Kendelse af 05-11-2021 - indlagt i TaxCons database den 14-12-2021

Journalnr. 20-0081956

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2016 Fradrag for renteudgifter	0 kr.	18.250 kr.	0 kr.
Indkomståret 2017 Fradrag for renteudgifter	0 kr.	19.163 kr.	0 kr.
Indkomståret 2018 Fradrag for renteudgifter	0 kr.	20.121 kr.	0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har selvangivet fradrag for renteudgifter vedr. lån optaget hos klagerens børnebørn på 18.250 kr. for indkomståret 2016, 18.250 kr. for indkomståret 2017 og 30.540 kr. for indkomståret 2018.

Skattestyrelsen har oplyst, at børnebørnene ikke har betalt skat i de pågældende indkomstår, og at de dermed ikke er blevet beskattet af renteindtægterne.

Der er fremlagt tre gældsbreve dateret den 7. januar 2016, hvoraf fremgår, at klageren og dennes hustru har lånt følgende beløb af deres tre børnebørn:

Barnebarn 1: 135.000 kr.

Barnebarn 2: 135.000 kr.

Barnebarn 3: 95.000 kr.

Af gældsbrevene fremgår endvidere:

”Beløbet forrentes med 5 % pr. år.
Renten tilskrives lånet hvert år den 31. december.

Betales gælden ikke straks efter påkrav, kan beløbet uden domserhvervelse inddrives på baggrund af dette gældsbrev.

Kvittering for afdrag/eftergivelse skal skriftligt meddeles ved påtegning på nærværende dokument.”

Der ses ikke at være kvitteret for gældens indfrielse på gældsbrevene.

Børnebørnene er født i henholdsvis år 2003, 2005 og 2008, og de var dermed mindreårige på tidspunktet for gældens opståen.

Børnenes far har underskrevet gældsbrevene på deres vegne.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren og dennes ægtefælle over en lang årrække har givet børnebørnene en årlig gave på hver 10.000 kr. Der er fremlagt kopi af børnebørnenes bankbøger og kontoudtog, der viser, at der ved udgangen af hvert af årene 2005-2008 og 2014-2015 er indbetalt 10.000 kr. til såvel barnebarn 1 som barnebarn 2. Det samme gør sig gældende for barnebarn 3, for så vidt angår årene 2009, 2014 og 2015. Efter det oplyste har det ikke umiddelbart været muligt at fremskaffe dokumentation for de øvrige år.

Det fremgår af kontoudtogene, at der den 7. januar 2016 er overført henholdsvis 95.000 kr. og 135.000 kr. fra børnebørnenes konti til klageren og dennes hustru. Det fremgår ligeledes, at der den 11. marts 2019 er overført henholdsvis 111.013,86 kr. og 157.756,54 kr. til børnebørnene.

Børnenes far har overfor Skattestyrelsen oplyst, at renten er tilskrevet saldoen på lånet, således at renten reelt først er udbetalt til børnene i 2019.

Klagerens repræsentant har oplyst, at renten er beregnet på følgende måde:

	rente	5	%
		[Navn udeladt]	[Navn udeladt]	[Navn udeladt]
initielt beløb 7 januar 2016	100,00	95000,00	135000,00	135000,00
2016 år rente	5,00	4750,00	6750,00	6750,00
2016 år i alt	105,00	99750,00	141750,00	141750,00
2017 år rente	5,25	4987,50	7087,50	7087,50
2017 år i alt	110,25	104737,50	148837,50	148837,50
2018 år rente	5,51	5236,88	7441,88	7441,88
2018 år i alt	115,76	109974,38	156279,38	156279,38
aktive dage i 2019 fra 1-1-2019 til 1-3-2019 = 59
2019 år rente for et helt år	5,79	5498,72	7813,97	7813,97
2019 år rente for 59 dage	0,94	888,83	1263,08	1263,08
i alt	116,70	110863,21	157542,45	157542,45

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har nægtet klageren et fradrag for renteudgifter på 18.250 kr. for indkomstårene 2016-2017 og 30.540 kr. for indkomståret 2018.

Som begrundelse herfor er anført:

” Rentefradrag:

Det fremgår af de foreliggende oplysninger (kopi af lånedokumenter som er fremsendt til Skattestyrelsen), at du pr. 7/1 2016 har lånt penge af dine børnebørn således:

[person1] 95.000 kr.

[person2] 135.000 kr.

[person3] 135.000 kr.

Jfr. Værgemålsloven § 42, stk. 2, så kan umyndige ikke påtage sig gældsforpligtelser.

Der henvises i den forbindelse til afgørelse fra Landsskatteretten (SKM2002.436LSR), hvor en far lånte 130.000 kr. af sin mindreårige datter. Afgørelsen anses at være sammenlignelig med lånoptagelsen hos dine mindreårige børnebørn. Landsskatteretten underkendte at faderen kunne fratrække renteudgifterne i forbindelse med lånet, netop med henvisning til at barnet var mindreårigt, hvorfor den indgåede aftale om lån blev anset for ugyldig, og de omhandlede renteudgifter blev anset for ikke-fradragsberettigede.

Det bemærkes at Myndighedsloven som der henvises til i afgørelsen siden er afløst af Værgemålsloven

Landsskatteren udtalte følgende vedr. deres afgørelse:

”Landsskatteretten skal udtale:

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af gæld er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fradragsret er bl.a. betinget af, at der påhviler debitor en reel, retlig forpligtelse til at betale en gæld såvel som en pligt til at forrente denne. Det bemærkes, at der for så vidt angår lån i familieforhold gælder en skærpet bevisbedømmelse.

Det fremgår af sagen, at klageren den 1. marts 1994 har optaget et lån på 130.000 kr. hos sin på dette tidspunkt mindreårige datter. Under henvisning til den dagældende myndighedslovs § 34 må den indgåede aftale anses for ugyldig. Henset hertil finder Landsskatteretten, at der ikke påhviler klageren en retlig forpligtelse i henhold til gældsbrevet, hvorfor de omhandlende renteudgifter ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.”

Din revisor har ved skrivelse af 28. maj 2020, gjort opmærksom på. at Skattestyrelsen fejlagtigt ikke har henvist ligningslovens § 17, idet han har betegnet denne bestemmelse som afgørende for at kunne nægte fradrag for renteudgifter.

Han har ligeledes henvist dels til Ligningslovens § 12, stk. 6 (vedr. løbende ydelser) og kildeskattelovens § 5, stk. 2 (vedr. beskatning af afkast af gaver m.v. fra forældre/bedsteforældre osv.)

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er tale om at du som gave eller arveforskud har påtaget dig gælden (ligningsloven § 17), ligesom der ikke anses at være tale om en ensidigt påtagen løbende ydelse (ligningsloven § 12).

Din revisor henviser yderligere til en dom fra Vestre Landsret af 21. marts 1980. Den sag som afgørelsen omhandler anses ikke at være sammenlignelig med din, idet der var tale om overdragelse af et eksisterende pantebrev vedr. et lån indgået mellem myndige parter, til et mindreårigt barn. Der har således ikke været tale om at der har været disponeret over den mindreåriges formue ved at låne den ud, men alene at den mindreårige ved overdragelsen opnår et tilgodehavende på sin far.

Din revisor har i sine seneste bemærkninger igen henvist til, at idet der er en retlig forpligtelse til at udrede renterne, så skal fradrag herfor godkendes. Hertil må Skattestyrelsen dog tilbagevise påstanden, idet præmissen for at nægte fradragsret jf. afgørelsen i SKM2002, 436 LSR, var at det faktum at den indgåede aftale var ugyldig, medførte at der ikke var en retlig forpligtelse til at udrede renteudgifterne, hvorfor renteudgifterne af samme årsag ikke kunne fratrækkes.

Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at du, som ovenfor nævnt, har lånt penge af dine børnebørn i overensstemmelse med de udfærdigede lånedokumenter/gældsbreve. Idet dine børnebørn er mindreårige, kan de ikke indgå sådanne aftaler lovligt, hvorfor disse, uagtet at der foreligger lånedokumenter herpå, må anses for ugyldige.

Idet lånedokumenterne er ugyldige, påhviler der ikke dig nogen retlig forpligtelse i forhold til gældsbrevene, hvorfor de omhandlende renteudgifter ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der er ikke fremlagt nye oplysninger i indsigelse af 25. juni 2020, som kan begrunde en ændret opfattelse af forholdet.

Ligningsfrist

Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 fastsat regler for ”Kort ligningsfrist”.

Reglen gælder kun for fysiske personer med enkle økonomiske forhold jf. bekendtgørelsens §§ 1 og 2.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4 bortfalder den forkortede ligningsfrist, når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., (ordinære ansættelsesfrist), gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, kan en ansættelse korrigeres jf. samme lovs § 27, stk. 1, nr. 5”

Skattestyrelsen har den 11. marts 2021 udtalt følgende:

”Skatteyder har fremlagt dokumentation for at skatteyders børnebørn har oparbejdet de udlånte formuer over en årrække.

Skattestyrelsen skal dog supplerende tilføje, at dette ikke anses at have betydning for sagen. Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om udlån fra mindreårige, og at mindreårige ikke kan indgå sådanne aftaler lovligt, hvorfor disse, uagtet at der foreligger lånedokumenter herpå, må anses for ugyldige.

Idet lånedokumenterne er ugyldige, påhviler der ikke skatteyderen nogen retlig forpligtelse i forhold til gældsbrevene, hvorfor de omhandlende renteudgifter ikke er fradragsberettiget, jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.”

Skattestyrelsen har den 28. april 2021 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling, hvoraf følgende fremgår:

”Vi tiltræder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifterne.

Vi kan ikke tiltræde følgende formulering: ”..., at værgen frit har kunnet disponere herover jf. værgemålslovens § 1, stk. 3 og § 37.” Vi kan foreslå, at formuleringen ændres til: ”..., at værgen på vegne af de mindreårige børn kan underskrive lånedokumenterne og således disponere som anført med retsvirkning jf. værgemålslovens § 1, stk. 3 og § 37.”

Begrundelse for ændring af formuleringen i indstilling til afgørelse:

Vi kan være enige i, at det fremgår af værgemålslovens § 1, stk. 3, at for så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgerne på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender. I henhold til værgemålslovens § 4, stk. 1, pkt. 3, fremgår det dog, at værgerne for mindreårige som udgangspunkt er omfattet af reglerne i § 24, § 25, § 26, stk. 1, §§ 27-32, §§ 33-40 og §§ 42-46. Af karnovs note 3 til § 1, stk. 3 fremgår, at der reelt er temmelig snævre grænser for værgernes råden.

Vi kan endvidere være er enige i, at når de pågældende midler stammer fra gaver fra klageren og denne hustru, så er midlerne omfattet af værgemålslovens § 37. Når midlerne er omfattet af værgemålslovens § 37 formodes det, gavegiver har fraveget tilsyns-, forvaltnings- og anbringelsesreglerne, med mindre gavegiver har bestemt, at midlerne skal være omfattet af disse regler. Når midlerne er omfattet af værgemålslovens § 37, er værgerne for mindreårige ikke omfattet af reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39. Værgerne vil dog fortsat være omfattet er reglerne i § 24, § 25, § 26 stk. 1, § 27, § 31, § 32, § 33, § 34, § 35, stk. 2-4, § 37, § 38, § 40 og §§ 42-46.

På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at vi ikke kan være enige i udtalelsen om, at værgerne frit har kunnet disponere over midlerne, idet værgerne er begrænset af førnævnte regler i værgemålsloven.

Vi er således enige i konklusionen, at værgen kan gennemføre den pågældende disposition med retsvirkning. Men vi er ikke enige i formulering ”frit har kunnet disponere”. Vi skal derfor foreslå, at sætningen vendes om, således at der alene tages stilling til, at den konkrete disposition har retsvirkning.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til et fradrag for renteudgifter på 18.250 kr. for indkomståret 2016, 19.163 kr. for indkomståret 2017 og 20.121 kr. for indkomståret 2018.

Til støtte herfor er anført:

”Skattestyrelsen har for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 nægtet fradrag for renter vedr. lån fra mindreårige børnebørn, jf. statsskattelovens § 6 e og værgemålslovens § 42, stk. 2, da mindreårige ikke kan påtage sig en gældsforpligtelse samt en afgørelse fra SKM 2002, 436.

Det er vores opfattelse, at der skal godkendes fradrag for renteudgifterne vedr. lån fra henholdsvis [person1], [person2] og [person3].

Skattestyrelsen har henvist til værgemålslovens § 42, stk. 2 samt SKM 2002, 436 LSR. Denne afgørelse giver alene udtryk for, at låneaftalen var ugyldig, og at der ifølge gældsbrevet ikke var en retlig forpligtelse til at betale renter.

Det er således vores opfattelse, at gældsforholdet opfylder betingelserne for rentefradrag, selv om aftalen kan være civilretlig ugyldig, så er det ikke diskvalificerende for fradragsret i skatteretten. Det er således ubestridt, at der er ydet lån fra børnebørnene, som har haft de lånte beløb som indestående på deres respektive konti. Pengene er herefter udlånt, og renten er beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Gælden påhviler endvidere [person4].

Således har man i Vestre Landsrets dom af 21. marts 1980 (skd. 1981.53D) godkendt fradrag for renteudgifter i en sag, hvor der påvirkede en forpligtelse til at betale gælden. Sagen omhandlede en faders fradrag for renteudgifter iht. Et pantebrev, som han havde udstedt til sin svigerfader, men som svigerfaderen havde foræret til det umyndige barnebarn, der herefter var kreditor på pantebrevet. Ved gaveoverdragelsen var det ikke bestemt, at gaven skulle holdes uden for overformynderiets bestyrelse, og statsamtet havde ikke godkendt faderens dispositioner med hensyn til pantebrevet. Landsretten fandt, at der påhvilede klageren en forpligtelse over for datteren i overensstemmelse med pantebrevets indhold, og at han derfor retligt have været forpligtet til at betale de omhandlede renter. Uanset at reglerne om værgens beføjelser og pligter muligt var tilsidesat, fandtes faderen at være berettiget til fradrag for renteudgifter i henhold til pantebrevet

At skattestyrelsen ikke finder disse sager sammenlignelige, fordi der alene er tale om overdragelse af et eksisterende pantebrev, stemmer jo ikke overens med præmisserne i afgørelsen fra Vestre Landsret. I disse sager handler det om, om det er godtgjort, at der er en retlig forpligtelse til at udrede rentebeløbene i overensstemmelse med pantebrevenes indhold.

Tilsvarende har Højesteret i nedenstående afgørelse godkendt, at skatteyder beviste, at der var en retlig forpligtigelse til at betale renter hvorfor der var rentefradrag:

TfS 1999, 404 HR

I 1992 og 1993 havde A fratrukket renter vedrørende lån optaget hos nærtstående. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte A's forklaring om, at der ved udgangen af 1993 fortsat var en tilbagebetalingsforpligtelse.

Skattestyrelsen har på intet tidspunkt bevist, at skatteyder ikke har en retlig forpligtelse til at betale renterne, men alene henvist til at låneforholdet var ugyldigt.

Det er dog vores opfattelse, at barnets udlån til bedsteforældrene ikke er ugyldig. Når de midler det umyndige barn udlåner, hidrører fra en gave barnet har modtaget, er der således tilsyneladende ikke samme restriktioner for, hvad midlerne kan bruges til, som hvis midlerne f.eks. er modtaget ved arv. Af familieretshusets hjemmeside fremgår følgende:

https:// [...dk]

Som udgangspunkt er det jo forældrene, der er værge for et mindreårigt barn. Følgende fremgår af familieretshusets hjemmeside:

”Den mindreåriges midler

Værgerne (normalt forældrene) for et mindreårigt barn, skal altid have Familieretshusets forudgående godkendelse til forbrug af den mindreåriges formue. Dette kan f.eks. være, hvis den mindreårige har fået en erstatning eller arv.

Det gælder dog ikke de midler, som den mindreårige har modtaget i gave eller til fri rådighed som friarv ved testamente, eller som den mindreårige efter det fyldte 15. år har tjent ved eget arbejde.

Har barnet/den unge på anden måde indtægter, eksempelvis i form af afkast og udbytte af formue, kan forældre som værger for barnet i passende omfang anvende disse indtægter til forsørgelse af barnet.

Se dog nedenfor om forbrug af indtægt og formue.”

Hvis de nu udlånte midler er erhvervet ved gave er det således tilsyneladende ikke ”ulovligt” at udlåne midlerne til bedsteforældrene. Derved falder skattestyrelsens argumentation for at nægte rentefradragsret hos bedsteforældrene bort

Det er således ikke diskvalificerende for fradragsret iht. Skatteretten, at låneforholdet er ugyldigt. Hvis det kan godtgøres, at der er en retlig forpligtelse til at udrede rentebeløbene i overensstemmelse med gældsbrevenes indhold, så skal der godkendes fradrag for renteudgifterne, jf. statsskattelovens § 6. Det er dog vores opfattelse, at Skattestyrelsen ikke kan anse låneforholdet for ugyldigt, når børnebørnene har det økonomiske råderum til at låne pengene til bedsteforældrene.

Det er således vores opfattelse, at livsarvingen har præsteret en modydelse, der svarer til fordringens værdi, og derfor kan der ikke nægtes fradrag for renteudgifterne, samt da det er bevist, at [person4] har en retlig forpligtelse til at betale renterne.

Skattestyrelsen bør således godkende fradrag for renterne, jf. ovenstående, hvor selv Højesteret har godkendt, at der kan gives rentefradrag, når det er bevist, at der er en retlig forpligtelse til at betale renter.”

Klagerens repræsentant er den 8. februar 2021 fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Dernæst er der nu fremlagt dokumentation for, at børnebørnenes midler er opstået via gaver m.v. over en lang årrække, således at de har haft en likvid formue at låne videre. Som vi også har anført i klagen, så gælder det ikke for mindreårige, at de skal have Familieretshusets forudgående godkendelse til forbrug, når de midler man har modtaget, kommer fra gave eller som friarv ved testamente.

Der foreligger nu således dokumentation for, hvordan formuen er opstået ved gave, og der er også fremlagt dokumentation for, at der skal beregnes rente i gældsforholdet, således at [person4] har et retlig forpligtelse til at betale renter.

Som I kan se af dokumentet, så er lånene tilbagebetalt i 2019 inkl. renter.”

Klagerens repræsentant har den 29. marts 2021 oplyst, at klageren har selvangivet renteudgifter for indkomstårene 2017 og 2018 forkert. Repræsentanten har opgjort renteudgifterne til 19.163 kr. for indkomståret 2017 og 20.121 kr. for indkomståret 2018.

Klagerens repræsentant er den 20. april 2021 endvidere fremkommet med følgende bemærkninger:

”I forslaget finder man det nu tilstrækkeligt godtgjort, at børnenes midler stammer fra gaver fra klageren og dennes hustru, og lægger herefter til grund, at værgen frit har kunnet disponere herover, jf. værgemålslovens § 1, stk. 3 og § 37.

I stedet anfører man nu at lånene i stedet anses for at være motiveret af skattemæssige hensyn, jf. LSRM 1968, 146, hvorfor klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter.

Det har aldrig på noget tidspunkt i sagen været argumenteret for, at lånene anses for at være motiveret af skattemæssige hensyn, men man har i stor stil anfægtet låneforholdet.

Jf. SKM 2021,179 LSR (j.nr. 16-0678795) er vi nu på lige fod med Landsskatterettens afgørelse omkring låneforhold i familieforhold, og at klagerens børn og børnebørn havde erhvervet ret til gavebeløb svarende til de fremlagte skriftlige tilsagn. I samme omgang fandt Landsskatteretten, at et antal fremlagte gældsbreve var udtryk for reelle gældsforhold.

Derfor er det vores opfattelse, at man i denne sag også bør godkende, at der er tale om reelle gældsforhold, hvor klager har påtaget sig et gældsforhold og i den forbindelse forpligtet sig til at betale renter af det lånte beløb. Beløb som klager har investeret i værdipapir og lignende.

Det er således vores opfattelse, at disse låneforhold ikke er motiveret af skattemæssige hensyn, og derfor bør Skatteankestyrelsen godkende fradrag for renteudgifterne, jf. statskattelovens § 6 e og den sammenlignelige sag i SKM2002,436 LSR.”

Retsmøde

Repræsentanten fremhævede, at det nu anses for godtgjort, at børnenes midler stammer fra gaver, og at værgen har kunnet disponere herover.

Herefter anførte repræsentanten, at lånene ikke er motiverede af skattemæssige hensyn, idet der foreligger reelle gældsbreve, hvor klageren har påtaget sig et gældsforhold. Hertil oplyste repræsentanten, at beløbet er investeret i værdipapirer og lignende.

Repræsentanten påberåbte sig SKM2002.436.LSR, SKM2021.179.LSR, Vestre Landsrets afgørelse af 21. marts 1980 (skd. 1981.53D) og TFS1999.404.

Skattestyrelsen fastholdt den tidligere afgivne indstilling. Herefter anførte Skattestyrelsen bl.a., at SKM2021.176.LSR omhandler gaveafgift og derfor ikke kan finde anvendelse i nærværende sag.

Repræsentanten bemærkede hertil, at gældsbrevene i SKM2021.176.LSR var udtryk for reelle gældsforhold.

Adspurgt oplyste repræsentanten, at klageren havde en formue mellem 10 og 15 millioner i perioden 2016-2018, som var placeret i værdipapirer. Repræsentanten oplyste, at årsagen til optagelsen af lån var et ønske om at kunne investere midlerne.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at udgifter til renter kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Fradragsretten er bl.a. betinget af, at der påhviler debitor en reel, retlig forpligtelse til at betale gælden såvel som en pligt til at forrente denne.

Mindreårige kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 1, stk. 2.

For så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgerne på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender, jf. værgemålslovens § 1, stk. 3.

Ved gaver til personer under værgemål finder tilsyns-, forvaltnings- og anbringelsesreglerne i værgemålslovens §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det. Det fremgår af værgemålslovens § 37.

En skattepligtig, der mener sig berettiget til et skattemæssigt fradrag, har bevisbyrden for, at udgiften er fradragsberettiget. Se hertil SKM2004.162.HR, hvor Højesteret udtalte, at der kun kan opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og at bevisbyrden herfor – i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag – som udgangspunkt påhviler skatteyderen.

Efter praksis skærpes bevisbyrden, når der er tale om låneforhold i familiekredse. Der kan bl.a. henvises til Højesterets dom af 1. februar 2011, offentliggjort som SKM2011.97.HR.

I Landsskatterettens kendelse af 6. juni 1968, offentliggjort som LSRM 1968, 146, havde A hvert år udstedt et pantebrev til sine børn og børnebørn på 2.000 kr. og i samme år havde A afgiftsfrit overført 2.000 kr. til hvert barn og barnebarn. Børn og børnebørn var formuende, og havde hævet 2.000 kr. på andre konti til betaling af gældsbrevene. Landsskatteretten fandt, at A ikke kunne foretage fradrag for renter, da A's dispositioner måtte anses hovedsageligt at være motiveret af skattemæssige hensyn.

De i nærværende sag omhandlede renteudgifter hidrører fra lån optaget hos klagerens mindreårige børnebørn.

De fremlagte gældsbreve er underskrevet af børnenes far. Det er dermed ikke børnene men børnenes værge, der har rådet over børnenes midler.

Landsskatteretten finder det tilstrækkelig godtgjort, at børnenes midler stammer fra gaver fra klageren og dennes hustru, og lægger herefter til grund, at låneaftalerne ikke er ugyldige efter værgemålslovens § 1, stk. 3 og § 37.

Henset til at de lånte midler stammer fra gaver fra klageren selv, at beløbet herefter tilbageudlånes til klageren, at beløbene derefter tilbagebetales til børnebørnene, og til at der ikke sker effektiv betaling af renter, finder Landsskatteretten, at der ikke er en sådan realitet i gældsforholdet og forpligtelsen til at betale renter, at der kan ske fradrag for renteudgifter.

Landsskatteretten har ved vurderingen yderligere lagt vægt på, at klagens repræsentant ikke fremkom med en sandsynlig forklaring på, hvorfor lånene blev ydet fra børnebørnene til klager.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse.