Kendelse af 07-12-2021 - indlagt i TaxCons database den 12-01-2022

Journalnr. 20-0089892

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at klageren derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er oprindeligt fra Polen.

Klageren har været fastansat hos [virksomhed1] A/S (cvr-nummer [...1]) siden 2007 med arbejdssted på adressen [adresse1], [by1].

Klageren har været registreret som skattepligtig til Danmark siden 2007 og har haft bolig til rådighed siden den 12. september 2007. I løbet af indkomstårene 2017, 2018 og 2019 boede klageren på adresserne [adresse2] i [by1], [adresse3] i [by2] og [adresse4] i [by1].

Der er i forbindelse med klagen fremlagt Certificate of Tax Residence fra Polen, som er underskrevet og stemplet. Det fremgår heraf, at klageren i perioden fra den 1. januar 2017 til den 1. oktober 2020 har været skattepligtig til Polen.

I denne periode har klageren, ifølge egne oplysninger, haft en ekstra fridag hver anden uge og rejst til Polen hver weekend af 2 til 3 dages varighed, afhængig af, om det er en uge med ekstra fridag. Klageren har herefter opgjort sit ophold i Danmark til at være 172 dage om året.

Klageren har sin ægtefælle i Polen og en datter i Danmark. I forbindelse med klagen er der fremlagt vielsesattest fra 1992 samt et dokument om bopælsoplysninger, hvoraf det fremgår, at klageren har haft bopæl i Polen i hvert fald siden den 9. juni 2003. Dokumentet er stemplet og dateret den 14. juli 2020.

Ifølge Skattestyrelsens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver indberettet, at klageren har arbejdet henholdsvis 1.613 timer i 2017, 1.719 timer i 2018 og 1.724 timer i 2019. Klagerens løn har herefter udgjort 379.623 kr. i 2017, 406.695 kr. i 2018 og 393.772 kr. i 2019.

Der er i forbindelse med materialeindkaldelsen fremsendt dokumentation for afholdte udgifter til transport og køb i Polen i form af kvitteringer. Kvitteringerne dækker perioden fra januar 2017 til december 2019.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i 2017, 2018 og 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at han derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen.

Af afgørelsen fremgår bl.a.:

”(...)

Du har angivet du har kørt tur/retur til Polen omkring 40 gange hvert år, hvorfor du har taget befordringsfradrag for disse ture. Skattestyrelsen mener din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens § 9C er i Danmark, hvorfor du ikke er berettiget til befordringsfradrag for din transport til og fra Polen. Din sædvanlige bopæl er vurderet til at være i Danmark på baggrund af følgende:

• Du har været i Danmark siden 2007.

• Du har fast bolig i Danmark.

• Du er fastansat hos [virksomhed1]

• Du er medlem af en dansk A-kasse

(...)

Skattestyrelsens kommentar til dine bemærkninger:

Hvor din sædvanlige bopæl er jf. ligningslovens § 9C, afhænger ikke af hvor man selv føler sin sædvanlige bopæl er. Den sædvanlige bopæl jf. ligningslovens § 9C, vurderes ud fra objektive kriterier som fremgår af den juridiske vejledning C.A.4.3.3.1.1.

Din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens § 9C er ikke afhængig af, dit statsborgerskab eller hvor du kan stemme til valg.

Skattestyrelsen fastholder de nævnte ændringer, i det tidligere udsendte forslag.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i Polen, og at han derfor er berettiget til fradrag for befordring mellem Danmark og Polen.

Til støtte for sin påstand har klageren anført:

”(...)

Det drejer sig om befordrigsfradrag for ture til og fra Polen. Jeg fik beskeden, hvor der står at min fradrag kan ikke godkendes fordi en af jeres medarbejder vurderer at min sædvanlige bopæl er i Danmark.

Det er jeg ikke helt enig med det.

Det står i brevet at jeg har boet i Danmark siden 2007 og at jeg er fastansat hos [virksomhed1] - det er rigtigt, men er det kun de krav, som man kigger på når man vurderer, hvor har man sædvanlige bopæl?

Fra hjemmesiden: https://skat.dk/skat.[...]

”...Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I vurderingen indgår forhold som:

• personlig tilknytning

• social tilknytning

• familiemæssig tilknytning

• boligmæssig tilknytning

• opholdenes hyppighed

• tilmelding til folkeregisteret.”

Jeg tror, at her i Danmark er ikke min sædvanlige bopæl, når man læser teksten fra jeres hjemmesiden, står der også andre ting som man skal kigge på når man vurderer hvor er ens sædvanlig bopæl.

Lad os tage punkt efter punkt og ser på min nuværende situation og på det hvor er jeg mest tilknyttet til.

1)	Personlig tilknytning - Personlig er jeg ikke tilknyttet til Danmark på et eller andet måde. Her går jeg kun på arbejde og er hjem resten af dagen og bruge tid til at snakke med min kone over Messenger. Mit centrum for livsinteresser, mine personlige forbindelser er i Polen.

2)

Social tilknytning - jeg er ikke integreret med det danske samfund. Hver weekend bruger jeg til at køre jeg til Polen og bruger min fritid der. Her deltager jeg ikke i kulturelle begivenheder. Jeg snakker lidt dansk og har aldrig tænkt over at bo i Danmark for evigt, derfor har jeg ikke lært den danske sprog. (for at skrive denne tekst fik jeg hjælp).

3)	Familiemæssig tilknytning - Min kone er i Polen og mine kære er også i Polen.

4)	Boligmæssig tilknytning - Jeg har ikke haft en fast bolig her i landet, da jeg skiftede bolig mange gange. Det var en periode, hvor jeg skulle køre fra [by2] til [by1] fordi jeg havde ikke en bolig i området af arbejdet.

Ovenikøbet har jeg bolig i Polen - min fast bolig til rådighed er i Polen. Det er der, hvor jeg har statsborger. Altså jeg er stadig statsborger i Polen ikke her i landet.

Jeg har altid lejet en lejlighed med mine kollegaer - også nu.

I Polen har jeg en fast bolig med min kone.

5)	Opholdets hyppighed - i Danmark er jeg 4 dage i løbet af uge. 1 dag bruger jeg til at køre frem og tilbage og 2 dage bruger jeg til at være i Polen. I løbet af hele år har jeg i alt 6 uger ferie + 3 uger fra Hensættelse (ekstra optjent timer).

Vi har jo ca. 52 uger i løbet af år så det er nemt at beregner.

52 uger - 9 uger (ferie) = 43 uger.

43 uger * 4 dage (i Danmark) = 172 dage i Danmark

43 uger * (1dag til rejser + 2 dage i Polen) = 43 * 3 = 129 er jeg uden for Danmark.

Beregning viser at jeg er 172 dage i Danmark og 129 dage uden for Danmark.

Hver anden uger har jeg ekstra dag (enten fredag eller mandag) fri - det har jeg aftalt med arbejdsgiver. Så det vil sige at jeg er i Danmark 3 dage og uden for Danmark 4 dage i løbet af uge. Det giver helt andet billede af hvor befinder jeg mig mest.

43 uger i løbet af år arbejder jeg. Hver anden uge har jeg enten fridag eller mandag fri så: 21 uger * 3 dage (i Danmark) = 63 dage i Danmark

21 uger * (1 dag rejser + 3 dage i Polen) = 21 * 4 dage = 84 dage uden for Danmark

Her kan I se at jeg befinder mig mest uden for Danmark hvis jeg holder enten fridag eller mandag fri.

6)	Tilmelding til folkeregistrene - Jeg er tilmeldt til det danske folkeregistering fra 2007, samtidig er jeg også tilmeldt til det polske folkeregistering, dvs. at dette kan ikke tæller med at min sædvanlig bopæl er i Danmark.

Jeg har sendt et dokument i 2007 hvor der står at jeg er timeldt til det polske land (certicate of fiscal residence CFR-1 - Jeg vedhæfter det dokument også nu fra 2020.)

I brevet står det også at jeres medarbejde har vurderet at min sædvanlig bopæl er i Danmark fordi:

Fast arbejde - det er kun arbejde ikke mere og jeg er i Danmark kun pga. arbejde.

Fast bolig - den har jeg også i Polen så jeg tror det er et dårligt argument.

Tilmelding til a -kasse - jeg tror at det ikke peger tydeligt på hvor er min sædvanlig bopæl. Jeg betaler det danske a-kasse fordi jeg vil sikre mig økonomisk når jeg bliver fyret - især nu når vi er ramt af coronavirus pandemi og situation ændrer sig markant hele tiden. Og det med at jeg betaler den danske a-kasse betyder ikke på, at jeg bliver i Danmark efter jeg bliver fyret. Fordi nu som EU-borger har man mulighed for at søge job i Polen mens jeg får dagpenge fra Danmark. Så her skal man læse reglerne godt før man vurderer om den danske a-kasse er afgørende hvor man har sin bopæl. Jeg tror at det argument tæller hellere ikke mod hvor er min sædvanlig bopæl.

Jeg håber, at I træffer den rigtige løsning vedr. min sag og at I lægger mærker til mine bemærkninger.

Jeg har valgt at skrive den klage, fordi den sagsbehandler som har truffet afgørelsen kunne ikke forklare mig hvorfor jeg ikke er berettiget til befordrigsfradrag for min transport til og fra Polen. For det første så har han ikke svaret på det tlf. nr. som står i brevet. Jeg har så ringet til skats hovednumre, hvor de har bedt [person1] at kontakte med mig. Da vi har snakket sammen, kunne han ikke argumenter for det afgørelsen. Det eneste kan kunne sige var, at det er hans vurdering.

Så nu forsøger jeg igen at sende mine bemærkninger og argumenter for at min sædvanlig bopæl ikke er i Danmark.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten finder, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2017, 2018 og 2019, da han siden den 12. september 2007 har haft en bolig til rådighed her i landet, hvor han har taget ophold i forbindelse med erhvervelsen af lønindkomsten, og desuden har været tilmeldt det danske folkeregister.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen, idet hans ægtefælle bor i landet, og da han har været skattepligtig til Polen, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i den dansk/polske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst.

Da klageren efter det oplyste har haft fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser.

Det følger af kommentarerne til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst om skattemæssigt hjemsted, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, i hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

Klageren har stærke økonomiske forbindelser til Danmark. Retten lægger herved vægt på, at klageren har været registreret i det danske folkeregister med adresse i Danmark siden den 12. september 2007, og at han ifølge skatteoplysningerne har været ansat af [virksomhed1] A/S i hvert fald siden 2007. Klagerens økonomiske interesser taler for, at han skal anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår personlige interesser har klageren sin ægtefælle i Polen, som han besøger. Derudover har han en datter i Danmark. Klageren har således overvejende sine personlige interesser i Polen.

Da klageren har haft økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, finder retten, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser. Retten finder derfor, at klageren skal anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b.

Efter praksis medregnes rejsedage, dvs. dage hvor klageren har været i både Danmark og Polen, som ophold i begge stater.

Ifølge klagerens skatteoplysninger indberettede arbejdsgiveren 1.613 timer for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2017, 1.719 timer for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2018 og 1.724 timer i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Retten lægger derfor til grund, at klageren har arbejdet i gennemsnit 3-4 dage om ugen i Danmark.

Klageren har oplyst, at han har været i Polen 2-4 dage hver weekend samt i forbindelse med ferier. Klageren har i den forbindelse fremlagt optælling af opholdsdage og kvitteringer. Retten bemærker, at det ikke fremgår, hvem der har afholdt de udgifter, som fremgår af kvitteringerne. Endvidere bemærker retten, at klageren ikke har medregnet rejsedage som opholdsdage i Danmark.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at det må lægges til grund, at klageren på grund af sin faste ansættelse hos [virksomhed1] A/S har opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen i 2017, 2018 og 2019. Retten finder derfor, at klageren i 2017, 2018 og 2019 må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold i indkomstårene 2017, 2018 og 2019.

Retten henviser til sine afgørelser af henholdsvis den 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603.LSR, og den 15. december 2020, offentliggjort i SKM2021.51.LSR. I begge sager blev en polsk statsborger med familie i Polen, arbejde i Danmark og med bopæl i begge lande anset som hjemmehørende i Danmark.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Efter ligningslovens § 9 C er der kun én sædvanlig bopæl. Ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, er det afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

I de ovennævnte landsskatteretssager fik skatteyderne ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Polen, idet retten fandt, at centrum for skatteydernes livsinteresser var i Danmark, uanset at deres nærmeste pårørende opholdt sig i Polen.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 har været på henholdsvis adresserne [adresse2] i [by1], [adresse3] i [by2] og [adresse4] i [by1] i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 C.

Retten lægger vægt på, at klageren siden 2007 har haft bopæl i Danmark, og at [virksomhed1] A/S indberettede A-indkomst for klageren i perioden 2017, 2018 og 2019. Befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er derfor sket mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdspladsen med adressen [adresse1], [by1].

Retten anser derfor klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg som en privat udgift, der ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.