Kendelse af 02-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 27-11-2020

Klagerens repræsentant har anmodet om, at klagen til Landsskatteretten over Spillemyndighedens afgørelse af 19. august 2020, hvori Spillemyndigheden tilbagekalder klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater, tillægges opsættende virkning.

Landsskatteretten træffer afgørelse om, at klagen tillægges opsættende virkning.

Faktiske oplysninger

Klageren er et anpartsselskab med branchekode 920000, ”Lotteri og anden spillevirksomhed”, som driver et spilsted med gevinstgivende spilleautomater.

Klageren har ifølge Spillemyndigheden haft tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende automater siden den 17. september 2011. Tilladelsen blev fornyet den 13. september 2016 og løber indtil videre.

Den 6. december 2019 partshørte Spillemyndigheden klageren efter at have konstateret systematiske store underskud på de gevinstgivende spilleautomater gennem en længere periode.

Den 10. december 2019 fremsendte klageren sit partshøringssvar og oplyste, at klageren ikke havde været opmærksom på de store underskud og afviste kendskab til manipulation af automaterne.

Den 12. december 2019 sendte klageren en orientering om, at der var foretaget syn og opdateringer af fire gevinstgivende spilleautomater for at forhindre fremtidig manipulation.

Den 6. januar 2020 traf Spillemyndigheden afgørelse om at tilbagekalde klagerens tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater på baggrund af en mistanke om manipulation af fire konkrete spilleautomater. Spillemyndigheden vurderede, at spilstedet ikke blev drevet på faglig forsvarlig vis.

Den 8. januar 2020 anmodede klagerens repræsentant Spillemyndigheden om at genoptage sagen og lagde i den forbindelse særligt vægt på, at spilstedets bruttospilleindtægt havde været stabilt siden 2016, og at den konstaterede manipulation var et enkeltstående tilfælde.

Den 17. januar 2020 meddelte Spillemyndigheden afslag på genoptagelse med begrundelsen, at betingelserne for ulovbestemt genoptagelse ikke var til stede.

Den 28. januar 2020 anmodede repræsentanten igen om genoptagelse og oplyste, at den medarbejder, der var antaget til at servicere spilleautomaterne, nu var afskediget.

Den 25. juni 2020 genoptog Spillemyndigheden sagen og foretog udtræk i Spillemyndighedens centrale overvågningssystem for perioden fra juli 2017 til december 2019. Spillemyndighedens analyse af dataudtrækket viste, at de fire spilleautomater, der var mistænkt for at være manipuleret, i perioden havde genereret et underskud på 1.850.000 kr., og at de mistænkelige udbetalinger primært skete på ensliggende tidspunkter og dage. Dette bestyrkede Spillemyndighedens vurdering af, at der var sket manipulation af mindst fire spilleautomater, hvorfor klageren blev partshørt med frist den 27. juli 2020.

Den 27. juli 2020 anmodede repræsentanten om fristforlængelse samt fremsendelse af dataudtrækket i et andet format. Samme dag forlængede Spillemyndigheden fristen til den 10. august 2020.

Den 11. august 2020 indsendte repræsentanten partshøringssvar, hvori det blev gjort gældende, at klageren ikke havde haft mulighed for at kontrollere det meget omfattende dataudtræk, idet det fremsendte format ikke lod sig udskrive læsbart. Repræsentanten henviste endvidere til de foranstaltninger, klageren havde iværksat for at forhindre fremtidig manipulation af spilleautomaterne.

Samme dag sendte Spillemyndigheden repræsentanten det ønskede dataudtræk i PDF-format.

Den 13. august 2020 anmodede Spillemyndigheden om kvittering for modtagelse af filerne.

Med sin afgørelse af 19. august 2020 tilbagekaldte Spillemyndigheden klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater efter ikke at have hørt yderligere fra klageren eller repræsentanten.

Klagerens repræsentant har oplyst, at en eventuel afgørelse om, at klagen til Landsskatteretten over Spillemyndigheden ikke har opsættende virkning, vil medføre, at hele klagerens indtjeningsgrundlag bortfalder. Klageren vil således blive nødt til at opsige sine medarbejdere og lukke virksomheden og måske tillige indgive konkursbegæring. Klageren vil ifølge repræsentanten lide et betydeligt økonomisk tab herved. Repræsentanten har yderligere anført, at Spillemyndigheden ikke har konstateret manipulation af spillemaskiner efter de af klageren iværksatte tiltag, herunder syn og opdatering af de mistænkte spilleautomater.

Endelig har repræsentanten anført, at klageren afleverer månedlige opgørelser af bruttospilleindtægten til sin revisor og ikke har været opmærksom på eventuelle større udsving. Klageren har derimod hæftet sig ved at have en stabil positiv indtjening i alle årene 2016, 2017, 2018 og 2019. Bruttospilleindtægten for 2016, 2017, 2018 og 2019 er af klageren opgjort til henholdsvis 3.777.681 kr., 3.245.090 kr., 3.036.067 kr. og 3.181.911 kr.

Spillemyndigheden har anmodet om, at klagen ikke tillægges opsættende virkning, idet det er Spillemyndighedens vurdering, at et spilsted med manipulation i et omfang som det i sagen konstaterede ikke bør være i fortsat drift, og at et spilsted med faglig forsvarlig drift selv ville have opdaget underskuddene på de fire spilleautomater og taget dem ud af brug.

Spillemyndighedens afgørelse

Spillemyndigheden har i sin afgørelse af 19. august 2020 tilbagekaldt klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater, jf. spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3, efter at have konstateret systematiske, store underskud på flere gevinstgivende spilleautomater på spilstedet i perioden fra januar til september 2019.

Det fremgår af afgørelsen, at:

”Spillemyndigheden har truffet afgørelse om at tilbagekalde jeres tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater.

Tilbagekaldelsen gælder fra dags dato.

Konsekvensen for tilbagekaldelse

Driften af spilstedet skal ophøre med det samme

Da Spillemyndigheden har tilbagekaldt jeres tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater, skal I straks indstille driften af spilleautomaterne.

Hvis I fortsætter med at drive virksomhed med spilleautomater, vil det være en overtrædelse af spilleloven. Det kan blandt andet medføre, at hele indtjeningen i perioden fra tilladelsen er tilbagekaldt, vil blive konfiskeret.

Sagens faktiske omstændigheder

I har haft tilladelse till at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater siden d. 17. september 2011. Tilladelsen blev fornyet den 17. september 2016 og løber indtil videre.

Spillemyndigheden konstaterede i oktober 2019, at der igennem en længere periode fra januar 2019 til september 2019 var sket systematiske store underskud på flere gevinstgivende spilleautomater på spilstedet.

Spillemyndigheden partshørte jer den 6. december 2019, da det var Spillemyndighedens vurdering, at de pågældende gevinstgivende spilleautomater var blevet udskiftet eller opdateret, hvis der var tale om faglig forsvarlig drift af spilstedet.

I sendte den 10. december 2019 jeres partshøringssvar, hvori I oplyser, at I ikke har været opmærksomme på de store underskud, og at I benægter kendskab til, at der skulle være sket manipulation af spilleautomaterne. I oplyste endvidere, at I har foretaget foranstaltninger for at forhindre fremtidig manipulation.

Spillemyndigheden konstaterede via Spillemyndighedens overvågningssystem, at der var sket manipulation af flere gevinstgivende spilleautomater. Som tilladelsesindehaver har I pligt til at sikre, at spilstedet bliver drevet på faglig forsvarlig vis. Det var Spillemyndighedens vurdering, der var tale om manglende opfyldelse af denne pligt, såfremt I i perioden ikke havde kendskab til den omfattende manipulationen.

Spillemyndigheden tilbagekaldte jeres tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater den 6. januar 2020, da det var Spillemyndigheden vurdering, at spilstedet ikke blev drevet på faglig forsvarlig vis.

Den 8. januar 2020, anmodede I, via jeres advokat [person1] om, at Spillemyndigheden genoptog jeres sag om tilbagekaldelse af jeres tilladelse. I anmodningen blev der lagt særlig vægt på, at [virksomhed1]’s bruttospilleindtægt (herefter BSI) har været stabilt siden 2016. Anmodningen understregede derudover, at der efter jeres opfattelse var tale om et enkeltstående tilfælde.

Spillemyndigheden meddelte jer den 17. januar 2020 afslag på genoptagelse. Afslaget blev begrundet i, at Spillemyndigheden vurderede, at betingelserne for ulovbestemt genoptagelse ikke var tilstede. Det var Spillemyndighedens vurdering, at de af jer indsendte omsætningstal ikke kunne anses for værende nye oplysninger, der kunne ændre afgørelsen.

Den 28. januar 2020 anmoder I, via jeres advokat [person1], atter Spillemyndigheden om genoptagelse af sagen vedrørende jeres tilbagekaldelse. Det var jeres opfattelse, at Spillemyndigheden burde have lagt vægt på, at BSI’et havde været stabilt siden 2016 og, at [virksomhed1] ApS havde genereret et større overskud i 2018 end de tidligere år. Det var derfor jeres vurdering, at [virksomhed1] ApS ikke burde have opdaget, at flere af de gevinstgivende spilleautomater kørte med store underskud.

Derudover oplyste I, at [virksomhed1] ApS har afskediget teknikeren [person2], som var ansat til at servicere spilleautomaterne. Ifølge det tilsendte ansættelsesbevis var [person2] ansat fra den 24. oktober 2017 og til den 8. januar 2020.

Spillemyndigheden valgte den 25. juni 2020 at genoptage sagen. Genoptagelsen skete på baggrund af de stabile omsætningstal og afskedigelsen af [person2].

På baggrund af de nye oplysninger, foretog Spillemyndigheden udtræk i Spillemyndighedens centrale overvågningssystem for perioden fra juli 2017 og til december 2019.

Spillemyndigheden har herefter analyseret dataene for perioden og fremfundet flere mistænkelige udbetalinger i perioden. Det er Spillemyndighedens vurdering, at manipulationen som minimum er sket på nedenstående fire spilleautomater:

• Down Under, Serie nr. [...]

• Extreme, serie nr. [...]

• Mexican Wheel, serie nr. [...]

• Down Under [...]

Som det fremgår af bilag 1, har de fire omtalte gevinstgivende spilleautomater på intet tidspunkt haft overskud. De fire overstående gevinstgivende spilleautomater har i perioden juli 2017 til december 2019 genereret et samlet underskud på 1.850.000 kr. De mistænkelige udbetalinger sker primært mellem kl. 23:00-24:00 på de samme dage. Der er en del tilfælde hvor der ikke er spilaktivitet på spilleautomaterne hele dagen. Mellem kl. 23:00-24:00, kommer der 20-60 kr. ind i den/de gevinstgivende spilleautomater og efterfølgende sker der udbetalinger på mellem 6.000-22.000 kr. pr. automat. Dvs. der er vundet meget store gevinster med meget små indskud på de samme tidspunkter af døgnet. Dette er ikke typisk for en gevinstgivende spilleautomat.

Dataudtrækkene og sammenstillingen i bilag 1, bestyrkede Spillemyndighedens vurdering af, at der som minimum er sket manipulation af de fire overstående gevinstgivende spilleautomater.

Spillemyndigheden partshørte jer på den bagrund den 25. juni 2020.

Den 30. juni 2020, anmoder jeres advokat [person1] om fremsendelse af dataudtrækket i en udskriftvenlig version. Dataudtrækket var i første omgang sendt i excel-format. Spillemyndigheden afviste denne anmodning, da det tilsendte format må antages at være læsbart og det vil være omfattende for Spillemyndigheden at omformatere filerne til PDFformat. Spillemyndigheden vurderer desuden, at det fremsendte format er det mest brugbare til at fremsøge de relevante informationer.

Den 27. juli 2020, anmoder I, via jeres advokat [person1], om fristforlængelse. Derudover oplyser jeres advokat, at I ikke har mulighed for at kontrollere det af Spillemyndigheden fremsendte omfattende bilagsmateriale, da det ikke er muligt at udskrive i et læsbart format. I anmoder atter om at materialet fremsendes i et andet format. Jeres advokat oplyser desuden, at I har sammenfældende interesser med Spillemyndigheden i, at der ikke sker manipulation med udbetalingerne, da manipulationen i højere grad vil påføre jer tab.

Den 27. juli 2020, udsætter Spillemyndigheden partshøringsfristen til den 10. august 2020. Spillemyndigheden oplyser samtidigt, at bilagene ikke vil blive fremsendt i et andet format end Excel. Spillemyndigheden oplyser, at hvis bilagene omformateres vil bilagene omfatte titusinder sider og arbejdet med omformatering er omfattende. Spillemyndigheden råder jer til at benytte sig af filteringsfunktionerne i Excel.

Spillemyndigheden oplyser desuden, at I som følge af de store udbetalinger betaler væsentligt mindre i afgift.

Den 10. august 2020 modtog Spillemyndigheden jeres partshøringssvar. Heri gør I fortsat gældende, at I ikke har haft mulighed for at kontrollere det fremsendte bilag. Endvidere bemærker I, at I har iværksat flere tiltag med henblik på at minimere risikoen for manipulation af spilleautomaterne.

I pointerer fortsat, at I har sammenfaldende interesser med Spillemyndigheden og at jeres tab konkret består i den del af de manipulerede udbetalinger som ikke tilfalder Spillemyndigheden i form af afgifter.

Spillemyndigheden fremsendte den 11. august 2020 bilagene i PDF-format til jeres advokat. I har ikke reageret på dette. Den 13. august 2020 anmodede Spillemyndigheden om kvittering for modtagelse af dokumenterne. Spillemyndigheden har ikke modtaget kvittering herfor.

Begrundelse

Det er Spillemyndighedens vurdering, at spilstedet ikke bliver drevet på faglig forsvarlig vis. Det skyldes, at Spillemyndigheden har konstateret, at der er sket manipulation af minimum fire gevinstgivende spilleautomater. Som tilladelsesindehaver har I pligt til at sikre, at spilstedet bliver drevet på faglig forsvarlig vis. Det er Spillemyndighedens vurdering, at der er tale om manglende opfyldelse af denne pligt, såfremt I i perioden fra juli 2017 og til december 2019 ikke havde kendskab til den omfattende manipulationen.

De omtalte ændringer som der er foretaget på spilstedet, har ikke ændret på Spillemyndighedens vurdering, selvom Spillemyndigheden på nuværende tidspunkt ikke kan se det samme mønster i udbetalingerne. Det skyldes, at det er Spillemyndighedens vurdering, at hvis I ikke selv har manipuleret med de gevinstgivende spilleautomater, burde I have opdaget de omfattende underskud på de gevinstgivende spilleautomater.. Der er desuden ikke tale om et enkeltstående tilfælde, da de fire gevinstgivende spilleautomater, hver måned siden juli 2017 har haft underskud. (...).

I har yderligere bemærket, at I har sammenfaldende interesser med Spillemyndigheden. Uanset om underskuddene er sket teknisk eller fysisk, har [virksomhed1] ApS betalt væsentligt mindre i spilafgift end hvis manipulationen ikke var foregået. Det er derfor Spillemyndighedens vurdering, at der ikke er sammenfaldende interesser.

I har desuden oplyst, at I som følge af den konstaterede manipulation har afskediget [person2]. Spillemyndigheden skal hertil bemærke, at det ikke ændrer vurderingen af sagen, da den konstaterede manipulation også er sket inden ansættelsen af [person2].

Til orientering skal Spillemyndigheden ligeledes oplyse, at Skattestyrelsen er oplyst om overstående.

Love og regler

Tilladelsen tilbagekaldes efter spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3. (...) ”.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har den 27. august 2020 anmodet Landsskatteretten om at træffe afgørelse

om, at klagen til Landsskatteretten over Spillemyndighedens afgørelse om at tilbagekalde klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende automater tillægges opsættende virkning.

Selskabets repræsentant har til støtte herfor blandt andet anført, at:

”Som advokat for [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], skal jeg herved påklage Spillemyndighedens afgørelse af 19. august 2020, hvor Spillemyndigheden tilbagekalder min klients tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater. Tilbagekaldelsen er sket med henvisning til spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3, som henviser til § 29.

(...)

Indledningsvis skal jeg anmode om, at nærværende klage tillægges opsættende virkning, jf. spillelovens § 51, jf. § 44, stk. 1, nr. 1-3, således at klagers tab begrænses mest muligt.

(...)

Klager har fra Spillemyndigheden modtaget excelark-opgørelse, svarende 6.264 side pdf-sider med udskrifter, som ifølge Spillemyndigheden påviser, at fire navngivne spilleautomater har genereret et stort underskud i perioden fra juli 2017 og til december 2019.

Henset til omfanget af det af Spillemyndigheden fremsendte bilagsmateriale har det ikke være muligt for klager at be- eller afkræfte Spillemyndighedens påstand. Klager kan dog ikke afvise, at der kan have fundet manipulation sted som anført af Spillemyndigheden, da manipulation er velkendt indenfor spilleautomatbranchen, hvor de kriminelle er yderst udspekulerede og dygtige, ligesom der på internettet sælges udstyr til brug for manipulation af spilleautomater.

De omhandlede fire spilleautomater var alle synet og godkendt, men anvendte en (lovlig) ældre version af software, som har vist sig nem at manipulere.

Klager har overfor Spillemyndigheden oplyst og gjort gældende, at han ikke har været opmærksom på de store underskud, hvilket Spillemyndigheden ikke ses at have tillagt vægt ved sin vurdering og afgørelse.

Klager følger – ikke mindst i egen interesse – løbende med i driften af spillevirksomheden og afleverer månedlige opgørelse med BSI-tal til klagers revisor. Klager har ikke været opmærksom på eventuelle større udsving, hverken i negativ eller positiv retning. Klager har derimod hæftet sig ved og konstateret en stabil positiv indtjening i et ellers presset spilmarked. Klagers revisor har ligeledes ikke bemærket eller gjort klager opmærksom på særlige forhold ved klagers indtjening.

Klager opgjort BSI-tallene for 2016, 2017, 2018 og 2019, hvilket ikke er bestridt af Spillemyndigheden, som viser følgende samlede resultater:

2016 = kr. 3.777.681,00

2017 = kr. 3.245.090,00

2018 = kr. 3.036.067,00

2019 = kr. 3.181.911,00

Som det kan påses af de anførte BSI-tal, har klagers spilleautomater i 2019 genereret et større overskud i forhold til 2018.

Kopi af klagers månedsrapporter for 2016, 2017, 2018 og 2019.

Som erhvervsdrivende for egen regning og risiko har klager ingen interesse i at udbetale store gevinster og dermed generere underskud, idet vil være et direkte tab for klager for så vidt angår den del af indtjeningen, som ikke skal afregnes i afgifter. Klager har derfor – uanset Spillemyndighedens benægtelse - sammenfaldende interesser med Spillemyndigheden i, at driften giver overskud, hvilket heldigvis også er tilfældet.

Klager har efter henvendelsen fra Spillemyndigheden, første gang i december 2019, iværksat flere tiltag med henblik på at minimere risikoen for fremtidigt misbrug af spilleautomaterne.

Klager har efter henvendelsen fra Spillemyndigheden i december 2019 fået foretaget ekstraordinært syn og i den anledning fået monteret krypteret programversioner i de fire omhandlede spilleautomater.

Herudover har klager afskediget den medarbejder, [person2], som var antaget til at servicere spilleautomaterne. I den forbindelse skal det bemærkes, at [person2] har været ansat ad flere omgange. Jeg vedlægger kopi af ansættelsesaftale og opsigelse vedrørende [person2], som er sendt til Spillemyndigheden. Jeg vedlægger tillige kopi af tidligere ansættelseskontrakter dateret hhv. 02.05.2013 og 05.09.2016.

Ydermere har klager, for at øge kontrollen med spillestedet og minimere risikoen for fremtidigt misbrug af spilleautomaterne, i januar 2020 nedlagt vekselautomaten, således at veksling af spillemønter til kontante beløb nu sker ved bemandet disk.

Endelig har klager overfor Spillemyndigheden oplyst og dokumenteret, at klagers bestyrer, [person3], siden foråret 2019 har været ramt af alvorligt hjertesvigt og været i medicinsk behandling.

Klagers begrundelse og opfattelse:

Det er klagers opfattelse, at klager og/eller klagers bestyrer ikke tilsidesat sine forpligtelser i forhold til at opdage den af Spillemyndigheden påpegede manipulation af fire spilleautomater, idet klager/klagers bestyrer har haft fokus på den samlede løbende indtjening, som har været positiv. Tilsvarende har klagers revisor, som modtager månedlige opgørelser med BSI-tal ikke bemærket eller gjort klager opmærksom på særlige forhold ved klagers indtjening.

Det er ligeledes klagers opfattelse, at klager og/eller klagers bestyrer ikke tilsidesat sine forpligtelser i forhold til syn af spilleautomaterne eller i forhold til disses indretning.

Derimod må det formentlig antages, at en eller flere spillere har haft held til at manipulere med de omhandlede fire spilleautomater og derved opnået uberettigede udbetalinger til skade for både klager og Spillemyndigheden.

Klager har som følge af Spillemyndighedens iværksat de ovenfor anførte tiltag med henblik på at sikre mod fremtidig manipulation. Spillemyndigheden ses ikke at have konstateret manipulation efter klagers gennemførelse af de iværksatte tiltag.

I lyset af, at der – selvom manipulationen ifølge Spillemyndigheden har foregået over en længere periode - er tale om et enkeltstående forhold, som tillige har påført klager et økonomisk tab, forekommer Spillemyndighedens tilbagekaldelse af klagers tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater meget indgribende og disproportional. Klager har haft tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater siden september 2011.

Tilbagekaldelsen vil, såfremt denne opretholdes, være ensbetydende med, at hele virksomhedens indtjeningsgrundlag bortfalder.

Klager er indforstået med at antage en ny bestyrer og/eller iværksætte yderligere tiltag, såfremt dette vil have betydning for klagens afgørelse”.

Udtalelse fra spillemyndigheden

Spillemyndigheden er den 1. september 2020 fremkommet med følgende bemærkninger til klagen samt anmodningen om opsættende virkning:

”Indledningsvis vil Spillemyndigheden anmode om, at klagen ikke tillægges opsættende virkning, idet det er Spillemyndighedens vurdering, at et spilsted med manipulation i dette omfang ikke bør være i fortsat drift.

(...)

Spillemyndigheden har under sagsforløbet ikke modtaget de af Skatteankestyrelsen tilsendte oversigter over brttospilleindtægten for 2016, 2017, 2018 og 2019.

Spillemyndigheden har i bilag 21 og 22 (BSI oversigt), markeret de fire gevinstgivende spilleautomater med gul som Spillemyndigheden som minimum mener der er manipuleret med. Som det ses på opgørelserne er der som hovedregel store overskud på de gevinstgivende spilleautomater (Netto BSI) i år 2016 og halvdelen af 2017. Fra slutningen af år 2017 og frem til, at Spillemyndigheden partshører [virksomhed1] ApS i december, er der store underskud på de omtalte gevinstgivende spilleautomater. Da [virksomhed1] ApS har benyttet disse opgørelser til sit regneskab er det Spillemyndighedens vurdering, at [virksomhed1] ApS burde have opdaget de store underskud på de enkelte automater. et er dermed fortsat Spillemyndigheden vurdering, at spilstedet ikke har været drevet faglig forsvarligt i en meget periode. Netto BSI i opgørelserne er spilleautomaternes indtjening minus gevinster”.

Supplerende indlæg fra klageren

Selskabets repræsentant har den 15. september 2020 indsendt bemærkninger til Spillemyndighedens udtalelse af 1. september 2020.

Heraf fremgår bl.a., at:

”Indledningsvis skal klager bemærke, at klager over Spillemyndighedens afgørelser efter spillelovens § 44, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 51, som udgangspunkt har opsættende virkning.

Klager finder ikke, at der foreligger omstændigheder som bør føre det, at dette udgangspunkt fraviges i nærværende klagesag. I tilfælde af, at klagen ikke tillægges opsættende virkning, vil klager alt andet lige være nødt til at opsige alle sine medarbejdere og lukke sin virksomhed, og muligvis tillige være nødt til at indgive konkursbegæring. Klager vil den forbindelse lide et betydeligt økonomisk tab.

Ad Spillemyndighedens øvrige bemærkninger:

Klager skal i det hele henvise til og fastholde det i klagen anførte, herunder at hverken klager eller klagers revisor har været opmærksomme på, at nogle af spilleautomaterne har været tabsgivende og muligvis har været manipuleret.

Klager/klagers bestyrer har haft fokus på den samlede løbende indtjening, som har været positiv i hele den omhandlede periode.

På Spillemyndighedens hjemmeside fremgår blandt andet (min kursivering):

”Vores arbejde

Spillemyndighedens virksomhed omfatter administration af lovgivningen om spil, herunder lotterier, væddemål og onlinekasino, gevinstgivende spilleautomater, poker og landbaserede kasinoer.

Vores vigtigste opgaver er således udstedelse af tilladelser til udbud af spil, tilsyn med spiludbyderne og overvågning af spilmarkedet. Andre vigtige opgaver er internationalt samarbejde, ansvarligt spil og vejledning.”

En af Spillemyndighedens funktioner er således at føre tilsyn med spiludbyderene, jf. også spillelovens § 46, stk. 1, og overvågning af spilmarkedet. Det kan derfor undre, at Spillemyndigheden, som løbende og dagligt modtager automatiske indberetninger om omsætning fra blandt andet klagers spilleautomater, først i december 2019 reagerer og kontakter klager.

Som tilsynsmyndighed bør det være muligt og helt naturligt, at Spillemyndigheden reagerer, hvis udvalgte spilleautomater over en længere periode genererer større tab. Såfremt Spillemyndigheden havde reageret i 2016 eller 2017, kunne både klager og Spillemyndigheden have undgået tab, ligesom klager havde haft mulighed for at iværksætte de nødvendige tiltag for at begrænse risikoen for manipulation.

Som bilag fremlægges kopi af Spillemyndighedens informationsmeddelelse af 8. september 2020, hvor Spillemyndigheden konkret advarer mod risikoen for manipulation af visse type spilleautomater. En sådan type meddelelse ses ikke tidligere modtaget fra Spillemyndigheden, men ville have været til stor hjælp for klager.

Som bilag (...) vedlægges udskrift som viser, hvordan klager logger sig ind på [...] og henter sine oplysninger.

Som bilag (...) vedlægges udskrift af hovedtal fra [...] for perioden 1.-13. september 2020, hvor det fremgår, at der er 2 automater som har givet negativ gevinst i perioden, og hvor det samtidig kan ses, at månedens samlede nettoresultat (BSI) er positivt med kr. 194.012.

Som bilag (...) fremlægges hovedtal fra den 12. september 2020, hvor det fremgår, at klager efter modtagelse af Spillemyndighedens informationsmeddelelse har nedlukket 7 spilleautomater. Den 7. spilleautomat er dog nedlukket af anden årsag (afventer at Force skal udføre syn). Af bilaget kan det tillige ses, at hele 7 spilleautomater har givet negativ gevinst den 12. september 2020, mens dagens samlede nettoresultat (BSI) er positivt med kr. 12.885.

De vedlagte bilag viser, at forskellige spilleautomater godt kan give en negativ gevinst samtidig med, at dagens eller periodens samlede nettoresultat er positivt.

De vedlagte bilag viser endvidere, at klager har efterkommet Spillemyndighedens henstilling/påbud om risiko for manipulation”.

Landsskatterettens afgørelse

Når der i det følgende henvises til spilleloven, er dette en henvisning til den dagældende lov om spil, jf. lovbekendtgørelse nr. 1494 af 6. december 2016 og senere lovændringer frem til tidspunktet for Spillemyndighedens afgørelse.

Spillemyndigheden har ved afgørelse af 19. august 2020 tilbagekaldt klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater, jf. spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3, jf. § 29, stk. 1-2.

Det fremgår af spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3 at:

”Spillemyndigheden kan tilbagekalde en tilladelse til udbud af spil, hvis tilladelsesindehaveren eller dennes repræsentant

(...)

3) ikke længere opfylder betingelsen i § 29”.

Af spillelovens § 29, stk. 1-2, fremgår det, at:

”Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til ansøgere, der må antages at kunne udøve virksomhed med spil på økonomisk og faglig forsvarlig vis.

Stk. 2. Tilladelse kan ikke gives, hvis ansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, 85 der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde. ”

Tilbagekaldelsesgrundlaget bygger således på en skønsmæssig vurdering på baggrund af et konkret, individuelt skøn over klagerens forhold og misligholdelsens karakter.

Klagerens repræsentant har anmodet om, at klagen tillægges opsættende virkning, jf. spillelovens § 51, stk. 1.

Det fremgår af spillelovens § 51, stk. 1, at:

”Klager over spillemyndighedens afgørelser om tilbagekaldelse af tilladelser til udbud af spil, jf. § 44, stk. 1, nr. 1-3, har opsættende virkning, medmindre Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen bestemmer andet. ”

Udgangspunktet er således, at klagen har opsættende virkning. Landsskatteretten kan dog vurdere, at der foreligger omstændigheder, der taler for at fravige dette udgangspunkt.

Vurderingen må i mangel af retspraksis og lovbemærkninger foretages ud fra en konkret afvejning af de hensyn, der bl.a. fremgår af Højesterets kendelser af henholdsvis 24. august 1994 og 22. januar 2016, der er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen som henholdsvis 1994.823H og 2016.1526H. Af disse fremgår, at den konkrete afvejning beror på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, klageren kan blive påført, herunder om skaden er uoprettelig. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for påstanden i klagen.

Landsskatteretten bemærker, at opsættende virkning af en klage er en undtagelse i skatteretten. Når det således er anført i spillelovens § 51, stk. 1, at afgørelser om tilbagekaldelser til udbud af spil har opsættende virkning, hvor tilbagekaldelsesgrundlaget bygger på en skønsmæssig vurdering, medmindre Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen bestemmer andet, må det antages, at der allerede er foretaget en generel og principiel afvejning af det offentliges interesse over for hensynet til klageren ved lovarbejdet, og at kun særlige omstændigheder kan tale for at fravige udgangspunktet om, at klagen har opsættende virkning efter § 51, stk. 1.

Endelig bemærker Landsskatteretten, at en afgørelse om opsættende virkning efter sin karakter må træffes hurtigst muligt, hvorfor Landsskatteretten må basere sin vurdering på de oplysninger i sagen, der er umiddelbart tilgængelige.

Det fremgår af afgørelsen, at Spillemyndigheden i december 2019 konstaterede, at der i perioden fra januar til september 2019 til var sket systematiske, store underskud på flere gevinstgivende spilleautomater på spilstedet. Det er Spillemyndighedens vurdering, at faglig forsvarlig drift af spilstedet ville have medført, at de pågældende spilleautomater var blevet udskiftet eller opdateret. Efter partshøring og fremsendelse af nye oplysninger fra klageren valgte Spillemyndigheden den 25. juni 2020 at genoptage sagen og konstaterede, at fire konkrete spillemaskiner på intet tidspunkt i perioden fra juli 2017 til december 2019 havde genereret overskud. De fremsendte oplysninger bestyrkede Spillemyndighedens vurdering af, at der var sket manipulation af gevinstgivende automater, og følgelig at spilstedet ikke drives på faglig forsvarlig vis, idet klageren har afvist at have kendskab til den konstaterede manipulation i perioden. Spillemyndigheden har herefter ved afgørelse af 19. august 2020 tilbagekaldt klagerens tilladelse til at udbyde spil på gevinstgivende spilleautomater, jf. spillelovens § 44, stk. 1, nr. 3, jf. § 29, stk. 1.

Repræsentanten har fremlagt oplysninger om en stabil bruttospilleindtægt igennem perioden 2016-2019 og fremført, at klageren ikke har hæftet sig ved de enkelte spilleautomaters eventuelle udsving. Klageren har desuden efter den første henvendelse fra Spillemyndigheden fået de fire spilleautomater, der er mistænkt for manipulation, ekstraordinært synet og opdateret og siden afskediget den medarbejder, der hidtil havde serviceret spilleautomaterne. Det er herefter repræsentantens påstand, at klageren har iværksat tiltag for at forhindre fremtidig manipulation, og at den konstaterede manipulation er enkeltstående tilfælde, som ikke ses at være fortsat efter de iværksatte tiltag.

De fremlagte udtræk fra Spillemyndighedens centrale overvågningssystem viser, at fire spilleautomater i perioden fra juli 2017 til december 2019 genererede et underskud på 1.850.000 kr. Det er Landsskatterettens foreløbige vurdering, at dette kan indikere manipulation af spilleautomaterne, og at faglig forsvarlig drift af spilstedet ville have ført til, at klageren selv havde opdaget manipulationen og standset den, i stedet for først at reagere på Spillemyndighedens henvendelse. Landsskatteren bemærker, at vurderingen er baseret på de oplysninger i sagen, som er umiddelbart tilgængelige, og at den senere materielle behandling af klagen over tilbagekaldelsen af tilladelsen til udbud af spil kan føre til et andet resultat.

Det offentlige har en interesse i at sikre, at udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater sker på faglig forsvarlig vis og i at standse det tab af afgift, den konstaterede manipulation af maskinerne påfører staten.

Heroverfor står klagerens interesse i at kunne fortsætte sin virksomhedsdrift, mens klagesagen behandles. Repræsentanten har anført, at en fravigelse af udgangspunktet om opsættende virkning af klagen vil medføre, at spilstedets indtjeningsgrundlag bortfalder, hvorfor selskabet må lukke.

Uoprettelige økonomiske konsekvenser for klageren, inden selve klagen over tilbagekaldelsen bliver behandlet af Landsskatteretten, gør klageadgangen illusorisk, hvilket må vægte højere end den omstændighed, at spilstedet i den periode, hvor den materielle del af klagen behandles, muligvis ikke drives på faglig forsvarlig vis med medfølgende tab af afgift for staten.

Landsskatteretten finder på grundlag af en samlet vurdering af ovennævnte omstændigheder, at afvejningen fører til, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet om, at klagen har opsættende virkning.

Klagen tillægges derfor opsættende virkning.