betydning, at der i lejekontrakten er en generel henvisning til bestemmelser i Lejelovens § 83. Hele lejeloven er gældende for lejeforholdet. Også § 83 uagtet at udlejning sker for 4 år eller en kortere eller længere periode.

Der er i Lejelovens § 80 stk. 3 indført begrænsninger i muligheden for tidsbegrænsning. Tidsbegrænsning kan herefter alene opretholdes, såfremt der er en gyldig grund hertil. Som eksempler på gyldig grund kan f.eks. være udlejers midlertidige udstationering. Det er imidlertid næppe en gyldig grund for at opretholde tidsbegrænsning på lejeforholdet, at udlejer gerne vil vente med at sælge, til ejendommen har en højere værdi – og derfor har en interesse i tidsbegrænsningen.

Når det fremføres i lejekontrakten, at udlejer senere selv ønsker at benytte ejendommen, er dette alene et udtryk for, at klager ønsker at navigere på en måde, hvormed lejer ville tro, at lejer var forpligtet til at flytte efter endt tidsbegrænsning. Dette har imidlertid ikke nødvendigvis den fornødne tyngde, skulle det komme til en sag om lejers fraflytning. Her vil tidsbegrænsningen under de aktuelle omstændigheder formentlig blive tilsidesat.

Det forhold at klager forsøger at tillempe sig fordele rent lejeretligt, kan man naturligvis godt mene noget om. Imidlertid ændrer det ikke den skatteretlige realitet. Lejligheden er reelt udlejet tidsubegrænset – subsidiært uopsigeligt i 4 år, da klager ikke på noget tidspunkt har haft intention om at benytte lejligheden igen. Derfor er rådighed over boligen opgivet i det fornødne omfang til at statuere udtræden af fuld skattepligt til Danmark for klager.

Der henvises yderligere til, at det ikke anses for at stride imod 3-årsreglen, hvis et lejemål et klausuleret således, at udlejer kan opsige med et kortere varsel end 3 år, såfremt udlejer ønsker at sælge boligen til ny ejer.

Endelig lægges det til grund, at 3-årsreglen er en formodningsregel og ikke et forhold, som skal ses alene eller som nødvendigvis skal fortolkes indskrænkende og udelukke andre situationer.

Af Den juridiske vejledning C.F.1.2.3 under overskriften ”Skæringstidspunkt, når boligen afhændes” nævnes:

”Ophør af bolig er ikke absolut betinget af, at boligen er solgt. Det afgørende er salgsbestræbelser sammenholdt med skatteyders faktiske fraflytning til et andet land... Hvis en person har ydet almindelige salgsbestræbelser, uden at det er lykkedes at afhænde den tidligere bolig... kan det efter omstændighederne tages som udtryk for, at personen – trods det manglende salg – har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet...”

Klager har netop først forsøgt at afhænde boligen, hvilket ikke kunne lade sig gøre til en acceptabel pris – sat i dialog med ejendomsmægler. Klager er dog ubestridt flyttet til Spanien.

Klagers hensigt og adfærd

Et mere centralt forhold for, om skatteyders bopæl i Danmark må anses som opretholdt, er skatteyders hensigt. Af Den juridiske vejledning C.F.1.2.3 fremgår under overskriften ”Rådighed over helårsbolig”:

”I der tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, er dette normalt en tilstrækkelig grund til at anse bopælen for opretholdt, medmindre at skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet ” (min understregning).

Og videre

”Det er en betingelse for at anse bopælen for bevaret, at personen under en eller anden form – helt eller delvist – har rådighed over en bolig her i landet”

Klager har ikke haft rådighed overhelårsbolig i Danmark, idet denne har været og er udlejet.

Der henvises til SKM2011.417.ØLR, hvor en skatteyder, der var fraflyttet til Marokko, ikke ansås at have opretholdt bopæl i Danmark, da den lejlighed, som skatteyder havde boet i, og som var ejet af skatteyders selskab, var udlejet.

Der henvises yderligere til SKM2016.168.BR, hvor byretten anførte, at det er skatteyderen, der skal bevise, at han har opgivet sin bopæl i Danmark. Denne bevisbyrde havde skatteyder i den konkrete sag ikke løftet, fordi skatteyder igen tilmeldte sig folkeregistret med adresse, på sin tidligere adresse i Danmark, fordi skatteyder løbende havde afholdt udgifter til den i Danmark beliggende bopæl, hvor hans kæreste vedblev at have bopæl, og fordi han ikke kunne anvise noget andet land, hvor han havde etableret bopæl.

I denne sag, er klager flyttet til Spanien, hvor klager har etableret varig bopæl og i øvrigt har etableret virksomhed.

Der henvises yderligere til SKM2014.808.LSR, hvor en skatteyder flyttede til USA for at blive ansat på et universitet der. Skatteyder beholdt sin andelsbolig i Danmark. Denne blev udlejet i 2 år (og blev efterfølgende solgt, som det også er klagers hensigt her). Landsskatteretten udtalte i sin begrundelse:

”Bopælsbegrebet efter Kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 er et mere vidtfavnende begreb end blot det at have en bolig. Bopælsbegrebet omfatter således skatteyders tilknytningsforhold i en bredere forstand. Vurderingen må foretages på grundlag af en samlet bedømmelse, hvori både objektive og subjektive kriterier indgår”

Landsskatteretten lagde videre til grund, at skatteyder ikke på noget tidspunkt efter sin fraflytning kunne have anvendt lejligheden, at skatteyder bortset fra lejligheden ikke kunne ses at have haft økonomisk tilknytning til Danmark af betydning, og at skatteyder fortsat opholdt sig og arbejdede i USA.

I den aktuelle sag har [person1] ingen anden tilknytning til Danmark end lejligheden, som udlejes, som han ikke har opholdt sig i siden sin fraflytning, og som han heller ikke agter at skulle opholde sig i. [person1] bor fortsat i Spanien.

Sammenfatning

Det er klagers opfattelse, at han opfylder kriterierne for at kunne anses som udtrådt af fuld skattepligt jf. Kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 ved sin fraflytning d. 30. juni 2019.

Klager har fraflyttet sin lejlighed i Danmark og har indledt normale salgsbestræbelser over en almindelig 6 måneders formidlingsperiode. Da lejligheden ikke blev solgt, valgte klager at udleje denne og vente på et bedre tidspunkt, hvor den kunne sælges.

Klager har udlejet sin lejlighed i Danmark. Der er indsat en tidsbegrænsning på 4 år hvorfor 3-årsreglen som nævnt i Den juridiske vejledning er opfyldt. Det forhold at de henvises til en bestemmelse i lejeloven, som er den relevante regulering for lejeforholdet, kan ikke føre til andet resultat. Endvidere er tidsbegrænsningen ikke lejeretligt gyldig men er alene et udtryk for klagers forsøg på at gøre lejligheden mulig at sælge indenfor en overskuelig årrække.

Lejligheden vil derfor lejeretligt/civilretligt anses som tidsubegrænset udlejet.

Klager har kun haft til hensigt at forlade Danmark for at etablere bopæl og virksomhed i Spanien, hvilket også er sket. Klagers hensigt og adfærd taler således entydigt for, at klagers fulde skattepligt til Danmark er ophørt d. 30. juni 2019.”

Høringssvar

I Skattestyrelsens udtalelse til klagen er det bl.a. anført, at klageren har bevaret sin fulde skattepligt efter hans flytning til Spanien. Derudover fremgår bl.a. følgende bemærkninger til klagen:

”Klagerens fulde skattepligt til Danmark anses for bevaret efter hans flytning til Spanien den 30. juni 2019. Efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, påhviler pligten til at svare indkomstskat til Danmark personer, der har bopæl her i landet. Ved afgørelse af, om betingelsen om bopæl er opfyldt, følges den hidtidige praksis. Der er tale om et bredt tilknytningskriterium, hvor der lægges vægt på både subjektive og objektive kriterier. Praksis viser at den fortsatte rådighed over en helårsbolig spiller en central rolle i forhold til, om skattepligten er ophørt i forbindelse med fraflytning. Ifølge hidtidig praksis vil den fortsatte rådighed over den indtil fraflytningen benyttede bolig, sædvanligvis være ensbetydende med, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes/fremlejes uopsigeligt for udlejeren i mindst 3 år. Denne praksis er støttet på en række afgørelser, bl.a. Landsskatterettens kendelser i TfS 1986.16, TfS 1986.552 og TfS 1987.475. Endvidere kan henvises til UfR 1982.558 HRD, TfS 1987.281 VLD, og TfS 1992.316 HRD. Klager anses ikke for at have udlejet ejerlejligheden beliggende på Skt. [adresse1], [by1] uopsigeligt i mindst 3 år, da der af den indsendte lejekontrakt jf. bilag 13 – lejekontrakt 3 er aftalt følgende opsigelsesvarsel: ”Udlejer har ret til at opsige lejemålet med 1 års varsel jf. lejelovens § 83a. Lejer er bekendt med at udlejer forinden lejemålets begyndelse har anvendt ejendommen som helårsbeboelse.” Samtidig fremgår det af lejekontrakten i bilag 13 – lejekontrakt 3, at klager er udstationeret i forbindelse med sin ansættelseskontrakt og efter endt udstationering har til hensigt selv at benytte ejerlejligheden, hvilket ikke giver anledning til at se bort fra 3-årsbetingelsen som det var tilfældet i TfS 1998.652 LSR. Klager henviser til SKM2014.808.LSR, hvor en skatteyder flyttede til USA for at blive ansat på et universitet der. Skatteyder beholdt sin andelsbolig i Danmark. Denne blev udlejet i 2 år (og blev efterfølgende solgt. Landsskatteretten udtalte i sin begrundelse: ”Bopælsbegrebet efter Kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 er et mere vidtfavnende begreb end blot det at have en bolig. Bopælsbegrebet omfatter således skatteyders tilknytningsforhold i en bredere forstand. Vurderingen må foretages på grundlag af en samlet bedømmelse, hvori både objektive og subjektive kriterier indgår” Lejligheden blev udlejet møbleret. Af kontraktens § 11 fremgår, at lejemålet er uopsigeligt fra udlejers side i 2 år, at lejeperioden ifølge andelsboligforeningens vedtægter højst kan udgøre 2 år, og at foreningens formand har oplyst, at foreningen ikke tillader længere lejeperioder. Endelig fremgår, at lejligheden kan fremvises med henblik på et eventuelt salg efter endt lejemål mod en kompensation til lejeren, hvis lejligheden bliver solgt. Klager fremfører følgende: ”Der henvises yderligere til, at det ikke anses for at stride imod 3-årsreglen, hvis et lejemål et klausuleret således, at udlejer kan opsige med et kortere varsel end 3 år, såfremt udlejer ønsker at sælge boligen til ny ejer.” Af det bindende svar jf. bilag 9 – bindende svar, er der her lagt vægt på og forudsat, at klager og dennes familie er flyttet permanent til Spanien, og at salgsbestræbelserne fortsættes til salget gennemføres, samt at lejligheden er tømt for indbo og at nøglerne er afleveret til ejendomsmægleren. Af klagers indsendte lejekontrakt jf. bilag 13 – lejekontrakt 3, fremgår ikke at opsigelsesvarslet på 1 år, er begrundet i salg af ejendommen men er grundet i udlejers eget ønske om, at benytte det lejede. Der er i lejekontrakten henvist til lejelovens § 83a. Lejelovens § 83a: Andre lejeforhold end de i § 82 nævnte kan udlejeren kun opsige i følgende tilfælde, jf. dog §§ 84 og 88: a) Når udlejeren ønsker selv at benytte det lejede. Af boplysninger fra [...dk] jf. bilag 16 – [...dk], har boligen ikke været til salg på boligmarkedet siden januar 2020. Ud fra de forelagte oplysninger, er der ikke grund til at antage, at ejerlejligheden kan opsiges med andet formål end udlejers egen benyttelse af ejendommen. Klager anses af Skattestyrelsen for fortsat at have rådighed over en helårsbolig i Danmark efter fraflytning. Klagerens fulde skattepligt til Danmark er bevaret efter hans flytning til Spanien den 30. juni 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen har truffet afgørelse ud fra gældende praksis jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.F.1.2.3”

Landsskatterettens afgørelse

Efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, påhviler pligten til at svare indkomstskat til Danmark personer, der har bopæl her i landet.

Bopælsbegrebet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er et mere vidtfavnende begreb end blot det at have en bolig. Bopælsbegrebet omfatter således skatteyderens tilknytningsforhold i en bredere forstand. Vurderingen foretages på grundlag af en samlet bedømmelse, hvori både objektive og subjektive kriterier indgår.

Ved udrejsen den 30. juni 2019 fraflyttede klageren lejligheden på Skt. [adresse1], [by1] Det er en helårsbolig, som havde tjent som bolig for klageren og hans familie. Ejendommen blev forsøgt solgt, og da dette ikke lykkedes, blev den tidsbegrænset lejet ud af flere omgange.

I overensstemmelse med Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.1, skal der ved afgørelsen af, om betingelserne for bopæl er opfyldt, lægges vægt på, om personen ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. Det er både de faktiske boligforhold og de subjektive hensigter, der har betydning for vurderingen. I Landsskatterettens afgørelse i SKM2014.808.LSR, ansås den fulde skattepligt til Danmark for ophørt ved fraflytning på trods af, at boligen i Danmark ikke var udlejet uopsigeligt i mindst 3 år. Af subjektive momenter lagde Landsskatteretten vægt på følgende:

”Retten lægger vægt på, at klageren havde indgået en aftale om ansættelse ved Universitet 2 for en periode på 3 år med mulighed for forlængelse, at arbejdet må have forudsat klagerens tilstedeværelse i USA, at klageren havde en bolig i USA fra den 25. september 2011, at klagerens og B's lejlighed i Danmark blev lejet ud til tredjemand fra den 25. september 2011 i så lang en periode, som andelsforeningen tillod, at lejligheden efterfølgende blev solgt, at klageren ikke på noget tidspunkt efter sin flytning kan have anvendt lejligheden, at klageren bortset fra lejligheden ikke ses at have haft økonomiske interesser af betydning i Danmark og til, at klageren fortsat opholder sig og arbejder i USA.”

Retten finder, at klageren efter udrejsen til Spanien den 30. juni 2019 fortsat har haft rådighed over en helårsbolig i Danmark på adressen Skt. [adresse1], [by1]

Retten finder imidlertid, at det må anses for godtgjort, at klageren i forbindelse med udrejsen til Spanien den 30. juni 2019 havde til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet.

Der er lagt vægt på, at klageren og dennes hustru og deres fælles barn i forbindelse med ophøret af klagerens arbejdskontrakt flyttede alle personlige ejendele og rejste tilbage til Spanien. Dagen efter, den 1. juli 2019, havde klageren og hans familie etableret bopæl i Spanien, hvor klageren tidligere havde drevet selvstændig virksomhed og tidligere havde boet, inden de rejste til Danmark i februar 2018. Det er endvidere tillagt vægt, at klageren i forbindelse med afrejsen har solgt sin i Danmark indregistrerede bil og har opsagt abonnementer og bankkonti.

Der er endvidere lagt vægt på, at klageren i forbindelse med afrejsen har haft til hensigt at sælge lejligheden, idet der blev indgået en formidlingsaftale om salg. At salget ikke skete inden for de 6 måneder, som formidlingsaftalen løb, ændrer ikke på, at klageren havde til hensigt at bosætte sig varigt i Spanien.

Klageren har oplyst, at han ikke har anset lejligheden som en boligmulighed, og at lejekontrakternes klausuler ikke er udtryk for klagerens behov for bopæl i Danmark. Det anses for godtgjort, at tidsbegrænsningerne i lejeaftalerne og klagerens muligheder for at varsle opsigelse har haft til formål at sikre muligheden for at afhænde lejligheden efter fraflytning til Spanien.

Det er endelig tillagt betydning, at klageren ikke anses for at have nogen økonomiske eller personlige interesser af betydning i Danmark udover lejligheden.

Retten finder, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at klageren og hans familie har haft til hensigt varigt at bosætte sig i Spanien. Af den grund anses klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, for ophørt ved udrejsen den 30. juni 2019.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse.