Kendelse af 06-09-2021 - indlagt i TaxCons database den 08-10-2021

Faktiske oplysninger

Klageren har været registreret som begrænset skattepligtig til Danmark siden den 5. juli 2006, og Skattestyrelsen har oplyst, at klageren siden 2012 har været omfattet af grænsegængereglerne.

Klageren havde i de relevante indkomstår bopæl i Tyskland på adressen [adresse1], [by1], hvor klagerens ægtefælle også havde sin adresse registreret. Klageren har oplyst, at han har børn og børnebørn i Tyskland.

Klageren blev ansat hos [virksomhed1] ApS med cvr-nr. [...1] den 26. maj 2009 og har siden da arbejdet hos virksomheden. Klagerens ansættelsesaftale var på 37 timer i ugen, og ansættelsesforholdet var tidsubegrænset. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten, at der kan være tale om skiftende arbejdssteder.

Klageren har oplyst, at han kørte til flere forskellige arbejdssteder, men at afstanden ikke var længere, end at han kunne nå tilbage til sin bopæl i Danmark og overnatte hver dag.

Klageren havde i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 en indtægt fra arbejdsgiveren på henholdsvis 328.563 kr., 362.430 kr. og 322.254 kr.

Klageren har indsendt en oversigt over antal arbejdsdage, samt lavet en beregning af befordringsfradrag/kørsel. Det fremgår heraf, at klageren havde henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i Danmark i indkomstårene 2016, 2017 og 2018.

Klageren har oplyst overfor Skattestyrelsen, at han kørte fra Danmark til Tyskland hver lørdag og tilbage til Danmark om søndagen, og at der er 788 km pr. tur. Klageren har efterfølgende overfor Skatteankestyrelsen bestridt at have sagt dette og anfører, at han plejede at tage til Tyskland om fredagen.

Det er oplyst, at klageren oftest benyttede bil som transportmiddel, men også tog og bus.

Af ansættelseskontrakten vedrørende [virksomhed1] ApS fremgår, at klagerens adresse i Danmark var [adresse2], [by2]. Klageren har endvidere fremlagt lejekontrakt for adressen, hvoraf det fremgår, at der var tale om en lejlighed på 26 m2 bestående af et værelse, og at lejemålet påbegyndte den 1. oktober 2017 og ikke var et tidsbegrænset lejemål. Lejen udgjorde 2.950 kr. pr. måned.

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren har fremlagt dokumentation for, at han betalte husleje på 5.500 kr. pr. måned for en bolig i [by3] i 9 måneder og i [by2] i 3 måneder i 2016, og 10 måneder a 5.000 kr. og 2 måneder a 2.950 kr. i 2017. Skattestyrelsen har derfor vurderet, at klageren ligeledes før oktober 2017, som er den periode, lejekontrakten vedrører, også havde bolig til rådighed i Danmark. Klageren har hertil forklaret, at han har arbejdet permanent i Danmark siden 2010, og at han i løbet af denne tid har haft forskellige overnatningssteder, nogle med en lejekontrakt.

Klageren har i indkomstårene 2016-2018 selvangivet befordringsfradrag med henholdsvis 104.420 kr., 121.156 kr. og 113.951 kr.

I samme indkomstår har klageren endvidere selvangivet henholdsvis 26.200 kr., 26.800 kr. og 20.000 kr. i rejsefradrag.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ansat klagerens befordringsfradrag for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 til henholdsvis 8.945 kr., 13.631 kr. og 12.516 kr. Endvidere har Skattestyrelsen nægtet fradrag for rejseudgifter for alle årene.

Skattestyrelsen har således vurderet, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da klageren anses for at have bopæl til rådighed i Danmark, som han har taget ophold i, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen blandt andet anført:

”1. Befordringsfradrag

For 2016, 2017 og 2018 er det Skattestyrelsens vurdering, at du er berettiget til befordringsfradrag med fra din bopælsadresse i Danmark til dine arbejdssteder.

Skattestyrelsen har modtaget alm. brevpost med materialer fra dig den 22. april 2020. Materialerne består af lejekontrakt, oversigt over arbejdsdag/kørselsdag, låneaftale, udgifter i forbindelse med bolig og en ansættelseskontrakt.

Skattestyrelsen har den 10. juli 2020 sendt et brev til dig, hvor vi foreslår at ændre din skattepligtige indkomst. Den 26. juli 2020 har Skattestyrelsen modtaget en henvendelse fra dig, hvor du giver dine bemærkninger til forslaget. Bemærkningerne fremgår under pkt. 1.2.

Skattestyrelsens kommentarer til dine bemærkninger:

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selvom det daværende SKAT tilbage i 2013 har vurderet, at det ikke var nødvendigt at gennemgå eventuelle materialer i forhold til dine skattemæssige forhold, er det ikke en fremtidig godkendelse af dine skattemæssige forhold, eller en vurdering der gælder fremadrettet. Skattestyrelsen kan i alle tilfælde altid anmode om dokumentation for de indberettede beløb, og en lønmodtager skal i så tilfælde kunne dokumentere, at der er indberettet i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Skattestyrelsen anerkender, at du er EU-borger, men EU-retten gælder ikke i skattemæssige henseender. Skattemæssig lovgivning er fortsat det enkelte EU-medlemslands eget område at lovgive, så længe det ikke strider imod de overordnede EU-retlige principper om arbejdskraftens frie bevægelighed og andre lignende principper. Dertil kommer, at vurderingen om det skattemæssige hjemsted udspringer af en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Tyskland, hvor landene indbyrdes har aftalt, hvordan sådanne sager skal vurderes og behandles.

Du er registreret skattepligtig til Danmark fra den 5. juli 2006, og fra den 26. maj 2009 er du ansat ved [virksomhed1] ApS, og har siden da haft en fuldtidsstilling i Danmark.

Med udgangspunkt i det indsendte materialer og de foreliggende oplysninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at du er fuld skattepligtig til Danmark jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da du anses for at have bopæl til rådighed i landet, som du har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Vi vurderer, at du har været fuld skattepligtig fra den 26. maj 2009.

Du har beregnet befordringsfradrag for kørsel til Tyskland. Du har indsendt oversigt over dage, hvor du har kørt til Tyskland og tilbage til Danmark. Ligeledes har du indsendt oversigt over dage hvor du kører fra din bolig i Danmark til skiftende arbejdssteder.

Det fremgår af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, at man skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor man har en fast bolig til sin rådighed. Hvis man har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal man anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken man har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for sine livsinteresser).

Du har opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da du siden 2009 har haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere har du i hele perioden haft rådighed over en fast bolig.

Dit erhvervsmæssige tilknytningsforhold og dine væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at dit indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. Dette taler for centrum for livsinteresser i Danmark.

Du oplyser i din indsigelse fra den 25. maj 2020, at du har kone, 5 børn og børnebørn i Tyskland. Ligeledes oplyser du at dine økonomiske interesser er i Tyskland da du har lån i en bolig.

Det er givetvis en større økonomisk forpligtelse at købe en ejendom, men når der er tale om ens egen beboelse, så er investeringen en privat interesse, og dermed hører den til de personlige forbindelser. Et boliglån og heraf følgende renteudgifter hører også hertil. Oplysninger taler for, at centrum for livsinteresser er i Tyskland.

Artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst. Af kommentarerne til artikel 4 i denne modeloverenskomst fremgår det, at omstændighederne, der indgår i bedømmelsen af centrum for livsinteresserne, skal bedømmes ud fra en helhed.

På denne baggrund vurderes det, at det ikke kan afgøres i hvilken stat, du har dit centrum for livsinteresser. Omstændighederne, der indgår i bedømmelsen af midtpunkt for livsinteresserne, skal bedømmes ud fra en helhed. En økonomisk tilknytning er ikke ringere eller skal bedømmes lavere end en personlig tilknytning. Ved fastsættelsen af den sædvanlige bopæl og dermed det skattemæssige hjemsted indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed, samt de økonomiske forhold. Listen er i øvrigt ikke udtømmende, og der kan være andre forhold, der skal med i vurderingen.

Det fremgår af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen artikel 4, stk. 2, litra b, at hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat man har centrum for sine livsinteresser, eller hvis man ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal man anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor man har sædvanligt ophold.

Der er lagt særlig vægt på, at du i perioden har haft bolig til rådighed i Danmark, og dertil fremvist lejekontrakt af bolig gældende fra oktober 2017, på adressen [adresse2], [by2]. I lejekontrakten er ikke anført en slut/opsigelsesdato. Du har ligeledes oplyst, at du har faste udgifter forbundet med dit ophold i Danmark i årene 2016 og indtil oktober 2017. Af den fremsendte dokumentation fremgår det, at du har betalt husleje på 5.500 pr. måned for en bolig i [by3] i 9 måneder og i [by2] i 3 måneder i 2016, og 10 måneder a 5.000 kr. og 2 måneder a 2.950 kr. i 2017, som ligeledes fremgår af lejekontrakten.

Dermed er det Skattestyrelsens formodning, at du ligeledes i perioden før oktober 2017, har haft bolig til rådighed. På din ansættelseskontrakt er ligeledes anført adressen [adresse2], [by2].

Du arbejder fast i Danmark, hvor du har en arbejdsuge på 5 dage. Du har redegjort for dagene, hvor du har fratrukket befordringsfradrag. Det formodes, at være kørsel fra din bopæl i Danmark til skiftende arbejdssteder i Danmark. I 2016 er dagene optalt til, at du har kørt 213 dage, i 2017 til 233 dage, og i 2018 til 216 dage. Du har dermed ligeledes opholdt dig i Danmark, i de ovenævnte dage. Dertil kommer yderligere dine ind- og udrejse dage, da disse dage både tæller i Danmark og Tyskland, såfremt du har opholdt dig i begge lande på samme dag.

På baggrund af disse oplysninger er det Skattestyrelsens vurdering, at du opholder dig i langt størstedelen af året i Danmark. Dermed har du sædvanligt ophold i Danmark, da det er her, du opholder dig mest. Dit skattemæssige hjemsted vurderes som følge heraf til at være i Danmark. Af denne grund anses du for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Skattestyrelsen skal hermed gøre opmærksom på, at idet du anses for at være fuld skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her, så omfattes du af globalindkomstprincippet. Dette princip betyder, at al indtægt skal beskattes i Danmark – det gælder også for eventuelle indtægter fra Tyskland eller andre lande.

Globalindkomsten opgøres efter danske regler med fradrag for samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten. Reglerne følger Statsskattelovens § 4, stk. 1 og § 6, stk. 1, litra a.

For årene 2016, 2017 og 2018 vurderes din sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9C, at være i Danmark og rejserne til Tyskland vurderes derfor, at have karakter af ferie eller lignende.

Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 km fra din bopæl i Danmark til arbejdet og retur (over 12 km hver vej). Det er ligegyldigt, hvilket transportmiddel du benytter. Transporten må ikke være betalt af din arbejdsgiver.

Der er godkendt befordringsfradrag for 2016 på i alt 8.945 kr., for 2017 på i alt 13.631 kr. og for 2018 på i alt 12.516 kr. med udgangspunkt i nedenstående satser:

Satserne for 2016:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,99 kr.

over 120 km 1,00 kr. pr. km

Satserne for 2017:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,93 kr.

over 120 km 0,97 kr. pr. km

Satserne for 2018:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,94 kr.

over 120 km 0,97 kr. pr. km

(...)

2. Rejsefradrag

Du er ansat ved [virksomhed1] ApS med cvr nr. [...1] den 26. maj 2009, og du har siden da arbejdet hos samme virksomhed, på en tidsubegrænset kontrakt.

Du bor på adressen [adresse2], [by2], og har indsendt lejekontakt, hvorpå der står oplyst, at du har lejet boligen siden oktober 2017 uden en slutdato. Det fremgår ikke på ansættelseskontakten, at der kan være tale om skiftende arbejdssteder.

Reglerne for rejsefradrag fastlægger, hvornår en person er på rejse (rejsebegrebet).

Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (selvvalgt rejse).

Rejsebegrebet dækker også den situation, hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (tjenesterejse).

Du oplyser i det indsendte materiale, at du køre til forskellige arbejdssteder, men at afstanden ikke er længere, end at du kan komme tilbage til din sædvanlige bopæl hver dag.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at du ikke er omfattet reglerne for selvvalgt rejse, da du ikke er midlertidigt ansat. Det er samtidigt Skattestyrelsens opfattelse, at du er omfattet af reglerne for tjenesterejse, da du har midlertidige arbejdssteder. Skattestyrelsens er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvor dine midlertidige arbejdssteder har været. Du oplyser selv, at du godt kan nå hjem og overnatte.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at der ikke kan beregnes og godkendes noget rejsefradrag for 2016, 2017 og 2018.”

Af Skattestyrelsens høringssvar fremgår:

”Skattestyrelsen har tidligere gennemgået klagerens indkomstår for 2010, og klager oplyser, at vi ikke ønskede at se kvitteringer for kørsel til brændstof og lignende. Dette kan Skattestyrelsen ikke tilslutte sig, da man i afgørelsen for indkomstår 2010 oplyser, at der stilles skærpede krav til sandsynliggørelse af befordringen, og at det er skatteyderen der skal bevise og sandsynliggøre, at der har fundet befordring sted i det påstående omfang.

Klageren henviser endvidere til Skattestyrelsens hjemmeside, ifølge hvilken han anser sig selv som grænsegænger. Skattestyrelsen anser hjemmesiden som vejledende.

Klager oplyser, at han benytter praktiserende læge og sygehus i Tyskland. Skattestyrelsen anser dette for at være personlige interesser. Skattestyrelsen er enig med klageren i, at det taler for, at de personlige interesser er i Tyskland. Ligeledes har klager bolig i Tyskland, hvor ens egen beboelse, er en investeringen som er af privat interesse, og dermed hører den til de personlige forbindelser. Klagers erhvervsmæssige tilknytningsforhold og hans væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. Dette taler for, at centrum for livsinteresser er i Danmark. Dermed kan centrum for livsinteresser ikke vurderes, da en økonomisk tilknytning ikke er ringere eller skal bedømmes lavere end en personlig tilknytning.

Skattestyrelsen fastholder vurderingen af, at klageren er fuld skattepligtig her i landet jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da klager anses for at have bopæl til rådighed i landet, som klager har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Samtidigt fastholdes det, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende her grundet sædvanligt ophold jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2, litra b. Skattestyrelsen vurderer, at klagers personlige forbindelser taler for, at han har centrum for livsinteresser i Tyskland, mens klagers økonomiske forbindelser taler for, at centrum for livsinteresser er i Danmark. Derfor skal skattemæssigt hjemsted vurderes ud fra sædvanligt ophold, og Skattestyrelsen vurderer her, at borgeren sædvanligvis opholder sig i Danmark. Befordringsfradrag for kørsel til Tyskland kan ikke godkendes, da det anses for at være ferie eller lignende. Der henvises desuden til begrundelsen i afgørelsen dateret den 31. juli 2020.”

Skattestyrelsen har i deres erklæringssvar til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling anført følgende:

”Skattestyrelsen har i afgørelse af 31. juli 2020 anset klager for fuldt skattepligtig til Danmark, nedsat klagers befordringsfradrag og nægtet fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 2016-2018.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Skattepligt

Klager har i de påklagede indkomstår haft bolig til rådighed i Danmark, hvilket understøttes af en fremlagt lejekontrakt og huslejebetalinger. Skattestyrelsen fastholder derved, at klager er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da klager ligeledes har haft bopæl i Tyskland, foreligger der en dobbeltdomicilsituation. Hvorvidt klager er hjemmehørende i Tyskland eller Danmark skal derfor vurderes efter § 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Da klager har bopæl i begge lande foretages vurderingen med udgangspunkt i, hvor klager har centrum for sine livsinteresser, og hvor klager almindeligvis opholder sig.

Skattestyrelsen fastholder efter en konkret vurdering, at klager er hjemmehørende i Danmark. Dette er henset til, at klagers økonomiske forhold og varigheden af ophold i landet taler herfor.

Klager kan således ikke beskattes efter grænsegængereglerne, der følger af kildeskattelovens §§ 5 A-D, idet han anses som fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Befordringsfradrag

Det følger af ligningslovens § 9 C, at der er fradrag for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Efter bestemmelsen er der kun én ”sædvanlig bopæl”, hvor det afgørende er, hvor klager har centrum for sine livsinteresser.

Skattestyrelsen fastholder, at klager i de påklagede indkomstår havde sædvanlig bopæl i Danmark. Dette er henset til, at klager har oppebåret en fast løn i Danmark i en lang årrække, har bolig til rådighed i Danmark, og at han i overvejende grad har opholdt sig i landet.

Skattestyrelsen fastholder ligeledes det opgjorte fradrag mellem bopælen i Danmark og arbejdspladserne.

Rejsefradrag

Klager har i sine bemærkninger til sagsfremstillingen fra Skatteankestyrelsen op- lyst, at ændringen vedrørende rejsefradraget ikke er en del af klagen, hvorved denne del ikke kommenteres yderligere.”

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at han er berettiget til befordringsfradrag i det selvangivne omfang, idet klageren gør gældende, at han ikke skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens bestemmelser. Han skal således anses for hjemmehørende i Tyskland.

Klageren har til støtte for sin opfattelse blandt andet anført, at han bestrider, at hans ”centrum for livsinteresser” skulle være i Danmark, og at hans rejser hjem til Tyskland således skulle have ”karakter af ferie”. Som begrundelse henvises blandt andet til, at hans primære bopæl er i Tyskland, hvor han ejer sit eget hus på 150 kvm boligareal med sin hustru, mens han alene har haft forskellige lejeboliger til rådighed i Danmark. Klageren oplyser at være tysk statsborger og er ikke registreret i det danske folkeregister. Også klagerens læge m.v. befinder sig i Tyskland, idet han ikke benytter sig af det danske sundhedssystem. For så vidt angår den manglende dokumentation henvises blandt andet til, at brændstofkvitteringer fra de påklagede indkomstår ikke ville være læselige i dag alligevel. Der henvises endvidere til, at klageren regelmæssigt skiftede sine køretøjer ud på grund af de høje kilometertal grundet de mange rejser til Tyskland.

Klageren har fremsendt sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at det er en fejl, at det er anført, at klageren har oplyst til Skattestyrelsen, at han plejer at tage fra Danmark til Tyskland hver lørdag og tilbage til Danmark hver søndag. Det præciseres således, at klageren plejede at tage til Tyskland fredag aften. Det påpeges derudover, at klageren fortsat alene anser sig selv for at have ét hjem – også i relation til dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland. Kriterierne, som taler for sædvanlig bopæl i Tyskland, er blandt andet klagerens personlige-, sociale- og familiære relationer, ligesom hyppigheden og de økonomiske forbindelser også kan tale for bopæl i Tyskland. Det fremhæves, at klageren ikke har adgang til læge i Danmark, og at han således er afhængig af tyske læger grundet kroniske sygdomme. Endvidere findes den retspraksis, som Skatteankestyrelsen henviser til, ikke sammenlignelig med nærværende sag. Der anmodes således om fremmøde for Landsskatterettens medlemmer.

Retsmødet

På retsmødet redegjorde klageren for sine påstande og anbringender i overensstemmelse med sine tidligere indlæg. Han pointerede særligt, at han ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, da han ikke er tilmeldt Folkeregisteret, da han har bopæl, ægtefælle og familie i Tyskland, og da han kun har haft lejeboliger til rådighed i Danmark. Han har også haft indkomst i Tyskland, hvorfor både hans personlige og økonomiske interesser er i Tyskland.

Klageren fremlagde:

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark, da han efter det foreliggende har haft en bolig til rådighed her i landet siden 2010.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig. Det forhold, at klageren tidligere har været registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger, er ikke til hinder for, at Skattestyrelsen kan ændre dette, når det sker indenfor fristerne for at foretage en skatteansættelse. Klageren har således ikke opnået en retsbeskyttet forventning om, at klageren kunne anerkendes som grænsegænger, blot fordi det tidligere har været registreret.

Skattepligt – dobbelt domicil

Klageren har ud fra sagens oplysninger både bopæl i Danmark og Tyskland, hvorfor der foreligger en dobbeltdomicilsituation. Det behandles efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Af artikel 4, stk. 2, fremgår følgende:

”Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

Da klageren efter det oplyste havde fast bopæl til rådighed i begge stater, anses han for at have hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunktet for sine livsinteresser.

Det følger af kommentarerne til OECD modellen, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til klagerens familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

Artikel 4, stk. 2, i den dansk/tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD modellen.

I Østre Landsrets dom af 22. december 2006, offentliggjort i SKM2007.135.ØLR, blev en læge, der var bosat i Sverige, anset for fuldt skattepligtig til Danmark, da han fik arbejde og rådighed over bolig her i landet. Skatteyderen var således skattepligtig til begge lande. Skatteyderen havde både stærke økonomiske og personlige forbindelser til Sverige og Danmark. Skatteyderen oppebar størstedelen af sin indkomst i Danmark, hvor han havde en fuldtidsstilling, sommerhus og bolig. Det antages på den baggrund, at skatteyderen sædvanligvis havde ophold i Danmark.

I Landsskatterettens afgørelse af 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603, blev en polsk statsborger, som havde bopæl i både Danmark og Polen samt arbejde i Danmark og familie i Polen, anset som værende hjemmehørende i Danmark og ikke i Polen. Klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark og personlige interesser i Polen. Derudover havde klageren opholdt sig 190 arbejdsdage om året i Danmark, hvilket var længere tid end klageren havde opholdt sig i Polen.

Klageren har siden 2009 haft stærke økonomiske forbindelser til Danmark, og således også i de relevante indkomstår. Han havde i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 en indtægt fra sin danske arbejdsgiver på henholdsvis 328.563 kr., 362.430 kr. og 322.254 kr. Klagerens økonomiske interesser taler dermed for, at klageren skal anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark.

Klageren har dog samtidig også personlige interesser, som er relateret til Tyskland, idet klageren har ægtefælle og børn i landet, som klageren efter det oplyste regelmæssigt rejser hjem til.

Da klageren således har økonomiske interesser til Danmark og personlige interesser i Tyskland, skal klageren herefter anses for at have hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har sit ophold. Det følger af artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Henset til, at klageren har haft henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i 2016, 2017 og 2018, har klageren opholdt sig mere i Danmark end Tyskland i de påklagede indkomstår. Landsskatteretten finder derfor, at klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor klageren sædvanligvis har sit ophold.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren er hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Klageren kan således ikke beskattes efter grænsegængereglerne, der følger af kildeskattelovens §§ 5 A-D, idet klageren anses som fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Efter bestemmelsen er der kun én ”sædvanlig bopæl”. Det er ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. I tvivlstilfælde skal der efter praksis foretages en vurdering, hvori flere momenter skal indgå. I vurderingen indgår momenter såsom personlig, social- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Vurderingen kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatteretten finder, at klageren for de påklagede indkomstår havde sin sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9 C i Danmark. Der er lagt vægt på, at klageren har oppebåret en fast løn i Danmark siden 2009, har haft fast bolig til rådighed i Danmark i en lang årrække, og at han har opholdt sig langt størstedelen af året her i landet.

Klageren har beregnet befordringsfradrag for kørsel til Tyskland. Skattestyrelsen har i stedet godkendt befordringsfradrag for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 med 8.945 kr., 13.631 kr. og 12.516 kr. for klagerens kørsel fra sin sædvanlige bopæl i Danmark til arbejdspladsen. Der ses ikke at være grundlag for at tilsidesætte det af Skattestyrelsen udøvede skøn.

Landsskatteretten stadfæster herefter i det hele Skattestyrelsens afgørelse.