Kendelse af 30-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 28-07-2021

Faktiske oplysninger

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at klageren i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 arbejdede ved [by1] og [by2] Kommune. Klageren har ikke været registreret med virksomhed i de påklagede indkomstår, men hun har i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 haft en salgsreol ved ”[...] [by1]”. Klageren har den 23. april 2020 oplyst til Skattestyrelsen, at hun fortsat havde en stand.

Skattestyrelsen har anmodet klageren om at fremsende bankkontoudskrifter for indkomstårene 2016-2018 samt redegørelse for bankindsætningerne foretaget via MobilePay, ”Reol 380, 381” og ”[...] [by1]” samt øvrige bankindsætninger på bankkonto [...26].

Klageren har til Skattestyrelsen fremsendt bankkontoudskrifter og kommentarer hertil samt fotos.

Skattestyrelsen har i forbindelse med en gennemgang af klagerens bankkontoudtog konstateret løbende indsætninger på klagerens bankkonto nr. [...26]. Klageren har oplyst, at bankindsætningerne fra reolsalgene stammer fra hhv. salg af hendes og samleverens private indbo samt diverse genstande modtaget ved arv fra klagerens afdøde far. Klageren har tillige oplyst, at hun har solgt ud af sit private indbo ved bagagerumsmarkeder samt garagesalg. Herudover har klageren haft en reolstand ved ”reolmarkedet 117”, hvor hun har lejet en stand, reol eller gulvplads, hvorfra klagerens ting er blevet solgt på reolmarkedet til en af klageren fastsat pris. Klageren har ikke fremlagt kvitteringer på købene, boopgørelser, fakturaer m.v.

Skattestyrelsen har i afgørelsen fundet, at klageren har drevet uregistreret virksomhed, samt at en del af bankindsætningerne udgør omsætning i klagerens virksomhed.

De konkrete indsætninger udgjorde 110.095 kr. i indkomståret 2016, 110.222 kr. i indkomståret 2017 og 96.927 kr. i indkomståret 2018. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for driftsudgifter.

Skattestyrelsen har opgjort klagerens overskud af virksomhed således:

Skattestyrelsen har i afgørelse af 4. juni 2020 udarbejdet og vedlagt skemaer med klagerens bemærkninger om de indsætninger, som Skattestyrelsen har anset som omsætning i klagerens uregistrerede virksomhed. Klageren har ikke bestridt de af Skattestyrelsen udarbejdede skemaer.

Af skemaerne fremgår det, at klageren i 2016 har haft 75 indsætninger på i alt 110.095 kr. hvoraf reolsalg udgør 83.829 kr. I 2017 har klageren haft 36 indsætninger på i alt 110.222 kr., hvoraf reolsalg udgør 100.347 kr., og i 2018 har klageren haft 83 indsætninger på i alt 96.927 kr., hvoraf reolsalg udgør 63.165 kr.

For 2016 er indsætningerne blevet opgjort til 14 reolsalg, 30 bagagerumssalg, 4 loppesalg, 13 privat loppesalg, 9 salg af diverse artikler og 5 ukendte salg.

For 2017 er indsætningerne blevet opgjort til 12 reolsalg, 10 bagagerumssalg, 6 salg af diverse artikler og 8 ukendte salg.

For 2018 er indsætningerne blevet opgjort til 11 reolsalg, 55 bagagerumssalg, 4 salg af diverse artikler og 13 ukendte salg.

Klageren har ikke fremlagt yderligere materiale i forbindelse med klagesagens behandling.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ansat et overskud af uregistreret virksomhed og har herved forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 88.076 kr. for indkomståret 2016, 88.179 kr. for indkomståret 2017 og 77.543 kr. for indkomståret 2018.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Vi forhøjer din indkomst efter statsskatteloven § 4 på baggrund a beløb, som er indbetalt på din bankkonto. Beløbene beskattes efter personskattelovens § 3. Vi anser dig ikke for at have selvangivet fyldestgørende efter skattekontrollovens § 1, hvorfor vi har foretaget et skøn efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 indtil 2017 og derefter samme lovs § 74, stk. 1.

I vores skøn har vi lagt indsætningerne på din bankkonto til grund.

Vi har opgjort de beløb, der er indbetalt på din bankkonto [...26] - [...] til følgende:

Beløbene er hentet fra bilag 1 vedrørende andre salg og bilag 2 vedrørende reol-salg. De samlede beløb til beskatning er 80 %, jævnfør momslovens § 27, af det beregnede salg i alt, idet vi forudsætter salgspriserne er med moms.

Vi beskatter dig af beløb, der er, indsat på din konto. Beløb som vi anser for at stamme fra erhvervsmæssig virksomhed. Vi har undtag t beløb, som vi skønner at være sædvanlige transaktioner mellem

samboende, familie og venner med beskattede midler på baggrund af dine bemærkninger til indsætningerne.

Vi anser dig for at drive erhvervsmæssig virksomhed, fordi du konstant siden juli 2016 og også i dag har en salgsreol hos et reolmarked, hvorfra du sælger varer og sætter varer til salg flere gange om ugen. Du har solgt for over 100.000 kr. om året i gennemsnit i årene 2016, 2017 og 2018.

Samlet set lægger vi hyppigheden, intensiteten og omfanget af salget til grund for vores konklusion om, at du driver erhvervsmæssig virksomhed.

Vi anser ikke de indsendte fotos som værende dokumentation for, at det er dit og din samlevers private indbo samt arv fra din far, som du sælger. Du har således ikke bevist, at de solgte genstande er private indbo, da vi ikke har modtaget kvitteringer på købene, en boopgørelse eller anden dokumentation for, at beløbene ikke er skattepligtige eller allerede er beskattet, hvilket også gør sig gældende i afgørelsen i SKM2017.143.ØLR og SKM2008.905.HR.

Efter vores vurdering er det usædvanligt, at man kan sælge indbo fra en almindelig husholdning for beløb i den størrelsesorden over en årrække.

Vi har ikke modtaget dokumentation for køb, derfor har vi ikke skønnet fradrag for køb efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at de ansatte overskud af virksomhed i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 skal nedsættes til 0 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren skal tildeles et skønsmæssigt fradrag for varekøb i forbindelse med Skattestyrelsens opgørelse over overskud af virksomhed i indkomstårene 2016, 2017 og 2018.

Klagerens repræsentant har til støtte for sine påstande anført følgende:

”(...)

2. FAKTISKE OPLYSNINGER

Klager har i de omhandlende indkomstår solgt ud af hendes private indbo. Indboet bestod blandt andet af genstande, som Klager havde modtaget fra hendes fars indbo efter hans død i 2009.

Derudover har klager solgt sit indbo fra bodelingen efter hendes skilsmisse i 2007 samt hendes samlevers indbo. Klager og hendes samlever fik fælles adresse i 2017.

Særligt vedrørende indbo efter skilsmisse

Klager blev skilt i 2007 og fraflyttede hendes “gamle” liv med det halve indbo. Det meste blev pakket i kasser og sat på loftet i Klageres nye hjem. Indboet var for Klager præget af mindre gode minder, og blev således aldrig taget i brug igen. Da Klager i 2010 købte sit eget hus, blev kasserne flyttet med dertil, hvor de blev opmagasineret i husets kælder.

Særligt vedrørende indbo som Klager arvede efter hendes far

Klager har oplyst, at hendes biologiske far døde i 2009. Han boede på [by3] i [by4] og Klager fik først kontakt med ham, da hun var voksen for 28 år siden. Klager har forklaret, at hendes far boede i et pænere hjem, og at han gennem sit liv havde tjent og ikke mindst brugt mange penge. Han var ifølge Klager en samler, som havde smag for dyre ting: ægte tæpper, dyre møbler, kongeligt porcelæn, WG vaser og meget andet. Klager har forklaret, at hun ikke så hendes far op til hans død. Hans kone døde på tragisk vis og han selv “forsvandt” på en måde, og efter lang tid uden kontakt blev Klager kontaktet af en psykiatrisk læge, som fortalte, at hendes far var indlagt og havde været det længe. Hans lejlighed på [by3] var pakket ned og opmagasineret, og han blev efter sin udskrivelse, visiteret til en plejebolig, hvor han boede indtil han døde i sommeren 2009. Klager var enearving efter sin far og i hans papirer fandt hun adressen på et lager, hvor hans tidligere hjem var opmagasineret. Ligeledes stod der fyldte kasser med indbo hos en gammel ven af hendes far. Klager var nødt til at leje en lastbil for at få fragtet alle tingene hjem til [by1].

Klager havde på tidspunktet ingen ide om, hvad hun skulle gøre med tingene og placerede dem derfor på hendes loft. Her blev de stående indtil de igen blev flyttet. Denne gang til kælderen i hendes nye hus, hvor hun bor sammen med hendes kæreste.

Klagers kæreste var også skilt, og havde, ligesom klager, et halv “hjem”/indbo med i bagagen. Dette blev også opmagasineret i Klagers kælder.

Særligt vedrørende Klagers salg af det omhandlende indbo

Klager begyndte at sælge ud af hendes indbo i sommeren/efteråret 2016, da hun fik øje på “reolmarkedet 117”. Indbo tilhørende klagers kæreste er ligeledes blevet solgt på markedet.

Salget er foregået på den måde, at Klager har lejet en stand, reol eller en gulvstand, for et af reolmarkedet fastsat beløb i en nærmere fastlagt periode. Klager har hertil fået udleveret klistermærker med sin reols/gulvstands nummer, hvorpå Klager kunne skrive den pris, som hun ønskede at få for den enkelte ting. Når en person købte en af Klagers ting, så betalte vedkommende ved kassen på reolmarkedet. Klager fik i den forbindelse en opgørelse over salg, som typisk kom én gang om måneden. Reolmarkedet tog typisk en kommission på mellem 10 % og 12,5 % af salgsprisen.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse anset Klager for at drive erhvervsmæssig virksomhed i forbindelse med hendes salg af privat indbo. Styrelsen har i den forbindelse gennemgået hendes kontoudtog og lavet en opgørelse over indtægter fra salget. Opgørelsen viser, at Klager har solgt ting for over 100.000 kr. om året i gennemsnit i årene 2016, 2017 og 2018. Skattestyrelsen har i forbindelse hermed vurderet, at det er usædvanligt, at man kan sælge indbo fra en almindelig husholdning for beløb i den størrelsesorden over en årrække.

Klager er uenig med Skattestyrelsens afgørelse, hvorfor denne hermed påklages til Skatteankestyrelsen.

3. ANDBRINGENDER

I forbindelse med den principale påstand gøres det gældende, at de omhandlende indsættelser på Klagers konti stammer fra salg af privat indbo, og at de derfor ikke er skattepligtige for Klager efter statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsen har i forbindelse med sin afgørelse lagt hyppigheden, intensiteten og omfanget af salget til grund for deres konklusion om, at Klager driver erhvervsmæssig virksomhed. Hertil skal vi bemærke, at disse omstændigheder ikke i sig selv taler imod, at Klager har solgt sit private indbo.

Skattestyrelsen tilføjer, at det efter dens vurdering er usædvanligt, at man kan sælge indbo fra en almindelig husholdning for beløb i den størrelsesordning over en årrække. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der netop ikke er tale om en almindelig husholdning, men derimod salget af to hele husholdninger, bestående af Klagers fars dødsbo, samt henholdsvis Klagers og hendes samlevers andel af deres bo fra deres respektive skilsmisser.

Hvis salgsprisen af de solgte ting lægges til grund for værdien af de respektive bo, og hvis der anvendes en ligelig fordelingsnøgle, så svarer det til at henholdsvis Klager og hendes samlevers bo havde en værdi på 75.000 kr., medens hendes fars dødsbo har haft en værdi på 150.000 kr.

Dette er efter vores opfattelse ikke usædvanlige størrelser.

Hvis der tages udgangspunkt i Skattestyrelsens vurdering i sagen, så må det antages, at Klager ikke blot har investeret penge, men også tid i forbindelse med opkøb af de mange ting, som hun har solgt. Vi skal i den forbindelse bemærke, at Klager er lønmodtager med ansættelse hos [by1] og [by2] Kommune. Det er således efter vores opfattelse usandsynligt, at Klager skulle have haft tid til at opsøge og købe ting, som hun kunne sælge videre med en sådan fortjeneste, som Skattestyrelsen lægger op til. Det faktum, at Klager har solgt størstedelen af hendes ting via en reolstand, hvor hun ikke er fysisk til stede, understøtter netop, at hun ikke selv har haft tiden eller interessen i at stå for salget selv.

Fradrag for køb efter statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a.

I forbindelse med den subsidiære påstand gøres det gældende, at Klager har ret til et ikke ubetydeligt fradrag i Skattestyrelsens opgørelse af overskud af virksomhed i de omhandlende år.

Skattestyrelsen har i deres afgørelse udtalt, at de ikke har skønnet fradrag for køb, fordi de ikke har modtaget dokumentation for køb. Med udgangspunkt i sagens fakta, herunder Klagers forklaring, så er der naturligvis en god grund til, at hun ikke har kunne producere dokumentation for køb. Hvis der dog for argumentets skyld ses bort fra Klagers forklaring i sagen, så er det efter vores opfattelse, åbenbart urimeligt, at Skattestyrelsen ikke har tildelt Klager et fradrag i opgørelsen på baggrund af et skøn på trods af manglende dokumentation. Der skal i den forbindelse henses til, at hvis Klager har drevet erhvervsmæssig virksomhed, som antaget af Skattestyrelsen, så må hun naturligvis have haft omkostninger i forbindelse med erhvervelsen af de ting, som hun har solgt. Med udgangspunkt i den omhandlende branche: salg af brugte møbler og andre brugsgenstande, så er det svært at forestille sig, at Klager kunne have opnået en fortjeneste på mere end 25 %, hvis hun rent faktisk havde erhvervet tingene med henblik på videresalg. Hertil skal der naturligvis også henses til at Klager har betalt mellem 10 % og 12,5 % af salgsprisen til ejeren af reolmarkedet. Det er således vores opfattelse, at et passende fradrag kan sættes til 80 % af det samlede salg i årene. Vores udtalelse herom skal anses som en anbefaling, og ikke som en del af den i klagen fremsatte påstand.

Hvis det lægges til grund, at Klager ingen omkostninger har haft i forbindelse med erhvervelsen af de solgte ting, så må det naturligvis være mest sandsynligt, at tingene har oprindelse fra de steder som Klager har oplyst i sagen.

(...)”

Klageren er i forbindelse med sagsfremstillingen kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”(...)

Vi skal fastholde at bankindsætningerne stammer fra salg af private ejendele samt genstande som Klager har arvet fra hendes far, og at de derfor ikke er skattepligtige for Klager efter statsskattelovens § 4.

Vi skal desuden fastholde, at Klager ikke har drevet uregistreret virksomhed i de omhandlende

indkomstår.

Vi skal i den forbindelse minde retten om, at Klager har været lønmodtager med ansættelse hos [by1] og [by2] Kommune indkomstårene. Det er dermed usandsynligt, at Klager skulle have haft tid til at opsøge og købe ting, som hun kunne sælge videre med en sådan fortjeneste, som Skattestyrelsen lægger op til. Det faktum, at Klager har solgt størstedelen af hendes ting via en reolstand, hvor hun ikke er fysisk til stede, understøtter netop, at hun ikke selv har haft tiden eller i øvrigt den interesse, som det må forventes, at kunne findes hos en person der driver virksomhed med køb og salg af brugte genstande.

Vi skal bemærke, at hvis det lægges til grund, at Klager har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at de solgte genstande dermed ikke stammer fra salg af privat indbo, så må Klager naturligvis have haft betydelige udgifter til indkøb af de genstande, som hun har solgt. Der ses imidlertid ikke at være sådanne udgifter på Klagers bankkontoudtog. Dette understøtter Klagers forklaring i sagen.

Vi skal endvidere bemærke at Klager på intet tidspunkt har udvist en adfærd, som indikerer, at hun har ønsket eller forsøgt, at skjule de penge, som hun har modtaget fra hendes salg. Dette taler efter vores opfattelse også imod, at Klager skulle have drevet uregistreret virksomhed, da det i så fald må formodes, at Klager ville have ageret anderledes.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af, skattekontrollovens § 1, stk. 1. (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 om skattekontrol)

Som udgangspunkt kan salg af privat indbo ske skattefrit, jf. statsskattelovens § 5 litra a. Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om salg af privat indbo, lægges der vægt på objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Vestre Landsrets dom af 21. oktober 2013 offentliggjort i SKM2013.748.VLR, jf. byrettens dom af 18. juni 2012 offentliggjort i SKM2012.589.BR.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.H. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaring kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom offentliggjort i SKM2011.208.HR.

Skattestyrelsen har på baggrund af konkrete indsætninger på klagerens bankkonto anset, at klageren har drevet uregistreret virksomhed, og klagerens skattepligtige indkomst er herved forhøjet for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Skattestyrelsen har ikke skønnet fradrag for driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da klageren ikke har fremlagt dokumentation for eventuelle driftsudgifter.

Klageren har forklaret, at bankindsætningerne stammer fra hhv. salg af privat indbo samt genstande arvet fra klagerens afdøde far.

Det er rettens opfattelse, at det ikke på tilstrækkelig vis er godtgjort, at bankindsætningerne i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 ikke skal beskattes hos klageren, eller at de ikke skal indgå i vurderingen af, om klageren har drevet uregistreret virksomhed.

Retten har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren til støtte for sin påstand om, at der er tale om salg af private ejendele, alene har fremlagt billedmateriale. Retten har tillige lagt vægt på, at klagerens forklaring ikke er underbygget af objektive kendsgerninger, herunder kvitteringer, fakturaer m.v. vedrørende anskaffelsen af de solgte genstande eller en boopgørelse i relation de genstande, som påstås arvet fra klagerens far.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for driftsudgifter, da klageren ikke har fremlagt dokumentation for afholdelse af driftsudgifter. Der henvises i den forbindelse til SKM2013.493.VLR.

Retten finder det derfor berettiget, at Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne for at være skattepligtig indkomst for klageren.

Det skal herefter vurderes, hvorvidt klageren anses for at have drevet uregistreret virksomhed i indkomstårene 2016, 2017 og 2018.

Begrebet selvstændig virksomhed er ikke defineret i skattelovgivningen, men indholdet af begrebet fastlægges gennem praksis. Efter praksis fortolkes begrebet ens i alle skattemæssige relationer.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå overskud. Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt, og den må ikke være af helt underordnet karakter. Dette kan udledes af SKM2017.233.BR.

Landsskatteretten finder, at klageren har drevet uregistreret virksomhed i indkomstårene 2016, 2017 og 2018, hvorfor det er berettiget at bankindsætningerne er anset som overskud af virksomhed. Retten har lagt vægt på, at selvom det ikke ud fra bankindsætningernes karakter kan fastslås, at der er tale om erhvervsmæssige indsætninger, så har disse en sådan størrelsesorden og hyppighed, at det i sig selv taler for en erhvervsmæssig karakter.

Klageren har ikke godtgjort, at hun af andre årsager skulle have haft indtægter af en sådan størrelsesorden, hvorfor bankindsætningerne anses at vedrøre indtægter fra uregistreret virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.